Velkommen hjem - Kieran

af Gæst Søn 20 Jul 2014 - 19:14

Tid: Omkring 3 tiden om natten
Vejr: Fuldmåne og stjerneklart
Sted: Landers Herregård tæt på Forêt – Skoven

Klokken var omkring 3 om natten i den lille Franske by, det ville blot være et par timer til før solen ville stå op. Det var det som gjorde det så irriterende at være vampyr i sommertiden, når man ikke kunne få lov til at pine de mange mennesker og væsner i lige så langtid. Det var heller ikke fordi at Richard havde haft særlig meget tid denne nat, han havde nemlig noget helt særligt. Han havde nemlig haft en særlig mission de sidste par nætter, siden han fandt denne særlige dæmon som ville sætte en smuk prik over hans hjem.
Han viste dog ikke den nat for han først så ham, hvor fantastisk et bytte han faktisk var. Den forbandelse som kunne give folk magten over ham, og som Richard så heldig var at finde ud af hvordan fungerede.
Han havde besluttet for at denne nat skulle være den, hvor han fik ham med hjem.
Det havde da også taget et par timer, for at finde ham og fået udret sin plan på den bedst mulige måde.
Da klokken havde slået 3, så var han allerede på vej hjem med sin hånd tæt rundt om håndledet på Kieran. Han bevægede sig bare roligt igennem gaderne, mod den mørke skov som lå lige udenfor. Han havde et par mørke jeans på og en hvid skjorte hvor kanten var nede i bukserne, og et par militær støvler på. Hans sorte hår var tilbage kammet, også selv om tot her og der ikke valgte at samarbejde.
Folk kiggede ikke engang på dem, som de gik igennem gaderne. Ligeglad med hvad der skete? Eller måske var det bare normalt for dem.
Det var heller ikke fordi han sagde noget, og hvorfor skulle han også gøre det? Han var en af de der mænd som kun snakkede, når han havde noget at sige. Når han først sagde noget, så var det også fordi det var vigtigt at sige. Det gik ikke længe før de forlod byen og synes af en herregård kom frem i mørket fra skoven, lyset fra de mange værelse var tændt og folk som gik frem og tilbage i vinduerne kunne ses.
”vores hjem” sagde han kort og pegede kort hen mod den flotte gård, som bestod af en stor hovebygning og to bygningerne på hver side af den, hvor den ene blev opbevaret af de dyr som levede der og den anden blev brugt til at opbevare biler og motorcykler.
Der lå også en hemmelig kælder under hovedbygningen, som blev opbevaret af de mere hemmelige ting som Richard arbejede med. De mange slaver som han handlede med, og en masse andre hemmelige rum.
Rundt omkring bygningerne var der en kæmpe have, som var fylde op med blomster og forskellige planter.
Han træk ham bare med hen af grus stigen, som førte op til de 3 bygninger. Hans blik gled kort hen mod to væsner, som stod og var igang med at arbejde på en af bilerne.
Han førte ham op til hoveddøren, som han åbnede helt roligt og førte ham indenfor. Når de endelig var kommet ind så kunne man se hvide vægge, som var pænt pyntet med malerier. Der var to trapper som førte sammen i en bue op til første etage, og videre ned af to gange til hver deres side. Til højre var der et åbent rum, hvor man kunne se røde læder sofaer stående foran en pajs. Til venstre var der en dør som stod åben, og afslørede et mere gammelt dags værelse med mørke vægge. På gulvet stod der en masse spande med maling i, og nogle unge kvinder stod og var igang med at male væggene.

af Gæst Søn 20 Jul 2014 - 20:46

Turen hen til Richards hus havde ikke just været en fornøjelse for Kieran, og det skyldtes ikke kun, at manden, der trak af sted med ham med et fast greb om hans håndled, ikke var sønderligt snaksaglig. Nej, det der plagede dæmonen allermest var, at han i det hele taget var på vej hjem til vampyren. At han i det hele taget havde fået rodet sig ud i det her. Han havde aldrig nogensinde troet, at forbandelsen ville forfølge ham, men her kom den så ud af det blå og bed ham i hælen. Hele turen igennem byen og ud til den store gård havde han brugt på at mumle lavmælte skældsord for sig selv og, når han ikke havde travlt med at bande over sit liv, bidt sig selv så mange gange i kinden, at blodet nu samlede sig på hans tunge. Han ville have kæmpet imod, bidt Richard i hånden og sparket ham så hårdt i skridtet, at han lå på jorden i flere timer og stønnede af smerte, men han kunne ikke. Forbandede forbandelse der bød ham at adlyde alt, hvad den anden bad ham om. Og han vidste, at hvis han skadede Richard, ville det sætte en stopper for hans liv.

