Creatures of the night.

Cathy kom gående ned af gaden, med raske skridt, der brød stilheden omkring hende. Solen var gået ned og havde lagt Di Morga i mørke. Det var nu, at de mørke væsener ville komme frem fra deres skjul, hvilket for hende betød, at hun måtte skynde sig hjem. Hun var ikke stærk nok fysisk til, at kunne overleve en nat i Di Morga. Man vidste aldrig hvad de mørke væsener kunne finde på, dette havde hun lært igennem årene. Dog var gaden øde og det samme var banegården, da hun endelig nåede den. Hun så sig kort over skulderen, men alt var fortsat øde. Om de mørke væsener lige var kommet ud af døren, vidste hun ikke - men det var dog hendes gæt. Hun satte sig på en nærliggende træbænk og slog blikket op mod den ravnsorte himmel, der var beklædt med tusinde stjerner, der blinkede til hende. Hendes spinkle, lille skikkelse var oplyst i et klamt orange skær, fra lygtepælen der havde placering ved siden af bænken. Kulden krøb op under uld jakken og kærtegnede hendes bare hud, under den store sweater. Hun gøs og rømmede sig, slog armene om sig i et forsøg på, at holde varmen. Selvom det kun var en smule køligt og at hun befandt sig i syden, havde hun utrolig nemt ved at fryse. Grunden var nok, at hun var så tynd - flere havde endda spurgt om hun havde en sygdom, dette var dog ikke tilfældet. Næ, hun var bare skabt så tynd, som hun var. Til gengæld var hun givet et umådelig smukt ansigt - Markerede kindben, den fineste og fejlfri porcelæn hvide hud, rosarøde læber, en fin næse der ikke var for voldsom til ansigtet, samt det aller flotteste og smukkeste, nemlig hendes blå øjne, der synes som is krystaller. Det kønne ansigt var indrammet af langt, bølget isblond hår der gik hende til brystet.

En øredøvende larm, brød igennem stilheden på banegården, da et tog satte ind og med hylende bremser, stoppede op. Cathy slog blikket mod dørene.. Toget så ikke overfyldt ud, nej det synes næsten halvtomt. Hvilket var ulig, hvad hun havde forventet. Hun betragtede passagerene der trådte ud. En efter en forsvandt de i mørket og et kort øjeblik, bildte hun sig ind at det var mørket der havde taget dem til sig. For det var det, som denne by oftest gjorde. I Di Morga skulle man altid være på vagt.

Mange overnaturlige væsner havde det med at svømme i penge og det var snart lige så unofmrlat for magiske skabninger ikke at være rig, som det var for mennesker at være rige. Selv havde Hunter aldrig forstået hvordan de formåede at få fat på alle de penge. Selv mente han ikke han havde forbigået en masse muligheder, eller bare en enkel, for at tjene en masse penge. Hans egen teori var at han ganske enkelt ikke var gammel nok til det. Fjorten år var ikke noget at råbe højt af, så det gjorde han ikke. Han havde det fint med at være sig selv og rejste derfor også regelmæssigt - og altid alene. Sociale relationer gjorde han sig generelt bare ikke i. Det var en af de mange ting han endnu ikke havde forstået i menneskets verden, men på den anden side havde han forstået en hel del når det kom til videnskab og teknologi, hvilke han var vældig tilfreds med. Mere behøvede han ikke. Derfor havde han under hele togturen fra Paris, der var startet to timer for inden, fordi han netop ikke havde råd til lyntoget, siddet med sin mobil og læst nyheder inde på hjemmesider der gjorde sig i tech og videnskablige nyheder. 
Over højtalerne hørte han fem minutter før de nåede banegården i byen Terre, at de ville ankomme og folk der skulle af måtte endelig huske alle deres tasker og hvad de ellers havde medbragt på turen. Til sidst også en diskret opfordring om at rydde op, før den metalliske kvindestemme var stoppet og den mest højlydte lyd der var tilbage var togets skuren imod skinnerne under vognen. En lyd Hunter ikke længere bemærkede før han stod ude mellem to vogne for at stige af. Der var isolationen ikke den samme som inde i kabinerne, hvor selv de stiveste forretningsmænd kunne sidde og dingle lidt med hovederne på turen. 
Efter toget endelig stoppede op, gled dørene op og Hunter kunne stige ud af tuben på skinner. Han bar, som rejsetøj, sit eneste overtøj. En sort trenchcoat og under den en mørkeblå skjorte og et sorte jeans. Skoende var af leder. Kvalitet, men alligevel af et ukendt meget lokalt mærke. Hvor han havde fået dem, kunne han ikke længere huske. Alle sine andre egendele, hvilke ikke var meget, havde han stoppet ned i en lille rejsekuffert der rullede bag ham da han trådte ud på perronen. De folk der var steget af sammen med ham, var alt for hurtige væk til at han kunne nå at spørge om byens hotel, så han forsøgte sig andetsteds. 
"Excuse me, but can you tell me where to find a hotel?" Lød spørgsmålet til en tilfældig kvinde som havde blikket rettet mod toget. "In that case, I would like if you could show me the way." 
En halv dag forinden havde han landet i Paris lufthavn, fra en flyver fra London. Dagen var gået med at finde ud af hvor han skulle tage hen og ikke at skimme en palør igennem på nettet, hvilke ellers ville have været oplagt. Det eneste han havde gjort, lidt uden for orden, var at købe et mobil abonnement for at han kunne bruge nettet. Noget han vidste han ikke kunne leve uden.

