Returned soldier

Aldrig havde han været gladere for at betragte regnen falde, og mærke kulden omfavne ham. Efter et par måneder i den skødesløse ørken, under ulidelige forhold de færreste kunne forestille sig, var det rart endelig at være hjemme. Han havde længdes efter at se sin familie og elskede så meget, at han havde ligget vågen hele natten, dog havde han også været for udmattet til ikke at falde i søvn på flyet. Hans familie havde mødtes med ham i lufthavnen, og han kunne ikke beskrive hvor befriende det var at holde om dem igen, efter at have været bortrejst og de måtte også have været evig taknemlige for at han var vendt hjem i god behold – med undtagelse af en ubetydelig flænge på underarmen. Han havde lovet Cathy at tage hjem til hende samme aften, og absolut intet ville kunne forhindre ham i at blive væk fra hende længere end det.
Det havde været fem ulidelige måneder uden hende, men han havde valgt karrieren i hæren før han mødte hende og han var ikke typen der gav op, om end ikke når det at være soldat, var den mand han gerne ville være. Den eneste karriere han dengang troede ville gøre ham lykkelig. Desuden interesserede militæret ham langt mere end at læse en videregående uddannelse. Han var en fornuftig og begavet fyr, dog ikke hvad angik den slags tungt læsestof.

Han kørte stærkere end hvad der var tilladt, men tankerne og minderne om hende blev ikke mere udholdelige med tiden, så der gik ikke længe før han drejede ind i hendes indkørsel, og steg ud af bilen. Han var stadigvæk iført sin sandfarvede uniform, og selvom han nok burde have skiftet tøj, så ville det blot spilde mere af den tid han kunne tilbringe sammen med hende. Han gik med langsomme skridt op til hoveddøren, og bankede på. Alene tanken om at se hende igen, fik sommerfuglene til at rumstere i hans mave og gjorde ham fuldkommen lykkelig, på en eller anden ubeskrivelig måde. Havde det ikke været for alle de barske hændelser under krigen, havde han højst sandsynligt et bredt smil på læben i øjeblikket, men han var vand til at opretholde en facade, så indtil videre ville smilet først komme idet han så ind i hendes øjne. Måske vidste hun det ikke, men hun havde været grunden til at Zachary havde kæmpet videre hver eneste dag, lige meget hvor hårde dagene havde været under krigen, så havde han altid formået at blive glad ved tanken om hende. Hun var det lys i mørket, som kunne gøre en dårlig dag til den bedste i verdenen. Cathy havde været den eneste som havde formået at give ham den følelse, og han ville ikke bytte det for noget andet i verdenen.

Regnen slog imod ruden, i det der føltes som en beroligende lyd. Hun sad i sengen, med blikket rettet mod de mange breve der i løbet af de sidste måneder var blevet sendt til hende, hele vejen fra Afghanistan. En uro herskede inde i hende. Meget var sket på de fem måneder. Joshua, hendes bedsteven gennem hele livet var blevet alvorligt syg af kræft og nu ventede døden rundt om hjørnet, klar på at springe frem og tage hans liv. En kvalme bredte sig i halsen på hende og med rystende hænder kørte hun en hånd igennem det isblonde hår, der hang løst ned af hendes skuldre. Rander stod som tegnet ned under hendes krystal klare blå øjne. Mareridtene var begyndt så snart han var taget af sted. Dog havde han forsikret hende om, at der intet ville ske ham. Han ville vende hjem til hende igen, i et helt stykke. Det havde æret svært for hende, at tro på. For krig, var ikke bare ufarligt. I takt med hans fravær var behovet for tæthed vokset. Hun kunne knap nok sove om natten. Joshua havde meldt sig frivilligt til, at være der når mareridtene vækkede hende, fra den smule søvn som hun fik. Dog var der én nat der skilte sig ud fra alle de andre. Samme dag som hun havde fået af vide at han var døende, var den nat hvor han kyssede hende med ordene ’I’ll regret this, but I have to do it’ og derpå var hendes verden ramlet sammen. Følelserne var blusset op og Zachary var ikke længere nr. 1 på listen. Han var blevet banket en plads ned, af sin bedsteven der var grunden til at han overhovedet havde mødt hende. Den marts morgen, hvor hun var kommet ind på Joshuas værelse, med noget han havde glemt, var den dag hvor hende og Zachary mødtes. Da hun kom ind var de i færd med at spille et eller andet krigsspil. Dog havde hun aldrig troet, at Zachary, der senere hen blev hendes kæreste, ville blive til en af dem, som man spillede i spillene. Hun havde altid respekteret hans valg. Hun lagde derimod ikke skjul på, hvor bange hun var. Zachary havde været god til, at dulme hendes bange anelser. Men så snart han var taget af sted, var de kommet tilbage stærkere end før.