”Er vi der ikke snaaaart?” beklagede han sig som et utålmodigt barn, der havde siddet indespærret i en bil hele dagen på vej til et feriested. Hans ben var ømme af at traske omkring og han havde mest af alt lyst til at komme hen til et sted, hvor der var puder, han kunne flænse, og møbler han kunne kaste omkring med i vrede.
Snart nåede de en stor gård. Vores hjem, som Richard kaldte det. Kieran gøs ved tanken om at skulle dele hjem med den anden, men et eller andet i ham blev alligevel glad for, at vampyren brugte ordet ’vores’. Så følte han sig lidt mere velkommen, lidt mere hjemme – som om det her rent faktisk var hans hjem, og han ikke havde sin lille lejlighed inde i byen.

Da de trådte indenfor granskede hans blik lynhurtigt omgivelserne – resultatet af en fotografisk hukommelse var, at han blot behøvede at se ting én gang, før de var ætset ind i hans hukommelse – og vendte sig derefter om imod Richard. En kvinde stod ikke så langt derfra og var ved at male væggene, og den tunge lugt af maling nåede hans næsebor.

”Hvor er mit værelse så? Jeg håber for din skyld at det er stort, ellers får du med mig at bestille,” truede han, selvom han godt vidste, at han ikke kunne skade vampyren. og skævede hen imod trappen. ”Ligger det ovenpå?”

af Gæst Søn 20 Jul 2014 - 23:51

Denne dreng kunne brokke sig så meget han vil, skrige og råbe og alt andet som de fleste fangede slaver gjorde. Så skulle han nok forme hver eneste lille del af ham, til at blive en perfekt slave som alle de andre han havde arbejdet med. Det var jo noget som han havde arbejdet med igennem mange år, så at denne dæmon brokkede sig lidt gjorde ham intet. Han kunne bare ikke lov at være sød mod ham, som om han nogensinde kunne lov nogen det?
Han var ret så stolt af sit hjem, som man kunne se med de folk som han tvang at arbejde for ham. Han vende hurtigt sit blik mod drengen og hævede sit ene øjebryn, troet han virkelig at han ville få et værelse? Som om nogle af hans slaver fik lov til at få et værelse med det samme, det var kun de som han virkelig stolede på. Den lille trusel som han kom med, gentog sig flere gange i Richard hovede og fik svagt hans blod til at koge. Uden at tøve en eneste gang, greb han hurtigt fat omkring halsen på ham og trykkede ham hårdt op af den nærmeste væg. Flere ansigtet kiggede ud af døre eller vende deres blikke mod det, men det gik ikke engang 1 sekunder efter at se så det, at de hurtigt vende sig væk igen ”du skal bare være glad for hvis du får et tæppe” snerrede han lige ind i hovedet på ham, med sit ansigt få centimeter fra hans og med blottede tænder ”her er det mig som bestemmer.. er du med?” snerredeh han og ventede ikke engang på hans svar, som han skubbede ham videre indenfor. Han var en af de der person som ikke fandt sig i noget som helst, folk skulle bare høre efter på hvad han sagde og hvis ikke.. så ville han med glæde få ham til at tigge ham om at dræbe dem ”lad mig vise hvor flabede personer sover her i huset” sagde han og gik bare forbi ham, som om der intet var sket. Han lag sine hænder bag ryggen, som han gik udenom den ene trappe og hen til en mørk dør. Han vende kort blikket mod ham ”kom så” sage han og sende ham et charmerende og dog skummelt smil, som han vende sig om og åbnede døren hvor der var en anden trappe som førte ned i kælender. Han begynde bare at gå ned af den og uden at kigge efter ham, en af de unge kvinder så hurtigt hen på den nyankomte ”skynd dig” hviskede hun med en hurtig stemme, som afslørede at hun faktisk var bange for Richard. Kælderen var mørk og med det samme kom lugten af blod og hviskende stemmer kunne høres, fra de mange døre som lå på begge sider af den mørke gang. Der gik en ældre mand for egen af gangen, med en vogn med tallerkener på som han skubbede ind af vinduer på nogle af dørene.

af Gæst Man 21 Jul 2014 - 13:11

Angrebet, hvis man da kunne kalde det dét, kom helt bag på Kieran, der stønnede, da han nærmest blev slynget ind i væggen tættest på af Richards hånd, der nu havde et fast greb om hans hals. Han knurrede som et vredt dyr og gjorde sig parat til at slå fra sig, men kom så i tanke om, at han ikke kunne skade vampyren. Derefter døde hans snerren langsomt hen og han slog blikket ned i jorden. Nu hang han blot som en livløs dukke i Richards greb, uden en eneste muskel spændt i hans før så kampklare arme og ben.