Menneskerne fra toget forsvandt som dug for solen, som om at mørket opslugte dem. Dog var der én der standsede op. Cathy så hen på den fremmede fyr, der var oplyst i det orange skær fra lygtepælen. Hun var lettere overrasket. Et kort øjeblik fattede hun ikke, at det var hende som han snakkede til. Hun tog sig dog sammen og rejste sig op fra bænken og med langsomme skridt nærmede hun sig ham hvorefter hun stillede sig foran ham, ”You’re new here, I guess?” spurgte hun med et smil på sine rosa røde læber og med sit yderst kønne ansigt lagt i blide og høflige folder. ”I can show you the way.." sagde hun så og rakte ham dernæst hånden, ”I’m Cathy by the way..” Hun var faktisk ikke helt sikker hvor der lå et Hotel henne, udover selvfølgelig Quatre, som alle kendte. Men Quatre var selvfølgelig også det dyreste sted, at overnatte i Di Morga.”How much do you have for a hotel?” spurgte hun dernæst på sit britiske engelsk. Hun havde overhovedet ikke sluppet accenten, der stadig kørte som smurt. Hun ville nok heller aldrig slippe af med det. England ville altid være en del af hendes identitet. ”You’re from England, right?” Hun lagde hovedet på skrå og så op på ham med et venligt smil. Han var meget høj i forhold til hende, men så alligevel, man skulle ikke være særlig høj for at kunne tårne sig over hendes 157 cm.
Cathy vendte rundt på hælen og begyndte at gå, med en vis forventning om, at han ville følge med hende. Det var meget sjældent, at hun man mødte nye folk, der kom til byen. De fleste hun havde stødt på, havde boet her længe, utrolig længe, hvilket også kunne mærkes. Byen havde noget med, at gøre de gode folk til det værre. Hun håbede dog, at denne fyr var en af de gode. Men indtil videre havde hun ikke mærket noget decideret farligt eller mistænkeligt ved ham. Hun drejede om hjørnet og begyndte at gå mod et Hotel, som hun vidst nok var gået forbi dengang hun selv kom til byen. Det var dog længesiden. 4 år for at være helt eksakt. Om hun savnede England? Næppe. Selvom Di Morga var fyldt med mindre venlige sjæle og at specielt hende, der havde engleblod strømmende i sine årer, måtte passe ekstra på, så var hun meget tilfreds med stedet. Der var desuden heller ikke sket noget med hende, endnu Dog var der ikke sket noget, endnu.

Aldrig i sit liv havde Hunter hørt en med sådan et navn, men han kommenterede det ikke. Han fandt det meget smukt, især med den britiske accent. Han måtte indrømme han havde været en smugle nervøs for at støde ind i nogle snobbet franske damer der ikke ville hilse på ham, fordi han ikke kunne tale deres sprog. Selvfølgelig ikke noget han havde luftet, bare en tanke der havde strejfet hans sind et par gange, men altid skubbet bort igen før det fik rigtig fodfæste. 
"I'm Hunter. Money is not going to a problem now, not yet." Svarede han og stak hænderne ned i bukselommerne, lettet over at have fundet nogle der så villigt ville vise ham vejen til et tag over hoved. "Yes, i'm from England." Næsten som en tavs skygge fulgte han efter den blonde pige, der ikke syntes helt naturligt, men det havde han også fået at vide at det var de færreste i Terre. Mange havde, som ham selv, noget magisk i sig. Måske ikke synligt på samme måde som engle, der mest af alt lignede noget der var photoshoppet, men indeni var de nok nær det samme. 
"Soo ... how long have you lived here?" Hans blik ville ligge på hendes ansigt, havde hun ikke haft ryggen til ham. Det tog ham ikke lang tid at afkorte sine skridt efter kvindens, der af fysiske grunde var kortere end hans egne. Selv var han ikke mange meter høj, men han havde en acceptabel højde der trak ham lidt op over det normale. Alt i alt en højde han var tilfreds med, for hans krop hang heldigvis således sammen at han aldrig havde problemer med at købe tøj. Passede tøjet til størrelsen der var angivet kunne han for det meste kravle ned i alt, så længe det havde hans størrelse. Noget han fandt enormt praktisk når man ikke havde råd til specielt tøj, fordi man var for bred, høj eller tyg. 
"What creature are you?" Spurgte han lidt efter, meget direkte, men med en meget afslappet holdning. Han holdte sin mund lukket og trak kun vejret ind igennem næsen. Hans blik var gledet væk fra kvinden og scannede omhyggeligt jorden foran ham, før han gik over den. At hun overhoved var en skabning var han tæmmelig sikker på, men hvilke var han ikke sikker på. Hun mindede ham enorm meget om en engel, især med hendes lyse blide udtryk, men der var noget der ikke helt stemte overens med de kriterier han plejede at stoppe folk i, når han skulle bedømme race.

