Put alot of beeps here.

Emnet er forbeholdt Sean Knights

Regnen var ikke til at holde ud, sol og varme så ud til at have lange udsigter. Hvilket for det normale menneske var en stor skuffelse, men for vampyr kvinden de langsomt fik trukket sine fødder afsted til nattens destination var nu meget tilfreds over at solen havde problemer med at trænge igennem de truende sorte skygger der havde ligget som en dyne hen over byen Di morga, den sidste uges tid.
Det store neonskilt der blinkede, så selv forbipasserende kunne se skiltet fra flere mils afstand, ikke skulle være i tvivl om at her lå De Strip-Tease. Naomi sukkede indvendig, endnu en aften af mænd der følte at de havde rettighederne til hendes krop, men hun havde brug for pengene og som situationen så ud for tiden, med den økonomiske situation, så skulle man ikke være kræsen med hvor man fik et job tilbudt.
’’Hey Nao! Klar til endnu en aften?’’ en lys kvindelig stemme båd hende velkommen, da hun kom ind i tørvejr og var i gang med at skifte til hendes arbejdsuniform, måske skulle man mere kalde det et stykke stof der kun dækkede det mest nødvendige. Den stramme kjole sad tæt ind til kroppen og nærmest tvang hendes krop til at vise flere former, end hun egentlig besad. Med brysterne presset helt op, så det nærmest følte man kunne presse hagen ned imod kravebenene også ville man støde på dem. ’’Godaften Crystal, ivrig som altid?’’ Naomis stemme var træt, hun havde ingen overskud til hendes altid positive medarbejder, Crystal. En lav blond kvinde, med bryster der nærmest truede en med at blive kvalt, når hun krammede en. Og krammede, det gjorde hun altid. Den over entusiastisk kvinde, begyndte på en lang forklaring, hvordan hendes kæreste, igen havde været så fantastisk. Men tænk at han gider lade dig arbejde sådan et sted, hvis han er så fantastisk. Tænkte hun bitter, mens hun fremtvang et smil på hendes læber og lod som om hun lyttede, mens at den blonde kvinde snakkede der ud af.

Klokken slog elleve, og de første kunder begyndte at strømme ind i lokalet. En techno sang, bankede ud af højtalerne og de første af kvinderne der stod for nattens show gjorde sig klar på scenerne. Også begyndte aften.
’’Hey smukke, kan vi få noget betjening her over!’’ Naomi skyndte sig hen til kunderen som der havde råbt efter hende, efter hun havde knappet to øl op til to herre der stod og nærmest salvede over hendes kavaler gang. Pigs, mens hun i sine tanker smed den ene fornærmelse efter den anden, imod mændene der betragtede hende, som var hun et stykke kød. Sad smilet stadig på de fyldige læber ’’Hvad skulle det være?’’ kom hun med en sukkersød stemme, manden der havde kaldt hende over, gav hende et tandpasta smil og hentydet til at hun skulle komme tættere på, hvor efter at han puttede nogle sedler ned i hendes bh. Du er bag ud på huslejen, du er bagud på huslejen! Hendes stemme skreg hende fra, at tage fat i manden og slynge ham hen over baren og sparke ham i skridtet. Men hendes smil forblev på læberne mens hun blinkede til ham, tog imod deres ordre og efter at hun havde givet dem til den sleske mand, forsvandt hun ud bag ved. Hun havde brug for noget frisk luft, efter at have blevet befamlet de sidste tre timer. I den kort kjole, der kun lige dækkede hen over røven og i høje stilletter, fandt hun sig selv uden for, hvor kulden omfavnede hende som en gammel ven. En smøg blev hurtigt tændt, hvor efter hun hæv hårdt igennem det gule filter og båd den fantastiske fornemmelse af nikotin og røg velkommen, som en nær gammel ven.