Det gav et sét i hende, da hun hørte en banken på døren. Hun fløj op af sengen, løb ned af trapperne med en form for glæde brusende i kroppen. Han var hjemme, endelig.. Hun rev døren op og hurtigere end han ville kunne reagere hoppede hun ind i armene på ham. Hun knugede sig indtil ham, mærkede en form for tryghed ved omfavnelsen. I baggrunden lurede samvittigheden dog, skar hende i hjertet som en form for påmindelse om hvilken forfærdelig person hun var. Hun havde det så inderligt dårligt over alt hvad der var sket. Zachary var den sidste i verdenen som hun ville såre. ”I’ve missed you so much…” sagde hun mens tårerne pressede mod de lukkede øjenlåg, mens hendes ansigt var gemt ind mod hans bryst. Ordene var oprigtige. Hun havde savnet ham så forbandet meget, at det havde gjort ondt. Hun indsnusede duften af ham i uniformen. Nød øjeblikket, velvidende om at hun ikke længere ville mærke hans beskyttende arme rundt om hende. Når han igen trådte ud af døren, ville han være væk for evigt. Hun ville miste ham, det var uden tvivl. Han ville aldrig kunne tilgive hende, eller hans døende ven. Zachary havde dog ingen anelse om at Joshua var døende. Den urimelige gerning, havde Joshua givet til hende. Hun skulle fortælle det. For som Joshua selv havde sagt, så ville han aldrig kunne se hans bedsteven i øjnene mere. Ikke velvidende om, at han ville havde knust ham indvendigt. At stjæle sin bedstevens kæreste, var nok det værste man kunne gøre. Cathy gav dog endelig slip på ham, og trådte et skridt tilbage inden hun med håndryggen fjernede en tåre der havde forvildet sig ned på hendes kind.

Zachary lignede sig selv, med undtagelse af have fået en mere gyldenbrun hud og et par skrammer fra krigen. Han var omtrent 185 centimeter høj og på trods af den relativt løstsiddende uniform kunne man godt fornemme den muskuløse krop der gemte sig bag. Han vidste at han højst sandsynligt skulle forlade England igen, men efter endnu en udstationering fik han muligheden for at genoverveje sin kontrakt. Noget som han udelukkende ville gøre for en kvinde, så snart han vidste hun var den rigtige. Det var han ikke i tvivl om. Han vidste ikke at han havde den slags følelser i sig, men Cathy havde vist ham en hel ny verden, og han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved om det var meningen at han skulle blive i militæret for evigt, og om ikke andet dø før han ville nå at stifte familie.

