Curiousness - Malzahar.

Luften var lettere lun, denne sommeraften og gaderne var lettere befolket. De fleste var på vej i byen, eller på vej hjem for de kedelige sjæle. Hendes høje hæle klikkede mod brostenene, mens hun med rank ryg spadserede ned af gaden, på vej mod Impure Résiduelle, hvor hendes aftale ventede. Hun havde været lettere overrasket over invitationen, fra netop denne vampyr, som hun havde hørt flere rygter om, og som folk gisnede om i gaderne. Hun havde takket ja, nysgerrigheden var blevet for stor. Hun undrede sig over, hvad han ville hende.

Hun nåede restauranten, og da hun trådte ind, ventede der en ung herre, parat til at hjælpe hende af med frakken. "Bonjour mademoiselle" sagde den unge tjener og bukkede. "Må jeg tage din frakke?" Djævlen nikkede, og trak sin frakke af, og rakte den mod den unge tjener. Hun var iført en tætsiddende, sort kjole med tilhørende dyb udskæring, og længde ned til knæerne. Denne kjole, var parret sammen med hendes trofaste sorte og meget høje, designer hæle, med den ikoniske røde sål. Hendes hår var sat, i en stram høj hestehale, der lagde fokus på hendes kønne ansigt, og ikke mindst hendes røde fyldige læber. Hun sendte et hurtigt smil, mod den unge tjener, og begav sig hen mod en disk, hvor en tjener stod, afventende. "Bonjour mademoiselle" hilste han høfligt, "Bonjour.. I'm here to meet a gentlemen, who's name is Malzahar Highlander" sagde hun lettere køligt på perfekt britisk, med sit ansigt lagt i neutrale folder. "Oh yes, this way.." tjeneren slog armen ud, "Follow me" sagde han dernæst, på sit dårlige franske-engelsk. Juliette fulgte efter ham, gennem rækkerne af borde der var fyldt med gæster. Tjeneren stoppede dernæst op, foran et to mands bord og Juliette hævede sit blik, mod manden foran hende og dernæst forsvandt tjeneren.

De foregående aftner, havde Malzahar siddet og studset over eventuelle medlemmer, væsner, mennesker, hvad som helst som kunne være villige, eller som skulle tvinges ind i, nu hans organisation, trods alt, efter de seneste par dages hændelser, så havde det stået mere til forfald end oprejsning som han havde håbet på.
Hvorom alting var, så havde han ligeså kigget på nogle gamle sager, den nemmeste måde at finde individer med særlige evner, var ved at starte fra bunden af og bevæge sig frem af, og hvis han havde haft selv den mindste procentdel af at en person sad med særlige evner, var det værd at bevæge sig ind i det, og undersøge den givende person.
Det som havde fanget hans opmærksomhed var forskellige rigmands døde, alle døde af en brad, og alle havde været gift med den samme person, var dette et tilfælde, eller var det i sandelig fordi hun besad en vis form for evner, hurtigt havde Malzahar da også fundet ud af at der var noget overnaturligt over hende, og racen virkede bekendt, han havde elimineret det ned til enten at hun var en dæmon eller fra helvede, men han var nødtstedt til at finde ud af hvad og hvem hun var, ved at mødes med hende.
Hvilket også havde været hans grundsten for deres møde, og her, endelig var hun mødt op.
Selv havde han intet bestilt endnu, deres møde, skulle afgøre hvordan han skulle reagere, hvordan han skulle stoppe hende, eller få hende ind i sin fold, som en af sine egne.
"Ahh, what a lovely, sight, such a beautiful creature you are my dear!"
Hastigt rejste Malzahar sig op fra sin stol og kyssede hendes hånd, hvorpå han trak hendes ud, trods alt, så var der ingen grund til at han ikke var en gentlemand, om end så bare for synsskyld.
Trods alt, så var natten ung endnu, og den var kun lige begyndt.

