Fuel to the Fire

"Chestnuts roasting on an open fire
Jack Frost nipping at your nose
Yuletide carols being sung by a choir
And folks dressed up like Eskimos"

Den sagte melodiske nynnen klingede ud, som den store gråmeleret strik trøje blev trukket tættere omkring brystet af den blonde pige.
Ikke at hun behøvede skærme sig bag hverken trøje eller jakke og hun behøvede ikke søge ly for den nyelige vinterkulde , der nu have et solidt hold omkring Di morga.
Nej, ikke som vampyr.
Små bagateller som dette prellede af som dråber af dug på et lille grønt blad.
det var dog en fordel at geberde sig som menneske, når man skulle færdes i det fri og det var da een ting i Millicent Walkers liv der ikke forvoldte hende problemer.
Tvært om var den unge vampyr ganske god til at lege menneske, og det skyldtes at hendes sjæl sad klistret til hende, og nægtede at lade sig skille. Sådan var det bare....uanset hvor dødt  og ikke virkende et hjerte der sad i pigens bryst, ville det ikke stoppe med at 'slå' eller føle, og det samme kunne man sige for egenskaber som empati og samvittighed.
Det var sikkert kvaliteter eller defekter om man ville - som dette der havde ført hendes bagdel på chefstolen i Libra.
okay- egenlig havde hun Adriana og Graham at takke for den byrde, men alt i alt var hun blevet vældig engageret og passioneret omkring Libra, og det havde været hovedårsagen til hun ikke forlod Di Morga, da brudet med hendes forlovet ikke kunne undgåes.
Hun kæmpede stadig med at rykke videre, ligge det bag sig og føle sig fri.
sandheden var at hun havde enormt svært ved at ...glemme ham.
kun arbejde ...og Gordon kunne aflede hendes tanker.
Gordon...hun var intet uden ham nu. Og det var ganske nostalgisk at julen allerde igen stod for døren. Hvordan hun skulle igennem den var der ikke lagt planer om. Hendes liv var meget anderledes end sidste jul.
Men hun håbede da på at tilbringe den med Gordon, for hun orkede ved gud ikke hendes hash rygende forældre og deres motorcykel klub, som hun var inviteret ud til.


Hun nærmede sig den lille cafe, hvor hun havde bedt Adriana om at mødes .
Millicent smilede, hun kunne godt lide det lille sted. Spartansk og hyggelig var den. En masse små lyskæder beklædte facaden, og da hun greb om håndtaget og trådte indenfor, blev hun positivt overrasket over de også havde fået skabt en god balance mellem de elektriske jule guirlander og de små levende bloklys, der hyggede på hvert et lille bord.
Millicent smilede til tjeneren, der stod og tørrede et gløgg glas af, bag den brune disk af kirsebær træ.
Der stod en 6 armet lysestage, hvor sterinen løb ned af , i bedste disney stil.
Millicent elskede normalt jul og hun var helt vild med hun allerede kunne nyde den rundt omkring. mange var ved at dø eller brække sig af den tidelige start, og hun sendte en tanke til Adriana. Bare  hun nu ville syntes om stedet, og ikke løbe skrigende væk.







Millicent løsnede den grå trøje, og lod den glide ned over den spinkle stolryg,inden hun satte sig ved et bord der egenlig var beregnet til fire- men det lille sted var ret fyldt ellers.Det var sikket lige blevet fri, så hun var heldig at kunne snuppe det.
Med trøjen væk, hang håret nu helt løst ned over en langærmet rød turtelneck, og en smal sort nederdel, der gik til knæene.
Eneste pynt var et lille diskret bælte , et smalt et der fremhævede taljen.
Halskæden med amatystdråben og det lille hjerte hang omkring hendes hals, men ingen andre smykker eller nips gjorde stads af hende.
De flotte støvler med fine høje hæle,  stod parkeret hjemme i entreen, og Millicent der var afslappet klædt , havde istedet valgt at træde i et par sorte snørrestøvler, med en tyk rågummisål.

Tjeneren signalerede om hun ville bestille, og Millicent viftede med et par fingre tilbage " giv mig fem minutter.jeg venter på en veninde"
Han nikkede igen, og sendte et imødekommende smil.
Hun var spændt på at se Adriana igen, og var blevet glad over Grahams nyhed at hun var vendt tilbage.
Millicent havde straks sendt en besked over deres sikre mail, og bedt om adriana ville mødes. Det ville hun heldigvis gerne.

- Hej Adriana
 Graham fortalt du er kommet tilbage......Kan vi mødes
 Millicent

Det var nogle af ordene, Adriana havde modtaget et par timer inden. Faktisk var hun lige kommet udfra mødet med Graham og meldt sin ankomst til Di Morga, et smil breddet sig *Hurtige som altid* havde hun tænkt omkring Millicent, men glædt sig over hun virkede okay.

Hun havde haft det dårligt at forlade alt ansvar til Millicent og så pludseligt. Men hun kaldende det godt! Havde hun tænkt da hun så rapporten fra Graham

_________________________________________________________________________________________

Hun kom gående ned af en gaden, med masser at butikker, der havde pyntede op til julen. Adriana stoppede op ved synet af vindue havde skinne farve i rød og grøn. Hun fangende sit eget spejlbillede, hendes påklædning var afslappet, en tøjre og et par jeans, ikke særligt stilfyld. Det eneste som måske skille sig ud var solbrillerne hun havde på. Hun lagde hovedet på skrå og gav sit selv et smil "Må nok komme videre, ellers kommer jeg forsent" sagde hun lavt til sig selv. Hun forsætte ned af gaden med rolige skridt, mens hun kiggede på udsmykking i vinduerne og gaden.

"Du har noget din destation" sagde en kvindelig stemme fra hendes lomme, Adriana tog sin mobil op og trykkede på knappen afslut. Hun havde brugt en GPS til at vise hende vej.
Efter hun havde stået lidt tid på sammested, havde hun lagt mobilen i sin lomme og vendt sin opmærksomhed mod døren *hyggeligt sted* tænkt hun for sig selv og tog fat i døren og åbende den langsomt op.
Varmene og duften af gløgg mødt hende som en glædeligt velkommen, hun gik indenfor og bliv mødt af en tjener, det snakkede lidt. hvor hun forklarede hun skulle møde en veninde her. indtil videre kunne Millicent ikke se hende. men vis hun mærkede efter, kunne hun mærkede hendes tilstedværelse.
Tjener nikkede til Adriana og pegende mod Millicent bord "Mange tak" sagde Adriana og kom nu tilsyne for Millicent.

