Creating of an Alliance ~ Elijah

Hvor lang tid siden havde det været? Ti år? Tyve? Nej, det var længere, snarere virkede det som om det havde været et århundrede siden, men hvem var det, desto nærmere han var kommet lugten desto mere lukkede det op for hans hukommelse, ja selvfølgelig nu var han kommet i tanke om det, en ung vampyr, var det, men så igen, ifølge Vaaske var alle vampyrer jo yngre end ham, intet under at han havde husket ham som yngre.  Dette var sket natten forinden i dag, og han havde da fundet ud af hvor henne denne velkendte vampyr duft kom fra, en ung mand… vampyr.. som han havde mødt nær Skotlands grænse, eller også havde det været Englandsgræse de havde mødtes ved, det hang han nu ikke så meget i længere..
Men denne unge vampyr havde taget Vaaske i nogle mord, som han havde troet var dækket over som et dyre angreb, hvilket var logisk dengang, det havde ikke været andet nogle sigøjnere, hvem ville dog havde savnet dem? Men hvem havde da troet, at han ville løbe ind i denne unge vampyr igen? Vaaske selv var for nogle dage siden selv landet i Di Morgan, efter mange års ferie derfra, og ligeså som hans pause væk fra Di Morgan huskede han stedet, og ikke mindst huskede han svagt også at de skulle havde talt om en klan sammen, trods alt, så var det noget som var vigtigt for Vaaske at have styr på, nu hvor han havde planer om at skabe sig en officiel vampyrklan her i Di Morgan, måtte han ligeså skaffe støttere til det, og denne vampyr virkede som perfekt materiale, til netop dette mål.
Vampyren havde han sporet hertil hotellet, og inden længe havde han også fundet den dør, hvori han troede at den unge vampyr skulle være, selvom klokken var omkring 4 om natten, burde han være oppe i nogle timer endnu, selv havde han sørget for at få booket et af de mere dyre værelser, fordi han vidste godt at han ikke kunne nå hjem til sit eget sted inden morgengry.
Nogle hårde bank løb på døren ind til hvor at denne unge vampyr ved navn, som vistnok havde været Elijah dengang de mødtes skulle befinde sig.. som ventetiden gik, og hans utålmodighed også begyndte at sætte ind, begyndte han at banke hårdt på døren igen. Selvom der fra hans første banken ikke engang var gået meget mere end et halvt minut kunne han ikke lade være igen, trods alt, så havde han selv et travlt skema, og jo før og hurtigere han kom i kontakt med denne vampyr som havde stort potentiale indenfor den kommende klan, desto bedre ville det være. Vaaske havde også tillusket sig noget information om at Elijah – hvis dette var det rigtige navn han huskede – ikke havde et fast bosted, hvilket ville vise sig også at sætte som et plus på hans side, for at kunne overtale ham til at blive en del af det større plot.

Han var rastløs den aften, men sådan var det altid lige efter en jagt. Hans evner var på det højeste, hans sanser vild og hans krop hungrede efter kødelige synder. Han var født på ny, som en gud der blot var på besøg i mellem de dødelige. Han nød det altid, de to første dage med blod i kroppen. Det var som at indtag ecstasy eller coke, der var intet der kunne slå den følelse. Naturligvis havde det været bedst hvis at han kunne have haft kødelige selskab, men han egen dovenskab fik ham ikke ud af døren, det var blot selvmord på denne tid af natten. I sted for sad han alene i den stor stue, tv’et var blev tændt. Det viste nyheder fra CNN, han så ikke disse nyheder men lyttede med på, i den vestre hånd hold hans fjernbetjening, i den højre var der halvdelen af en cigaret. Godt nok havde han ikke tilladelse til ryge en smøg indenfor på hotellet, men blæst lidt på de regler som hotellet havde lavet. Han åbnet nemlig altid vinduerne, derved kom der frisk luft ind i stuen. Derfor lugtede der aldrig af røg når roomservice kom forbi dagen efter. Roligt tog han et kort hiv på smøgen, før at langsomt åndet røgen tilbage ud stuen før at lod smøgen hvile i det lille askebær på bordet foran ham. Han var blev vækket fra hans tanker, en banken på døren havde gjort ham opmærksom på at han ikke var alene. Men hvem i alverden kunne finde på at besøg ham nu? Det blev banket på igen, han var nød til rejse sig op og tjek hvem det var. Var det roomservice? De kom da aldrig på besøg på den her tid, han kunne heller ikke selv huske at han havde ringet. Hurtigt gik han hen til døren, han låst op.

Hvad der ventede på den anden side, var ikke stuepigen som der altid kom fordi. I sted for stod der en mand, en mand som han stadig kunne husk fra den gang. Selv efter hundred var hans hukommelse som dengang, naturligvis havde han sovet et par år tyv år siden at han sidste havde set denne vampyr. Det var sådan at han huskede det, ved at sove og ved at se hvad der var i andre hukommelse. Men dette forklaret ham ikke hvorfor at denne vampyr var her, han kiggede stille på ham ”Det må jeg sige, hundred år og her stå du så. Hvordan viste du at jeg var her?” sagde Elijah kort, han havde mange spørgsmål til den ældre vampyr, men på samme tid havde ha også mange frygter for at han havde gjort noget galt siden at den ældre vampyr var her. Trods alt var byen fuld af vampyrer og andre mystiske væsner, men ingen af disse væsner havde kommet ham ved. Ikke før nu, han trak vejret ganske langsomt, før at han flyttede sit blik væk fra den ældre vampyr, han lod være med stirre, det var blot uhøflig, og uhøflig var han ikke..