Han fnøs. ”Så siger vi det,” svarede han modvilligt. Der var ingen grund til at tage kampen op, ikke endnu.
Heldigvis gav Richard hurtigt slip og skubbede ham videre igennem huset. Kieran lagde godt og grundigt mærke til sine omgivelser og sørgede for at indprente sig hver eneste lille detalje i hans hukommelse. Hvor pinligt ville det måske ikke være, hvis han farede vild og skulle til at spørge om vej? Og værst af alt, så ville det blive Richard, han skulle henvende sig til. Hans indre vilddyr rejste børster bare ved tanken. Han ville forsøge at undgå den mand så godt som det overhovedet var ham muligt.

Kieran fulgte lydigt med Richards, i hvert fald lige indtil de nåede kælderen. Her stoppede han op ved trappen og, på trods af en forbipasserende kvindes formanende ord, nægtede han at gå ned af den. Der var helt mørkt dernede og dæmpede stemmer nåede op til ham fra det sorte dyb. Det føltes som at gennemleve et af hans jævnlige mareridt i den virkelige verden, de hviskende stemmer, der hjemsøgte hans hoved, og mørket, der ville opsluge hele hans krop…
Han sprang et langt skridt bagud. Hans ansigt havde mistet al farve og var endnu blegere, end det plejede at være. Han måtte knuge sine næver og spænde alle muskler af frygt for, at han ellers ville begynde at ryste. En dæmon med klaprende tænder var der intet skræmmende ved.
Med al det mod han kunne samle i sit blik kiggede han på vampyren.

”Jeg skal ikke derned,” sagde han med en stemme, der var helt toneløs, og uden nogen videre forklaring. Men én ting var sikkert; hvis Richard forsøgte at hive dæmonen med sig ned i mørket, ville han helt sikkert møde modstand.

af Gæst Man 21 Jul 2014 - 15:42

Det havde ikke engang gået 10 minutter efter hans ankomst, at denne dæmon valgte at lave modstand mod Richard. De fleste stod bare og græd og tiggede ham om at lade dem gå, men denne dreng valgte bare at gøre modstand og ikke mindst gøre det hårdere for sig selv. Det var ikke fordi at Richard gav op på ham, han skulle nok gøre en perfekt slave ud af ham.
Richard nød virkelig sin kælder som en eller anden legetøjbutik for et lille barn, hans levende dukker som blev opbevaret på de små værelser. Han kunne gøre hvad han end ville med dem, og ikke en eneste person ville komme og redde dem. Når han så blev træt af at lege med det, så var de perfekt til at lade nogen anden lege med dem.
Duften af blød gjorde det jo bare bedre, fra de legerum han havde hvor han kunne lege med sine dukker i. Det var sådan han så på sine slaver, som små dukker som han kunne hive med ind i tortur rummene, og blot lege med som han ønskede.
Hans blik bevægede sig hurtigt op på Kieran igen, som han atter igen blev flabet i det. Hvem troet denne dæmon at han var? At han bare kunne snakke til Richard som han selv ønskede. Det gik ikke engang et sekund, før han stod lige foran ham og stirrede ned på ham ”du har intet at sige her i hjemmet..” snerrede han og var bestemt ikke glad for at Kieran valgte at snakke sådan til ham ”du gør dig fortjent til et værelse.. og så længe du har tænkt dig at være flabet, så høre du hjemme der nede” sagde han med en stemme som gik mere over i at brumme end snerre, og ikke var en stemme man ofte hørte fra ham. Det var kun en stemme som han brugte når han blev virkelig sur, og denne dæmon gjorde ham virkelig sur i det.
Han greb hurtigt fat i hans håndled ”kom så bare med dig” sagde han og begynde at trække ham hen mod trapperne, ligeglad med at Dæmonen faktisk var bange for at gå der ned. Det var jo ikke ligefrem svært at gennemskue, når farven i hans ansigt helt skiftede til en mere bleg farve end han allerede havde.

af Gæst Man 21 Jul 2014 - 17:50

Flabet? Flabet? Hvordan kunne denne mand stå og kalde Kieran flabet, når han blot gav udtryk for ikke at ville ned i kælderen? Flabet var, når man lavede sjov med ting folk sagde eller spøgende sagde dem imod. Kieran stod lige nu og talte lige fra hjertet uden på nogen måde at kunne skade Richards med sine ord – hvor lå det flabede lige i dét?