Idet døren gik op, mærkede han Cathy imod sig. Alle bekymringerne forlod hans krop, og han mærkede hvordan hans hjerterytme blev hurtigere ved hendes nærvær. Han omfavnede hende, og havde ærlig talt ikke lyst til at give slip nogensinde igen. Ved lyden af hendes stemme kunne han ikke holde smilet tilbage, og hans øjne blev blanke. Han kunne ikke lade vær med at tænke på den smerte han havde haft ved at være væk fra hende, både følelsesmæssigt som fysisk og hvor hurtigt det hele omdannede sig til glæde idet han var hos hende igen. ”I love you” han indåndede duften af hendes hår, og følte sig for første gang rigtig hjemme, på trods af at han allerede havde gjort sit visit hos sin familie. ”Being away from you, gave me the worst pain I’ve ever felt.. I've missed you more than anything” hans stemme havde noget skrøbeligt over sig, noget der var sjældent at fremkalde hvis det ikke var for den overvældende mængde af følelser der havde bygget sig op indeni ham. Han sænkede hovedet for at nærme sig hendes læber, men stoppede idet han kunne mærke at hun slap grebet om ham, hvorefter han følte sig nødtvunget til at gøre det samme og lade hende trække sig væk. Han så først rigtigt ind i hendes øjne i det øjeblik, og det var ikke svært at se det uforstående udtryk i hans blik. Det var som om at hendes tårer ikke var fremkaldt af hans hjemkost, men snarere noget andet. Han kendte hende nok til at vide at der var noget galt, men han vidste ikke om han skulle spørge hende direkte. Han trak vejret dybt for at samle sine følelser eller i det mindste dæmpe dem, hvorefter han åndede ud og betragtede hende for en stund. ”You are beautiful” hans øjne så ind i hendes med en uendelig kærlighed, som ingen anden end Cathy kunne få frem i ham, og selvom han havde så meget mere at sige, så var de tilbageholdt af hendes handling, og han håbede at hun ville fortælle ham hvis der var sket noget.

”Is everything okay?” Hun betød hele verdenen for ham, så det sidste han ønskede var at hun ikke havde det godt. Han vidste udmærket at hun muligvis ville vente med at fortælle ham noget, hvis det endelig var. Han håbede det ikke, men han kunne ikke bare lade det passere som en lille ting, at hun ikke havde lyst til at kysse ham. Han vidste ikke om han havde gjort noget galt, eller om der lå en helt anden grund bag, men han havde ingen intentioner om at forlade hendes hjem før han fandt ud af det.

