Boring night? -Ahngel

Musikken blæste ud af højtalerne mens at de mange magiske væsner dansede deres ben af til den. Hope, derimod sad og kiggede tomt ud i luften mens hun ikke rigtig viste hvad hun skulle tage sig til, var utrolig træt af at se på mennesker der grinede og hyggede sig. Hun ville forhelvede bare have noget mere blod, og noget voldigt at lave. Hope var ikke den pige som mange kendte, hvis de så pigen Hope ville de se en der gik under navnet Faith. Men i aften var det Hope der var til stede inde i Faiths krop. Man kunne vel godt at sige at de begge navne jo var samme pige, bare spaltet op i to måder at være på, Hope den onde, toturerende og lettere psykopatiske pige, mens Faith var den velovervejene, mere nede på jorden, og dog rapkæftede type. Dog ville Faith aldrig nogen sinde dræbe nogen som ikke havde fortjent det, mens Hope, ja hun elskede at dræbe folk, og gerne langsomt og smertefuldt. Sådan var Faith da også i en hvis grad, men mere hvis hun mente at de havde fortjent det. Når man så det i det hele, var Faith og Hope nu ikke så forskellige, der var bare nogle ting som var fjernet i de to, Faith følte kærlighed, hop og sorg. Hope følte ikke kærlighed, hun ville have sin tilfredsstillelse stillet, også var hun glad, ellers var Kærlighed noget fucked i hendes øjne. Og hun ville aldrig nogen sinde finde kærlighed i en anden person, de var alle sammen objekter i hendes øjne, objekter til at tilfredsstille hendes behov, intet andet. Hun sukkede lidt og begyndte at drikke af hendes drink og tømte den hurtigt, stillede den ned på bordet og ventede på at hun kunne få en ny, men da hun synes at der var gået lidt for lang tid rev hun fat i bartenterne som havde alt for travlt med at bage på pigerne end at serviserer tørstige kunder "så gider du godt hører når man vil have en drink" sagde hun og lænede sing ind over bordet og kigger ham ind i øjnene med de sorte, og dog lidt rødlige øjne med et sadistisk smil på læberne, "ja... ja" mumlede han inden hun smed ham ind i væggen og begynder at tromme med fingrene på bordet, bare for at gøre det lidt værre for ham. Da han begyndte at fumle med tingene og tabte et glas på gulvet, kunne hun mærke hvordan at hendes tålmodighed snart var brugt op "Nå knægt skal det tage hele dagen eller skal jeg kommer ind og viste dig hvordan du gør!?" manden blev totalt rød i hoved, både af flovhed og den vrede som sikker var inde i ham, over at hun var sådan en bitch. Dog at hun var det, grinede flere af pigerne rundt om hende samt nogle mænd og hun rejste sig op, og smilede bare over at hun havde fået lidt gang i tingene. Men stadig ikke godt nok! Hun havde brug for noget mere at lave, hun havde brug for at få stillet sine lyster til at slå, rive sparke, bare kæmpe! Hendes røde hår blev kastet til siden mens hun gik ned mod danse gulvet bare for at se om hun kunne tage en eller andes danse partner og starte et skændri med tøsen. Det sadistiske smil var stadig på hendes læber, og ville nok aldrig forsvinde i aften, da hun havde lyst til at se blod. Hendes krop var smidig som den bevægede sig rundt mellem menneskerne, den derud over også meget stærk, selvom man ikke skulle tro at den spinkle pige kunne slå nogen i gulvet. Men flere måneders træning havde dog gjort sagen til at hun var meget stærkere og mere udholden. For at vise hendes former frem, havde hun nogle sorte læder bukser på, og et stramt sort korset, som gjorde at hendes røde hår bare var mere synligt, og utrolig flammende at se på. Hendes hud var pail hvid som en vampyrs, dog var der nogle brune, næsten sorte kønhedspletter rundt omkring på hendes overarme og halsen. Hun sukkede stille og så sig selv som en der var meget heldig med sit udseende, hun så sig ikke som perfekt. Men som en der godt kunne forfører mænd, med den fyldige barm og de slanke former. Sådan var det jo, det hele var op til den enkeltes smag, om hun var lækker eller ikke var. Men hun var selv ligeglad med andres meninger, og elskede da selv hvordan hun så ud. Hun rystede lidt på hoved af sin tanke gang og ville nu finde noget at tage sig til!

