Shot fired!

Dato: 4. maj 2015
Tid: En fem tiden (04:47)
Vejr: Det var ganske køligt, selvom temperaturen holder sig over plusgraderne. Det er mørkt og fugtigt fra regn tidligere på aftenen, dog er der blevet tørvejr.
Påklædning: Bløde ternede natshorts og en sort tætsiddende top med godt rygplads til vingerne.
____________

Hun kunne ikke sove. Hun havde ligget i sin seng med lukkede øjne og tvunget sig selv til at falde i søvn igennem de sidste fem timer. Men det havde endnu ikke lykkedes hende. Og hun havde så småt opgivet. Solen ville snart titte frem. Fuglene ville snart byde hende godmorgen med deres kvidrende lyde. Fugle sang var egentlig ganske beroligende at høre, specielt efter søvnløse nætter som denne. Det betød, at der ikke var længe til, at hun kunne tillade sig selv at stå op. Hun åbnede sine øjne og stirrede blot mod den væg, hun lå med fronten mod. Hendes øjne sveg egentlig en smule, fordi de ikke havde haft meget hvile. Et sagte suk gled over hendes læber, og hun krøllede sig en sidste gang sammen. Men hun kunne ikke få sig selv til at blive i sengen. Madrassen var ubehagelig, og hun var begyndt at få kvalme på grund af manglen på mad i hendes mave. Grundene blev hurtigt flere og flere, og til sidst kunne hun slet ikke holde ud at ligge ned længere. For slet ikke at tale om, at være i soveværelset længere. Det var som om, at hun blev kvalt derinde. Hun rullede dovent ud til sengekanten, satte sig op og efter et par sekunder kom hun helt op ad stå. Dynen blev svøbt omkring hende, før hun slæbte sig selv ud i stuen.

Det at sidde i vindueskarme havde altid været noget, Autumn gjorde. Det var betryggende der. Hvis hun ville, kunne hun skjule sig selv bag gardinerne, men stadig havde et godt syn udenfor. Og der var ofte varmt der på grund af radiatorerne, der tit blev placeret lige under dem. Det var en vane helt fra før, hun kunne huske klart. Og særligt i den seneste tid, havde hun søgt mod vinduerne. Men der var nu blevet tilføjet en grund. Hun måtte stadig ikke bevæge sig for meget udenfor, så vinduerne var hendes eneste kilde til, hvad der foregik der ude. I princippet kunne hun sagtens bare gå ud af døren. Den var ikke låst til et punkt, hvor hun ikke kunne låse den op. Og spøgelset, der holdt øje med hende var sjælendt hjemme om aftenen. Præcis som nu. Men hun havde heller ikke meget at komme ud for. Hun havde, hvad hun skulle bruge i lejligheden. Der var et fyldt køleskab, fantastisk badeværelse og godt med underholdning på TV. Evan tog endda tit på biblioteket for at finde nye bøger til hende. Og så var det aldrig en god idé at gå udenfor. Hun havde ikke kunne trække vingerne ind siden, hun spredte dem for over to måneder siden. We’re monsters.
Det havde været besværligt at komme op i vindueskarmen med dynen stadig omkring sig, men hun fik gjort det. Og nu slappede hun helt af. Hoved var lænet op ad den kølige rude og de blå øjne så sløvt udenfor i mørket. Ned mod parken. Og gaderne, der var lyst op ad utallige lygtepæle. Der var en der blinkede en gang imellem. Der var ingen på gaden. Det var trods alt sent. Selv nattevæsnerne havde nok trukket sig hjemad inden solen ville stå op inden længe. Hun fugtede sine læber og sad et øjeblik og bed krakkeleret hud af dem. Hun skuttede sig lidt og gled kortvarigt sin kind mod ruden. Kulden var behagelig mod hendes kogende ansigt. Derefter trak hun sit hoved lidt væk fra ruden. Hun åndede mod den og skabte dug. Et lille smil kom frem, mens hun observerede, hvordan det forsvandt lidt efter lidt. Dog endte det med, at hun selv tørrede det væk med dynen.
A butterfly.
Hun gispede højlydt, da hun fik øje på insektet. En stor sort sommerfugl, havde hurtigt passeret hendes vindue. Noget der tydeligvis havde vækket hende lidt mere end ellers. Hurtigt søgte hendes blik dybere ud af vinduet. Hun vidste, hvad det var. Hun havde indtil videre været den eneste, der kunne se dem. Sommerfuglene. Hun kunne være ligeglad, men alligevel kunne hun ikke smide følelsen, at den der netop havde fløjet forbi hende, havde forsøgt at få hendes opmærksomhed. Og inden længe fik hun endelig øje på en skikkelse i mørket. Takket være, at hun ikke havde tændt lyset i lejligheden, kunne hun se meget bedre. En mand. Han lignede en almindelig mand lige indtil, at han passerede en lygtepæl og blev lyst op. Hendes brystkasse blev med det samme presset sammen. Derek. Hun havde ikke set ham siden.. siden den gang. Hun bed sig ubevidst i kinderne, mens hun blev ved med at følge ham med øjnene. Og jo mere hun holdt øje med ham, jo tydeligere blev det for hende, at han ikke var i den bedste tilstand. Han så nærmest ud til at vakle. Hun forbandede bekymringen, der spredte sig i hende. Hun fik direkte dårlig samvittighed over at bare se på ham og gøre intet. Men han ville ikke have noget at gøre med hende. Det havde han gjort klart. Så i stedet tog hun blikket fra ham igen. Krøllede sig lidt mere sammen. Men det var en hård kamp ikke at se tilbage på ham. En kamp hun selvfølgelig tabte. Hvad lavede han udenfor så sent? Og hvad var det omkring ham? Der gik ikke mere en et par sekunder, før hendes hjerne opfangede de små væsner, der svævede omkring ham. Sommerfugle. Sorte. Og præcis ligesom den der havde fange hendes opmærksomhed fra starten. Hendes øjne spærrede sig med det samme op. Hvorfor var det omkring ham? Panik begyndt at finde sin vej til hende. Sommerfuglene syntes at være utrolig tæt på ham. Hun havde nær haft presset sit ansigt op mod ruden. Var der ikke længe, der havde sat sig på ham?
Hun blev selv overrasket over hvor lidt tid det tog for hende at springe ned fra vinduet og viklet sig ud af dynen. Hun løb tværs igennem stuen, hen mod hoveddøren. Hun fumlede med låsen allerede før, hun havde stoppet helt op. Og da den var låst op rev hun den åben og spænede ud. Hun glemte endda tæppet, der hang klar til hende på en af knagerne. Der var ingen tid til at dække vingerne. Der ville alligevel ikke være nogen til at se dem. Og faktisk gjorde de hendes balance en del bedre, som hun løb ned ad trapperne. Hendes hjerne hamrede af sted. Det kunne ikke være sandt. Ville han snart dø? Med ét mistede hun et trin og med et kort hvin væltede hun ned til den nærmeste platform. Dog blev hun ikke liggende for at ømme sig, men hun lå i stedet videre til hun nåede bunden. Og idet hun braste igennem den sidste dør skød forpustelsen ind. Tvang hende til at stoppe og sunde sig et øjeblik. Bare ikke for længe.
I mellemtiden kørte hendes øjne rundt i området. Søgte efter dæmonen, hun havde set fra sit vindue. Men der var ingen. Kun en tom gade. Hendes hjerte galoperede af sted i hendes brystkasse og hendes mund var blevet tør. Hun havde ikke løbet så hurtigt i lang tid. Og det havde været for ingenting. Hun havde set syner. Sikkert på grund af søvnmanglen. Måske var hun faldet i søvn og dette var bare en drøm. Skuffelsen skyllede ind over hende. Og stædighed kæmpede imod, da hun skulle til at vende tilbage til lejlighedskomplekset. Hvilket resulterede i, at hun pludselig syntes at se noget ud ad øjenkrogen. Og efter at have drejet hovedet fik hun øje på den velkendte skikkelse igen. Skuffelse blev skiftet ud med lettelse. Og så kom panikken tilbage. Hun rettede sig op, alt imens hun stadig havde de blå øjne rette mod ham. Hun trak sin tops tynde stop op omkring skulderen igen, og kørte hår væk fra ansigtet. Og i stilhed nærmede hun ham så. Hun var blevet ufattelig usikker. Hun burde ikke. Men kunne hun virkelig bare lade ham være?
Hun var ikke lydløs på nogen måde. Men hun prøvede heller ikke at være det. Hun holdte ikke øje med, hvor hun gik også selvom, hun ingen sko havde på og nemt kunne træde på noget skarpt. Hun fik lidt mere besvær med at trække vejret jo tættere på hun kom på ham, hvilket gik ganske hurtigt. Han gik langsommere, end hun lige havde regnet med. Og der gik ikke længe før, hun blot var en fem plus meter fra ham. Det skulle være nu.
”De-..” Hun blev med det samme kvalt i sine egne ord, hvilket fik lukket munden på hende. Hun kunne ikke bare sige hans navn længere. Der var blevet svært. Så svært. Nærmest umuligt. ”De-.. Derek?”

Med lettere vaklende skridt bevægede han sig gennem mørket. Han havde ikke sovet i hvad der føltes som uger og det fremkom tydeligt i det ungdommelige ansigt som var tynget af skygger. Det var som om et slør hvilede over de mørke øjne og gjorde dem distancerede og fjerne. De var mørkere end nogensinde, og stirrede tomt ud i gademiljøet mens han bevægede sig derigennem. Det eneste der havde holdt ham igang var frygten for at sove. Eller måske rettere behovet for at holde sig vågen. Stofferne gjorde det lettere for ham at holde sig igang, men selv efter en bane kokain, lignede han en skygge af sit gamle jeg. Der var ingen kække smil, ingen forhøjet selvtillid og ingen decideret drivkraft. Drabene var blevet hverdag, og han havde lært at slukke for det hele. Bare... slukke for kontakten og lade sine 'opgaver' være det rene barnemad frem for en evig kamp. Det var så ufattelig nemmere uden empati. Uden at føle tvivl og usikkerhed når han så 'uskyldige' ind i øjnene før han satte en pistol mod deres pande eller lagde de brændende næver mod deres tindninger. I starten havde det generet ham, at hans øjne skulle være det sidste 'ofrene' ville se. Dog havde det forsynet ham med en form for magt. Og vel også en form for mening, selvom han - nu efter måneder hos Iscariot - ikke længere syntes at forstå hvorfor fanden han handlede for dem. De havde ikke givet ham det de havde lovet; men nu var der ingen vej tilbage. Han var ikke den samme Derek Holland. Han var et monster.

Han havde vandret rundt i byens gader hele natten, for at lure en vampyr ud som han havde forsøgt at slå ihjel. Derek var overbevist om at han gennem den sidste uge var blevet overvåget af netop denne vampyr, og af dén grund havde han ladet sig være et 'nemt offer' for at se konfrontationen og ende det han havde startet ved at indfiltrere vampyrens 'rede'. Det ville dog snart blive lyst, og en hvis skuffelse over ikke at få lov til at dræbe, begyndte at boble i ham. Han havde drukket en del denne aften for at få tiden til at gå. Det var måske ikke en klog beslutning, men rationalitet var ikke ligefrem noget der lå lige til højrebenenet for ham. Alligevel smagte munden stadig af blod, uanset hvor meget whiskey han havde forsøgt at dræbe smagen med. Det var vel som om han aldrig kunne vaske smagen helt af sig: som om det bare var blevet en selvfølge, trods smagen vel muligt kunne begrundes som resultatet af hans konstante tendens til at skære sine tænder op mod hinanden af ren anspændthed. Han kunne ikke slappe af... Efter at have infiltreret flere vampyr-reder, var han ikke just i sikkerhed på noget tidspunkt. Af netop samme grund var dæmonen paranoid, og bar altid en pistol i inderlommen på den sorte frakke. For én ting var vel stadig det samme - han frygtede for sit eget liv. Selv nu hvor han ikke just vidste hvad fanden han levede for.

Snart nåede han til en lygtepæl og stoppede i et sekund op under det flakkende skær. Han lænede hovedet en anelse tilbage og lod sig selv stirre mod det dovne lys. Han lagde en hånd mod metallet som støbte pælen og lod en del af kropsvarmen overføres til metallet, for blot at se hvordan fingrende smeltede letsindigt ind i materialet. I et sekund følte han at hovedpinen forsvandt som han roligt afgav varmen. Alligevel vendte den tilbage så snart han tog sin hånd til sig og lod den glide ned i jakkelommen. Han følte konstant øjne hvile på sig... Efterhånden var dén følelse så integreret i ham, at han altid var sikker på, at han kunne blive angrebet hvert øjeblik. Men da han forlod lygtepælen og bevægede sig videre syntes han at mærke nærværet tydeligere. Han fortsatte i lidt tid, sagtnede farten og overdrev sin vaklen en smule mere.
I've got you... han var overbevist om at vampyren endelig havde forladt sit skjul, og var dén hvis skridt han kunne høre bag sig. De virkede lette; og han lod langsomt vedkommende nærme sig indtil han vurderede at der kun måtte være fem-seks meter mellem dem.

Der var ikke én eneste mulighed i hans hoved for at dette ikke var vampyren. At dette altså bare kunne være hvilken som helst anden beboer i Di Morga. Han vendte sig blot instinktivt om, med pistolen i hånden. Han kunne ikke se skikkelsen tydeligt grundet baggrundslyset fra lygtepælen - men sandheden var vel nok at han blot ikke tillod sig at se efter eller registrere sandheden. At hans navn havde ramt luften, gik næsten gennem det ene øre på ham og ud gennem det andet. Der var ingen respons. Intet i ham der forhindrede hvad der dernæst skete:
"Die, bloodsucker."
De to skud blev fulgt af hinanden med et sekunds mellemrum. De rungede gennem gaden og fik et par ellers sovende fugle til at bakse panikslagent væk fra nærmeste tagtop. Han sænkede pistolen en anelse, og stirrede tomt på skikkelsen foran sig. Der gik adskillige sekunder før han så dem gennem mørket: De blå øjne, der nærmest glitrede blidt i lyset fra lygtepælen. Noget i ham bevægede sig. Noget som forsøgte at skubbe til barieren. Alligevel stod han koldt og så til som skikkelsen tog skuddet til sig. Der var ingen anger i hans øjne. For alt i verden kendte han ikke denne person. Han havde ganske vist nået dén konklusion at ganske vist ikke var vampyren - men de store vinger på vedkommendes ryg kategoriserede hende som én ting - og kun én ting. Et monster ligesom ham selv. Og derved blot en ekstra indtjening.