Hendes hånd blev rakt frem mod ham og han tog imod den, ved at plante et kys, og hans læber føltes silkebløde men dog yderst kolde mod hendes varme hud, da hendes kropstemperatur lå højere end et menneskes. Juliettes ansigt forblev neutralt, mens hendes læber spændte op i et skævt smil, over hans kommentar. "Such a fine gentleman" sagde hun blidt, efter at hun havde taget plads i stolen, og han dernæst havde skubbet stolen ind og selv taget plads. Hun krydsede benene under bordet, og lod med vilje sin fod strejfe hans bukseben, mens hendes olivengrønne øjne, fandt hans lyse blå. "I never thought you'd have the guts to ask me out" startede hun med en lettere kølig stemme, mens hendes øjne fastholdt intensiteten. Hun drillede selvfølgelig, dog undrede hun sig over hvordan han havde fundet frem til hende, da hun ikke var så kendt i Di Morga, som han tydeligvis var. ".. But here we are" fortsatte hun og lænede sig længere ind mod bordet, med et lettere kækt smil over de fyldige læber, der var beklædt i rød læbestift. "But it's truly an honor to meet you, the famous Malzahar Highlander" hun lagde langsomt hovedet på skrå, mens hun betragtede linjerne i hans ansigt, for dernæst at møde hans øjne igen. "You know, people are whispering about you" hun fugtede læberne og holdt øjenkontakten, inden en ung tjener, stod foran deres bord, klar til at tage imod deres bestilling. "Kan jeg tage imod Deres bestilling?"spurgte tjeneren på sit franske. Juliette vendte dernæst blikket mod Malzahar, afventende.

Ahh den klassiske fedten som blev givet til Malzahar, som altid, men igen, en mand i hans position, og med hende han sad med, var det næsten uundgåeligt for dem begge ikke at fedte, han kendte noget til Juliette, hendes metoder, hendes væremåde, hun tog hvad hun ville, og var ikke bange for at brænde den hun var overfor, om det så var ham, eller om det så var hele verden. Noget han beundrede hende for, fordi det samme gjaldt ham, han ville udslette alt hvad der stod i hans vej.
Malzahar havde næsten ingen menneskelighed tilbage, og på trods af det, virkede han meget menneskelig en gang imellem, men man skulle tage sig i agt, for så mange år han havde været på jorden, ligeså meget had og vrede var opbygget til gud og alt, men i aften var der intet had, han var en gentleman, galant, høflig, og frem for alt, så havde han et mål.
"My dear, I know it may have seen, that it took a hell of a time, but I've been so busy with Iscariot, that even I, the famous Malzahar was busy, but here we are, enjoying, somehow, our food, but please tell me, what is the lastest rumor about me, since you may know what the people of Di Morgan is whispering about" Malzahar vidste faktisk ikke, hvad det gode godtfolk gik og sagde om ham, men han havde det dog på den måde, at alt omtale var bedre end ingen omtale, han vidste da godt at folk gik og kaldte ham for et monster i ny og næ, at folk enten så ham som en terrorist og andre som en helt, det gik helt an' på hvilke øjne man så ham med, og i hans tilfælde, fandt han det, ganske underholdende, faktisk morsomt.
Endelig kom tjeneren, en ung knægt lige i starten af tyverne, pudset op i fint tjener tøj, det eneste Malzahar kunne tænke på kortvarigt var at sætte sine tænder i ham, tømme ham for blod, og lade ham dø ude i rendestenen, men kom dog hurtigt væk fra den tankegang igen.
"I take it servant, that you speak to us, in a proper tone, personally I don't mind your mother language, but we are sophisticated, but anyways, I would like first of all, some redwine, and if you don't mind, then make it hotter than hell, and next, I would like some, red, and I mean, really, really red meat, I'll take calf" grunden til at Malzahar bestilte en varm rød vin til ham selv var udelukkende fordi at det var mere muligt for ham at skylle ned, når han nu ikke kunen få blod, og godt nok smagte dyreblod ikke ligefrem indbydende til mere, men det kunne da redde hans aften og måske en hyggelig en i selvskab med Juliette.