Der blev vendt nogle ansigter fra dansepartnerne og de farverige drinks da en ikke så festlig skikkelse lod sin fod indtræde på det udlagte trægulv til begivenheden. En lang kappelignet frakke slæbte sig fænset hen ad gulvet idet de langsomme, tog faste skridt blev taget hen over gulvet. Trods til musikken og den larmende mængde var hans eneste lyd dog velbekendt. Fodtrin. Rungende og merkante, som om de indridsede sig i selve lyden og dets bølger. En jernhæl kunne man høre.. et godt våben i det skjulte, men også et af hans eneste fysiske våben. Han havde hvad han skulle bruge hos sin krop og dets egenskaber. Det lange sortbølgende hår bevægede sig over skuldrene og en smule ned ad ryggen, som om hver eneste af de natbeskinnede lokker havde liv i sig og bevægede sig som små slanger om hans hvide perfekt symmetriske ansigt hvor hans øjne var tydeligt indgraveret. Røde øjne. Rovdyrs øjne. Som et kattedyr havde han en smal sort pupil og en rød iris som fyldte mere end et menneskes.. de eneste tidspunkter et menneske kunne opnå de slags øjne var ved stoffernes påvirkelse til det yderste.. meget dragende og borende øjne, som indskærmede verdenen omkring sig og fik det hele til at se forfærdelig tåget ud i sammenligning med de makabre blodrøde øjne.
Ahngel var hvad han blev kaldt af sine bekendte. Hans personlige navn. Hans falske id om ikke andet. Det var ikke hans ægte navn. Hans ægte navn brugte han kune derhjemme i Frankrig eller hvis han havde en formel samtale med nogen. I nat havde han intet formelt i hans mørke tanker.. Han skulle på jagt.. og han ville frådse. Han havde en utømmelig tørst lige for tiden.. Det havde noget at gøre med hans lange diet med afkølet rensede blod. Forfærdeligt, men man skulle vel kunne heles inden man tog ud i natten igen og såredte sine vinger.
Han vendte sit hvide ansigt imod en kvinde med en meget festlig drink kiggede skeptisk på ham med et arrogant udtryk. Var der noget han hadede var det arrogance fra de lavere stillede end han selv.
Hendes glas sprang med ét. I tusind stykker og lod den farverige drink flyde ned over borddugen og ud over gulvet og gøre det fedtet. Kvinden tog sig til kinden da en af glasstumperne havde fået kraft nok til at ramme hende og udgyde en stribe blod. Ahngel smilede tilfreds og bukkede sig ned imod hende og tog fat i hendes kæbe for at tvinge hendes kæbe paralelt med hans ansigt. Hans lange tunge kom frem for hans spidse tænder og slikkede blodet af imens kvinden lod til at lulles ind i en trance af hans blotte blik. Ingen lod til at ligge mærke til det, og hvis de gjorde, ville de holde mund. Ahngel rettede sig op og smilede dystert inden han fortsatte ind i festen. Kvinden sad som forstenet.

Hun mumlede lidt for sig selv og gik over til garderoben for at få sin jakke, da hun måtte indrømme at hun følte sig utrolig bar uden den. Hun sukkede lidt og rynkede sine bryn som hun gik der over, var der virkelig ikke noget spændende at lave idag? Virkelig ikke noget man kunne finde på at lave, noget man kunne tage sig til!? Hun stønnede irriteret og ville snart slå en ned, bare sådan, hvorfor skulle hun også have en grund til at slagte et menneske eller for den sags skyld et væsen? Det havde ikke ikke holdt hende tilbage for, men denne gang, ja, hun viste ikke rigtig. Da hun kom over til garderoben gav hun manden hendes nummer, og trommede irriteret med sine negle på disken mens hun fandt at der gik utrolig lang tid, hun var nok noget af den mest utålmodige person som man kunne møde, hvis det stod til hende selv. Da han kom tilbage med den rev hun den til sig "Det tog sin tid" sagde hun med en høj, klar og kynisk stemme mens hun tog den lange læderfrakke om sig, hun mærkede efter og smilede da hun kunne mærke at hendes to pistoler stadig hæng ved begge hendes sider af hendes brystkasse. Hvorfor hun egentlig havde ladt dem ude af synes, vides ikke da det var noget det hun holde allemest af.
Da hun kom tilbage ind til stedet kiggede hun lidt omkring og hørte så nogle høje klare skridt som blev taget ind af indgangen, som alle andre vente hun hoved for at kigge på, hvem det dog kunne være der lavede denne lyd, og måttes slog tilbage, af mandens skønhed som nu var trådt ind i lokalet. Dog blev hendes lamslået ansigt, erstattet med, et ondskabsfuldt smil. Denne mand, kunne muligvis være hendes redning på en spændende aftens, bare det at hvad han gjorde mod kvinden. En latter blev slået op over kvindens ansigt, åh det var bare guldvær dette. Langsomt blev hendes skridt taget over mod ham, de gav de normale klik lyde på grund af hendes høje hæle og smilet på hendes læber blev mere sadistisk og breder. Ja dette skulle minsandten blive en god aften. PÅ grund af de røde øjne som manden havde, og de vibrationer der kom fra ham, var det hende tydeligt at dette var en vampyr, og han måtte være tørstig, eller i hvert fald krævende efter blod. Mange gjorde det også bare for sjovs skyld, og ikke så meget fordi de var sultende. Sådan nogle vampyrer tiltræk hende mest, nok var hun en engel, og noget som vampyrer elskede at drikke af, men hun var i grunden ligeglad. Hun skulle nok klare den om han så var sulten eller ikke var "Godaften, min gode herre" mumlede hun med en stemme uden følelse i og sendte hendes ravnesorte øjne mod ham, der dog stadig havde et rødligt skær, som indikerede at dette var Hope man havde med at gøre, og ikke Faith.