Med kølige skridt nærmede han sig skikkelsen. Det blev ved med at kradse i hans indre som om noget forsøgte at komme ud. Det råbte og skreg, men han hørte ikke efter. Så snart han trådte ind i lyset og stod foran skikkelsen rettede han pistolen mod denne igen. Autumn... Hun var ligeså meget et spøgelse for ham som hun var sidst, og selvom han nu genkendte hende - var det stadig som om han ikke syntes at acceptere hvem hun var. Det var ikke Autumn. For han var ikke Derek. Ikke længere.

Det løb hende strakt koldt ned ad ryggen. Ikke blot som en kølig brise. Men som isnende vand, der blev hældt ned over hende. Alle hendes led blev stive og nægtede hende adgang til at bevæge sig. Det var en af de øjeblikke, hvor man vidste, at man havde gjort noget forkert. Noget man virkelig ikke burde have gjort. Og hun fik absolut ingen tid til at fortryde, inden at hun stod ansigt til ansigt med konsekvenserne for hendes dumdristige handling. Hun hørte de høje brav fra pistolen, men det var som om, at lydene var blevet kvalt. Som stod hun inde i en boble. Og det var først, da det første skud ramte hende, at boblen bristede.
Hun havde nær svunget omkring, da den første kugle borede sig ind i lige under hendes venstre kraveben. Kraften ville uden tvivl have væltet hende omkring, hvis ikke hendes vinger var begyndt at baske febrilsk for at holde hende oprejst. Underligt nok skreg hun ikke. Der opstod heller intet skrig fra hende, da den næste kugle fandt sin vej direkte ind i maven på hende. Lige under det venstre ribben og tvang hende til at bøje sig en smule sammen og vakle et par skridt bagud. Den svage lyd, der kom fra hende, lød mere som, havde hun fået sendt et slag mod maven. Og derefter var hun stille.
Hun stod der bare. Øjnene var blevet spærret helt op og stirrede i starten bare ud i ingenting, som havde hendes hjerne ikke helt registreret, hvad der var sket. Kuldegysningerne var forsvundet. Ganske forsigtigt sænkede hun hovedet for at rette sit blik ned af sig selv. Til trods for at hendes top var sort, kunne hun nemt skimme det rødlige i den våde plamage, der havde spredt sig fra det ramte område. Langsomt løftede hun sin højre hånd, der rystede overraskende ustyrligt, og placerede den mod netop det sted. Med ét kom der et knæk i hendes vejrtrækninger, og hun trak hurtigt hånden væk igen. Drejede håndfladen op. Afslørede blodet. Det var dér, det gik mere eller mindre op for hende.
Hånden blev lagt tilbage mod såret, som smerten så småt begyndte at komme væk. Hun følte sig svimmel, og efter et par sekunder lagde hun mærke til, hvor klart hun pludselig så igennem sine øjne. Der var ikke den provokerende tåge hen over dem længere. Og så dannede der sig tårer i dem. Langsomt løftede hun sit hoved igen. Hun søgte efter ham. Ham, der havde holdt pistolen. Ham, som til hendes forskrækkelse, stadig stod med den samme pistol rettet mod hende. Hun mødte de samme kolde øjne, der havde stirret på hende sidst. Som var hun ingenting.
You shot me..…
Ordene sad klar op hendes tørre læber, men der kom ikke længere end igennem hendes ynkelige ansigtsudtryk. Hendes vejrtrækninger var tydeligvis blevet påvirket. De var korte. Hurtige. Det gjorde ondt, hver gang hun trak vejret, hvilket fik dem til at stoppe halvvejs ned i lungerne. Hendes venstre arm hang slapt ned langs siden. Og her var skudsåret til at se på grund af den lave halsudskæring. Det pulsede nærmest blod, hver gang hun fik fuldt sin brystkasse for meget med luft.

Flere forskellige ting begyndte at fylde hendes hoved. Am I gonna die? I shouldn’t die that easily. I’ve lost more blood than this. Who is this man? De fløj igennem og omkring hinanden og skabte blot mere og mere kaos.
Så som et beordrende knips fra himlen blev det hele meget værre. Med ét følte hun en fæl smerte. En brændende smerte. Ikke som et simpelt brændemærke op overfladen af hendes hud. Men som en indre brænd. Som havde hun slugt syre. Hendes ben gav endelig efter og hun faldt på knæ foran ham. De blå øjne fjernet. Fokussen var igen placeret mod den hånd, der var lagt hen over maven. Men denne gang - i stedet for at se rød væske, langsomt sive ud igennem hendes fingre, var væsken sort. Nærmest kobber nogle steder. Og det var langt mere slimet. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Men alligevel vidste hun, hvad der skete. Som havde det været stemplet ind i hendes hukommelse lige siden hendes ankomst til verdenen. Det havde ikke været almene kugler, han havde skudt hende med. Det var ikke bare sølv. Hun havde været beskyttet fra disse velsignede objekter på grund af andet blodet i hende. Men beskyttelsen var væk nu. Det havde trangt igennem. Selv den neutraliserende barriere var væk. Hun følte ikke længere den sikkerhed, hun plejede. Hun kunne ikke holde skrigene på afstand længere.
Øjnene blev klemt sammen, og hun bøjede sig endnu mere sammen. Pressede sin hånd ind mod såret, som ville det stoppe blødningen. Men det var ikke blødningen der var farlig for hende. Det var selve kuglen, der stadig sad og ætsede inde i hende. Skriget var knap så skingert, lød mere som et højt råb. Hendes krop sitrede. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Uden hun selv lagde mærke til det, endte hun med at ligge helt ned på siden. Heldigvis på den knap så raske side.

”It burns!!!” var de første ord, hun endelig kunne få ud. Hun skreg igen. Hun forsøgte at øjne sine øjne igen for at se op mod Derek. Der havde gået lang tid siden sidst, hun havde haft set på ham med så bedende øjne. Den blå farve nåede kun lige at blive vist frem, inden at pupillens sorte farve overtog selv det hvide. Og hun så klemte dem sammen igen.
I stedet for endnu et skrig, bed hun sine tænder hårdt sammen. Hun fik drejet sig om på ryggen, hvor hun bøjede gevaldigt i ryggen. Kom blot med kvalte lyde hver gang ny smerte spredte sig. Det var uudholdeligt. Var det virkelig sådan, væsner som hende, blev sendt mod den uendelige død? Eller var hun bare uheldig?

Der var ingen mimik i hans ansigt. Ikke den mindste trækning, som han så hende gradvist opleve smerten mere og mere intenst. Nej, han så blot koldt og ligegyldigt til som hun faldt sammen foran ham. Der var faktisk en mild nysgerrighed i hans øjne; som han langsomt betragtede hende og lagde hovedet en smule på skrå. Pistolen sænkede han ikke. Den var rettet mod hende trods hun bestemt ikke udgjorde den største trussel lige nu. Selvfølgelig havde kuglerne i pistolen langt fra været af normal støbning. Med hans arbejde - eller rettere hans såkaldte "mission" - var alt andet jo ikke just godt nok.
Skrigende som begyndte at erstatte stilheden, syntes at skubbe irriterende i hans øregange, - men så var det også det. De gjorde ikke andet ved ham. Fik ham ikke til at reagere, og fik ham bestemt heller ikke til at føle. Som hun var kommet ned på siden, satte han sig på hug. Pistolen begyndte han rastløst, eller rettere 'legende' at banke blidt mod sit ene knæ. Ganske langsomt, og nok også lettere provokerende. Hans hænder brændte... Pistolen var heldigvis speciallavet til ham, og ville ikke smelte i hænderne på ham.
"Well... It should burn. That's the point." Kommenterede han med en tone i stemmen der.... Ja, nok mest af alt blot var følelsesløs og monoton. Som var han en maskine der bare gjorde det den var lavet til at gøre.
Endnu et skrig... Denne gang syntes han at registrere at hun begyndte at forsøge at fange hans øjne med sine. Dog ydede han sit bedste for at lade være med at give hende den 'tilfredstillelse'. Derek havde bestemt - et sted i sig selv - indset hvem hun var, men alligevel forsøgte han stadig at overbevise sig selv om, at dette ikke var Autumn. Dette var bare endnu et uheldigt misfoster han mødte i mørket.
"You're making too much noice..." Sagde han snart, og kastede et kort blik omkring sig. Stedet var dog ligeså øde som det havde været det meste af natten. De var alene... Hendes lyde begyndte efterhånden dog at gå ham mere og mere på nerverne. For dén gamle Derek der stadig eksisterede et sted i ham, vidste at disse lyde af smerte kom fra én han holdt af, mens den nye prøvede at skubbe det fra sig.
"Don't be such a baby..." Mumlede han dernæst, trods han udmærket vidste at smerten måtte være uudholdelig. Som regel ville han havde endt offerets liv for længst, og ikke ytret et eneste ord til dem. Denne gang var det bare... anderledes. Der var en stopklods. Noget der forlængede hendes smerte, såvel som hans forvirring.

Han rettede sig om og bevægede sig omkring hende, indtil han satte sig på hug netop over dér hendes hoved var. Det her skulle overstås. Offeret skulle dræbes. Any monster should be killed who's not part of our organisation or an important addition to us - det var det han var blevet fortalt, og han havde tænkt sig at håndhæve det nu hvor han allerede havde beskadiget væsnet.
Han placerede sin frie hånd over hendes hånd for at kvæle hendes lyde. Dette var vel i grunden endnu et bevis på at en del af ham vidste hvem hun var - for han fangede sig selv i ikke i et sekund at have antaget at hans berøring med hendes hud, ville brænde den, som det ellers ville have været tilfældet.
"Shhh... Han stramte sit greb en smule i tilfælde af, at hun ville forsøge at rive sig fri fra hans hånd. Dernæst satte han pistolen mod hendes pande i en rolig bevægelse.
"It will all be over soon. I'll send you back to hell where you belong. Stemmen var dyb, og han trykkede pistolen en smule fastere ind mod den lyse pande. Pegefingeren pressede en smule mod aftrækkeren i adskillige sekunder, mens han så på hende. Bare så på hende... De små smertefyldte lyde under hans hånd sendte glimt gennem hans hoveder. Billeder af en pige tilsølet i blod foran hans hoveddør, liggende i en gyde i byen eller siddende bundet i et skab i hans lejlighed. Alle de gange havde han.... Ja, vel på en eller anden måde bukket under for hendes frygt. Og nu, var han så ufattelig tæt på at ende den for altid.
Someday I’ll break free. I’m not gonna live in hell forever. Even though my race tells me to Hvorfor dukkede hendes udtalelse op i hans hoved nu? Hendes drømme om frihed dengang hun ikke havde den? Nej.. Nej... Det var ikke Autumn. Han forsøgte at presse øjnene sammen og vende hovedet væk.
I don’t wanna be nothing to you. If you change I still want you to remember my name. Endnu en gang trådte hendes ord op i hans erindring. Det var som om hun sagde dem direkte og tydeligt fra sine læber under hans hånd. "No, no, no..." Mumlede han febrilsk, mens han tiggede og bad sig selv om at trykke på aftrækkeren, "Shut up, shut up..."
We are ice and fire. We aren’t meant to stick together. Billedet af hende løbe barnligt rundt ved juletid, fyldte pludselig hans hoved. Og det samme gjorde hendes klukkende, pigede latter.

Han skubbede sig pludselig væk, og hev efter vejret. Skylden, og empatien væltede ind over ham som en flodbølge. "No, no, no..." Det var forfærdeligt. Absolut forfærdeligt at føle... Men endnu mere forfærdeligt at kaste blikket på Autumn endnu en gang og indse hvad han virkelig havde gjort...
"No, Autumn... No..."[b] Han slap grebet om pistolen og kravlede endnu en gang hen til hende. Hans hænder bevægede sig febrilsk et par centimeter over hendes skader, men han turde ikke røre hende. Tomheden i øjnene var væk, og var erstattet af noget panisk. Da han endelig turde at røre hendes skikkelse, fik han febrilsk hendes hoved op i sit skød; [b]"What have I done..."

Autumn vidste ikke, hvor meget hun kunne klare længere. Det eneste hun kunne tænke på, hvor meget det gjorde ondt. Hun havde virkelig troet, at hun havde oplevet alt. At hun allerede havde været udsat for den værste smerte. Men dette var anderledes. Det var direkte ulideligt. Og ligemeget hvad hun gjorde blev det ikke bedre. Hun kunne ikke undertrykke det. Ikke det mindste. Det var som om, at hun blev tvunget til at gå igennem det. Som blev det brændt ind i hukommelsen på hende. Hun tvivlede dog på, at hun faktisk ville overleve dette. Så hvad var grunden til at huske følelsen? Hvis bare hun ikke var, hvad hun var. Hvis bare hun havde blevet født menneske. Et helt almindeligt menneske. Så ville det ikke trække ud på den måde.

Hun kunne fornemme, hvordan han bevægede sig rundt om hende. Hun kunne fornemme hans varme, som han kom ned på hug ved hendes hoved. Den varme der ellers havde hjulpet hende med at slappe af. Men nu virkede den for varm. Hun tvang sig selv til at åbne sine øjne igen. Bare en smule. Og det første hun så, var hans hånd. Et enormt chok blev sendt igennem hende. Ville han kvæle hende? Og så følte hun hans hånd hen bliver lagt hen over hendes mund. Første skete der intet. Men lige som alt andet, kom det pludseligt. Den nye smerte. En velkendt smerte, denne gang. De sorte øjne blev spærret så meget om, som var dem muligt, og hendes krop vred sig. Hun kunne mærke varmen fra hans hånd svitse sig ned i hendes blege hud. For ikke at tale om hendes sarte læber. Hun overbeviste sig endda selv om, at hun kunne lugte brændt hud. Hun skreg på ny. Lyden blev selvfølgelig kvalt under hans blokade. Tårerne fyldte hendes øjne og gled ned over hendes tinding selv uden at hun blinkede. Hånden der havde haft til arbejde at blokere såret ved maven blev krampebesat løftet op mod hans hånd, men inden hun så meget nåede at gøre et forsøg på at få den væk, blev den lagt ned langs siden sammen med den anden, hvor hun med det samme prøvede at kradse sig vej igennem den ry asfalt under hende. Hun råbte ’Stop’. Men ordet kom ikke igennem. Hun havde slet ikke lagt mærke til pistolen, der blev presset mod hendes pande. Det var en minimum-ting. Der gik ikke mere end få sekunder før hele hendes krop var i samme krampetilstand som hendes hænder. Selv hendes vinger forsøgte at baske, til trods for at se lå i en meget akavet og ubehagelig stilling under hende. Hendes råb og skrig blev efterfølgende bare til hulken.