I love you… Det skar hende ind i hjertet, åbnede et sår der var så dybt, at det nok aldrig ville hele, men blot blive syet sammen med sting, måske blive til et ar – for evigt indgraveret som en påmindelse på hvor meget hun i dette tilfælde hadede sig selv og det hun havde gjort, mod en som overhovedet ikke fortjente det. Han fortjente så meget bedre end hende. Om han ville tro det eller ej. Hun var en forfærdelig person, dette havde hun sagt til sig selv lige siden. Joshua derimod var meget mere afslappet omkring det hele, lod det i hvert fald ikke vise hvis det gjorde ondt, hvilket hun dog troede at det gjorde. Cathy tog hans hånd i sin, trak ham indenfor hvorefter hun lukkede døren bag ham. Spændingen hang i luften mellem dem, hvilket afslørede at han allerede havde mærket at noget var helt galt da hun nægtede at kysse ham. Det var ikke fordi hun ikke ville, for det ville hun skam. Hun følte sig bare ikke værdig nok, så at sige. Hun havde ikke fortjent det. Hun sank en klump, der havde dannet sig i halsen og i dette øjeblik havde hun mest af alt, bare lyst til at løbe skrigende bort, mure sig selv inde og blive der resten af sit liv, så ondt gjorde det og så meget skammede hun sig. Det var dog overhovedet ikke, at se i hendes ansigt der var lagt i blide folder. Hendes blå øjne skinnede glade mod ham, for hun var oprigtigt glad for at se ham. Hun gav hans hånd et klem og sendte ham et lille smil, ”Yeah.. sure.. I’m fine” sagde hun stille. Virkeligheden var dog en anden. Alt var ramlet sammen, styrtet ned. Hun ville miste ham og i denne tilstand som hun var havnet i, kunne hun ikke bære det. Snart ville hun ikke kunne klare mere. Hun ville bryde sammen, ikke kunne fungere til sidst. Hun havde mistet sin mor, mange år tilbage, hendes far var knap nok tilstedeværende samt Joshua var døende og nu ville hun også miste Zachary. Hun kunne selvfølgelig også vælge at tie. Men hun vidste, at hun ikke ville kunne se sig selv i øjnene hvis hun ikke fortalte ham det. Gav ham et valg – dog vidste hun godt, hvad han ville vælge og det var, at forlade hende. Hun havde fortjent det – og han havde fortjent bedre. Hun måtte rydde op i det rod, hun selv havde skabt. At holde på ham, grundet hendes egen overlevelse var urimeligt og unfair for ham.
Hun trak ham med ovenpå, til hendes soveværelse uden, at sige et ord. Hans hånd slap hun først da de trådte ind, hvorpå hun gik over og dumpede ned i sengen. En hånd kørte atter igennem det is blonde hår, mens hun betragtede ham. Han så virkelig godt ud i uniform, også selvom hun ikke brød sig om hvad det egentlig betød. Zachary var utrolig køn, og det ville ikke undre hende hvis de fleste piger ville føle sig tiltrukket af ham. Det kønneste var dog ikke det ydre men det indre. Han havde altid været en god kæreste. Altid havde han været der for hende, hvis hun havde brug for det og hun var ham så evigt taknemmelig. Et suk forlod de rosa røde læber, mens hun bed sig i underlæben. ”I need to talk with you..” startede hun tøvende, mens hun vendte blikket væk fra ham og ned i skødet, hvor hendes hænder filtrede sig ind og ud om hinanden. Stilheden hang i værelset, som en stor tyk dyne. Der gik flere minutter, før hun fortsatte.. ”Joshua is sick… with cancer…” hun sukkede dybt og så op på ham, ”It’s…. He….” hun fumlede med ordende, ”He’s going to die, Zachary” hviskede hun. Tårerne pressede på de smukke blå øjne, og hun bed sig atter i læben. Hun havde ikke engang fortalt ham det værste endnu. ”And I…. He…” hendes hjertebanken steg i takterne. Håndfladerne blev klamme, og hun kiggede atter mod sine små hænder og lod det isblonde hår falde foran ansigtet, skjulte det en smule. ”Joshua kissed me” det var sagt og i samme øjeblik skød en smerte igennem hende og hvis det ikke var fordi Zachary var der, var hun brudt sammen i gråd. Hun så ikke engang op på ham, i skam over hvad hun havde gjort. Hvad havde hun overhovedet bildt sig ind? At kysse på hans bedsteven. Hun kunne aldrig tilgives.

Så snart Cathy gav slip på hans hånd blev han stående. Han anede ikke hvad hun ville fortælle ham, men han var forberedt på det værste, og ville derfor ikke sætte sig ved siden af hende. Han betragtede hende længe, afventende på det hun havde brug for at snakke med ham om, og kunne ikke andet end at håbe på det bedste. Han kunne tydeligt se den indre konflikt hun havde, og hendes opførsel bekymrede ham. Han ville ønske han kunne holde om hende, og fortælle det hele ville blive okay, men hun skræmte ham ærlig talt og han havde ingen idé om hvad der var sket.
Hendes ord fik det til at gøre ondt i hjertet, og han ønskede bestemt ikke at Joshua skulle forlade verdenen på den måde. Zachary havde et meget afslappet forhold til døden, i og med at det ikke ville være første gang en af hans tætte relationer døde, men det var bestemt ikke mere fair af den grund. Joshua var alt for ung til at dø, og han var ikke som nogen af sine andre venner. Han havde kendt Joshua siden første klasse, og han havde været der for ham i både gode og dårlige tider lige siden. ”That’s horrible..” han nærmede sig Cathy med få skridt, men inden han nåede at sige mere så fortsatte hun, og han stoppede atter op. Han trak vejret dybt, for at bearbejde nyheden om at hans bedste ven var døende, men hvis det ikke var det eneste der var sket mens han havde været væk, var det alligevel for tidligt at sætte sig ved hende.