Regnen slog hårdt imod de kolde gader, som ellers havde haft til opgave at modtage den smule sol dernu var mulig at indtage, ned i de hårde flisebelagte strukturer. Skyerne virkede faretruende, og ville nærmest indikere at de var den rette herre over jorden. Eller som så mange overtroiske kristne mente, at guds vrede atter var på display. Verdenen syntes at være mere og mere godtroende, hvad angik guds tilbagekommen til hverdagen. Faktisk var der en periode i menneskets historie hvor Gud mildest talt var så godt som forsvundet fra overfladen, flere filosoffer havde faktisk bekendt gjort deres idé omkring hvor vidt et fremtidigt folkeslag verden over ikke ville have nogen religion. Dog var der flere der modsagde denne tankegang, grundet deres idé omkring at en sådan tid ikke ville eksistere. Det ville være umuligt for verdenen ikke at føle en form for forbindelse til noget der var guddommeligt. Faktisk var der stadig flere og flere mennesker der søgte efter idéen omkring en Gud, og hvor han var. Selvom folk mente at han var alle steder. Opfattelsen af at han var alle steder, fik en ung herre til at falde i tankerne på en film han havde set for ikke så længe siden, med en blond kvinde under navnet Scarlett Johansson. Hvis han huskede korrekt hed filmen Lucy, lige som den tidligste menneskelige forgænger. Aben var en af de første af australopithecus afarensis racen. Tilknytningen mellem den nuværende Lucy og oldtidens Lucy var vel en form for måde at sige at mennesket hele tiden udviklede sig. I det samme blev hans tanker afbrudt.
Sean stod foran et neon skilt der blinkede i forskellige farver, men mest i pink og baby blå, som ellers var ret typisk for et striptease sted. Det var længe siden han havde været i Di Morga. Hans tidligste tanker fra dette sted var da han havde reddet sit legetøj, elskerinde, og eneste kvinde han egentlig havde haft følelser for siden sin egen kvindes tidlige død for flere århundreder siden. De brune øjne betragtede indgående bygningen, imens et brum pressede sig overhans læber, hvorefter han fnøs kort med læberne. Med nogle sorte laksko, og sort jakkesæt, der lige viste en tatovering af en kniv med et monolog papir hen over hvor der stor ”lucky”. To sæt hænder rettede lidt på habbitjakken, deres slanke lange fingre havde fået oversået sig selv med mindre og små tatoveringer, som gav en form for karismatisk balance hen over ham. De mørkebrune hasselnøds farvede øjne beskuede kort sine omgivelser, som var han kommet ind i et faretruende område. Ganske vidst vidste han at det ikke var tilfældet. Grunden til hans kommen til dette sted, var egentlig ikke af stor interesse for kvinderne der dansede og viste hvad end deres plastik strukturer kunne fremvise, nej det var af hel anden grund. En hånd kørte langsomt hen over skægget for at fjerne nogle af de mange dug der havde plantet sig fra regnen. Med et fast besluttet blik traskede han langsomt ned af trappetrinene, blikket var let søgende, og prøvede at finde frem til det han havde efterladt. Men intet steds var det at se. Han gik ud fra at han var kommet på et forkert tidspunkt, men til sidelagde den tanke, da duften af hendes blod gennemborede ham. Technomusikken generede ham ikke, selvom han selv ville holde sig til det klassiske. Med en rolig bevægelse tog han fat i en stol og trak den ud for at sætte sig ned. Det var tydeligt at han havde tiltrukket sig en form for opmærksomhed. Det var ikke så tit og ofte at folk som ham ville befinde sig på et sådan set. Personligt rørte det ikke vampyren. Med en svag gestus til en af servitricerne som han vidste beskuede ham, pegede han hende hen til sig for at kunne bestille. Det var tydeligt at hun var ivrig, og hendes gang virkede til at være overdreven sofistikeret, imens hun vrikkede så meget med hofterne at de nærmeste rørte ved hvert bord og stol det passerede.
"Hvad skulle det være Sir?" Hun serverede det perfekte og største tandpastasmil hun kunne, imens hendes øjne prøvede at smigrer sig ind omkring ham. Armene var tæt presset sammen indtil hendes figur så hun kunne fremhæve hendes plastiklavede bryster. Maven var mere eller mindre flad, men det eneste man sådan set kunne komme efter var de modificerede bryster. Bagdelen var flad, og hun prøvede vidst inderligt at skjule det men uden held. Manden kiggede langsomt op fra en plet på jorden og betragtede kvinden kort, "En 24 Triple, tak.." lød det fra ham med et brum, imens han hævede det ene øjenbryn for at sikre sig at orderen var kommet igennem. Kvinden bukkede dybt for at fremvisse hendes store kasser, som om hun selv var hyldestolt af dem. Selv følte han sig mere eller mindre misfornøjet over dem.