Hun troede ikke, at han ville lade hende gå. Men han gjorde det alligevel. Og i det hans hånd blev fjernet fra hendes mund, hev hun voldsomt efter vejret, som havde hun fuldstændig glemt, at hun også havde en mulighed for vejrtrækninger gennem næsen. Et klar aftryk var blevet efterladt. Et rødt aftryk af hans hånd. Præcist hvor den havde ligget og holdt hendes lyde på et lavt niveau. Det sviede som bare helvede. Specielt som brandsåret blev iltet. Men af samme grund blev netop den smerte endelig undertryk, for den indre smerte hærgede stadig. Hun kunne bare ikke skrige mere.
Hun følte pludselig hans berøring igen. Og så følte hun noget blødt under sit hoved. Blødere end asfalten. Men det hjalp ikke. Et nyt ryk løb igennem hendes krop. Fik hende til at svaje i ryggen og læne hovedet lidt mere tilbage. Tæerne blev krummet. Og så slappede hun af igen. I hvert fald så meget som det var hende muligt. Alle hendes muskler var stadig spændte. Men hun lignede ikke længere en der var besat af en dæmon. Hun var endda også begyndt at svede. Koldsved.
”Plea-..Plea-…Please… make i-it.. sto-stop…!” stammede hun med enorm besvær. ”He-Help… Do-Don’t… let me..” Die. Tårerne blev ved med at komme. Man skulle næsten tro, at hun snart ville være ude af stand til at græde mere. De havde allerede gjort hårtotterne omkring hendes ører og tindinger våde. Lige som spidserne var blevet fugtet af det sorte slim, der stadig flød ud af de to skudhuller. ”De-De-..De-…Dere-…Derek..” Hun kæmpede med at holde sine øjne åbne. Og hun kæmpede med at læne hovedet langt nok tilbage for at kunne se hans ansigt. Samtidig med at det sorte samlede sig sammen og den blå iris kom igen. ”It... burns…”

For første gang i lang tid følte han noget. Noget der ikke var hensynsløst, koldt og morderisk. Og det var forfærdeligt. Det gjorde så ondt at føle igen; at føle smerte som denne. Alt det der var undertrykt syntes at samle sig i ham. Det føltes som nåle, og han vidste at hans evner blev mere aggressive hvert sekund, fordi han ikke kunne kontrollere sine følelser. Vejrtrækningen blev mere hurtig, og panikken spredte sig stødt gennem den varme krop. Alt blev forstærket ved synet af Autumn's smerte og ved hver besværet vejrtrækning eller klynken der kom fra hende. Hvad der styrkede hans panik var dog også lugten af hendes angst: Feromonerne. Men vent.... Han havde aldrig opfanget dem fra Autumn før. Hendes værn - hendes skjold - havde holdt ham ude. Nu kunne han lugte frygten så tydeligt som han kunne et menneskes. Det han førhen havde kunne se i hendes øjne, kunne han nu indhalere gennem næseborrene. Var hendes skjold brudt ned? Men betød det...?-
Han indså hvad dette betød. For det var først dá, at han så mærket om hendes mund. Mærket som var blevet afsløret, da han havde fjernet sin hånd fra hendes mund. Han havde knapt nok registreret hvordan hans hænder havde brændt mod hendes hud, og fordi han havde kvalt hendes skrig - var det som om det aldrig var hændt. Nu kunne han dog se sandheden. Han havde altid været så overvist om at han ikke kunne gøre hende ondt. At hun var den eneste han ikke kunne brænde, selv hvis han ville eller var ude af kontrol - men nu var realiteten en helt anden.
"No, no, no...!" Endnu en bølge af panik væltede ind over ham. Han kunne se hvér en af sine fingre mærket omkring den sarte lyse hud. Associationer fra børnehjemmet og det første offer for hans evner - en lille pige - ramte ham, og det var som om han i et sekund var tilbage i sin barnekrop. Straks fjernede han sig fra hende igen, og sørgede for at hendes hoved ikke ville ramme asfalten. Han måtte ikke røre hende. Ikke sådan her.
Autumn bad ham om at få smerten til at stoppe. Til at slukke for det. Og i brøkdelen af et sekund, så Derek kun én måde, og overjede direkte at gribe ud efter pistolen og få smerten til at gå væk for altid. Men han mindede sig selv om at dette var Autumn.... Dét han ikke havde indset før, var nu så tydeligt. Dette var blue-eyes. En tøs der betød mere for ham end han turde indrømme. Han kunne ikke dræbe hende, selv hvis det var det der var bedst. Men han var overbevist om at skaden allerede var sket. Han var ved at dræbe hende.

"HELP!" Han råbte ud i mørket med en tydelig smerte og frustration i stemmen. Lige nu var han ligeglad med hvem der hørte ham. Ligeglad med at Autumn havde vinger, og at han var dén der havde ført pistolen. Han kunne bare ikke tænkte rationelt: "PLEASE HELP HER!" Ingen kom.... Stemmen døede bare hen i de tomme gader, og han knækkede over ordene. Stemmen var vel svag grundet klumpen der havde samlet sig i hans hals. Control yourself Derek... You're making everything worse by freaking out... Varmen i hans krop virkede overvældende, og sveden hang i dråber mod hans pande. Febrilsk greb han ud efter sin mobil. Det eneste metal han kunne se - og det eneste han kunne overføre sin varme til. Den smeltede i hans hænder næsten med det samme. Gled blot væk og ned mod asfalten til en uigenkendelig masse. Han hev dernæst efter vejret. Det værste var nu væk, men varmen herskede stadig. Han blev nødt til at kontrollere den, og derfor forsøgte han virkelig at genvinde kontrollen.

Han bøjede hovedet en anelse ned over Autumn's. Han ville gerne røre hende; stryge hende over håret og sige at alt nok skulle blive okay. Alligevel vidste han, at han havde brug for at samle sig selv før han overhovedet ville turde at udsætte hende for det igen.
"Stay with me okay?" Hviskede han, da han bemærkede hvordan hun tilsyneladende kæmpede for at holde øjnene åbne, "Stay with me Autumn." Gentog han sig selv. Dernæst kastede han et kort blik omkring sig. Hospitalet? Nej, han kunne ikke bringe hende ind sådan her.. med vinger... Iscariot var for langt væk, og han stolede mindre på dem end han gjorde på sig selv. Logement..? Det kunne måske tage et kvarter at gå, hvis han var alene, men at bære hende og skygge hende fra omgivelserne - det ville nok være en prøvelse...

Han tog sin frakke af, og forsøgte blidt at skubbe hende op i en siddende stilling.
"This is probably gonna hurt... But just... trust me.." Han vidste at det var meget at bede om fra manden der netop havde skudt hende to gange. Men lige nu, var han vel den eneste udvej hun havde. Det lykkedes ham at svøbe den nogenlunde om hendes krop selvom vingerne gjorde det svært. Det vigtigste var, at hendes hud nogenlunde var dækket så den ikke rørte hendes, og så vingerne var nogenlunde skjult. Han vidste dog, at det måtte gøre ondt når han rykkede på hende grundet skaderne, men han blev nødt til at flytte hende fra gaden.

Det var svært, men det lykkedes ham at løfte hende op i sine arme. Hun ville have været betydeligt lettere uden sine vinger, men heldigvis bølgede adrenalinen igennem ham og gjorde det væsentligt mere medgørligt.
"Don't close your eyes, okay? You need to stay awake."
Han tog et par skridt hen ad gaden, uden rigtig at vide hvad han sigtede efter. Logement... Måske var det den eneste løsning lige nu. For han havde ikke tid til at tænke over en bedre plan.

Det sendte er chok igennem hende, da dæmonen pludselig begyndt at råbe og skrige af hans lungers kraft. Hun var langt fra sikker på, om hendes krop fysisk reagerede på det, men det havde bestemt påvirket hendes indre tilstand. Ikke fordi det ligefrem hjalp hende. Ikke det mindste. Det var blot kommet bag på hende. Hun genkendte nemlig stemmen. Og det var ikke hendes egen, selvom hun normalt var den, der lagde det ord i sin mund. Det var Dereks stemme. Det virkede så bizart. Og lyden fik hendes ører til at ringe.
Kort tid efter hans udbrud, holdt han dog inde igen. Hun havde stadig sit blikket rettet op mod ham, selv da han bøjede sig længere ned mod hende. Det sendte en underlig ubehag igennem hende. Trygheden der altid havde været omkring ham var stadig til stede. Kraftigere end nogensinde før. For det var først gang det var så alvorligt. Rigtig nok havde hun ikke set godt ud, da han havde taget sig af hende i hendes feberfyldte tilstand. Men der havde døden ikke ligefrem stået i døren og var klar til at tage hende med sig. Men samtidig følte hun sig bange. Bange for ham. Hun havde set udtrykket i hans ansigt da han havde affyret pistolen. Hun kunne stadig huske, hvordan ligegyldigheden havde hærget i de brune øjne, hun før havde fundet dybe og nærmest omfavnende.

Hun måtte have faldet hen. Bare for et splitsekund. For det næste hun huskede var, at åbne sine øjne. Hun huskede slet ikke at have ladet dem glide i. Og hun havde ingen hukommelse om, at blive svøbt ind i et stykke stof, som hun hurtigt fandt ud af, var en frakke. Den samme, gerningsmanden havde været iført i. Det var smerten der havde vækket hende igen, da hun blev løftet op. Tyngdekraften gjorde det værre, og hun kunne nu virkelig mærke, hvordan den brandende effekten havde spredt sig ud til hver en krog af hendes krop. Hun gispede højlydt og kom med tydelig beklagende lyde. Et enkelt kort skrig forlod vist også hendes strube, men hun var ikke selv hundred procent sikker på, at det faktisk skete. Hun vred sig kortvarigt i hans arme, før hun endelig syntes at falde ned igen.
Hendes hoved lå automatisk op ad hans brystkasse, men hun klamrede sig ikke indtil ham, som hun havde gjort så mange gange før. Det var selvfølgelig på grund af den ulidelige smerte, der kom frem, hver gang hun bevægede sig. Men skylden kunne også lægges over den konstant forvirrende usikkerhed, der hærgede hendes sin, når det kom til Derek. Selv ikke hans ord og tonen, der lå under den, havde den allerstørste virkning. Hun adlød dem nu alligevel. Så godt som hun nu kunne. Det var ikke svært at forblive vågen, men det var allerede blevet bevist en gang, at ubevidstheden havde det med t snige sig ind på hende og lukke sine hænder om hende uden nogen form for advarsel.

Hendes vejrtrækninger var uden tvivl besværet. Man kunne nemt høre dem. Og se dem, på den måde hendes brystkasse hævede og sank meget markant. Især når luften syntes at hoppe en enkelt gang, som hun trak luft ned i lungerne, havde en klar visuel effekt. Tynde årelignende streger i blå og lilla nuancer havde så småt kommet frem omkring skudhulet ved hendes kraveben. Dog gjorde det slimede sort blod det lidt sværere at lægge mærke til. Det samme for skudhul #2. Ikke nok med det, havde en smule af det tykke blod fundet sin vej ud igennem hendes ene næsebor, uden at hun selv lagde meget mærke til det.

Hun fikserede først blikket mod Derek, eftersom han var det nemmeste at holde sin fokus mod. Han var trods alt lige der. Lige til at gribe ud efter. Men i det samme øjeblik, som han begyndte at bevæge sig. Tage det ene skridt efter det andet, flygtede hendes øjne rundt. Hun drejede langsomt hovedet for at se sig mere omkring. Hvor tog han hende hen? Hvad ville han med hende? Hun så ham dreje omkring. Hun så ham vende ryggen til lejlighederne. Og med ét opstod der klar panik i hende. Bare sådan uden videre blev hun druknet i det. Hendes øjne stod vidt åbne, alt imens hun pludselig bevægede sig langt mere på sig. Hun skubbede sig væk fra ham - eller hun gjorde i hvert fald et forsøg. Det endte dog ikke i andet end, at hun et nærmest hang fra hans arme, hvis altså ikke, at han tabte hende midt i postyret.
”No… No…” Hun stoppede dog ikke der. Hun gjorde ikke andet for at komme fri fra ham, men hun begyndte i stedet at vifte sin ene hånd frem mod sig, mens et tydelig desperat udtryk lå hen over hendes ansigt. Det var en yderst ubehagelig stilling hun var endt i. Og det gjorde ondt som bare helvede. Men hvor skulle han hen? Hendes hjem var så tæt på. Hvis han virkelig ønskede at hjælpe, ville det ikke hjælpe at bringe hende langt væk. Hun var ikke sikker på, hvor lang tid det ville tage for den velsignede effekt at tage hendes liv. Hun vidste kun at kuglerne skulle fjernes hurtigst muligt eller også ville de blot forværre hendes tilstand mere og mere. Hun blev ved med at vifte, bare lidt svagere nu. Gjorde sit for at sende hans opmærksomhed hen mod lejligheds komplekset ikke langt fra ham. Der hvor hun var kommet fra.
”Over there.” Hun følte at hendes stemmebånd var lammet. Hun havde hele sætninger planlagt i hovedet, men de nåede aldrig ud af hendes mund. ”Evan.. Ferraro.. and April Foster..” Hun var faldet ned igen. Havde stoppet med at pege og vifte med armene. Men hendes øjne var stadig limet fast mod målet. ”I beg you, please don’t ..take me away..”

Han havde aldrig haft problemer med at bære hende før; men nu føltes hendes milde vægt betydeligt større. Måske fordi vingerne vejede sit, eller fordi hans egen krop rystede af angst og desperation og gjorde det svært for musklerne at arbejde. Han havde drukket... Taget stoffer, og frigivet en del af sin varme. Det var svært at bevare kontrollen over de sitrende nerver, men han forsøgte. Det var dog som om noget i ham var gået i stykker. Om det var værnet han havde lagt omkring sig gennem de sidste par måneder, eller om det var hans hjerte der af empati knuste sig for hende, kunne han ikke gøre sig sikker på. Og sandheden var vel også at han ikke tillod sig selv at gruble for meget over følelserne der hærgede rundt i hans krop lige nu; nej, han accepterede blot kaosset fordi det var det eneste han kunne gøre. Det var for sent at tænde for kontakten igen og lukke alt ude. Det var virkelig for sent.