Ahngel sendte kort sine røde øjne igennem stedet med et lidt opgivende blik, selvom det ikke rigtg sås på det kolde ansigt, som mindede mest som om en statue af hvid marmor var kommet til live og var ude at lede efter kød den kunne overtage, men nej. Kød havde han ganske rigtigt, men det var koldt som sten og ligeså glat og finpudset, som om han var skåret ud af en billedhugger. Der var ikke nogen tydelige fejl ved ham. Ingen dikkedarer ved hans kønsløse skønhed, hvilket han egentlig hadede. Var der noget han elskede at se på var det naturlig skønhed og ikke den slags han selv havde arvet fra sin nu tømtsugede skaber.. Et kort senistert grin smøredes hen over hans hvide læber og lod dem parteres for de fyldende tænder, som prikkede kort til underlæben.
Hans røde øjne fandt sit zenit foran sig. En kvinde med faste skridt imod ham og med et blik der sagde at hun allerede vidste hvad han var og hvad han lavede her. I orden for ham. Spurgte nogen om hans mission her, ville han alligevel svare. Han havde meget at skjule, men ikke som folk normaltvis ville komme ind på. Et koldt, men nærmest hjertesmeltende smil kom frem på ham da hans øjne forholdt sig rolige da hun talte til ham.
"Bonnesoir Ange Rouge.." sagde han så og mærkede aromaen omkring hende.. en engel stemplet af det røde blod som pletter sneen i hendes lyse hud. Ange rouge. Røde engel.
Han talte flydende fransk med en hvislende og inddragende tone.. som en slanges hvislen i ens øre.. Så nær men alligevel fjern og fremmedgjort som bare pokker.
"Hvad laver en yndig sag, som Dem på et så menneskefyldt sted som det her?" sagde han så og lod en smule menneskelighed træde frem i stemmen da han slog sit modersmål fra. Dog var hans stemme stadig sprød og inddragende som før. Et normalt es, som vampyrer ynder at have i ærmet. Et triumfkort om du vil.

Hun betragtede ham med sine køllige øjne, nej han så ikke værst ud, slet ikke. Men der var så mange der så godt ud, og så mange der var lækre. I hendes øjne, var det ikke det der rigtig tænde hende, og faktisk var hun ret ligeglad med hensyn til det, hun smilede skæv og bed sig i læben, en vane hun havde fået for lang tid siden egentlig. Bide sig i læben, også noget man kunne se på grund af de mange ar som hun havde på underlæben, og stadig var hendes læbe, blød og havde en rosenrød farve. Hun sukkede stille "yndig sag ha? hmm.." sagde hun stadig med den følelsesløse stemme, og lod blikket vandre rundt på menneskeheden, som alle sammen havde godt gang med at danse, dog blev der sendt nogle stjålende blikke mod dem begge tog, hvilket bare gjorde Hope irritabel, ja det var ikke meget til for hun kunne ryge i flint, måske var det noget der var specielt med hende? Hun kunne være så fandens rolig og inden i havde lyst til at rive vedkommenes hoved af. Hvilket hun dog ikke tøvede med når hun så endelig havde dem på enmandshånd. "jeg keder mig så ment, utrolig hvor kedeligt det kan være når der ikke er nogen man der er en værdig modstander blandt disse værdigløse skabninger" hun slå ud med hånden og listede et blik hen på ham og smilede et skævt smil, måske lidt hoverende mere over det med at hun følte sig hævet over mennesket og var hellere ikke bange for at vise det, Faith den stakkels pige, som ikke havde noget problem med mennesker. Allerede blevet indfiltreret i deres uværdighed.
Ja Hope havde en høj mening omkring sig selv, og det var ikke noget hun havde tænkt sig at give slip på "men du virker en mand af værdighed.. en som kunne være en modstander værdig.." Hun gik lidt frem mod de dansende mennesker og lagde hænderne på begge hendes hofter og stod lidt og viste faktisk ikke hvad hun skulle tage sig til? Måske var han ikke helt så spændende som hun havde troet og sukkede stille.
*Aldrig noget spændende at tage sig til, aldrig nogen som virkelig kan give mig en god kamp, eller en god leg* men det uhyggelige smil var stadig på hendes læber mens hun kiggede lidt rundt, måske skulle hun også bare finde sig et tilfældigt offer som hun kunne bruge aften på at pine livet ud af? Kunne da være sjovt hvis man spurgte hende selv, men tanken blev skudt ud af hoved, denne mand, denne mand hvis navn hun ikke kendte. Var i grunden meget mere spændende, men hvordan skulle hun få ham til at ryge op i flint så de kunne få en sjov lille leg ud af det? Dette var hvad hendes hoved spekulerede over. Dette var hvad hendes syge hjerne tørstede efter, som en vampyr efter blod, tørstede hun efter skrig, at pine og plage folk. Bare at kunne stå og gøre skade på et menneske mens hun bare kunne stå til og grine. Hun elskede det!