Der gik et øjeblik før det gik op for Zachary, hvad hun havde sagt. Det var som om alt gik i stå, og han fjernede blikket fra Cathy og hen mod vinduet, så han ikke brød sammen. Han mærkede en ulidelig smerte i brystet og maven, og for et kort øjeblik følte han en ekstrem stor kvalme. ”I think I’m going to be sick..” han lagde hånden på maven, men måtte hurtigt erkende at det ikke ville gøre det bedre. Tankerne om at hende og Joshua havde kysset eller var blevet forelsket i hinanden mens han var udstationeret, var ikke til at bære. Hvordan kunne de gøre det imod ham? ”You know what, Cathy. The worst thing anybody can do is fucking cheat on me” han hævede stemmen, og mærkede hvordan tårerne pressede på. ”I gave you all of me… Why do I deserve to be treated like that?” det gjorde ondt at indse, hvor dybe hans følelser for hende var, og hvor langt han havde ladet dem gå, når hun tydeligvis ikke var ude på andet end at såre ham. Hele hans verden ramlede sammen indeni, men udenpå holdt han mere eller mindre facaden, på trods af at Cathy kunne se hvor meget smerte det havde påført ham. Det var ufattelig meget at kapere på en gang, og selvom han var vred, burde han vel egentlig ikke lade det gå ud over hende på den måde, men han vidste ikke hvem han ellers kunne komme ud med det til.
  Efter et par minutter, vendte han atter blikket ind i hendes. "Do you love him?" han mærkede hvordan en tåre gled ned af hans kind, og hvor tæt på at bryde sammen i gråd han var. Det eneste hun skulle gøre var at svare ja til dette spørgsmål, og så skulle han nok sørge for at forsvinde fra hendes liv. Hvis hun virkelide nærede så lidt kærlighed til ham, at hun ikke kunne vente med at kysse på andre fyre før hun havde slået op med sin nuværende kæreste, ville han ikke spilde mere af hendes tid.

Tårerne pressede på de blå øjne. Hendes små hænder i barnestørrelse søgte mod dynen, som hun knugede så hårdt, i et forsøg på at holde tårerne inde, at de hvide knoer kom til syne. Inden i var hun et kaos, og udenpå holdt hendes kølige facade stadig. Det var dog u vidst hvor længe den varede ved. Om facaden ville knække som resten af hende. Hendes tilstand kunne også ses i deres omgivelser. Hendes værelse, som hun altid havde sørget for var opryddet, var nu et stort rod. Bøger lå kastet rundt på gulvet, nogle opslået andre hulter til bulter oveni hinanden. Tøj lå smidt, skuffer stod åbne og hvide papirer lå smidt over det hele. Hendes værelse afspejlede det kaos, der ødelagde hende indefra. De seneste par måneder havde været hårde mod hende. Hun var blevet diagnosticeret med depression. Dette havde Zachary dog ingen anelse om, da hun med vilje havde udeladet det i sine breve, grunden at Zachary ikke skulle tænke på det, bekymre sig eller sågar tage hjem. Hun vidste hvor meget hans karriere i millitæret betød for ham, hvilket også var endnu en grund til at hun havde tiet om denne vigtige information. Ud af øjenkrogen kunne hun ane, at han bevægede sig mod vinduet. Hendes blik lå stadig fast mod sine hænder der stadig knyttede dynen. ”You don’t deserve to be treated like that” sagde hun toneløst, stadig uden at se på ham. Han havde fortjent meget bedre end hende, dette var i hvert fald det hun havde sagt til sig selv siden den nat. ”I never meant to hurt you…” hun holdt en form for kunstpause, for at samle de rette ord i hovedet, ”to hurt you is the worst thing I have ever done in my life…” and it kills me, det sidste blev dog ikke sagt. Han var sikkert også ligeglad alligevel. Han hadede hende vel allerede.