Hun virkede så ufattelig skrøbelig i hans arme, og hver en vejrtrækning og et gisp der undslap hendes læber, fik ham selv til at holde sit eget åndedræt inde. Hun klamrede sig ikke til ham som hun havde gjort så mange gange før, så han måtte stramme sit greb yderligere om hende, da han tog de næste skridt fremad.
Pludselig mærkede han hende dog bevæge sig. Havde antaget at hun ville begynde at klamre sig til ham for sikkerhed, men hvem skulle han narre? I et sekund formoddede han at hun frygtede ham, og at panikken i hendes øjne var rettet mod det monster han var. At hun endelig havde indsét hvad han havde gjort, og at dé feromoner han kunne lugte ikke kun skyldtes hendes frygt for at dø og for smerten - men også for ham.
Han begyndte dog at forstå at Autumn derudover vidste hvor langt der var til Logement, og at det var dér han havde rettet både sin hjerte og sine fødder imod. Please don't take me away... Ordene stak i hans hjerte. Han fulgte hendes viften med hånden og drejede ansigtet dermod. Lejlighedskomplekset lå ganske tæt på, og kun få vinduer i bygningen var oplyst. Det var dá at han indså endnu en sandhed... Trygheden var ikke længere hos ham, men hos disse 'mennesker' hun nævnte - eller i hvert fald i dén bygning. Det smertede ham, men havde han ikke forsøgt de sidste to gange de havde set hinanden - at skubbe hende væk og overdrage 'ansvaret' som han følte, til nogle andre? Han var ikke længere hendes saviour. Han var the bad guy.

Han nikkede afmålt og tyssede dernæst på hende, som signal til at hun skulle slappe af og at han forstod.
"Okay," sagde han hæst, hvorefter han gentog ordet endnu lavere end før, "Okay..."
Han lod sig dreje om på hælene og bevægede sig dernæst mod komplekset. Da han nåede hoveddøren til nærmete opgang, lod han øjnene glide hen over navnene på dørtelefonen. Han fandt frem til de rigtige, og konkluderede hurtigt at det var her han skulle ind. Han trykkede hende tættere ind til sig med den ene arm, for at kunne bevæge en fri hånd mod håndtaget. Låst... Fandens.... Han klemte øjnene i og strammede grebet. Det krævede meget at koncentrere sig, når han derved blev nødt til at lukke hendes jamren ude. Til sidst lykkedes det ham dog at sende en varme gennem sine fingrespidser og koncentrere den mod låsen i døren. Så snart denne var opvarmet og blød nok, skyndte han sig at hive døren op, før metallet ville smelte sig fuldstændig fast. Det var umådelig svært at komme op af trapperne, nu da varmen efterhånden var frigivet. Dog pumpede adrenalinen stædigt igennem ham, og tillod hans krop at bevæge sig længere op, indtil han mødte den rette etage. TIl hans held stod døren åben: Som om Autumn havde spænet ud af den og glemt at smække den i.

"We're here." Han vidste ikke hvorfor han forklarede det åbenlyse; men Autumn var ikke i den bedste tilstand, og han mente vel at der var noget beroligende i at sige det. Som om det måske kunne skubbe en lille smule håb ind i hendes krop. Et håb som brændte så desperat i ham selv.
Han skyndte sig ind i lejligheden, og fik bevæget sig ind i det nærmeste værelse. Ligeglad med blodet, lagde han hende på den uredte seng. Duften af hendes frygt var så dominerende - og det samme var duften af både gift og blod. I et sekund rettede han sig op, og forsøgte at få sine tanker på plads. Hvad fanden skulle han gøre? Han forsøgte inderligt at klare sin stemme og virke rolig:

"I'll need to take the bullets out, okay? And it's gonna hurt like shit." Hvad fanden vidste han om at udøve lægehjælp? Kun dét han havde set på film... Men han ville prøve. Det ville han virkelig.
"I'm getting some things. Lay still. It'll be alright." Men ville det virkelig det? Ville alt blive okay? Han sank en klump i halsen og bevægede sig rundt i lejligheden, som om han ledte efter noget specifikt uden at vide hvad. Han gav sig til at rode rundt i køkkenet. En balje - tjek. Et par klude - tjek. Og hvad skulle han få kuglerne ud med? Sine fingre? Han fandt en skarp kniv og satte en elkeddel til at koge. Efter et par minutter kunne han hælde det kogende vand i baljen og få knivens ægge.

Da han vendte tilbage til værelset satte han sig ved hende og skubbede tingene ned fra sengebordet så han kunne placere baljen, kniven og kludene derpå. I wish you could guide me through this... tænkte han; men han vidste at Autumn's smerter nok var for store. Med rystende hænder gav han sig til at væde en af kludende i det kogte vand. Varmen irriterede ham selvfølgelig ikke, men han vred den alligevel flere gange, velvidende om at det kunne være alt alt for varmt til den skadede Autumn.
Han kunne tydeligt se den røde plamage ved hendes venstre kraveben, og da han lod blikket glide ned over hende, var skudhullet omkring hendes ribben også tydeligt. Dén skade havde størst chance for at ramme noget fatalt og sprede sig til de indre organer - derfor var det dér han startede. Han løftede hendes trøje et par centimeter så maven var blottet, og begyndte at duppe kluden på såret så han kunne anse hvor skudhullet var, og hvad der "blot" var blod. Dernæst tog han kniven i sin hånd og rettede den en centimeter fra skudhullet. Kuglen var blevet trukket ind i kroppen, og skudhullet i sig selv var så uendelig lille. Han måtte skære et snit for at se hvor kuglen var henne. Hans hænder rystede og han mærkede svedperlerne mod sin pande.
What have I done.... Han blev nødt til at skade hende yderligere, og trods han tøvede - måtte han snart placere et lille, lettere upræcist snit mod den bløde sarte hud. Dernæst forsøgte han med alt sin magt at skubbe kuglen ud med knivens spids. Han vidste at smerten måtte være ulidelig, for hans bevægelser var upræcise og rystende, trods han forsøgte at være så uendelig varsom.
"I-I'm sorry..." Mumlede han, med desperation i stemmen. Endelig fik han skubbet kuglen ud og vredet kluden endnu en gang for at lægge den mod såret og få den til at suge det mest markante af giften på détte område ud.

Det var ikke helt villigt, at hun lod ham få et bedre greb omkring ham. Hun var ikke helt klar over, at han rent faktisk havde hørt hendes bønner, til at starte med, men samtidig var hun også alt for svag til kæmpe alt for meget imod. Hun havde allerede brugt den spontane adrenalin op for at få hans opmærksomhed hen mod lejlighederne. Det var først det øjeblik, at hun fik sine øjne til at fokusere ordentligt igen, at hun lagde mærke til, hvilken kursen Derek havde taget. Og den var bestemt ikke den samme som før. Det var som om en besværgelse var kastet over hende, sådan som hun faldt til ro i hans arme igen. Og endnu en gang lod hun sine øjne falde i.
Hun var træt. Udmattet. Før havde det gjort alt for ondt til, at hun overhoved kunne tænke på at falde i søvn. Men nu hvor smerten havde spredt sig ud til alle kroge af hendes krop, syntes den at blive neutraliseret. Smerten var stadig ulidelig, dog følte hun pludselig, hvordan hun måske kunne flygte fra den ved at falde ud af bevidstheden. Præcist som hun plejede at gøre, når feberen var allerhøjest. Hun glemte fuldstændig, hvad han havde sagt til hende blot for få øjeblikke siden. Don’t close your eyes, okay? Det var for sent. Øjenlågene var alt for tunge til, at hun kunne åbne dem igen.

Med ét sprang hendes øjne op igen. Smerte skød igennem hende, som var hun blevet ramt af lyn. Hun blev revet tilbage til bevidstheden, som hun havde faldet frem og tilbage imellem et par gange nu. Hun kunne mærke det bløde underlag af en madras. Hendes madras. Hun genkendte duften og varmen omkring hende. Hun var i lejligheden. Hvor længe havde hun været væk? Hun var ikke sikker på, hvad der havde fået hende tilbage til virkeligheden, Et hurtigt gæt var, at det var på grund af smerten fra, da hun blev lagt ned i sengen. Det værste var dog, at hun var alene. Hun kunne hverken se eller fornemme dæmonen nogen steder. Overraskende nok følte hun et stik af at blive forladt under al den oprindelige smerte.
Men inden hun kunne nå at have endnu mere medlidenhed med sig selv, var han der. Lige ved siden af hende. Som hun havde drejet hovedet til siden for at se på ham, kunne hun så panikken i hans ansigt. Han var der stadig.
Hun hørte de små plask, som han dyppede kluden ved i baljen med vand og efterfølgende vred den godt op. Hun forholdte blikket mod ham, selv da han havde overført sit arbejde til hende. Det rørte hende ikke det mindste, da han trak hendes top op. Han kunne såvel rive den itu, hvis det betød, at han ville kunne få kuglerne ud. For det var det, han var i gang med. Ikke?
Hun måtte dog bide tænderne hårdt sammen, da kluden blev placeret mod såret. Hun spændte i kroppen og greb automatisk fat i sengens lagen, nu hvor dynen stadig var at finde inde i stuen. Hun troede selvfølgelig det var ovre, da han endelig stoppede med at duppe såret. Det var alligevel utroligt, hvor følsom hendes smertetærskel var. Hun havde forventet, at være vant til smerten nu. Til hendes frygt var det dog ikke ovre endnu. Hun nåede ikke engang at se kniven, eftersom hendes slørede blik havde været rettet mod loftet. Det kom som et chok. Et chok hun nok helst ville have undgået. Hun havde ikke været parat. Ikke det mindste. Men det skete nu alligevel.
I det som kniven lavede sit snit og gravede sig vej ind i skudhullet, kunne hun ikke længere holde sin mund. Hun skreg atter. Brølende som før. Højt og langvarigt. Hver gang hun ikke havde mere luft tilbage til at skrige i, holdt hun i et splitsekund bare for at skrige igen. Hendes øjne var vidt åbne, og hun havde svært ved at ligge stille, hvilket blot gjorde det værre. Hun kunne mærke kuglen blive mast op ad sårets sider. Hun skreg gentagende gange i sit hoved, at han skulle stoppe.
Og så var den første kugle ude.
Skrigene stilnede hen igen, kort tid efter at den våde klud var blevet lagt hen over skudsåret. Det var en hel lettelse. Hun kunne ikke længere mærke kuglen pulse inde i hende. Hun bildte endda sig selv ind, at hun kunne mærke nyt frisk rødt blod sive ud af såret i stedet for det sorte slim. Men hun havde det langt dårligere end før. Hun svedte og følte sig klam, meget muligt lige som Derek. Hun havde en overvældende kvalme, og hvis hun havde kræfterne til det, ville hun nok havde sat sig op for at kaste op. Hun trak vejret heftigt, som hun på ny rettede de blå øjne mod den mørkhårede mand ved sin side. Hun slap langsomt sit faste greb i lagenet for at få sig selv til at slappe lidt mere af. Det var ikke ovre endnu. Hendes ene hånd blev meget forsigtigt løftet, hvorefter hun lagde den oven på den af hans hænder, der holdt kluden presset mod såret. Hun var ikke bange for at brænde sig selv på ham. Det havde hun egentlig aldrig været af åbenlyde grunde. Så det virkede så naturligt for hende. Til hendes held virkede det ikke til, at hans kropstemperatur var så truende længere.

”One more.” lød det hæst fra hende, hvor på hun sank besværet. Hele hendes mund var fyldt med slimet spyt selvom hendes læber var ufattelig tørre. ”Just… one more. You can d-do it… right?” Hun følte den enkle dråbe af næseblod glide ned over hendes kind, som hun sagde det. Hun havde på fornemmelsen, at dette tog lige så hårdt på ham, som det gjorde på hende. Nu hvor hans ansigt og hans øjne ikke bar dækket til af det kølige mærke, var han så nem at læse som en åben bog. ”Just… one… more… Okay?” Hun lod så sin hånd glide ned fra hans hånd og ned ved siden af sig på madrassen. Gjorde sig klar.

You can do it, right? Hendes spørgsmål blev hængende i luften, og blev aldrig besvaret af den mørkhårede dæmon, som med desperation i øjnene lod hånden trykke sig tættere mod såret, så blodet ikke ville sive ud. Han kunne mærke det væde kluden, og han kunne lugte det. Lugten af djævleblodet. Hvorfor gik dunsten ham så meget på? Gennem de sidste par måneder havde blodet aldrig fået kroppen til at reagere når lugten ramte næseborerne. Men nu... Nu forsøgte maven at snørre sig sammen, og gjorde det svært for ham at modstå lysten til at lade mavesækken krampe sig sammen og frigive slim, alkohol og galde.
Han sank gentagende gange for at forsøge at tvinge klumpen i halsen og den dertilhørende kvalme ned.
Just one more okay.
Hendes ord virkede betryggende, men langt fra var de nok til at fjerne desperationen og frygten i de mørke øjne. Dog nikkede han afmålt. Det var længe siden han havde haft det så slemt. Men det var Autumn det handlede om nu. Det var hendes smerte, og ikke hans kaos der var det dominerende og det vigtige. For en gangs skyld måtte han sætte en andens liv før sit eget, og det føltes rædselsfuldt.
Kuglen fra såret ved hendes ribben lå stadig i den frie hånd, og han lod den snart ramme baljen med vand. Vand der - fra sidste gang han havde vredet kluden - havde antaget en rød farve, og fik det til at ligne det rene saftevand. Og gid det var! Halsen var tør, og ånden forfærdelig grundet alkoholen og dén mavesyre der vel konstant truede med at vælde op.

Han havde knapt nok registreret hendes hånd ovenpå hans, før hun flyttede den. Der gik et par sekunder, før han tog fat om hendes hånd igen, og lod den ligge ovenpå kluden.
"Try to keep some pressure on the wound. I know...- I know it'll be difficult, but you have to try, so I can have my hands free for.... For the next one..." Han forsøgte at få sin hæse stemme til at lyde rolig og fokuseret, og det gik faktisk... nogenlunde. Dog rystede han en smule over visse af ordene.