De muskuløsearme placerede deres albuer på bordet, imens hænderne flettede sig sammen til en kugle. Hans blik strejfede rundt omkring for at betragte arbejdsomgivelserne imens tommelfingrene legede let med det tykke mørkeskæg.

Duften, det var som om den gennemborede hende, så hårene på hendes arme rejste sig og et sug i maven tog til. Det kunne ikke passe? Med smøgen der nu nærmest med klamrende fingre på hendes nederste læbe, da hun havde glemt alt om den, mens hendes øjne søgte de øde gader, men han kom ikke og lugten forsvandt igen. Måske havde hun bare forestillet sig det, han havde været væk så længe, måske hendes krop bare fandt det morsomt at drive hende til vanvid. Hendes fingre lukkede sig igen rundt omkring cigarretten, hvor efter den hurtigt forsvandt som nikotin, røg og tjære ned i hendes lunger og blod system. Efter at hun var blevet bidt og forvandlet til en vampyr, havde hun øget forbruget af at ryge smøger, selvom hun teknisk set slet ikke havde råd til det. Men af en af de få ting som der var af gode ting i hendes liv, ville hun gerne holde fast i at ryge. Hun skødet det sidste, ved at vride det stakkels tobaksfyldte stump, under den sorte stillet, der sørgede for at det eneste der ville være tilbage, var et forvredet erkendelse af at der havde stået en og forurenet den skønne modernatur som man ellers altid hørte om, hvor meget man skulle beskytte.
Hunvampyren forsvandt hurtigt ind i varmen igen, stod to sekunder ved døren, mens hun prøvede at overtale sig selv, om at fortsætte hendes vagt mellem hyænerne, selvom at lysten var lig nul. Men lige så snart hun trådte ud i lokalet igen, kastede duften af ham, som en bølge kastede sine truende arme imod ens hjælpeløse krop og begyndte at trække den med ud på det dybe vand. Det var kun fordi at hendes managers stemme, rev hende tilbage, at hun ikke blev stående som forstenet og kiggede idiotisk ud i luften. Hun nikkede kort til de ord der blev sagt til hende, inden hun fortsatte med at servicere drinks. ’’Har du set mister hotstuff over ved bord nummer 23?’’ Crystals stemme kom for hendes venstre side, mens at Naomi var ved at skænke to fadøl op, for derefter at fortsætte til de to næste. ’’Hotstuff? Er vi tilbage i 90’erne Crystal?’’ grinede Naomi nervøst, da hun stadig ikke kunne ryste duften og fornemmelsen af ham, af sig. ’’Oh well, han er i hvert fald lækker! Kan du lave mig en 24 triple?’’ Naomi kiggede dumt på hendes kollega, da det var tydeligt at kvinden ikke vidste hvad dét var. Men nikkede så kort og kørte de fire fadøl over til den betalende kunde, der med hans ven skyndte sig tilbage til deres bord så de kunne betragte de af påklædte damer. Som var i fuldgang med at tage imod penge fra flere fæhoved, der sikkert troede at de kunne score end af disse lækre damer og tage hende med hjem, hvis de gav nok penge.
Da hun åbnede køleren til deres speciel øl, fiskede en 24 triple ud, hun vente sig imod hendes kollega, der på dette tidspunkt var forsvundet hen til nogen kunder som var i fuld gang med at stikke flere penge sedler end der nok kunne passe ned i bh’en, der allerede var presset til springe punktet. Hun betragtede kort hendes små i forhold til Crystals bryster. Dog blev hun ikke længe ved tanken, for at hun fandt et glas satte det på en bakke og gik hen til bord nummer 23. Duften af ham blev stærkere jo længere hen hun kom hen til bordet, mens hun desperat prøvede at tvinge den bagerst i hoved, da hun skulle arbejder og derfor ikke havde tid til at blive distraheret. Men da hun var nåede helt hen til bordet var det tydeligt, at det ikke var hendes tanker der spillede hende et pus. Nej, der sad han, hans hår var blevet kortere og han havde fået noget af et fuldmands skæg. Men ud over nogle nye tatoveringer og skift af stil, så kunne man ikke andet end at være sikker på at det var ham. Hun smækkede øllen på bordet sammen med glasset
’’Deres 24 triple, Hr’’ snerrede hun, for derefter at vende om på hælen og styre tilbage imod baren.