”It’s been hell not having you here” sagde hun med en lidt højere stemme. Hun gav slip på dynen for at køre hænderne igennem det rodede is blonde hår. Tårerne forsøgte stadig at komme igennem hendes barriere og det lykkedes da også for en tåre, at bryde igennem for så at krydse hendes kind. Et dybt suk forlod hendes læber og endelig tog hun sig sammen og vendte sine blå øjne i retning mod ham. Han havde ligesom hende, valgt at sætte en facade op. Dog kendte hun ham så godt, at hun vidste hvor ondt han havde det indeni. Hun havde lige ødelagt hele hans verden. Ikke blot med, at hun havde været ham utro, men også at hans bedsteven var døende. Begge ting måtte i hvert fald gøre et indtryk. Om han hadede Joshua nu, var dog en ting som hun undrede sig over. For hvem kunne hade en døende mand?
Do you love him? Hans spørgsmål gav genlyd inde i hendes hoved. Et stik af smerte dannede sig i hendes bryst, da hun så hans tåre på kinden. Hun havde mest af alt bare lyst til, at rejse sig op og tørre den væk. Omfavne ham og sige at alting nok skulle gå. Hun elskede Zachary, dette havde hun vidst længe. ”I don’t know..” sagde hun som svar på hans spørgsmål. Hendes stemme var høj, men grødet. Tårerne brød endelig igennem hendes barriere og et dusin skød nu ned af hendes kinder. Hun vidste det faktisk ikke. Som ven ja – men på den måde som Zachary hentydede til, var hende stadig en gåde. Hun løsrev sit blik og rettede det nu mod hendes hænder der lå slapt i hendes skød. ”I’m such a horrible person” hviskede hun, nok mest henvendt til sig selv. Hun snøftede, og med håndryggen forsøgte hun at fjerne de værste tårer, men det var forgæves, da nye hurtigt kom til.

”I’m sorry… I’m so fucking sorry”

Han kunne ikke tro, at Cathy nogensinde var i stand til at være utro. Det lå så langt fra det billede han havde af hende, og det gjorde så forbandet ondt at hun ville såre ham på den måde. Det værste af det hele var nok, at han stadig elskede hende mere end noget andet. Han kunne ikke holde ud at se hende græde, men han følte på samme tid ikke det ville nytte noget at tilgive hende. Et eller andet sted, kunne man vel egentlig ikke gøre for at man fik følelser for andre, specielt nu han havde været bortrejst. Han ville bare ønske at det ikke havde været så nemt for hende, og selvom han mest af alt ville ønske han kunne fortælle sig selv, at hun så tydeligvis ikke var den rette for ham, så kunne han ikke se nogen anden kvinde passe bedre. Hun var perfekt.

Et lettere uforstående udtryk kom til syne, da hun nævnte at det havde været helvede ikke at have ham her, og det svage punkt han havde for hende overtog og dæmpede hans vrede. Han kunne se at hun fortrød hendes handling, og derfor var der ikke grund til at råbe og få hendes skyldfølelse til at vokse. Sandheden var at han var vred over sig selv, for selvom det var hendes handling der ødelagde forholdet, mente han at han kunne have undgået det, ved blot at være blevet hjemme hos hende. Det bildte han i hvert fald sig selv ind, for det var ikke nemt at blive vred på Cathy, eller at indse han måske aldrig skulle se hende igen.
Han nærmede sig langsomt sengen, for at sætte sig ved siden af hende. Han tog hendes hånd i hans, som en forsikring om, at det ikke stod så slemt til imellem dem som han måske havde fået det til at ligne. Nu hvor han måtte nød til at forlade hende, kunne han som det mindste forsøge at gøre det på en måde, der ikke ville være så dramatisk og sårende for begge parter.
  Han forstod overhovedet ikke hvordan hun ikke vidste om hun elskede Joshua, men følelser havde hun uden tvivl udviklet. Det var han ikke i tvivl om. ”Cathy, I can’t stay” dette gjorde ondt at sige, og hans facade blev brudt med en tåre der gled ned af hans kind, imens han så ind i hendes øjne – de øjne der gjorde ham så uendeligt svag, og som han elskede mere end noget andet. ”I can’t be with someone who doesn’t love me or takes a commitment like our relationship serious.. and it wouldn’t be fair to you if I stayed.” Hans hjerte skreg på at kæmpe for at få hende tilbage, og hans første intention var bestemt ikke at gå eller lade hende slippe så let fra ham, men han kunne heller ikke holde hende tilbage, hvis det ikke var ham der gjorde hende lykkelig mere. Så selvvisk kunne han ikke få sig selv til at være. Hvis det var hans fejltagelse havde han dog uden tvivl gjort alt for at vinde hende tilbage, for så havde det også kun været ham som kunne rette op på det. ”I know you have feelings for Joshua, so if he makes you much happier than I..” han vidste egentlig ikke hvad han skulle sige, eller om der var nogle ord der kunne gøre denne situation nemmere eller bedre. Det hele var stadig så uvirkeligt, og han havde nok brug for mere tid til at lade nyhederne synke ind. Han slap blidt hendes hånd, i håb på at holde følelserne nede. Hendes berøring hjalp ham ikke just med at gå fra hende, men han vidste at det var det bedste at gøre og han et eller andet sted ikke havde noget andet valg.

