There's a monster at the end of this book // Grin

Biblioteket havde længe været Eliyahs foretrukne tilflugtssted. Når al larmen og menneskemyldren blev for meget for den asociale aspara, elskede han at søge ly i bøgernes verden. Her kunne han fordybe sig i en bog og for en rum tid glemme det liv, han levede - et liv på evigt flugt.
I dag var han dog ikke at finde inde i selvome bibliotekssalen. Han havde snuppet en bog med udenfor, og sad nu solidt placeret på det murstenshegn, der omringede det lille grønne område bag ved biblioteket. Han bladrede siderne i eventyrbogen igennem med en iver, der snarere tydede på at han glædede sig til at ligge bogen fra sig end at finde ud af, hvordan den endte. Han sukkede. Lige nu var han i et humør, hvor selv ikke bøger var i stand til at rive ham ud af kedsomhedens onde kløer.
Han klappede bogen sammen og kiggede sig omkring. Hvad skulle han dog finde på? Sjældent havde han haft så lidt at give sig til. Det var ikke sket siden... Siden dengang, han stadig levede som en fange. Han gøs. Bare tanken om det forsøgscenter, han havde levet i hele sin barndom frem til nu, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham.

Han havde siddet bag det kære aspara-væsen et lille stykke tid nu, uden at være blevet opdaget. Men selvfølgelig - Grin var efterhånden mester i at skjule sit nærvær, hvilket er noget man lærer efter mange års jagt af enhver slags. Han smilede stort af tanken, imens han forblev siddende på knæ, med begge arme afslappet liggende på de to overlår, der virkede store på grund af sammenpresset imellem dem og underlårene.
Han træk vejret yderst langsomt og forsigtigt, uden at slippe en eneste lyd ud, med øjnene fikseret på Asparaens smukke hår, der gav ham en yderst stor kilren i fingrene - han havde virkelig lyst til at mærke det, snuse det ind og hver en duftpartikel det ville udgive, og selvfølgelig, hviske foruroligende ord ind ad drengens øregang.

Da drengen lukkede bogen ret entusiastisk og kiggede sig omkring, gjorde Grin intet for ikke at blive opdaget, hvis asparaen lagde mærke til ham via øjenkrogen af hans synsfelt.
Hvis han blev opdaget, ville Grin simpelt rejse sig op, hvilket ville få hans knæ til at afgive et knækkende suk af frihed. Hans smil ville ikke blive visket ud, nej, nærmere brede sig endnu mere - helt ud til afkrogen af hans letterede arrede kinder og videregive informationen om de sylespidse, alt andet end hvide tænder, psykopaten Grin dagligt gik rundt med. Men på trods af de uhygiejniske bisser, ville de stadig være lige så hårde og penetrerende, som hvis han faktisk tog sig tid til at børste dem dagligt.

Hvis drengen underligt nok ikke ville opdage det vanvittige væsen bag ham, ville Grin derimod tage aktion, endelig lade trangen til at hive fat i håret og trække det bagud frigive sig selv, og hviske nogle lidt for dybe, nærmest kælende ord ind imod hans øre, med alt for stor entusiasme.
Ikke at asparaen ikke ville være i stand til at kæmpe sig ud af Grins greb, da han med vilje ikke brugte særligt meget af hans ellers imponerende fysiske styrke.

"I love your innocent, sugarsweet scent, little one. I wonder if you taste as good as you look."

Underligt nok, ja, så lagde Eliyah slet ikke mærke til skikkelsen bag ham. Det var en af ulemperne ved aldrig at have haft behov for at være opmærksom på verdenen omkring sig; man lukkede sig lige så langsomt inde i sin egen lille verden, hvor man intet så eller hørte. Sådan skete det tit for Eliyah, i hvert fald når han sad og læste. Så forduftede hans omgivelser og blev erstattet af den verden, bogens historie malede for ham.

Derfor kom det som et chok, da hans hår blev revet bagud af en ukendt kraft. Kælende, hviskende ord nåede hans øre og fik hans nakkehår til at rejse sig. De krystalblå øjne blev spærret op i rædsel, og som ramt af et stød sprang han op fra sin ellers så behagelige plads. Det gav et ryk i hans hår, da den fremmedes fingre i et kort øjeblik sad fast i de filtrede krøller, men det var trods alt bedre end at sidde med nakken lagt tilbage og halsen blottet. Han lavede et akavet hop frem, forsøgte at vende rundt på hælen og var nær snublet på halen, men som ethvert andet byttedyr havde han kun ét i hovedet; flugt. Og at få et glimt af sin overfalder, selvfølgelig.

