Fallen to despair.

Det var så småt begyndt at regne i den engelske by. Lige som at natten var ved at tage til. Mørket havde lagt sig tungt, og den kølige efterårstemperatur hærgede i gaderne. Der var taget en god bid af månen, så varulvene var endnu ikke på jagt. Dog syntes der alligevel at være uro i byen. Folk summede til hinanden, og der var ikke mange ude længere. Og det var ikke kun på grund af regnen. Det havde man forhåbentlig paraplyer til. Men det værste var, at den lille djævletøs kunne høre hver og en lille summen. Hvert et hvisk af bekymring.
Det var heldigvis begyndt at aftage, som hendes sanser faldt ned igen. Men hendes hørelse syntes at konstant opfange de lyde, hun ikke ønskede at høre. Hver gang ordetmonster forlod læberne på et menneske, var det som om, at hendes krop automatisk trak sig mere sammen. Selvom det ikke virkede til at være muligt længere. Benene var trykket helt op under hagen og armene var svunget omkring dem for at presse dem så meget mod brystkassen, at hun fandt det svært at trække vejret ordentligt. Hun krummede sine tæer og følte kulden i asfalten, siden skoene for længest var forsvundet. Hun havde ikke engang lagt mærke til, at de var forsvundet, da hun løb væk fra gerningsstedet. Hun havde været i en helt anden verden. Andet kunne jo ikke være muligt. Hun kunne muligt havde gjort de ting med et klart hoved. Hvor var manglen på medlidenhed?

Hun sank tungt, hvorefter hun meget forsigtigt så op og løftede sine hænder op foran sig. Hun vidste ikke, hvorfor hun sad og pinte sig selv. Måske var det bare straffen, for hvad hun havde gjort. Hænderne var stadig smurt ind i en smule blod. Det meste var blevet tørret af i hendes tøj. Hun kunne dog stadig lugte den metalliske lugt. Og se de røde spor under øjnene. Intet menneske ville kunne finde på at gøre det. Men nu hvor hun intet menneske. Ikke længere. Hun sænkede sine hænder igen og så sig over skulderen, hvor vingerne stadig sad fremme. De store sorte dragelignende vinger. Den smule regn der var faldet på dem, fik dem til at ligne læder. Så så hun ellers tilbage på sine hænder, som var begyndt at ryste ukontrolleret. Hurtigt svang hun dem omkring benene igen, og skjulte hurtigt sit ansigt i det smalle mellemrum mellem sine knæ og kraveben.
Nu rystede hele hendes krop. Ikke så meget af kulde. Kulde havde ikke en speciel kraftig virkning på hende. Det var mere af frygt. Hun var bange. Hun turde slet ikke tænke på, hvis dem, der ledte efter hende, fandt frem til hende. Også selvom hun selv mente, hun var relativt godt skjult imellem containerne i den mørke gyde. Hun strammede sit greb omkring sig selv. Borede sine fingre ned i, hvad end hun kunne få fat i. Hun bed hårdt sine tænder sammen. Og vingerne svøbte hun lydløst omkring sig selv. Bare lidt. Havde dette overhoved været første gang, hun havde gjort noget så grusomt? Hendes hukommelse var så småt begyndt at blive et stort rod. Med minder der falmede og nye der pludselig dukkede op. Hun ville bare hjem. Men hvor var hjem nu?