//undskyld det tog så lang tid o.o' skulle spise ^^

Ahngel betragtede hende stille med et lettere mørkt udtryk. Egentlig havde han ikke det vilde behov efter at være sadist overfor folk, men han måtte dog indrømme at deres skrig havde en påvirkende effekt på ham, som når man drikker af junkieblod. En ekstase der kunne vare hele natten og få en til at drikke endnu mere. Ahngel smilede skummelt for sig selv og betragtede hende lidt. "En modstander kan jeg nok ikke hjælpe dig med. Jeg har ikke det store behov for at slås imod folk jeg indtil videre intet har imod." sagde han og nikkede kort.
"Men jeg vil da gerne gøre Dem selskab hvis De ønsker det." sagde han så og lagde et kort blik rundt på alle menneskene. Han betragtede dem årvågent og så nærmest lige igennem deres solkyssede hud og helt ind til selve årene som bevægede sig fra den pumpende kerne og ud i kroppen som en stikkende plante der vokser indtil en eller anden klipper den over, eller glemmer at vande den. Ahngel smilte kort og vendte blikket tilbage på hende.
"Hvad hedder De, frøken?" sagde han så og betragtede hende smilende, dog skummelt som bare pokker med øjne så indfangende at de kunne forfølge en i ens drømme og selv i vågen tilstand. Han lagde hovedet en smule på skrå og lod sin øjenyance skifte en smule til en opflammet rødorange. Nysgerrighed måske, eller noget lidt mere dystert. Hans smil tydede ikke på barnlig nysgerrighed, men der var dog noget ungdommeligt i hans udtryk, som ellers plegede at være så erfarent og filosoferende. Som en aristrokrat eller en addelig, hvilket man på sin hvis egentlig godt kunne kalde ham, selvom det ikke just var det form for sprog der blev brugt hjemme på Point Du Lac.

Hun vente sig om og lod langsomt blikket glide ned af ham og sætte begge hænder på hendes hofter og lagde hoved lidt på skrå "Hmm.." sagde hun og tænkte lidt over det inden hun gik helt tæt på ham, og tog også helt uventet af sig selv, hans hånd og trak ham ud på danse gulvet "så dans med mig" sagde hun med en klingene latter og kiggede på ham for at se om han nu også virkelig gjorde det. Hun elskede at danse når det kom til stykket, levede sig altid ind med musikken, og lod sine bevægelser blive et med selve musikken. Det var en gave man sagde hun havde arvet fra sin mor, eller det havde hun i hvert fald læst sig frem til i historie bøgerne. Hende selv, hun havde aldrig nogen sinde oplevet sin mor, eller far. Da den mand som hun havde anset for sin far i 18 år faktisk havde været deres morder. "Hmm, jeg går under mange navne.." sagde hun stille og begynde at bevæge sine hofter og ben i forhold til musikken og træk på skuldrene "Faith er den ene, Hope den anden.." sagde hun og smilede sit onde og kolde smil som kun, kunne tilhører Hope "og lige nu er jeg Hope.." hendes stemme var kold og ligegyldigt, som var det noget der kunne rende hende et hvis sted som hun fortalte. Mange så det som en sygdom at være skizofren, Faith, den rigtig person i denne krop, så det mere som en forbandelse. En forbandelse af noget man ikke kunne tvinge sig ud af, noget som hun nok altid ville have da hun ikke viste hvordan hun skulle tvinge Hope ud af sig. Hope så det som en ny chance for at leve igen, lærer nye metoder i livet, og være den som man faktisk gerne ville være. Men sådan var man alle så forskellige, alle sammen havde vi møder at tænke på, være på, leve på. Nogen var barbariske, andre kunne de ikke leve mere lykkelige. Dem som levede drømmen ud, og stadig var ulykkelige. Dem som aldrig fik hvad de ville have, dem som var dumme, svindlerne, ene forældrene. Junkien, alkoholikeren. Så mange liv, så mange valg, så meget tidsspile. Hun sukkede stille og vente blikket rundt på de mange dansende folk og smilede skævt til manden "Og deres navn?" spurgte hun ret formelt, men tænkte ikke videre over det. Og dansede lidt i takten med musikken mens hun betragtede ham.

Ahngel lod sig stille trække ud. Han var dannet og havde ofte danset med andre både for at lære og i praksis på palæet. Han lyttede til hende uden at blinke en eneste gange imens de indfangende røde øjne lå stille på hende idet hun fortsatte stille. Han smilede da hun fortalte de to navne. Et skævt smil som om det nærmest morede ham. "Jamen." sagde han så. "Jeg vil jeg da præsentere begge mine navne også." sagde han med et stille elegant smil. "Mit ægte navn er Lucifer Mort De Sang den trettende, men heromkring kaldes jeg blot for Ahngel." sagde han så. Kodenavn Ahngel. Angel. Vampyrenglen Ahngel? Han havde dog ikke nok engleblod i sig til at fremstår som halv engel eller noget. Alt i alt var han fuldblods vampyr.
Han trådte et skridt frem og lod hende dreje kort rundt som en vajation til den elegante dans. Han smilede stille og så sig lidt om. Det mindede ham meget om hans hjem lige i dette øjeblik. Han så frem på hende igen. "Så.. Tro og håb?" sagde han så.
"Hvad så med kærlighed?" spurgte han så og smilede kort spørgende til hende da han fandt det som et manglende led i de to navnes røde tråd. Tro håb og kærlighed. Meget normalt. Korset, hjertet og ankeret. De tre symboler for menneskeligt sammenhold og hengivenhed for hinanden. Et af de få begreber hvor Ahngel rent faktisk syntes at der var noget om snakken. Folk tog så let på kærlighed nu til dags. Havde han blot en blodsdråbe for hver gang han havde hørt de korrupte ord: Jeg elsker dig for evigt, og at det ikke havde holdt, så ville han aldrig ha brug for at jage igen. Et kærestepar er ikke lig kærlighed og ligeså så han ikke kærlighed som noget af nogen menneskelig form. Det var andet og det var ikke så sukkersødt og lykkeligt som mange mennesker gik og troede. Det var ikke bryllupper eller børn i massevis. Det var ikke penge eller religion..

