99 Bottles Of Beer

Aftenen var mild og havde ingen vind til at løfte op i pigernes skørter eller lede deres  lokker af hår på afveje. Parken fremstod smukkere og mere indbydende end set længe.
Alle dens forlystelser tronede stolt og  nypoleret frem, som var de i deres stivestes pus, og de skinnede så hyggeligt i skæret fra de små kulørte lampetter, der dekorerede hele parken. Forlystelserne skød forførende øjne til Parkens gæster. Vælg mig...vælg mig , tiggede de og ville yde deres absolut bedste for at give folk lige det de ville have, for blot en skilling i retur.

Det var ganske sjovt som folk strammede sammen her. Tidligere på dagen var det børnene med deres forældre eller bedsteforældre der holdte hof og styrede parken med hård hånd. Snot næser og candyfloss over alt hørte ligesom med, men om aftenen kom helt andre folk på banen.
De unge og de voksene med barnlige sjæle indtog nu steder.
Snotnæserne blev udskiftet med de hvide næser, og candyflossene med fadbamser.
Der var musik og glade stemmer hvor end man vendte sig.
Og i et af de meget store øl og fest telte, var enda en stemme der gjorde sit bedste for ikke at skræmme nogen væk.
På den lille hjørne scene , hvor karaoke anlægget var kørt ind og tilsluttet , stod en ung vampyr bade i blå og røde lys - og slog fingrene i takt til musikken, på den kunstigt forgyldte microfon.
Med små enkle bløde bevægelser og kast med hovedet, imiterede hun et gammelt kvinde ideal, Marilyn Monroe. Vampyren havde sågar en sort kropssnære kjole , en hvor ærmerne blottede de lyse skuldre...meget Marilyn agtigt, og med de sorte høje sko , lobu et eller andet , med en rød hæl...en dyr gave fra hendes forlovet ...lignede hun noget fra en gammel film, hvor enkelthed og stil klædte , omgav kvinderne og klædte dem feminint på.

" 'Cause Diamonds ....are a girls...Best ..,
du du du du du du du du du du ...Best friend " lød hendes bløde lyse stemme, da hun gik lidt ned i knæ og viftede koket med en hånd foran sig .Intet  ved hende afslørede, hvordan vreden...og Tristheden...havde et greb omkring det unge hjerte.

Intet afslørede hvordan den krøllede Nyhedsavis smidt ved scenens ene side, havde fået hendes indre i oprør.
Åh jov....lidt havde den unge vampyr da fået lært.
Indtil nu , tøjlede hun sine følelser fuldt og fast , Millicent Walker....men natten var også stadig meget ung.
Og der skulle tilføjes adskillige plastikbæger til de i forvejen opstablet , der som avisen - lå væltet ved  siden af scenen.

Will følte sig som et barn igen. Et legesygt barn som nød at kaste sig i forlystelser og hvinede af begejstring og fryd, når synet af en lyserød candyfloss spandt sig indenfor rækkevidde og vinkede med sine flossede sukkerkanter. Et barn med rigeligt indenbords, vel at mærke.
Aftenen havde indtil videre leveret et brag af underholdning. Pariserhjul, jonglerende klovne, karruseller og skydeskiver, som kunne rammes med en pil var man blot dygtig nok, var kun nogle af de ting, Will havde doneret sin pengepung til. I selskab med to bekendte havde Will bevæget sig rundt mellem de strålende forlystelser og havde for hvert aktivitet indtaget en øl eller andet stærkt spiritus som en form for belønning (det var trods alt en udfordring at tage karrusellen, Mountain Dew, tre gange i træk uden at kaste op!). Sjovt nok blev drikkeriet mere og mere komisk for hver gang.
Hvor hans venner var nu, havde Will dog ingen anelse om. En ildpuster (sikkert en ilddæmon i forklædning, havde Will tænkt med et tørt blik) havde afkrævet adskillige tilskuere, og de tre venner havde selvfølgelig standset op for at se på. Et par puf og skub havde fluks separeret den unge vanddæmon fra de andre, og før han rigtig kunne få hjerneaktiviteten til at tislutte både arme og ben og skubbe tilbage, havde den leende og plaprende folkemængde ledsaget ham hele vejen til karoketeltet, hvor musikken smøg sig ind i festlighederne på sin egen charmerende måde.
Will halv-snublede uopmærksomt over en teltpæl og tumlede forfjamsket ind til en fyldestgørende udgave af Marilyn Monroes ”Diamods are a girl’s best friend”.  Stemmen var lys og blød og symboliserede på ingen måde det sædvanlige fuldemandsmusik, som karokebarer ofte lokker med. Et fornøjeligt smil bredte sig i Wills ansigt, og han bevægede sig svagt svajende gennem lange bordrækker og dansende væsener. Endelig åbnede scenen sig foran ham på tæt hold, og han lænede sig afslappet tilbage mod en teltstang for at lytte – for hurtigt at rette sig op igen, da denne knagende eftergav. Med en nedsynkning stirrede Will vildt omkring sig for at sikre, at han i sin uheldighed ikke havde nedrevet hele teltet, før han lod opmærksomheden skylle indover den præsenterende. Og hvis han ikke tog meget fejl (helt ææærligt, hvornår gjorde han nogensinde det?!), var det så ikke selveste Millicent, som stod der og viste hele verden, hvad hun kunne? Millicent iført en yderst afslørende kjole, som fremhævede alle former, og hvis man blot bevægede sig en smule ned langs kravebenet – upshanskullevisttilatpassepånu!
Will udstødte et lattergrynt og himlede med øjnene af sig selv. Millicent var en venlig bekendt, og et par indenbords skulle bestemt ikke få ham til at tænke anderledes. Med et smørret smil bøjede han sig fremover og samlede en nedfalden avis op, som sjusket havde lagt sig til rette ved foden af scenen. Kunne lige så godt fordrive tiden indtil Millicent blev færdig, og Will så kunne fange hende.
T … Trouble .. in .. Paradise …
Will kneb koncentreret øjnene sammen og forsøgte at klare sit ufokuserede syn. Hvad i al verden skulle det forestille? Hans blik gled undersøgende nedover artiklen, og ord som ”Di Morga”, ”den franske mafia” og ”masseødelæggelsesvåben” sprang ham neonrødt i øjnene. Uha, det lød vist ret alvorligt – men egentlig ikke hans problem lige nu, var det? Med et fnys kastede han avisen fra sig, så papiret, som med flagrende, hvide spørgelsesarme, svajede gennem luften og fandt sin rette plads på den nedtrampede jord. De sidste toner af Millicents sang havde alligevel nået sin ende, og der var pludseligt langt vigtigere ting at tage sig til.
Klapsalver og hujen brød løs, og Will deltog rundhåndet i begejstringen. Så snart vampyrkvinden var klar til at træde ned fra scenen sprang Will frem med begejstrede vink.
”Godt show!” kommenterede han højlydt, for kendingsmelodien til ”Stayin’ alive” havde netop meldt sig på banen, og en svært overvægtig herre var trådt op på den berygtede scene. Will strålede mod Millicent og satte hænderne til munden som en højtaler. ”Tænk at vi skal mødes på en legeplads endnu engang!”

//Læg lige mærke til hvor mange indlæg, jeg har skrevet - 666! *ond djævlelatter* //

// jeg har det med at bringe det værste frem i folk xD

For én gangs skyld viste det sig en fordel at have skiftet sin menneskerace ud til en anden.
Vampyrens balance og smidighed var helt klart nogle kvalitets støttehjul. Ikke bare billig udgaven af plast ,made in china…nej.
Millicents skaber havde været oldgammel og vist nok af en stærk vampyr slægt.
Så hun var skabt af de gode råmaterialer- bildt hun sig selv ind anyway.
Hun burde virkelig se at få styr på vampyrenes oprindelse.
She knew jackshit…men hun kendte faktisk nogen der gjorde .
Nogen der ville være begavet nok og havde den nødvendige viden til at indvige hende i vampyrernes nok MØØØRKEEE historie generelt- og især give hende facts om Dolohov!
Måske hun en dag skulle tage kontakt til Liam eller Kalamka himself, og få deres tunger på gled? Hun havde i øvrigt aldrig fået sagt pænt tak for sidst- middagselvskabet, hvor hendes skaber mistede hoved på Kalamkas ordre.
Pyy DER kunne man sku tale om underholdning i sær klasse under middagen.
Millicent havde bare ALDRIG drømt om at hun som neutralgæst og selskabets sorte lille får, skulle leverer den. Men det skete også helt spontan,t da hendes hukommelse pludselig vendte tilbage, og så lige midt i suppen!
Der kom hun til at rejse sig op og råbe sin forvirring og vrede sammen med erindringen ,ud over bordet, og alle dets fine fornemme gæster.

Nå men…vampyr var hun ,Og selv Millicent vidste at det aldrig var gået med SÅ høje sko , efter SÅ mange øl og sjusser- og da hun var nok så glad for begge dele var det en stor lettelse ikke at skulle vælge.
Alle valg var som bekendt et fravalg….og hun hadede da virkelig bare at skulle vælge noget fra.
På sin vej ned fra scenen, havde hun opsnappet et kendt ansigt i mængden.
Et lidt beklemt smil kom frem på de lyse læber af hendes, da det dæmrede at han sikkert havde set hende lege sangerinde.

”William …hva er det med dig og legepladser? …Du ved godt at ..” Hun lænee sig ind mod ham , med en håndflade mod hans skulder..”…ved godt at små børn er et STOORT no go, ik ?!” drillede hun ham kort, før hun trak sig væk og slap hans skulder igen.
Et kort nik i retning af den nærmeste store højtaler, fik hendes smil til at gro lidt bredere..
”staying alive ? Gosh de kunne virkelig ikke lide mig ” smålo hun og hentydede til det kunne gå på både eftervirkningerne af hendes sang talent, men også være en ironisk kommetar til hun..ja…faktisk var død- selv om Millicent ville anfægte den diagnose any given day !Hun vrikekde en smule og trak så diskret lidt ned i kjolen.

”Anyway…godt at se dig. Jeg var lige på vej op efter en enkelt sjus…eller øl..vil du være min Arthur Miller for i aften, ?” forblev hun i rollen som Marilyn og prøvede at lyde lillepige agtig sexet som Marilyn, men lød istede bare lillepiget og dum.
Hendes blik snuplede over avisen,der igen var i bevægelse. Denne gang sparket til af en meget rundbuttet dame med 80 spiral krøller, der stod i kø for at synge hendes ottende sang af Withney Houston, og Millicent havde afluret at DEN kom man ikke igennem uden noget at styrke sig på.
Hendes øjne mørkedes, da de faldt på avisen.
” Kom nu dæmon…lad os drikke” lød en langt mere indestængt melodi, end man normalt ville opleve af toner fra hende.