”I’m not sure where to find a Hotel other than Quatre – but there’s a long way” Hun stoppede op og drejede rundt på foden, så hun havde fronten vendt mod ham. Der lå et tandløst smil over de rosarøde læber og hendes blå øjne var blide og imødekommende, ”If you didn’t know… Quatre is the most expensive Hotel in all of Di Morga” Hun så en smule tænkende ud, som hun så op mod himlen med et tænkede bid i underlæben, ”I think it’s about 2000 euros for one night” Sagde hun blidt inden hun vendte blikket mod ham igen. ”I can take you there if you’d like?” Hun trippede en smule på hælen mens hun kløede sig i det blonde hår. Hun begyndte dog, at gå igen. ”I’ve lived here for almost 4 years” Sagde hun som svar på hans spørgsmål. Af og til skævede hun til ham, i et forsøg på at finde ud af hvilken race han tilhørte. Hun havde allerede udelukket engel. Han havde ikke det uskyldige ansigt og ikke mindst den glød som engle bar. Hende selv havde en mindre glød over sig, den kunne bare ikke ses på flere meters afstand som ved fuldblodsengle. Ifølge mange havde hun været heldig, at arve hendes fars smukke og blide træk. Dog var hun ligeglad – om hun så havde fået et meget menneskeligt udseende og så fået det meget typiske engle adfærd, det ændrede ikke på tingene. Dog var hun god af person. For det var sådan hendes forældre havde opdraget hende – til at hjælpe, altid være venlig og aldrig dømme folk og ikke mindst havde hun fået for vane, at se det gode i andre folk. Om det var en god eller dårlig vane kunne diskuteres. ”Half human.. Half angel” sagde hun blidt som svar på hans spørgsmål. Hun følte sig ikke stødt det mindste. Hun var efterhånden vant til, at folk spurgte da de havde svært ved, at finde ud af hendes race og det kom for det meste bag på folk, at hun var halvt og halvt.
Terre lå henlagt i mørke, kun oplyst af lygtepæle med orangegul skær. Det var en af de mere stille nætter i byen. Himlen var oplyst af millioner af glimtende stjerner samt månen, der i aften var fuld og hvis man lyttede godt efter kunne man i horisonten høre et ulvehyl. ”What creature are you, Hunter?” spurgte hun inden hun tog blikket fra stjernerne og så på ham.

"Oh. You have alot of money here!" Udbrød Hunter med et bryn skudt op i luften, før han så lod det falde ned. "Let me see it, maybe they have a good offer." Han havde ikke helt været indstillet på at give så mange penge, men der var penge i banken og i værste fald betød det at han havde lidt mere travlt med at få sig et job, hvilke han uanset hvad gerne ville have inden for den nærmeste tid, så det ændrede sikkert ikke noget i længden. 
Efter at være kommet udenfor stationen indsnusede han dybt ned i lungerne luften der syntes frisk og ren. Det var altid det gode ved ikke at komme til en så stor by. London var ikke så slem som mange andre byer, men det ville aldrig kunne slå byer der faktisk fysisk var mindre og derfor langt mere behagelige at befinde sig i. Bilos gav intet godt fra sig, heller ikke selvom man så fancy ud når man kørte rundt i dem.
Svaret på spørgsmålet om hvem hun var, fik han til at kigge overrasket på hende, før et lille smil brød ud på hans læber. Det forklarede hvorfor hun indvilligede i at tage en vildt fremmed under armen og føre ham rundt i byen som var han blind. Han turde næsten ikke svare på hvad han selv var, men kvinden så ikke ud til at være bange af sig, så han tog chancen. "A peacefull devil." Svarede han, mens hans spændt observerede hendes reaktion på hans svar. Halvt om halvt forventede han at hun ville løbe skrigene væk, men på den anden side var hun stadig halvt menneske og de syntes at være enormt modige, taget i betragtning af hvor svage de egentligt var. 
"Well, tell me. Which payment can I give as thanks for the help as my guide?" Folk var altid ivrige at få noget i udbytte for at hjælpe andre og det var ofte penge, hvilke han ikke ligefrem ville have mere af, valgte han at bo på det omtalte dyre hotel, så han håbede at kunne tilbage betale i noget andet. Hvilke havde han ingen anelse om, men måske englen ville fortrække noget andet end penge. Det kunne i hvert fald lige ligne den slags skabninger. Kys og kram var de jo mere til.