Hunter havde brugt eftermiddagen hjemme sammen med en studiekammerat, lige ved siden af skolen. De havde diskuteret hvordan de skulle gribe det projekt an der stod foran dem. Det skulle være en database med tabeller, tal og grafer som man kunne ændre i hvis man satte forskellige tal ind i. Ikke et videre kompliceret projekt at udføre, men når det kom til at finde ud af hvad man skulle kunne, var det ikke længere helt så let. Pludselig havde de hørt larm henne fra skolen, men ikke den normale larm der efterhånden bare var blevet til baggrundsstøj. Det var skrig, skrig af smerte, chok og forskrækkelse. Det var ikke let at overhøre, for børenes lyse stemmer skar sig igennem luften som en varm kniv i smør. 
Noget overrasket kiggede de to studiekammerater på hinanden, før de kom op at stå og løb hen til vinduet. Først kunne de intet se, men lidt efter kom børn løbene ud af døre og vinduer, kunne de komme til det. Man skulle næsten have troet nogle gassede dem ud. Scenen fortsatte i flere minutter. En af de to studerende viste hvad de skulle stille op og da de endelig fik taget sig sammen, var der allerede politi på stedet. De blev derfor ved med at stå og kigge på scenen. Derfra kunne de også høre lidt snak fra betjentene på stedet, der snakkede med de chokkeret lærer. En eller anden var gået amok der inde med et baseballbat. Skoleskydning var efterhånden en 'normalting' men massakre med et baseballbat var alligevel noget nyt - og kreativt. 
Ud af øjenkrogen opfangede Hunter pludselig en skikkelse komme løbende ud fra skolebygningen. Først stirrede han bare på personen, som virkede spinkelt bygget og altså derfor måtte være en pige. Først da hun var ude af vinduets område snurrede han rundt og løb igennem værelset de havde stået i. Papirene fløj efter ham da han løb igennem huset og på vejen ud af hoveddøren greb sin frakke. Som en anden kriminalkommisær, der netop havde fundet ud af hvem morderen var, fløj han af sted og var helt atletisk da han sprang over flere hække og stakitter for at følge trop efter hvad han gik ud fra måtte være en kvinde. Desværre mistede han hende ud af syne da hun løb ind i den mere tætbefolket del af byen, men luften var der stadig. Den velkendte metalliske lugt af blod var aldrig til at tage fejl af. 
"What the hell are you doing?" Hvæsede han, da han endelig faldt kvinden krøbet sammen et eller andet sted i byen. Han havde ikke rigtig bemærket hvor de var endt henne, havde kun haft øje og sans for luften i et forsøg på at finde morderen. Vingerne overraskede ham ikke et sekund da han så dem. Selvfølgelig ville et ganske normalt menneske ikke gå amok med et baseballbat. Det ville kun være overnaturlige væsner der var lidt for selvsikre.

Lyden af en stemme sendte nærmeste smertefulde hjerteslag igennem hendes krop. Meget hurtigt fik hun løftet sit hoved og stirrede direkte op på personen foran sig med store abnormalt blå øjne. Der var allerede svage spor af tårer siddende i dem, men de fandt aldrig vejen ned af hendes kinder. Hele hendes ansigts udtryk skreg af frygt. Hun var fuldkommen skrækslagen. Hun lignede langt fra en gerningsmand. Hun mindede mere om er offer. Lige som de stakkels skoleelever, hun lige netop havde angrebet. Uden yderligere grund. Hun huskede dog, hvad der var sket. Sådan nogenlunde da. Det havde været slørret.
Hendes lande hår sad utæmmet omkring hendes ansigt. Fugtige totter sad tværs ned over hendes blege ansigt. Og hendes tørre læber, var blevet endnu mere tørre af de paniske vejrtrækninger, hun kun lige netop havde fået under kontrol. Hun vidste godt, hvorfor denne man talte til hende. Men det virkede som om, han havde fundet hende alt for let. Ganske rigtigt var det blevet mørkt nu. Det var flere timer siden hun havde gjort det utilgivelige. Men det virkede som om, han slet ikke havde behøvet at løfte en finger for nu at stå der foran hende. Og tårne sig over hende med hans brede skuldre og dømmende blik.

Meget pludselig bevægede hun sig ellers på sig. Hun kom overraskende hurtigt op at stå igen og forsøgte med det samme at bakke væk fra ham. Men hendes ben var stadig ustabile. De rystede gevaldigt under hende, som sad mælkesyren stadig og summede i dem fra løbeturen. Hendes skridt var klodsede, og det virkede ikke til, at hun havde styr på vingerne. Det var trods alt en første gang for hende. Det var i hvert fald det hun troede. ”Please..” Det tog ikke lang tid, før hun snublede over en sortskraldepose og faldt på røven igen. Hun brød sig ikke om dette. For hende, var denne man truende. Men samtidig var hun pludselig bange for at miste kontrollen igen. Hun var ynkelig. Måske ikke lige det man ville tro, når man hørte om det, hun havde gjort tidligere på dagen, da solen havde stået på himlen. ”Don’t… I’m..” Hun skar sine tænder mod hinanden. Bed dem mod hinanden. Hendes kæbe bævrede. Og hun tog sig slet ikke af, hvor ondt det havde gjort at falde. Hun tog sig slet ikke af de små hudafskrabninger der var kommet på hendes håndflader, der hun havde forsøgt at aftage faldet.
”I’m sorry… Please just leave me alone!!” Autumn hævede med ét stemmen. Højt nok til at sætte mere kraft på ordene, men stadig lavt nok til ikke at sætte for meget opmærksomhed mod sig selv. ”Leave! I don’t wanna…” Hun klemte da sine øjne i som for at større et par tårer. “I don’t wanna hurt anyone..” Hun havde ingen anelse om, hvad hun ellers skulle sige. Hendes hænder blev ført op til sit ansigt, hvor hun skjulte det fra mandens blik. Hun trak sine ben lid top til sig igen, men sad ikke helt sammenkrøllet, som før. ”I didn’t mean to.. I’m not a monster!..” Lugten af blod blev stærkere. Den skar i hendes næsebor. ”How could I…” Hun var tydeligvis ude af den. Også selvom, hun ikke forventede, at det ville hjælpe det mindste på situationen.

