Help.. Please? - Antonia

Sted: Gågaden
Omgivelser: Ikke så mange mennesker, da det er forholdsvis koldt, og de fleste sidder hjemme i deres varme stuer,
Tid: 24.06, søndag.
Vejr: Forholdsvis koldt efterårsvejr, med en bidende vind.
Udseende: http://1.bp.blogspot.com/-a4i6k4RH3mA/UINuDz27M0I/AAAAAAAACus/902QMeyh684/s1600/GTCB12.jpg (med sorte bukser og sko)

Dai kom gående ned ad gågaden, godt pakket ind i sin store læderjakke. Han gik og tænkte på det skænderi han havde haft med en af sine gode venner et par dage tidligere. Dette var grund for at han ikke lagde mærke til, at der var ved at blive bygget noget nyt i gågaden, og derfor væltede over en bunke sten. Han forsøgte at tage for sig, men landede desværre med sin højre hånd i en bunke glasskår som en eller anden idiot havde efterladt på gaden.
Han kunne mærke at der klart var noget galt med foden, og det var jo ret tydeligt at hans hånd også havde taget skade.
Dog var det i foden nærmere en indre skade, end en ydre sådan som hånden. Han kunne mærke tydeligt at han ikke ville komme op og stå lige foreløbig. Han kravlede lidt væk fra glasskårene og stenene, og satte sig så op af en af murene til den tilstødende butik.
Før han faldt havde han været glad for at der var så mennesketomt på denne tid, men nu føltes det som en forbandelse. Især fordi han vidste præcis hvor hans mobil var. Den lå på natbordet og ladede, fordi det lortede stykke elektronik var gået ud efter en halv dags brug.
Han havde sin Ipod i lommen, men intet net, så det hjalp ikke rigtig det store. I det store og hele, følte han sig ret fortabt. Han kiggede ned på sin højre hånd, og så hvordan de grønne glasskår efterhånden var blevet røde, og det var tydeligt at en del af dem stak ret langt ned.
Han begyndte med et sammenbidt udtryk i ansigtet at hive de mindste glasstykker ud af sin hånd. Det var tydeligt at det gjorde ondt, men også at han havde næsten styr på det. Dog blackoutede han, da han fik fat i et glasskår som var større end forventet, og som gjorde langt mere ondt. Han var kun væk i få sekunder, men kiggede omtåget omkring da han vågnede.

Anton gik med hastige skridt ned af den tomme gade. Hun var træt og på vej hjem efter en lang vagt på jobbet. Hendes fødder gjorde ondt og hun var sulten. I princippet havde hun x antal pauser i løbet af dagen, men det var så sjældent de blev overholdt. Hun havde sjældent tid til at sidde ned og hvile fødderne, og hvad angår spisning, så blev det aldrig til mere end et par flygtige bidder i forbifarten.
Hun havde stadig arbejdstøjet på. - Et par sorte bukser, en hvid skjorte og en sort butterfly. Det røde hår var samlet i en fletning, der var trukket frem over den ene skulder, så den hvilede på brystet af hende. Af overtøj havde hun en tynd men varm, sort vinterjakke, og et par sorte løbesko. Normalt ville hun have haft et par tunge sorte støvler på, men løbeskoene var 100 gange bedre (og meget mere acceptable) når man som tjener var på benene hele dagen.
Hun hørte musik fra sin mobil der lå i lommen på jakken, gennem et par kvalitets hørebøffer der sad så remmen der normalt er over hovedet sad i nakken på hende.
Hun gik med blikket rettet mod sine fødder og nynnede med på "Objects in the rearview mirror" af Meatloaf.
Ud af øjenkrogen fik hun øje på en bevægelse. Noget som ikke plejede at være der. Hun lod blikket glide i den retning, fik øje på en mand der sad med en blødende hånd, og lod blikket glide tilbage mod sine fødder. Så stoppede hun op. Der sad en mand. På jorden. Op af et hus. Klokken lidt over midnat. Med en blødende hånd. På en mennesketom gågade.
Med en hånd i lommen stoppede hun Meatloaf midt i et ord og skubbede så til hørebøfferne så de hang om halsen på hende, mens hun satte kursen mod denne åbenlyst ikke særligt heldige mand.
"Hey, er du okay? Har du brug for hjælp?" spurgte hun prøvende mens hun betragtede ham med et vurderende blik i øjene.

