En god handel... Eller?

[left]    S: Impure résiduelle
T: 18.35
V: kølig, efterårs aften luft med en smule vind
O: Pæne og rige mennesker, hvid dug og dyre ratter   [/left

Emilia havde allerede fundet et bord og sat sig, hun sad og ventede på en kontakt der skulle bringer hende en genstand. En genstand som hun skulle sælge videre til en kunde. Normalt benyttede hun sig ikke af andre, men desværre så kende den mand der tidligere ejede genstanden hende alt for godt... og ikke for det gode.
Emilia sad og drak en cocktail mens hun ventede. Hun lod ind i mellem sit blik glide hen mod en mand der stod oppe i baren. Dette var hendes meddeler, det var ham der havde lavet aftalen med den anden fyr. Og det var ham der skulle tage imod fyren.
Emilia havde sørget for at skaffe et bord i  VIP afdelingen, dette betød at der var en halvvæg der gjorde at de havde det for dem selv. Og at folk ikke kunne se eller høre hvad de talte om.  
Emilia var utålmodig, da dette drejede sig om en meget værdigfuld genstand. Men dette havde hun selvfølgelig ikke fortalt hverken til sin meddeler eller fyren.

Romain stod hjemme foran sit spejl, i det nye kæmpe omklædningsrum, hvor alt hans tøj han pæn på bøjler i stativer som hang på hele den ene væg, den anden bestod af et reolsystem hvor der i den ene side var sko og i den anden var der bukser pænt foldet sammen i lige bunker. Han stod lige nu kun iført boksershorts, de olivengrønne øjne betragtede hans spejlbillede nøje, før han så smilede skævt og viste de hvide lige tænder frem. Han havde netop været i bad og stod nu og overvejede hvilket tøj der passede til denne opgave. Efter lidt tid havde han fundet et par pæne sorte stramme bukser, et par spidssnudet lædersko i sort, en grå skjorte af lidt groft men pænt stof, og som altid stod de fem øverste knapper åben for at vise den muskuløse brystkasse frem.

Efter kort tid, stod han foran sin motorcykel ved indkørslen, han havde taget det objekt med som han skulle aflever og dette ville give gode penge. Det dyrebare sværd, var pakket sikkert ind og lå nu en sort rygsæk som han havde taget på ryggen. Romain smilede kort før han sprang op på motorcyklen og satte kursen mod den fine restaurant hvor kunden ventede på ham.
Efter 20 minutter parkede han motorcyklen, ved siden af restauranten, før han begav sig indenfor. Her blev han mødt af en tjener som hurtigt fortalte ham at kvinden ventede på ham ved bord nummer 16.
Han begav sig roligt der hen og da han fik øje på hende blev hans blik alvorligt" godaften frøken" lød det høfligt fra ham, hans stemme var letter hæs men også charmerende men mystisk.
Romain tog plads overfor hende, imens han roligt betragtede hende og satte tasken på gulvet ved siden af sig" jeg har det med"lød det svagt fra ham, imens han roligt tog menukortet for at finde noget at drikke.
Romain var en klog fyr, han vidste at dette objekt han havde skaffet, med besvær, var dyrebart og at der måtte være en skjult grund til hun havde kontakte ham for at skaffe det. Man hyrede ham mest til opgaver hvor det indebar værdifulde ting, som kunne være svære at skaffe.

Emilia så sin meddeler og den fyr der skulle klare jobbet. Endelig! Emilia så op og smilede venligt da han kom hen til bordet. "Godaften" svarede hun. Hendes blik faldt med tasken der blev placeret ved siden af hans stol. Og derefter op på ham. Hun rakte hånden frem mod ham "jeg beklager at vi først mødet nu.. men jeg måtte jo vide om du var til at stole på." Sagde hun med et skævt smil og et glimt i øjet "mit navn er Emilia stone" sagde hun charmerende.
Hun kørte en tåt hår om bag øret, hvilket gjorde at hun ramte en af de halvlange diamant øreringe.
Alt hvad Emilia havde på, så eksklusivt ud. Hendes kjole var lyseblå i noget meget let tynd stof der fik den til at se helt 'eventyrlig' ud. Hendes halskæde, øreringe, armbånd og ringe var af diamant hendes lange lyse og næsten hvide hår var sat op i en elegant knold i nakken.
Hendes grønne øjne gav genskær fra det stearinlys der stod på bordet.