Det skulle vise sig, at hans overfaldsmand var som taget ud af en gyserfilm; hans hud var hvid som sne, nej, nærmere samme farve som huden på én, der havde været død i mindst en uge, og hans smil var så hæsligt, at selv ikke en mor ville kunne elske det. Eliyah vidste i hvert fald, at hvis mandsskabningens var hans afkom, ville han for længst havde slæbt ham med til tandlægen for at lade en professionel tage et kig på de gule bisser.

"Hey, fuck off, you creepy... Skeleton guy!" Hans ordforråd var ikke just stort når det kom til bandeord, men at køre på guttens bizare kranie-lignende ansigt måtte slå an. "Go be a pedofile somewhere else!"

Da drengen endelig lagde mærke til Grins nærvær, rejste han sig op, inden hans knæ endelig ville smide håndklædet i ringen og give op - det ville ikke se særligt 'maskulint' ud, hvis han røg på røven på grund af svækket muskelkraft i lårbasserne. Han fejede lidt af støvet fra den sortnuancerede trøje af med de knoglede hænder, hvis violet-farvede årer nærmest svang sig livligt rundt under den askehvide hud, som slanger der entusiastisk mæskede sig mørkt kød.
Grin lod let hovedet læne sig sidelæns, så nakkehvirvlerne kunne pustet lettet op, og afgive deres egen form for knæk - en svag, men tydelig "krrk" lyd.

"That's not very polite of you - but I guess you can't learn manners, when scarred?"

Han snuste dybt ind, som nærmest at få en nostalgisk følelse af en kærkommen ven fra ældre tider - en aspara, hvis gråd fik hans weenie til at rejse sig og som havde det sødeste blod fra sin lille, skrøbelige krop, der havde været en sand nydelse at fuske med.
Hårene rejste sig op af Grins nakke, men ikke af frygt; han genlevede simpelthen bare det yndefulde tidspunkt, hvor en finger var separeret fra kvindebarnets slanke hånd, bare for at lade senere tilkomne politimænd sy den tilbage på plads - hvis de da var nået frem i tide.
Men så længe havde Grin ikke forblevet på gernings området, og nu handlede det om knægten, der tydeligvis ikke gjorde sig i de bedste fornærmelser.

"I guess I am kind of a pedo.. But does a more than hundred year old kid-looking aspara count? Perhaps so.."

Han tappede sin spidse hage, betænksom, over de ord det fortvivlede lille væsen havde svunget sig ud med. Som om han rent faktisk havde mere end psykotiske tanker at svinge rundt med selv.
Ha - Not a chance of that ever happening.

De faretruende knæk og bræk mandens knogler gav fra sig, sagde Eliyah, at han havde siddet på hug længe bag. Enten det, eller også led han af et alvorligt tilfælde af gammelmandsknogler. Asparaen gøs endnu en gang ved tanken om, at det hvide fjæs havde siddet og iagttaget ham i minutter, kvarterer, måske endda den hele time det havde taget ham at læse bogen. Og det smil... Det havde garanteret prydet mandens læber hele tiden.

"Like you should be the one to speak. You pulled my hair... That's not polite at all," gav Eliyah igen. Hvad bildte den idiot sig ind? Manden anede intet om, hvor intim man kunne tillade sig at være med en fremmed, han havde hevet Eliyah i håret, og værst af alt, han havde ikke hilst pænt.

Da væsnet antog, at Eliyah var over hundrede år gammel, hævede han øjenbrynene.
"I'm not..." Han tav. Hvis creeperen havde lyst til at tro, at Eliyah var et ældgammelt væsen, så havde han da lov til det. En lang levetid spillede kun til Eliyahs, for flere cifre i ens alder tydede kun på stor vished og livserfaring, ikke? Hans øjne blev smalle, som han overvejede sine muligheder. Godt nok havde han dummet sig vældig godt med sine mindre gennemtænkte fornærmende ord, men han kunne stadig nå at redde den. Hvis blot han bibeholdt sin sædvanlige facade som tavst vidunderbarn, ville denne mandsling uden tvivl holde fast i sin tro om, at han virkelig var hundrede år gammel.
Og hvem ved, han kunne lige så godt være ældgammel. Det eneste, han vidste af, var at han havde levet i tolv år. Tiden før han blev indskrevet på forsøgscenteret var et hul i hans hukommelse. Ikke engang små billeder eller følelser kom til ham, når han forsøgte at huske sine forældre, selv ikke hvis han koncentrede sig så meget, at han nærmest kunne fornemme, hvordan hans hjerne brændte sammen.

"A-anyway you should not go around pulling other people's hair."
Og der røg facaden.

Grin lyttede bare tavst til møgungens kvidren, ret ligeglad med hvad det var han sagde - For Grins skyld, ku knægten stå og snakke om politik og røvnøgler, og han ville bare stå og fokusere på, at et eller andet kløede bag øret, så han måtte anstrenge sig for at kradse det væk med sin lettere aflange negl.
Men da ungen troede han skulle bestemme, hvad Grin skulle og ikke skulle, snappede det nærmest for Grin - selvom det nok hurtigt ville dulme sig igen.

