Friends under wings - Alcide.

T: 22:34
S: Teatersal
O: Tom, mørk teatersal, med blidt spotlight midt på scenen.
V:

Mila vidste ikke, hvor hun skulle tage hen. Hun havde kun den falde færdige, forladte lejlighed, hvor hun gemte alt sit resterende tøj og billeder, fra sit dødelige liv.
Så hun valgte at tage hertil teatersalen, inden for lukke tid. Lysfolkene havde efterladt et spotlight stå tændt, hvilket var til Milas held, for så kunne hun se, hvor hun dansede.
Mila satte sig på scenekanten og lagde sin stofpose ved siden af hende. Hun fandt sine gamle, sorte balletsko frem som hendes mor gav hende, på hendes 18 års fødselsdag. Hun savnede sin mor rigtig højt. Hun var den mest smukkeste og yndefulde mor på hele denne store vide jord. Hun var også hendes ballet træner. Mila dansede som barn fordi hun ville være ligesom sin mor, smuk og yndefuld. Nu dansede hun fordi hun ville mindes om sin mor.

Da hun havde bundet skoene fast om anklen, rejste hun sig op fra kanten af scenen. Hun gik om bag scenen, og fandt afspilleren til anlægget. Hun plukkede sin mobil til med Aux stikket, og fandt sangen som hun ville danse til. (Cover af secrets med One Republic, af Tiffany Alvord)
Mila luntede ud midt på spotlightet, og stod i indgangs position.
Celloerne fra sangen lød som et hult ekko i salen. Mila bevægede armene i glidende bevægelser, rundt om kroppen. Da omkvædet lød, og trommerne lød majestætisk i salen, bevægede Mila benene tværs over gulvet. Hun koncentrerede sig om hver eneste bevægelse, hun lavede. Om benene var parallelle med armene i hvert trin. Mila var i så dyb en koncentration at hun glemte alt om sine omgivelser, og lyttede kun til musikken

Alcide sad i teatersal, nede på de øverste rækker, så langt væk fra scene han kunne komme. Han havde været der i noget tid, han sad med musik i ørene. Han havde brug for et nyt sted at tænke over det tingene, eller rettede sagt havde han brug for at komme væk fra alle sine ting der hjemme i hans egen lille lejlighed. Han sad med lukkede øjne, hvilket gjorde at han have ikke lave mærke til en ung kvinde på scene. Hvis man kiggede op kunne man lige se ham, eller mere ane at han var der. Han vidste at der ikke ville være nogle forestilinger i dag, så han kunne blive der i så lang tid han havde lyst til. Hans tanker kørte om Venus og hans følelser, hvilket gjorde at han sad med et smil hen over læberne. Bare tanken om hende fik ham til at smile, og mærke at han havde savnede hendes nærvær. Han lagde mærke til at nogen sætte musik på, han tog sig ikke af sted i starten.
Efter nogle minutter kiggede han og tog sit musik uden af ørene. Han lagde hovede let på skrå og betragtede kvinden på scenen. Hun var i den grad smuk, når han kiggede på hende tænkte han at hun måske var engel? Hun kunne godt ligne en, men det betød ikk at hun var en. Han fulgte med i hendes danse med et svagt smil, han overvejede at klappe da sangen var færdig, han vidste ikke om han skulle. Han endte dog med at klappen og pifte kort af hende med et svagt smil hen over læber.

Mila gav et forskrækket skrig fra sig. Hun mærkede en let susen i ryggen. Hendes vinger havde en tendens til at poppe frem af forskrækkelse og selvforsvar. Hun kunne ikke helt kontrollere dem endnu, i situationer som denne.
Så der stod hun. Foran et menneske med vingerne frit fremme. ''Det er ikke som du ser ud til'' råber hun panisk. Så prøver hun at trække vejret. ''Jeg troede ikke her var nogen'' sagde hun forsvarende.
Hun kiggede dumt på den fremmede, som sad på nogen af de øverste rækker. ''De er ikke ægte'' mumlede hun, ren af skær løgn. Men hvad skulle hun fortælle et menneske, der havde set et sæt hvide fjer vinger, hoppe ud af ryggen på hende. Hun tænkte sig lidt frem til at hun nok ikke kunne lyve sig ud af dette, og uanset hvad hun sagde ville hun bare ligne en større idiot. Så hun tog en dyb vejrtrækning og fokuserede, så vingerne kunne folde sig ind igen.