Dai kiggede forvirret rundt efter sit blackout, og til sin store glæde, så han en skikkelse komme ned ad gaden. Den var ret udflydende, men dog alt han havde lyst til at se. Da skikkelsen kom tættere på, kunne han høre at personen nynnede en Meat Loaf sang og smilede svagt. Efterhånden kunne han se normalt igen, og gav sig til at betragte den - egentlig ret kønne - kvinde som gik ned ad gaden. Han så hvordan hun kiggede på ham, og så kiggede væk, men han registrerede det egentlig ikke.
Han havde lige travlt med at se hvad hun havde på, og blev enig med sig selv om at hun ikke rigtig lignede sådan en som ville høre Meat Loaf. Og dog. Hvorfor dømme en person på hvordan hun så ud? Derefter kom han til at overveje hvorfor han dog sad og tænkte den slags. Han lod hovedet falde bagover, og kiggede op i luften. Han hørte hvordan skridtene stoppede, og gik i gang igen. Han kunne fornemme hvordan hun skiftede retning, og hvordan hun kom tættere på.
Han slap lettet et suk ud. Derefter kiggede han mod sin hånd igen, og forsøgte at se om der var flere mellemstore glasskår han kunne få ud af den.
"Jeg kan ikke komme helt op og da slet ikke gå.. Tror min fod er forstuvet og tja.. Min hånd har det ikke specielt godt. Og så har jeg kinda glemt min mobil derhjemme.." Dai smilede mat til kvinden. "Så ja.. Jeg vil mene at jeg har brug for hjælp.. Hvis du da ikke har noget imod at få lidt blod på tøjet, og hjælpe en person et par gader væk." Han rejste sig halvt, ved at stå på det gode ben, og skubbe sig selv op ad væggen. Han vidste at hvis han kom hjem, ville alt være i orden, i løbet af forholdsvis kort tid.

Anton så kort på ham og lynede sin jakke, i et forsøg på ikke at få for meget blod på den hvide skjorte.
"Tror du ikke vi burde ringe efter en ambulance?" spurgte hun og gik helt hen til ham, så han kunne støtte på hendes skulder i stedet for at ligge al sin vægt på det raske ben.
"Den er altså ret voldsom ud, den hånd. Jeg tror du skal syes."
Hun så op mod hans ansigt med et lettere usikkert blik. Hun var ikke helt sikker på at det var holdbart hvis hun skulle støtte ham et længere stykke. Udfra hvad hun lige kunne vurdere så var hun mindst 20 cm lavere end ham. Hvilket altså betød en del hvis han skulle lægge sin vægt på hendes skulder. Det ville ikke blive voldsomt nemt for nogen af dem. Ikke at hun ikke var villig til at give det et forsøg. - Alt kan jo lade sig gøre med lidt god vilje.
Men hun mente nu det med skadestuen. De resterende glasskår så modbydeligt store ud. Nej, ærlig talt var hun faktisk ikke sikker på om hun ville være tryg ved at hjælpe ham hjem og efterlade ham. Hånden søgte mobilen i lommen og fandt den. Hun trak stikket til hørebøfferne ud og fiskede telefonen frem.
"Jeg ringer altså efter en ambulance til dig..." Fortalte hun og begyndte at taste nummeret.

Dai lagde den ene arm om hendes skulder, og var ret påpasselig med ikke at læne sig for meget over på hende.
"Nej det er ok. Jeg bor lige i nærheden" Han smilede svagt.
"Min fod er ikke brækket, og jeg skal bare have fjernet glasskårene. Jeg overlever. Min hånd skal nok klare det." Dai kiggede diskret på sin hånd, og kunne se at den ikke blødte mere. Glasskårene stak stadig ud, og det så stadig drabeligt og skræmmende ud. Han kom med et støn af smerte, da han lagde vægten på den dårlige fod, og kunne mærke hvordan benet var ved at ekse under ham. Han lænede derfor mere af sin vægt over mod kvinden.. Hvis navn han ikke engang havde fået endnu.
Han så at hun tog sin mobil frem og begyndte at taste noget. Uden at tænke sig om, lagde han sin raske hånd på mobilen. Han var lige ved at vælte, men genfandt balancen. "Ikke ambulance. Please. Kommer jeg først på hospitalet... Kommer jeg nok ikke ud igen.." Det var tydeligt at Dai var bange. Ikke for læger eller nåle, men for at mennesker skulle opdage at der var mere mellem himmel og jord, end de nogensinde ville have troet. Han var jo ikke just normal..
Han lagde armen om hende igen, og trak vejret dybt, mens han håbede at hun ikke ville reagere aggressivt på hans anmodning.  
"Hvad hedder du egentlig? Og hvorfor er du herude sådan en sen aften?" Dai kunne ikke lade være med at smile skævt. "Jeg regner ikke med at det er fordi du har holdt øje med mig, og bare har ventet på at kunne slå til i et svagt øjeblik.." Han grinede og gav hendes skulder et klem.