Millicents udtalelse tvang Will ud i et lattergrynt, før han kunne stoppe sig selv. Hans hånd fandt sig naturligt til rette på hendes hoved, da han legesygt ruskede lidt i hendes lyse hår. ”Du ved da, jeg altid er med på en leg,” lød hans smilende svar igen. Hans klumsede forsøg på at virke gentlemanagtig gik fuldkommen i vasken, da hans fremstrakte hånd, som skulle have hjulpet hende ned fra scenen, smækkede mod Millicents arm, så hun vaklede adskillige skridt sidelæns. ”Ups!” Will grinede koket og trak hende tilbage på samme plads som før. ”Min retningssans fungerer vist ikke så godt lige nu. Vi må vist skaffe os noget mere at drikke.” Han lagde, på yderst venskabelig manér, armen om hende og begyndte ivrigt at hale hende over mod baren.
”Jeg nød det helt bestemt!” informerede han højlydt, for det ville da ikke gøre skade, hvis andre fra publikum fik fat i hans mening. Måske der var en musik-caster iblandt dem, som overhørte deres samtale, og Wills kommentar kunne få en afgørende rolle? Han kunne allerede se sig selv, tyve år senere, med tårer i øjnene og hånden på hjertet, mens Millicent dybt rørt udførte sin takketale for Oscar-statuetten. Jeg ville aldrig have kunnet klare rollen som Marilyn Monroes bedstemor uden William …
Millicent selv bragte fluks selv emnet på bane, og Will indså med et latterfnys, at det bestemt måtte være skæbnebestemt. Hvem var det, som sagde, at telepati ikke eksisterede? ”Der var ikke noget, jeg hellere ville, min unge mø. Jeg gi’r!” svarede han galant.
Millicent lød allerede så desperat, at han forbarmede sig over hende med det samme, slap taget om hendes skuldre og greb i stedet fat om hendes håndled for at hale hende gennem de sidste, resterende trin til forfriskningernes kilde.
To friske øl blev bestilt, og få sekunder senere stod Will med den kølige, gyldne væske i hånden, hævet til skål. ”For din fantastiske præsentation i aften!” jublede han, klinkede sit krus mod Millicents og tyllede halvdelen af væsken i sig. Med et dybt tilfreds suk satte han med et klunk! kruset fra sig og hævede hånden, som til en lang diktering eller en tale.
”Fortæl mig, Mills … ” Fingeren viftede lidt fra side til side, og en nærtstående stol blev anvendt som siddeplads. Will satte sig godt til rette og betragtede Millicent med et årvågent blik, idet han studsede over sine ord.
Vent et øjeblik. Hvad i al verden var det nu, han ville have spurgt om? Han knurrede lavt og gned sig i panden i håbet om, at en Jeanie ville transformere sig og byde ham de tre sandheder. Eller var det kys? Nej, ønsker! Okay, han var kørt helt på sidespor!
Hans mere fornuftige side skubbede insisterende hans plaprende hjerne i vejkanten, og han blinkede forbavset.
”Fortæl mig … hvordan du har det.” Ja, det måtte være det, han havde glemt! Måske han var ved at blive senil.

Skægt! Hun synes da ikke at hun havde kunne mærke alkoholen før ? Der skulle store mængder til af de vilde promiller , før hun blev direkte fuld. Normalt fik hun mere den her varme dejlige følelse i sin krop, men nu ....nu var hun da vist en smule doozie woozi tipsy, så hun fik et mindre lille laugh attack , da Will ved en fejl kom til at skubbe til hendes arm, netop da hun skulle ned af scenen. " uuuhhhh" hvinede hun da balancen kom i ubalance lg
En ældre herres grå filt hat , lettede en smule og var nær fløjet af , da Millicent slog ud med hånden i luften- da hun søgte at finde noget hun kunne støtte sig op af.
Til al held, blev hun halet i land af William igen, og boink...ind under hans arm.
" My god...de har da godt nok lavet et skævt fundament her! De dersens vej og park mænd har da været skide fulde " lo Millicent og gemte ansigtet mod hans overarm før hun kiggede så op i hans havblå øjne.

" Ahah...William vand dæmon, du må ikke lege med børn, nu kan du i stedet få din egen baby at lege med i aften" hentyde hun drillende til hendes vampyr alder.
Ikke at hun brød sig om stemplet baby, hun var sådan set helt ud over ble behovet, og sutteflasker med mælke erstatning fra moderen nu erstattet med andre interessante drikkevare....dog....ja dog havde krammebamse da stadig en værdi man liiiige skulle have med !
Eller en af de der King size slik sutter! Yes main, slik boden DER skulle hun have William med over, men først skulle de lige havde noget til at rense svælget med.
Luften var da ualmindelig tør i dette telt her.De...ehhh de var da i et telt, ik?
Hun kiggede sig en smule febrilsk over skulderen og op i loftet...jojo...stadig i teltet.
Hun var så vant til Andrija zappede rundt med hende , så de på et sekundt kunne være i alperne og det næste på julemandens kane...nej....julemanden kane ?var det ikke en halvfræk novelle hun havde læst engang? Nå, never mind, nu skulle de have øl!

Hun kunne sagtens lege med på Williams joviale tone, da hun havde brugt enormt mange peneg og fadøl på at tølje hendes skuffelse, over artiklen i avisen.
Så hans lystige bemærkninger om ung mø og dikkelse fald i fint jord, og hun tillagde ikke Williams arme eller purren op i hendes hår, andet end lidt sjov fra en ven. Noget sagde hende hun ikke var hans type, så for engangs skyld skulle hun ikke bekymrer sig om at udsende forkerte signaler.
Som et grådigt lille barn smagte hendes øjne sultent på den skumemnde øl, frisk fra fad. Hun løftede sit glas og smækkede det sammen med Wiliams.
” Hmmm så du betaler hva….Big Spender…måske det skal være min næste optræden, nu du kunne lide det så meget ? …The minute you walked through the door, I could see..da da da daaa ” Nynnede hun inden hun før de bløde læber sluttede sig til plastik kanten og en pænt stor slurk røg inden bords.
” Big Spender er den internationale mest brugte strip sang…men det ved du NATURLIGVIS intet om ” drilelde hun William- Selv havde hun aldrig sat fod sådan et sted, men hun var en sucker for random viden, og desuden elskede hun at danse til den sang…omen tøjet blev på.

Millicents humør faldt nogle trin ned, da William vilel vide hvordan hun havde det.
Med et lidt sløret blik så hun på ham…i øjnene og lidt rundt i hans ansigt , før hun endelig holdte fast i hans blik..
”Oh….jamen jeg har det som sild i en sok…min bedste ven som jeg slet ikke må crushe på, så shyysssss…han er rigtig ked af måden jeg er på…min Chef er en smule utilfreds fordi jeg kom til at blive væk i to måneder..MEN det var ikke min skyld, jeg sad bundet i en kælder ser du…og jaaaa William du gætter HELT rigtigt, det VAR min forlovet der betalte dem for DET fine arbejde, han glemte sku lige i farten det var MIG der var målet….for ser du ” hun lignede grisling der både var forvildet og fortabt, og det stemte ikke helt overens med hende ord…” Ser du..jeeeg er en meget farlig Bond agent, med et meget farligt job…og DET KAN MIN SKATTEBASSE IKKE LIDE- at han så vil sprænge verdenen i stykke rog torturerer folk imens ,det skal JEG så lære at leve med ” Vrissede hun – og tømte sin fadøl.

Sad Millicent og fornærmede ham lige op i ansigtet? Ha! Det gjorde hun helt bestemt, og Will pustede sig defensivt op, overvejede næsten at skylle lidt vand mellem hudporene, så han kunne fremstå mere … ’buff’ og alt i alt utrolig svedig, som en muskuløs bokser med temperamentet i kog. Eller …
Muligvis ikke den bedste ide. Men han havde en pointe at føre frem, og at påstå, han ikke kendte til stripbarer var en strafbar synd! Noget, enhver person af mandlig køn og med hele diamantsættet mellem benene intakt, skulle erklære sig stolt af. Fantasien om afklædte damer og realiseringen af denne fulgte nærmest med i kontrakten.
”Jeg protesterer!” En næve blev banket ned i bardisken, og Will stirrede forvitret på den et øjeblik (wauw, han kunne virkelig det der), før han hovedrystende så på Millicent. ”Du har fat i den helt forkerte pointe – eller, jeg mener lange ende! Ligemeget.” En ordentlig slurk af den fantastiske øl blev skyllet ned for at smøre ganen, og han fortsatte opmuntret. ”Kan vi ikke sige, du går op og synger – øh – Big Spender, og jeg demonstrerer min viden inden for kvinder!”
Hvilken fantastiske ide, og Will var allerede halvvejs oppe af stolen i lutter begejstring, før det gik op for ham, at han endnu havde ølkruset i hånden, og halvdelen af indholdet pjaskede udover bukser og sko, da kruset tippede sidelæns. Lattermusklerne blev atter taget i brug, og Will satte sanseløst kruset fra sig, mens han førte en kejtet hånd over sine bukser.
”Ved du hvad, jeg er faktisk ret god til det her,” informerede han Millicent. ”Det der med vand. Det undrer mig faktisk, at der ikke er noget rengørinsgfirma, som han ringet til mig.” Fingrene, som hoverede over bukserne, spredtes, og efter et dyb indånding udløste Will en tynd stråle vand, som i al sin ynkelighed piblede langs buksekanten og blandede sig med øllen. Will sukkede bedrøvet og tørrede hånden i sit ærme.
”Ingen nytte,” mumlede han tvært til bukserne. En besynderlig tanke faldt ham ind; om han mon kunne suge øllen op gennem hånden; vandevner og alt det der. Historier om folk, som havde indtaget alkohol gennem støvler eller tamponer strejfede sig vej gennem hans hjerne, og tanken syntes egentlig ikke så ringe endda. Han så op på Millicent med et halvforundret smil; som om hun kunne have fulgt med i hans kreative tankerække, men glemte kort efter sine store planer, da hun begav sig ud i en beretning om sit liv.
I betragtning af hvilke indhug, han havde gjort på alskens drikkevarer denne aften, kunne Will nærmest ikke bebrejde sig selv, at han ikke forstod et muk af Millicents plapren. I stedet syntes han faktisk, han fortjente et medfølende klap på skulderen for alt det, han nu skulle håndtere, og ville selv have leveret det – hvis han dog bare havde kunnet ramme.
Adskillige gange åbnede og lukkede munden sig, og Will klemte hjælpeløst om sin næseryg i forsøget på at skrabe en smule af sine tabte hjerneceller sammen.
”Arbejder du for James Bond?” røg det ud af ham gennem halvkvalte fnis. Men det her var et alvorligt øjeblik, og Millicent så tydeligvis oprevet ud. Han bed sig hårdt i læben for at holde latteren inde, men nu var det fuldkommen umuligt. ’Må ikke¨-effekten fører altid til det præcis modsatte, og Will udstødte et stort latterbrøl.
Nu skulle der søges dybt efter hans indre psykolog, og da han endelig fik en smule hold på sig selv, lænede han sig frem og placerede en sympatisk hånd på hendes skulder. Nu manglede han kun brillerne og notesbloggen.
”Har du problemer, Millicent?”

Millicent havde problemer med at følge med i samtalen. Det skyldtes nu ikke at William ligefrem vrøvlede.Millicent syntes faktisk at AL dét William lige sage var helt rigtig og nu hvor hun tænkte over det, var William så ikke den klogeste mand hun kendte ? Nej...han var den klogeste dame! For alle vidste jo at kvinder generelt var klogere end mænd! De havde da i hvertfald større bryster- i de fleste tilfælde.
Millicent så på hans brede hånd ,der nu hvilede fortroligt på hendes skulder, hun turde slet ikke tjekke hans bryster ud- og DET ville hun heller ikke da hun ALDRIG gjorde sådanne ting - men som hun huskede ham havde William en fin fast og meget mandig brystkasse....ingen silikone klogskab stoppet ind under huden der.
Så skulle han i hvertfald kræve hans penge retur, det var helt sikkert!
Hun rystede lidt på hovedet og skyllede efter med lidt fadøl, for ligesom at klare tankerne lidt op.
Det var svært at sige hvordan hun skulle have kommet igennem denne aften...og livet i al mindelighed, havde det ikke været for dæmonen her....lille vandsprøjtende fyr med søde smilehuller til at smelte tøjet af kvinderne .
Hun smilede til ham imens han gned et eller andet af hans bukser...og lod hendes popo flytte lidt rundt for at finde den helt rette siddestilling, og det var DEN hvor hun kunne lade begge arme glide fortroligt omkring Williams hals. Og med et udtryk som æsel ville have givet en guldstjerne for, lignede hun selve dommedag udtrykt i en female skikkelse da hun annoncerede..." nej..William DU har problemer! Store problemer.....domme dag er nær og vi mister alle vore arme og ben ....og de tager vores knæskaller også, hvis vi ikke passer på!" Millicent lænede sig helt frem og satte hemmeligheds fuldt sine læber mod hans øre og betroede ham " Mafiaen overtager det hele....og jeg fortæller dig....som din eneste Bond babe, at vi kkke kommer igennem næste måned, hvis vi ikke før noget ved det her! " Millicent slap ham ud af hendes pigegreb , lænede sig lidt tilbage og betragtede William med et skarpt blik.
" Helt alvorligt ....jeg er på skideren og det er du også.....vi behøver nogle gode folk til at bekæmpe mafiaen, og .....ja....jeg leder en hemmelig organisation der spiser mafia drenge til morgen mad, og pynter den med små mafia trunter samtidig. "
Ja ....okay....indtil nu havde hun kun lykkes i at finde Salai, og det var nok ikke smart- og SÅ havde hun haft held i at blive kidnappet ! Enda fra sin egen lejlighed og ud i byen til en omgang pine og plage af tortur mestere.....men ellers klarede hun det skide fint!
" Så....Will, er du mand eller mus? Tør du lege med mig " Millicent hævede sit glas og smilede indlurende ... " Kom nuuuuuu " tiggede hun så...." du er da en god fyr ! Ikke en af de onde " hun lød næsten helt ulykkelig ved tanken om William red den forkerte hest! Eller....pelsede en forkert hare? Hvad var det nu man lige mente når man sagde sådan ?