”A peaceful devil, you say?” Hendes stemme var blid og det samme var de blå øjne, da hun betragtede ham, lod blikket glide op og ned, gav ham elevator blikket, men det var ikke på nogen dårlig eller nedværdigende måde, det var mere nysgerrigt. Smilet forblev på hendes rosa læber. Hun var ikke særlig påvirket af denne information. Det rørte hende ikke det mindste. ”Don’t judge a book on its cover, one of my smart friends told me” sagde hun og fortsatte, ”well atleast you can tell my why you’re a peaceful devil. It’s really rare that you come across peaceful devils” Hun vendte blikket mod vejen foran dem. Terre lå øde hen, luften var kølig og strøg igennem gaderne, greb fat i hendes isblonde hår og legede tagfat med de lyse lokker. Cathy betragtede sine omgivelser opmærksomt, granskede de mørke gyder som de passerede. Hun var på vagt. De mørke væsener skjulte sig i mørket. Det kunne ikke passe at de alle valgte, at være hjemme i nat.. Hun stoppede brat, efter et par hundrede meter og drejede elegant om på hælen, for at se op på den fredelige djævel, ”Well Hunter, I’ll give you two choices.. Either you stay at my place or you stay at Quatre and let me pay for your room.” Sagde hun roligt. Hun så afventede op på ham, med et skævt smil. En følelse af at blive overvåget, lå bag hende som en stor sort sky. Hun følte sig truet. Hårene på armene rejse sig. Hun rørte uroligt på sig, var dog ikke i tvivl om, at hvis de endelig blev angrebet, så kunne den fredelige djævel sikkert godt et par tricks eller to. Han var jo garanteret meget fysisk udholdende samt stærkere, i forhold til hende, der både med sine engle og menneske gener, var svag som en i fanden. Hun hadede det, men der var ikke rigtig noget hun kunne gøre ved det. ”Money is no problem for me. If you’re from London, then you might know CNV Co.” Hun trippede lidt på tæerne. Det havde taget hende mange år, at lære om hendes egentlige status i samfundet. Hun var stinkende rig, som mange kaldte det. Hun brød sig dog ikke om det, da hun hellere ville leve normalt, uden fede biler, store huse, dyre designermøbler etcetera. Hun havde ikke brug for materialisme. Hun så dog op på Hunter, i et forsøg på og se om han vidste hvad hun snakkede om. Hendes fars firma var ret berømt, af hvad hun havde forstået. Hvad de lige præcis solgte havde hun aldrig fundet ud af, men hun mente at det havde noget med maskineri at gøre. Hun var dog ikke sikker.
Hun blev hurtigt utålmodig hvorefter hun tog fat i djævlens hånd og trak ham videre. ”If you didn't already know... Somebody is watching us..” mumlede hun, mens hun koncentreret gik videre og gav først slip på hans hånd, da hun var sikker på at han var med. Hun vidste ikke hvem, men hun havde en anelse om en gruppe vampyrer, som havde lugtet hende på afstand.

Selv for en engel måtte det lyde mærkeligt, og de var ellers kendt for at være åbne for alt muligt. Hunter trak lidt i mundvigen. "I havn't eaten you." Pointerede han og undlod den detalje at han ikke rigtig var til hverken engleblod eller deres kød. Han fortrak det mad mennesker kunne byde ham, hvilke i fjorten år havde holdt ham i live ganske fint, uden et eneste problem, så fik han muligheden ville hans kost fortsætte på den måde. Tanken om at skulle splitte et væsen, der fysisk lignede ham, i stumper og stykker var på ingen måde tiltagende for ham. Så hellere bare lade deres lig ligge. Der var ingen grund til at lave 'overkill' spurgte man Hunter, der selv var for optaget af sine egne tanker og kort efter Cathys svar til at være opmærksom på sine omgivelse.
Det svar hun gav ham, fik det halve smil der havde rullet rundt i hans mundvige til at lyse helt op. Ikke fordi han var glad for tilbuddet, selvom han ikke ville kunne benægte det, var der nogle der spurgte, men fordi han burde have forventet sådan et svar, frem for at blive spurgt om penge eller noget andet. "Oh yes, I almost forgot you were an angel." Han skævede til hende ud af øjenkrogen. Hans hjerne var straks i gang med at opveje hvad der ville være bedst. På den ene side ville det jo være mest billigt for dem begge boede han hjemme hos hende, men på den anden side måtte det også være ganske ubehageligt for en engel, uanset hvor halv hun var, at have sin moralske modsætning til at vandre rundt i sit hus. Da forretningen CNV Co blev nævnt kiggede han en smugle overrasket direkte på hende. Han kendte firmaet. De fleste englændere kendte til det. "... and what does CNV Co have to do with you?" Han kunne ikke finde koblingen, men det måtte betyde noget i retning af at hun i hvert fald ikke sad i gæld - eller nævnte hun det bare for at teste om han nu også kom fra London? Det hele blev pludselig meget forvirrende.
Hele forvirringen fik kort efter en pludselig ende, da Cathy indirekte påpegede hvor lidt Hunter var opmærksom på at han var kommet et nyt sted hen og burde have øjne på stilke. Han skævede ned til sin hånd, der pludseligt var blevet bindeled imellem de to, mens han blev trukket videre frem. Det tog ham et par sekunder at forstå hvad der skete og blive opmærksom på hans omgivelser. Så forsigtigt som muligt trak han sin hånd til sig, for at ligge den omkring Cathys skuldre og trække hende helt ind til sig. På den måde havde han lidt mere styr på hende, skulle de vitterligt blive angrebet. Noget Hunter slet ikke havde skænket en tanke. Som djævel var han sjældent, for ikke at sige aldrig, det bytte der blev jagtet og han var derfor sjældent opmærksom på netop det. Men det betød ikke at han aldrig var opmærksom, for man måtte til tider kæmpe for sin plads i livet, især i storbyer. Det måtte vise sig om det også var tilfælde i Terre.