Duften af røg lå som et tungt slør som sneg sig ind i hans næsebor, selvom han havde levet i så mange år, havde han aldrig rigtigt forstået hele essensen i hvorfor man dog ville nyde godt af at ryge.
Selvfølgelig havde han selv prøvet det, men hvorfor i alverden ville mennesker frivilligt blive afhængig af disse skadelige stoffer, hvorimod dette ikke var tilfældet for ham, da det jo ikke kunne skade ham, han var trods alt allerede død, eller så død som et menneske kunne være, for at blive forvandlet til en vampyr. Hurtigt lod han sine øjne fare rundt i rummet, det så ikke ligefrem pompøst ud, og heller ikke ligefrem fordi det så ud til at der var gjort rent i noget tid.
Med et par elegante trin ind over dørtærsklen og ind i rummet, så det ikke ud til at der var andre, eller nogen anden fare som skulle sætte hans mistanke op. Allerede fra starten af, havde han fået et positivt indtryk af ham, det eneste som kunne ødelægge et sådan indtryk havde været hvis han havde taget ham midt i at lege junkie, hvilket også undrede Vaaske væsentligt.
”Din høflighed taler for sig selv min ven, du vælger ikke at stirre på mig, selvom du alligevel frygter mig” Vaaske kiggede ikke på ham, men gik rundt i det efter omstændighederne og pengene brugt, normale og gennemsnitslige lejlighed. Han lod hurtigt sine fingre pille ved nogle nipsting, om det var Elijahs eller noget som fulgte med lejligheden for at give den lidt mere sjæl. Anyways, Vaaske havde stadig ikke valgt at vende sig om imod ham, men stod stadig og pillede ved nogle af tingene, dette var ikke for at drive Elijah længere ud sådan så han ville bryde sin høflighed, men det var mere af alt fordi at han aldrig og ville nok aldrig forstå meningen med nipsting, så skrøbelige og alligevel satte mange så meget pris på dem.
”Du må undskylde mig for min uhøflighed…-” Vaaske vendte sig om og kiggede på ham, et venligt smil mødte Elijah, som et tegn på at han endnu ikke havde noget at frygte for ham, hvorpå han fortsatte ”Ser du, efter så mange år, bliver min hukommelse en anelse rusten, det var Elijah, du hed, korrekt?” Vaaske stod et øjeblik og afventede svar, hvorpå han fortsatte ”Ser du, jeg er kommet her til dig i dag, fordi at jeg vil have dig til at være en del af Necrosis Dumort, min vision har altid været at vampyrer er stærkere når de står samlet end når vi løber rundt her ude på gaderne og leger offer, og derfor er det mit tilbud til det” Vaaske tog nogle flere skridt rundt omkring i lokalet og kiggede videre på de ting som var derinde, grunden var simpel til hvorfor han var kommet, det var udelukkende fordi deres fortid hang sammen, de havde mødt hinanden før, og det virkede til at hans egen hemmelighed endnu var i takt, så denne vampyr virkede som et meget troværdigt individ, samtidig med det, kendte Vaaske også til hans evner, hvilket endnu var en grund til at han bare ville have ham med i klanen.
Spørgsmålet var bare om Elijah hvis dette var hans navn, nu også ville være med, men så igen, hvis han ikke frivilligt ville være med, så var der intet som kunne tvinge folk til at følge som at spille lidt med musklerne, selvom at Vaaske ikke ville gøre dette, kunne han blive nødt til det, en som Elijah skulle han have på sit hold, han kunne blive en mægtig allieret, og han kunne.. nej han ville være en del af noget større, hvilket at Vaaske selv mente var nok i sig selv for vampyrer som gik rundt uden formål, efter mange år, mister man sine drømme, man oplever det hele, og man går rundt som en tom skal, medmindre man finder et højere formål, og netop dette var hvad han tilbød Elijah, netop nu.

