Så, den her vej er hjem?

Det var en kold eftermiddag, frosten havde lagt sig en over de tynde grene og de nedfaldende blade, var indrammet i den kolde rim. Hvis det ikke havde været for den stigene vrede der hobede sig op i kvinden, hvis bare hænder og arme tvang grenene til side, havde kulden nok lammet det meste af hendes krop efter hånden.
Stemmerne, en hånd hvis tørre hud fremvidste i de røde plamager der havde dannet sig hen over hendes knoer, rodet igennem det lange brune hår. Lige siden at hun var blevet bidt, havde stemmerne i hoved der skreg og råbte været en af de værste ting at kontrollere, eller stemmer kunne man vel ikke rigtig kalde det. Men det som før havde fået hende ned på jorden, når nogen behandlede hende dårligt, var nu med til at starte flammen der buldrede igennem den tynde kvinde skikkelse. Aldrig i sin vildeste fantasi havde hun regnet med, at hun en dag ville ende med at være en del af det, mange mennesker så på en fredag aften med popcorn til.
Et skrig fyldte den ellers så stille nat, da lyden undslap den unge kvindes strube og en knuget hånd, klaskede hårdt imod træets hårde bark. Men lige så snart knoerne ramte barken, skød smerten igennem hende og sendte hende i knæ. ’’Du får altid de bedste idéer Quin..’’ mumlede hun til sig selv, mens hun holdte omkring den skadet hånd. Egentlig burde hun være i træning med David lige nu, men som altid havde hendes temperament taget overhånd og i stedet for at møde op, havde hun i stedet valgt at løbe sin vej. Alt der var sket på disse uger, havde været alt for meget for hende at begribe. Så meget ansvar der var blevet tilføjet hendes skuldre, læsset var så tungt at hun mange gange ikke forstod at hun kunne komme op om morgen. Et suk gled en over de sprukne læber, måske hun bare skulle finde tilbage til Titan fall igen, det kunne ikke nytte noget at hun altid troet at hun kunne klare alting selv. Men i dag, af alle dage havde det været slemt. Smerten i alle hendes led var ved at drive hende til vanvid, de nærmede sig snart den første fuldmåne og allerede nu kunne hun mærke, hvordan at forvandlingen begyndte at prikke i hendes knogler. Med et let bøjet hoved blev hun dog alligevel siddende, blikket stift stirrende på hendes hånd hvor at slaget havde fået den tørre hud til at slå rifter og blod lige så stille gled frem. Ikke at hun tog sig af det, hun havde set værre ud end det her, faktisk var hun sluppet let uden om hendes sidste slagsmål i ringen. Tjent nogle gode penge, hvis bare hun fandt et job, ville hun også snart have de penge der skulle til for at overtage forældre myndigheden over hendes bror og finde en nogen lunde lejlighed til dem begge.
Hun måtte have siddet der i omkring ti minutter, før hun endelig tog sig sammen og rejste sig op på hendes stive ben. Kulden begyndte lige så stille og krybe ind under den t-shirt hun havde på, samt de hullede blå jeans. Det også et par militær støvler der efterhånden var godt slidt, havde været det eneste hun havde haft på og taget med. Men det var ikke det hun tog sig af lige nu, nu var spørgsmålet mere, hvor fanden var hun henne? Hendes øjenbryn løftede sig mens at hun prøvede at lede efter noget velkendt. Ikke en gang en duft af hvilken vej hun skulle var hende til hjælp, havde hun virkelig været så optaget? ’’That's just fucking great.’’ bandende begyndte hun dog alligevel at gå i den retning hun mente var vejen imod byen. Det var da altid en bedre udvej end at blive der, hjælpeløs.

