the final meeting - Gordon

"Den vej eller den vej" sagde hun lavt til sig selv mens hun kiggede ned af nogle gade, hun kløede sig i håret som et tegn på hun tænkt sig om. Hun vendt blikket tilbage til kort i sin hånd, hun drejede den lidt og vendt den. "Hmm" sagde hun tænkende mens hun satte sig på hug.

Den plantin blondt kvinde havde stoppet op midt på fortovet og havde sat sig på hug, dettte gav et mindre trafikstop. Men hun virkede ikke til at lægge mærke til den store folkemængde af folk som blev nød til at stoppe helt op, fordi de ikke ville gå ind i hende, de lyd små irriteret over hende, men forsætte nu udenom hende.

Amalia lod kiggede på nogle gadenavne og derefter tilbage til kortet "Jeg skal vis den vej" sagde hun lavt til sig selv. hun kiggede op og opdaget hun havde skabt en form for trafikpop. Hun rejst sig hurtigt op, "åh må i undskylde" sagde hun til de nærmest, menneske kiggede på hende og forsatte bare.

Nogle få minutter igen var hun igen fanget af kort "Til venstre omkring hjørnet" sagde hun og drejede rundt om hjørnet og støt ind i en mand "Undskyld" sagde hun hurtigere end manden fik kigget på hende. men skødet havde gjort hun havde tabt kort og en vind havde netop fanget den, hun kiggede på kort mens den flyv væk *vis du virkeligt søger noget, vil det komme til dig* tænkt hun og kiggede i vinduerne og så skilte til Advokatfirma hun havde ledet efter.

Et smil breddet sig mere, hun stålede næsten af lykke "Se selv" sagde hun lavt og gik helt mod bygning. der var en lille grønt område foran bygning.

Det minde mest af alt om en lille park. Amalia kiggede sig omkring ret mange menneske havde sat sig for at nyde eftermiddagen og at de havde fået fri. hun gik let og elegant hen til en sten og satte sig, hun sin cafe latte op til munden.

Mens hun nyde de få minutter før manden hun skulle møde, vil komme forbi. Manden vidste dog ikke hun vendt på ham

Gordon sukkede højt og slyngede sin skuldertaske over den venstre skulder. I den hvilede hans bærbar sig efter en lang dag. Han strakte halsen og gabte en gang. Den seneste tid havde han haft flere nætter uden den store søvn.
Solen strømmede ind af de store ruder ud imod Terre, og han nød den lidt beskedne udsigt ud imod parken, som på denne tid begyndte at blive fyldt med folk der gik og cyklede hjem. Varmen havde samlet sig i lokalet på trods af airconditionen, og Gordon havde rullet ærmerne på sin hvide skjorte op til lige under albuen. Det sorte slips var blevet løsnet bare en smule, så han kunne få vejret. Meget havde ændret sig siden han fik en glorie. Han havde været ude på et sidespor, og selvom udseendet ikke havde ændret sig meget, så havde han. Han havde taget sig sammen og fået færdiggjort hans uddannelse som eksempel, og nu stod han her, midt i et stort set tomt lokale, på nær et enkelt billig skrivebord, og var ved at starte sit eget firma op. Det tvivlede han på at nogen havde troet på kom til at ske for 5 år siden, hvor alkohol og røg havde fået det bedste af ham.

En hånd strøg igennem det mørkebrune hår, og han så på sit ur, et billigt et med en slidt læderrem, som han nok ikke ville indrømme at han havde fundet på et loppemarked. 16.00 – fyraften. Med et smil lukkede han døren bag sig, til det lokale, som han for nylig havde lejet. Pengene var små, og han var selv den eneste sponsor, derfor havde alt der var blevet råd til, et lille lejelokale i en kontorbygning. Der var lige plads til 2 skriveborde og måske nogle bogreoler, men de ting havde han ikke fået købt endnu. Skulle han have mad på bordet, var pengene ikke til det.
Imens han slentrede han imod elevatoren legede han med tanken om en sponsor. Han blev nød til at finde en. Den Khá han havde hørt om virkede som et godt bud. Kunne Millicent lokke lidt med ham, så skulle hun få lov at indrette kontoret, det skulle han huske at sige til hende.