Mr. Hotstuff, lod sig ikke rigtig genere af fuldskabens galskaber når det kom til mænd og deres liderlighed, hans øjne betragtede svagt det der kunne være et værende bytte imens fingrende gik på jagt efter en cigar han havde i inderlommen. Dens søde og briske aroma bredte sig straks i næseborene. Han snuste langsomt til den for at sikre sig der ikke var kommet fugt ind i tobakken efter hans gå tur i regnen. Heldet var for en gang skyld med ham, fingrende placerede den brune cigar imellem læberne, hvor den anden hånd fiskede en lighter frem. Den var af sølv, simpel. Med et klik røg låget af og flammen blussede indædt op og afsøgte efter noget brændbart. Da dets varme tunge fandt frem til cigarens afklippede forende, slikkede den sig lystent omkring den, imens den jævnaldrende mand sugede roligt til sig så skyerne fløj ham om hovedet. 
Cigaren blev taget ud af munden imens han betragtede den lidt foran sig. God var den sq, helt fra Sydamerika. Hotstuff, havde tilbragt de sidste par år der, velvidende om at han havde efterladt sig noget her i Di Morga. Men efter affæren i Spaniens aflukkede territorier havde han fløjet væk fra stedet. En såkaldt pause kunne man vel sige.  Selvom det havde været mere af en form af ferie, for den ældre vampyr. Med et svagt smil der krummede sig op på venstre side, og fremgav nogle små smilehuller omkring øjnene. Duften af det han havde ledt efter, eller ikke rigtig ledt, han var klar over at hun befandt sig på dette sted. De brune øjne afsøgte igen området, inden at det faldt på dets bytte der befandt sig i baglokalet. Det ansigt hun præsterede gav ham indtrykket af at havde fået færten af ham.
Det skæve smil blev lidt bredere imens han fnøs let for sig selv. Hun havde altid været så let til hidsighed. Alt i alt havde det aldrig rigtig været et problem at skulle gå hende på nerverne. De eneste tidspunkter hun ikke brokkede sig var når føden var serveret, eller sex for den sags skyld. Han vendte blikket hen imod hendes kollega der havde budt ham hjerteligt velkommen, trods for at hun ikke havde givet ham hans bestilling endnu, af en grund han ikke helt forstod. Øllen var ret normal på disse kanter. Selvom den var fransk skulle det ikke være det største problem at vide hvad den var. Med endnu et sug vendte han blikket hen imod de griske mænd med vommen hen over bordet. Deres munde var fyldt med den flydende væske, der blev produceret i deres spytkirtler.
Forståelsen for deres behov kunne han dog sagtens relaterer til, men det var ikke noget han selv havde haft problemer med at få. Man kunne dog ikke have andet end ondt af deres koner som skulle tage sig af dem når de kom. Hvis det da så endelig var tilfældet. Efterhånden som tiden gik, var han så småt ved at komme til midten af cigaren. Dens tykke duft omgav ham og blev efterhånden med ét med hans cologne. Den ene hånd gled igennem hans tykke hår og trak det tilbage så de mørke øjne kom til syne. Ikke længe måtte han vente efter at kvinden som han havde været på udgik efter, var trådt ind i rummet, bankede hun hans øl og glas ned i bordet. Det ene bryn hævede sig, han fandt det meget humoristisk. Men det var vel nu også en gang sådan som Sean generelt var. Han fandt for det meste altid noget sjovt i at mishage folk på den ene eller den anden måde.  
”Tak, Miss.” Kom det roligt fra ham imens han betragtede øllen lidt inden han tog et ekstra sug af sin cigar, og vendte blikket imod hende, ”Jeg kan se det går fremad med livet..” påpegede han stille, imens han hældte øllen ned i glasset, med den ene hånd imens han forsat havde cigaren i den anden.