Men på det tidspunkt, skete der en imponerende forandring af hans krop. Den blev større, hvilket var ret bizart for en næsten to meter høj mand, og som et dyrs. Men stadig med enkelte hints af menneske. Varulvens form var frigjort, omend for en lille stund.
Men dog længe nok til at han, imens forandringen stadig stod ved, tog nok skridt til at være bare en langefinger væk fra Eliyahs ansigt.
Hvoraf, da transformationen var fuldent, at han åbnede den savlende, uhyrlige kæft af hans - og brølede den lille snotunge lige ind i fjæset, med en volume, der var brutal og næsten øreflænsende. Det fik ihvertfald et par fugle til at lette forskrækkede og flyve væk fra deres gren i en hulens fart.
Det var uundgåeligt for det lille aspara væsen ikke at få et par spytklatter siddende fast i håret og på kinderne, da Grin som varulv valgte at blæse det stakkels væsens ører omkuld.

Efter brølet, tog han rimelig hårdt fat om Eliyahs hals, men uden at gøre andet derudover, end bare at stirre drengen ind i øjnene, med sine dyriske pupiller, udvidede og pulserende af en sær form for.. Fornærmelse?
Han brummede lidt, helt nede fra maven af, men uden at komme med endnu et hæsblæsende hyl.
- Forhåbenligt var Eliyah ikke blevet helt døv af det skrig, han måtte udholde få sekunder før.

Overalt omkring biblioteket blev ansigter vendt imod de to skabninger som projektører; folk stoppede op midt på gaden, gisp fyldte luften og øjne blev spærret op i bedste gyser-film-fra-firserne-stil. Eliyah selv var fuldstændig lammet af chok. Foran ham hvor der før havde stået en mandsskabning, hvis ansigtet man knap kunne forestille sig mere hæsligt, stod der nu en noget, der lignede en enorm, frygtindgydende ulv. I sin paralyserede tilstand og med kun en fingers mellemrum imellem hans egen næsetip og væsnet snude var det svært for Eliyah rigtigt at se, hvad det egenligt var, han nu stod ansigt til ansigt med. Det eneste han kunne fokusere på, hvis han virkelig gjorde sig skeløjet, var en brunlig pels (jeg gætter ud fra signature billedet på, at pelsen er brun - correct me if I'm wrong!), et imponerende sæt af sylespidse tænder og en ånde, der bar en umiskendelig lugt af labrador. Sådan huskede Eliyah i hvert fuld lugten af en hundetunge, der slikkede ham i ansigtet med en overdreven glæde.
Al den hunde-filosofi ledte hans tanker hen på hans kat, Morrison, der var hjemme i hans hytte - enten det, eller også havde misseren besluttede sig for at tage på musejagt i den omkring liggende skov. Han mærkede et stik i hjertet ved tanken om den bløde, hvide pels, der plejede at møve sig ind under hans arm, når han sad og læste. Tænk nu, hvis han døde her, hvis hundevæsnet rev hans hoved af i ét enkelt potedask. Så ville han aldrig se Morrison igen.

Rækken af sentimentale overvejelser om liv eller død blev der hurtigt sat en stopper for, da et øresønderrivende brøl brød stilheden. Det var så overvældende, at Eliyahs umiddelbare reaktion var at skrige lige så højt i frygt, men skrigtet satte sig fast som en klump i halsen på ham og end ikke et åndedræt forlod hans adskilte læber.

Var det ovre? Den høje, skingre pivelyd, der lige nu fyldte hans øregange, forhindrede ham i at afgøre, om brølet var slut eller ej. Det føltes, som om blodet piblede ud af ørene på ham; lidet anede den stakkels knæg, at den væske, der lige nu dryppede ned på hans kraveben fra både hår og kinder, stammede fra uhyrets spytkirtler. Ikke nok den voldsomme omgang tinitus, lod det også til, at hans balanceevne et øjeblik var røget; havde det ikke været, fordi hundevæsnet nu greb fat om hans hals med sine kløer, var han sikkert snurret rundt et par gange før han faldt til jorden.
I sit stille sind takkede han idiotens hurtige reaktionstid.

Han hang bare dér i væsnets greb som en slasket kludedukke, så da ordene forlod hans mund, var det ikke ligefrem med den største overbevisning.

"Let go of me, you freak!"
Og her bør det nok nævnes, at på grund af den øredøvende pivelyd, kom hans ord ud som en råben. Til hans lettelse kunne han dog konstatere, at pivelyden blev stadig mindre og mindre distinkt. Gudskelov, for han var slet ikke klar til at skulle tilbringe resten af livet med en hørelse som en halvfemsårig gamling.