”Jeg er ikke spor flabet. Det er mit ramme alvor; jeg skal ikke derned.”
Han kiggede på Richard med sine blå øjne, der for en gangs skyld var fyldt med alvor og ikke mindst en ting, der ikke hørte Kierans personlighed til: Ærlighed. De var som sylespidse knive, der borede sig ind i den andens blik. Og hvis Richard da ikke var helt blind, ville han uden besvær kunne spore alvoren i dæmonens ord.
Han himlede med øjnene. Han var glad for, at Richard virkede som en fyr, der var bedre til at bruge ord end at handle. Det ville gøre det lettere for dæmonen at køre rundt i manegen med ham, hvilket han plejede at have det let med at køre med andre, eftersom han var en suveræn skuespiller og kunne overbevise de fleste om alt det, han ville.
Richard virkede allerede som lidt af en slapvans i Kierans øjne; hvis han virkelig havde ønsket, at dæmonen var gået ned i kælderen, så havde han sparket ham derned med det samme. Nu stod han og prøvede med truende ord at overbevise ham. Kieran var lige ved at trække på smilebåndet – men også kun næsten. Var det virkelig den mand, der skulle være hans herre? Ham var der da intet skræmmende med.

Kieran lirkede sit håndled fri fra den andens greb. Uden at skænke sine handlingers konsekvenser en chance, trådte han hen og lukkede kælderdøren i.
”Jeg foretrækker at sove heroppe, så ellers tak. Jeg vil gerne have et rum for mig selv,” sagde han og stirrede endnu engang ind i Richards øjne. Der var intet, den anden kunne sige, der kunne overtale ham til at gå derned. Hvis Richard derimod begyndte at bruge sin styrke… Så var det en helt anden sag.

af Gæst Man 21 Jul 2014 - 20:36

Det var jo ikke fordi at Richard havde tænkt sig at give ham et valg, det var jo ham som bestemt i det hus og sådan var det bare. Hans ord betød ikke noget for ham overhovedet, det gik ind af det ene øre og pressede sig ud af det andet. Denne dæmon viste virkelig ikke hvad han selv rodet sig ud i, når han ikke bare valgte at høre efter på ham. Han trykkede virkelig på de forkerte knapper, og Richard havde bare mest lyst til at slå ham ihjel. Det ville bare gøre at det var spild af tid, og han gad bestemt ikke give op på denne dæmon. Han kunne knække hvem som helst, så hvorfor skulle denne dæmon være anderledes?
Han lag bare sit hoved lidt på skrå, når Kieran valgte at gå hen og lukke døren til kælderen igen. Han blev bare stående der hvor han stod, og lod dæmonen tale ud. Hans øjne skiftede farve til en knald rød farve, og man kunne ligefrem fornemme den ild som ville være inde i dem i det øjeblik ”forsvind med jer” sagde han højt til de unge kvinder som var igang med at male, og de skynde sig bare afsted op af trapperne. Han fløj næsten ligefrem mod ham derefter og greb fat i håret på hans hoved i samme sekund, han brugte ikke nok kræfter til at skabe ham alt for voldsomt da han bankede hans hoved ind i døren. Det var jo virkelig dumt at denne dæmon troet at han kunne have magten over Richard, bestemme hvor han skulle sove eller ej.
Han åbnede hurtigt døren med den anden hånd, og skubbede ham ned af trapperne som førte ned i kælderen. Han gik et skridt ned af trapperne, før han tænde for lyset som lyste hele gangen op der nede i et rødt lys. Han smækkede døren i efter sig, og begynde at gå ned at trapperne ”her er det mig som bestemmer... og hvis du ikke vil forstå det, så må du blive straffet” sagde han og lod ikke sit blik forlade ham en eneste gang.

af Sponsoreret inhold

Velkommen hjem - Kieran

Velkommen hjem - Kieran

Sv: Velkommen hjem - Kieran

Sv: Velkommen hjem - Kieran

Sv: Velkommen hjem - Kieran

Sv: Velkommen hjem - Kieran

Sv: Velkommen hjem - Kieran

Sv: Velkommen hjem - Kieran

Sv: Velkommen hjem - Kieran