Mila følte hun var på spanden. Hun ville bare have et par timers uforstyrret ro, og nu blottedde hun sit væsen til en fremmede. ''Flot klaret Mila'' tænkte hun

Han rejste sig op og gik mod hende, mens han blik betragtede hende let. Han smilte let over at han havde ret i forhold til at hun var en engel. "Don't worry about," sagde han smilende og betragtede hende vinger. Hun var blev chokket over at han havde været det. "Det er okay," han trak let på skuldrene og stoppe nogle meter fra scene. Han kune regne ud at hun ikke vidste noget om at han kunne været en anden race, han vippede let med hovedet og kiggede rundt. Der var ingen her, og ingen overvågelse til at kunne optage dem. "I know know that you are an angel, I'm not human."
Han lod sin krop glide over til sin ulv form, han satte sig ned og kløede sig let bag øret. Han kiggede op på hende og blinkede kort med øjnene, før han glide tilbage til sin menneskekrop. "Så, det er ikke ligefrem noget stort," sagde han blidt og kiggede på hende. "Du danser godt."

Mila kiggede måbende på denne fremmede som tog form i ulve skikkelse, og så tilbage igen. Skønt! Formskifter. Hun vidste ikke om det var en hun skulle være bange for eller føle sig tryg ved. Så hun stod bare og stirrede.

Hans kompliment kom bag på hende. Hun smilede ned til gulvet. ''Tak.. Min mor lærte mig op'' Mumlede hun. Hun kunne ikke lade være med at tænke på sin mor. Dengang, hvor Mila skulle til sin første opvisning på danseskolen og var en af de små svaner fra svanesøen. Dengang var hun kun 8 år gammel. Hendes far den mest stolte af hendes forældre. Han var stolt over alt, hvad Mila gjorde.

Hun regnede ikke med at denne fremmede var nogen trussel. Så hun gik langsomt hen på scene kanten, og satte sig. ''Mit navn er Mila. Mila Annenkova'' Sagde hun og smilede stort, mens hun rakte hånden frem mod manden

Han smilte bare til hende, da hun måbende af ham. Selvfølgelig havde hun ikke regnet med at han var andet end et menneske. Han lignede selvfølgelig også et menneske, men hvis man lugtede efter, kunne man godt lugte at han lugtede en smule af dyr - hvis man så havde en god lugtsans, kunne man også bestemme hans ulv.
Han kunne kun lige forstå hvad hun sagde, han smilte let til hende. "Nice, var hun også en god danser?" spurgte han blidt og lagde hovedet svaret på skrå. Han gik lidt tættere på hende, så de bedre kunne snakke. De var jo tydeligvis helt alene her. Han tænkte kort på sit eget forhold til hans forældre, han lukkede de tanker ned igen, han havde ikke lyst til at tænke videre over det. Han betragtede hende let i det hun satte sig ned, hun var ikke nogen trussel for ham. Eller det gik han bare ud fra at hun ikke var en trussel, da hun virkede som en af de gode engler. Han gik det sidst stykke hen til hende og gav hende hånden med et smil. "Nice to meet you Mila," sagde han smilende med en venlig tone. "Alcide." Han brugt ikke sit efternavn længere.

Da Mila hørte Alcides spørgsmål, så smilede hun let, men hendes krystal blå øjne, lyste op som julelys. ''Hun var den bedste! Hun ejede Ruslands tredje bedste balletskole, og så var hun bare den mest venlige og yndefulde person man ville have mødt'' Mila forstillede sin mor, for sig, sammen med hendes far. Hun savnede dem så forfærdeligt meget. Tanken om savnet, fik hendes smil til at blegne, og så kiggede hun ned i sit skød.

Hun tog en dyb indånding, og fik taget sig sammen at kiggede på Alcide. ''Hvad med dig? Hvor er dine forældre henne?'' Hun smilede venligt, og glemte sit savn.
Alcide var faktisk en rigtig godt bygget mand, og hans udseende fejlede skam heller ikke noget. Tanken fik hende til at smile en tand venligere til ham.