Hun lyttede lettere interesseret og lod sig dreje rundt og igen tilbage til ham, og trak på skuldrene over kærlighed. I hendes hoved var kærlighed noget der stank langt væk, og noget man skulle holde sig fra. Kærligheden til folk kom alligevel på et eller andet tidspunkt slået tilbage i hoved, med sådan en kraft at man ikke kunne rejse sig op igen, ikke helt i hvert fald. En gang havde hun givet hendes hjerte væk, en gang havde hun følt at der var en der kunne fylde hende fra top til tå. Men han, han var skredet som alle andre, taget sin vej uden overhoved at sige noget til hende. Hun sukkede stille "Fordi at kærligheden ikke findes i mit liv.." sagde hun meget ligeud og kiggede ham ind i de røde øjne, og var ikke bange for ham, lige glad om at han kunne drikke hende op som Heath havde gjort. Frygten var der hellere ikke mere, hun følte smerte, men ikke i den grad. "Hvorfor have et hjerte der bløder når man kan have et hjerte der er stærkt og kan leve uden en mand til at fylde det op" sagde hun meget afklaret og trak på skuldrene og lod sig igen dreje ud og tilbage til ham, og var ligeglad med at det måske var en lidt fornemt dans, men alligevel holde hun takterne til musikken. Ignorerede de mange nysgerrig blikke som hun mange gange fik over hendes meget, anderledes påklædning, og det gjorde det nok ikke bedre, at denne mand, Ahngel næsten havde samme slags smag i tøj som Hope havde. Hun smilede skævt til ham, faktisk et mere venligt smil end nogen af de andre hun for under aften havde vist sig med.

Ahngel lyttede med lukket mund og fik nærmest sig selv til at se lysende ud på en eller anden måde. Hans hvide ansigt skillede sig meget ud fra hans sorte hår og meget mørke halvgammeldags påklædning. Han nikkede så. "Hjerter kan også bløde uden kærlighed, men jeg forstår godt hvad du mener. Selv har jeg ikke været tilhænger af kærlighed i mange år." sagde han så og nikkede. "Ikke den slags kærlighed ihvertfald." sagde han og nikkede eftertænkende. Hans ansigt så specielt ud når han talte. Hans tænder udgjorde alligevel en markant forskel, også selvom det endnu ikke var trukket helt ud fra knoglerne, var de stadig tydelige og meget makabre at se på. Som om der gemte sig et helt anden væsen indenunder den hvid hud og at de eneste indgange til dette væsen var hans blodrøde øjne og det dyriske tandsæt. Han smilede kort og betragtede hende. Han betragtede hende tilbage lige så skruppeløst og ublufærdigt som hun gjorde ved ham. Ingen frygt ej heller direkte morskab, selvom han nu nød den lille dans da det ikke var ofte han kunne deltage i sådanne længere. Terre havde, efter hans erfaring, ikke den allermest sofistikerede befolkning, men det var sådan set også rart nok i længden, selvom han hellere ville tage tilbage til Frankrig.

"hmm.." mumlede hun stille mens dansen forsatte og lagde ikke rigtig længere mærke til hvor hun gik, hvor hun stod eller hvad hun gjorde. Hun mærkede bare skiftet og havde allermest bare lyst til at ligge sig ned, hvor det dog tog mange kræfter at få hende ud af systemet, hende Hope. Et dybt suk kom fra Faith mens hun kæmpede for at holde sig på benene og små svedperler viste sig på hendes pande og gled ned af hendes tænding, som om at det de var igang med var noget af det mest krævende af alt. Folk kiggede lidt undrene på hende da hun skælvede med benene, samtidig var det en befrielse at få sin krop tilbage, men også så forbandet svært. Hun ville ønske at hun aldrig nogen sinde havde fået denne forbandelse over sig! At være skitzofren i denne grad var ikke noget hun havde troet hun ville finde sig selv i. Et lille suk gled igennem hendes læber mens hun prøvede at holde sig oprejst "der er mange der lukker deres hjerter af.. men det åbnes altid igen på de tidspunkter man ikke vil have det, også bløder det over, et hjerte kan aldrig blive som sten, lige meget hvor meget man prøver.. et hjerte vil have et hul.. et hul der findes af en bestemt person" mumlede hun svagt og fik flyttet benene lige så stille så hun stadig så ud til at danse bare en meget langsom dans hvilket ikke rigtig passede til musikken. Men lige nu, var hun pænt lige glad. Hun havde det skidt og havde kun sig selv at tænke på. Nogen gange var det at man skulle være selvisk, nogen gange mere end andre. Hun sukkede stille igen og bed sig hårdt i læben mens at alt farve i hendes ansigt langsomt sivede ud "og en dag.. vil du vågne op og vide i dag skal du dø.. og du fik aldrig den kærlighed du ville have.." hun talte i tåge og ville have Seth. Have sin elskede hos sig, hun ville dræbe for ham! Gå igennem ild og vand, men han var som alle andre forsvundet, så hvorfor skulle nogen være anderledes om hun måtte spørger? Hvorfor skulle hun egentlig tro *Aaaaaaarh!!!* skreg en stemme inde i hendes hoved og hun kunne ikke længere holde sig oppe og sank mod gulvet. Hun hørte skrig fra damer som var så overgearet over det med at folk besvimede mænd som stirrede på hende, og tænkte over hvad fanden var det lige hun havde indtaget men ellers gjorde de ikke andet end at stirrer mens hun kæmpede for at komme op igen og forsætte som om ingen ting havde været sket.

