Walk in the park - Eleanor

Zachariah stodlidt i ly under et stort egetræ og bare kiggede ud på den tomme legeplads foran ham. Tidligere på dagen havde den været fyldt til randen med børn og deres forældre, men som den første tordenbyge var drevet ind over området havde folk lige så stille trukket sig tilbage. Ikke Zach. For ham betød regnen ingenting, det var en vigtigt del i jordens kredsløb, uden den ville alt tørre ud, så han så den ikke som værende irriterende  og trist som så mange andre gjorde. Måske det var hans race der gjorde at han så tingene med et meget neutralt syn.

Ligeså var følelser heller ikke noget han kunne gøre sig klog på. Han holdt af sin søster og ville gøre alt for hende, det var kærlighed, det var han godt klar over, men han var bare ikke sikker på han forstod det. Som når folk forelskede sig. Det gav ingen mening i hans hoved, han forstod ikke folks evige søgen efter lykke, eller at de kunne græde når de blev såret. I hans hoved skete der bare sommetider ting der gjorde at man måtte søge nye veje, men det behøvede da ikke være en skidt ting.

Han slog de mange tanker lidt hen og lod blikket vandre lidt hen over de våde plæner og derefter mod skyerne, det lod til at regnen atter var ved at stilne af. De isblå øjne vandrede tilbage mod legepladsen og han tog duften af det fugtige græs til sig. Intet duftede så godt som omgivelserne efter en hæftig regnbyge.

Eleanor kom gående i gennem byen på vej hjem, det stod ned. Klokken måtte være omkring fem tiden eller noget i den stil, så det var også fint nok at komme hjem. Hun fortrød dog at hun ikke have bestilt ikke taxa til at kører hende hjem, og da hun havde prøvet for lidt tid siden kunne hun ikke få fat på nogle; så måtte hun gå hjem. Da hun ankom til parken som var den hurtigst vej hjem til villaen, tog hun sine stiletter af for at gå i græsset. Det gik lidt hurtigere og var rare, hun ville ikke falde i regn vejr. Hun kneb øjnene sammen for at kunne se lidt, hun var ikke vild med regnvejr, det gjorde hende i den grad svag. Vand og kulde var hendes svagheder, ilddæmonen gik hurtig igennem noget af græsset da det langsomt begyndte at klarer op. Hun måtte bare hjem foran ildstedet men en kop varmt et eller andet. Ikke at hun gad at tage hjem alene, hun syntes det kunne være en smule kedeligt - selvom hun havde en masse ting af tænker over. Hun elskede selvskabet man til tider kunne finde, men hun havde dog ingen planer om at ringe til nogen i dag. Mange af dem hun kendte havde jo både andre venner og arbejde som skulle passes.
Hun havde dog ikke fået set sig helt op da hun kom til at gå ind i det eneste menneske som hun havde set i parken, nemlig Zach. Hun kiggede forvirret op på ham, hun havde tydeligvis ikke set eller hørte ham gå rundt. "Ej, det må De virkelig undskylde! Det var ikke min meningen at gå ind i Dem, jeg så Dem ikke i regnvejret," sagde hun med et blidt og venlig smil.