Sætningerne der kom ud af hans mund, nåede at ramte hendes øregang inden at hun var nåede mere end to skridt hen imod baren og fik hende til at stoppe brat op. Hun skulle virkelig anstrenge sig for ikke at fare op i hans ansigt og begynde at skrige. Men det kunne hun ikke tillade sig, han var desværre, en kunde som hun skulle beholde, som kunder nu en gang skal behandles, med respekt. Den sidste tanke om ud som en hadefyldt opstød, hvis kunderne så også behandlede dem der stod bag disken med samme respekt, men den gik ikke altid samme vej. Hun vente sig dog langsomt om og stirrede med drabelige øjne ’’Fuck off, jeg bor i et shit hole, og arbejder i et shit hole, yeah.. livet er fucking fantastisk, lever drømmen hver dag’’ hendes stemme var næsten som en slanges der var ved at bide fra sig, med disse ord stormede hun tilbage til baren. Hun vidste ikke hvad han ville nu, hvorfor han af alle tidspunkter valgte at vænne tilbage i aften og endda havde fundet vej hen til baren. Men her var han nu og som altid, bragte han hendes pis i kog så hurtigt, at hvis hun havde været en kedel så havde det lille låg man puttede på, der så hylede når vandet kogte, for længst ville være sprunget af, på grund af presset fra alt det damp der kom fra kedlen.
Hun pressede læberne sammen og stillede sig bag baren for at tage imod nye bestillinger fra kunder. Hun havde heldigvis kun tre timer endnu så kunne hun komme hjem. Hun hæv fat i Crystal og fik hende til at overtage hendes såkaldte skabers bord, så hun ikke behøvede at servicere ham længere. Hvis hun gik tilbage, var hun ret sikker på at hun ikke ville kunne holde sig fra at smække ham en på siden af hoved. Hvor ville det egentlig være tilfredsstillende, han var forsvundet, i, hun vidste ikke længere hvor lang tid! Uden noget som en besked, sporløst fra den ene dag til den anden, havde hun ikke kunne finde ham. Hvor længe hun ikke havde ventet ved teateret, men han var ikke dukkede op. Til sidst havde hun måtte indse at hun ikke kunne blive ved med at bruge teateret som hendes tilflugt sted og havde til sidst fundet en lejlighed i Logement. Ikke hendes første valg, men hun havde ikke haft råd til andet. Derefter havde det været som en lavine af dårlige ting, der var sket for hende. Det at Sean sad mindre end fem meter fra hende, var bare kirsebærret for at toppe det hele af.

De tre timer gik forholdsvis hurtigt, endelig stod hun i omklædningsrummet og hæv den stramme sorte kjole af hendes spinkle krop. Hvor efter hun iførte sig i nogle hullede sorte jeans, en sort tang top, med en hvid mave trøje hen over. Hun proppede kjolen, stiletter, håndklæde og drikkedunk ned i sportstasken, hæv derefter hendes militær støvler på. Til sidst tog hun hendes slidte læderjakke, som havde været hendes kæreste eje igennem flere år. Hun var ret sikker på hun også havde haft den på den aften at hendes liv havde ændret sig, til et der aldrig kunne laves om. Hun fugtede langsomt læberne, da hun trådte ud i kulden, regnen var stillet en smule af, hvilket ville gøre det en del nemmere at komme hjem uden at være fuldstændig gennemblødt når hun trådte hen over dørtærskellen. En smøg blev tændt og dens orange gule glød skinnede i det mørke der lå hen over byen. Klokken var nu omkring fire om morgen, vagten var over og det eneste der ventede på hende, var en dejlig blød seng.