Cathy fulgte hans eksempel og lagde en arm om livet på ham, så de gik forholdvis tæt. Hendes skridt var rolige, dog en smule hastige. I mellemtiden havde hårene i nakken rejst sig i nakken og i øjenkrogen syntes hun, at kunne skimte en skygge, et par huse væk. Hun holdt vejret. Et godt stykke længere nede af gaden, kunne man høre lave stemmer, der ophidsede snakkede ind og ud imellem hinanden. Hun kunne dog ikke høre, hvad det var der helt præcist blev sagt. Hun tog et fast greb i Hunters jakke, der hvor hun havde hånden. Hun kunne fornemme hans kropsvarme, hvilket føltes rart da hun frøs en smule. Det var en af de der kølige nætter. ”Well, the C stands for Cathy..” sagde hun lavt, med øjnene på vejen. ”My dad owns it..” Der gik først et stykke tid, før hun fandt ud af hvor koldt hun havde sagt de sidste fire ord. Hun så dog ikke på Hunter, mest i håb om at han ikke ville ligge mærke til det. Hendes forhold til hendes far, havde været køligt de seneste år, hvilket også var en af de grunde til at hun forlod London og kom til Di Morga. Hun vendte de blide øjne mod ham, ”I don’t really mind you staying at my place.. It would be quite a pleasure” Sagde hun i en munter og oprigtig  tone og sendte ham et lille smil. Hunter virkede ikke truende på nogen måde, så hun så ingen grund til ikke at have ham boende. Han kunne jo trods alt bare sove på sofaen.
Smilet på læberne blegnede dog, da hun brat stoppede op, for enden af en vej der gjorde et skarpt sving til højre. Hun kunne nu høre, hvad det var de ophidsede lave stemmer snakkede om. Hun konkluderede at det var en gruppe vampyrer der var ude på jagt. De havde lugtet hende på afstand. Menneske OG engleblod, var for de fleste vampyrer en sjælden delikatesse. Hendes stank måtte have overgået Hunters. Hun skævede mod Hunter, usikker på om han forstod et ord fransk. Spontant, da hun hørte at vampyrerne nærmede sig enden af svinget, trak hun Hunter ind i gyden lige ved siden af dem. Hun trak ham helt indtil sig, så hun blev presset op mod muren. Hvorefter hun lettere panisk greb fat i kraven på ham og satte sine læber mod hans, i et kys, i håb om at vampyrerne passerede dem. Og rigtigt nok, det gjorde de. Det virkede. Hun slap Hunters læber,  dog skubbede hun ham ikke fra sig endnu. ”Are they gone?” hviskede hun, mens hun skævede mod vejen.

Det forklarede en hel del. "Ahh, makes sense now." Mumlede Hunter lavt mens han intenst forsøgte at opfange de ord han kunne høre et stykke fra dem, selvom han på forhånd vidste at det ikke ville lykkes. Det lød noget ophidset, som om de havde fundet noget mægtig spændende, hvilke måtte være hans venlige ledsager. Selv fandt han hende da også 'ophidsende', men ikke helt på samme måde, selvom de fleste sikkert kunne blive enige om at hun var en meget smuk kvinde uden selv at gøre et stort nummer ud af det. "I would like to, but ... you know ..." Han holdte en pause i et forsøg på at finde det rigtige ord for hans tanker, men før han fik muligheden for at gå sin indre ordbog igennem trak hun ham rundt om et hjørne.
Mørket var en stærk kontrast til gaden de før havde gået på, men til alt held var der stadig lidt lys der sivede ind i den ellers ikke belyste gade og månen var også en fin hjælp. Men at Cathy skulle bo sådan et sted tvivlede han alvorligt på og var derfor lidt forundret over deres mærkelige rute. Det blev ikke mindre af at de igen pludselig skiftede kurs, hvilke kun fik forvirringen til at blive mere. At det var et forsøg på at slippe væk fra væsnerne bag dem havde slået ikke nået hans tanker før det var for sent. Med store øjne gloede han ned på Cathy der pludselig gik i gang med at kysse. En handling han ikke rigtig havde gjort sig i før og var derfor mere på udebane end før. 
"Why did you do that?" Spurgte han da hun havde sluppet, men fik et andet spørgsmål som svar. Det mindede ham om at de havde været jagtet, eller hun havde. "I don't know. We could fly away?" Som engel måtte hun have vinger, eller var det netop den del hun ikke havde fået da hun kun var halv? Muligheden for at han kunne bære hende var der, men han havde aldrig før prøvet, så hvor godt det ville lykkes ville han ikke udtale sig om og egentligt ville han helst undgå at finde ud af svaret. Nok vidste han ikke meget om det at være sammen med andre når det galt høflighed og andre sociale interaktioner, men at tabe dem fra flere hundrede meters højde mente han ikke var noget der gjorde ham populær. 
"Or maybe we could find a taxi if you prefer to stay on the ground?" Det ville give ham en god mulighed for at kunne betale et eller andet, hvilke han havde i sinde at insistere på. Måske havde hun røven fuld af penge - som mennesker, så charmerende som de var, til tider sagde - men han havde også selv nogle og var der ikke også noget med at når man var høflig, så skulle man også betale for noget?