Mmhh, hvis ikke Will tog meget fejl, duftede Millicent ikke ganske dårligt, og hænderne lagde sig tæt om hendes liv, mens et fåret smil lullede frem i ansigtet.
”Mmhhpphh-hvaaaeehh … ” Åh, hold mund!, snerrede hans indre, og munden lukkede sig i som en østers. Han inhalerede dybt, lod alle de kvindelige hormoner synke langt ned i lungerne og forplante hans mave med sommerfugle og blomsterdufte. Måske det var en god idé at indleve sig i  det andet køn så meget som muligt, få lidt kvindelig mentalitet og et forstående øre, for Millicents ord begyndte endelig at give lidt mening. Før han forskrækket nåede at hviske ’hvem?’, havde hun indvilliget ham i afsløringen af skurkene. Wills underlæbe flagrede, og hans øjne blev store, da han indså hendes brillante åbenbaring.
Hvor havde hun dog ret! Sikken en på én gang trist og oprørsk verden, de levede i, og med en klump i halsen fik Will en voldsom trang til at putte sig ind mod Millicents skulder og græde ud om Jordens undergang og uretfærdige ondskaber, som kunne række så langt som at forpurre en simpel fest. Hvis han dog bare ikke savlede så meget, som han var sikker på ville ske, hvis han så meget som nærmede sig hendes varme skulder. Og det ville ikke gå, bestemt ikke, og han klappede medfølende hendes skulder for fremtidige savlerier og også en smule af forståelse for de ord, hun netop havde ytret.
”Jeg kan se, hvad du mener,” raspede han ædelt. Og så skiftede stemningen lige pludselig.
Millicent lænede sig væk, og Will skrabede hastigt alle mandlige følelser og hårde muskler, som hans sentimentale væsen kunne nå, til sig. Lossede sig selv en smule i kuglerne – metaforisk set.
For pokker, han skulle ikke have drukket så meget øl; det var allerede svært nok at holde balancen.
Et flygtigt billede af en chokerende avisoverskrift og annonceringen om mafiaens fremskreden dukkede uventet og fremprovokeret op på hans nethinde, og Will blinkede forbavset. Det var jo netop, hvad han lige havde læst i avisen for blot et øjeblik siden! Millicent mente det åbenbart helt seriøst, og at dømme ud fra hendes ord og kropssprog lod hun virkelig til at være så langt ude, at hun knap kunne bunde.
Tja, så var det godt, han selv var så god til at svømme.
”Jeg vil gerne hjælpe!” erklærede han, greb sit krus og svingede det mod Millicent. En smule øl sjaskede ud over kanten, da kruset vippede op og ned i hans greb. ”Jeg mener det højt og helligt, og det giver jeg dig mit ord på.” Han klinkede det mod Millicents og skyllede, i al højtidelighed, resten af krusets indhold i sig. Der var ikke noget som at vædde ganen efter en god opriven i følelserne.
Da kruset atter landede på bardisken, malede en eftertænksom panderynken Wills ansigt, og han lænede sig usikkert, måske en smule hældende, frem mod Millicent, for det her skulle forstås helt rigtigt. Hans far havde altid fortalt ham, at man ikke skulle vove sig ud i kontrakter og løfter uden at få klargjort med præcise ord, hvad der lå på tallerkenen.
”Men hvad vil du have mig til at gøre?” spurgte han langsomt. Han ville bestemt gerne kategorisere sig selv som en mand og ville stampe på alle mus og rotter, som skulle komme dem nær. Men duede han virkelig til noget af det, Millicent ønskede for ham?
”Du siger, I er en modstand – modsta – ” – nevermind – ”…. en oprørsk gruppe, og jeg har måske … hørt en smule om jer.” Tungen lå tyk i munden og legede med udtalelsen af ord. Han trak vejret dybt og bad til guderne om at kunne formulere sig klart. Hvad hjalp det at trække i de forretningsmæssige fløjlshandsker, når man snøvlede?  ”Hvad er det, I foreta’er jer? Hvad laver du helt præcist?”

Hun små lo og purrede op i William hår, da han forsøgte at se om han kunne suge Millicent ind gennem næsen. Det var hun alligevel en smule for stor til, selv om hun måtte arkiverer som en fiks lille pakke, så var kurverne større og kunne slet ikke passe hans næsebor.

" Frisk regnvejr....jeg dufter af frisk regnvejr" grinede hun og brød ud i et smil. Hun duftede så også at chloé men hendes egen duft var mere interessant , mente hun selv og overvejede ALDRIG at bruge duftemidler igen.
Det var dog en overvejelse hun ikke ville komme til at gentage i ædru tilstand.
Hans hænder om Millicents liv, føltes ikke forkeret...mere lidt som han støttede sig til hende, hvilke var fint, for hun var død god til at lege støttehjul.
Så kunne de passe på hinanden og på hele verden. Undtagen mafiaen,den måtte ikke være med! Hun kom til at hikke og tømte sit krus, for at få hikken væk.
Hun fik kontakt med tjeneren og signalerede straks to nye humle , så de ikke risikerer tørken.

Hvor William havde sit 'verden går under nu og jeg har lyst til at græde al min indestængte fortvivlelse ud' øjeblik, havde Millicent sit 'Messias moment'.
Kunne hendes tanker ( der var mest omkring Libra , og en smule om hende selv som raketspidsen for denne organisation) afspejles som aura, ville der helt sikkert flakke et gyldent blidt skær og omslutte hende.
Hun havde den her fornemmelse af....kvalme og for meget øl der gav oppustethed?... Nej det var ikke det!.. Deeet var en fornemmelse af at Libra meget vel kunne være det lod på vægtskålen , der bragte kosmos tilbage fra kaos og ragnarok , som Mafiaen havde planer om at sende efter dem alle.Det var da DEN fornemmelse der fik hende til at have Messias aura- hvis man altså havde en aura som vampyr? Hun følte sig usikker på det da der var ret meget der blev frarøvet en vampyr i forhold til hvad man fik!

Hun blev dog mere end glad da William ville hjælpe, og så igennem fingrene med skvulpet øl og de pletter det lavede på hendes Marilyn kjole. Hvem kiggede også efter det , anyway? Sålænge der var nogen mere nedringet end hun, og DET var der , så gik det nok.

" Jeg er SÅ glad for du vil hjælpe.Jeg VIDSTE bare du var en god fyr Will !"
Hun lænede sig frem og lagde begge hænder på hans skuldre, før hun trykkede sig ind til ham, for at give ham et kram. Et kram som tak og som opmuntring for al det crap der ville falde som irriterende frugter, hårde og sure , ned i hans turban den næste tid som han nu skulle bruge på at lege mafiaghostbuster.

" hvad du skal for mig? " hun havde lige tabt tråden, da den nye fad øl blev serveret og den skulle prøves smages. " hvad med at stjæle mig en baby? Det må jeg ikke selv for Andrija " skød hun underlæben surmulende frem.
Hvis HAN måtte true hele verden med dens undergang, så var det fandme da helt urimeligt at hun ikke måtte få en eneste lille baby at passe på!
" øøh... Altså...Libra organisationen...er en MODSTANDSGRUPPE" hjalp hun ham med de svære ord, og smilede næsten stolt over at kunne.
" Vi i filtrerer mafiaen, og giver oplysningerne til politiet. Nogle gange må vi selv tage kampen op mod dem. Helt ærligt så aner jeg ikke HVAD jeg laver, jeg er først lige begyndt " lignede hun en lille forvildet grisling uden sin plys.
" Men jeg garanterer dig for det nok skal lykkes! " hun lænede sig konspiratorisk frem mod ham og hviskede..." Jeg så en fil, med en formodet dobbelt agent. Brook something. Jeg mangler en sød fyr der kan få hende i tale. Føde hende med falske oplysninger hun så giver til mafiaen ....måske var det en opgave for en...Big Spender som dig ?" Spurgte hun helt alvorligt.
" Spionen Seaquake ....kan forvolde voldsom skade på din vej, og så får du enda din helt egen øredims dulle at tale med når du behøver hjælp...eller noget. En smuk blondine der hedder Mother , vil sidde klar til at indfri dine ønsker...eller hva hun nu lige laver udover at lakerer negle" mumlede Millicent, der ved tanken om verdenens undergang igen var ved at bygge en vrede op der var rettet mod Andrija.
Hun tømte sit krus...

" Skal vi ik have en æble med slik...eller kokos...med glans...arh,du ved de der æbler ...med det hele " insisterede hun på, da øllen alligevel var væk- igen. God damn, de holdte ikke længe.
" who you gonna Call ...mafia busters da da da da danana" små sang hun og puffede med skulderen til William.

Hvor blev velgørenhedsbøtten af? Will gjorde et solidarisk nik og kamuflerede sig med et beroligende smil. Det var vist noget, Millicent godt kunne bruge, og nu når en klovn junglerede med hans mundgrej, var handling forud for ordveksling foretrukken. Hvordan var det, den talemåde var? ’En handling siger mere end tusind ord’ eller sådan noget. Phew, godt han ikke sad på skolebænken denne aften.
Millicent kastede sig ud i den næste store biografi, Endnu engang fandt Will det svært at hitte rede på alle informationerne, og han havde aldrig været den bedste til hovedregning.
Som soldater, indhyllet i godhedens rustning, skabte gruppens medlemmer sig i Wills tanker, og han forsøgte virkelig at koncentrere sig – nev sig i armen og lænede sig atter en smule frem (ingen ord skulle misforstås) -, for vigtigheden lå på lur i Millicents ord. Avisoverskriften – faktisk de seneste ugers avisoverskrifter – flimrede demonstrerende for hans blik, mens han slugte alle oplysningerne fra Millicents varme hånd.
”Så det du siger, er,” sagde han endeligt i et langsomt tonefald, ”at jeg skal være jeres spion? En spion med et superheltenavn!” Munden spruttede igen, og han skjulte ansigtet i hænderne, mens et lysløst latterudbrud rystede hans skuldre. Håndfladerne pressede mod øjenlågene, og han så sig selv, iklædt blå superhelteuniform og skudsikker maske med en storm af vand hvirvlende omkring sig.
Okay, han kunne ikke ligefrem benægte, at den drøm aldrig nogensinde havde hjemsøgt ham før. Måske var han afkom af de overnaturlige væsener, men det var først noget helt specielt, når man fik sin egen –
”Kappe!” udbrød han og fjernede brat hænderne. Det kluklo dybt i halsen, og han slog ud med armene, tippede næsten sidelæns af stolen og rettede sig forbavset op igen. ”Du må LOVE mig, Millicent, at jeg får en kappe!”
Helt ærligt, det var faktisk meget vigtigt og sammenhængende med, at han kunne føle sig som en rigtig helt.
Under hans grublinger havde Millicent angiveligt tømt et helt nyt krus øl, og med sansen af allerede at være langt bagud i et fiktivt ræs fiskede Will sit krus op og drog en ordentlig slurk.
”Sikken pragtfuld idé!” erklærede han, endnu med munden i øllen, så stemmen klang hult. Klonk! Tilbage stod kruset nu, og Will hev med kriblende fingre Millicent i armen. Hans øjne lyste, og munden åbnede sig ivrigt for at deltage, og de skabte den perfekte duet:
”W-who … yyyoouuu gonna cak-CALL … ” Sangen var ham ukendt, og stemmen steg af og til usikkert i forskellige tonedøve oktaver - men det havde jo overhovedet ingen betydning! Inden de vidste af det, ville det måske ikke kun være Millicent, der ville få en pladeindspilning. Will førte Millicent med sig ud af teltet. Væk fra stolen fungerede balancen slet ikke, og jorden var nu en flydende gummimasse, som sendte ham snublende ind i vildtfremmede væsener og over egne ben. Han strammede grebet om Millicents arm og hang op ad hendes skulder.
”Ha du nogensinde fløjet med pariserhjulet?” teaterhviskede han tæt mod hendes øre.
Venner og kammerater slyngede i en ensformig masse omkring dem, og teltets evige karaokeanlæg kørte som fast underlægningsmusik, da de lagde festteltet bag sig, og forlystelserne og natten sluttede sig om dem. Pariserhjulet, som Will snakkede om, kørte sin møllegang ikke mange skridt borte, og køen var ikke særlig stor. Lampelys og festfarver strakte sig i natten og bragte et surrealistisk skue.