Endelig ude af bygningen slog den forfriskende brise ham i møde og kærtegnede tiltrængt hans ansigt. Under den ene arm havde han den sorte jakke fra hans jakkesæt. Selvom temperaturen ikke var sky høj denne eftermiddag, så var det en smule lummert, og en blazer ville være alt for varmt. Tasken hang stadig over venstre skulder, og med sine frie højre hånd, hev han sin smartphone frem, og begyndte at svare en sidste mail, inden han ville lægge arbejdet væk for nu.
Det ville ikke være forkert at sige at han intet registrerede imens han gik forblændet af sin telefon. Hans ben førte ham per automatik af sted, og derfor så han heller ikke helt hvor han gik.

hun holdt sin cafe latte mod sine læber mens hun kiggede med et nysgerrige blik, men også som om de ledet efter en bekendt skikkelse.
Hun lignede en som undsøgt alle, men rigtigt så hun dem sløret, hun havde altid haft det svært at fokusere på flere ting adgangen, men det synes hun kun gjorde alt ting bedre og mere interessant. Så har hun noget hun kan opdage i morgen eller om et år.

"Hm" sagde hun da hendes blik fangede den væsen hun havde ledet efter, hun tog en slurk og tænkt minderne omkring ham igennem.

*Stofmisbrug, alkohol, inden form af selvtillid. I hvad fald ikke den hun bryd sig om.*

Hun tænkt lidt videre omkring ham, men hun vidste han kunne blev til så meget mere. og at blive udvalgt som til genopstandelse, var en ære få af hans slags oplevede. mennesker som gik synden vej.

Men gud havde valgt ham. hun lagde hovedet til siden og kunne ikke lad være med at smile over hvad hun så?

En selvsikker, vilje stærke og med et fast mål! En mand som vist hvad han ville og ønskede vejen godt.

Han tager aldrig fejl! tænkt hun lidt for sig selv. mens hun rejst sig op fra sten hun havde siddet på, hun var lidt øm bag i. Hun lod sin anden hånd glid over hendes ømme lår, men rettede sig op og gav et nik til sig selv. Så er vi i gang tænkt hun mens hun gik i mod ham.

Han var stadig fanget af sin telefon, da hun lad en hånd på hans skulder og gav ham et kram, helt oplagt! og så gik hun nogle skridt væk fra ham, så han kunne nå at opdagede hende.

"Sagde jo alt du ikke skulle frygt dødende" sagde hun med en stemme som om det var det mest naturlig at snakke om "Vor' herren så mere i dig end du troede selv" hun bag det stort smil og stålende næsten.

Hun havde ikke ændret sig overhovedet siden han sidst så hende. måske tøjet, men det var det! hun lagde hovedet på skrå og lignet mest et barn som ventede spændt på en is.

Der var nok ingen væsner eller mennesker, som var i stand til at fokusere og sætte skarpt på mere end én ting af gangen. Han havde læst om gestaltpsykologi en gang, men havde en lov. ’figur-grund-loven’. I bund og grund sagde den, at fokuserede man på én ting, blev baggrunden sløret, og fokuserede man på baggrunden, blev tingen foran dig sløret. Han fungerede selv på samme måde. Han satte sig et mål, og før det var indfriet, var resten ligegyldigt. Sådan fungerede det også med hans mobil i samme sekund. Alt andet var sløret baggrund.

Ligesom den sidste email blev sendt ud i cyperspace, for at give en hr. Gross besked om at reklamere lidt, var der et eller andet han først troede han gik ind i. Han stoppede hurtigt op, og fangede først, at der var nogen der var ved at kramme ham.
”Øhhh undskyld?” Mumlede han lidt forvirret, og fik vrikket sig fri igen. Nærkontakt var svært for ham, med folk han ikke kendte. Det fysiske og psykiske gik hånd i hånd, og ligesom han aldrig ville kysse en person han ikke var forelsket i, så var knus og kram også forbeholdt de tætte venner.
Hun trådte et skridt tilbage, og hans første tanke var at hun måtte have forvekslet ham, for hun lignede ikke en af de lidt skøre gamle damer, som nogle gange vandrede rundt i parken, for at komme i kontakt med folk.

Han åbnede munden for at sige noget, men hun kom ham i forkøbet. ’Sagde jo alt du ikke skulle frygt dødende". ”øhhh” mumlede han først til svar. Var der ikke noget bekendt ved hende? Det meste af hans liv fra før hans genopstandelse var en tåge. Han kunne huske hovedtræk, men sjældent enkeltpersoner bare sådan. Faktisk var der kun én person, som efter lidt tid havde fremstået knivskarpt i hans erindring.