Meget blidt, skubbede hun Hunter en smule tilbage fra sig, så der kom lidt mere mellemrum imellem dem. Hun vendte blikket op mod ham ”Sorry I kissed you..” sagde hun dog med et lille skævt smil på læberne. Hun håbede ikke, at han nu brød sig mindre om hende. Det var trods alt, for at mindske hendes duft, at hun havde gjort det. Planen virkede så også. Men hun var vant til det – ikke det med at kysse fremmede, men at blive jagtet som et bytte. Grundet hendes fysiske stand, var hun et meget let bytte. Et let melodisk fnis, forlod Cathys læber, da han spurgte om de ikke kunne flyve væk. ”I can’t fly.. I don’t have wings like angels do.. The only thing that I inherited was my good looks. Nothing else” Sagde hun med et let træk på skuldrene, hvorefter hun satte det ene korte ben foran det andet, for dernæst at gå ned til enden af gyden og titte hovedet ud. Gaden var henlagt i mørket, udover små steder hvor lygtepælene var placeret, der udgav deres orangegule lys. Der var atter stille. Vampyrene var forsvundet. ”Coast is clear” sagde hun med en let munterhed i stemmen hvorefter hun sagde ”A taxi won’t be necessary.. I live down the street” sagde hun, hvorefter hun vinkede ham hen til hende. De skulle videre nu, inden der eventuelt ville komme flere af de mørke væsener, der havde i tanke om at angribe hende eller for den sags skyld dem begge. ”Come on then..” sagde hun med et lille smil, hvorefter hun begyndte at gå igen. Hun drejede rundt om hjørnet og fortsatte ned af en lang gade hvorpå der på begge sider var huse eller lejligheder placeret. I nogle af vinduerne var der stadig lys, så nogen måtte stadig være oppe. Men så igen, det var jo Di Morga – der var aldrig nogen der sov på samme tid. Cathy holdt sig tæt op af Hunter og bare for, at være sikker gjorde hun som før og lagde en arm om livet på ham, mens de fortsatte mod hendes lejlighed.

Cathy stoppede op foran et lejlighedskompleks, med hvide afskallede mure. Op fra lommen på sin frakke trak hun et bundt nøgler, som hun dernæst satte i låsen og trådte ind i gangen, med trapperne, der viste op til de forskellige lejligheder. Hun gik op af trapperne og stoppede på anden sal, hvorefter hun gik over til en hvid dør og låste dem ind i lejligheden, lukkede døren bag dem og låste.
Køkken og stue var slået sammen i et stort rum. Køkkenet var placeret til højre, lige når man kom ind af døren. Det var lille, holdt i sort og hvidt med tilhørende rundt bord i sort træ med to sorte spisestole med ryglænet indhyllet i læder samt en dør der gik ind til badeværelset. I den anden ende af rummet var stuen, med en stor sort trepersoners sofa samt et sofabord i glas hvorpå der lå spredt med noter og bøger, et fladskærmstv samt en bogreol der var fyldt op til randen med bøger, mest litteratur. Mellem køkkenet og stuen var der to store franske døre der gik ind til soveværelset, hvor der var en stor dobbeltseng der var beklædt med snehvide dyner og ved siden af et klædeskab i hvidt træ.
Hun trådte ind i rummet, ”It’s not much.. But its home” sagde hun med et smil.

Med kufferten rullende efter sig fulgte Hunter med Cathy ned af de gyder de var forsvundet ind af og derefter videre hen af den gade de oprindeligt kom fra. At hun boede tæt ved passede ham ganske fint, selvom hans pung så måtte finde en anden måde at få afløb på. Måske noget mad på et eller andet tidspunkt. Han havde bevidst valgt ikke at kommentere hendes egen kommentar om hvad hun havde nedarvet, havde blot givet et lille kryptisk smil fra sig. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige til at hun selv vidste at hendes udseende var noget der kunne slå de fleste andre af pinden. Det ville ikke passe med andres meninger om at være ydmyg og diskret, men Hunter kunne godt lide hendes selvsikkerhed. Der var ikke noget endeløst jeg-er-ikke-god-nok-teenagerfnider. 
Fremme ved lejligheden greb han hanken af kufferten og løftede den op i lejligheden. Først da han var indefor satte den op af et stykke nøgent væk. Hans blik gled rundt i rummet. Først uden at sige noget, men efter lidt tid begyndte han at knappe sin frakke op og hænge den op, samt placere sin sko meget omhyggeligt under. "I like it." Komplimenterede han mens han strakte sig op igen.
Hele dagen havde han været på udebane, men alligevel følte han at hjemme hos Cathy var han meget længere ude end før. Førhen havde det bare været et fremmed, men offentligt sted. Nu var det både fremmed og privat, hvilke i følge menneske høflighed betød at man skulle passe på alt man gjorde, sagde og næsten også tænkte. Han blev derfor pænt stående i strømpesokker indenfor døren og ventede på at få tilladelse til at gøre et eller andet. "Why don't you live in a bigger flat, if you have the money?" Spurgte han af nysgerrighed med hænderne begravet i bukselommerne.