At William var sådan en god lytter bragte Millicents historiefortæller gen helt forrest i rækken, og hun malede billedet for ham i de klareste farver og mest strålende nuancer. Ellers var det bare promillerne der synes at farvelægge måden hun selv så det på?
Han synes også at fange og forstå hvad det hele gik ud på, og det beroligende smil sendt til Millicent , gav hende en god følelse tilbage i maven, og erstattede kort vreden der lå og ulmede over Andrija.Men avisen MÅTTE også tage fejl.
Så skrupelløs kunne han ikke være?! * the hell he can *

" Ja " lød hendes bløde stemme, stolt og hemmelighedsfuld.
" Spion for Libra operationen...opsnus, find og vrid alt du kan ud om byens ugerninger og slemme drenge. Stoffer...våben og prostitution. Og ...især den der hellige genstand de fabler om vil bringe kaos, under INGEN omstændigheder må den falde i mafiasiske hænder" hun stoppede sin tale og så blank ud et par sekunder. Mafiasiske hænder...var det overhovedet et ord? Ja hænder vidste hun var, men ...? Nå...anyway, William havde forstået for han bad om en kappe.
Millicent smilede og så for sig en bredskuldret sorthåredes William, i kropssnær spandex dragt, lidt ala male ballet look, men i farven azur blå. Fra hans hals hang en kappe i en tone mørkere , men stadig blå...denne glitrede i måneskin og så derfor ekstra sej ud. I tankerne vandrede blikket til bukse delen af dragten og hendes imaginære øjne blev himmel store- NEJ ...under ingen omstændighed kunne en spandex dragt komme på tale! For det første ville ingen i gruppen få arbejdet med Will i nærheden, og han ville nok også være for tydelig i gadebilledet?
" Du får en kappe ! Promise " lovede hun dog, og hun kunne jo sy den selv på ingen tid.

Glad over han kunne lide kappe ideen , som i hendes tilstand pludselig var blevet født af Millicent selv og glad over han ville have candiseret æbler med hende..nååå..ja og også glad over et nyt medlem i Libra, forlod hun syngende teltet og gled ud i det friske natteluft og de kulørte lampers lys, der passede så fint til de farver ' hun selv malede med'.
" Prøv lige at vente..." Hun fandt sin mobil frem og fnisede til William.
" Kan vi lige synge det vers der igen..who you gonna caaaaaall mafia busters?!" Og hvis han ville danne duet once again, ville hun trykke og optage deres sang, for så at trykke afsend....med Andrija som modtager.

Mobilen blev stoppet væk igen, og Millicents mund krusede i et skævt smil, da Williams stemme kildede ved hendes øre.
" Naaaa....jeg kan huske jeg har fløjet med en Concorde engang, men vist aldrig et pariser hjul?" Hun så beundrende på de små flet kurve der dinglede i luften.
Folk i dem så helt glade ud. Var det ikke farligt? Måske gik det lige at være glad- men at man samtidig dinglede løs? Hun var ikke helt sikker...måske man burde vare sine trin her?
Men så blev den lille killing alligevl modig og farede efter garn nøglen..
" Skal vi prøve den ?! Måske vi kan finde flyveknappen...altså hvis folk kunne sejle med TITANIC så kan vi vel flyve med møllehjulet?!" Lød det ret i et godt forsøg fra Millicent på at redegøre og holde styr på det hele. Det var nok godt hun ikke var på arbejde i dag ! Nååååå nej...hun HAVDE ikke et arbejde længere jo!
Hun trak William mod det omtalte romantsike pariser hjul.
" ...Faktisk er jeg blevet fyret! Fra mit normale arbejde...mafiaen har på en måde også skylden for det, så du kan nok forstå det her er vigtigt" mumlede hun , og smed en seddel i bytte for deres adgangsbiletter.

Wills øjenbryn kravlede op i panden og bosatte sig velvilligt til et lumsk udtryk, som han nu rettede mod Millicent. ”Hvem var det, vi sang til? Er der en, der har fødselsdag? Eller … ” Han tav betænksomt, men besluttede sig alligevel at kaste sig ud i det. Millicent fik en svajende albue i siden. ”Eller var det måske en slags … loverboy?”
Et sted langt borte og i et alternativt univers opfattede han, at han vist normalt ikke plejede at være så nærgående, sentimental og … okay, muligvis en smule irriterende. I det mindste kunne han skyde skylden på alkoholen den følgende dag, hvis Millicent skulle beslutte sig for at lægge sag an mod ham for unødig opførsel. Og hvis Millicent virkelig viste sig at have en lille fnullergøj i sit kærlighedsliv .. tja, så havde man vel lov til at være lidt tøset engang imellem og snage og nage.
Hendes bemærkning fik ham til at stoppe forundret op, hvilket resulterede i at en beruset dværg hamrede direkte ind i hans knæskaller. Will svajede, vinkede undskyldende til den surmulende dværg, som skyndte sig videre, og fulgte med Millicent. ”Så længe vi ikke synker,” indskød han med et fnis, for hvor ville det dog være morsomt, hvis de skulle støde på et isbjerg midt i al festkaosset. Bare så længe isbjerget havde krymmel og flødeskum på toppen.
Som de tog plads i en fritstående vogn – karret? Sæde? Hvad i al verden kaldte man pariserhjulets transportmiddel? -, og en kontrollør skubbede sikkerhedsstangen nedover dem begge, vendte Will sig med forundring mod sin sidemakker.
”Hvad?!” udbrød han. ”Fyret? Jamen … hvordan?” Han kunne på ingen måde hitte rede på hendes lille afsløring, for havde hun ikke for blot et øjeblik siden siddet og broderet i luften med organisationens udsøgte funktion? Brynende trak sig mod hinanden, og han sank modløst tilbage mod det bløde fløjlssæde. At være blevet ført bag lyset var nok en overdrivelse, men stadigvæk … Fornuften trængte sig kritisk på, og han greb med fedtede fingre ud efter det, men det var svært at holde fast i en sammenhængende tanke. Som at have hukommelsestab. Han gned sig i ansigtet og gippede en smule, da forlystelsen satte sig i bevægelse, og det var som om, det hele ramlede på plads i hjernen. Millicent havde trods alt aldrig direkte nævnt sin position hos Libra, og hans hjerte gik straks ud i sympati, for det måtte vel aldrig være en rar situation at blive fyret.
Overbevist om, at hun havde brug for at blive trøstet, klappede han hende medfølende på armen. ”Du skal ikke være bange for, hvis vi falder ned,” lovede han med et muntert smil. ”Du har allerede set mine vinger, og hvis det ikke kan overbevise dig om, at jeg virkelig er Clark Kents bror … ” Sætningen rundede ud i en lavmælt latter, og han greb om stangen ved siden af sig for ivrigt at ignorere skiltet, som sad påklistret på vognens side (”DET ER FORBUDT AT LÆNE SIG UDOVER KANTEN”) og lænede sig så langt ud, som hans overkrop tillod sig.
Et farvefuldt maleri af forlystelsesparken åbnede sig under dem, men det var ikke det, der var af betydning. Natteaftenens kølige luft smøg sig adræt om pariserhjulet og dets passagerer. Will lukkede selvtilfreds øjnene, og en trang efter at råbe i vilden sky pressede sig insisterende på i hans bryst.
”Det er nu, Mills,” sagde han langsomt med øjnene rettet mod den kappeklædte himmel, ”at vi enten begynder at citere digte og betro dybe hemmeligheder til hinanden, eller at vi” og han drejede hovedet mod hende, ”begynder at synge ’I will survive’.”

Hun prøvede at grave svaret frem af de minder hun for hver dag der gik, mistede mere om mere af.
Havde nogen fødselsdag? Havde hun ?
Millicent skar en grimasse da hun opdagede ikke længere at kunne huske sin egen fødselsdato. Hun kunne de falske, men det var jo ikke den rigtige? Æv...der røg de kager og gaver....ikke at Andrija nogen sinde ville gå op i det anyway.
" Loverboy? Det måske en lidt lyserød betegenelse for min forlovet" sagde hun og lo stille.
" Neeeej se! Hjulbænken er betrukket med rødt- det er helt romantisk " jublede hun , måske en oktav for højt- men da alle var fulde , i hvert fald i Millicents vogn , lagde de ikke mærke til det.
Hun skulle lige til at sprænge den farlige  bombe , afsløre HVEM hun sov i ske med om dagen, men så kom hun til at snakke arbejde, og William så ud til at få presset nye citroner ned i hans øjne. Det var nok ikke det de mente med tre citroner om dagen, eller...fem æbler om ugen holdte doktoren væk?? Argh hun huskede det ikke.
" William....ikke DET job, jeg ER leder af Libra, gud hjælpe dem " hviskede hun og rystede hårdt i sikkerheds stangen ,der netop var lukket over dem.
Man kunne aldrig vide sig for usikker på det her! De ting havde det med ikke at virke.Tilfreds med den dog sad fast og holdte dem nogen  lunde på plads, forsatte hun sin forklaring. " Jeg var Kostumier på Desire Noir...men fik sparket..KAPOWS...så snart min chef fandt ud af jeg DATEDE en fra mafiaen!" Hun begyndte at le. Ikke en frisk latter men mere en små vred en.
" En fra mafiaen ....han skulle bare vide! Min forlovet er fucking LEDER af  den lille klub for automatvåben liderlige drenge....og JEG blev fyret for det. selv om jeg sætter liv...eller død ..og lemmer på højkant for at begrave mafiaen. Opløse den.
Og helt ærligt....det komplicerer mit job , bare en tiiiiiiny bit, at Andrija er leder, for ja....som den gode kæreste jeg er...og dordi jeg elsker den åndsvage idiot der er ved at skabe kaos i hele verden , såååå skal jeg trække hans røv i sikkerhed, når jeg brænder mafia drengene af " sukkede hun.

Millicent fik et klap på armen , og gav en begmand i tak.
" Ja...jeg har set dine vinger...betyder det vi har været intime med hinanden nu ? " han havde jo også set hendes bisser ! Wow hun havde helt klart fået en tår over tørsten, for i hendes tanker var William og hans vinger nu det smukkeste hun havde set , udover en lille baby hun havde tænkt på at 'låne'.Han var virkelig supermand og hun var Jane? Catwoman?? Eehhh...electra!! Nogen med en græsplæne da ! Nååå ja Lois Lane?!
Hun drejede sit hoved mod ham og lænede sig så deres pander ville mødes, hvis ikke Will trak sig væk.
" I Will Survive!!  ...ja, for fanden DEN tager vi til tema sang!!! Eller kamp råb! " lød hun glad og entusiastisk.
Millicent ville strække armene op mod himlens stjerne , vrikke med  hænderne og give sit bedste skud på at fremføre netop dén sang med følelse ...