Det kom ikke bag den ældre vampyr omkring hvordan det var at kvinden havde det. Alligevel forstod han ikke helt det der plagede hende. Jo vist havde en gang elsket hende. Om end ikke han havde stadig gjorde lå kun dybt gemt inden i ham. Knight havde aldrig rigtig brudt sig om det følelsesmæssige, han havde aldrig rigtig forstået det efter han blev vampyr. Alt det lå langt fra ham. Indtil han havde mødt Naomi. En japansk flodbølge. Det tilrettelagde hende godt. Hendes aggressive adfærd havde dog ikke ændret sig. Med et svagt suk drak han noget af sin øl imens han beskuede det beskidte arbejde hun udførte. Før i tiden havde der så vidt han vidste også været problemer med økonomien. Hvad der nu mere forbløffede ham var, hvorfor dette job. Hun kunne få bedre, hun havde bedre talenter. Eller sådan lød det i hans hoved. Han vendte bunden I vejret på øllen og drak det sidste inden han skvaste cigaren ned i askebægeret for at gå sin vej. Irritationen var indlysende, men den medbragte kun fornøjelse for hans vedkommende.
Efter nogle timers venten befandt han sig ude foran de Striptease, blikket var slået ned, med ryggen lænet op imod muren imens at tænkte. Hans silhouette var begravet i skygger selvom han ikke gjorde nogen større brug, af sine magiske evner. Duften af hendes tilstedeværelse syntes langsomt at dukke frem. En tommelfinger dukkede op og kradsende let ved den ene mundvige. Duften af hendes blod gennemborende hans næsebor. Maven var dog allerede fyldt med en andens blod, men han havde altid haft en svaghed for hendes blod. Dog måtte han nedlægge trangen. Hvad der var med det, vidste han ikke selv. Han havde faktisk aldrig tænkt over at skulle finde en forklaring på det. Med et svagt brum betragtede han indgangen. Hun så ud til at stå stille, bevægelserne var i alt fald stumme. Tanken omkring det endelig var fyraften havde nok først slået hende nu. Men det vidste han jo egentlig ikke med sikkerhed. Det var blot en analyse han benyttede sig af. Dermed virkede hendes irritation mere dybde gående end først antaget. Tanken om han skulle finde ud af noget mere omkring denne irritation tiltalte ham dog en smule. Men hvad han ikke forstod var, hvorfor hun ikke havde taget kontakt til Heath omkring hvor han havde befundet sig henne. Dog dvalede han ikke ved tanken for længe. De mørke øjne holde forsat øje med hendes struktur. Prøvede at finde frem til hvad hendes næste ide var. Højst sandsynligt at komme hjem og slippe så langt væk fra ham af, som muligt.

Der gik ikke så længe førend hun vampyren besluttede sig for at gå videre. Hans øjne fulgte hendes gang, de vrikkende hofter indikerede hendes tempo. Han holdt sig godt på afstand så det ikke var muligt at lugte ham. Efter St have passeret den ene gadelygte forsvandt han som dug for solen.
En hånd greb straks fat omkring kvindens arm og pressede hende op imod muren. Nogle mørke øjne betragtede hende indgående imens han pressede hende op imod den hårde facade. Ansigtet gled tættere på hendes imens hænderne havde et fast greb på hendes arme så hunnerne ville kunne slå fra sig. Med et let strejf med næsen henover hendes hals kærtegnede han hende sagte. "hvorfor helvede er du så pissed? " brummede det fra manden i vibrerende toner ind i hendes ører, som en løve der havde sat på spring.

Røgen der fyldte hendes lunger, som hun spadseret ned af gaderne i det velkendte bydel, var som en velkommen ven. Der var nu bare et eller andet over røg og nikotin som der kunne få en person til at slappe af, trods en hektisk arbejdsnat, men nu når hun var efterladt til hendes egne tanker. Kunne hun atter mærke hvordan at vreden og frustrationen overtog hendes krop og mindre velkommende tanker brød igennem hendes hoved. Jo vidst havde hun da prøvet at finde ud af hvor han havde været henne, endda været så ynkelig at stå uden for idiotens yngre bror for at få information, for kun at blive mødt af en vrag af en mand, der med en iskold stemme havde bedt hende om at skride med ordene ’Fuck kærlighed, det bringer aldrig noget godt med sig, hvor efter han havde smækket døren i hoved på hende. Det var nok der at hun var vågnet op fra sin trance omkring at finde hendes skaber, det sidste slag i sømmet, som gjorde at det endelig sivede ind. Hun var nød til at lære at klare sig selv, hun kunne ikke længere være afhængig af en anden person. Siden hun havde mødt Sean var hun blevet en lille skødehund, som havde kommet præcist når han kaldte. Ikke mere!