"The latest rumor?" Hun fugtede læberne, og lænede sig tilbage i stolen, inden blikket atter hvilede mod den unge tjener. Den unge tjener så lettere skræmt ud over Malzahar, men nikkede blot, så venligt han kunne, inden han vendte sig mod Juliette. Hun smilede lettere charmerende, og lænede sig frem mod tjeneren, "I would like a glass of the finest wine, thank you." hun mødte den unge tjeners øjne der var badet i skræk, "and if you would give me todays special meal" hun blinkede flirtende med sine øjne, "thank you..." afsluttede hun. Tjeneren nikkede, helt tomatrød i ansigtet og blikket vendt mod det hvide nypoleret marmorgulv, inden han hastigt skyndte sig væk.

Juliette vendte atter blikket mod vampyren, der havde plads foran hende. Hendes ansigt, der før var lagt i flirtende og charmerende folder, var nu neutrale, men med stadig en vis intensitet gemt i de olivengrønne øjne, "So... where were we?" Hun bed sig kort og tænkende i læben, inden hun forsatte, "People are whispering about your little organisation and ofcourse that you're a monster.. But rumor says that you're building it up, trying to take over Di Morga" hun satte en albue mod bordet, og lod sit hoved hvile mod håndfladen. "I'm just wondering, if the rumors are true?" De blev atter afbrudt, af en anden tjener, der så ud til at være et par år ældre, men hun fjernede ikke blikket fra Malzahar, stadig betaget af ham, hans magt og ikke mindst hans fremtoning. Skrækken han vækkede i andre, mindede hende om New Orleans, flere årtier tilbage, hvor hun boede på en af kolonierne, i selskab med en velhavende mand, der spredte frygt og rædsel i de sorte tjeneres øjne, og hun huskede hvordan han ville straffe dem, hårdt med pisken og hun ville altid nyde lyden af deres skrig og ikke mindst lyden af pisken der flåede huden op og som ville efterlade store trevler af sår, ned langs ryggen..
Hun ville lyve hvis hun sagde, at Malzahar ikke tændte noget i hende, for magt og frygt var noget af det hun gik efter i mænd. Dog havde hun været gift med en, der havde været ynkelig og ikke mindst svag, det eneste hun var gået efter var pengene, så hun ikke skulle vende tilbage til gaden igen, desuden havde han også bare været begyndelsen, på det lange liv, hun skulle leve, de utallige mænd, hun ville snyde sig ind under huden på, for dernæst at se deres verden falde sammen, når hun koldblodigt ville slå dem ihjel, pine dem med hendes magier, de sidste minutter af deres levetid havde været alle de år i ægteskab værd...

"Aye, the latest rumor, I have been in solitude, I am not aware of the rumors at this moment" Malzahar kiggede ikke engang op på tjeneren at et så sølle skvat var forundret over hans bestilling var hans problem, han spurgte om hvad de ønskede, og i dette tilfælde var det hvad Malzahar ønskede, selvom det nu fristede ham mere at sætte tænderne i ham, dræne ham for blod i løbet af et kort sekund, og dernæst hoppe videre til det næste menneske som prøvede at stoppe ham. Men ak nej, han var galant i aften, en gentleman.