Det Millicent så var en venligt smil, på en person som kunne måske være Adriana. Hendes hår var blevet kort og blondt, hendes påklædning var afslappet og hendes aura udstålede selvtillid og ro. det eneste som afsløret det var Adriana var hende rødbrune øjne og hendes stemme.
"Godt at se dig igen. Millicent" sagde hun og sætte sig på stolen foran Millicent.

Den tid hun havde været væk, så ud til at havde været godt for hende "Du ønskede at møde mig, hvad kan jeg gør få dig" spurgt hun og løftede en finger så tjener kunne se den "Et glass gløgg" Adriana kiggede på Millicent "Kunne du tænke dig et glas også?" spurgt hun

Adriana påklædning/udseenden:

Tjeneren , en mørkhåret fyr i slut tyverne spærrede øjnene lidt op , da Adriana trådte ind. Say whaaat, hvor heldig kunne han dog være ! Hans grønlige øjne undersøgte hurtigt ansigtet, og fandt det yderst charmerende og derfor gled de videre interesseret ned over hende krop og over hendes hænder , nysgerrig på hvad de ville finde. Så vidt Han kunne se havde hun ingen ring på, hvilke i hans optik betød at der VAR en chance for at lægge billet ind på hende. Marcel antog det var fair game, sålænge hun ikke var afsat til anden side, sådan helt formelt.
"Velkommen Miss , kom inden for i varme" lød hans stemme blød og en smule mørk.
Smilet han gav Adriana var varmt men ikke slesk på noget måde. Selv om han af udseende kunne være en uautoriseret bror til Enrique Iglesias, var han en langt mere beskeden mand og fandt normalt ikke så hurtigt interesse for en kvinde.Den lille blonde sag, havde bare en udstråling der ramte ham, uden han kunne forklate det.
Hun virkede dragende, appelerende på ham , og måske var det den særlige stemning der bare altid greb hans hjerte, når julen var nær- men han syntes at han fortjente at få en chance...han ville give sig selv en mulighed for at stjæle hvad han kunne af hendes smil.
Da hun fortalte hun skulle møde en veninde, blev hun anvist til Millicents bord, med ordene " Første drink er på huset " og et lille imødekommende smil, da han ikke ville virke desperat. damn en bagdel kan se just fine ud i et par jeans, kredsede hans tanker lidt , da hans øjne fulgte Adrianas gang ned til Millicents bord.


Rundt omkring på bordene var sat flasker af god vin, uåbnet. Det var for at friste kunderne naturligvis, men de addede også til en intim og cosy stemning.
Flaskerne var godt nok tjenerens opgave at åbne og skænke, hvis kunderne ønskede det, men da Marcel havde været optaget af Adriana, og iøvrigt også fået at vide hun gerne ville vente med sin bestilling, havde Millicent selv kastet sig over en vin, med stor entusiasme.
Flasken var ikke i så godt humør, den var ret genstridig og nu sad hun så med en vin og forsøgte at få proppen af den drillede flaske.
Ny taktik : Millicent forsøgte at sætte flasken ned mellem lårede, hvilke den stramtsiddende nededel så sandelig gjore sit for at modarbejdede. Alt i alt var det bare irriterende at den ikke lystrede, og hun var så optaget af den flaske skulle 'unduleres' at hun på ingen måde ænsede Adrianas tilstedeværelse i cafeen. Ikke før hendes stemmes bekendte klang kunne høres.
Millicent så hurtigt op og blev lidt forfjumsket.
Hun kunne ikke helt få hvad hun hørte og hvad hun så til at stemme overens, men det tog ikke længe før hun grinede og sagde..

" Adriana! godt at se dig. Har du været oppe at slås med en flaske klorin ? " drillede hun , men tilføjede med det samme...
" Du ser skøn ud, dit nye look klæder dig.Du ser helt blid ud "
Millicents øjne glimtrede glad mod Adriana. Hun havde faktisk savnet hende, gik det op for Millicent.
Ikke på det arbejdsmæssigeplan, for hun havde alligevel vendt op og ned i Libra, da hun ikke var 'helt så meget vampyr' som Adriana, men det var mere som en slags veninde. En fortrolig at tale med.Millicent havde ikke rigtig nogle der kunne komme ind under veninde katagorien.
Millicent havde flere venner, men uanset hvor sjov en druktur kunne være med William og hvor meget hun elskede at lytte til Diegos syn på verden, så var de altså bare ikke ....piger.

Millicent satte flasken fra sig med et påtaget suk.
"Yup, jeg er med på en gløgg, tak "
Millicent lavede en lille grimasse, da hun så hvordan Marcel røg op som trold fra en æske, og gik i gang med at lave en gløgg. Ikke fra en fra karton, men en på rigtig rødvin, med en masse gode og velduftende krydderier, let opfangelige for Adriana og Millicents fine næser.

" En du kender ? " ville Millicent vide. " Jeg synes han kaster liiige lovligt lange blikke efter dig " tænkte hun højt, og smilede ved tanken. Millicent vidste ikke om Adriana havde en kæreste, men det ville hun da finde ud af. Om lidt-men først den mere formelle del.

"Jeg fik nys om du var tilbage, og ville byde dig velkommen . Hvor søren har du været , Adriana- og har det noget at gøre med din nye lækre makeover ?" lod det være op til Adriana at berette.

Adriana kunne ikke lad være med at grinede ved Millicent sætning omkring hendes hår 'klorin'. Hun sagde med en for få selvtillid, som var behaglig men tydeligt at ordene mest var et efterfølgt af Millicent drilleri "Alt klare mig jo" og gav Millicent et blik med det ene øjne, hun grinet igen og smillede venligt til Millicent.

'Hun havde virkeligt savnet hende, hvornår var de enligt blevet så tæt' tænkt hun og lod tanken ligge unden at svare på den.
Adriana så på vinflasken som før havde været elegant og i balance, lidt nu noget der var løgn. kanten var flæsset, mes af alt ligne den noget som havde været i krig og den havde vundet... Adriana kunne ikke lave være med at grinede over tanken 'Millicent vs vin flaske', hun holdt sig over maven "Undskyld, undskyld" sagde hun undskyldende til millicent og pege på flasken "Gløgg lyder som en rigtigt god ide"

Adriana prøvede at stoppede sit grin og det tog lidt tid, men fik den på plads igen og hentydet til tjenerne omkring at hendes veninde også ønskede et glas.