Men lige så snart hun havde mærket hans tilstedeværelse, lige så snart at hans duft havde boret sig ind i hendes næsebord, havde hendes krop reageret som en junkie der havde brug for deres næste fix. Nu havde hun ellers været kommet så langt i sit liv, med denne tanke hæv hun endnu et sug af cigarretten og leede kort sarkastisk af sig selv. Langt i sit liv, var vidst en overdrivelse. Hun hadet hendes situationen, det var ikke særlig mange jobs man kunne få når man ikke rigtig kunne komme ud om dagen, hun havde ingen uddannelse så højt lønnede jobs var typisk ikke nogen mulighed. Til sidst var der kun dårlige jobs tilbage, som at være bartender i De Strip-tease, hvilket var ti gange bedre end at være selve stripperne. Trods for at hun var sikker på at stripperne tjente omkring dobbelt så meget som hun gjorde på en travl aften.
Fuldstændig opslugt i hendes eget selvhad og selvmedlidenhed, lagde hun ikke mærke til skyggen som der fulgte efter hende. Måske hun ville have lagt mærke til hans tilstedeværelse tidligere, især hvis hun havde stoppet op og tænkt for et sekund, at det var mærkeligt at han ikke havde prøvet at snakke med hende, noget mere igennem aften. Men hun havde skubbet den tanke væk med, at han sikkert bare var kommet forbi for at provokeret hende og derefter ville komme løbende hen til teateret som en god lille hund.
Imens hun var godt i gang med at bande Sean tilbage til helvede i hendes hoved, mærkede hun et hårdt greb omkring hendes arm og derefter den kolde mur presset op imod hendes ryg. Hans duft paralyserede hende fuldstændig, havde det været hvilken som helst anden mand. Havde hun få længst overmandet ham og situationen, men hun kunne intet gøre når det var ham.
Fanget i hans stærke greb, kunne hun intet gøre da hans næse langsomt kærtegnet hendes synlige hals og bandede sig selv langt væk, da hun mærkede hvordan hendes krop per instinkt rystede af nydelse da hans mørke stemme ramte hendes øregang. Med tør mund, sank hun noget mundvand da hun ikke kunne få hendes eller så spydige tunge på gled. ’’Fordi du forsvandt, igen..’’ hviskede hun hæst og kunne ikke frembringe hadet hun havde haft i hendes stemme for nogle timer siden. Hendes koksgrå øjne betragtede hans ansigt, mens hun prøvede alt hvad hun kunne at finde styrken til at skubbe ham fra sig. Et eller andet! Men der var ingen grund til at prøve at gemme det, hver fiber i hendes krop skreg efter ham, hvordan at den tillod ham at kærtegne hendes hals, hvordan den tillod at hun lukkede øjnene når hans stemme brød igennem ved hendes øre. Alt vidste hvor meget hun havde savnet ham. ’’Så, hvor fanden var du og hvorfor fanden kunne du ikke sige at du skred?’’ hun havde fået en smule mere kontrol over hendes stemme, mens hendes øjne skiftede fra begær til et mere hadefyldt blik ’’Din bror var ikke nogen stor hjælp, han har sgu ikke være andet end et stort vrag siden at Ashia døde..’’ hun prøvede at få en samtale i gang, i håb om at han måske ikke ville ligge alt for meget mærke til hvordan at hendes krop opførte sig, når han var så tæt på hende.