Han tråde automatisk til siden da den ældre vampyr trådte ind i hans suite, hans øjne fulgte ham rundt i lukket i mens at han selv lukkede døren. En kort stilhed opstod i mellem dem i mens at han lod Vaaske gå omkring i stuen, han var alligevel en smule fascineret af den ældre vampyr. Den ældre generation af vampyrer havde altid fascineret Elijah, den ældre natur tiltrak Elijah en smule. Han forstod blot bedre at vampyr racen var i stand til at overleve alt, hvis de altså havde lyst til det. Elijah kendte naturligvis en del vampyrer som der havde give op, udødelighed var ikke en ting som alle vampyrer kunne klare. Den evige ensomhed kunne nemt drive selv den bedste vampyr i døden, andre vampyrer som Elijah kunne finde på at sove. Den evige søvn var en anden flugt fra verden når Elijah selv var træt af den, han kom oftere og oftere til at kede sig i mellem de dødelige. Selv med hans passion for kunst, kulture og historie blev han tit træt efter kort tid, men for ganske få år siden var han igen vågnet op. Det havde ikke været mere end ti år siden, på de ti år havde han haft tid til start forfra. Et nyt liv, en ny identitet. Måske ikke så ny igen, navnet Elijah havde han holdt ved i de sidste to hundred. Han lyttede opmærksomt da den ældre vampyr begyndte at tale, af venlig natur kiggede han op på vampyren i mens at han lyttede. ”Jeg hedder stadig Elijah, vi skal længere tilbage i tiden hvis vi skal snakket om mit føde navn” sagde han med en rolig tone, for at undgå et sammenstød med den ældre vampyr, holde han sig til udvise en naturlig respekt. Naturligvis forventede han altid at få det samme igen, respekt for respekt, sådan var han altid af natur.
Han forsatte med at lytte til hans ord, en vampyr klan? Elijah havde aldrig tænkte over at disses klaner kunne eksister, men naturligvis var der klaner for vampyrer, Elijah havde altid haft den holdning at var alene. Selskab var rart, men det kede ham også med tiden. Et lille tændte sig i hans hjerte, dette kunne være interessant, at opleve vampyr kulturen på sin højeste plan. Det var god mulighed for Elijah, en mulighed for møde andre vampyrer, men det var også et sted hvor at Elijah havde mulighed for kunne lære mere om vampyr kulturen. Et smil kom frem på hans læber, selvfølgelige kunne han være interesseret i at blive en del af klanen. ”Det er første gang at jeg hører et sådan tilbud, men jeg kunne naturligvis være interesseret i at komme med ind i klanen. Både at historiske grunde, men også for opleve mere af vores egen kultur” hans stemme var stadig rolig. Vaaske behøvede ikke at tvinge ham med i dette, han ville gå med af fri natur.

Ahh ja, det så ud til at han havde husket rigtigt, fantastisk så var han alligevel ikke så rusten som han selv gik og troede han netop var, hvilket jo var vidunderligt, trods alt, så havde han ikke følt sig selv så levende siden han var ankommet til Di Morgan igen, og nu hvor han havde opfanget og som det så ud, indfanget Elijah i sit net af information omkring skabelsen af en vampyrklan så kunne det kun gå frem, fordi som han selv sagde, var han interesseret, så det var jo klart en major boost for ham.
”Ser du Elijah, vores race har længe været jaget og ikke mindst dræbt brutalt, af både mennesker, væsner og vores egne” Vaaske havde vendt sig om imod Elijah og kiggede på ham, med alvorlige øjne, ikke for at beskylde ham for noget, men for at fortælle ham det åbenlyse og eventuelt information som han ikke kendte til ”Vi dræber vores egne fordi vi føler os truet, ingen kender vores svagheder som os selv, og vi har ingen loyalitet overfor fremmede vampyrer, hvorimod at det er kendt at vi indgår i reder” Vaaske holdte dernæst en enkelt finger oppe og fortsatte ”Hvis du forestiller dig en vampyr, ja han eller hun har en midlertidig styrke som langt overgår mennesker, men! Han eller hun er svaglig overfor solen, prøv at forestil dig ti vampyrer der arbejder sammen” samtidig med at han sagde dette holdte han alle sine fingre oppe, og fortsatte ligeså ”Hvis vi så forestiller os, hundrede, tusinder, måske endda titusinder af vampyrer der arbejder sammen, kan vi forsage ting du ikke tror ville være muligt i vores levetid! Jeg vil forene vores race, og bringe dem der har gjort os uret, til retfærdighed” Vaaske vendte sig om imod vinduet og pegede oppe på himlen, og med en sørgelig klang i stemmen fortsatte han yderligere ”Men hvordan tror du så at vi kan få bugt med solen? Vi rekruttere mennesker, som vil vige deres liv til os, hvor vi beskytter dem! Det bliver brugt som ældgamle tricks i modernaturs historie, og vi vil drage nytte af det! Mennesker og varulve vil beskytte os, hvor at vi vil lade dem overleve, de vil være vores tjenere” Vaaske gik væk fra vinduet og over til Elijah, med et smil på hans læber, som kun kunne tyde på at han havde tænkt dette igennem ”jeg har allerede skabt kontakt til flere andre vampyrer som er klar til at være med til denne sag, og ligeså har jeg fundet et sted hvor klanen kan bo, vi vil skabe et utopia for vores slags!” selvfølgelig havde han undgået at sige at de vampyrer som ikke valgte at gå med dem, ville blive set som forrædere og ville blive slået hårdt ned på at han personligt ville se til deres død.
Allerede på den korte tid som han havde været her, havde der været en enkelt vampyr som han havde givet en grufuld død, han havde lænket ham fast til en pæl og selv sørget for sin egen sikkerhed, hvorpå at solen stod op og den anden vampyr blev forkullet i løbet af ingen tid, dette var straffen som deres fjender ville se sig i møde med, hvis de valgte at gå imod.