A ghost with talons? (Anna Bella)

Tid: 01:30 ca
Sted: Skoven
Omgivelser: En tæt skov ikke så langt fra stien 

Lyden af at træ der blev væltet, rungede igennem den ellers så stille skov. En skikkelse i stærk smerte tvang sig vej gennem skoven. En i forvejen meget stor mand, voksede voldsomt. Hvad der startede som indestængte smerteskrig blev mere og mere forvrænget til en dyb knurren af ekstrem smerte. Huden sprak og en blodstænket men eller perfekt hvid pels voksede frem. Kroppen knagede som de svulmende muskler voksede. Skikkelsen satte i løb og slog både hænder og fødder hårdt ned i jorden for at dulme smerten af kløerne der tvang sig vej ud gennem fingrene. Tænderne der voksede frem skinnede næsten i månens lys. Et højt men nærmest majestætisk hyl kom fra det nu ulveagtige hoved. Skikkelsen kastede sig videre igennem skoven og væltede flere mindre træer i forsøget på at dulme smerten af den voldsomme forvandling der stadig var i gang. Pelsen var nu fuldt udvokset

Skikkelsen gjorde holdt i udkanten af en lysning og støttede sig mod et stort træ for at sunde sig. Hvis man var i skoven og kunne se i mørke, ville man se et majestætisk ulvelignende bæst på ca 3,5 meter i højden, med store muskler dækket af hvid pels. Den eneste form for beklædning der havde overlevet var nogle små rester af slidte jeans. Og en talisman omkring halsen. Den havde tydelig oprindelse hos en eller anden indianerstamme. Selve talismanen burde ikke have overlevet forvandlingen men det gjorde den. Vidste man noget om den slags ville man muligvis genkende skikkelsen som "Nightrage". En skovens beskytter fra Sarsi-stammen i der nordligste USA. 
Der gik ikke lang tid inden skikkelsen spidsede ører da den følsomme snude blev ramt af en duft. En hund og en ung kvinde. Men noget ved hende duftede velkendt

AnnaBella var som regl ikke ude på dette tidspunkt. Men lige netop i aften havde hun bare brug for luft, for at løbe en tur. Og ikke en løbetur som andre unge piger måske ville tage.. Nej!
Hun havde brug for at skifte form, det havde været alt for længe siden.
Hu var på vej længere ind mod skoven, da mange mennesker ville syntes det var sært at der lå en bunke tøj midt i det hele.

Hun gik sammen med Muna, hendes Äustralian sheepdog. Mange ville måske mene at en hund og en ræv ikke ville kunne sammen. Men nu var AnnaBella jo heller ikke en almindelig ræv, og det var Muna klar over.

De var kommet et godt stykke ind i skoven, da AnnaBella så småt begynde at tage noget af sit tøj af. Men pludselig blev hun afbrudt at Muna der begynde at knurre.
Anna vende hovedet med hende, og derefter i den retning Muna knurede. Der kunne ikke ses noget. Muna begynde at gå mod det der nu en gang havde fanget hendes opmærksomhed, og AnnaBella fulgte efter.

Hun havde allerede smidt sine sko, så det var på bare tær, hvilket måske også var endnu bedre. For sko larmede lige meget hvor forsigtigt du var, men når du i forvejen var stort set lige så stille som din indre ræv, så kunne man også som menneske bevæge sig meget stille.
Jo tættere de kom, jo højere og mere bask blev Munas knurren, hvilket i sandhed gjorde AnnaBella nysgerrig, netop fordi Muna stort set ALDRIG knurede eller gøde.

De kom til en lysning, og det gav et set i AnnaBella da hun så hvad det var Muna havde knurret af. Hendes øjne blev større og større jo bare hun betragtede væsenet foran dem.
De stod omkring 8-10 meter fra den. Hendes øjne betragtede dette dyr. Helt fra den store og pjuskede hale, op langs de muskuløse bagben, og ind over den brede robuste ryg og bug. Op af nakken, og op til de store og opmærksomme øre. Det store og næsten dystre ansigt.
Ned af halsen og det muskuløse bryst. Den hvide pæls blænede hende næsten i øjnene i dette konstante mørke.

Det var en ulv... men så alligevel ikke.. denne var mere end 3 meter høj.. og... den gik på 2 ben!. AnnaBella var ikke dum. Hun vidste ubemærket at dette var en vareulv. Hun havde lært det meste om andre væsner fra den gamle mand.
Hun betragtede uhyret foran sig, og de fleste var nok løbet skrigende bort. Men ikke AnnaBella.

Godt nok sprang hjertet rundt i brystet på hende, men det var lige så meget af spænding. Hun havde boet her ude i skoven siden hun kom til frankrig. Og hun var ikke lige frem en person der tog ud for at mødes med andre, det tætteste hun kom på fremmede var på hendes arbejde i blomsterbutikken.