Irriteret sukkede Hunter da djævlen med vinger begyndte at jamre og beklage sig, som om hun slet ikke vidste hvad hun netop havde gjort. Hun kunne ikke komme til at virke uskyldig, hverken som djævel eller efter det hun netop havde gjort. Måske ville hendes ydre kunne beddrage, men ikke ham. Selvom han ikke havde en hukommelse der var fotografisk, skulle han nok bære sig ad med at huske den dag der var nogle der gik amok med et baseballbat. Hvad ville det næste i det hele taget blive? En klipsemaskine sikkert. Folk var efterhånden dummere end hvad der var godt for dem. Han kunne i det mindste se idéen i at bruge et gevær. Man kunne ramme langt flere uden de kunne nå en og det krævede ikke så mange kræfter. At slå en til døde med et baseballbat krævede alligevel en del sammen lignet med et gevær, uanset hvem man var.
"Sorry to say, but you are a monster for someone and if you don't move your ass, they are gonna catch the monster." Pointerede han køligt med armene lagt over kors på brystkassen. Han havde trådt et skridt nærmere, for han havde ikke lyst til at lade djævlen smutte sin vej, uanset hvor ynkelig hun måtte se ud. Det kunne aldrig ende godt med sådan et væsen løbene rundt for sig selv, så hvis hun ikke selv fik gang i sig, ville han hjælpe hende lidt på vej. Han trådte et skridt nærmere og greb ud efter hendes arm, for at trække hende op at stå og derefter slæbe hende hen til et offentligt toilet. Efter at have stukket et par mønter i maskinen der holdte døren låst, skubbede han monsteret ind og lukkede døren bag dem. "... now you can put away your wings. They are not gonna help you in here." På toilettet, der var stort nok til at der kunne være en rullestol, satte han sig på toiletbrattet og forventede at pigebarnet fik sig vasket så hun ikke lignede et omvandrene ... et eller andet. Selv havde han vasket hænderne i håndvasken og derefter tørret dem grundigt af i papir, som om han var bange for de bakterier som var fulgt med i blodet. Papiret skyllede han ud i toilettet.