Anton kneb øjene sammen, og så op på ham med et blik der ikke helt var til at tyde. Hvad i al verdenen mente han med det? Det var dog noget mærkeligt noget at sige... Langsomt lagde hun telefonen tilbage i lommen, og spidsede kort munden en anelse.
Så lagde han mere vægt på hendes skulder igen, og hun fik travlt med at koncentrere sig om at stemme imod så ikke de begge faldt.
Hun lagde den ene arm om ryggen på ham og gav ham et blidt puf som tegn til at han skulle begynde at bevæge sig, og satte igang selv.
Smilte let ved det sidste han sagde.
"Åh jo, jeg har skam fulgt efter dig hele dagen, i håb om at der skulle ske noget som dette." Spøgte hun med en let latter siddende i stemmen.
"Nej, jeg hedder Anton. Og er på vej hjem fra arbejde. - Jeg arbejder som tjener på en lille restaurant i Eau Stor Center. Så når biksen lukker kl 22:30 og man lige skal have smidt de sidste gæster ud, gjort rent, ect., ect., så bliver klokken mange inden jeg kommer hjem" Fortalte hun med blikket rettet mod sine fødder.
Lidt efter tilføjede hun: "Eh, det vil sige jeg hedder egentlig Antonia. Men jeg foretrækker Anton. Don't ask.."
Efter et øjeblik i tavshed skævede hun op mod ham.
"Hvad med dig selv?

Dai lagde godt mærke til kvindens mistænksomme udtryk, men han satsede på at hun ville glemme det igen. Og hvis ikke.. Så måtte han finde ud af hvad han kunne gøre. Han havde ikke tænkt sig at uskadeliggøre hende, men enten måtte han afsløre sig selv overfor hende, og håbe at hun kunne tage det, eller.. Eller.. Han vidste faktisk ikke rigtig om der var andre muligheder. Det ville ikke være specielt sødt at smække døren i hovedet på hende i samme øjeblik han kom ind af døren. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, blot at han skulle gøre noget.
Han tog et skridt mere, og satte denne gang mere vægt på. Det svimlede for ham, og han svajede lidt, men blev dog stående. Han vidste godt at han ikke burde presse sig selv, han kunne bare ikke lade være, da det var det han havde været vant til siden han var helt lille. Han havde ikke kunnet vise svagheder siden hans forældre døde.. Ikke overfor andre end Xander i hvert fald. Derfor var det også ret grænseoverskridende for Dai at gå sådan her, med én han ikke kendte. Overhovedet.
"Jeg syntes også nok at jeg kunne genkende dine skridt." Dai kunne have slået sig selv. Han glemte hele tiden at normale mennesker ikke vidste at der fandtes vampyrer, varulve, eller formskiftere. Derfor var ordene bare røget ud af ham, som havde det været en anden overnaturlig.
"Anton.." Dai mumlede navnet, og begyndte så at smile rimelig stort. "Anton passer godt til dig. Lyder hårdt at arbejde som tjener?" Han smilede, og overvejede hvad hun mon tjente på en aften, og holdt så det tal op imod hvad han selv kunne tjene på en aften. Alt efter hvilken slags arbejde han valgte den pågældende dag, kunne han tjene op imod 3000$. Det var så når han fandt noget ordentligt.
Han smilede ned til hende. "Mit navn er Dai. Dai Akaido. Jeg er ham idioten som altid kommer til skade, og tit lader sin mobil ligge og lade op, men 'jeg lige går en lille tur'." 'Og så er jeg formskifter hvilket jeg ikke kan fortælle dig, da du vil tro at jeg er sindssyg.' Dai fnes over sin tankegang, men blev så alvorlig igen. Hvad nu hvis hun gættede at han var anderledes. Han knyttede den dårlige hånd og skar en grimasse af smerte, da det begyndte at bløde igen.


//Btw, har en vane med at skrive over modparten :p Håber svaret er tilfredsstillende //

Anton greb bedre fat i den arm Dai havde over hendes skulder da han vaklede. "Vil du godt lade være med det?!" Det lød meget hårdere end Anton mente det, men hun var blevet lidt overrasket. Hvis Dai faldt igen ville han efter al sandsynlighed hive hende med sig ned, og hun var på ingen måde i humør til nærkontakt med jorden i øjeblikket. Det var for sent og for koldt, og hun var for sulten. Efter et kort suk smilte hun skævt, og prøvede igen, denne gang med en let spøg i stemmen: "Jeg gider ikke samle dig op hvis du falder, så kan du ikke bare ta' og bruge min hjælp mens du har den? Seriously though, lad være med at støtte på den fod, den kan tydeligvis ikke holde til det."
Hun skævede kort op til ham og smilte med lyd på ved hans næste kommentar. Gik jo egentlig bare udfra at han kørte videre på hendes tidligere spøg.
Hendes øjne fandt igen vej ned mod jorden. Det var egentlig ikke bevidst, det var bare sådan hendes udgangspunkt var når hun gik. Blikket rettet mod jorden. Det var dejligt neutralt. Sikkert. Man risikerede ikke at fornærme nogen ved at se på dem på en forkert måde. Anton led af 'resting bitch-face' så når hun egentlig bare slappede af i ansigtet lignede hun en fornærmet, dømmende kælling.
"Hm, tak!" Smilte hun da han complimenterede hendes kaldenavn.
"Ooooh you have no idea! Så næste gang du er ude og spise, bær over med din tjener, det er ikke nemt. Oh, and tip well!" svarede hun med en let latter hængende i stemmen, uden at den helt kom frem.
"Hvad med dig, hvad laver du?"