Pludselig var der noget der fangede hendes øje. En talisman? Hvordan kunne en talisman holde til at dens eger forvandlede sig sådan der?
Nu var AnnaBellas dyre ikke så stort, men hun vidste da, at hendes far som var en ulv altid kom til at ædelægge sit tøj og alt andet.
Og han var en normal ulv, dette væsen var 2-3 gange større end en normal ulv.

Han trådte et par skridt ud fra træerne der bøjede til siden som var de kviste. Nu kunne han rejse sig i sin fulde 3,5m højde. Det første han kastede sine øjne på var hunden der knurrede. Han sænkede sit hoved lidt ned og hunden knurrede kun endnu højere. Som dyreverdenen nu er indrettet blev han irriteret og knurrede højere tilbage så hunden klynkede og holdt op med at knurre. Så blev blikket vendt om mod den unge dame og han prøvede på ny at identificere hvad det var ved hendes duftder var velkendt eller om hun var en trudsel. Snuden kom helt tæt på hende imens han fastholdt en lavmælt knurren. Talismanen hang nu helt synligt så man kunne få alle detaljer med. Talismanen var første tegn på de historier der gik om ham.

Han blottede tænderne som han nærmest studerede hende. Det var ikke helt til at beslutte om han studerede et bytte eller ganske enkelt vurderede hende. Men der var ingen frygt at spore i hendes duft? De halvrøde øjne virkede nærmest undrende og det var som om man kunne se manden inden bag ved. 
Der var det! Duften han kunne genkende! Navajo! Eller i hvertfald noget af hende, det var lidt svært at vurdere. Han brølede højt mod himlen. Den kæmpestore klo blev hamret i jorden som han tegnede noget eller skrev noget

"NavJo"

Anna følte sig bestemt udsat, men på den anden side ikke skræmt. AnnaBella havde oplevet værre ting end en vareulv. Hun Stod helt stille da væsenet kom nærmere, og snusede mod hende. Hun strøg sin hånd nænsomt og roligt over Munas ryg, hvilket fik hunden til at falde mere til ro, efter den havde søgt tilflugt bag AnnaBella.

Anna kunne ikke lade vær med at undre sig over talismanen, hun havde set det symbol før, men kunne ikke huske hvor.
Hun trodte et skridt tilbage da ulven pludselig kom et højt brøl.
Hun så mod det han var i gang med at tegne eller skrive mod jorden.
Hun bemærkede bogstaverne og hvad ordet betød. Hun så op mod ulven igen, mod de røde næsten menneskelige øjne, og nikkede en enkelt gang. Det var nu ikke hele sandheden. Dette dyr var kun den ene del af hendes væsen.

Hun kiggede ned på Muna der stadig kom med en let brummen "Muna dæk" sagde hun kort, hvorefter hunden lidt modvilligt lagde sig ned. Muna passede på sin eger, så det var ikke sjovt når man blev bedt om det modsatte.
Anna vende atter blikket med dyret foran hende. Hun kunne ikke lade vær med at betragte det. Hun havde aldrig set en vareulv før, og slet ikke i denne form.

Bæstet stod stadig helt op af hende og snuste for at genkende hendes duft. Der var mere i hende end Navajo men det var et væsen han ikke havde mødt endnu. Hvilket gjorde ham lidt nervøs. Men af en eller anden grund, var han lige så nysgerrig som hende. Måske fordi hun gjorde det smarteste når man stødte på ulve. Ikke at vise frygt. Bæstet virkede dog til at undre sig over hende. Mest over hvorfor hun ikke var bange. Han blev altid mødt medfrygt.

Han reagerede dog med at trække sig tilbage og tage fat om sin talisman da han så hun betragtede den. Men faldt dog hurtigt til ro da hun ikke virkede til at ville tage den. Kiggede ned på den og så tilbage på hende. Det var som om en tanke dukkede op i bæstet. 
Endnu en gang begyndte han at skrive noget med kloen i den bare jord. Måske ville det hjælpe på det faktum at han ikke kunne tale lige nu

"NiGHTraGe"


Det var af gode grunde ikke den pæneste håndskrift men det virkede oprigtigt som om bæstet tænkte sig om. Noget en skiftet varulv ikke rigtig burde kunne. Men han var i det unikke tilfælde at han var blevet født med bæstet i sig så han havde haft et helt liv til at holde det under kontrol.
Han knurrede stadig fordi han var usikker på situationen men efter han med stort besvær havde skrevet, pegede han sin klo ind mod sig selv.
Nærmest som om han ville fortælle sit navn. Det var også det navn han bar i historierne om at være skovens beskyttere. Han holdt op med at blottet de voldsomme tænder og kiggede nærmest afventende på den unge dame

Anna havde lært meget om dyr af sin far, og ikke mindst at den gamle mand. Derfor vidste hun at mødte man en ALMINDELIG ulv, så måtte man ikke vise frygt.