En smule usikker på hvad der var galt , stoppede hun sangen . Det havde da lydt meget godt! Og hun elskede den sang...men hun kunne ikke liiige sætte sin finger på hvad der var galt. Istedet fiskede hun sin mobil frem.
" Har du børn William...nogen du holder af? ...altså..en VOKSEN du holder af?"
" Kan du lide sådan en lille bebs ?"


Spurgte hun og fremviste sin mobil, halvt i alvor og tydeligvis også med humor - ellers var riden måske moden til briller. Selv så hun Ud på et stor flok balloner der blev sendt op mod himlen , på samme tid. Enten var det med vilje, ellers havde noget nedpløjet den stakkels aldrende ballonmand ,der ellers var den ældste klov hun havde set- nogensinde.

”JEG VIDSTE DET!” hylede Will begejstret og slog overstrømmende armene om Millicent. Inde i sit hoved så han hende spadsere med en ansigtsløs herre, med stjernerne glitrende i sine øjne og et lykkeligt smil om læberne. Så snart ordet ¨forlovede¨ blandede sig og satte sig til rette i tankerne, blev begge drømmesecanrier promptlig iført bryllupsskrud.
”Undskyld at jeg ikke har en bryllupsgave,” rablede han ulykkeligt mod Millicents lyse hår. Næste gang de sås, skulle han nok give hende noget. Måske en buket blomster eller sådan noget; noget han kunne kaste og … vent, det var vist normalt forbeholdt bruden, og han var aldrig selv vellidt i det romantiske hjørne. Han måtte finde et andet hunkønsvæsen og forhøre sig om, hvad man egentlig gjorde til bryllupper.
Begejstringen nåede nye højder med en uforklarlig lettelse, som strømmede igennem ham, da hun fortalte om sit tidligere job. Nødsageligt måtte han indrømme, at det alligevel virkelig havde betydet noget for ham, om hun endnu var medlem af Libra eller ej. Han havde brug for en fast støtte i sit nye medlemskab. Hans følelsesregistrer blev i det samme udsat for nye højder, og det brede smil falmede og blev afløst af store, kuglerunde øjne.
”HVAD?” udbrød han, igen lige så højt, men glæden var fuldkommen væk nu. ”Du dater en fra mafiaen?! Jamen … ” Han slap brat taget om Millicent og stirrede på sine fleksende hænder, som prøvede han at løse et særligt vanskeligt regnestykke. ”Det giver jo ingen mening!” sagde han endelig. Mistroen krøb frem, og kareten føltes nu pludselig alt for lille til både Millicent og ham selv. Mens det trak en smule ubehageligt i skulderbladene, stirrede han på vampyren foran sig. ”Hvordan kan du …! Dig og mafialederen!” Han spruttede ordløst et par sekunder, indtil en endelig konklusion nåede sin ende. Han lagde armene over kors og snerpede munden sammen, så den kun lige var åben nok til, at han rasende kunne snerre: ”Jeg kræver en forklaring på stedet!”
Millicents sangudbrud (for pokker, som han selv havde lagt op til) startede som en god afledningsmanøvre, og han deltog højtråbende med i showet. Det var snarere sangteksten, som begejstret blev spyttet ud, end en sammenhængende melodi for hans vedkommende.
”Klap i!” lød det fra en nabovogn et længere sted oppefra, og Will svang, endnu syngende, sig omkring for at skyde en usikker vandstråle i vedkommendes retning. Råb og skrig gav lyd, men det var vist snarere af forskrækkelse end resulstat, for Wills hævngerrige magi skød flere meter ved siden af.
Vognen var begyndt at gynge voldsomt under de pludselige tumulter, der opstod, og hængslerne knirkede og knagede advarende, da Will vendte tilbage til sin syngende makker. Vognens svajende bevægelser igangsatte sin egen rutsjebanetur i hans indre maveorganer, og han kunne smage for længst drukken øl, da han slugte en ekstra gang for at jage brækfornemmelserne væk.
”Hvad – børn …?” mumlede han usikkert og mærkede hvordan heden uvarslet skød op i kinderne, hektisk og blomstrende. Åh nej, havde det lyserøde emne nu vendt sig svøbt og sit nådesløse tæppe om ham? Han vidste godt, at han måske havde været lidt for nærgående i forhold til Millicents eget kærlighedsliv, men det var da ingen undskyldning for, at han skulle hitte ud med sit eget!
Heldigvis fik han rig chance for at ignorere hendes spørgsmål, da hun – gudhjælpemig, tænkte han forbløffet – hev sin mobil ud af lommen og viste ikke mindre end et forpulet baby frem. Han grinede højt og rystede vantro på hovedet.
”Vent lige – siger du, at det er dit – jeg mener, dit og Andrijas …?”
Og bam! I samme øjeblik som hendes forlovedes navn blev bragt på bane igen, dalede temperaturen adskillige grader. Underkæben faldt til jorden med et brag, da det gik op for ham, at alle beskyldninger mod Millicent var blevet vasket bort af … ja, han kunne ikke engang huske, hvad der havde distraheret ham sådan, for det her var en absolut vigtig sag uden sin lige.
Han stirrede strengt på Millicent og prikkede hende anklagende på skulderen.

Millicent himlede med øjnene, da Williams udbrud af lykke brød slog ud i lys lue.
" Shyss.....de tror det er DIG der er ved at fri nu" tyssede hun på ham,med en hånd over hans nok så glade læber. Millicent drejede lidt på sig, og så sig omkring for at dæmpe eventuelle misforståelser. Det sidste hun behøvede var en spand ris i nakken om lidt. Da hun havde sikret sig der ikke var nogle små fint pyntede poser med ris nær og ingen polterabend i vente, rettede hun tilfredst hovedet mod William igen.
" Bryllups gave...men vi er jo sket ikke gift endnu...altså, Andrija og jeg...ikke OS to" begyndte hun at le, en tone for højt, for hun kunne med lethed forstille sig William i sort og hvidt , en fin lille allike, næææ...nellike...i lommen og en allike...nææ en Lærke.. i inderlommen. Han ville være en perfekt mand.


Millicent lignede en citron , da hun havde forklaret om hendes arbejdsliv.
William havde tydeligvis lagt vægt på kærlighedsdelen.
" Jeg VIDSTE det jo ikke !" Surmulede hun , som et lille urætfærdigt behandlet barn og armene blev også krydset i forsvar .
" Sært...som folk går op i det! " lød det tvært.
" Se det som vi er to politikere fra hver vores parti? Det er der da ingen der har problemer med? Og UDFORDRINGEN er så bare så ligge hele mafiaen ned, uden at nedlægge Andrija...for HAM skal jeg jo selv bruge. Når jeg ellers er færdig med at skælde ham ud over hans åndsvage ideer" pippede hun og var i bedre humør , da vognene gyngede så dejligt.


Millicent brød ud i endnu en ny sang , da de fik en skideballe sendt lige i fjæset.
En dejlig Kylie Sang, een af dem man bare ikke KUNNE  glemme, hvor ordene limede sig fast ...
"no no no ..no no no no no...no no no...no no no no no..."
Ha! hun viftede med pegefingeren af de meget sure folk! Så kunne de gamle nisser da lære det! Det budskab var ikke til at tage fejl af, og de meget svære ord ( la la la ) fra cant get you outta my head, kunne man da heller ikke lige gemme...ikke med mindre man var virkelig seriøse pyntet i promille fjer.Og Millicent lignede en stak dun efterhånden.

Med et forelsket blik på babyen , var Millicent stuck in time , for a second.
Hun så først på William , som var han netop landet i hendes kurv, ankommet fra Mars. " Vores baby? Nej da....jeg spurgte om det var din? Eller...om du ville have en ?... Andrija spiser børn...tror jeg..han vil i hvertfald ikke have nogen, tror han.Meeeen lige på det punkt ,der ved jeg tilfældigvis at han tager fejl! Så det er min plan at vise ham det...og hvad angår mafia tingen.." Hun lænede sig ind for at hviske.." så er det skide smart , for Andrija har sagt de ikke må røre mig...ikke mere ! De prøvede...og de dødedede...." Ok det blev lidt langt trukket ud det ord...men SÅ kom drama effekten på sin plads, mente hun.

Hun mærkede godt ændringen , og stirrede på William, da varmen klingede af.
Turen var også standset og en ung mand med en al for stor kasket, havde lettet på sikkerhedsbarren, og rømmede sig nu i håb om at Millicent og William måske kunne tænke sig at STÅ UD AF VOGNEN.
" Hvad er der galt? Du ser så misfornøjet ud ? Altså...hvis du ikke vil have et barn , så behøver du jo ikke....måske du kan nøjes med at låne et ? ....hvem skulle så være dens mor?" Hun fiskede nu, ret sikker på en mand som ham havde en stribe hjerter der hoppede og sprang som delfiner , i hans kølvand.
Igen rømmede den unge fyr...eller store knægt sig.
" Undskyld ...turen er slut." Han så lidt på dem begge.
" De ser lidt bleg ud sir " sagde han forfærdet og stak William en sort plastik pose.
Han var en pligt opfyldelse dreng, altid beredt på alle situationer hans job kunne bringe . Så en bræk pose var på sin plads. Og så slap han også for al det ulækkre rengøring.SÅ god var lønnen bare heller ikke!
Millicent  skulede til knægten. " At afbryde en vampyr er bare ikke verdens smarteste træk " sagde hun og krængede overlæben tilbage, for at flashe for ham ,de to bisser der netop poppede ud.
" Trick or treat ?" Sagde hun sødt, til et forskræmt drenge ansigt, og så så de ellers bare røven af ham, pile afsted.
" What...wrong date?" Grinede hun og trak William med sig ud af den lille vogn.
Længere oppe af hjulet , sad der stadig gæster og kiggede ned .

Da vognen atter fandt kontakt med jorden igen, var Will splittet mellem et grineflip og grum surmuleri med tordenvejr som efterfølgelse til flere dage. Beslutningerne blev midlertidig sat til side, da en kontrollør blandede sig. Tja, der fandtes vel andre personer end lige ham selv og Millicent i verden …
Først med den tro om, at de nu skulle arresteres og fængsles for uopdagede ulovligheder, stivnede Will vagtsomt. Men i sidste ende viste det sig bare, at de havde fået en hønemor på slæb.
Will greb desperat om posen og bøjede sig langt indover denne. Ren og skær refleks (fortalte han sig selv senere), for alle vidste jo, at det var almindelig forstand at tage imod alle poser, folk valgte at forære en, når man havde en promille værre end fulde tante Skvadderhoved til årets julefrokost. Han gylpede, slugte en stor mængde luft og lukkede øjnene, da en ny flodbølge af sur bræksmag pressede sig på bagerst i mundsvælget.
Dybe indåndinger … 1, 2 …. 3 … han skulle tage den med ro … det ville være direkte pinligt at kaste op foran mafialederens udkårne – eller lille frøken Vulturi-Twilight style, som han fremover ville foretrække at kalde hende privat. Desuden ville han nødig ødelægge hendes kjole.
Han svømmede i sin egen lille elendighed, men hvor ville han dog gerne give alt for at pjaske i den nærmeste sø lige nu. Hvis den så bestod af et ølfad med mere af den gyldne, alkoholiserede væske, ville blot være endnu bedre!
En feminin hånd lukkede sig om hans arm og trak ham snublende ud af vognen. Will jamrede irritabelt og lod sin anden arm svinge omkring, så posen fik sig en fiks, lille flyvetur, for derefter at blive efterlade adskillige skridt bagved dem på den nedtrampede jord.
”Millicent … Miihh-li-cent … ” Lidt værdighed var påkrævet, og Will standsede hende gang med et ryk for atter at fortsætte sin fingerprikken mod hendes skulder. ”Hør her!” dikterede han. ”Så det, jeg hører, at du sig … at du siiiig-erh her … ” Hvert ord blev udtalt langsomt, for nu fandt han sig selv snøvlende igen. Fransk var også sådan et vanskeligt sprog, og han ville personligt tage sig af ordbogens omskrivning ved næste daggry!
Øjeblik – hvad snakkede de overhovedet om? Han rømmede sig. ”DU kan være min mor – nej, nej, nej, vent … ” Han mente selvfølgelig den stakkels baby, men var gået i hel gal retning! Hjælpeløst knækkede han over i et latteranfald. I mellemtiden var omverdenen forvandlet til et båddæk ved stærk søgang; omgivelserne pressede sig på, så lyde og farver blev forvrænget til en uoverskuelig, grødet masse. Selv i sin sølle tilstand, indså han, at det vist var på tide at lukke af for de kemiske stoffer.
”Millicent, jeg tror, jeg har brug for noget vand,” mumlede han ynkeligt mod hendes skulder (hvornår havde han ligt lagt hovedet der?!) ”Og … ” Han trak vejret dybt. ”Jeg forstår virkelig ikke det der med dig og Andrija.” Overkroppen blev forvandlet til en lille snurretop, da han klagende svajede til siderne. Til højre, til venstre oooog samme vej igen.
”Din kjole er bare så pæn, Mills … men jeg er ikke bøsse … ”

