You never really know what might happen, even if you already had it all planned out in your head

//Påklædning; Mørkeblå skinnyjeans, sort tanktop og ternet skovmandsskjorte i røde nuancer hen over.//

”HOLDT!” blev det råbt af en hård stemme, idét den lille elver drejede skarpt om hjørnet. Hun satte ikke farten ved. Men hun satte heller ikke farten yderligere op. Hun løb i et menneskeligt tempo. Hun kunne sagtens løbe fra gorillaerne, der havde sat efter hende, og hun kunne sagtens aktivere sin evne for at lave et skjul hvor end, hun havde lyst til, men dette var sjovere. Det var mere adrenalins drivende. Det fik hjertet til at slå og fik spredt blod hurtigt ud igennem hendes krop. Hun fortsatte ned af den lige gade med et enormt grin siddende på læberne som et smil. Hun morede sig. Hun bekymrede sig ikke om, at løbe ind i nogen. En søndag aften var sjælendt en aften, hvor man så en masse mennesker. Den blev brugt der hjemme. I sofaen. Den blev brugt på at gøre sig mentalt klar til endnu en mandag. Og endnu en uge.
Med ét fangede Venus’ blik noget brugbart. En ung mand kom gående mod hende på den samme side af vejen. Samme fortov. Det var som en chance sendt fra himlen. Det var perfekt. Denne omgang af tag-fat havde allerede taget nok af hendes tid. Man burde trods alt stoppe legen, når den blev god. Et lille drilsk sving kom til stede i den ene mundvig, mens hun direkte placerede de brune øjne mod denne mand. Han så ud til at være alene. Og han virkede ikke til at vente på nogen. Han var det perfekte offer. Hun så sig kortvarigt hen over skulderen efter sine forfølgere, inden hun satte farten op. Steg hen over den gennemsnitlige menneskefart. Satte kursen direkte mod ham. Og hun lagde ikke skjul på det. Hun satte ikke farten ned, selvom hun nærmede sig denne fremmede mand. Men som hun kom tæt nok på, rakte hun sin ene hånd frem for sig. Lige i tide til at kunne gribe fat omkring hans håndled, tvinge hans hånd op ad bukselommen og derefter tvinge den stakkels mand med sig. Bare få skridt hen ad gaden, før hun drejede skarpt ind af en anden lille vej. Eller nok mere en gyde.
Hun sagde ikke noget. Hun fik fumlet med at, få ham ind foran sig, da hun endelig stoppede. Hun bakkede selv lidt ind mod muren. Trak ham med sig. Forsikrede sig at, de begge stod med fronten mod hinanden. Hun spildte ikke tid på at se sig omkring, før hun tog blidt fat i kraven på hans jakke og trak ham ned mod sig. Selv løftede hun sig lidt op på tæerne, hvor efter hun uden tøven satte sine læber mod hans. Og det var ikke blot et tantekys. Det var dybt. Dybt nok til at ville skabe en form for ubehag i andre omkring dem. ”Hvor fanden blev hun af!?” Kun få sekunder efter, hun havde startet kysset, løb to mænd forbi gyden. De så kun kort ind af den, som de passerede, men de opdagede hende ikke.
Det var først, da hun kun lige netop kunne høre de vrede mænds skridt i det fjerne, at hun stoppede kysset igen. Hun kom ned at stå på flad fod og følte den kølige asfalt under de nu bare fødder - Skoene havde hun tabt under flugten. Hun slap ham igen, og lod ham tage afstand, hvis det var tilfældet. Hun sendte ham ikke et eneste blik, inden hun trippede hen for enden af gyden og så ned ad vejen, som hun før havde løbet ned af. Hun kunne ikke se dem længere. Hun åndede lettet op og vente først tilbage til hendes redningsmand der. Hun startede ud med et smil. Lidt undskyldende. ”Tak..” sagde hun bare til at starte med. Hun stod lidt og fik pusten igen, inden hun fortsatte: ”Det må du undskylde. Jeg håber ikke det var dit første kys.” Hun strøg det pandehår, der ikke sad fast i hestehalen, væk fra sit ansigt. Fremviste stolt de svagt spidse ører. I Di Morga behøvede man vel ikke at skjule, hvem man var.