Den gamle mand havde lært hende meget om andre væsner da han havde lært dem at kende gennem sit liv. Derfor vidste hun også en smule om vareulve, men dog havde hun aldrig mødt en.

Anna bemærkede den pludselige beskyttelse af talismanen, og undrede sig en smule over det. Den lignede næsten et form for sagl fra en stamme eller sådan.

Hun bemærkede at han begynde at skrive igen, og læste hvad der stod. Og hvordan han pegede på sig selv. Et svag smil viste sig på hendes læber. Hun lagde forsigtigt en hånd mod sin mave "AnnaBella" sagde hun stille i håb om at han forstod menneske sprog i denne tilstand.
Hun skulle lige til at sige noget, da hans navn virkelig fik lov til at vende rundt oppe i hendes hoved. Nightrage?! Det lød bekendt. Og pludselig vidste hun var hun havde set og hørt om dette navn, og denne talisman. I en af den gamle mand journaler.

Hun så op på ham med et både overrasket men også fascineret blik! Hun havde altid troet at det bare var en historie som den gamle mand havde fundet på, men det var rigtigt nok.
Anna havde dog aldrig hørt at han ville være her. Hun kunne ikke helt lade vær med at smile. Både over denne overraskelse, men mere fordi alle de ting den gamle mand havde sagt havde været rigtige.

Hun så mod hans talisman "og det... er din stamme?" spurgte hun så, og så op på ham igen, og ramte atter de røde øjne

Han sænkede kort sit hoved som om han prøvede at hilse på hende. Han kom med en underlig rumlende lyd samtidig med han knurrede nærmest som om han forsøgte at sige hendes navn. Det stod ham stadig uklart hvorfor hun virkede interesseret i stedet for bange, så han var stadig tilbageholden overfor hende.
Da hun spurgte om hans stamme knurrede han højt og rystede på hovedet. Endnu en gang skrev han med kloen i jorden

"SarSI"


Han pegede på navnet og så på talismanen. Bagefter pegede han hvor der stod "Nightrage" og pegede så på sig selv. "Sarsi" var en stamme i det nordlige USA, det var der han kom fra og også der historien om Nightrage startede. Det var ham der var Nightrage. Endnu en gang begyndte han at snuse omkring hendes hals og ikke så langt fra hendes hjerte. Han prøvede stadig at finde ud af hvad hun helt præcist. Han var ikke fan af overraskelser og slet ikke i den tilstand han var i lige nu

Han var dog så tæt på at hun kunne lugte hans ånde. I et normalt tilfælde ville ånden lugte af blod eller kød, men han havde ikke nået at fange et bytte inden hun fandt ham. Underligt nok virkede han heller ikke sulten. Blot i gang med stadig at undersøge hende for potentielle faresignaler. Hele tiden havde han et øje på hunden bag hende. Nok var den ikke en trudsel, men dyr var stadig på vagt overfor hinanden

Anna så interesset på ham mens han tegnede og skrev, og forklarede med de skabe klør.
Hun forstod det hurtigt, hun kende til historien om ham, og hans stamme.

Hun bemærkede at han igen kom hen mod hende, og hun skulle lige til at tage et skridt baglæns, men det var lidt svært når Muna stod lige bag hende.
Igen fornemmede hun hvordan han snussede til hende, prøvede at opfange alle dufte ved hende. Endnu en gang faldt hendes blik mod talismanen om hans hals.
Muna lavede en lav brummen, da han kom nærmere, en Anna beroligede hende med en nussen bag øret.
En en stille og let bevægelse, strakte hun sin arm lidt frem, og lod 2 finger kærtegne talismanen.

Lige så fascineret og interesseret hun var over hans væsen, lige så fascineret var hun over hans talisman. Anna så op mod den fulde måne. "Du er fanget sådan der indtil solopgang... ikke?" spurgte hun lidt forsigtigt. Hun vidste jo ikke helt hvordan han havde det med denne form

Han knurrede tilbage af hunden der knurrede, men blev stille så hurtigt som hunden gjorde. Den store arm blev løftet som han skulle til at slå hendes hånd væk, men noget i ham lod være. Armen blev sænket og hans øjne hvilede på hendes hånd som hun nærmest kærtegnede talismanen. Måske var det hendes fascination der gjorde han ikke bare rev hende fra hinanden. 