Emilia tog menu kortet op, "jeg handler aldrig på tom mave... jeg kan anbefale deres hummerhaler de er fantastiske" sagde hun mens hun allerede havde gjort tegn til en tjener for at han skulle komme der hen.
Hun så på ham med et lidt charmerende blik "vi skal have champagne ikke?" Grinte hun lidt så man kunne se hende hvide tænder.

Romain smilede charmerende, imens han roligt betragtede den fremmed kvinde med interesse" Det gør skam intet frøken, man må jo være forsigtig nu til dags"sagde han roligt" men du må vide, at man altid kan regne med mig når det gælder arbejde og jeg vil da genre stå til rådighed en anden gang hvis der noget du vil have ordnet" lød det fuldkommen roligt fra ham. Man kunne fornemme på ham, at han havde prøvet sådan arbejde før og at han vidste hvad man skulle sige og gøre. Romain smilede så skævt" sikke kønt navn"lød det så forførende fra ham, hvis hun fangede hans blik, ville hans evne træde i kræft og hun ville på sin helt egen måde blive afhængig af ham(tjek min profil) " Romain Mattéo Valentin, er mit navn, men de kan bare kalde mig Main eller hvad du syns"sagde han så med et charmeret smil på læben.
Romain nikkede let" ja lad os spise og nyde hinandens slevskab inden vi snakker handel"svarede han let"men jeg vil have lov til at give maden"sagde han så som en ren gentleman. Han smilede så let" jeg tager det samme som dig, og så skal vi have husets bedste champagne"sagde han da tjeneren kom hen til deres bord. Han måtte indrømme at denne kvinde han sad overfor var smuk.
Når tjeneren var gået efter hun havde valgt deres mad, ville han kigge dybt indgående på hende" jeg er lidt interesseret, hvad skal dette objekt bruges til? jeg kan se det er meget vær og er smukt lavet"sagde han lidt nysgerrigt men på en tilbageholdende måde, han ville gerne have lidt info om dette objekt da han efter anskaffelse havde siddet og betragtede det der hjemme i et par timer, for at betragte det skønhed men han havde dog også tjekket nettet men det afslørede intet om genstanden. Så nu håbede han på hun ville fortælle lidt, eller også kunne det være hun ville holde det skjult og så skifte emne. Men han måtte blot vente spændt...

Emilia smilede da han kommenterede på hendes navn. Hun var vant til smiger, men god var det som om denne mand gjorde det på en helt anden måde.
Hun smilede da han sagde sit navn. Emilia var god til tricks og selv hvis det så ud til hun så folk i øjnene, så kunne hun lade vær. Hun annede jo netop ikke HVAD denne unge mand var. Om han var menneske eller et andet væsen. Dette havde hun desværre ikke fået besked om.
Hun smilede da han sagde han ville betale, selvom dette nu ikke var blevet en stor streg i regningen for hende. Hun lagde sin gave på sin håndryg og betragtede ham "jamen det kunne da godt være jeg får brug for dig ind i mellem" sagde hun med en skævt smil..

Emilia så lidt overrasket på ham da han spurgte ind til genstanden. Men på den anden side forstod hun godt han gerne ville vide noget.
Hun så lidt ned i bordet. Skulle hun sige det eller lade vær.. hvis han var spion for en anden handler så kunne han finde på at stikke af med den, eller sladre om at hun havde den.. men.. så var han vel ikke kommet helt her hen for at aflevere den.
Hun så op på ham. "Det er en æld gammel klinge fra Japan. Den er over 3000 år gammel.. men ser stadig ud som ny.. Der er ingen vurdering på den, og mange ville tro den bare var en almindlig klinge" Emilia så meget ivrig ud, og fuld af Fascination.
"De gamle legender fortæller at det var en ung samurai der havde fået lavet klingen.. det siges at han blot var en ny rekrut.. men med denne klinge blev han deres største kriger." Emilia stoppede med at tale da Tjeneren kom med deres mad og Champagne. Hun nikkede høfligt og smilede da tjeneren satte deres mad og kiggede efter da han gik. Først da han var væk, fortsatte hun.
Hun lænede sig lidt frem imod ham "det siges.. at denne klinge skulle være i stand til at dræbe en Dæmon" sagde hun. Et listigt smil kom frem på hendes læber. Som om hun nød tanken om at der var et våben der var så stærkt.