Ahh ja, det var selvføgelig det at rygterne lød på, Iscariot, det kunne han havde regnet ud selv, og hun havde da også ret, eller rettere, rygterne talte delvist sandt "My dear, I have lived a thousand lifespans, I have seen kings, popes and even people claiming to be from god, die in my hands, die by me, of course I am a monster, and Iscariot is not trying anything, we are simply building an army, of soldiers who can take over Di Morgan, so we can make an perfect society, we might kill everyone who stands in our way, but hey, in this game, civilly losses will be counted for." Malzahar besad nok verdens mest kyniske ansigt, han sammenkneb ikke engang sine bryn, han havde et mål, som skulle nåes, og man vidste det var alvorligt når han sagde det. han havde planer om at overtage Di Morgan, og dræbe alt og alle som stod i hans vej.
Han måtte dog indrømme at han fandt Juliette fascinerende, hun mindede ham om et møde med en djævel selv, den her kvinde havde dræbt sine ægtefæller, ikke engang Malzahar havde gjort det, han havde bare dræbt alle andre, nok fordi han aldrig havde været gift, men det var en helt anden sag.
Men noget tiltalte ham alligevel over hende, hun udnyttet, sugede alt liv ud af sine mænd, før hun dræbte dem, og her sad hun, og prøvede hun virkelig at lægge an på ham? Prøvede hun virkelig det?
"Juliette, Tell me... Did you kill your husbands?" Han havde læst hendes sager igennem utallige gange, og alle mænd der var døde af en brænd helt tilbage fra 1800 tallet, havde været gift med en ung flot attraktiv kvinde, som mindede meget om Juliette, et tilfælde? det mindede det vist ikke om.
"I say, let's play a game, we both answer truthfully..It could be fun, right?" Malzahar lænede sig tilbage på stolen, og kiggede op i loftet, ikke fordi han kedet sig, men fordi han blot begyndte at tænke på, hvad hun kunne finde på at spørge ham om, trods alt, så havde han allerede indledt legen, ved at spørge hende om hendes ægtefæller, og han vidste næsten med garenti at hun også ville komme ind på nogle af hans utallige mord, som var begået gennem tiderne.

Tjeneren hældte deres seperate vin op for dernæst, at sætte deres ret på bordet, serveret på det fineste og dyreste kridhvide porcelæn. Tjeneren forsvandt dog hurtigt, da ingen af de to væsener, værdigede ham et blik. Juliettes øjne var fæstnet til hans lyse blå. Hun så ind i de øjne, der for flere hundrede, måske tusinde, havde været det sidste de så inden alt ville blive sort, de smukkeste blå, der lige nu var kølige, men intense. Hun lod sig ikke skræmme, for hvad kunne han gøre hende? Hun kunne, hvis hun ville lige i dette sekund, sende ham i en dyb smerte, så ulidelig, at han ikke ville kunne tænke, føle og ikke mindst bevæge sig og for at gøre værre - sætte ild til ham. Dog kunne hun ikke finde på dette, for hvor ville det være et spild, med så perfekt en mand som Malzahar i sandhed var, i hendes olivengrønne øjne. Et sted irriterede det hende, hvor fantastisk han var.

"Those shitty pathetic bastards..." hun lænede hovedet tilbage og lo, med en kold latter, der afslørede det perfekte hvide tandsæt. Hun morede sig. "Oh dear... They were a waste of space..." de intense øjne var nu kolde og hårde, "they deserved to die.. I only did the world a favor.." hun bed sig hårdt i læben, ved tanken om de sølle liv, hun havde taget i løbet af sine år. Ikke blot sine ægtemænd, men flere hundreder mænd der havde været så lette, så naive, godtroende og ikke mindst dumme. "I don't have respect for weak people..." indrømmede hun med en hård tone, inden den blev sukkersød og øjnene charmerende, "But you aren't weak... Are you, Malzahar?" igen lod hun sin fod, kort køre op af hans bukseben. Hun pirrede ham, legede med ham, det var et spil hun var god til, og hun tabte aldrig...
"So tell me..." startede hun og lænede sig længere ind over bordet, med albuerne mod den hvide dug, og hovedet hvilende i håndfladerne, mens hun fastholdt hans blik. "How many people have you killed?" hun slap hans blik og rakte ud efter vinglasset, og satte den op mod de knaldrøde læber og tog en tår, mens hun afventede hans svar.