Ahngel bevægede sig stille med hende og hævede et øjenbryn og fik et mere og mere undrende udtryk i ansigtet eftersom hendes tilstand langsomt forværredes og forværredes. Han lagde stille hovedet på skrå da hendes holdning til kærlighed og alt ligeså begyndte at blive ham uklar. Han havde godt fornemmet denne anden modsatte side af den han først havde talt med som nu pludselig forsvandt som en damp fra hendes krop.
Han mærkede stille dansen gå mere ud af takt en det var før og lød nærmest som om den var efter hans eget langsomme hjerteslag og den dundrende følelse af metallet som langsomt føjede sig til slagende. Det var ikke længere en fysisk smerte, men blev slagene for hurtigere, ville det smerte ham. Derfor var han ikke glad for at slippe for meget af hans sind igennem hjertet. Et hul i hjertet huh? Hans tanker føjede sig stille til en tænkende trance hvor bevægelserne fra han og hans uforudsigelige dansepartner gjorde sig. Hans tanker flød afsted i en langsom strøm hvor de simpleste ting pludselig virkede så pokkers svære at finde nogen form for realistisk samling i.
Han blev brat vugget ud af den da hun faldt sammen. Som at blive smidt under vandet med en stem for ankelen. Ned i den belastende virkelighed uden for hgans eget blodplettede sind. Han så hende falde samme på gulvet og stod kort og prøvede at finde hold i scenen i et par sekunder. Derefter kørte den mørke kølige skygge hen over hans ansigt idet han satte sig ned på knæ og lagde den ene arm under hendes ryg og skuldre, og den anden under hendes knæer, for stille at rette sig op med hende i armene, som bar han på noget ganske vægtløst. Han betragtede hende stille og lod kort blikket falde ud på menneskene omkring dem der måbede. Ahngel sendte dem et kort iskoldt blik inden han drejede om på hælen og gik ud fra forsamlingen, så musikken begyndte at forholde sig diskret i baggrunden.
Han gik længere ud for havnen og satte sig stille ned efter han havde taget sin lange frakke af og lagt den under hendes nakke som et støtte og lagt hende stille med den krøllede frakke halvt over sig. Han betragtede hende roligt og vendte blikket imod den stjerneklare horisont.
"Du er da heller ikke til at blive klog på.." hviskede han stille. Modtageren var uvis.

Hun mærkede hvordan hun blev løftede op og var egentlig vred. Hun kunne sku da forhelvede selv godt gå! Men hun gjorde ikke modstand, det havde hun simpelhen ikke kræfterne til, efter den battel hun havde haft gang i inde i sig selv om at få Hope ud af sig. Dog var det jo ikke lykkes bare at hun fik sin kontrol tilbage. Ikke nogen trøst når hun viste at Hope kunne komme tilbage når hun ville, hvornår hun ville. Eller, kom an på hvor meget at Faith så ville kæmpe imod på det tidspunkt. Alt til den tid, som sagt; den tid den sorg. Hun sukkede udmattende "Jeg.. ka.. kan godt.. selv!!" mumlede hun irriteret da hun mærkede at de var stoppet og han havde sat sig ned. Åh, den friske luft, den gjorde godt, utrolig godt. Hun kunne ikke rigtig beskrive følelsen af det, men bare det at kunne trække det ned i lungerne så brystkassen langsomt hævede og sænkede sig fik hende dog til at slappe af igen. Langsomt kunne hun mærke at Hopes sind slap hende helt og hun faldt tilbage til den Faith hun havde været den første dag hun trådte over grænsen til Di morga. Men så efter krigen, var hendes sind blevet formørket. Hun havde for sidste gang mistede alt det hun havde kært og ville ikke længere! Hvad nyttede det at prøve, allerede der fik hun en ny personlighed, som efterhånden overtog hende mere og mere. Men nu kunne hun slappe af. Hun tog fat i den jakke han havde lagt under hende og lukkede øjnene, ville i grunden bare gerne sove, forsvinde ind i drømme verden. Hun lyttede i al stilhed til hvad han sagde mens han kiggede op ad og mumlede lidt da hendes første indskydelse var at det var gud han snakkede til, men hvad ville en vampyr snakke til en gud om? Der efter faldt tankerne på en han måske kendte, en person han elskede. Eller havde elsket "personen hører dig nok skal du se.." sagde hun stille og kiggede tomt ud i luften, oh gid det egentlig var så vel. At man bare kunne kigge op i himmelen og snakke til de personer man savnede.