Hun tog en bid af sin mad og fortsatte efter hun havde sunket "jeg har jagtet den i årevis" sagde han og så kort ned mod tasken.

Romain smilede roligt" du er velkommen, jeg er altid frisk på spændende opgaver"svarede han let, han havde efterhånden prøvet meget, nogle af disse ting var endda med folk fra verdenshistorien, så som han dengang Hitler levede og regerede, havde Romain været hans skjule venstre hånd. Han havde udført farlige missioner og dræbt mange folk, røvet adskillelige banker, været i krig, flygtet fra fængsler, levet sammen med salver og meget mere. Alle disse ting havde gjort ham til en stærk mand med mange erfaringer og med en helt utrolig viden.
Han kiggede nu fuld ud på hende, hun havde fanget hans interesse" det lyder som et meget værdifuldt objekt, nu flader det vel ikke i forkerte hænder?"sagde han alvorligt, dog tav han idet tjeneren kom med deres mad og drikke. Han skålede kort med hende før han smagte på de dyre fortryllende bobler, før han så igen tog ordet " undskyld jeg virker så nysgerrigt, men objektet var bare så interessant, men jeg undre mig lidt over hvorfor du fik mig til at anskaffe det? i stedet for selv at gøre det?"sagde han let, imens han betragtede hende nøje, køn var hun skam.
Romain begyndte at spise lidt, han var enligt ikke sulten, men han følte heller ikke rigtigt sult, dog nød han mad af god kvalitet. Han kunne ikke lade være med at spekulere over hvorfor hun ikke selv havde prøvet at skaffe det, det havde trods alt ikke taget  ham synderlig lang tid at få våbnet fra manden, men måske var hun af svag race og bange for at dø. Der kunne også være andre grunde, og hun ville måske ikke afslører det for ham. Han spiste lidt, imens han så på hende og afvendte hendes svar på hans spørgsmål, han sørgede dog for at være høflig og charmerende overfor hende.

Emilia smilede og trak på skuldrene. "manden jeg sælger til er samler... han elsker historiske genstande, og især dem der siges at have magiske kræfter" sagde hun med et charmerende skævt smil.
Emilia sad lidt. Hun forstod godt hans spørgsmål, enlig kunne hun jo selv have hentet det. Men hun vidste at allerede inden hun kunne bruge sin evne på manden, så havde han kontaktet både politi og det hele.
Hun så på ham, og denne gang tillod hun sig at se ham i øjnene. "manden der ejede genstanden kender mig desværre... og ikke kun for det gode" hun rømmede sig, men med en fin og elegant stemme "jeg er desværre berygtet for at bruge lidt... Ufine metoder for at få fat i de ting jeg gerne vil have" sagde hun og tog en tår af den boblende drik

Hun så på ham og lænede sig der næst lidt ind over bordet "men... du er heller ikke helt menneskelig vel?.." sagde hun med et fastslået blik, og et lokkeende smil.

Romain så kort ned på maden, før han vendte blikket imod hende, og mødte hendes smukke øjne med et charmerende skær i sine olivengrønne øjne, som altid havde mange udtryk. Han nikkede let" det lyder godt, sådan et våben kan være farligt i uvidende hænder"sagde han lavmælt med en alvorlig tone, som afslørede lidt, at han kendte til emnet, dog skulle hun langt fra vide for meget om ham. Han tog en tår før han så, så indgående på hende" det er forståeligt, det er nemmer at skaffe ting fra folk man ikke kender på forhånd"sagde han let. Romain havde dog prøvet flere gange at tage ting fra folk han kendte, men han var trods alt også øvet og vidste hvordan man skjulte ting.
Et let grin undslap ham, men blev så erstattet af  et skævt smil" nej jeg er ikke menneske"svarede han roligt" jeg er et langt stærkere væsen, men hvilket, må du gætte?"sagde han drilsk, før han så begyndte at spise lidt mere af den skønne mad.
Men efter at have taget et par bidder, vendte han blikket mod hende igen" du er heller ikke menneske, intet menneske kan være så smuk som dig"sagde han klogt, og lagde hovet let på skrå imens han nøje overvejede hvilken race hun var. Han smilede så skævt" jeg ville gætte på du enten er blodsuger, eller djævel, har jeg ret eller"spurgte han høfligt." hvilke metoder?"spurgte han efter lidt tid stilhed, da han blev nysgerrig, men måske kunne hun lærer ham et par nye ting, selvom han dog tvivlede på det, men man måtte tage chancen.