Han lod øjnene glide over hendes krop og lokaliseret den røde, overvældende plamage af blod mod hendes kraveben. Han tog sig én af de nye klude i bunken og dyppede den i det røde vand, uden at følge sine egne bevægelser med øjnene i frygt for at kaste op ved synet. Thank god, at han aldrig var blevet læge... Han vred kluden i sine hænder, og gav sig dernæst til at berøre området med denne, ganske forsigtigt for at fjerne det værste af blodet. I de sekunder det tog ham at lokalisere skudhullet og rense det mest dominerende af blodet fra såret, fangede han sig selv i at nynne en af sine gamle sange. Var det for at berolige hende, eller ham selv?
Kuglen var ikke til at se. Den måtte sidde dybt... Virkelig dybt. Han stoppede sin nynnen, og forsøgte at virke så rolig som overhovedet muligt.
Fuck... Shit

Det slørede i et sekund for hans øjne, og han var derfor tvunget til at glippe lidt med dem. Dernæst vendte han blikket mod hendes ansigt, som for at sikre sig at hun stadig var ved bevidsthed.
Han rakte ud efter den blodige kniv, og rettede den mod den bløde, ømme og irriterede hud omkring såret. Han måtte endnu en gang gøre skudhullet en smule større. Til sit held lykkedes det ham at påføre et snit uden at ryste for meget på hænderne. Da han dog fik knivens spids ind i såret med sammenbidte tænder, begyndte han at miste kontrollen en smule. Det ville ikke gå. Kuglen sad ikke godt nok til at han bare ville kunne skubbe den ud som den sidste. Denne sad sådan placeret, at han ville være nødsaget til at vride kniven rundt med en brutalitet, for at få den ud. Derfor så han ingen anden udvej.
Han lagde kniven fra sig på sengebordet, og rev sin frakke af med én glidende bevægelse. Ærmerne på trøjen blev trukket op, og han begyndt roligt at føle på området omkring kravebenet efter kuglen. Da den var lokaliseret, sank han endnu en gang. Don't think about it. Just do it... Tænkte han til sig selv, før han fik presset både pege og tommelfinger ind i såret hvorefter de fiskede blindt efter kuglen. Han havde lyst til at brække sig igen. Den varme fornemmelse og bare idéen om hvad fanden han lavede nu - fik ham til at føle sig syg.
"Come'on." Tiggede han lavt, mens han med den anden hånd holdt et pres på kravebenet, så kuglen ikke ville kravle længere væk. Efter hvad der føltes som en evighed kunne han endelig mærke metallet mod sine fingerspidser, og fik kuglen fisket ud. Hastigt lagde han kluden mod såret og pressede den ned med hånden der stadig havde fat om kluden, mens han strøg sin frie hånd over panden uden at tænke over at den var fyldt med blod og efterlod en rød stribe i hans ansigt. Han nægtede dog at tænke over det, for nu lod han endelig en dosis luft passere sine læber i lettelse.

"It's... It's done." Lød det fra ham, mens han forsøgte at få en kontrol over hans åndræt og de rystende hænder. Han holdt stadig et pres mod kluden ved hendes kraveben og førte den anden ned til dén Autumn holdt ved ribbenet, så han kunne tage over dér.
Men... Havde han reddet hende? Endnu en bølge af fortvivlelse og frustration væltede over ham. Hvad skulle han gøre nu? Noget af giften måtte trods alt havde sat sig i hendes system. Måske havde han bare forlænget hendes smerte og lidelser?

" Tell me what to do know..." Hviskede han derfor rådvildt og bedende. "Please..?" Det var bestemt et ord der sjældent gled over dæmonens læber. Men nu syntes det som om det var det eneste man kunne sige. Det slørede stadig for hans øjne. Abstinenser måske? Øjnene syntes varme, og det skulle ikke undre ham hvis de muligvis var blanke og vædede.

Hun kunne knap nok presse bare det mindste ned mod såret, efter at han lagde hendes hånd oven på den. Men hun prøvede. Hun gjorde det så godt, som hun kunne. Det var hårdt. Og hun var i tvivl om, hun overhoved fik lagt det mindste pres mod såret, eller om hendes hånd bare lå der og holdte kluden hen over. Kluden var klam at røre ved. Den var varm. Kunne kun på grund af det varme vand, den havde været i, men også på grund at blodet, der blev ved med at sive ud af såret. Langsomt, men sikkert. Det ville ikke lukke sig sammen. Det ville ikke hele. Også selvom kuglen var ude, blev hendes regenereringsevne ikke aktiveret.

Hun klemte atter sine øjne hårdt i. Hun var bange. Også selvom hun vidste, hvad hun gik i måde. Den første kugle var allerede blevet fjernet. Netop noget der havde gjort hende endnu mere udmattet. Hun var blevet bevidst over, hvordan hun vippede frem og tilbage mellem bevidstheden og ubevidstheden. Det var stadig kun smerten der holdt hende vågen. Og ikke engang den konstante smerte. Nej. Det eneste, der holdt hende fra at falde helt hen var de små perioder af forhøjet smerte. Som det øjeblik, kniven lavede endnu et snit i hende. Hun gispede højlydt og svajede automatisk i ryggen. Tænderne var blevet bidt hårdt sammen, men det samme øjeblik som knivens spids blev skubbet yderligere ind i såret kunne hun ikke holde et skrig tilbage. Og lige som før døde det hen, så snart kniven blev fjernet. Var det ovre? Havde han fået den ud?
Hun åbnede sine øjne på klem og nåede lige at se ham smide frakken og smøre ærmerne op. Hvad havde han gang i? Så følte hun hans varme hænder mod hendes brystkasse. Noget der endnu engang fik hende til at gispe af smerte og vende tilbage til den anspændte stilling. Det kom dog som et chok, da han pludselig pressede, hvad der føltes som hans fingre, ned i såret. Og skrigene om tilbage.
Hånden der havde ligget mod det første sår lukkede stramt sine fingre omkring kluden og krøllede den op i håndfladen. Den anden havde selvfølgelig fundet tilbage til lagnet. Vingerne begyndte at baske ude af kontrol under hende. ”STOP!!” råbte hun højt med en tydelig gråd i stemmen. Der var dog ingen tårer. Som havde hun grædt fuldkommen ud.

Og så var det overstået. Hun faldt flat sammen på sengen i det samme øjeblik, at hans fingre blev fjernet og kuglen var blevet trukket ud. Hun havde mistet al farve i sit ansigt. Ikke engang en sygelig rød glød var at finde i hendes kinder. Kun svage lilla nuancer havde sprunget frem under hendes øjne. Hun hev efter vejret. Hun havde det som om, hun havde løbet et maraton uden den mindste pause. Hendes mund var tør, som havde hun ikke drukket i flere uger. Og hendes hoved rugede voldsomt. Men det var ovre. Truslen var væk. Var den ikke?
Hun fik igen dreje hovedet for at se mod ham, samtidig med at hun slap kluden, så han kunne lægge presset mod såret ved ribbenet på ny. Denne gang søgte hun hans øjne. Og af en eller anden grund bragte hans ord tårerne tilbage. Hun var umådelig lettet. Han gjorde det.

”Iscaroit… They know.” Hun havde det dårligt over at bede Derek om at gøre yderligere. Han så ikke godt ud. Hun brød sig ikke om at se ham sådan. ”Overthere.” Hun løftede sin ene hånd og pegede svageligt ud af døren til soveværelset. Mod en lav reol, der stod op ad væggen. Ved siden af en lampe lå en åben notesbog. Og ved siden af et indrammet billede af en ung mand med det velkendte krøllede hår og en ung kvinde med langt blond hår - begge klædt formelt - stod en telefon klar. ”Second page. Call them. They know what to do.”
Hun tog en dyb indånding - så dyb som hun nu kunne få den - før opmærksomheden kom tilbage mod Derek. Hånden, hun havde brugt til at pege med, blev i stedet ført hen til hans hånd igen. Denne gang den som lagde presset ved kravebenet. Så formede der sig ganske langsomt et meget lille smil på hendes forbrændte læber.
”Thank you.” Øjenlågene glad blidt i og hendes krop blev slap, som hun endelig tillod sig selv at falde hen. Hun trak stadig vejret. Pulsen var stadig til stede. Men hun var for udmattet til at holde sig vågen længere.

Han mærkede hvordan hendes krop begyndte at slappe af efter den anden kugle havde forladt hendes krop. Feromonerne hang stadig i luften, men nu kun svagt. Det var som om det værste af hendes frygt var blevet skrabet af overfladen og nu erstattet med en udmattethed som på den ene side virkede betryggende for ham, og på den anden gjorde ham endnu mere urolig. Ville hun overleve dette? Musklerne i hans krop var så spændte at de nærmest dirrede. Don't loose yourself, Bad han i sit ikke-så-stille selv. Det forekom ham dog ironisk. For hvem var han overhovedet? Gennem de sidste par måneder havde han været så stærk. Uigennemtrængelig. Og nu? Nu, gik han i stykker uden at vide helt præcist hvorfor. - På grund af Autumn selvfølgelig, men hvorfor betød hun så fandens meget stadig? Havde han ikke smidt hende ud af alle sine tanker, og ud af sit liv? Åbenbart ikke.
Han betragtede hendes skikkelse som hun lå der i sengen. Hun virkede blegere end nogensinde. Måske var det grundet det halvhjertede lys ude fra rummet ved siden af soveværelset, - men nok mere sandsynligt, var det fordi alt blodet bevægede sig fra hendes æblekinder og ned mod skudhullerne som et monster havde plantet i hendes krop. Der var skygger omkring hendes øjne, og de lilla og blå nuancer fik hende til at ligne én der lå på dødens tærskel. Hvilket hun vel også gjorde... Han ønskede at røre hende. Stryge hende blidt over håret, men han kunne ikke få sig selv til det.
Da hun søgte hans øjne og mødte hans blik, tvang han sine egne væk. Don't look a killer in the eye. Han havde gjort dette mod hende. Han havde skadet hende som var hun en af sine targets. Og hvorfor følte han ikke empati for dem, når han så åbenlyst gjorde det for hende? Da han flyttede blikket, bevægede han det mod sine hænder. Han slap kludende i et sekund, og vendte håndfladerne opad. De ru fingre var smurt ind i blod... Iscariot. Han nåede lige akkurat at opfange hvad hun sagde, og nikkede dernæst afmålt mens han knyttede sine næver sammen. Dernæst drejede han hovedet og vendte blikket ud mod reolen ude foran døren.

Han havde netop bevæget sig for at komme ud af sengen, da hun berørte hans hånd igen. Det fik ham til at stoppe midt i sin bevægelse - som om han frøs ved den blide kontakt. Han vendte øjnene forbavset mod hende.
"Don't...." Kom det bare lavt og smertende fra ham, før han stoppede sig selv. You are thanking a monster... Why the fuck are you doing that? Efter et par sekunder rystede han blot let på hovedet. Den lette trækning der snart efter gled over hans læber kunne næppe betragtes som et smil, men det var det bedste han kunne gøre, før han så hende lukke øjnene og overlade sig selv til udmattelsen.
Han betragtede hende i et par sekunder, før han rejste sig. Det var utroligt som han vaklede. Han havde nær grebet ud efter dørkarmen, hvis ikke det var fordi han derved ville have tilsølet den i blodet fra sit offer. Det lykkedes ham at bevæge sig ud i køkkenet, hvor han hastigt vaskede hænderne fri fra blod, for blot at tørre dem i den svedige, klamme bluse som han bar. Dernæst bevægede han sig over mod telefonen og tastede, med rystende fingre, det angivne nummer op til Iscariot.

"Derek Holland." Hans stemme virkede rusten. Som om han netop havde spillet sit livs koncert, og røget en pakke smøger efterfølgende. Han forsøgte at forklare situationen så godt han kunne. Eller... Han udelod de personlige detaljer, men forklarede i hvert fald at han havde såret én der ikke tilhørte hans mission. Én der var under Iscariots' beskyttelse. Han lænede den ene arm ind mod reolen og lagde sin pande dermod mens han lyttede til stemmen i den anden ende af røret.
"Hold nu op med de prædikener, og fortæl mig hvad jeg skal gøre." Hans franske var klart blevet bedre, og hvis han havde fået lært sig flere bandeord på sproget ville de helt klart være blevet taget i brug nu. Utålmodigheden og rådvildheden bevægede sig stadigt hastigt gennem hans krop.

Magi... Ja, obviusly... Derek vidste at magien i giften var lys. At det var derfor den virkede så godt mod mørkblodede væsner som ham selv. Stemmen i den anden ende af røret forklarede at hans blod måske kunne være en kilde. At det mørke i dæmonblodet - trods racemæssigt forskelligt - sandsynligvis ville kunne frastøde den lyse magi. Altså hvis det var mørkt nok.... Og måske ville hans overnaturlige heling også bidrage?
Derek tvivlede ikke et sekund på, at det var forsøget hver. Hvad andet kunne han gøre? Han tvivlede i hvert fald ikke på sit eget mørke - så måske var det nok til at give hendes krop en chance for at kæmpe videre.

Da han snart vendte tilbage til værelset, satte han sig på sengekanten. Endelig tillod han sig selv at stryge hende en enkelt gang over håret. "I'm so sorry about all of this... Kom det så uendelig lavt fra ham. Om hun hørte ham eller ej, vidste han ikke. Men det var vel også ligegyldigt. Han søgte ikke hendes tilgivelse. Han ønskede blot at redde hende for at forsvinde ud af hendes liv for good, så han ikke længere ville kunne skade hende.
Han baksede snart kniven over i sin ene hånd og fjernede kludende fra hendes sår. At få blodet direkte ind gennem skudhullerne ville være langt hurtigere end hvis han tvang hende til at drikke det. På denne måde ville det gå direkte ind i hendes system - om det så ville hjælpe eller ej. Han tog sit bælte af og bandt det stramt ved albuen for at skabe tryk, og skar dernæst et snit ved åren ved håndledet hvor blodet ville flyde hurtigst. Dernæst trykkede han håndledet mod skudhullet ved hendes ribben, og holdt hånden der, mens blodet hidsigt bevægede sig ud. Det gjorde forbandet ud, og efter det første minut begyndte det for alvor at svimle for ham. Dog vidste han at han måtte blive ved. Derfor fjernede han snart hånden og bevægede håndledet op til det andet skudhul, mens hans frie hånd holdt mod det han netop havde forladt for at presse på såret så blodet ikke blot ville drive hurtigt ud igen.
****************
Han vidste ikke hvor længe han havde ligget sådan. Halvt over hende, med håndledet presset mod skudhullet ved hendes kraveben og en anden mod hendes ribben. Stillingen var akavet, og øjnene slørede da han endelig åbnede dem igen. Havde han mistet bevidstheden? hvor længe havde han ligget der?
Panikken bredte sig stødt i ham, da han fjernede sig fra hende og lagde sig ved hendes side.
"Autumn?" Den paniske tone i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Var hun..? Han lod en hånd glide op mod hendes puls, mens øjnene bevægede sig afventende over hendes ansigt.