Cathy knappede frakken op og lod den glide af armene for dernæst at hænge den op på en ledig knage. Hun smed dernæst sine grå converse, der var så gamle og slidte at der var kommet nogle huller i siden, ved siden af Hunters sko. Hun strakte sig op, sendte Hunter et smil, hvorefter hun gik over til vasken. ”Can I get you anything? Water? Coffee? Tea?” spurgte hun høfligt, hvorefter hun lænede sig op af køkkendisken. Hun så over på ham, med et lettere drilsk smil over hans ekstrem høflige måde, at være på. Dog kunne hun godt forstå ham, specielt når man kom til en fremmedes hus. Tænk nu hvis hun blev sur? Faktum var bare, at hun var ligeglad. ”You don’t have to be all shy and nervous” Hun vendte rundt, åbnede et skab og trak to glas ud. Hun stillede dem på bordet og tændte dernæst vandhanen og satte den over på koldt vand. ”It’s allright.. I wont get mad at all” Sagde hun blidt med blikket rettet mod ham ved døren, ”I’m not that kind of girl that will get mad at you for touching or moving anything” hun lo en smule, en latter der var så smuk og melodisk at det fik de fleste til at vende hoveder. Hun havde altid været klar over hendes skønhed, lige fra da hun var lille. Hun var altid flottere end hendes menneskelige klassekammerater, og det med at få veninder var svært da de altid var sure og jaloux over hendes udseende. Hun hævede sig dog ikke over andre, på nogen måde og hun prisede overhovedet ikke sig selv, som janteloven så tydeligt sagde var forbudt. Men klar over det var hun, og det så hun intet galt i, så længe hun ikke var selvfed. Dette vidste hun dog aldrig ville ske. Det med drenge havde også altid været nemt. Hun huskede specielt en Valentins dag, hvor hun havde fået en hel del hjerteformede hilsener i hendes kasse, fremfor de andre piger i klassen.  Efter den dag udstødte pigerne i klassen hende. Dog var det med kærlighed stadig nyt. Kun én gang havde hun været forelsket og det var efterhånden et par år siden.

”I don’t need materilisism in my life.. and besides, why do I need more space than this? It’s only me you know.” Sagde hun som svar på hans spørgsmål. Hun lod en finger køre under hanen, mærke temperaturen hvorefter hun fyldte det ene glas op med vand. ”So tell me, why did you come to Di Morga?” Hun tog en tår af glasset og vendte de blå øjne mod ham, mens hun stod lænet op af køkkendisken.

"Uhm, water thanks." Hunter lage næsten forsigtigt sin hånd på bordpladen, som han så lænede sig lidt op af, mens han nærstuderede sine hænder som om han lige havde opdaget han var udstyret med fem fingre. At han blev beskrevet som sky og nervøs fik ham til at slippe noget ud, der kunne minde lidt om en latter, men som alligevel ikke helt rigtigt var det man ville kategorisere som latter. Aldrig havde han fået netop de ord klistret på sig, men når det meste var nyt, hvorfor så ikke gøre det alt sammen nyt? "What a relief. I was worried that the human-angel hybrid would tear the peaceful devil apart." En ironisk joke om hvor mærkeligt det hele egentligt var, især for Hunter der for mindre end en time siden havde siddet i toget og været nervøs for om han nogen sinde kunne finde rundt i byen. Han var ikke som den slags væsner der havde en fotografisk hukommelse når det kom til steder. Han var derimod jævn dårligt til sådan noget og kunne godt gå et par gange omkring sig selv før han opdagede det. 
Måske ville andre djævle finde det underligt at Hunter egentligt syntes godt om at være i selskab med Cathy. Måske endda også ham selv, men det var hovedsageligt på grund af fordomme omkring deres to racer og ikke på grund af egentlige erfaringer, hvilke han ikke havde så meget af når det kom til fredelige hybrider, der tydeligvist var klogere end hvad det kønne ydre nødvendigvis gav udtryk for. Hunter havde, trods sine korte periode på jorden, hurtigt lært at dem der var kønne ikke nødvendigvis også var kloge og smarte, men han syntes at have mødt en undtagelse.
"I needed a chance and I have heard of Di Morga from some 'friends'." Han trak lidt på skulderene og tog imod glasset, som han først smagte lidt på, før han så tømte det. Egentligt havde han ikke tænkt så meget over det, havde bare haft brug for at der skete noget og det var oplagt at komme videre, efter at have afsluttet sine gamle studier,for måske at finde nye studier i et nyt land. At Frankrig blev valget var ikke noget han først havde tænkt på, da den franske befolkning sjældent gad tale engelsk, men efter at have hørt om undergrundssamfundet i Di Morga var Hunter blevet interesseret. "... And so far I haven't been disappointed."
De sidste ord blev sagt med et kækt smil, mens han satte glasset fra sig på bordet. Igen betragtede han næsten forundret sin hånd, mens han overvejede om han skulle sige hvad han havde tænkt sig. Han ville egentlig gerne fortsætte samtalen, men hans armbåndsur fortalte ham at klokken efterhånden nærmede sig de sene nattetimer som både engle og mennesker brugte under deres dyner i sengen. "But if you want to go to bed, you can do that. I will take sofa for tonight, if i may."