Da Millicent påpege Macel interesse for hende, kunne hun ikke lade være med at smilede "Nej. gør jeg ikke" Adriana så hen på marcel og gav ham et venligt smil, i mens var lod hun sit blik undersøge ham. Han er ret hot tænkt Adriana og sagde til Millicent "Men lækker er han da"

Men hendes tanken forlod Marcel da Millicent stemme ændre klang og der flyv spørgsmål ud fra hende!

'Jeg fik nys om du var tilbage, og ville byde dig velkommen . Hvor søren har du været , Adriana- og har det noget at gøre med din nye lækre makeover ?'

"Rolig Millicent, et spørgsmål af gangen" sagde hun mens hun løftede op foran sig, for at berolige hende. og smiltede hende venligt

"Jeg har været..." Adriana tænkt for sig selv om hvordan skulle hun forklare det bedste muligt, så meget var sket. mest om alt havde hun fået styre på sig selv. sit mørke, men det kunne hun ikke forklare med ord!

Adriana lod en finger klø sin kind og vendt sit blik tilbage til Millicent og sagde med en rolige stemme "Det er en lang historie, jeg har ledet efter en person." sagde hun og stoppede sig lid, en for få skygge kom over hendes ansigt ved tanken om person.

"Men har været i Rouen, Paris, London og tilbage til Rouen igen" Adriana havde aldrig brydet om at snakke omkring sin ege fortid, den var hendes og ny bad en rigtigt gode veninde om at få en bid af den.... Hun så mod Millicent "Lad mig spørger dig, hvordan har du det med din skaber" spurgt hun mest for at få tanken væk fra hende selv.

" true ...du er en af dem der ville se smuk ud i en plastikpose kjole" grinede Millicent tilbage. Selv i et plain outfit fik hun tjeneren til at vride sig af fryd, der omme bag den mørke disk, bemærkede Millicent.

Millicent lavede himmelvendte øjne og rystede kort på hovedet.
" Jeg sværger ...det eneste der kommer på højde med mænd, når man taler at være besværlig, det er da vin flasker! Hvordan gamle folk overhoved får sig et glas vin er mig en gåde, når os med raske stærke hænder dårligt kan " små klagede hun, men der var nu en pointe . Det samme kunne siges for køb af dvd'er eller cd'er hvis man tilhørte den lydige del af samfundet som ikke bare lånte det online. Disse pakninger var jo komplet umulige at åbne, faktisk på kanten til det var latterligt , ville hun mene.

Efter at Adrianas grine flip var aftaget, og Millicent informeret om hun ikke kendte Marcel, var det så tyve spørgsmål til professoren, næsten da.Millicents iver for at høre mere lod sig ikke fornægte da.

" i know...i know...undskyld, men jeg er altså ret interesseret i hvad der er sket for dig." Millicent lyttede efter, og et helt særligt smil lagde sig i vampyrens blik.
Hun kendte det. Hun vidste hvad det var Adriana havde gang i. Hun forsøgte rette spottet tilbage på Millicent , og dermed undlade selv at skulle udleverer detaljer om sit private liv. Men nu var hun oppe mod en lille mester i denne leg, for Millicent var heller ikke vild med selv at fortælle- langt hellere ville hun høre om andre.
Men....nogle ting skulle deles, og hun havde ingen problem med at vise at hun gerne ville betro sig til Adriana. De var langt mere svære ting at tale om , for Millicent- end hendes skaber.

" Du har været meget omkring, jeg vil gerne høre om grunden for al det rejseri ? men for at besvare dit spørgsmål så er min skaber et dødt emne at tale om."

Millicent så op da Marcel spankulerede mod deres bord, med en bakke hvorpå to kæmpe gennemsigtige glas med hjemmelavet gløgg stod på.

" Til den smukke miss.... .....? " fiskede han efter Adrianas navn, da han først serverede for hende , med et lille buk.
Han lod sine grønlige øjne lægge på hende, liiiige den tid længere end normalt, hvorefter han gav Millicent sit glas..." Og til den langhåret veninde" fjollede han, og kiggede en sidste gang på Adriana." Nice sweater" forlod han bordet med, og fik Millicent til at le.

" Wow....somebody has a thing for you" drillede hun Adriana, og trak sit glas over mellem begge hænder.
Millicent tog en teske og fiskede lidt mandler og rosiner op, og stoppede dem i munde, så talen lød en smule ulden, da hun forsatte ...

" Min skaber var en gammel idiot, der snød Kalamka , direktøren for den største Ban i i Geneve. Da jeg fandt ud af det....ved et uheld....slog han mig ned. Og bar mig hertil DI Morga. Hvorfor han fortrød og gav mig hans blod, har jeg ingen ide om?
Men .....jeg huskede intet og vågnede op , stiv af skræk over mig selv. Jeg anede ikke at der fandtes vampyrer, så jeg ....ja...det kan du selv regne ud. Jeg vandrede lige ud i solen , fik hugtænder og en trang til blod- jeg var SÅ bange for mig selv og for jeg var blevet sindsyg.
Under en middag fik jeg min hukommelse tilbage, skæbnen var at han deltog....og ...for at gøre det kort, Så rev Kalamka hovedet af ham, og han døde."

Millicent så ned i sin gløgg. Et trist skær havde lagt sig i hendes klare øjne. Der ville nok altid være det der hul...et afsavn. Ligenu kunne hun ikke skælne om det var efter Andrija eller hendes skaber. Begge var ....uden for kontakt , nogen hun ikke kunne socialiserer med, kunne man sige.

" Jeg havde et hul i mit hjerte, en diffus trang til noget jeg ikke vidste hvad var. En længsel der aldrig vil blive stillet tilfreds. Som et mål man aldrig vil nå ? Dunno....det er svært at redegøre for- og det hjælper ikke at jeg aldrig havde kontakt med ham. Jeg fik det hele serveret baglæns kan man sige.  Nu er jeg klar over båndet til en skaber er helt særlig. Jeg ved ikke meget, men jeg ved at det kan skabe varme og tryghed....eller det kan misbruges til noget fælt- men ...hvorfor spørger du om det ?" Lød det igen da bolden blev spillet over på Adrianas banehalvdel.

Oppe på baren, havde Marcel sat albuerne i disken og hvilede hagen mod sine hænder, imens han så mod Adriana , med et blik fyldt af drømme.

"plastikpose kjole, som det stor nye hit" sagde adriana lavt, men hun kløede sig på kinden "hm! måske det hvad jeg tager på næste gang så" sagde hun tilbage til Millicent kommetar, men kunne ikke lagde være med at smile. God hun havde savnet denne tøs!