Det føltes som om, hun svævede. Det var behageligt. Det var noget af det eneste, hun kunne fremstille af tanker. Det var blødt. Og hun kunne ikke mærke det meste pres. Hun var omgivet af absolut ingen former for tyngdekraft. Hendes øjne var lukkede, men hun havde heller ikke lyst til at åbne dem. Hun kunne fornemme sine egne vejrtrækninger. De var så rolige. En skarp forandring fra tidligere. Hun var svageligt bevidst om, at det nok var alt for godt til at være sandt. Men hun havde ikke nogle planer om at kæmpe imod det for at komme ud af det. Hun havde ikke travlt. Hun ville helst bare blive ved med at svæve. Om hun så var omgivet af intetheden, var det ligegyldigt for hende. I hvert fald på det tidspunkt.

Men selvfølgelig varede det ikke for evigt.
Det samme øjeblik, som et par varme fingre blev presset ind mod hende mest puls-frembringende del af halsen, bristede hendes boble. Og med et blev det tændt for tyngdekræften på ny. Og hun faldt. Faldt længere og længere ned i høj fart, indtil illusionen stoppede, og hun atter vågnede op. Hun gispede automatisk, som havde glemt at trække vejret i et stykke tid og lige netop dén berøring havde mindet hendes krop om det. Dog kom der ikke yderligere tegn på, at der var problemer med hendes åndedragt længere.
Det kunne godt være, at hun ikke følte sig svævende mere, men hendes krop føltes uden tvivl anderledes fra før, hun var faldet hen. Hun syntes rent faktisk at kunne slappe af. Hendes muskler var ikke spændte til et punkt nær, hvor de truede med at flænse sener over. Hun kunne ikke længere mærke den intense brændende smerte. Hun havde det ikke længere som lå hun og ætsede væk lidt efter lidt. Dén smerte var væk. Dét ubehag var der ikke længere. Hun kunne endda røre på sig uden, at have lyst til at springe.
Forsigtigt bevægede hun sine fingerspiser og følte lagnet under sig. Det føltes fugtigt. Specielt tæt ved hende. Hun hørte sig selv smaske sagte, inden hun åbnede sine øjne. Bare en smule. Hendes øjenlåg var stadig overraskende tynge. Hvor var hun? Hun var noget rundt på gulvet. Og hendes øjne var slørret som bare pokker. Hun genkendte dog hurtigt fornemmelsen fra hendes dage med forværret syn. Var hendes lille periode med perfekt syn ovre allerede? Langsomt drejede hun hovedet. Hun måtte have kunnet fornemme hans vejrtrækninger og tilstedeværelse, for det var ham hun så mod først. Hun havde egentlig ikke forventet at se ham. Hun var i tvivl om, hvad hun overhoved kunne forvente af ham. Derek. Han var mindst lige så slørret som loftet. Måske en anelse skarpere, eftersom han var tættere på. Men hun kunne stadig ikke se hans ansigt i fulde detaljer. Hun vidste blot at det var ham ud fra fornemmelsen, han gav hende. Truet tryghed. Vrede. Lettelse. Det var et stort forvirrende virvar af følelser, når det kom til ham. Bestemt nu.
Hendes blå øjne blev med ét fjernet fra ham, da hun ubevidst havde forsøgt at dreje hele sin krop mod ham, hvor hun var blevet mødt af et jag af smerte. Hun kvalte et ’piv og klemte øjnene i et kort sekund, mens hun fik lagt sig fladt på ryggen igen. En af hendes hænder havde med det samme fløjet op mod kilden. Eller en af kilderne. Op mod den dominerende ved hendes kraveben. Uden at tænke over det, blev hånden placeret direkte hen over skudhulet. Noget der blot bragte endnu mere opmærksomhed til det sensitive område. Det føltes næsten pulsende. Og hun behøvede ikke at have udsyn til såret for at konstatere, at det stadig blødte. Og det blev også bekræftet, da hånden hurtigt blev fjernet fra såret, og hun så sin blodige håndflade. Blodet måtte sive langsomt, for hun følte sig knap så afkræftet, som før ubevidstheden havde taget over. Men hvor længe havde det været? Det måtte være mindre end 72 timer. Det var hun dog hundred procent sikker på.
Hånden blev placeret ned at ligge på maven. Lige ved siden at det andet skudhul. Hun sørgede for ikke at lægge den direkte oven på. Hun sank tungt. Smagte på den metalliske smag, hun havde siddende på tungen. Godt blandet med spyt.
”It won’t heal.” Hendes stemme var ry. Og tør. Hun kunne ikke huske sidste gang, hun havde fået noget at drikke. Hun var ligeledes nød til at rømme sig, før hun kunne fortsætte. ”My ability to heal is… shit. It never activates immediately.” Det var vel for at forklare ham situationen. Hun havde vel aldrig fortalt ham om lige netop den fejl i hende. Og i denne situation virkede det til at være en relativt vigtig information. Hun vidste bare ikke, hvad han skulle bruge den til. ”Oh dear.. there’s so much blood.. I can smell it all over.” Et kortvarigt hosteanfald tog så over. Heldigvis forsvandt det hurtigt igen, men der blev lagt stilhed over hende. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Burde hun sige noget? Hun havde det bestemt ikke godt, men den sædvandige stemme i hendes hoved, der havde sagt til hende, at hun bare skulle fortsætte med at smile hele tiden, var tilbage.
Hun var ikke klar over, hvor længe hun faktisk havde holdt sin mund lukket. Det havde føltes som evigheder, men det kunne sagtens blot have været et par sekunder. Hun drejede endelig lidt hoved mod Derek igen. Først holdt hun sit blik sænket, men hun fik til sidst rettet det direkte mod ham. ”I thought you were gonna … kill yourself. That’s why…” Hun sippede sine forbrændte læber sammen og fjernede blikket fra ham igen, inden hun drejede hovedet væk fra ham. ”I didn’t think clearly.” Hun var tæt på at undskylde, men ordet sad fast i halsen på hende. Og med det sagt gjorde hun et forsøg på at komme op at sidde. Også selvom det meget muligt ikke var det bedste. Det gjorde ondt som bare helvede at bevæge sig. Specielt det at bøje overkroppen fremover. Hun holdt ikke længe før hun faldt tilbage i sengen med en skærende grimasse.
”I wanna.. go home..”

I et par sekunder som han nok aldrig ville glemme, var han helt overbevist om at hun var død. For hendes puls kunne ikke mærkes mod fingerspidserne som efter mange år som guitarspiller, havde fået en lettere ru overflade. Grunden til at han nok ikke havde kunne mærke noget som helst kunne nok skyldes tre grunde: Ét – hans egen puls og vejrtrækning syntes at være stoppet brat da han slog øjnene op, to – han rystede gevaldigt, og tre – grundet hans almene uvidenhed havde han nærmere lagt fingrene mod hendes strube end halspulsåren.
Det var derved med en stor lettelse at han endelig åndede ud, da et gisp kom fra Autumn. Han fjernede sin hånd uden rigtigt at registrere det blodige mærke han, blot ved sin lette berøring, havde pådraget hende. Faktisk var det som om han, for en gangs skyld, ikke rigtigt blot registrerede duften af blod. Noget som ellers plejede at gøre ham kvalm. Han havde dog mistet en del blod selv efter at have skåret sine håndled op; så det kunne forklare at sanserne syntes at svigte ham en smule. Lige fra det lidt gyngende syn, som var han på en båd – til lugtesansen der syntes ikke-eksisterende. Den mest overvældende varme havde forladt hans krop og han følte sig svagere end normalt. Og langt koldere, selvom hans kropsvarme nok var meget normal for… Ja, et menneske.

Da Autumn åbnede øjnene og løftede hænderne for at berøre sine skader, havde ordene: ”You probably should’nt…” netop trådt over hans læber, før han så hendes blide fingre glide over skudhullerne; ”Touch it…” Tilføjede han så lavt og lavede en grimasse som om han nærmest kunne fornemme hvordan smerten måtte svide i hende som nåle.
Han satte sig mere op i sengen ved siden af hende og kørte øjnene over hendes krop, der virkede ufattelig skrøbelig, som den lå dér forvrænget og lille. De mørke øjne begyndte at undersøge skaderne: Hun havde ret… De helede ikke.
”But…” Begyndte han, men tav dernæst. Havde han virkelig troet at det tåbelige stunt ville virke? Måske så hun ikke nær så meget ud som var hun på dødens rand længere: Hun var trods alt i live. Men det var tydeligt at sårene ikke havde lukket sig sammen som dem på hans egne arme havde. Selvom han i dét sekund han havde sat kniven til sine håndled havde været overbevist om at han måske kunne redde hende, overraskede det ham vel i grunden ikke at hun ikke havde helet sig selv. Han havde trods alt set hende på hospitalet; hooket up til maskiner, som et menneske ville blive. Autumn var speciel… På godt og ondt.

Det var først da hun nævnte blodet at han rigtigt gav sig til at tilkendegive mængden af det, og lugten… Den grumme lugt af hans dæmon- og hendes djævleblod. Blandingen var sær i næseborerne. Det var både sødt og bittert. Det omgav dem begge. Hun var tilsølet i det, og det samme var sengen og de førhen så rene lagener. Hans egen trøje og bukser syntes at have stivnet grundet det nu tørre blod og især hans arme var fuldstændig røde. Han forsøgte inderligt ikke at få de svømmende øjne til at give efter og tillade sig selv at mærke kvalmen højere end halvt oppe i halsen. Don’t throw up.. Don’t throw up… , var hans mantra lige nu.

Han mærkede snart hendes øjne mod sig, og lod sig distrahere ved at møde hendes blik. Dræbe sig selv? Hvad snakkede hun om? Et uforstående udtryk bredte sig i de mørke øjne. Havde hun opsøgt ham fordi han lignede én på randen til selvmord? Det skulle ikke undre ham at han havde set sådan ud. Iscariot havde gjort meget ved ham, men han havde dog også følt sig stærk hos dem. Nu følte han sig svag. Måske svagere end nogensinde før i sine voksne år.
Det gjorde ondt at se på hende, og snart bredte en form for afsky sig i hans øjne. Ikke overfor hende, men overfor ham selv. HAN havde gjort dette mod hende, og alt det blod han så var HANS gerning. Han rystede snart på hovedet og slog blikket ned mod sine hænder der foldede sig ind i hinanden.
"I should've done so, shouldn't I?"
Han lod ideen hænge I luften hvorefter han endnu en gang rystede på hovedet. Hun ville hjem. Selvfølgelig ville hun det. Og han ville også væk fra hende. Men ikke før han vidste at hun var i sikkerhed.
"I... Understand." Sagde han og tav dernæst i en tid der virkede som en evighed. Da en ny række ord gled over hans læber var det som om mundens tørhed endnu havde fået stemmen til at virke rusten. "But it's probably best if you'd stay here... Those people living in this place. They must come home at some point, right?..." Han tvang sig selv til at se på hende igen:
"Can't they take care of you?" Han var ikke længere i position til at gøre det, og der måtte vel være en gurnd ´til at autumn kenddte disse mennesker., ”I can also take you to the hospital now if you’d like.... If that even helps I mean...”

Han fik møvet sig ud af sengen og rettet sig op. Han flyttede sig så langt væk fra hende som overhovedet muligt, uden direkte at forlade værelset. Der skulle være afstand mellem dem. Det var trods alt det mindste han kunne gøre for hende nu. Fjerne mørket fra lyset .
"I don't know what to do Autumn."
Han ville skride når han vidste at hun var i sikkerhed. Skride ud af hendes liv. For evigt dennne gang. Han havde forsøgt før; men hun havde fundet ham denne aften. Hvis ikke hun var villig til at forlade Di Morga, ville han gøre det. Forlade Logement, Di Morga og endnu vigtigere – Iscariot. Han vidste hvilken position det ville bringe ham i, men efter hvad han havde gjort mod Autumn virkede det som den eneste løsning.

I should’ve done so, shouldn’t I?
Der var pludselig noget i hende, der klikkede, da ordene først forlod hans strube. En panik spredte sig igennem hendes krop hurtigere end slangegift og tvang hende endnu en gang til at spænde de smertende muskler i overkroppen. Denne gang nåede hun dog helt op at sidde, før hendes hjerne kunne nå at modtage de mange stød af pinsel. Hendes mund var åben, men de ord, der ellers skulle til at lyd fra hende, blev med det samme forvandlet til voldsomme smerte støn, som hun fortrød alt og lænede sig forover. Øjnene klemt hårdt sammen og med lysten til at skrige højlydt, kæmpede hun for at gøre alt andet end at bevæge sig. Hun hadede det inderligt. Hun burde være bedre til smerte, burde hun ikke. Efter lidt tid fik hun så alligevel rettet sig op og faldt tilbage i sengen igen, hvor hun pustede udmattet ud. Det var forfærdeligt. Hun bildte sig hurtigt ind, at det sikkert kun var fordi, hun havde bevæget på sig så pludseligt.
Heldigvis syntes han at få flyttet opmærksomheden mod ham i stedet for sig selv og hendes tilstand, da han talte til hende igen. Til at starte med forstod hun ikke det mindste af, hvad han talte om. Men så slog det hende. Han vidste det jo ikke. Hun var blevet så vant til, at Derek var den person, der vidste mest om hende. Nærmest alt. Han var stadig den, der kendte mest til hendes fortid, men han havde været væk fra hendes nutid i lang tid.
”Derek..” Hun blev atter overrasket over, hvor kraftig en boble hun havde siddende i halsen hver gang hun forsøgte at tale. Hun rømmede sig sagte, før hun fortsatte: ”This place.. this is where I live now. I moved here after…” Hun blev stum et øjeblik og fjernede endelig de blå øjne fra ham igen. “…after we met at Iscariot. I felt too… isolated, so...” Hun blev afbrudt a fen tør hosten, der også stoppede hendes sætning helt. Ingen grund til at forklare ham alle detaljerne. I stedet gjorde hun et sidste forsøg på at komme ud af de blodige lagner. Og som fungerede ordsproget ’tredje gang er lykkens gang’ havde hun denne gang mere succes, nu hvor hun var klar over sin situation og kunne derfor handle derefter. ”The only one here to can actally take care of me…” Hun fik drejet sig om at ligge på siden, så hun lå ved kanten af sengen, inden hun med tydelig besvær kom op at sidde med benene udover kanten. Og endelig kunne vingerne få lov til at strække sig ud, selvom det ikke blev til meget andet et par meget sørgeligt bask. ”…is me.”
Det var sandt. Spøgelsets arbejde indeholdt ikke, at tage sig af hende, når hun var syg eller kom til skade. Han var der kun for at holde hendes fra at komme i yderligere fare. Holde øje med hende. Holde fjenden på afstand. Men hvem havde også forventet, at hun ville ende, som hun var nu? Det var et mirakel, at hun stadig havde mulighed for at røre på sig, så meget som hun gjorde.
Hun blev ikke siddende længe, før hun kom videre op på benene, der rystede faretruende under hende. Men med et fast greb i sengens hovedgærer, lykkede det hende nu alligevel at forblive stående. Og som hun stod der og støttede sig til alt der var stabilt nok, rettede hun på ny de blå øjne mod dæmonen. Det måtte vel se en smule brutalt ud, sådan som hun var kommet på benene, mens blod stadig sivede langsomt fra de to åbne skudsår. Og alt det blod! Sidst hun havde været sølet til i blod havde det ikke være hendes. Og der havde ikke en gang været så meget. Havde hun virkelig blødt så meget?

