A moment to be human

Tid :: 23.30
Sted :: Porten.
Omgivelser :: Porten er henholdsvis tom for liv, der næsten ikke en sjæl tilbage på de mange mørke havnen broer hvor at de mange skibe holder ved. Alt virker utrolig stille udover når de mange bøgler slog ind imod land.
Vejr :: Lunt og rart. Det en skyfri himle hvor at man se de mange stjerner.
Stars :: Raziya og Aleksi.

Porten havde virket som et perfekt sted. Et perfekt sted og undgå alt for mange mennesker den nat. Men der var dog ikke så stille som den ældre vampyr havde forventet den nat, faktisk var der mindre antal af mennesker, men disse mennesker havde dog godt travlt med kom hjem så hurtigt som de nu kunne. Havnen var ikke just et sikkert sted og befinde sig når først at solen var gået ned. Der sket simpelthen for mange mystiske og sær ting, som afdøde der vist sig og duk op efter af de blev efterlyst. Altså de mørke ting som samfundet ikke rigtig havde lyst kende til gode. Men her var det friske fra bundet af havet.
Aleksi trådt langsomt frem fra mørket. Han havde været gemt i mellem to ældre lagerhuse som stod et godt stykke væk fra de mange lygtepæle som der ellers dannet en stig for de uheldig væsner som der ikke havde evne til se i mørket. Han havde været gemt i mellem de to lagerhus i håb om at han kun se et bytte bedre an, men alle der nu kom forbi var ikke just lige de mennesker som Aleksi havde lyst til lege med. Han var da os uheldig som altid. Selvom Aleksi var et smukt væsen af natur betød det ikke altid at han have et godt held. Faktisk gik de to ting tit modsat hinanden. Dog betød det ikke at det stoppet Aleksi fra at være der, han snuset faktisk kort ud i luft. Der var normal duft af mennesker men de havde en større afstand. Dem gad han ikke. Så i sted for gik han blot ned imod vandet til en af de mange broer som der var lidt mere forlad. Han gik næsten hele vejen ud til end før at han stoppet op. Igen var han omgivet at et tæppe af mørke og han stod blot der og kiggede op på de mange stjerner over ham. Smukke var de som altid..

Raziya havde tidligere været nede på havene med nogle venner og da de skulle til at hjem, var de kommet væk fra hinanden, så nu var hun altid faret vild. Hun vidste på ingen måde hvor hun var og det var virkelig mørkt nede på havnen. Hun gik lidt i sine egne tanker og 'skældte' sig selv ud over, hvor dumt det også var at fare vild lige netop her. Hun følte sig dog alligevel en smule tryg da hun af og til stødte på andre mennesker. Hun stoppede op og så sig en smule rundt, for at se hvad hun skulle gøre. Hun fik øje på en bænk lidt længere fremme ved en bro og hun kunne faktisk godt bruge lige at sidde lidt ned, da hun havde gået lang og derfor var virkelig træt i sine fødder. På den måde ville hun måske også kunne få mere overblik over hvor hun var og snart få mulighed for at komme hjem. Hun var ikke rigtigt vant til at være våben så sent. Forsigtigt lukkede hun sig øjne og lænede sit hoved en smule tilbage og sad bare og lyttede til vinden og omgivelserne omkring hende.