”I should probably go”

De blanke blå øjne lagde sig mod Zachary, der tog plads ved hendes side. Hun betragtede ham, og konkludrede at han ikke længere var så vred på hende. Det gav et sæt i Cathy, da han tog sin hånd i hendes. Hans hånd var varm.2 Det føltes rart. Hun havde savnet ham så meget. Det havde været ulideligt. Hver eneste dag havde hun været så bange for, at få et opkald der omhandlede ham. Han kunne jo dø. Blive skudt eller dræbt af vejbomber, som man jo talte så meget om i øjeblikket. Cathy huskede heller ikke hvornår hun sidst havde set nyheder. For nyhederne omhandlede jo for det meste kun om krigen, der herskede i de arabiske lande. Et eneste ord om krigen havde nærmest fået bragt hende til tårer. Hun ville ikke høre om det overhovedet. Så for, at slippe længere væk fra det hele havde hende og Joshua taget på roadtrip til Frankrig. Det var så her, at det var sket. Kysset, der havde fået hende til at hade sig selv, mere end noget andet. Hun følte sig som verdens værste person. Hun fortjente ham ikke. Han fortjente så meget bedre end hende.

Det næste han sagde rev hende midtover. Men han havde ret. Han kunne ikke blive. Zachary var dog ikke færdig med at tale. I can’t be with someone who doesn’t love me… Var det virkelig det som han troede? At hun ikke elskede ham mere? Han var virkelig forkert på den. Hun elskede ham, det var hun 100% sikker på. Men Cathy havde ved sin handling, fuldkommen forskruet hans syn på hende. Han troede heller ikke, at hun tog forholdet seriøst. Men det gjorde hun jo! Hun fortalte ham hvad der var sket. Dette gjorde hun fordi, at hun aldrig nogensinde ville kunne lyve for ham. Hun ville nok også hade sig selv endnu mere, hvis hun valgte at tie. Man var ærlig i et forhold og sådan var det bare. Flere tårer tog til, som frustrationen brusede op i hende. Cathy havde lyst til, at fortælle ham at hun stadig elskede ham. Men hvad ville det nytte? Tilliden var brudt. Han ville nok aldrig stole på hende mere, alligevel. Hun havde ødelagt det. Det hele var hendes skyld.