Emilia så undrende på ham da hans stemme ændrede sig.
Hun betragtede ham. Og smilede så skævt mens hun tog en vid af din mad. "Dæmon... du er Dæmon" sagde hun helt køligt og afslappet.
Hendes blik ramte hans da han nævnte hendes skønhed og race. Hun rykkede fornærmet brynene da han sagde blodsuger. "Må jeg være fri?.. De primitive væsner" muggede hun.
Hun viftede en hårtåt væk. "Jeg er en Djævel.. endda en stærk en" sagde hun lidt selvtilfreds.
Emilia vidste at hun var stærk og det var der ingen der skulle tage fra hende.
Hund smilede skævt da han spurgte om hendes metoder. "Jeg kan få folk til hvad som helst.. selv mod deres vilje... og jeg kan også sørge for at de intet husker af det."

Romain spiste roligt, men løftede dog blikket hurtigt da hun gætte på han var dæmon, han lo let men smilede så høfligt til hende" mig dæmon? aldrig i livet"svarede han alvroligt" jeg er en ældgammel djævel"sagde han roligt, imens han let så på hende. Han løftede dog et øjenbryn da hun fortalte at hun også var djævel" undskyld mit gæt, men vores race vil jeg mene er de stærkeste og sværeste at udslette"svarede han roligt, før han tog en tår af den boblende væske" det lyder interessant, evner er altid en god ting"sagde han roligt, dog skulle hun intet vide om hans, selvom øjenkontakten ville på en eller anden måde påvirke hende.
Romain nød maden, og det kønne selvskab, dog var hans tanker et helt andet sted end her, men sådan var det ofte, de olivengrønne øjne bar et tænksomt men også mystisk blik.

Emilia blev overrasket, for enlig havde hun slet ikke regnet med at han være Djævel. Hun smilede, men hendes blik virkede eftertænksomt. Hun vidste at der kunne risiko for at der var nogle af kronprinserne der ikke mente dette våben skulle for meget frem i lyset. Det var trods alt det våben der kunne dræbe overnaturlige væsner.. og den slagt var ikke en god ting at reklamere med.

Da de havde spist skubbede Emilia sin tallerken til sige. "undskyld min utålmodighed, men nu kan jeg ikke vente længere" sagde hun og så ivrigt ned mod tasken.
Hun havde været på jagt efter denne genstand i over 60 år. Og først nu havde det lykkedes hende at finde frem til den. Så der var måske ikke så meget at sige til at hun ikke kunne vente med at se den.

Romain havde igen planer, om at koncertere sig om våbnet efter dette, han var enligt lidt lige glad med det da han sagtens kunne klare sig uden sådan et våben.
Han blev færdig samtidig med hende, og da hun bad ham om at se det, smilede han skævt " jeg håber de har husket mine penge"tilføj han roligt idet, han løftede tasken op fra gulvet. Ganske kort tid efter trak han det kort op af tasken, så hun kunne se det skønhed, men det blev dog hurtigt lagt tilbage, hvorefter han så på hende" og så vil jeg meget gerne have pegende først" lød det roligt fra ham, dog med en klang af at dette ikke var til diskussion. Han var van til at forhandle og vidste hvordan han ville have det skulle forgå. Han så afventende på hende.

Emilia smilede tilfredst da hun så våbnet, man kunne næsten se begæret i hendes øjne.
Hun så på ham da han lagde det ned i tasken igen. Der kom et smil på hendes læber og hun folede sin serviet sammen. Hun rejste sig roligt op. "Ligesom du stolede jeg desværre ikke helt på hvem/hvad du er, eller hvor du kom fra.. Jeg foreslår vi tager rasten af handlen hjemme hos mig" sagde hun og viftede en tjener hen.
Han så på tjeneren "vil de sørge for at min bil bliver kørt frem?" sagde hun en formel og høflig tone.
Tjeneren bukkede "så gerne frøken" sagde han.

Emilia vende blikket mod Romain "jeg går ikke ud fra at dette er et problem?" sagde hun med et charmerende og en smule lokkende smil.
En anden tjener kom hen til dem og havde en hvid skulderpæls med og hjalp Emilia den på. Hun vende sig mod Romain "for de er vel ikke bange for at skulle være alene med mig...vel?" sagde hun med et grin.