Som hun talte og spurgte ham om hans form, kom der en svag klynken et meget lavt hyl fra ham. Det lød helt bedrøvet da han nikkede til hende. På en måde var han nærmest beæret over at bære sådan en gave. En gave der havde gjort det muligt at forsvare hans hjem og kære så meget som han havde gjort. Han havde ikke kunnet stoppe så meget ondskab uden. Men det havde også bragt stor sorg. For det var en gave der var svær at styre. Kære var faldet for hans egen klo. Og han havde set alderen æde mennesker væk men kom til at se det mange gange endnu

Han lagde hånden om talismanen og kiggede på hende venligt men stålfast. Med talismanen i hånden, pegede han på sit hjerte og lavede en underlig lyd i halsen som om han forsøgte at tale:

"Menn... eske... Inde..."

Anna kunne mærke en vis nervøsitet stige, da hun så hans hånd rejse sig. Men hun viste stadig ikke frygt. Normalt ville hun i dette tilfælde være nervøs, bare fordi det var en anden person. Anna var ikke lige frem den mest sociale person, ikke fordi hun ikke kunne lide andre mennesker/væsner, mere fordi hun ikke stolede på dem.

Hun bemærkede hans klynken og hyl, og fornemmede at det var en byrde, og en hård ting. Og hun ikke på sin vis også godt forstå det. Hun ville heller ikke bryde sig om at være indespæret i sin ræve form, eller endnu være et sted mellem menneske og ræv.

Hun så på ham da han begynde at komme med noget der mindede om ord.
Og hun genkende dem tydeligt, hun nikkede kort.

"Du er en vareulv...ikke? Og du er normalt et menneske?"
Kom det stille men blidt fra hende. Hun så ned på Muna, og satte sig stille ned på hug foran den. "Muna.. kan du gå hjem med dig" sagde hun blidt, men stadig beordrende. Muna kom med nogle små klynkende lyde, men begynde så stille at traske tilbage af den vej både hende og Anna var kommet fra.

Anna rejste sig derefter, og så efter Muna. Ikke fordi hun mente at Muna kunne finde du at gøre noget, men Anna kunne mærke at både væsenet foran sig og Muna gjorde hinanden urolige, og det havde hun ikke brug for lige nu.

Men på en måde stolede hun vel også bare en smule på dette væsen

Han kiggede lidt efter Muna men vendte blikket tilbage på hende da hun spurgte til om han var menneske. Så godt tænkte han heller ikke lige nu, men prøvede dog lidt. Han var jo både det ene og det andet på en gang. Det var vel det at være varulv indebar. Han havde aldrig skænket ordet en tanke. 
De rødlige øjne var stadig nervøse men han valgte dog at lægge håndryggen på jorden så hun kunne lægge sin hånd der. Det havde han set mennesker gøre så det var måske et tegn på tillid.

Lige pludselig lagde han ørerne ned og knurrede dybt. Det gik op for ham at Muna ikke klynkede på grund af ham men en helt anden trudsel. Med et enkelt spring var han langt henne over hende og løb hen over Muna var gået hen. Ganske kort efter han forsvandt ind i træerne, kom Muna løbende tilbage til AnnaBella og trak i hende. Muna var blevet såret

Dybere inde hørtes Nightrages brøl og lyden af voldsom kamp startede. Træer splintredes, høje hyl fra noget der kom til skade. Ud fra lydene alene var det svært at vurdere hvor mange der rent faktisk var. Ganske pludselig blev der stille efterfulgt af den dyre knurren. Gik Annabella der hen ville hun se ligene fra 12 vildhunde ligge ud over det hele imens Nightrage spyttede det 13 lig ud. Hans tænder og kløer var sølet til i blod. Muna humpede hen til ham imens hun klynkede og slikkede svagt på den ene klo. Han kiggede ned på Muna og så i retning af AnnaBella

Anna så ned på hans hånd, og skulle lige til at putte sin hånd i hans. Da han så han timelige agrasive adfærd, hun Ford lidt sammen da han sprang over hende.
Anna løb Muna imødekomme da hun så hende komme haltende. Hun så efter lyden af de mange hyl. Hun sad og holde om Muna. Da der var blevet mere stille, skynde Anna sig der over. Det var et forskrækket blik Anna habde da hun fik øje på ham

Hun skulle lige til at stanse Muna da hun gik hen mod det nu blodige dyr. Hun sank en klump, og for første gang siden hun havde mødt ham, kunne hun mærke en lille nervøsitet. Men så alligevel ikke. Han havde jo netop gjord det for at passe på Anna og Muna.

Anna gik langsom hen mod ham, og så på alt blodet
"Kom med.. så får vi klaret de sår du har"
Sagde hun stillede og hentydet til de ster hvor hundene havde nået at rive eller bide ham. Anna satte sig på hug foran Muna, og løftede hende op, selvom det var besværligt da Muna var en temmelig stor hund