Adriana kiggede på flasken og kunne ikke lad være med at smilede "Jamen Tak... Så gammel er jeg da heller ikke" hun skære ansigt over hendes kommetar, faktisk var hun ret gammel. hun har levet som vampyr i... snart 550 år vis ikke mere, hun lagde hovedet på skrå. men rettede sig op ved Millicent pludselig 'i know, i know' hun vendt opmærksomheden tilbage til hende.

Efter Millicent handling sukkede Adriana blot og trækkede på skulder som tegn på gav op og inden Marcel kom ned til dem og deres samtale kom på pause udtrykket hun et "okay, skal nok.. kan virkeligt ikke skylde noget få dig" og så stod Marcel foran dem med strålende blik, da Adriana kiggede ham i øjne

"Mange tak" sagde hun og tog imod glasset med gløgg, hun kunne ikke lad være med at smilede ved hans 'fiskning' efter hendes navn og hun smilt venligt til ham "Adriana" svarede hun og da han havde kaldt Millicent langhåret veninde, rettede Adriana ham og kaldt Millicent ved hendes navn "Og det er Millicent" hun gav ham et varmt smil inden han forlod bordet... Adriana ventede til han ikke kiggede og begyndt at le med Millicent

"Tja! Tro det mere er...." Adriana holdt en pause fordi hun smagt på gløggen "wow. den er god" sagde hun overrasket og afsluttede sin sætning "Hvem kan også modstå mig" sagde hun med et drillende smil til Millicent og fangene nogle mandler med en ske og så mod sin veninde og gav hende et betroende smil, som om hun vil give sin størreste scorre hemmelighed "Alt handler om udståling Millicent" hun tog skeen i munden.

Adriana lyttede til Millicent historie, men smagt lidt på gløggen engang imellem, men holdt opmærksomheden på Millicent "hm! " sagde hun blot og mærkede den pludselige mørke skygge komme over Millicent "Gør mig ondt!" sagde hun og holdt en pause "Det med Andrija" hun lagde sin hånd på Millicent og gav den et klem. Millicent kunne mærke varm fra Adriana hånd, den var ikke iskold.

Adriana nikkede forstående "Kan jeg sætte mig ind i og afligvel ikke" sagde hun og små grint, der var en for af tristhed i hendes øjne men samtidig varm.

"Fordi" sagde Adriana og tænkt sig nu godt om igen. før hun forsætte, som om hun overveje hvor meget hun skulle fortælle Millicent men sukkede så helt opgivende "Fordi, jeg har ledet efter spor fra min skaber. havde brug for hans nærvær" sagde hun og prikkede Millicent lige midt på panden og grint.

og trækkede vejrt dybt, dette var svært tænkt Adriana men kiggede på Millicent "Jeg.... er begyndt... at havde sværet... med at følelse... menneskelig følelser" sagde hun og så ned på bordet, det var svært at forklare, men her sad hun og prøvede afligvel. Hun tog en slurk af gløggen. "Har ledet efter ham, da jeg havde brug for at blivet vækkede op, inden jeg blev for meget et monster" sagde hun og lod blikket falde tilbage på Millicent

"Må nok starte et sted, så du forstå mig og mit skaber forhold til hinanden" sagde hun med et blidt smil "Først gang jeg rigtigt mødt ham, var i min barselseng, mange... mange år tilbage... Jeg lå dødende, var ved at forbløde... Barnet havde ikke overlevet" sagde hun med en tyng stemme og kiggede mod sit glas "Og der stod han pludselig, tilbude mig liv. hvordan kunne jeg ikke takke jo tak" hun smilt til Millicent "Vores skaber er meget forskelle, måske de modsatte af hinanden. han hjælp mig med at forstå alt, som sket med mig derefter" hun tog en slurk igen af gløgg. "Vores forhold til hinanden var godt, om vi var elsker, far-datter eller bare gode venner, ved jeg ikke idag. måske det hele" hun små grinede over sit svar "Men en ting er klart. han... er her ikke mere" sagde hun og sukkede mens hun drejede rundt i gløgg med en ske.

"Det ved at være nogle årtider siden, han dødende. så kender til følelsen er tomhed" sagde hun og kiggede på sin veninde. dette måtte være vildt underligt at hører på, det vidste hun godt og små grint ved sine tanker

"Har lært at virke som et menneske... Millicent. hvilken del er i sandhed mig" sagde hun og tog en slurk af gløgg igen "Og det var hvad jeg måtte finde ud af"

" Måske ....måske kunne vi senere lege med ideen om at starte en lille bitte designer biks. Du har næse for mode, og det har jeg også. Jeg kan sy ....og , ja jeg er jo ikke på Desire Noir mere, Lawrence Watson fyrede mig , da han fandt ud af jeg var sammen med Andrija .Han ville ikke have skandaler på nakken, og ikke forbindes med mafiaen. " Millicent trak på skulderne. Hun kunne jo godt forstå ham...sort off....at han så selv rendte rundt med en stofafhængie prostitueret , virkede bare en smule dobbeltmoralsk, men det gjorde jo ikke Millicents situation hverken værre eller bedre. Hun havde dog ikke haft problemer med at finde job, så tabet var nok mere på Desire Noirs side ville hun mene.De havde mistet en aktiv og engageret medarbejder.

Da Adrianas hånd lagde sig over Millicents, kom fortiden meget tæt på.
" tak" lød det lidt uldent , da Millicent faktisk fik tåre i øjnene bare af hendes 'det gør mig ondt med Andrija'.Millicent måtte bide sig selv i kinden for at flytte fokus, for ikke at de røde tåre skulle flyde over. Hun havde ikke længere lyst til at føle sådan omkring Andrija. Og alligevel kunne en så lille sætning rippe det hele op.
Hun tvang et smil frem, et af de få gange hun smilede uden at mene det og skubbede også et par ord ud, da tænderne slap indersiden af hendes kind.
" well....jeg var ikke spændende nok for ham, så nu er vi begge videre"
Det blev sagt med et tone der var tilpas skrøbelig så man ikke var i tvivl om de dybe følelser der lå, men også i et leje der tydelig udtrykte at der ikke skulle pilles mere ved hendes fortid.Ikke nu anyway.

Marcel der havde fået hele to pigenavne for sin gløgg, var meget tilfreds bag sin nypoleret bardisk.
Hans tanker spandt omkring Adriana.Han ledte efter en sjov original måde at overraske hende på. Få hende til at le, hvis han kunne.
Han havde en ide....måske den var barnlig men den var i hvertfald personlig, og hun ville vide det ikke var noget han delte ud til alle gæsterne .
Marcel forsvandt ud bagved, i det store køkken.