”The sheet…” lød det fra hende, efter at have sundet sig. ”Can you rip it into.. pieces for me? I need to bind the wounds. Just ‘til the healing process actives.” Kortvarigt lod hun sit blik falde igen. Det havde ikke været en god idé at rejse sig fra sengen. Men i det mindste følte hun ikke længere, at hun faldt længere og længere ned i madrassen, som blev hun opløst. Hun havde nær ladet sig falde sammen, men af en eller anden grund, forblev hun oprejst. Hun måtte have flere kræfter tilbage, end hun havde troet. ”Derek.. Please.” Hun blev selv forundret over, hvor ynkelig hun lød. ”I need you right now..” Som hun sagde det løftede hun hovedet og de blå øjne så direkte mod ham. Intet filter lå over dem denne gang. Der var ingen tvivl om, a det var ham hun så på.
Det kunne godt være, at hun skulle hade ham. Men lige nu var han hendes eneste mulighed for ikke at falde om på grund af blodmangel. Hun ville ikke forsvinde helt længere, men der var stadig en risiko for at hun skulle en tur tilbage til helvede. Hun vidste ikke selv, hvordan det fungerede. Ikke mere end det hun havde lært fra bøger. Hun var godt klar over, at hun ikke skulle stole så meget på ham. Han havde trods lt bevidst for hende, at han var parat til at gøre det af med hende, hvis tidspunktet var korrekt.

Vingerne. De var i vejen. Det slog hende først nu. Men kunne hun overhoved trække dem ind igen? Det havde ikke lykkes hende i flere uger nu. Og hun havde egentlig bare ladet dem være, som havde hun indset at de var dømt til at blive der. Men det gik ikke længere. De var bare i vejen. Derfor krummede hun pludselig ryggen en del og bed igen tænderne sammen. Og lige som hun ellers var ved at give op kunne hun mærke dem trække sig ind. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at det ikke gjorde ondt, men det var som om det var noget hun var mere vant til. Alligevel endte hun nu med at falde sammen på gulvet, da huden havde lukket sig på ryggen og kun efterladt de sædvandlige afmærkninger, hvor vingerne ellers havde været. ”Don’t just stand there!” Hun var tydeligvis udmattet og forpustet. Og gråden lå svagt på tungen.

Skæbnen havde aldrig været mild mod den pige; og det smertede ham endnu en gang at vide at hun var alene. Alene i en by hvor så mange andre måske følte ensomheden tærre i deres sjæl, og forsøge at få dem til at nå bunden og omfavne mørket. På en eller anden måde havde han vel håbet - efter at have 'slået hånden af hende' i Iscariots hovedkvarter - at hun ville have fundet sig en ven. En der altid var der for at beskytte og støtte hende. Én der kunne få dén glæde frem i hendes uskyldige blå øjne, som vel altid havde fyldt Derek med en form for skepsis - men også en lille gnist af håb. Håb fordi i en så ond verden, var der alligevel et væsen der så det gode. Et væsen der drømte om noget bedre, og selv var begejstret over julens kommen i al sin ulykke.
Men sandheden var at Autumn stadig var alene. Ingen var der hos hende nu, bortset fra dén person der havde såret hende. Måske ikke 'blot' fysisk, men som også havde fornægtet hende, fordi hun var en svaghed i hans liv.

Han lænede ryggen ind mod dørkarmen og lagde armene over kors. De var dækket af blod helt fra fra albuerne, til de slanke ru guitarfingre. Han fulgte hende opmærksomt og lettere håbløst med de brune øjne som hun bevægede sig for at rette sig op i sengen og komme ud af denne. Da hendes fødder plantede sig på gulvet, var han tæt på at række ud efter hende og hjælpe, men han kunne ikke vriste sine egne arme fri af hinanden. Han turde simpelthen ikke røre hende, af frygt for at se hende vige tilbage.
Hans blik fæstnede sig derfor mod blodet. Blodet der fyldte sengen, og dækkede lagen og tæpper. Mængden var ekstrem voldsom, og bestod både af mørke buancer, og lysere mere skinnende blod. Han anede ikke hvis der var hans, og hvad der var hendes. Det havde bare blendet sig sammen til en uigenkendelig, nuanceret masse, og lugten var nok det værste. Den virkede både ufattelig sukkersød, bitter og stærk. Han måtte virkelig kæmpe for at holde kvalmen dulmet. Men det var så ufattelig svært. Han ville aldrig blive god til at håndtere blod. Stofferne havde blot gjort det nemmere for ham at være ligeglad med det.
Stoffer....
Han opfangede vagt at hun snakkede, men syntes ikke just at reagere. Hans blik var blot tomt fæstnet mod lagenet, mens han tænkte over hvor lang tid det var siden han havde taget. Hvornår ville abstinenserne komme flyvende? Hvornår ville hans ønske om et fix blive større end hans ønske om at hjælpe Autumn og sikre sig for at hun ikke ville dø for hans hænder?

Det var først da Autumns bøn om at han skulle komme i sving ramte luften, at han rystede tankerne af sig, og blev sat i gang. Fortvivlelsen og trætheden i hendes stemme havde ramt ham der hvor det gjalt, og snart gav han sig til at hive lagenet til sig. Dé dele af blodet der endnu ikke
var størknede begyndte straks at plette hans tøj og arme yderligere. Dog forsøgte han virkelig at lade være med at tænke over det. Var han ikke så god til at slå hjernen fra? Eftersom lugten af blodet ramte næseborerne på provokerende vis, forsøgte han at trække vejret gennem munden. En vejrtrækning der virkede hæs og ikke særlig kontrolleret.

"Fucking stupid, fucking shit.... Bandende han mumlende som han fumlede med det brede lagen. Uanset hvor meget han hev og flåede i det, gad det ikke gå i stykker. Kræfterne i hans arme var svækket markant, og dét der ville have virket som barnemad ellers, var nu en nærmest umulighed. Det ville måske have været lettere at gribe ud efter kniven som han havde fjernet patronerne med, men rent instinktivt, og lettere desperat, tog han et fjerne af stoffet op til tænderne og flået en revne deri, som snart gav ham adgang til at rive stoffet itu. Blodet smagte han på tungen som han begyndte at rive strimler af lagenet, og i et kort sekund var han sikker på at han skulle brække sig.

"This must be enough... right?" Der var nok mere end rigeligt af strimler; men nogen af dem var så udueligt korte, at de umuligt kunne blive brugt til noget som helst andet end at tørre lidt sved af panden: "You should sit..." Sagde han dernæst til hende. Var hun altid så bleg? Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre. Han tog en strimmel af lagenet op - en af dem der ikke var tilsølet af blod, og stillede sig foran hende.
"How do I...?" Han holdt strimlen forsøgende op foran skudhullet ved hendes kraveben. Placeringen var så besværlig, at han knap nok vidste hvad der var op og ned. Dog forsøgte han roligt. Ganske blidt forsøgte han at holde den ene ende af linnedet mod hendes skade - og forsøgte ikke at presse for hårdt. Lidt klodset forsøgte han at lave en form for forbinding; men det var tydeligt at det ikke var noget han trods sit lange liv havde erfaring med. Trods det hverken blev kønt eller synderlig kreativt fik han dog forbundet skaderne så godt han kunne.
"I don't know if I did it right.... Konstaterede Hr. Åbenlys, mens han lagde hovedet på skrå, "I wouldn't be a good nurse, would I?.... Det lille skrå smil han sendte hende var så ynkeligt, og lettere upassende pga situationen, at han fortrød det så snart det passerede hans læber.

Lyden af stoffet, der blev revet itu, var ikke just behageligt. Det skar i hendes ører, som negle ned over en tavle. Det gav hende kuldegysninger hen over armene og for hver gang den lød spændtes hendes muskler bare en smule mere. Hun ville havde hjulpet til med at få det gjorde - hun ville sågar have gjort det helt selv - hvis ikke det var fordi, hun ikke længere stolede nok på sin egen styrke. Det var en underlig fornemmelse. For til trods for smerterne havde hun det som om, at hun sagtens kunne stå op og gå rundt. Men alligevel gav det hele efter under bare det mindste pres. Hun føltes sig ikke syg længere. Bare svag. Svækket. Ren og skær ynkelig. Hun vidste ikke helt, hvad der var sket, mens hun var faldet hen, og hun havde ingen idé om, hvad der havde gjort, at den indre brand var blevet stoppet. Men hun var yderst taknemmelig for det. Lige så taknemmelig for, at Derek faktisk havde taget arbejdet op med at få revet lagnet i stykker for hende. For det havde været et lille splitsekund, hvor hun havde troet, at han ville efterlade hende. Han havde sådan set også været halvt ude af døren allerede.

Men det, at han havde taget imod hendes simple anmodning, havde også givet hende nok energi til, at kunne rejse sig op igen, da det var gjort færdigt. Og hun tog imod hans forslag om, at sætte sig til rette på senge kanten. Selvfølgelig med en masse hjælp fra sengens hovedgære og, hvad der ellers havde været omkring hende til at støtte hende. Hun sukkede tungt, hvilket hurtigt blev erstattet med et gisp, da den første strimmel blev lagt hen over såret. Det måtte alligevel se noget forstyrrende ind. Sådan som hun i princippet stadig havde to fuldt åbne og nærmest pulsende skudhuller og samtidig virkede til at være i et nogenlunde stadie. Hun lagde forsigtigt sin ene hånd på enden af strimlen for at holde den på plads, mens han gjorde sit bedste for at binde skaderne. Med den erfaring hun selv havde ved at have bundet både sig selv og andre ind mange gange før i sit liv, var det nærmest komisk at se på, hvor elendig han var til det. Hun måtte dog give ham det, at det lykkedes ham at få det gjort, selvom toppen sad i vejen. Men det vidste sig ikke i hendes ansigt. I stedet var det præget af et neutralt udtryk, og hendes øjne fulgte hans hænderne frem for at se mod hans ansigt.
Dét kom først frem, da han var færdig og atter talte til hende igen. Som kom hans lille ekstra kommentar bag på hende fløj de blå øjne op mod ham og et noget overrasket udtryk var at finde. ”Wouldn’t be a good…” gentog hun med et skjult spørgsmålstegn lige inden, hun syntes at fange den. Og uden for hendes egen kontrol kunne hun mærke mundvigene trække sig længere og længere op i et smil. Et smil der kort tid efter blev efterfulgt af en latter. En oprigtig hjertevarm latter. En af dem man umuligt kunne holde tilbage, hvis den havde valgt at komme frem. Og hun kunne ikke stoppe igen. ”No… No.. You probably.. wouldn’t..” stammede hun igennem latteren, hvorefter en hånd blev lagt hen over maveforbindingen. Det gjorde allerhelveds ondt, hvilket fik stemmebåndet til at knække flere gange, indtil hun endelig syntes at få styr på sig selv.
Det var ikke tid til at le. Ikke nu. Det virkede forkert. Også selvom latteren havde været ægte. Det endte nu heller ikke for godt. Den frie hånd blev ført op omkring hendes mund, og som hun endelig stilnede hen, blev det mere for at skjule brændemærket, dæmonen havde efterladt. Som skammede hun sig over det. Og som hun fik stoppet latteren sluttede det i et snøft. Øjnene var sænket igen. Og det var som, var hun tilbage til sit jeg før. Med den undtagelse, at hun for en gangs skyld havde fået lidt farve i kinderne.

”Why is it.. that you hate me so much??” spurgte hun efter et kort øjeblik med stilhed. Stadig med hånden diskret oppe foran munden. Hun så flygtigt mod ham i et forsøg op at skabe øjenkontakt, men fortrød hurtigt og så derfor væk igen, inden han forhåbentlig lagde mærke til det. ”I know alot has happened.. And I’m not the least bit proud of it.. But of all people you is the one I can’t take hating me the most.”

Overraskelsen satte tydelige spor i ham. Overraskelsen over hendes reaktion og den milde, varme latter der gled over hendes læber. Dén latter han huskede så godt, og som syntes at præge varmen i en krop som hans, der allerede besad en høj temperatur. Han betragtede hende. Så til som hun i nogle dyrebare sekunder syntes at være... okay.... Alt var i disse sekunder ved det gamle igen, hvis man ignorerede duften og synet af blod, skaderne på hendes krop og den alt for blege nuance i hendes kinder. Han ville ønske at han kunne have holdt fast i dét øjeblik; for det gav ham håb. Men sådan skulle det ikke være. I næste øjeblik var det også som om Autumn selv opfattede hvor tragisk det hele var. Det var ikke okay. Det var alt andet end det.
Endnu en gang var han trådt lidt tilbage fra hende. Det gjorde ufattelig ondt at se hende sådan, og han forventede at det nu - da hun åbnede munden for at sige noget - var tidspunktet hvor hun bad ham skride af helvede til. Dog var det ikke dé ord der ramte hendes læber.

"Hate you..." Det var ikke et decideret spørgsmål: Det var nok nærmest en gentagelse for at få det hele til at give mere mening for ham. Bebrejdede hun nu sig selv? Det var hende der burde hade ham. Men nu virkede det som om hun var overbevist om at det var hende selv der havde gjort noget galt. Victim blaming... Det var altid meget lettere at skyde skylden på sig selv, og måske ledte hun velnok bare efter en grund til at han havde gjort hvad han havde gjort denne aften. Hun ledte nok efter et svar til hvorfor han havde forsøgt at tage hendes liv.