Venus var alt andet end overrasket, over hans reaktion på det hele. Hun ville helt klart selv have stået som det største spørgsmålstegn i verdenen, hvis hun oplevede lignende. Eller måske ikke helt. Hun var mere vant til det, end ham her så ud til at være. Hun kunne næsten få lidt ondt af den unge mand, som hun betragtede hans udtryk og hans kropsbevægelser. Det kunne tyde, at han måske priste et kys en del højere, end hvad hun gjorde i pressede situationer. Hun burde nok forsøge at tænke lidt mere over tingene, før hun trådte ud i det. Det kunne sågar vise sig at være spinat. Frisk fra Skipper Skræks dåse. Dog ville hun ikke sige, at hun fortrød stundet. Hun havde fået det resultat, hun havde håbet at få. Hun behøvede ikke længere at løbe fra en gruppe gorillaer på to, som sikkert havde gået hånd i hånd, da de gik i børnehaven.
Hun stod lidt med hovedet på skrå og et par studerende øjne rettet mod sin redningsmand. Hun kunne ikke helt lade være. Det lå i hendes gener at være observerende. Dog blev freden hurtigt brudt, da han åbnede munden og talte. Han var da virkelig punktlig. Lige til sagen. Og ikke noget udenom tale. Hvis man kun lyttede til hans ord, skulle man tro, at han slet ikke var rørt af situationen blot en halt minut tidligere. Det morende smil formede sig med det samme på hendes læber igen, og en svag latter blev lagt hen over hendes stemme: ”Dem? Det er ingenting. Ikke noget alvorligt.” forsikrede hun ham, mens hun viftede sin ene hånd foran sig, for at indikere, at hun ikke fandt det vigtigt. Tydeligvis fandt hun det meste bare komisk. ”Jeg ..fumlede måske lidt med deres lyd, mens de spillede på Flash.” Hun spillede lidt på det uskyldige. Slog blikket ned mod sine hænder, hvor hun prikkede sine pegefingre let mod hinanden. Dog faldt det hurtigt igen, og hun så op med det samme store smil. Hun var ikke påvirket. Hun var blot høj på adrenalinen i øjeblikket. Hun forholdt dog det uskyldige udtryk i øjnene. Hun havde trods alt ikke gjort det for at være direkte ond eller noget. Hun holdt derefter kortvarigt en pegefinger oppe for at hentyde, at han lige skulle give hende et øjeblik. Derefter trippede hun ellers tilbage til kanten af gyden. Men kunne aldrig være for sikker. ”Forhåbentlig forbliver de ikke vrede på mig for længe.” mumlede hun lidt for sig selv, mens hun så sig til højre og venstre et par gange, før hun turde træde helt ud på den større vej. Bare et øjeblik, inden hun elegant drejede om på hælen og så mod djævlen.
”Hey.. Stå lige stille et øjeblik..” Den lille elvertøs virkede ikke til at være ude af kontrol. Hun tøvede ikke med at nærme sig ham igen. Hun tøvede ikke med at fjerne en del af afstanden mellem dem. Dog stoppede hun, omkring et skridt fra ham. Hendes øjne lå stadig på hans ansigt, men cirklerede mere omkring hans læber. Hun løftede sin ene hænd og fugtede forsigtigt sin tommelfinger, inden hun kørte den hen over hans læbe. ”Sådan.. En smule læbestift havde smittet af.” Hun trådte så tilbage. Han så jo et sted ud til at føle ubehag ved hendes frembrusning. Hun tørrede diskret sin tommelfinger af sine bukser, mens hun kørte tungen hen over læberne for at fjerne bare lidt mere af den resterende orange-røde læbestift.
”Er det en rutine for dig at tage en aftens gåtur. Ikke at det er unormalt at færdes i gaderne på dette tidspunkt, men du virker ikke som typen der er meget ude.. Du ved..med din lettere blege hud og trætte øjne.” Hun så undersøgende og spørgende mod ham. Og hovedet kom igen på skrå, mens hun ventede på et svar af en art.

Lige som at han havde set uforståeligt på hende, så hun uforståeligt på ham, da han begyndte at forklare hende om sit arbejde. Hun vidste godt hovedpunkterne ved det, han fortalte hende, men hun havde aldrig rigtig været inde omkring det emne. Og hun kendte tydeligvis ikke det firma han arbejde for. Hun bekræftede det skam også med et roligt ryst på hovedet og et svagt undrende blik i de brune øjne. ”Jeg kan ikke sige, at jeg gør.. nej.” Hun kunne sagtens se og mærke, hvordan det interesserede ham. Hun havde ikke engang forsøgt at stige hen imod den slags med forskning og diverse test. Mest af alt, fordi hun i forvejen havde store problemer med karakterne og undervisningen i gymnasiet på grund af nogle vanskeligheder. Så hun havde ikke tænkt så meget over, hvad hun ellers ville med sit liv. Hun var stadig ung - set fra en elvers side. Hun havde ufattelig mange år foran sig endnu. Dog kunne hun ikke helt lade være med at blive lidt missundelig på den måde, han nærmest lyste op over sit arbejde.

Venus blev en smule overrasket, da han endte ud med at tilbyde at få en kop kaffe med hende. Hun havde allerede været parat til at gå videre og lade denne ham være. Hun havde forventet at han nok ikke ville have noget med hende at gøre. Men selvom det kom bag på hende, virkede hun ikke det mindste afstandstagende. Det var blot en uskyldig overraskelse, som hurtigt blev ændret til et kækt smil. Hun rystede igen på hovedet. Denne gang mere opgivende og et lille fnis løs også fra hende, inden hun så mere direkte på ham. ”Sure. Why not..” Hun så lidt frem og tilbage på hans ansigt og den arm, han holdt ud, som ville han have hende til at tage imod den. Hun rettede efterfølgende på sit tøj - trak toppen ordentligt ned, så den ikke viste hendes mave og trak skjorten lidt bedre op om skuldrene, så den ikke ville ende med at falde - før hun lod sin ene arm glide ind i loopet og lagde hånden på hans og lagde den anden hånd samme sted. Hun vidste godt, hvordan man førte skikken. Hun var trods alt ikke født i går. Hun havde vel bare lært at følge det hele. Alle ændringerne. ”Men jeg vil måske anbefale at tage kaffen koffeinfri. Klokken er trods alt mange, og vi kan ikke have at De ikke kan falde i søvn, sir.” Hun kunne ikke lade være. Hun overdrev tydeligvis på det hele. Lagde en tyk gammeldags accent over ordene. Og hun kunne heller ikke holde masken særlig længe, før det muntre og morende smil spredte sig.
Stille og roligt begyndte hun at gå og håbede, at han ville følte med og følge hende af sted, som den gentleman, han prøvede at være overfor hende. De manglede næsten blot jakkesættet og den fine kjole. Hun så kortvarigt mod himlen, inden hun vendte blikket mod denne mand, hun faktisk stadig kunne se som fremmed. ”Mit navn er for resten Venus. Venus Kinglsey. Hvad er dit?” spurgte hun med en overraskende rolig stemme, nu hvor hun var faldet ned igen. Hun fandt det lidt vigtigt at i hvert fald kende navnet på den person, man var omkring.