Millicent var ganske enig med Adriana. Det var et spørgsmål om udstråling, men det var også et valg om man ville skrue op eller ned for den.
Hvor meget øjenkontakt man gav og hvornår man trak den. Det hele var en så fin balance. Adriana var en pige der kunne lide mænds opmærksomhed, og derfor tvivlede Millicent på hun ville skrue ned for 'tiltrækningsblusset' bevidst.
Millicent derimod havde det fint med at gå ud i tapetet. Måske fordi hun var SÅ vant til at få opmærksomhed anyway, ved at få sagt eller gjort noget ....hun kunne virke som noget af en trouble magnet- hvis man ikke vidste at hun nok bare var en kende uheldig.
" Måske er det klorinen der sløre deres hjerner " drillede hun, men tonen var udelukkende kærlig. Det var jo tydeligt at Adriana var et syn for guder, og at blinde klubben ville få rejsning i blindestokken , hvis hun vimsede forbi og blinkede til dem.
" ... Hvordan var du som menneske , Adriana...fik du også drengene til at stå på hovedet der?" Spurgte hun nysgerrigt, og fik et billed af en lille brunette der pustede en pink tyggegummi bobbel op, imens tre små drenge benorvet så til.

Millicent var meget opmærksom under Adrianas Update.
Historien rørte hende meget. Hun brød sig ikke om at Adriana havde været på den tur helt alene....hvis hun altså havde været alene...men hun. Havde haft ondt i sit hjerte, kunne Millicent høre.

" You know...der er faktisk store elementer der er ens i vores historie.Og så er der store elementer der er komplet forskellige, det er meget interessant.
Noget af det kan jeg relaterer til, som delen med at mangel og savne sin skaber...men Christ ...du søgte din menneskelighed, og jeg forsøger tysse en smule på min, da den larmer som en hel damp børnehave" smilede Millicent.

" Var nogen med dig, havde du selvskab på din rejse ? Jeg er ikke vild med tanken om du slæbte rundt på det hele , alene"  skændte hun på Adriana , ud af bekymring.
Ja ja det var så ret meget forsent , men hun skulle ihvert fald ikke tro at Millicent ikke ville have støttet hende.

" jeg...jeg ved ikke hvordan det føles at leve ud, skaber båndet. Det der med at  være far og barn...og elskere samtidig...det er æææhhh....lidt for meget 'vampyr'  i forhold til den dosis der åbenbart flyder i mit blod" smilede hun .

Marcel var i gang med en brun kage dej, og da han var klar , blev den lagt i ovnen .
Han ventede spændt ...kunne næææsten ikke vente.
Han brugte ventetiden på at oprøre en rød glasur.

" Er din menneskelighed i fare igen, så skal du bare sige til. Jeg kan lade dig få et kik på mine tanker og samvittighed, så skulle den være på plads med det samme" lød der mildt.
" Men jeg er glad for du føler at du har fundet dig selv igen."

På vej over til deres bord , var nu Marcel.
Baren lå bag ved Adriana, så kun Millicent kunne se han havde kurs mod dem nu, og hun spilede øjnene op ved synet.
Fra hans hånd dinglede nemlig  et stort brunt honningkage hjerte, i et hvidt silkebånd.
Der var røde 8 taller som kantpynt , hele vejen rundtosset hjertet.
Og i midten stod med lidt firkantet ubehjælpsom skrift.
Adriana

" oh god...Adriana....dont look back" Millicent lagde hånden for munden, og ville håbe hun skjulte sit grin.

Millicent kæmp om at holde tårene tilbage, gjord Adriana mistede fokus fra samtalende de havde inden, hun nussede beroligende Millicent håndoverfalde og gav hende et blidt smil, kun det en veninde kunne gi' "Du behøver ikke komme med undskyldinger Millicent, Lige meget hvad. gør det ondt" hun aede derefter Millicent kind og tog hånden til sig, Millicent oplevede endnu engang hendes hud var lun. "Du elsker ham jo, lige meget hvad oversagen var, gør det ondt....Og det er okay søde" hun lagde sit hovedet på skrå og smiltede venligt, før deres samtale endnu engang ændrede retning, nemlig omkring Adriana.

"om der var nogle med på min rejse" gentog adriana og rystede på hovedet som et svar, Nej! hun havde rejst selv og kunne ikke lad være med at smile til sin veninde, der sad med et begrymret blik
"Tja. det er bånd man ikke kan forklar, men noget du kun kan føle" sagde hun med et smil og kunne ikke lad være med at små grinede over millicent kommetar, 'det for meget vampyr' "Tja. er ret gammel dag på nogle område" sagde Adriana og tog en tår af sin gløgg.

Adriana smilt til Millicent med et blidt blik 'vis den menneskehed er i fare'. Adriana sad og tænkt, men kiggede stadig på Millicent "Tja. har ikke rigtigt... menneskehed i mig mere... med har stadig følelser" sagde hun og tog en tår af gløgg "To forskellige ting. jeg har accepter hvad jeg er og vil aldrig blive 'menneske' igen, men vil passe på min følelser" sagde hun og vendt tilbage til sin gløgg

Adriana kunne ikke lad være med at grinede over Millicent kommetar til mænd og deres tiltrækkelse til Adriana, hun rystede blot på hovedet og hævet et øjnebryn "Tja! noget må der være galt med dem" hun skær ansigt.
Det forsvandt meget hurtigt og ændre sig til et letter chok "Hvordan jeg var som menneske" gentog Adriana, mest fordi det kom bag på hende. Spørgsmålet!
"øhm! undskyld, det ikke være dag nogle spørger mig det spørgsmål" svarede hun og så Millicent billede af adriana og kunne ikke lad være med at grinede "Millicent, og god" sagde hun og prøvede at stoppede sit grin.
Der hun fik styre på grinet,rømmede hun sig og så mod Millicent "Er fra en meget ældre tid en det" sagde hun og smilte "blev født i året 1435" sagde hun og tænkt tilbage på tiden "Hvordan jeg var. Tja! jeg levede en helt anden tid dengang" sagde hun mens hun tænkt tilbage Adriana så på Millicent "Vil du virkelig gerne vide det" spurgt hun for at være sikker.