I et kort øjeblik lagde hun sit hoved mod hans skulder. Hun gav hans hånd et klem. De blå øjne lukkede sig i, bare for et lille øjeblik, inden at han forsvandt ud af hendes liv. ”I’m sorry Zachary..” hviskede hun igennem sin grødede stemme. Det gjorde så forfærdeligt ondt indeni. Aldrig havde hun følt sådan en smerte, som hun gjorde i øjeblikket. Det hele føltes uvirkeligt. Hun ville ikke blot miste Joshua, men også Zachary. Fra det øjeblik ville hun være alene i verdenen. Hvordan skulle hun nogensinde overleve det? Håbløsheden blandede sig med resten, af det kaos af følelser der herskede indeni hende. Cathy fjernede sit hoved fra hans skulder i det øjeblik, at han gav slip på hendes hånd. ”You probably should” mumlede hun, mens de blå øjne søgte mod sine hænder, der lå slap i hendes skød. ”You deserve so much better than me, anyway” tilføjede hun, i et fladt toneleje. Hun snøftede, mens en af de små hænder, forsøgte at feje nogen at tårerne væk fra hendes kinder. ”I’m sorry that I wasted your time” hun så stadig ikke på ham. Det ville gøre alt for ondt, hvis hun gjorde.

Han håbede inderligt at hun ville modsige ham på et eller andet punkt, men det viste sig uheldigvis at han havde ret.. Hun elskede ham ikke, Joshua gjorde hende åbenbart lykkeligere og hun havde ikke som sådan meget imod at han forlod hende – dette håbede han dog kun var på grund af, at hun ikke ville forlange ham at blive, nu hvor det var hende som var skyld i det til at begynde med. Det havde hun nok ikke ret til. Det ændre dog ikke på at et lille tegn stadig havde været rart. Zachary elskede stadig hende, om ikke andet. Men det ville jo ikke nytte noget, når de ikke kunne arbejde sammen om at få forholdet til at fungere igen, og måske havde han bare lagt mere i det end han burde have gjort. Måske var det naivt af ham at tro deres kærlighed ville forblive stærk når han havde rejst væk i så lang tid, eller måske ville dette netop bevise hvorvidt de kunne blive sammen længere, hvis ikke altid, havde hun været i stand til at holde distancen ud for en stund.
 Alle disse ting var nødvendige for ham at tænke, hvis han overhovedet skulle være i stand til at gå fra hende og bestemt nu hvor hun gav ham ret i at han burde gå. Han var så ligeglad med om han fortjente hende eller ej, for det var slet ikke sådan det hang sammen, hvis man da først fik følelser for en, og hun spildte ganske enkelt heller ikke hans tid. Han var ekstremt taknemlig for, at hun var den som fortalte ham hvad der var hændt, fremfor at han hørte nyhederne fra nogen anden og ærlighed var noget han satte meget pris på. ”Don’t be sorry about wasting my time. I really do appreciate you telling me in stead of somebody else.. I just wish you would have told me before I got back” der var ikke noget at gøre ved det nu. Zachary rejste sig op fra sengen, og gik hen mod døren, før han vendte sig om og sendte hende et langt blik, der stadig ikke kunne skjule den kærlighed han havde til hende, eller den sorg der hørte til at han nu skulle forlade hende. Han ønskede dog kun det bedste for hende, og sig selv. At de begge kunne komme videre uden de store hjertekvaler. Han vidste ikke om han nogensinde ville komme sig over hende, men det måtte tiden vise. Lige nu havde han allermest lyst til at tage tilbage til krigen igen. Hans bedste ven var døende, og selvom han nok burde besøge ham, så var det svært at forholde sig til det hele nu hvor Cathy og Joshua havde gået om bag hans ryg. Han følte ikke rigtig at han havde noget formål med at være tilbage igen.

Han ville ønske hun havde fortalt ham hvorfor hun havde gjort det, og hvad der i realiteten skete, men det fik han måske aldrig af vide. Om ikke andet kunne han nok ikke trække hans besøg hos hende meget længere.
”Goodbye Cathy” endnu et par sekunder gik, før han vendte sig om og gik ned mod hendes hoveddør. Flere tårer begyndte at trille ned af hans kinder, og han prøvede hurtigt tørre dem væk med håndryggen for ikke at bryde endnu mere sammen, i hvert fald indtil ikke før han var hjemme igen.