Dead or Alive? (Zirt)

s: kirkegåren
k: midnat
o: ingen personer, mange træer
v: kold , fuldmåne og stjerner
p: se avatar (eller første billed på min profil)

Haru sad på hug foran en gravsten. Måne lyset ramte hende og fik hende til at se gennemsigtig ud dog prøvede hun at dække det , med alt det tøj hun havde på. Dog kunne man stadig se det i ansigtet. Et stort suk kom fra hende og hun gik videre. Hen til en bænk, hvor hun satte sig ned og løftede blikket imod fuldmånen. Haru åbnede munden og begyndte at synge eller rettere nynnede hun.

Zirt så pigen. Hun så sødt på hende. "Hej!" sagde hun og smilte. "Du er go' til at nynne eller nej dte lyder smukt!" Hun grinte.


//Har ikke ret meget krea! Men skla nok prøve^^//

Haru sprang op af bænken og styrtede bag et træ. Hun tittede svagt frem og kiggede på skikkelsen. *En pige? * tænkte Haru da hun så en blond håret pige, stå ved den bænk Haru før sad på. Hun ville ikke ha pigen viste Haru var et spøgelse. De fleste løb altid væk bag efter

"Jeg gør dig ikke noget!" sagde Zirt roligt. "Jeg ved du er et spøgelse, men spøgelser er søde!" Hun smilte til Haru selvom hun stod bag et træ. Zirt kunne se gennem ting.

"Søde? " spurte Haru undrende så havde hun ikke mødt alle former for spøgelser endnu. Der var jo dræber maskiner. Haru smilte ingen og kom helt frem, hun lignede en normal pige vis man så bort fra at hendes hud var gennemsigtig.

"Ja, de er søde!" sagde hun OG smilte stille til Haru.

"pas hellere på , ikke alle spøgelser er søde. Mange er i bland de leve for hævn og vil dræbe dem de møder" forklarede Haru "jeg hedder Haruhi, og du er?" spurte hun med et smil

"Zirt, dæmon!" sagde hun og gik hen mod en kroget gravsten. Hun satte sig på hug med foldede hænder og bedte.

"Zirt" gentog Haru for at kunne huske det. Hun så at Zirt gik hen til en gravsten og bede. Haru gik bag ved hende og studerede hende lidt før hun spurte "Hvem kom du for at besøge?" spurte Haru og smilte venligt til Zirt. Hun ville ikke vække dårlige minder i hende men Haru var virkelig nysgerig det havde hun altid været

"Min mor!" sagde Zirt og rejste sig med et lille trist smil. "Du må virkelig undskylde!" Hun løb hen i et hjørne og græd.

"din mor?..." gentog Haru lavt og følte sig dum at hun havde spurt. Hun ville jo ikke vække dårlige minder frem i pigen. Haru savnede også hendes forældre. De var døde ligesom hun var, dog var de ikke spøgelser og havde for længst rejst til den anden verden. "Nej der er mig der undsktlder" sagde Haru og gik hen til pigen som var løbet over til et hjørne "jeg ved det er smerte fuldt"

"Ja, men...nej!" sagde hun og rystede opgivende på hovedet. Hun så igen på Haru med et lille bitte smil. Hendes øjne gled hen mod graven igen.

"undskyld jeg er ked af at ha bragt dårlige minder frem" sagde Haru med sorg i stemmen imens hun lag hånden på Zirts skulder og gav hende et varmt smil.

"Det gør ikke noget!" sagde Zirt roligt og gik gennem Haru og hen mod et træ hvor der var skåret noget ud i. Det var et smukt Z med mange mønstre rundt om.
Det var Zirt selv da havde lavet det

//selvom Haru er et spøgelse og lidt gennemsigtig er hun stadig lavet af faste matrialer. //


Haru rykkede sig da Zirt gik forbi. Hun vidste ikke om hun skulle gå med men gik så stille med. Hun så z'et der var skåret i træet "uh uh det har jeg set før det undre mig hvem der har lavet det" sagde Haru spørgende og tog sig hurtigt til hovedet og farede ned på knæ. Det skete igen, synerne om hvordan hun døde kom igen. Haru vidste hvordan hun døde men synerne blev ved med at komme igen, det var til at blive sindsyg af.

//Ved jeg, men Zirt kan gå igennem alt og alle//

"Det er mig der har lavet det!" sagde hun og skyndte sig at hjælpe Haru. Hun vidste ikke hvad der skete. Hun så spørgende på hende.

// ups det er jo rigtig nok o.O min fejl xD //


"gå væk.. jeg ved det jo godt allerede" sagde Haru og bed sig så hårdt i underlæbet at det bløde. Det stoppede hurtigt igen og Haru gav slip på hendes hovede og åbnede øjnene igen. Det var en lettelse at det var væk "undskyld, dårlige minder" sagde Haru og smilte skævt. Minderne må ikke ha været rart. Det er det jo heller ikke ingen ønsker at huske hvordan de døde. Et Had var kommet i hendes hjerte til de personer der var involveret i hendes død.

"Øhhh.....okay!" sagde hun spørgende og forstod det ikke helt, men okay

// Det stresser mig med alle de !' er xD //


"når man er død minder ens krop om det. Man for de her syner om hvordan man døde hvilke ofte bringer had i folk. Det er derfor mange spøgelser er onde, dræber maskiner" forklarede hun med et smil "jeg er dog ikke en der elsker at dræbe, hvad nytter det jeg bliver jo ikke normal igen "