Et lille chok kom op i Adriana over Millicent udtaling "Hvad!" sagde hun og kiggede undersøgende på millicent, hvad er bag hende lige nu...Adriana tænkt sig lidt om og kom i tanken om Marcel..... "Oh" udtrykket Adriana og kiggede mod Marcel og så julehjerte. hele hendes krop gik i chok, mens hendes hun sagde i Millicent hovedet "det mener du seriøst ikke"

Adriana havde på sin vis ret.
Millicent var aldrig stoppet med at elske Andrija, og måske netop derfor .blev der ved at sidde torne tilbage. Problemet med det var at de torne måtte hun lære at abstraherer fra, for dét løb var kørt.... og hun behøvede en ved sin side , en som hun kunne elske og samtidig stole på, så sikkert som amen i kirken.
" well...han vil altid være noget særligt for mig, der ved alle der har været tæt på mig eller Andrija. Der er ingen grund til at benægte det." Millicents ønske var at ligge låg på den del af samtalen. Hun overvejede kort at fortælle om Gordon, men hun ville ikke begynde at vade for meget i hendes eget privat liv. Hun håbede at Gordon og hende kunne tage deres forhold videre l en dag i fremtiden...snart....da hun følte sig en smule fortabt lige for tiden, uden at kunne begrunde det nærmere.
Millicent smilede varmt til Adriana, ved hende lille gestus af trøst- kærtegnet.
Hun havde allerede første gang bemærket at Adrianas temperatur var væsentlig varmere end den burde, og denne gang var oplevelse nøjagtig den samme.
Det tændte et vaks udtryk i Millicents øjne. Hvad grunden var til Adriana lune hud?damn den nød var svær at knække.

Naturligvis ville hun spørge ind, men først høre lidt flere detaljer om rejsen og om Adriana generelt.
" ikke menneskehed ? Now...thats Strange, i forhold til mig" mumlede hun.
Men når det kom til den gennemsnitlige vampyrs sind , så havde hun da fået skældt ud i meter mål hvor meget anderledes , på en vampyr ufed måde at Millicent var.
Så at have menneskeheden intakt, var nok mere Strange, end skille sig af med ,skiftet den ud, som en slange der skifter sit ham.
" Naturligvis jeg jeg høre....hvem er JEG til at afbryde når ALDERDOMMEN taler" sendte hun et drillende blik tværs over bordet.

Det var sjovt at Adriana blev helt forbløffet over Millicents spørgsmål.
Måske var det fordi hun selv var så ny, at hun ikke kun så en årelang vampyr kvinde, men hun var også interesseret i mennesket bag. De var jo modsat dæmoner , som Andrija, ikke født ind i deres race, men havde gennemgået en transformation.
" Jeg...jeg tror bare man bedre kan forstå vampyren i dig, hvis man også har en følelse af hvem pigen Adriana var. Også selv om tiderne var helt anderledes da du var ung..altså..menneske ung. " klokkede hun lidt rundt i det. Alligevel kom årstallet noget bag Millicent, og ret upassende kom hun til at grine.
" jeeez ....du jo oldgammel , virkelig....old " rystede hun på hovedet. De ting var bare stadig surrealistiske for Millicent, der stadig ikke havde et forhold til evigheden. Eller en orden,ig forståelse af den.
Hun havde kun været vampyr et års tid, og det var derfor ikke synligt eller bizart at hun ikke blev ældre endnu, når omgivelserne modnedes....tiden var endnu for spæd til man kunne se hun udviklede sig anderledes, altså....som i hun ikke blev ældre at all.

Millicent lagde ansigtet i alvorlige folder,da Marcel kom ned til bordet.
Hun dykkede ned efter sin mobil, og begyndte energisk at tjekke mails derpå.selv dem hun havde læst- fik en ekstra læsning, for at give Marcel et skud til at gøre lidt indtryk på Adriana.

" Jeg tænkte om du ville have mit hjerte ?" Spurgte han. Men i hans øjne brændte en drillende glød, han var ikke helt alvorlig med hans ord, en så sleasy line var kun til at bryde is og måske få et smil frem.
Han var dog komplet seriøs omkring at få en date med pigen der kunne få Julia Roberts nøddebrunt øjne til at virke farveløse, next to Adrianas.
Han rakte hende hjerte kagen, og hans smil blev mere bredt.
" Jeg tænkte det ville smage godt til din gløgg" kom det så.
" Sig mig.... Er der en chance for at møde dig en dag, over et glas vin ? Jeg ville enormt gerne byde på et ..." Inviterede han og hans kropssprog viste at han nok skulle trække sig tilbage igen, og lade pigerne få deres tid selv.
Han var rutineret nok til ikke at være anmasende, men bare lade hende vide at han VAR interesseret.
" Min ven og jeg er ofte ude efter fyraften og tage en øl, eller et glas....hvis du vil , er du velkommen til at tage en veninde med ?" Prøvede han at lokke et ja ud af Adriana.

- Adriana smilet til Marcel, da han stod ved siden af deres bord og rettede hende honning hjertet. Hans brændende blik, virkede faktiskt til at være mere skæmmende på hende end godt. Adriana så mod sin veninde mens hun sendt et smil til Marcel.
Et blik som kun veninder forstod, det sagde 'Det kan du ikke meningen, lader som om du læser sms'er'. Adriana lyttede til Marcel score replik *Hans hjertet* tænkt Adriana og tog i mod hjertet "Tak" sagde hun lidt usikker og kiggede igen hurtigt på Millicent.
Øhm! sagde Adriana til hans spørgsmål, om de kunne mødes igen.
Efter hans sætning 'tag en veninde med' kiggede Adriana mod Millicent og gav hende et selvsikker smil, som indblandt Millicent i noget. "Jo mig og min veninde her, kunne da være interesseret sener" sagde hun

Da Marcel var gået, vendt hun opmærksomheden tilbage til Millicent og sagde lavt "Skriv nogle noget spændende?" spurgt hun og smilede tilfreds til Millicent. Hun tog en slurk af gløgg og knækkede et lille stykke af hjertet.
Den var god. tænkt hun og tænkt lidt for sig selv, hvor var vi enligt før han kom.