Alcide betragtede Mila med et svagt smil, hun havde en vist uskyldighed over sig. Hun mindede ham svagt om sit lillesøster, men den måde øjnene lyste op. Han undrede sig over hendes forguding af sine forældre, hun havde tydeligvis haft et helt andet forhold til sine forældre end hans nogensinde havde haft. Det kunne han nu også godt forstå, det var ikke helt normalt at ens forældre brugt en på den måde som han var blevet. "Lyder som en dejlig kvinde," sagde han let og betragtede hende, mon hendes forældre var døde? Han anede jo ikke hvor gamle englen var, så det kunne godt passe.
Han lagde hovedet let på skrå, og overvejede kort hvad han skulle svarer til den ting. "I hverfald ikke her og i live," sagde han let og trak på skuldrene. Han syntes måske selv efterhånden at det var et mærkeligt forhold han havde haft til dem, han havde aldrig været tryg ved hans far, kun hans mor nogle få gange. Han følte sig alt i alt lidt ligeglad nogle gange når det kom til tankerne om sine forældre, men andre gange slog det ham bare hård, hvor han blev mere følelsemæssig.

''Det var hun også'' Sukkede hun.

Mila fik ondt at Alcide. Hun vidste, hvordan det var at miste sine forældre. ''Det er jeg ked af at høre'' Mila kiggede rundt i salen. Hun savnede at optræde, det var sikkert.
Hun kiggede tilbage på Alcide. ''Hvad bringer dig hertil?'' Hun smilede kærligt til ham.

Han grinte svagt af hendes kommentar, men smile dog venlig til hende. Han var ikke særlig ked af det med sine forældre, eller nogle gange kunne han som sagt godt savne sin mor, self. Men for det mest var de bare noget han gerne ville glemme og pakke godt væk fra det hele. Han betragtede den smukke engel, i det han tale: "Du skal endelig ikke være ked af det, det er lang tid siden. Så jeg tager det ikke så tungt." Han kunne ikke magte at åbne op for hende så personlig lige nu. Han betragtede hende kort, og vendte så blikket til hendes ansigt igen. "For tænke i fred, jeg vidst der ville være tom her, så," sagde han smilende. "Hvad med dig? Hvad laver du her alene?" spurgte han med en venlig tone og lagde hovedet på skrå

Mila kunne ikke lade være med at smile. ''Ja måske ikke helt så tomt som man havde regnet med''. Mila sukkede. Hun kunne lige så godt fortælle hvorfor hun var her. Det var ikke nogen hemmelighed at hun var jordens mest ynkelige engel.

''Jeg er her ligesom dig. For at tænke, og hvis jeg skal være ærlig. Så gemmer jeg mig også'' Hun kiggede ned i sit skød igen, og pillede let ved sine sorte leggins. For 100 år siden. Druknede jeg. Jeg ved ikke hvordan, jeg kan ikke huske hvorfor, jeg kan intet huske, udover følelsen af at blive druknet'' Mila fik åndenød.
Bare tanken om at blive druknet, kan fremkalde hendes død. Hun tog en dyb indånding og forsatte:''Og ligesom alle andre, så ender man i himlen. Jeg mødte gud. Altså i egen høje person, men jeg følte hans nærvær, og hørte hans stemme. Han sagde at jeg havde den reneste sjæl han havde set længe, og at min død var uretfærdig, så han ville give mig muligheden for at genopstå som engel'' Endnu en tænke pause.

Hun forstod ikke helt hvorfor hun fortalte dette. Men det var nok bare fordi de var alene her, og Mila var jo kommet herud for at tænke, så kunne hun ligeså godt 'tænke' højt. ''Jeg sagde selvfølgelig tak for tilbudet, fordi jeg ville ligesom gerne se mine forældre. Men.. Mila kløjs i den, og en enkel tåre faldt. ''Men da min overgang fra dødelig til udødelig var færdig, sagde ærkeenglene at jeg ikke kunne se mine forældre. De sagde at de ikke ville acceptere mig, for det jeg var blevet til'' En lille piven kom fra hende, men så rettede Mila ryggen og prøvede at se modig ud.