Ahngel var stille efter hendes ord havde brudt ideen om at hun ikke var ved bevidsthed. Han rystede kort på hovedet og vendte sine røde øjne imod hende med et køligt tænkende blik. "Velkommen tilbage.. Faith." sagde han stille. Han havde lydt som om han endnu ikke havde fanget hendes navn rigtigt, men hvordan skulle han også kunne gøre det? Han smilede meget kort og ret indelukket inden han igen vendte blikket imod himlen.
Han havde undladet at svare hende igen på det med at kunne høre. For at være ærlig ville han allerhelst være fri for det. At høre alle dem der ikke kom ham ved. Der var kun de to han ikke kunne høre.
Ahngels blik halveredes kort af de lange sorte øjenvipper idet han lagde blikket lidt nedad og betragtede vandets overflade og de uregelmæssige bølger, som gik i et med molens betonfundament. Menneskearbejde. Affald.
Han duftede stille til den salte luft og rettede sig atter op inden han igen så stille på hende, fandt at hun endnu ikke havde ladet sig hvile fuldkommen. Hun var vel ikke tryg ved at skulle hvile sig så tæt på en der ønskede dødsengelblod så meget som han selv gjorde. Det var vel klogt af hende at holde et øje på ham. Man kunne jo aldrig rigtig vide. "Jeg beklager at ha skulle bære dig herud, men jeg har ikke tænkt mig, som mand af ære, at lade en halvbevidstløs kvinde gå selv. Det ville ikke være passende, selvom disse omgivelser nok ikke ville se den store forskel?" sagde han stille og kørte en marmorhvid hånd igennem sit hår, som var faldet kort ned over hans dragende ildrøde udsyn. Pupiller der syntes at ha set så meget blod at de ir for sig har valgt at tage den farve. Dog havde han altid haft det. Aldrig havde han haft klare menneskeøjne. Aldrig havde de reflekteret andet end rød. Selv nu var hans sjælens vindue genspejlende af det mørke hav foran dem. Farvede det i blod når man så i hans øjne og farvede hver ene anden genspejling. Hænder ville plettes og blod ville flyde på det hvide marmor hans skønne hud syntes at være gjort af.

Hun sukkede stille "tak tror jeg nok..?" sagde hun stille uden rigtig at rører på sig og gav ikke tegn på at sætte sig væk fra ham, eller rejse sig. Det ville være uklogt da hun havde brug for hvile, det viste hun også godt, hvis det ikke var fordi at hun var så fandens stædig kunne det også gå. Men det med at hvile sig og ligge stille, det var just ikke hendes plan af livet, hvad skulle man gøre hvis man spildte alt sin tid, på at sidde tilbage og tænkte over hvad det var man havde gjort galt. Man skulle videre, dog skulle man huske at man skulle lærer af de fejl som man havde begået, som man ikke gjorde dem igen. Men hvor meget havde hun lige taget til sig?
Sådanne tanke, blev ved med at kører rundt i Faiths skal af en hjerne i dette øjeblik, hun kunne ikke slippe det spørgsmål, om hvad der ville have været sket hvis hun ikke havde overgivet sig, til hendes lyster, til hendes onde side?
Gad vide hvad der så ville været sket, hvilken verden hun så ville leve i, hvordan hun ville se verden. Så mange ting man kunne spørger sig selv om; Gjorde jeg dette nu rigtigt? Var dette forkert? Og dog var hun en af dem som sagde at man bare skulle komme videre? Hvor meget mening gav der i det? Når hun nu alligevel hele tiden kiggede tilbage, hele tiden ønskede hun havde reageret anderledes, gjort ting om. I grunden var hun bare dobbeltmoralsk som bare fanden! Faktisk var alle væsner det, store som små. Børn når de sagde at de andre ikke måtte lege med, men når det kom til en selv skulle man altid være med! Forældre som sagde at deres børn ikke måtte være mere på computeren, men gjorde det selv lige så slemt som deres børn. Ja, deres vaner kom jo sjældent alene. Hun sukkede stille og vente langsomt på sig og kiggede op på den utrolig flotte og skræmmende hud på samme tid.
Det var utroligt hvordan at disse skabninger, disse væsner havde fået denne skønhed, og i sandhed gjorde dem verdens bedste rovdyr. Kvinderne blev lammet af deres skønhed, og skreg når de fandt ud af hvilket monster der gemte sig under masken.
Hvilken forbandelse det egentlig ikke måtte være at være en vampyr, altid at skulle have brug for at slog mennesker ihjel. Men måske, hun gjorde det jo selv, og fandt et hvis adrenalin rus ved at gøre det, måske havde det det på samme måde?
Hun viste det ikke rigtigt, og følte det også forkert at spørger ham om hvordan han havde med det. Et dyb suk gled ud igennem læberne og vinkede lidt afværgende med hånden "er bare for stolt af mig.. gætter jeg på..?" sagde hun stille til hans undskyldning, og det rørte hende ikke noget lige nu. Lige nu nød hun bare den dejlige aften brise der gled igennem hendes højrøde hår og lukkede langsomt øjnene og følte trang til at falde i søvn, men turer så alligevel ikke helt, da det jo var et rovdyr, et rovdyr som for det meste jagtede hendes salgs samt aspara'er.
Men hendes øjne forholdte sig i, mens hendes muskler langsomt begyndte at slappe af, dog var hun stadig forberedt til at forsvare sig selv, hvis hun skulle have brug for det!