Cathy gabte højlydt, men skjulte det dog med hånden. Hun så mod uret  der hang over køleskabet. De sorte visere havde sneget sig over på de tre om natten. Tiden havde gået så ufatteligt hurtigt og natten havde bragt hende en ny ven. Hun sendte Hunter et smil, ”Yeah.. We should go to bed” sagde hun blidt, inden hun begav sig ind i soveværelset, bøjede sig ned i knæene, for dernæst at trække en skuffe ud under sengen. Op fra skuffen fandt hun en dyne, samt en hovedpude. Hun tog det i favnen, og vandrede ind i stuen, lettere halvblind da dynen samt puden, var så høj at den skjulte det meste af hendes ansigt. Hun smed det på sofaen, trådte et par skridt tilbage og så mod Hunter. ”You can stay here for a few days, if you want” sagde hun muntert, med ansigtet lagt i blide folder. Hun kørte en hånd igennem det isblonde lange hår, inden hun atter gabte højlydt, dog uden at skjule det denne gang. Behovet for søvn havde sneget sig ind på hende. ”If you need anything, then wake me up” sagde hun, inden hun begav sig over til åbningen indtil hendes soveværelse. Hun vendte blikket mod ham, ”Goodnight Hunter..” sagde hun blidt inden hun lukkede de franske døre i.
Hun gav sig til, at tage tøjet af for dernæst at finde en alt for stor samt gammel t-shirt i en mørkeblå farve som hun smed over hovedet. Hun lagde sig i sengen, begravede sig i de snehvide dyner. Hun gabte sagte, inden hun lukkede øjnene i og svævede ind i drømmeland.

Hun blev vækket af solens stråler, der skinnede hende ind i øjnene. Hun missede med de smukke blå mens hun kørte en hånd igennem det nu rodede morgen frisure. Hun tog armene over hovedet og strakte sig. En behagelig følelse strøg igennem lemmerne. Hvad klokken var, havde hun ingen anelse om. Hun vendte sig om på siden, for dernæst at trykke ’hjem’ knappen ned på hendes smadrede iphone 4s. Tallene 09:38 lyste op. Langsomt satte hun sig op og svang de tynde ben udover sengekanten. Hun gned sig kort i øjnene inden fødderne blev sat på det lune trægulv. Hun begav sig hen til klædeskabet, stillede sig på tæer for at nå op til øverste hylde. Hun stillede sig atter ned på flad fod, da hun fik fat i det hun ønskede. Et par sorte shorts. Hun tog dem på, vendte sig mod de franske døre som hun dernæst åbnede. Det gav et lettere højt knirk fra dem, så hun håbede at Hunter var stået op. Hvis ikke, så var han nok blevet vækket nu.

Det kom bag på Hunter at han faktisk kunne få både dyne og pude, men han var taknemmelig for det og modtog det med et smil. Dyne-overraskelsen var dog ikke på højde med det hun sagde bagefter, hvilke var lige ved at vippe ham helt af pinden. Et par dage! Det var ikke så lidt. "I will think about it, thanks." Han forsøgte sig med et smil, før han så sagde godnat og selv fik sig lagt til rette på sofaen. Tøjet lå omhyggeligt foldet sammen i lænestolen ved siden af, så det var klart til dagen efter. At smide til tøj til vask konstant var krævene for alle partner, så han havde lavet en gylden regel til sig selv. To dage og så kunne tøjet blive vasket. 

Den følgende morgen vågnede han takket være insisterende solstråler der maste sig ind igennem vinduerne uden gardiner. Det passede ham fint, for så kunne han måske få æren af at lave en lille tilbagebetaling. Han stod op, trak i tøjet og fik sjasket noget vand i hoved, før han så greb Cathys nøgler. På deres plads hang han en lille sedel om at han lige havde lånt dem, men selvfølgelig nok skulle aflevere dem tilbage. Det viste sig at være ganske overflødigt for da han kom tilbage var lejligheden stadig stille som graven. Så lydløst som muligt gik han på jagt i køkkenet og var næsten færdig med at stable morgenmaden på bene, da en Cathy, stadig med søvn i øjenkrogen, kom ud. 
"Goodmorning. I hope you are hungry." På spisebordet var der dækket op til morgenmad med seks rundstykker, han anede ikke hvor meget hybriden kunne spise, samt te og alt andet der skulle være for en traditionel morgenmad. Han havde først overvejet at lave en engelsk morgenmad, men var kommet fra det da det var alt for omfattende når han ikke kendte lejligheden bedre. Det andet var letter. Smør, syltetøj, ost og nutella kunne findes på bordet, sammen med juice. 
Hunter gjorde en let gestus imod bordet, for at få Cathy til at tage plads på sin fortrukne plads. Han ville selv tage den overfor og pænt vente på at hun begyndte måltidet. Det kunne mennesker godt lide og de stak ofte det ind under kategorien høflighed, hvilke folk så som noget godt. Så Hunter abede-efter efter bedste lærer.