Det var sandt at han var meget anderledes. Han havde en helt anden udstråling, men at han ikke havde haft selvtillid den gang.. Han havde aldrig betvivlet sine egne evner, men han havde påtaget sig en større viljestyrke, og fået mod til at bruge de evner, det var en anden ting.
”Hør… I har allerede banket på min dør 3 gange i denne måned, og jeg har købt to af jeres flyers” Sukkede han efter at han troede han havde regnet den ud, ud fra hendes tale.
”Men jeg tror bare ikke Jehovas vidner er for mig. Beklager” Smilede han, og prøvede lidt diskret at komme forbi hende. Hendes ord havde til forveksling lignet noget Jehovas vidner kom med når de bankede på, og selvom hun godt nok lignede et lidt alternativt vidne, så kunne han ikke se en anden forklaring.

hun så tydeligt hans overraskede ansigt udtryk, hun lagde hovedet på skrå som sit svar på hans overraskelse.
Hun rettede sig op og kiggede undersøgende på ham, selvom han nok følte sig anderledes eller så anderledes ud, gjorder han det ikke i hendes øjne. hans sjæle var hans udseenden for hende.
Men hun benættede dog ikke alt det andet og hun mærkede tydeligt at det som havde vidst sig i hans sjæl var også begyndt at vise sig på hans ydre.
Hun smilede, en stolt smil. sådan et smil en mor gav sin son, når han havde klart sig godt og hun var stolt af ham.

Men det bliv ændret, til et ansigt af forvirring da Gordon begyndt at snakke omkring at de havde banket på døren 3 gangen og det ikke var noget få ham. hun lod navnet 'Jehovas vidner ' køre som et ego i hendes hoved.

Hun sagde ikke noget kiggede blot underende på ham, som om han gjorde grin med hende. hun tænkt først * er han ikke åben i nu* hun så han tog et skridt forbi hende, hun så på ham med øjne der virkede små skuffet, men med tilgivelse på sammen tid.

Han var nok kun lige gået forbi hende, da hun vendt sit ansigt mod den modsatte retning end ham og sagde til ham, men en lav stemme. så han kun, kunne hører den

"Gordon Matthews" sagde hun med og vendt ansigt mod ham og smilede til ham "Vis du vil gætte på hvem jeg er, så mærk efter. Mærk hvad dit nye jeg fortælle dig" sagde hun på en gådefuldmåde.

Hun ventet nu kroppen mod ham og kiggede ham i øjne "Dette er ikke vores først møde og forhåbelige heller ikke det sidste" hun lod blikket falde mod himlen, hendes øjne havde den sammen farve som havet, når den havde den klar mørkblå farve. Men lige nu, spejle himlen i dem, hun vendt blikke tilbage måde ham.

"Livet du har haft er kun en dråbe udad, hvad herren ønsker af dig" hun begyndt at gå hen ad en sti, som gik ind i parken.

Et øjeblik var han lidt befippet over hendes måde at tale og se på ham. Som om de kendte hinanden? Havde han glemt et eller andet vigtigt? Hele hans fortid var en dis, og han havde nemt kunne glemme en kusine, ekskæreste eller endda ven. Han havde bare regnet med at når de ikke havde opsøgt om de sidste 4 år, så var de ikke eksisterende.

Han var allerede smuttet forbi hende, og havde taget de første få skridt væk, men lyden af hans eget navn, fik ham til at stoppe op, og vende sig rundt for at se undrende på hende. Hvor kendte hun hans navn fra? En følelse af at have glemt noget vigtigt steg på i ham.
Han forstod ikke helt hvad hun sagde til ham, men hun havde vagt hans nysgerrighed. Hans sanser fokuserede nu på hende. Mere end havde hun bare været en tilfældig forbipasserende. Engel. Hun var engel. Hun kunne mærke den aura hun gav af sig. Men hendes ord. Selvom han prøvede at lytte til sig selv og huske, så var der ligesom en blokade imellem ham selv, og hvad han gerne ville huske.

Hun vendte rundt for at gå, og han stod et øjeblik, før han lidt modvilligt fulgte efter. ”Vent!” Råbte han efter hende, og fik trasket op på siden af denne fremmede.
”Hvor kender du mit navn fra? Og hvad mener du?” Spurgte han undrende. ”Jeg er bange for at jeg var i en ulykke år tilbage, og kan ikke huske så meget fra før det” Prøvede han at forklare. Når han ikke var sikker på at hun var engel, så var det dumt at begynde at snakke om genopstandelse, hvis hun nu bare var menneske.