Autumn blev utrolig overrasket, over hvad der skete. Hun nåede knap nok at registrere, at han havde fået et tag i hende, trukket hende på benene og efterfølgeende tvunget hende med sig. For pludselig blev hun skubbet indenfor på et tilfældigt toilet i det offentlige. Hun forstod ikke, hvordan det var foregået. Hun havde ikke engang turdet at bevæge sig væk fra gyden af ren frygt for at blive indfanget. Også selvom ingen af de overlevende havde set hendes ansigt, så vidt hun huskede. Men hun huskede ikke klart, så hun kunne ikke være sikker på det.
Hendes skridt var klodsede, og hun havde nær endt på røven endnu en gang. Dog fandt hun sin balance lige i sidste øjeblik og blev derfor stående på sine ben. Ganske vist stod hun stadig usikkert, og hun havde mest af alt lyst til at falde helt ned og bare krølle sig sammen. Lige som før. Hun så mod denne fremmede mand, med et noget overvågende blik, blandet sammen med den skrækslagenhed, der også var at finde i øjnene. Hun var forvirret. Fortvivlet. Og det blev ikke meget bedre af, at han bedte hende om at fjerne vingerne. Som om det var den letteste opgave i hele verdenen.
”How!?” Uden at det var meningen havde hun hæve stemmen. Hun lærte dog hurtigt af sig selv. Og hun faldt ned igen lidt efterlidt. Hun forholdt sig med god afstand til manden men havde stadig fronten mod ham. Han virkede alt for fattet omkring dette. Hjalp han hende? ”How do I put them away?” spurgte hun så med en lavere tone. Og hun kunne nu bedre mærke, hvorfor hun før havde haft hævet den. Hendes stemme rystede ubehageligt på stemmebåndet. ”Is it even possible?” Hun vidste ikke engang, hvor vingerne kom fra. De havde bare pludselig sprunget ud af hendes ryg.
Hun sank tungt en besværlig klump og fik langsomt langt sine arme omkring sig selv, som om hun frøs. Men det var ikke andet end for at føle sig lidt mere tryg. Hvilket hun bestemt ikke gjorde lige nu. Der var noget over manden, der gav hende myrekryb. Hun bed sig kortvarigtig læben, før hun igen fik skilt de tørre læber ad. ”Who…Who are you?” Denne gang var hun ekstra forsigtig, som om hun var bange for at spørge ham om lige netop det. Og måske var hun nervøs for, om hun selv ville vide det. ”Are you the one who did this to me??” Muligheden var der. Han havde trods alt taget kontakt til hende ud af det blå. Og han virkede så rolig over situation. Faktisk virkede det til, at det kun lige var hende, der var grunden til hans svage irritation.
Hun så sig så lidt omkring, som om hun forventede at en skjult dør ville åbne sig. Eller det var nok mere kameraer hun var bekymret for. Men i stedet landede hendes blik i spejlet ikke langt fra hende. Hun kunne se sig selv. Slørret på grund af manglen på briller. Hun kunne nu stadig se omridset af sig selv. Og hendes udseende. Det blege ansigt med blodsprøjt hist og her. Det fugtige hår. Og vingerne. Det forrevne tøj. Hun så værre ud, end hun havde troet. Hun blev forundret over, at hun næsten blev bange for sig selv. Hvad var der sket?

Et udtryk af vantro gled kort over Hunters ansigt, da han hørte pigebarnets svar. How?! Ja ... det var egentligt et godt spørgsmål. For hans eget vedkommende havde det altid været let og nogenlunde smertefrit. Næsten mere ubehageligt. Hvordan han bar sig ad, vidste han ikke, gav sikkert bare besked i hjernen, ligesom med andre bevægelser. Han valgte derfor som svar at trække halv irriteret på skuldrene, som om det irriterede ham at hun ikke vidste hvordan man gjorde, hvilke også var tilfælde. Først og fremmest skulle hun lige vise sine kræfter, så ville hun ikke gå nogle steder eller vaske sig selv ren og sidst men ikke mindst vidste hun ikke hvordan hun skulle få hendes ekstra lemmer tilbage. Fortrydelsen var efterhånden større end lysten til at hjælpe, hvis den nogensinde havde været andet. "I can do it, so why would it not be possible for you?" Ville han vide, stadig med sin irriteret mine om et par sammenpresset læber. 
"I'm the guy who tires to save your ass, but if you don't what the help, i will leave you and your wings." Brummede han som svar på spørgsmål om hvem han var, men gav ingen tegn på at ville forlade sin placering midt på toiletgulvet. Egentlig havde han ikke spor lyst til at forlade stedet, for han vidste ikke hvad han ville møde på den anden side af døren. Godt nok kunne han ikke høre nogle hunde halse op, men det ville nok kun være et spørgsmål om kort tid. Netop derfor burde han måske også se at komme ud af hullet i en fart, hvis pigebarnet ikke ville se at få smørret ærmerne op. 
"Sooo ... are you going to do something?" Utålmodigheden var ikke til at tage fejl af eller den korte tid imellem de to sætninger. Cirka ti sekunder var der gået. Man kunne næsten høre hans utålmodige trippen med den ene fod. "I'm not getting any younger here." Han lod armene falde ned langs siden og gik hen imod døren, hvor han forsøgte at se noget ud igennem et mælkehvidt vindue, der vist skulle fungere som en nødven ud, skulle døren gå i baglås. Som forventet var det ganske umuligt at se noget, men det kunne jo være han havde været heldig.