''De sagde at jeg kunne se dem på afstand, men jeg måtte ikke have nogen form for kontakt med mit tidligere liv. Så det gjorde jeg. Jeg så mine forældre på afstand. Jeg så hvordan min mor sad i hjørnet og gik i staver, til mit tidligere dansehold. Jeg så hvordan min far begyndte at drikke, hver aften, hvordan han ødelagde sit eget liv'' Nu kunne Mila ikke holde sine følser inde. Hun dækkede sit ansigt i sine hænder og græd lydløst. Hun lod bare tårene falde frit. ''Og det hele var min skyld'' Snøftede hun, bag hænderne.

''Så jeg forlod Rusland. Jeg rejste og rejste uden nogen form for formål. Men så fandt jeg ud af at jeg ville hjælpe andre, men på den menneskelige måde.. Så jeg tog til U.S.A og tog en kandidat grad som overlæge. Jeg blev senere meldt ind i rødekors foreningen for at hjælpe de sårede soldater, i anden verdenskrig'' Mila rystede på hovedet, og stirrede tomt på det tomme publikum. ''Det var forfærdeligt. Så meget blod, så mange gode mennesker. Men efter krigen, rejste jeg videre. Jeg lavede ikke rigtig andet end at gemme mig. Jeg var rædsenslagen for den nye verden. Jeg fik af vide at der fandtes vampyrer, dæmoner, varulve, det var dem jeg undgik. Hvis jeg ikke kunne acceptere at jeg var en engel, så kunne jeg da slet håndtere at møde de andre væsner. Så jeg er nu flyttede her til Di Morga, men jeg har ikke rigtig stødt på andet, end overnaturlige, så jeg tog hertil'' Mila fnøs, og kiggede smilende. ''Ironisk ikke? Her var du så. Overnaturlig og alt muligt'' Hun tørrede de sidste tåre af med håndryggen, og smilede anstrengende til Alcide.

"Tydeligvis ikke," sagde han med et halv grin og blinkede kort til. Han lagde mærke til at hun sukkede lidt, måske skulle han ikke havde dukket frem foran hende på den måde. Han skulle nok havde holdte lav profil og lade hende været i sin egen lille fred. Han lagde hovedet let på skrå da hun begyndte at snakke igen, han betragtede hende mens hun snakke. Dunknede hun? Den havde han ikke regnet med, men på den anden side var det også lettere at dunke en person end mange andre ting. Han burdet måske havde drunket sin far en aften hvor hans far ville være fuld? Narj, han var nu fin tilfred med hvordan det hele skete. Han satte sig ned på en af de sæderne ved siden af ham, mens han lyttede videre. "Så gud er virkelig?" sagde han med et let smil. Han havde aldrig helt fattet det med gud som skulle være i live, eller hvad man nu skulle sige han var. Hvis han var virkelig krævede det jo også at han havde skabt alle de andre racer? Så ville gud jo havde skabt ondskab i verden, hvilket i følge Alcide ikke burdet være muligt, han rystede tankerne af sig, og vendte blikket tilbage på hende mens hun fortalte videre. Hun havde været på noget af en rejse for sig selv, som lød ret så trist og ensom. "Ens forældre reagere nogle gange på en dårlig måde når ting sker," sagde han let og trak på skuldrene. "Du var tydeligvis deres et og alt." Han kunne tydeligt huske da han fandt sit mor i sengen, efter hun havde lavet selvmord fordi hans søster var blevet dræbt. Hans far reagere dog ikke rigtig på den del
Alcide betragtede hende nu med nysgerrig øjne, hun havde oplevet en del ting og historiske ting som han kun havde hørt om kort. Han havde jo droppet ud af skolen, før det spændende med krig kom. Han syntes det var spændende at hører med krig, selvom at han ikke støttede det på nogen måde. "Så har du oplevet en hel del ting, lyder skræmmende, men spændende," sagde han blidt, han vippede let med sin fod. Han grinte over det sidt og rystede på hovedet. "Det er ikke alle væsnerne som er farlig, eller har planer om at gør alle ondt. Normalt har de en fin begrundelse," sagde han let. "Men bare rolig, jeg æder dig ikke."