2-mandsteltet var tomt. Berøvet for sin beboer der havde fravalgt søvn, og i stedet brugte natten placeret på et væltet træ, foran et bål et par meter fra teltet. Den svage lyd af rindende vand blandede sig med knitren fra bålet. Beroligende og afslappende lyde, der ikke havde nogen som helst effekt på det indre kaos der herskede i varulven, der tilsyneladende så rolig ud, som han stirrede tomt ind i flammerne. Der var alligevel ingen søvn at hente. Billedet af den uendeligt smukke halvengel, havde klistret sig fast til indersiden af hans øjenlåg. Hun viste sig hver gang han blinkede, lige så tydeligt som hvis hun stod foran ham. Hvor lang tid siden var det, at han havde set hende? Det føltes som år, men der var kun snak om et par uger. Hadede hun ham mon? Havde hun stemplet ham som den idiot han i sandhed var? Længslen efter hende fik ham til at lukke øjnene et langt øjeblik. Et øjeblik sammen med hende. Det var langt fra lige så godt som i virkeligheden. Med et suk gled han ud af det søde, smertefulde øjeblik og vendte tilbage til sin stirre konkurrence med flammerne. Søvnløse nætter viste sig som mørke halvmåner under de gråblå øjne, og udmattelsen var nem at se i hans skuldre der slapt hang fremad, og fik hans holdning til at se dvask og doven ud. Som om hans krop var kollapset ind i sig selv. Hans hænder hang ned imellem hans ben, der var spredt ud til hver sin side.
Fuldmånens snare ankomst var at mærke i hver eneste celle i hans krop. Hans led og knogler var allerede i gang med forberedelserne til forvandlingen. Hans indre pulserede smerteligt hvert sekund. En konstant påmindelse om hvad han var, hvad der snart ville ske. En advarsel om forstørrede knogler, der ville brække sig selv i umulige vinkler for at forvandle hans krop til noget andet. Samtidig var der hældt benzin på det indre bål, der brændte aggressivt med himmelhøje flammer og slog ud efter alt hvad det kunne komme i nærheden af. Men af en eller anden grund, havde flammerne ikke opslugt deres vært endnu. Roar var ikke vred op til denne fuldmåne. Bare… tom. Hvilket for det første ikke burde være muligt, Roar havde rigeligt med temperament og det var især slemt op til fuldmånen. Men begivenheder i den seneste fortid havde frarøvet ham sin vrede. Frarøvet ham en del af sig selv.
Der kom endelig liv i varulven, da hans hoved gjorde et ryk i retning af skriget der fyldte natten. Det var svært at bedømme, om det var et skrig om hjælp. Men var der virkelig andre grunde til at kvinder skreg? Hans stive lemmer brokkede sig, da han rejste sig og luntede ud af bålets oplyste område. Hvide pletter dansede for hans øjne, efter at have stirret ind i flammerne, og han bevægede sig frem i blinde, indtil hans nattesyn tog over. Han bedømte kilden til skriget, til at være en kilometer måske halvanden væk. De frostne blade knasede under hans slidte converse sko. Hans ånde var synlig som hvid damp, hver gang han trak vejret. Den bidende kulde fandt vej ind under den mørkeblå sweater og de slidte jeans, der ikke var en særlig smart påklædning i det kolde vejr. Han satte farten op. Mere for at få varmen, end for at komme hurtigere frem til kvinden i nød. Snart fangede hans næse duften af en af hans egen slags. Og dog. Varulven han havde fået færten af, var ikke født med virussen lige som ham selv. Var en bidt varulv mon grunden til at kvinden havde skreget? Der var ingen andre dufte at hente fra skoven. Mysteriet ville snart være løst. Den anden varulv var ikke langt væk nu. Skikkelsen materialiserede sig, og vidste sig at være en kvinde der traskede igennem skoven. ”Hey!” hans stemme var mærkelig flad og monotom som han kaldte ud til hende. ”Er du okay? Jeg hørte nogen skrige” sagde han på gebrokkent fransk, der både var grammatisk ukorrekt, udtalt forkert og krydret med en tung australsk accent. Han håbede hun forstod hvad han sagde. Nysgerrighed udfyldte det tomme, hule rum inden i ham. Hvad dælen lavede hun i skoven midt om natten? Og hvorfor var hun dårlige klædt på til vejret end han var? Det kunne tyde på, at hun havde smidt alt hun havde i hænderne og forladt et varmt sted, for enten at løbe væk fra et eller andet, eller måske jage et eller andet?