Millicent samlede taknemmeligt til den unge ballonkurve fyr. Hendes håndtaske var ikke ret stor og kunne kun rumme sølle pung, makeup og mobil. Der var ikke plads til en portion bræk , ikke engang en lille en , hvilke hun måske burde tage den tilbage til butikken og klage over !Det kunne man da med rette forvente var standart i en dametaske.
Så mens William hyggede med posen , skippede Millicent sure miner afsted til sin taske, der nu var navngivet aske , da den snart var helt slut. Så dårlig en taske kunne hun umuligligt have !

Hun fik travlt med at trække afsted med William nu - for der var en risiko for de ville blive bedt om at forlade etablisimentet. Og hun huskede slet ikke hvor indgangen lå mere. Hun havde også en ny fornemmelse der havde sneget sig op fra hendes ankler og nu sad og nev i de lyse inderlår af hendes.
Var der noget hun havde glemt ? Det kunne hun ikke lige huske.

Med hans prikken kom hun tilbage i nuet og hun viftede Williams hånd væk. " Hvis jeg var din mor , ville du næppe røre mig ... Sådan ! " hvilke var et ligeså håbløst postulat som det fra Williams læber , om hun kunne have givet fødsel til ham , den pænt udvoksede mand foran hende. Auch - alene tanken!
Millicent klemte lårbasserne sammen.

Hun strøg en hånd gennem Williams hår for trøst. Da hans pande lagde sig mod hendes skulder. "Se... Incestusiøz .. Eller ?" Hun huskede ikke lige gradbøjningen.
Hun uglede Williams hår en smule , en lille særhed hun tillod sig at have med hår. Det endte dog ud med et 'æg' et gok med Millicebts hånd , da William love eksperten var kommet ud på dybt vand. Han forstod ikke ' Millicent og Anndrija institutionen'? " Det kaldes KÆRLIGHED , William ... Så simpelt er det " ikke at noget var simpelt med Andrija, men det vidste kun Millicent jo. Hun nikkede så helt enig. " Vi finder noget vand - jeg er ret sikker på de solgte ROM og cola den vej her.. Kom ! " hendes finger pegede retningen ud og hun brokkede med den - wow tænkte hun da William ligesom fulgte med dens bevægelser frem og tilbage ! Sejt !

Hendes hænder strøg ned af kjolen intuitivt , da William vist nok gav hende et kompliment. Mes mindre han forvekslede hende for en fyr, siden han skulle understrege han ikke var bøsse og derfor ikke mente komplimentet på DEN måde.
Det blev hun lidt forvirret over og også en smule ked af det. At hun ikke var fikseret på sit ydre som en afgørende ting i hendes liv , død om man ville , var en ting. Men hun havde da ikke lyst til at gå rundt og ligne en dreng der havde taget en kjole på.
Så hendes svar kom en anelse tøvende .. " Det okay ... Jeg .. Der er noget jeg er nød til at fortælle dig ... Jeg har.. Har ... Altså .." Hendes hånd viftede frem og tilbage ved hendes skød , som et forsøg på at illustrere hvad der manglede dernede.
" okay - jeg kan lige så godt bare sige det ... WILLIAM , JEG ER EN PIGE , UNDSKYLD " sagde hun små forlegent og overvejede på samme tid om en rød hår skylning måske ville fremhæve de mere feminine træk hos hende ?

// bær over med mig ? Skriver fra min mobil på en cafe. Mobil er jo normalt det jeg skriver fra ,men cafeen - my oh my - den er en Bitch xD //

Beslutsomhed. Beslutsomhed var nøgleordet, som skulle fremturneres i denne sag, hvis Will ville vinde. Han rystede voldsomt på hovedet og rettede sig op.
”Millicent, det, du har gang i, er jo en direkte biografi af filmen, ’I seng med fjenden’,” insisterede han og var umådelig stolt over sin kvikke, lille metafor. De marcherede sammen mod deres nye mål, men han forblev stædigt ved med at pludre løs. ”Hvis man skal smadre en anden organisation, er man også nødt til at trække lederen med ned i faldet, og det har vi jo overhovedet ingen mulighed for, medmindre … ” Fødderne snublede over hinanden ved en pludselig åbenbaring, som ramte ham med et lynnedslag og sved helt ud til tåspidserne. ”Medmindre … Millicent, er du sammen med ham, fordi … fordi du i virkeligheden forsøger at overtale ham?”
Denne detektivsag havde pludselig kastet en hovedklarende effekt i ansigtet på ham, og håbet hamrede som en kraftigt lysende lanterne i brystet. Alting gav allerede mening i forhold til det, der havde fået ham til at ryste fortvivlet på hovedet. Man kunne jo ikke elske en – endda gifte sig med en -, hvis besættelse stred så langt mod mørke og dominans. Millicent havde uden tvivl en plan, og Will – den udspekulerede detektiv som han nu var – havde knækket koden!
Millicent lod til at have sine egne problemer med formulering, og han betragtede hende med hjertet heftigt bankende. Så …
Var det en vittighed? Han kunne ikke helt fange tråden, men slog en høj latter op for ikke at såre hendes følelser. Det kunne være, joken havde en punchline, han havde overset! ”Og jeg er heller ikke en hest!” grinede han glad og trak hende videre.
Endelig nåede de deres bestemmelsessted – en lille bod som en bredskuldret mand kørte -, og Will hilste overstrømmende. For pokker, hvor han dog nogle gange elskede alle væsener! Mens de til tider havde smidt ham ud i uheldige kriser, han ofte ikke ønskede at tænke på, fortjente selv den værste skurk en krammer og en lille næsevrider engang imellem.
”Vi vil gerne have noget vand – eller, jeg vil da gene!” råbte han efter at have givet manden et knus (denne kiggede med hævede øjenbryn og en øjenvending mod Millicent). Will trådte tilbage, og da han tilfældigt kiggede sig i et sidestående spejl, hvis overflade var deformt og fik enhvers spejlbillede til at forvrænges på de mest komiske måder, lagde han for første gang mærke til Millicents lille kunstværk. Det mørke hår stod i forskellige retninger og var mere uglet end en fuglerede (hvilket i sig selv var utroligt, for det strittede altid en smule). Men det passede ret godt sammen med den store klovnenæse, spejlet gav ham.
Hmm, mon ikke det kunne være en god forklædning …
”Hvad laver du egentlig i Libra?” spurgte han og tog åndsfraværende imod de to glas, som manden rakte dem. Han tog en lang, slubrende slurk, og det var først, da halvdelen af indholdet var gledet ned, at en mere fremtrædende smag af dybde fik ham til at indse, at han stod med en kold øl. Bestemt ikke lige, hvad han havde bedt om, men han spidsede blot eftertænksomt læberne og tog endnu en slurk. Øl var jo, efter alt, en dejlig drik, og måske var det slet ikke vand, han skulle drikke. Så mange gange på film havde han set hvordan, karakterne fandt den nærmeste tønde med vand og tog sig en lille dukkert. Hvis de nu efterabede, ville de garanteret opnå samme resultat og endda slippe for besværet med tømmermændene!
Opfyldt af sin fremragende idé kiggede han sig ivrigt omkring efter en hvilken som helst vandtønde, som harmonerede med hans tanker og viste lidt høflighed ved at befinde sig i nærheden. Da ingen sprang i syne, slubrede han larmende mere øl i sig, hvoraf meget blev spildt udover kanten, og smaskede med læberne mod Millicent.
Så lænede han sig tilbage mod boden, lod hovedet hvile mod fladen. Glasset ramte jordbunden med en lav lyd, og de sidste dråber trillede ud og blandede sig med støvet.
”Jeg bliver forfulgt,” mumlede han tungt og i spontane tanker.

// Det er helt okay. Dit svar fik mig, som sædvanlig, til at ligge flad af grin xD //

" Jeg tror mit liv ville være som en happy hour, to for een pris....sleeping with the enemy - the never ending story " lød det tørt , da hun hentydede til den lille interne krig hun altid havde kørende med sin forlovet- en krig hun ikke havde bedt om at blive viklet ind i,mente hun da -og så naturligvis til den evighedstilstand hun levede i som død !

" ...men du har ret! Selvfølgelig har jeg dyrisk... hed ...wild...sex HVER aften , med Andrija KUN fordi jeg er ved at knække hans smukke nakke ? " Ævlede hun løs , men et drillende smil til William. Hun havde det med at fordreje tingede, bare en lille smule.

" Will...forfanden...godt nok er jeg promille optaget , og har bare jordenst mest pisse irriterende og farlige mand ....men...jeg elsker ham... og ville ikke tøve med at tage hans parti , kom det helt derud hvor nogen ville skade ham.
Mafiaen dør....Andrija røres ikke- og sådan bliver det bare ! " slog hun fast i en tone der , selv under beruselsens opløftende stemningsleje, der var belagt med ' ingen modsigelse her' farven.

Hun elskede så også Gordon, men det var jo ikke det de talte om nu , og hvis William vidste hun også nærede følelser for en af hendes ansatte, så tvivlede hun på han efterhånden kunne bære meget mere info vægt , selv på de brede markante skuldre han var udstyret med- og dette SELVOM hun syede verdens mest glitrende super helte kappe til ham!

" I wanna be wonderwoman , eller.... Catwoman!" Mumlede hun og mente at SÅ måtte små problemer med 'mænd og hjerter' da være ikke eksisterende -hvis man var een af de kvinder.

Hun havde endnu ikke mødt hverken mand eller kvinde istand til at knække Luzar- hverken mentalt eller fysisk- men....det bedste sats ville hun faktisk sætte på sig selv, skulle hun være helt ærlig. The underdog against the ultimative fighter....ja DET var lyden af hendes kærlighedsliv.

Millicents smil blev hvor det var, da hun rettede det på det mørke strittende hår.
Det var næsten med blå silkehårstrå i , når belysningen faldt fra en bestemt vinkel.
Hun havde lyst til at røre...mere..men istedet for at følge hendes impulsive indskydelse, gav hun hans skulder et lille fast prik, med spidsen af hendes pegefinger * dut*
" Listen Sherlock.... Hvordan jeg tackler min forlovet Andrija Luzar , det er op til mig, men ....jeg er den eneste i denne gudsforladte kennel, der bjæffer så han lytter og derfor faktisk HAR en mulighed for at påvirke og influerer ham, en real chance for at trække ham ud, og lade organisationen brænde sammen. Andrija er smart....og han har fokus på penge og magt...jeg...jeg skal bare have ham til at indse der er andet han meget hellerer vil have " skyllede blidheden nu igennem hendes stemme, og efterlod spor i hele Millicents ansigt. krydderet blev det med forventninger og gå på mod. Ingen opgave syntes åbenbart for stor til Millicent. Heller ikke dem der måske var dømt til at ende galt på forhånd.Andrija var ikke just den der brugte kærligheden som gps og et blødt og følsomt hjerte kunne man ikke beskylde ham for at overdrive med- MEN han elskede Millicent, det tvivlede hun ikke spor på. Næsten da.