Ahngel var stille og kiggede roligt ud imod havet imens han stille mærkede de forskellige former for reaktioner og følelser stige op fra hende i form af dufte, som kun væsener som han kunne opfange. Undring, opgivelse, nysgerrighed, dobbeltmoralskhed, lyst og besvær. Han rystede stille på hovedet og vendte sine dragende røde øjne hen til hende med et stille udtryk. "Sikke en masse tanker De gør dig." sagde han stille og så lidt på hende med endnu et undrende blik. Han nævnte det blot, men spurgte ikke hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Han var ikke tankelæser som mange andre vampyrer, hvilke manga ville kalde et handicap, men den virkede samme vej rundt. Ahngels dybeste tanker kunne ingen komme ind til og ingen ville nogensinde finde dem alle sammen og slippe levende fra det. Ahngel bed sig kort i læben med den ene sylespidse hjørnetand. Den blødte kort inden han stak sin lettere lange tunge ud og slikkede det af med en hurtigt kattelignende bevægelse, dog endnu med det samme ansigtsudtryk.
"Må jeg spørge, hvor længe har 'i' eksisteret?" sagde han derefter og lod blikket falde ned på sine hænder der var foldede, som nu bredte sig så fingerspids lå imod fingerspids med en nøjagtig symmetri. Hver og en af neglene lige lange og lige sorte. Afrundede som klør, med spider der im od en væg ville slå gnister. Ahngel var stille i en tid og betragtede stille det lille billede foran sig. Så på rudeformen der dannede sig i tomrummet imellem fingrene, formede der anderledes som et hjerte og som en oval. Ahngel lod fingrene gå fra hinanden igen og så ned på hende igen og sendte hende et meget kort og køligt smil. "Hold din stolthed tæt på hjertet. På et tidspunkt bliver den meget vel alt man har tilbage."

Vinden greb langsomt om hendes hår og strøg dens kærtegn hen over hendes hvide hud. Hun åbnede langsomt de trække øjnene og kiggede tomt ud i luften, lidt lige som ikke man ikke rigtig ved hvad det er man fortager sig, og sætter sig selv lidt i trance, at kigge uden at kigge på noget var nok det ord man kunne bruge omkring det, hvis der var et ord for det overhoved? Men hun havde da lagt mærke til at hun ikke var den eneste der havde det sådan, bare at man kunne sidde og falde i staver, og når folk så spurgte hvad man kiggede på, kom der intet svar. "hmm.. mit hoved rummer mange tanker, mange følelser, så at sige at jeg har et hjerte af sten ville være en falskhed, men i stedet en nødvendighed for at skærme mig mod flere misforståelser og at blive såret.. så hellere skærer det ud og lade mig blive føleles løs.." sagde hun stille til det med at hun gjorde sig mange tanker, og hun gik ud fra at han ikke rigtig kunne tyde dem? hvilket virkede lidt underligt, men også meget befriende, hun prøvede altid at sætte et skjold op når det kom til selskab med vampyrer. Hun hadet ubudene gæster som intet havde at gøre i hendes hoved eller tanker. Det var hendes mest private sted af alle, det sted hun opbevarede sine hemmeligheder, hendes dybeste tanker. Det var det hun lod sig græde og være den pige hun faktisk var. Men tanker, ja, dem var der mange af. Mange spørgsmål som blev vendt om og om igen, ting som hun ikke forstod, som hun prøvede at forstå. Hvorfor skulle det dog også være så fandens svært alt sammen? Hvorfor var der aldrig et endegyldigt svar, men altid tusind andre muligheder, intet, intet kunne angive nøjagtige svar, selv ikke matematikken, om de så ville det eller ej! Et spørgsmål ville altid skabe flere spørgsmål, og sådan ville det forsætte ud i al evighed. Aldrig ville man løbe tør for livets spørgsmål, da livet altid ville ændre sig. Til det næste han spurgte om trak hun på skuldrene "jeg tæller just ikke, men det må være omkring de 129 år, måske mere eller mindre, kan man aldrig vide.. jo ældre man bliver, jo hurtigere glemmer man hvor gammel man egentlig har levet.." sagde hun stille og lukkede langsomt øjnene, dog kun for en kort stund, fordi så blev de atter åbnet. "Og det kan de vel have ret i..." mumlede hun stille "men hvis man ingen stolthed har, ingen kærlighed har.. bliver det svært overhoved at kunne have noget hjerte til sidst.. man skal altid have en bedre halvdel, sådan er var åbenbart bygget" sagde hun helt stille da hun måtte indse at uden en anden ville man altid følge sig alene, lige meget hvad der skete. Så længe man havde en bedre halvdel, en man kunne stole på, uden det var man intet værd.