"Tja du skal vis ud og party med denne oldine sener" sagde hun og kunne ikke holde den sur, gamle dame maske, hendes stemme, måde at tale på og ansigt udtryk stålende disse ting. hun begyndt at grinede! "Kan godt lyde gammel vis du ønsker det" sagde hun og rettede et stykke af sin kage "Til det lille barn" sagde hun


"Hvem jeg var" sagde hun og tog en bid af stykket hun havde knækkede af til sig selv. "Tja. meget normal" tænkt hun og lagde hovedet på skrå. gjorder hun altid når hun tænkt "Jeg vokset op i en noblefamilie. blev læret til at være en rigtigt kvinde som støttet og dækkede over sin ægtemænd." hun krølede sin kind "blev gift som 15 året. men det var ikke i kærligheden tegn, men forpligtelse. Min ægtemænd var samme med masser af kvinder. og jeg dækkede over dem" sagde Adriana, hendes stemme var lidt dystre, men hun virkede ikke til at havde følelser for sin mand.

Efter lidt fortælling af hendes 'gode liv', med fest og farver. men også med at ægtemænd fandet den ene kvinde efter den anden. stoppede hun sin fortælling og et trist skær kom frem i hendes øjne "Et år efter, fik vi vores første født søn" hendes ansigt var blidt og fuld af kærlighed til dette væsen. denne søn... Hun tale om.

Hun tog en slurk af sin gløgg og gav Millicent noget tid at tænke tingene igennem..

Marcel morede sig fint, da han stod ved pigernes bord.
Egenlig var han blot en sød fyr, single og en smule kræsen.
Ok...det med kræsen kunne man diskuterre, da han ofte var i kvindelig selvskab.
Han gik jo meget i byen med vennerne , nogle gange på bar og andre gange på diskotek - og han var en der kunne været garanteret opmærksomhed, så hvorfor ikke bare nyde det?
Det var dog ikke særlig tit at Marcel SELV henvendte sig til en kvinde, at han selv søgte nogens opmærksomhed, eller gad gøre en indsats...HER var han kræsen , og derfor var det et stort kompliment til Adriana, men det kunne hun naturligvis ikke rigtig vide noget om.

Millicent beholdte snuden i mobilen, og klikkede løs- mens Marcel fik inviteret Adriana ud.
Hun var dog ved at falde ned af stolen, da Adriana tog røven på både marcel OG Millicent ved først at accepterer og dernæst hale Millicents popo ind i det.
Marcel rettede sig op og nikkede anerkendende til Adriana.
"Great...skal vi mødes kl 21 på Barfly...så kan vi få et par drinks og forsætte i byen, skulle stemningen være der ?" lød hans bud på en god aften.

Millicent havde hørt om Barfly, et nyt og hipt sted , musikken kunne både være live og almindelig, plus det var et sted med et stort udvalg af kulørte drinks.
Det havde allerede ry for at være hyggeligt, intimt og med en god stemning- eneste minus var at rygterne gik på at mafiaen oftet signede aftaler der, og altså derfor ofte var tilstede.
Måske det var værd at tjekke ud ? Millicent ville jo have det perfekte cover, i selvskab med storflirtende Marcel der ville hænge over Adriana hele aftenen...og så kunne Millicent måske snuse og spørge lidt rundt.

Marcel ville forlade pigerne, efter aftalen var på plads, og Millicent ville stoppe mobilen tilbage hvor den kom fra.

" Yup...tons af reklamer, med ting jeg ikke KAN undvære " lo Millicent.
det var nu meget rigtigt- i december gik alt amok og reklamer væltede bare ind, i næsten sammeantal som regndråber eller snefnug kunne dale ned.
" Nåååå så du skal på en hot date....lækker latino fyr and all " drillede hun Adriana.
"Man må da håbe han er til ældre piger " fnes hun og tog imod et stykke kage, med en lille grimasse.."Lille baby er nok mere rigtig " vrængede hun , da hun selv tænkte på vampyr betegenlsen for de første leveår- og Adrianas lille godmodige payback.
" Jeg skal nok tage med, så kan jeg tjekke stedet ud, da det har interesse for Libra " rundede hun det af.
Hun regnede ikke med at Gordon ville se et problem i det, det var trodsalt ikke MIllicent der var inviteret ud af en fyr, hun var kun med som anstadsdame kunne man sige....plus planen var at udsøge information om mafiaen nu.

Adrianas fortælling gik rent ind i Millicents hjerte.
De havde levet SÅ forskellige liv, enda på forskellige tider i perioden....og alligevel var der mange ligheds punkter.
Millicent brød sig ikke om at Adriana havde været i et kærlighedsløst forhold, og slet ikke at hun havde skulle forholde sig til, og enda dække over mandens andre kvinder. Adriana havde levet med og gjort DET ENESTE Millicent aldrig ville byde sig selv med garanti. Det der knuste hendes livslyst...at den hun elskede var sammen med andre, når han havde lovet kun at være hos hende.
Hun var ked af det på Adrianas vegne, hvilke Millicents blik ville afsløre.
" Det er jeg ked af...jeg mener faktisk ikke at det er ok, og jeg forstår ikke hvor du fik styrken fra til at gøre det...og nok heller ikke hvorfor du blev ved hans side og levede med den viden" sagde hun stille, da Adriana ikke var slut med at fortælle..

" En søn...du har en søn !" lyste Millicent nu op, som en anden lille laterne.
"Så fik du da noget ud af det skod forhold....og du elskede ham " det var ikke et spørgsmål, for kærligheden synes at strømme ud fra Adriana, bare ved at tale om ham.
Millicent sad og rullede gløgg glasset mellem hendes hænder, indtil hun tog en tår...og forsatte så igen.
"Jeres først fødte....så du fik flere børn ?" ville hun gerne høre mere om Adrianas tilværelse.

// Adriana- Millicent parkeres lige på jule og nytårs pause og vender så tilbage igen. Rigtig god jul til dig og tumlingen <3 //

//Svar i løbede af ugen. men er lidt svær at få fat i.. har eksamener de næste par ugere//

Adriana nikkede til Marcel som tegn på det var en deal. hun lod hendes blik følge ham indtil han var udfra hendes synfelt. hun trækkede på skuldrende og vendt blikke tilbage til Millicent og kunne ikke lad være med at smilede til Millicent "Ja ret!" sagde hun og tog en slurk af sin gløgg.

"Date!" sagde hun og spillede lidt dum. "Ja han er en lækker sag, men havde overvejet han skulle blive mit måltid" Adriana gav en et skræv smil og lægt sig tilbage i stolen, for at slappe af.
Hun havde sagt det som en joke mest, men nu overvejede hun det faktisk, men hun drik aldrig fra folk i mod det frivilje... hun tog endnu et stykke af hjerte.

"Øhm! Millicent" sagde hun mest for at før hendes veninde opmærksom på noget. som hun ikke var helt stolt af "Dine tanker" sagde hun og kunne ikke lad være med at grinede
"Hvem er Gordon " spurgt hun, hende mest for at gøre opmærksom på hvad hun vil fortælle Millicent.