Mila fnøs. ''Gud er skam ret virkelig. Men med mine mange års troskab, så tror jeg ikke at gud gavner sig så meget for os'' Mila hader ikke gud. Hun var bare alt for følses-mæssigt ked af det, så hun gav gud skylden lige nu.
Mila trak bare på skuldrene, af Alcides konstatering om hendes forældre.
''Tjooh det var skam også spændende. Men nok mest læreridt. Du ved, når man får muligheden, for at leve så længe som jeg har gjort. Så er det sjovt at tænke tilbage på, hvordan tingene var engang, hvordan folk var engang. Alt ændre sig nu om dage'' Mila gjorde en stor arm bevægelse omkring sig, for at demonstrer, hvor meget ''alt'' var.

''Det har jeg så småt ved at finde ud af. Du er god nok Alcide.'' Grinte hun, og puffede ham let på skulderen. ''Nå ikke mere snak om mit tudemarie liv, hvorfor er du så her, altså hvad skulle du tænke over?'' Mila smilede støttende til Alcide. Han virkede som en ærlig og god ven.

Alcide betragtede hende let og grinte så svagt, så hun var heller ikke ligefrem fan for Gud? Ideen om ham var nu også mærkeligt og sværest tro på, hvilket nok også var en af de grund til at han ikke troede på Gud.
Han nikkede let til det hun, for at give hende ret, det var jo rigtig lærerigt det hin havde oplevet. Man kunne sige at hun havde noget erfarning inde for flere områder. "Det må være ret så spænde også at se verden ændrer sig på den måde. Jeg ved fra de få historie timer jeg nu mødte op til at mange ting var ændret sig... Men okay, det kan man også se med at se hvormange ting man havde og kunne da jeg blev født og så til nu," sagde han med et let smil.
Han var god nok i følge hende, han kunne nu eikk lade være med at smile af hende - han var normalt god, nogle gange knækkede filmen dog også. "Du virker nu også til at være god,kan tegne ud af du er af de gode engle." Han klukkede let over den måde hun kort beskrev sit liv, han havde været med døden end et tude liv. "Bare nogle tanker om den her pige," sagde han let med en kærlig tone, han fik et svag rødmen hen over kinder.ne. Bare tanken om Venus, kunne få ham til at smile over det hele.

Mila trak på skuldrene af Alcides konstantering. Som hun havde sagt, så havde det været spændende, men det satte også ar for livet. Gode soldater døde jo under hendes opsyn, ind imellem. Hun kunne ikke lade vær med at bebrejde sig selv.
Mila grinte let over Alcides sameligning, med ændringerne fra man blev født til 25 år senere. Det jo rigtig nok, man har oplevet to og en halv generationer, og verden ændre sig foruroligende meget, men alligevel kunne hun ikke lade være med at smile.

Da Matt fortalte om hans tanker, til en pige. Kunne hun ikke lade vær med at smile. ''Er hun den eneste ene?'' Spurgte hun lettere nysgerrigt. Mila havde aldrig haft, et godt kørende forhold, i længere end en måned. Men det var også fordi hun flygtede så meget. Så selvfølgelig var hun nysgerrig.

Han betragtede hende, men hun tydelig gennemgik det han havde sagt. Han vidste ikke helt hvad der gik igennem hendes hoved, men han kunne sige at han følte sig ret så sikker ved hende. Han forstod det dog ikke, normalt ville han bare ikke binde sig eller følte sig tryk ved en anden person. Han betragtede englen foran ham med et svagt, og lagde hovedet let på skrå.
Han kunne godt mærke hendes nysgerrighed, og han kunne ikke lade være med at smile stort over det. Var Venus the one? Det vidste han ikke helt, men hun havde starten en flamme i ham, så han ikke vidste at han havde. "Jeg er ikke sikkert. Men jeg er helt sikker faldt ret så hårdt for hende," sagde han med en delvist venlig og kærlig tone.

Mila kunne ikke lade være med at smile! Den måde Alcide rømede på, ved tanken om hans kærlighed. Det var noget af det sødeste hun havde set længe. Hun hvinede af fryd.
''Så fortæl hende det! Ej det lyder så romantisk! Hvordan er hun? Hvordan ser hun ud?'' Mila trak sine ben ind til sig af spænding, og igen lyste hendes øjne sig op som julelys.

Mila havde aldrig følt den store kærlighed, men hun håbede det inderligt at hun snart ville komme til det, for det lyder helt magisk det at være forelsket.