Han lænede endnu en gang ryggen mod dørkamen og lod sig snart sænke ned mod gulvet, til han havde plantet røven på det. Det ene ben trak han en smule op mod sig, mens han foldede hænderne i skødet. Han rystede dernæst på hovedet, men der gik lidt tid før han overhovedet sagde noget. Den indre monolog var for intens. Hvad skulle han gøre? Push her away. Like you did the last time. It'll be easier now that you've fucking almost killed her, your insane motherfucker. Han tiggedde og bad sig selv om at gøre det; og ønskede i et sekund at han kunne skjule sorgen i sine øjne med stoffer og alkohol. Men det var for tydeligt nu. Mørket i de brune øjne var ikke kun tomt og korrupt, men smertede så meget at man ikke kunne være i tvivl om at der herskede andet end ondskab i ham.
"I never hated you." Mumlede han, næsten uhørligt. Et suk forlod de halvtørre læber, mens han trykkede sine hænder lidt utålmodigt mod hinanden. Han lod sit blik hvile mod disse. Det var simpelthen for svært for ham at se på hende. Se hvordan hun havde mistet modet for en stund - og se hvordan hans handlinger havde påvirket hende.
"I hated your hope, and how I actually believed in it. I hated that I thought you were dead for so long, and that, that was reason enough for me to...-" Han stoppede sig selv før han sagde for meget. Hendes 'død' havde gjort det lettere for ham at fokusere på Iscariot og på at udføre sine missioner. Autumn havde været en form for moralsk kompas for ham - et anker - og selvom det måske blot kunne virke som en dårlig undskyldning for at bukke under for mørket - var det som om at uden hende, var der ikke mange andre lyspunkter. Der var ingen at rette sig mod. Ingen der rent faktisk syntes at bekymre sig om ham og stole på ham.

"Truth is..." Han lod endelig sine øjne glide over mod hende, "I hated that I didn't hate you." Der gik noget tid, hvor han forholdt sig stille. Hvor han mest af alt lignede en teenagefyr der lige havde indrømmet at han havde rømmet forældrenes private bar, eller at han havde et crush på en tøs. Det var som om nogen havde trådt på hans ære, men alligevel var der noget reelt over hans udtryk. Noget der langt fra var smertefrit. Han sagde ikke det her for sin egen skyld, men for hendes.

"Never blame anything on yourself. I shot you. I am the monster. I told you once that we both are, but I know that's not true. You're not the same as me." Hun havde fortalt ham før at hun havde dræbt, men han troede på at hun aldrig ville gøre det uden grund eller med sit rette sind. Han sukkede endnu en gang, "You should really despise me Autumn. Please do that." Det var en ærlig bøn. En formaning. Det var det rette at gøre. Hvis han ikke kunne skubbe hende væk, skulle hun gøre det mod ham.
Der gik ikke lang tid før han hastigt rejste sig op igen. Han kastede en smule med den ene arm. Frustrationen var tydelig i hans unge ansigt: "I almost killed you for christ sake!", "Look at this? Look at all this fucking shit!" Stemmen virkede en smule kvalt og han måtte virkelig forsøge at beherske sig, "I, did this. Me!"

Det værste ved situationen i sin helhed var, at han havde ret. Det var på tide, at hun måtte indse, at hun ikke kunne samle vand op med hænderne. Og at der ingen grund var i at vande en visen plante. Det var for hårdt arbejde. Og til sidst ville det tære på hende. Lige som nu. Desperationen havde gjort hendes blind. Hun havde brugt så meget energi på at samle noget, der ikke længere var til at reparere. Det forhold, der på daværende tidspunkt var mellem dem, var ikke sundt. Ikke på nogen som helst måde. Ligemeget hvor meget man drejede det. Der var ingen vej tilbage for dem. Var der vel?
Hendes ansigt sank ydereligere ned i sørgelige folder. Og det ellers flygtige blik mod ham faldt fast ned i skødet, hvor den ene hånd lagde sig, mens den anden stadig lå ømmende over sårets forbinding om maven. Det var utroligt sådan som et hvert tegn på tidligere følelser kunne forsvinde fra hende hurtigere end man kunne knipse. Og det kom selv bag på hende, hvor stille hun pludselig blev. Selv hendes tanker blev tæt på stumme. Det var næsten fredeligt.
Det var svært for hende at acceptere. Hun havde altid følt sig allermest tryg omkring Derek. Han havde været den eneste, hun kunne åbne sig ordentligt op til. Den eneste hvor hun ikke havde behøvet at opholde sin muntrer facade og udstråling om, at intet var galt. For han vidste, hvad der indebar at være hende. Han havde længe ikke været ’Derek fra Bloody Mistake’. Længere end hun selv havde registreret. Længere end hun faktisk brød sig om, nu hvor det faldt på plads i hendes hoved.

Med til trods for, at hun ikke længere befandt sig i fuldkommen fornægtelse, syntes hendes krop alligevel at reagere i lignende retning, da han pludselig hævede tonelejet i hans stemme, og hun ubevist drejede hovedet bare en lille smule væk fra, hvor han stod, som ville det få det hele til at gå væk og alt ville være godt igen. Problemet var bare, at denne gang kunne hun virkelig ikke bare løbe sin vej og lade som ingenting. Selv Derek havde åbenbart fået øjnene op for det.
”You’re right.” Det var mere som en svag hvisken, da hun endelig talte. Klumpen i halsen havde vokset markant og gjorde det endnu mere besværligt for hende at synke den. De tørre læber blev presset hårdt mod hinanden, mens hendes øjne forsøgte at finde ro i at fokusere mod de nedbidte negle på hendes hånd. Give me the gun. I’ll shoot you. Then we’re even. Ordene sad lige på tungen. Parat til at blive spyttet ud. Men det ville jo alligevel ikke nytte noget. Det ville blot bevise, hvor meget hun så mellem fingrene. Og det var et hul, hun bestemt ikke ville falde til bunden i.
”I don’t want to see you again after today.” konstaterede hun så endelig efterfulgt af et kort snøft. ”You did almost kill me. And I can’t be one hundred percent sure that you won’t do it again sometime. Maybe then it won’t be ‘almost’.” Hun fjernede hånden fra sin mave og studereden håndfladen, som forventede hun at se en stor mængde af frisk blod sammen med det gamle. ”How will I ever be able to trust you again?” Der var en løgn i det, hun sagde. Hun stolede stadig på ham. Men hun var i tvivl om det også blot var blindt eller hvad.
”You say that I should despise you. Well.. I do. I despise you.” Are you happy now?! “I don’t even know why I cared to much about your well-being. Especially after you just pushed me aside as if I was some garbage weight.” Hendes stemme var tydeligt blevet mere monoton, jo mere hun fortsatte. ”I regret running to you. If I hadn’t done it this wouldn’t have happened.” Hun brød sig ikke som at sige, hvad hun sagde. Det gav hende kvalme, at hun overhoved kunne få sig selv til at tage rollen op. Men det var, hvad der skulle til for at knuse den giftige relation, var det ikke? Konstant sad undskyldningen og truede med at komme frem, men hun holdt den tilbage, så godt som hun kunne. ”You really are… a horrible person.” Hendes stemme havde nær knækket der. Og hun blev nød til at holde inde et øjeblik for ikke at lade hendes ord ryste for meget. ”I… I regret that I ever allowed myself to develop feelings for you. Just get out of my head.”
Hun havde uden tvivl sagt for meget. Og der gik ikke lang tid, før det blev en tand for meget for hende. Hun turde stadig ikke se på ham. Hun ønskede ikke at se ham i øjnene, mens hun smed afvisning efter afvisning i hovedet på ham. Hun skammede sig næsten over det. Hun løftede sine hænder op til sit hoved og begravede dem i håret, der både var stift af blod, fugtigt af sved og uglet efter diverse uroligheder. Hun lænede sig langsomt længere og længer frem over, hvorefter hænderne gled ydereligere igennem håret indtil armene nærmest holdt omkring hende hoved. Hun havde ondt over det hele. Men brystkassen var i den højeste smerte. Ikke på grund af såret. Det var ikke længere fysisk. ”Please just get out of my head. I beg you.” Hun prøvede diskret at trække sine ben op til sig, men mavemusklerne tillod hende ikke den frihed. I stedet blev det kun til krummen med tæerne.

En frygtelig kamp blev kæmpet i dæmonens indre. Åndedrættet kunne ikke beherskes til fulde, og noget i ham syntes at bryde mere og mere sammen. Efter han havde rejst sig op var det som om hans krop havde været fyldt med en form for energi. En energi der nu var ham berøvet, eftersom hvert eneste ord ikke gled over læberne, men derimod kradsede og rev i dem før de ramte luften. Han forsøgte ikke denne gang at skubbe hende væk... Han forsøgte at få hende til at gøre det mod ham. For det var den eneste måde nu. Derfor havde han nu bedt hende om at hade ham. Som hun skulle. Hvis ikke for ham, så for sig selv. Selvfølgelig ønskede han, et sted dybt inde, at der var håb for dem. At der stadig var en lille gnist i hendes indre, der nærede en tillid og et håb til ham. Men han vidste, at tanken var absurd. Det havde den vel altid været. Var det ikke Autumn selv der havde sagt at de var som ild og vand? Måske kunne kinesiske Ying og Yang leve i harmoni sammen selvom de besad hvert af disse elementer, men Derek var ganske sikker på, at det eneste de bragte hinanden var kaos. Måske havde Autumn været en motivation for ham til at få orden på sit liv, men hvad var han for hende? Ustabil. Utilregnelig. Uduelig.

Det var for hårdt at se på hende, og derfor vendte han hende ryggen. Han begyndte at gnide sin nakke med hænderne, uden at tænke på blodet på disse. Han masserede fingerspidserne ind mod huden og forsøgte at dulme musklerne, og afværge håbløsheden og rådvildheden. Snart førte han hænderne op mod det mørke hår og lod dem glide gennem dette. Det lænede sig lydigt tilbage over hovedet; sikkert både grundet sveden, snavset og blodet på de halvstore hænder. Hans bevægelser stoppede dog brat, da ordene 'You're right', endelig gled over Autumns læber. Det kom ham vel som en overraskelse, selvom han netop havde tigget hende om at sige det. Om at skubbe ham væk. Et eller andet sted havde han vel regnet med at Autumn - naivt - ville have holdt fast i tanken om dem. Men endelig måtte realiteterne vel have ramt hende. Det krævede vel bare tre patroner i kroppen før at hun ville indrømme det.

Han lukkede øjnene i, stadig med ryggen vendt mod hende. Han lyttede til hendes ord: Hun ville ikke se ham længere, hun kunne ikke regne med ham. Han vidste at det hele var sandt, men netop af dén grund gjorde det mere ondt. Hvordan skulle man dog også kunne stole på en person, der ikke engang stolede på sig selv?
'You really are a horrible person'; lige dén bemærkning ramte hårdere end de andre. For i dét sekund vidste han at hun var væk for altid. Den eneste der havde næret håb for ham i Di Morga, havde nu set hans rigtige skikkelse. Set ondskaben og egoismen. Måske havde Autumn fået bider af dén insigt før, men som deres forhold var blevet tættere, var det som om hun kunne se noget andet i ham. Noget han ikke selv kunne.

Så snart han kunne høre på hendes stemme, at ordene blev sværere at få ud, og at dem der endelig passerede læberne, var rystende - vendte han sig om. Nærmest instinktivt. Han var nær trådt hen til hende for at sætte sig på knæ foran sengen; underdanigt og trøstende. Dog nåede han at stoppe sig selv, da han så hendes blodige skikkelse på sengen. Alt dette var hans skyld, og han var den sidste i verden der havde ret til at søge om tilgivelse, og til at trække hende ind i sine arme og fortælle hende at det hele nok skulle blive godt igen.

Han slog sit blik mod gulvet, da han indså varmen der havde sat sig i hans øjne.
"I know this might seem completely irrelevant to you now - but I'm sorry, Autumn." Hans stemme lød langt mere kontrolleret end han først havde troet den ville. Han sank den store klump der havde stadfæstet sig i hans hals. Dog syntes den, per automatik, at glide tilbage. "Perhaps you don't trust me on that, but that's just something I just want you to hear."

Han rystede svagt på hovedet, selvom han var sikker på, at hun nok ikke kiggede på ham. Hans eget blik var fæstnet mod blodpletterne på gulvet. "It's up to you to get me out of your head. I can't control that. Your mind is completely your own...."
Han var bange for at han snart ville knække sammen. Aldrig havde an følt sig så magtesløs. Der var ingen udvej denne gang; ingen støtte og intet andet at gøre, end at gøre kløften mellem de endnu større: "But I'm getting out of your life." Fuck, det gjorde ondt at sige det. For det gjorde tanken - ideen - meget mere reel. "For good this time."

Han vidste hvad han måtte gøre. Overvejelsen havde længe været der. Han havde trods alt aldrig meldt sig ind i Iscariot af egen fri vilje. Han var blevet truet på livet, og han havde ikke haft en eneste måde at beskytte sig selv på. Gang på gang havde han overvejet at stikke af. At flygte fra Di Morga, efter at have forsikret sig for, at hans sagsmappe fra arkivet var blevet taget, så han kunne få det eneste der var blevet ham lovet, som han rent faktisk havde bekymret sig om: Information. Men at stikke af, var ikke let. Og det ville det bestemt heller ikke blive. Det ville måske koste ham livet, men i det mindste kunne have få sin frihed, og give Autumn det samme. Frihed fra ham.

Han vendte ryggen mod hende igen og tog fat i dørkarmen med sin ene hånd. For nærmest at støtte sig en smule dertil. Et suk undslap hans læber: "I've begged you once to leave this town, but if you can't let go of it, I will." Det trykkede for hans bryst, da han kastede et blik tilbage mod hende, "You won't see me again."

Han ville forlade hende, i et blodigt rum, i en skrøbelig tilstand - alene. Men for en gangs skyld følte han at han gjorde det rette. At han traf et valg, som var ufattelig hårdt, men som måske kunne give dem begge en chance.
"Goodbye, Autumn." Han indprentede et sidste billede af hende i sin hukommelse, før han forlod rummet. Et sidste billede af hendes nuværende forfatning, så det kunne tages op i hans tanker hver eneste gang han ville få et ønske om at se hende igen. Det ville huske ham på, hvad hans tilstedeværelse var skyld i, og det ville forhindre ham i nogensinde at vende tilbage.

//OUT//