" Ja...hvad laver jeg ellers i Libra ? Agere Master Mind ? Udtænker små planer og træffer de endegyldigt beslutninger ...altså det kan de godt ,det er jo ikke et diktatur - og jeg lytter gerne...men ansvaret for medlemmernes liv ser jeg som mit, og derfor er den endelige beslutning min, skal der siges nej til noget! Missionere tildeles kun dem der siger JA TAK til dem... ingen tvinges til at udfører noget- og de gamle voldsomme metoder Libra benyttede har jeg skuret organisationen ren og fri af.
Tingene bliver gjort på anstændig vis nu. Ansvarligt og effektivt. Og der er flere mafia fyre der kan se frem til en ret sag, een enkelt der har droppet mafiaen, og en masse aftaler om våben der er blevet forpurret.Desværre er også nogle stykker døde, og få ER i fængsel nu jeg husker det......så NOGET sker der da. Det vi arbejde på lige nu er at finde ud af hvem der er Andrijas højre hånd, og SÅ skal den fyr aflægges et visit" lød det spekulativt, men hendes gane virkede for tør til at kunne tænke ordenligt( Millicents HELT objektive vurdering) .
Så hun kunne gifte sig med William, da han stak et glas i hendes hånd, og hun som en lille hvalp lappede det fro i sig.

" Tror sku der er et eller andet galt med min kjole ? Stoffet....det falder ikke som det plejer!" Lød det åndsfraværende fra Millicent .Hendes blik var fastfrosset i et sløret spejl. Et der først addede adskillige kilo omkring mave og ekstremiteter,sådan lidt Gokke agtigt - for så , når man så svejede en smule i sin krop ( hvilken vinden åbenbart fik Millicent til ) og led af balancebesvær, så lignede man en mega pind tynd Gø.

Millicent sukkede af velbehag, da øllen skyllede igennem hende.
" Skulle have taget bukser på , de sidder som limet ...intet der falder forkert dér" tænkte hun højt og smilede til William , med ølskummet stadig på hendes overlæbe.
Når hun havde SÅ dårligt kjolestof, måtte det nok blive den sidste øl, ræsonnerede hun sig sagligt frem til.

Millicent så først uforstående på William. Havde han lige sagt nogen var efter ham ?
Hendes læber krusede sig op i et skævt smil. Som han stod der med det mørke hår i gadedrenge strit, og sine havblå øjne, kunne hun slet ikke kickstarte sin fantasi og forstille sig hvem der skulle ville forfølge den her mand? Hun fik alligevel glimt af nogle teen forelskede piger , der kæmpede for at blive set af ham.Nogle med meget pink læber og al for meget blå om øjnene, imens deres platin blonde hår synes syntetisk dårligt afbleget , og de kiggede med henførte øjne på den uopnåelige flotte mand , med det mørke strit går og bade blå hav øjne.
Det kunne også handle om penge ! Penge fik folk til at gøre underlige ting, as did love.

" Har du glemt at betale din vinduespudser regning eller hvad ?" Var hendes første humoristiske udtalte bud, på hvem der var ude efter Will...eller rettere hans pengepung der skulle tage livet af Williams vindues pudser gæld.
Ingen ville da gøre hendes superhelt ondt, sådan ...seriøst da ?
Millicent så mere indgående på William, ventede på en rap replik eller et stort smil. Men der var trukket en alvorlighedssky over Williams ansigt , og det gik op for Millicent at han havde lukket et skelet ud af sit skab, og vist det til hende.
En lys hånd lagde sig først over Millicents mund , da det gik op for hende, men straks efter lå den på Williams overarm og tilbød opmuntring- og trøst.

" Du gode ...du er helt alvorlig nu.
Har du lavet noget forkert William?" Spurgte hun meget lavt og var allerede i gang med at se sig omkring , at skimme om nogen måske viste en unaturlig interesse for William netop nu. Men alt så normalt ud. Altså...udover hendes kjolestof der stadig ikke synes at falde helt som det burde, og som hun huskede sin figur at være.

Hun trådte lidt tættere på ham og hviskede...
" ved du hvem det er? Hvem der er efter dig ?"
Det hele var da ....underligt.
Måske skulle de først hjælpe William? Skræmme hans forfølgere væk , inden han hjalp Libra ? Hun kunne jo altid forsøge synge for dem. Med ørebøffer på. - Deeet ville nok få de fleste at løbe skrigende væk , hvis de var ædru !

Han slingrede. Nej, vent – det var jorden, der slingrede! Nej, vent, det var altså ham, der slingrede! Han jamrede og gned to pegefingre mod tindingen – eller prøvede, for de kunne ikke rigtig ramme. Damn it, han troede lige, han var ved at opnå en smule ædru værdighed, men nu …
Han udstødte et lattergrynt og rettede sit omtågede blik mod Millicent. Mills. Mills den labre pige. Hun var nu en guttermand. Selv om de muligvis ikke var enige om samme livsbetingelser.
”Jeg kommer aldrig til at overbevise dig om noget andet, gør jeg?” mumlede han og sænkede opgivende hovedet – fortrød stærkt i samme øjeblik, da jorden rutsjede op imod ham. Og nu slingrede han virkelig! Vaklede, trampede sit tabte ølkrus et par tommer dybere i jorden og forsøgte at genvinde balancen. ”Hovsa …. ” sagde han sløret. Øv, hvorfor kunne han ikke, af alle ting, være en jorddæmon? Det ville være en langt mere praktisk evne at have, fulde byture inkluderet.
Verden var lige holdt op med at snurre, som det gigantiske lykkehjul det nu var, da Millicent berettede om Libra og dens nuværende tilstand. Will gned sig om hagen, og manglen af en pibe satte sine dybe spor i hans allerede torturrede sjæl. Han havde brug for at se klog ud lige nu.
”Imponerende, imponerende,” konstaterede han langsomt, kunne næppe undgå de forskellige toneskift, der sneg sig ind i ordene, hver gang udtalelsen vaklede en smule. Han lænede sig forsigtigt frem. ”Vil du … Millicent, vil du så have, at jeg skal kalde dig … ” Panden furede, og læberne spidsedes ”øh, chef? Chief? Eller – eller Master Chief?” Nej, nu måtte de da lige! Når han endelig besluttede sig for at gnide lidt humor ind i samtalen, scorede han da bolden rent i målet. Spruttende af grin knækkede han forover, og det var næsten umuligt at stoppe igen. Han lo så meget, at heden steg ham til hovedet, og pludselig kiggede han ikke længere ned mod Millicent, som altid havde været så lille og fin i kontrast til ham selv. Nej, nu tårnede hun sig op foran ham, og da hans hænder mod jord og græs, gik det op for ham, at han var landet på rumpen.
Fra sin lave position havde han rig mulighed for at give Millicent elevatorblikket, og hendes kritiske vurdering af sig selv i det sjove spejl indbød helt ærligt også til, at Will skulle afgive sin mening. Okay, så han tjekkede hende måske en smule ud, men det var altså ikke på den måde. De var venner, og Will var en rar og flink fyr, og det var Millicent virkelig også, med undtagelsen af fyr. Han ville nok ikke engang kunne røre hende med en ildtang, før Andrija kom brasende med riflen og halvdelen af mafiaen.
Nå, men udover det var det vel stadig hans pligt at komme med nogle opmuntrende ord?
”Din røv ser ikke stor ud i den kjole!” påpegede han, meget højlydt og meget energisk.
Nu tog aftenens emne en brat drejning, og det alvorlige emne var jo egentlig Wills egen skyld. Han kunne dog ikke lade være med at sende Millicent et tvært blik, da hun fjumrede rundt med sine små drillerier, og hun gjorde det bestemt heller ikke bedre ved pludselig at tage ham alvorligt. Lavmælt knurrende puffede han hende væk, vendte sig om på alle fire og forsøgte (begyndte!!!) at kravle væk, i den modsatte retning. Eller bare over kanten af verden.
Dumtdumtdumtdumtdumtdumt –
Han knurrede igen, da hænderne filtrede sig sammen, og sekunder senere lå han næsegrus og kyssede den støvede jord.
”Fandens – pokkers – i helvede …!”

Millicent havde et nanosekundt et spor af reservation i sin stemme.
De var MEGET få punkter hun ikke var villig til at forhandle om, til at indgå kompromis om. Det var alle livets aspekter der var gennemblødt af kompromiser, for var det overhovedet muligt at komme gennem livet eller ...døden foruden?
Men de få punkter hun var urokkelig på, kunne hun gå i døden for ( IGEN ...og denne gang måske en død med lidt mindre følelser og bevægelse? Lets face it- dén død hun levede nu, var en parodi. Hun var så langt mere levende, følende end mange andre. Så det var en højest mærkværdig tilstand af død. Hvad var hun nu- en beruset død?...årh hendes liv var jo ET stort Fairytale)
" Omkring Andrija kan intet ændres..." Lød det kort og meget autoritært.
Ingen plads til ombytning af møbler i den afdeling.

Et stort smil, vaskede det alvorlige fra hendes stemme, da William tabte ølkruset.
" Jamen ..du gode...en vild lille krabat ! næste gang du køber øl, så husk da lige at bede om en tam " puffede hun leende til William, og da hun så sig tilbage over skulderen, kunne hun fange ølsælgerens blik.
Nå nå...han havde rigtig nok travlt med at stirre efter dem.
Millicent løftede en pegefinger og formanende vippede hun den fra side til side .
" Shame on you!" Mimede hun. Sådan at sælge uopdragende øl!.

Tilbage til Libra samtalen, kunne hun godt mærke hun var langt fra ædru.
Det hele begyndte at koge sammen til en stor masse, og havde samme grødet konsistent , som en dårlig hjemmelavet havregrød.
" Master chief?" Hun spærrede gluggerne op.
" DET KLINGER SKU DA !" manden var jo et geni...naturligvis skulle hun da hedder det.Altsår ...hvis ikke hun kunne eller måtte hedde Darth Vader, for hun ville hellere få i sort og stønne sexet hele dagen, end at have en høj hvid hue på. Tænk hvis noget ville mistage hende for at være paven !

" Hhvorfor...griner du så me..WILLIAM !!" Udbrød hun den ukomplette sætning, som han faldt helt forover.
" Har du tabt noget ?" Hun lænede sig fremover, for at lede med, søge ud hvad han manglede.
Det var jo slet ikke unormalt at mænd havde stift tænder, da de sloges så meget.
Hun havde SELV set det i en film af Quintes T...eller ..var det et program om livet i en tandklinik? Der var jo snart ingen målstok FOR lav når skulle der laves reality tv.

Det gik op for hende at han var faldet. Hun satte hænderne i siden og gav ham et fornøjet blik.." jeg er meget stolt. Er du KLAR over, hvor helt eminent jeg er til at drikke mænd under bordet...enda selv om mine øl ikke løber væk fra mig " smilede hun ikke foruden udfordring ned mod ham, inden hun igen blev afledt af sit kjolestof...

" Er du sikker ? Sikker den ikke er stor?" Hun drejede sig om, så ryggen var mod William, og bøjede sig lidt ned i knæ, som skulle hun twerke og som den tætsiddende kjole nu ville give plads til. Hun strittede med popoen...og det var også nær ved hun lignede en i en 'besørgende' position.
Det var et held for William , at Millicent ikke tilhørte gruppen af kvinder der VAR nød til at lave knibe øvelser dagligt , i forsøg på at holde tæt.
Havde hun været medlem af dén klub, havde hun helt sikkert dryppet på ham nu.
Men ....længe leve en god fast bækkenbund. Især for William.