'At hun kunne hører hendes tanker'. Adriana var blevet mere stærk i sine evner og havde fået nye evner også.. Hun tog glasset til sin munden og vendt blikket mod Millicent "I mine øjne er du et barn. du har vokset meget" sagde hun og tog en slurk, hun lod faktisk stolt af Millicent. Sådan en mor vil lyde, når hendes barn havde fået 12 i en eksamen.'

"Tja det var en anderledes tid dengang Millicent. vis man er oplært fra barns af. virker det jo helt normalt" sagde hun til hendes veninden trist blik. hun sætte sin gløgg ned der nu var tom.

Den var god tænkt hun og tog en bid af kagen og vendt endnu igen opmærksomheden til Millicent "Tja. vi nærmere os tidperiode hvor jeg blev forvandlet. vis du regner efter" sagde hun og små grint.
500 år gør noget ved en person. til tidere oplever hun tænker som, du har levet for længende til dette påvirker dig mere.. hun sad og tænkt lidt, mens hun huskede på periode hvor hun blev forvandlet.

"Det hele stedet mens jeg lå i fødselsseng" sagde hun og smilt, men hun sendt resten af sætning ind i Millicent tanker "Jeg blev forvandlet fordi jeg dødene i min barselseng, fødsel var alt for tidligt og barnet overlevede heller ikke" hun smilte venligt til sin veninde. dette virkede ikke til at påvirke hende.

Adriana tog endnu en bid af sin kage og afsluttede sætning på normal vis. "Han reddet mig. gav mig forførste gang frihed" hun smilt og lod endnu engang millicent vende brikkende i sit hovede.

Millicent fik et lidt fåret udtryk over sig , da hun skar en grimasse.
" jeg tror næppe det var DET han mente . Marcel nærmest svæver af lykke m du kan da ikke ...æde...manden...bokstaveligt i hvertfald " kom hun alligevel til at grine.
Desuden var Millicent jo med, så hun skulle nok passe på Adriane ikke spise SÅ meget at der var dømt helt ren tallerken bagefter.
Selv spiste hun sjældent ude mere. Ikke når hun blev intimt påvirket, så var det næsten kun Andrija og Gordon hun spiste fra- og for resten af pengene var der dømt blodposer.
Det skete dog at hun fik listet bisserne ned i andre, når blodtrangen var stor- for hun ville gerne at den ikke nåede at vokse til ustyrlig det ville gå helt galt, vidste hun godt.

Adriana fik dog trukket op i Millicents øjne der nu lå iagttagende på Adriana.
Gordon ! Hun havde da intet sagt højt om Gordon ? Døren , den mentale , blev straks lukket i med et stort smæld. Millicents tanker lod sig udelukket høre, hvis hun ikke var opmærksom på at dække dem til, hvad hun gjorde automatisk 90 0/0 af tiden. I aften var det så smuttet.
" Hey !!! Du er i mine tanker ... Altså jeg mener.... Du LÆSTE DEM " kom det ud med stor overraskelse.
Adriana ville ikke kunne plukke mere derfra, men det var da en herre fed evne at have, lidt som Diego havde kunne med Edward. Årh hvor det havde irriteret Diego at han ikke havde haft adgang til Millicents tanker. Kun en skygge af en tanke , havde han kunne fornemme ind imellem.
Millicent savnede ham...det var al for længe siden at Diego havde været i DI Morga, og selv om hun fik et post kort fra ham, from time to time....så savnede hun at få et knus af hendes lille rebelske ven og inspirator.

" Gordon...er den eneste grund til jeg ikke kommer at tilbringe resten af evigheden i sølibat " ... Så let kunne det vel siges?

Millicent der ellers havde en meget stor fantasi, kunne slet ikke forstille sog der kunne komme en anden mand efter Hendes alt opslugende kærlighed til Andrija.
Så ville hun forsætte sit liv...sine eventyr og oplevelser , bare uden det romantiske og intime .
- men Gordon var ikke en ny mand! han var en hun havde mødt før hun lærte Andrija at kende, og måske derfor ....derfor....havde hun modet til at lade sine følelser for ham , vokse og gro?
Desuden var Gordon meget anderledes end mange mænd, og helt fantastisk.

" ....og så er han min skytsengel. " smilede hun og stjal et stykke af honning hjertet, der med det samme blev blev gumlet med stor velbehag på. Hun var lidt stolt af at have HAM som skytsengel.
Det ville også blive noget rod hvis hun kom til at rive hovedet af pigen, havde han været for en anden ! Mon Gordon ville have tilgivet Millicent det ? At slå hans 'skytsvæsen ' ihjel , hvis Millicent kom til at blive jaloux??
Nå... Godt det var hypotetisk og de ikke skulle finde ud af det.


" nååå ja, og han er også agent for Libra, så det gør ham till ansat under mig....og ja...jeg er ikke længere på Desire Noir, jeg blev fyret af Lawrence Watson...så nu er JEG så ansat i Gordons Advokat firma " Millicents smil strålede, for hun var helt sikker på med alle de info hældt ud over en forvirret Adriana, så ville Millicent sikkert slippe for en hel flok , af de mere personlige spørgsmål omkring Gordon.
- og så havde Millicent ikke engang nævnt, at hun boede til leje hos Gordon, der boede i Millicents gamle lejlighed. Det hele var da også så ....snørklet.

" wow ..i gamle vampyre , i er jo omkringvandrende historie bøger!" Mumlede Millicent, facineret af Adrianas liv.

" du har dog ret, det er meget svært at forstå...men jeg er meget ked af du mistede din søn , Adriana. "
Efter en lidt forsigtig tøven, var hun NØD til at stille det spørgsmål, der i den grad pressede sig på.
Hun trak de lyse bryn sammen, og meget forsigtigt fik hun stillet sit spørgsmål
" Adriana..hvordan kan det være at i.... At i ikke forvandlede din lille dreng ?"

Ja...baby drengen , Adrianas søn , ville leve en evighed som baby...men da babyer ikke havde konkrete tanker, men bare skulle have dækket sine behov, for at være veltilfreds, glad og lykkelig så ville det da ikke være en mere slem skæbne end døden, ville det ?
Eller fandt Millicent sig forblændet og forført af drømmen om at være i stand til at opleve motherhood og skabe en familie , hun kunne overdynget med kærlighed og skabe en mening med livet... Eller en evig død?