Om det var fordi han frygtede hun faktisk ville tisse på ham, eller det var hendes snusen i ' hans forfølgere' der fik ham til at puffe til hendes bagdel, så Millicent nu tippede forover og ned på knæ, havde hun ingen ide om.
Men imens hun vendte sig og kravlede efter William , også på alle fire var hun begyndt at undskylde. " Helt ærligt....du skulle jo bare se efter...altsår være sikker på den ikke VAR stor...jeg ville da aldrig tisse på dig."

Det skulle være en alvorlig undskyldning, men så kom hun til at grine..." Ikke SÅ tidligt i vores forhold da, jeg er ALT for genert!" Nærmest eksploderede hun så af grin.Den ene hånd blev ført til hendes hoppende lille mave.
Han skulle jo bare vide hvor bly en pige hun var på DE områder, og hvor meget hun udfordredes, både ved at yde men faktisk især ved at skulle tage imod. Det var svært at slappe af....at slå tankerne væk...derfor var det lettere at give...glæde.
- Og derfor var netop hun flad af grin, ved tanken om den noget ekstreme handling, i en intim akt... der featurede hende.

" Ååårrrhhggghahahahahha det var da for sjov! " hun var nået op til ham og hev i hans tøj, for at bremse ham.

" men...William.... Hey! ...." Hendes øjne var nu alvorlige igen, og dråberne af hendes lille grine flip, fjernet af hendes hånd.
" Du er ude i noget shit- i wanna know ....and ...i wanna help!" Hun lagde hovedet på sned og ville fangede hans øjne i en indgående bøn, hvis hun kunne.

”Jeg ved det klinger!” snerrede Will, da Millicent udviste sin retmæssige begejstring for hans navneforslag. Og ja, han var udmærket godt klar over, at det lød som om, at nogen havde tisset på hans sukkermad, at han havde fået for meget peber på sin tallerken og bare havde nedkaldt Zeus’ vrede i sin egen, sølle menneskelige krop. Forfjamsket forsøgte han at komme op igen, men armene adlød pludselig en anden herre end ham selv; rivalen Hr. Alkohol.
”Og jeg er ikke .. drukket under bordet.” Et bedrøvet suk, og han løftede forsigtigt hovedet. Nej. Ingen fire bordben, som indrammede ham i deres egen lille fangelejr. Tanken løftede begge mundviger, og det lykkedes ham atter at se lidt positivt på situationen. Millicent og hendes dumme metaforer.
Han åbnede munden for at komme med indvendinger, for hvor skulle Millicents selvkritiske tanker føre nogle vegne hen? I stedet slap et højlydt lattergrynt ud, da hun tumlede videre i sine forvirrede tanker. En arm blev lagt over øjnene, og han rystede klukleende på hovedet. Han orkede ikke engang at svare.
Så han valgte at rulle om på ryggen, og da hun selvtilfreds møvede sig frem til ham, protesterede han ikke. ”Lad os gå op og se på stjernerne,” slørede han. ”Eller – eller vælte en ko … ” Sidste forslag var kun blevet tilføjet, fordi det lød meget mere mandligt – men det første var så hyggeligt, fredsfyldt. Stjernernes rolige øjne kunne hjælpe ham med at sortere i sine vildrede tanker.
Wow!
Lidt for meget grad af sentimentalitet.
”Jeg vil gerne vise dig, hvad jeg kan som farmerboy,” fortalte han Millicent. For sine ører kunne han allerede høre lyden af køernes forskrækkede muh’en, når de saboterede deres fredsfyldte aften, og han var tæt på at grine igen.
Munden bevægede sig, formede usynlige ord, og han slugte et par gange. ”Jeg kan ikke sove for monstrene … ” Eller nej, vent. Om igen. Han rømmede sig. ”Jeg er en meget tragisk person, og … kan du huske den dæmon, som vi blev angrebet af den aften vi mødtes for første gang?” Nogle dramatiske udsving med armene skulle demonstrere hvor … ja, hvor dramatisk det egentlig havde været, men bevægelserne tilsatte blot en unødvendig svimmelhed. Han sank igen og lukkede øjnene. ”Det er egentlig ikke særlig heldigt, og hvis der kom et stjerneskud LIGE HER, ville jeg ønske, at det aldrig var sket, for … ” Øjnene brast åbent, og han greb hende om håndleddet, rystede hende en smule. ”For det var ikke den eneste dæmon, som ville sparke mig i røven den dag.”
Farver og lyde blandedes sammen, som en madopskrift, som var gået i den helt forkerte retning. Lugten af øl nåede hans næsebord, og hvor den førhen havde været lækker og indbydende, vendte maven sig nu utallige gange i sprælske saltomortaler. Hvorfor havde han overhovedet besværet sig med at åbne øjnene igen?
Et surt opstød var det, der satte det endelige skakmat. Will gispede og slap Millicent, men det holdt ham ikke fra hæst at kvække: ”Hjælp!” Et uvilkårligt billede af deres tur i pariserhjulet og hvordan vognen på et tidspunkt havde rokket noget så forfærdeligt, pressede sig nådesløst på. Med al kræft prøvede han at skubbe mindet væk, men det blev blot forstærket af hans hjælpeløse benægtelser. Maven jolerede med indholdet, og han nåede kun lige at rulle til Millicents modsatte side, før hele aftenens gøgleri tog sin exit.
Han gylpede, splattede tynde stråler af bræk, som spredte sig på jorden i en ens, grødet masse, og den sure lugt fremtvang blot et nyt opstød. Igen og igen. Øjnene klemtes hårdt i, og han jamrede forfærdet.
Hvad ville Millicent ikke tænke? Hvis ikke hans tidligere ord havde overbevidst hende, blev hans påstand i den grad smidt til jorden – bogstaveligtalt. Det var faktisk lykkedes Millicent Walker, bevidst eller ubevidst, at drikke William Caeruleus under bordet.

" Ingen af os er da drukket under bordet . Vi er højest en smule ... Promilleseret !" Glattede hun ud og undskyldte på vegne af dem begge.

Da Millicent havde hentet sin Premier gris og hun havde fat i William , talte han pludselig slange sprog. Hun fattede ikke en meter og havde i den grad brug for en Harry Potter der virkelig forstod sig på umulige sprog.
" op... Op og se på stjerner ? Jo William , der skal vi da, kan du være sød at pege hvad retning stigen til Mælkevejen står i ?" Lød det sukker sødt og som man trøster et mindre barn.
" vælte køer ? " hun kløede sig i nakken.
" hør .. Jeg er oprindelig fra Schweiz. Der puster man højest grise op , og for at være ærlig, så er det en ting jeg ligesom værdsætter at man gør på egen hånd. " hun så lidt forvirret ud.
" du vil vise mig HVAD du kan ?"Noget missede hun her for hun havde flashes til små børn der kaldte på deres stakkels forældre ,og piv stolte fremvise HVAD de havde lavet af fin bummelum på toilettet - bimmelim var ikke nær så morsomt at vise frem. Ikke med mindre børnene have tisset i et glas , og så vankede der nok skideballe frem for forældre ros anyway.
" sålænge du ikke prøvet at malke mig " slog hun fast og alene ideen om at trække i Millicents kvindelige attributtet må have været helt forfærdelig , for hun kunne godt se William begyndte at gylpe løs.
Og til sidst , før hun kunne hente en skralde spand eller nå at åbne sin taske , havde han afleveret indholdet af sin mavesæk. Hun stirrede ned på den ildelugtende galdeindholdige sjap og udbrød " ANDRIJA - for helvede da DET ER ANDRIJA !"
" er du ok William , jeg mener ... Jeg ville hade at gå fra dig - skal jeg følge dig til en taxi?
Jeg havde helt glemt at jeg skal møde Andrija til en middag og - ja .... Jeg skal sku lige smække den avis artikel i hovedet på ham. Nu må det være slut med hans lille flirt med mafiaen !"
" JEG VIDSTE DET BARE !" Kom det straks. " Han var efter DIG - men .... Vi må snakke mere om det , når vi ses igen. Så liver jeg at jeg skræmmer dine monstre under senge væk. Eller ifører dem mit hjemmestrik, så er det helt umuligt at blive skræmt af dem. Ser man først huen jeg har lavet , så kan intet tippe den !" Selv om hun forsøgte løfte hans humør lidt , var hun alvorlig.
Hun kunne ikke strikke uden det lignede et mareridt OG hun ville hjælpe ham af med hans forfølgere. For Good.
Hun så bekymrer på William og lod en kølig hånd glide nænsomt over hans pande. " hør William - du skal altså hjem i seng... Tag nogle panodil , du får det af helvedes til i morgen " instruerede hun ham.
" Er du sikker på du kan klare det ? Jeg er NØD til at styrte hen til Andrija , inden han æder en tjener eller noget andet hidsigt " lød det bekymret. Hun følte sig helt ædru nu, og det var nok heldigt da Andrija ikke ville belønne hende for at møde en lille time for sent op, stang barcardi. Sjovt at der skulle omgang mave gylp til at minde hende om den glemte aftale, eller måske var det blot 'en syg dæmon ' der trickede erindringen?

Ville det aldrig have sin ende? Flere lysår senere fandt Will sig, gispende og svedende, hængende over sit eget bræk, med rystende arme og en mave, som viftede advarende med fingeren. Kovæltningsfilosofierne til side, så havde Will det virkeligt dårligt; på en bær-mig-hjem-mens-jeg-græder-som-en-baby måde. Og hvis han så ud som han havde det lige nu, ville der nok være mange mødre, som ville fraskrive sig hans fødselsattest.
”Det er fint,” raspede han og trillede om på den anden side. Hvis brækket ikke kunne se ham, og hvis han ikke kunne se brækket, kunne han måske holde sig over tærsklen. Millicents uendelige kvidren var normalt en slags hyggelig radio, Will med glæde indstillede radaren på, men lige nu kunne han knap skille ord fra hinanden.
Noget med nogle grise (hvad?), hjemmestrikkede huer (var han begyndt at hallucinere?!), og så endelig noget, som gav mening men også fik ham til at knibe øjnene sammen i misbilligelse.
Andrija.
Det var dråben. Hvis Millicents skøre forlovede skulle blandes ind i hans rådne sag og lege potentiel sygeplejerske sammen med Millicent, ville Will hellere end gerne overnatte i rendestenene.
”Ja, ja.” Eller av-min-arm. ”Det er okay.” Han puffede svagt til hende og himlede med øjnene. ”Smut hen til din kæreste, inden jeg begynder at synge kysse-sangen.” Med knagende led som enhver gammel havenisse – og på trods af sine sølle atten år – kæmpede han sig op og stå. Maven rullede og gjorde opmærksom på sine nye funktion som opkastende vaskemaskine, og han vandrede svajende fremad.
”Vi ses, Mills.”

// Out *forsvinder i glitrende stjernestøv* //

Det var ikke foruden bekymring at hun forlod William bag sig.
Millicent ville helst havde taget sig af ham og sørget for en sikker hjemkomst.
Sågar vredet små kølige klude op til hans pande og givet ham små pastiller der kunne erstatte bræk ånden med syntetisk Mint åndedræt.
Men det lod sig bare ikke gøre , da hun allerede var ALT for sent på den , og hun frygtede at Andrija ville være tvær allerede nu.
Hun hastede derfor mod det aftalte spisested , hvor Andrija havde inviteret hende ud på en rigtig date.
Intet går som planlagt og det fjorde resten af aftenen heller ikke.
Men det er en helt anden historie mellem Andrija Luzar og Millicent Walker .

Den efterfølgende aften ville William dog modtage en pakke.
Når han åbnede ville en fin mørk superhelte kappe ligge deri, med lidt sølv glimmer i , der ville få Edward Cullen til at smække med dørene af ren og skær misundelse.
Også en glas aspirin ville være der , påsat en lille note ;Tænker på dig.


// out - rokker med ørene xD