Den hviskende lyd ramte hans ører indgang imens han let betragtede hende. Sidst han var forsvundet var da han var fanget på en fransk militær station. Den var skjult af myndighederne, så ingen kunne benytte sig af den, ud over dem der egentlig havde befundet sig på den. Hans rigtige skaber havde befundet sig der, flashbacket af hvordan hendes krop havde hængt på et kors midt i gården greb ham om hjertet. Hendes skrig der gennemvædede hans ører var næsten for meget at tænke på. Mindet skiftede til forvandlingen. Han havde drukket hende tom for blod. En almindelig elver, ikke andet. Men det var det blod han havde haft svaghed for. Hvis ikke stadigvæk. Med et skarpt blik betragtede han hende let, hun var ikke lige så udsultet som hun havde været for flere år tilbage. Den gang hvor hun nærmest var ved at blive til støv. Han havde været grov. Opført sig som en teenager selvom han allerede der havde rundet over de 500 år. Mindet omkring det had og begær hun havde for ham på et og samme tid havde frydet ham. Det havde sendt så mange viberationer igennem ham, at han næsten savnede det. På trods af at manden faktisk oplevede det lige nu og her. Hænderne holdte hende stadig fast, betragtede hende igen indgående. Der havde været sket så meget de sidste mange år. Så mange ting, han var gået glip af. Men alt hvad han havde let efter havde været for Heath hans lillebror. Om der ville være en form for forståelse for hans handlinger, kunne selvfølgelig ikke forudsiges, men om end ikke andet kunne han da prøve.
”Grunden til at jeg gik, var grundet Heath, og dig..” Brummede manden hvis øjne begravede sig i hendes. ”Jeg prøvede at finde en kur…” begyndte manden, imens han fast holdte blikket uden at blinke. De lange dage og nætter i amazonas havde været alt afgørende, og adskillige aftner og morgener havde været problematiske, når man prøvede at finde ly for solen. Men dens alt ædende stråler slugte alt hvad den kunne til sig. Det var ikke muligt at få fred. Flere steder på hans krop havde fået helbredende ar, som dækkede store dele af hans ryg. Hans tanker forsvandt tilbage til den dag hvor han havde fundet en lille ekspedition i junglen. Deres kroppe var trætte, og de havde svært ved at gøre modstand over for nogen former for angreb. De var lette bytter. Han havde ikke tænkt to gange før end han tog muligheden for at flænse dem op, så han kunne nyde godt af deres vitaminske blodceller, som var den absolutte ernæring for hans krop. Der var ikke ét sted i den jungle som han ikke havde afsøgt. Flere gange havde han brugt dagene og nætterne på at tænke tilbage. ”.. Men den eksisterer ikke…” brummede han og slap hendes hænder, han tog et skridt tilbage og kiggede op imod himlen der lysnede op i det fjerne. Solen ville være over de højeste skyskrabere inden middag. Blikket vendte tilbage til hende. Robot øjet analyserede hendes kropstemperatur og hvordan hendes krops biologiske sammensætning fungerede. Det var dog ikke noget han tog videre notis af. Et dybt suk kom hen over læberne på ham, inden han forsatte.
”Da jeg ikke fandt nogen kur, begav jeg mig i stedet ud for at lede efter en måde at kontakte de døde på, selvom muligheden for at kontakte en død vampyr er lille. Sjælen er allerede død, så der vil ikke være noget at kunne kontakte. Men det skulle jo egentlig sige sig selv..” Han trak kort på skuldrende, hun måtte tage det eller lade være. Han havde ikke taget hende med, grundet de pinsler hun allerede havde været igennem. Faktisk var det netop af den grund han havde været ude og lede. Og selvom hans bror ville dø af at blive transformeret tilbage til et menneske, netop fordi han allerede var kommet over den menneskelige tidsalder, ville han have mulighed for at dø i fred. Hvad Naomi angik, ville hun kunne leve som en elver igen. De år hun havde været vampyr, ville ikke rigtig have påvirket hendes udseende på samme måde som hvis Asiha blev det. ”Jeg var nødt til at lede efter det selv.” afsluttede han, og kiggede ned af gaden. Det var på en måde hylkerisk, egoistisk og selvisk, men det var sådan han følte det måtte være, og det var der ikke noget at lave om på. Han havde ikke opsøgt sin bror endnu. Han tvivlede også på at hans bror ville se ham igen. Hvad han dog havde set var en Navajo der havde strejfet om på må og få i hans teater. Lugten af Naomi havde også været der, hvilket han ikke kunne bebrejde hende for. Hvilket havde været grunden til at han havde opsøgt hende da han var kommet hjem. Hendes tiltrækkelse til hans krop var dog stadig synlig. Det morede ham, men holdte det skjult for hende, så morskaben kunne blive ved lidt endnu.

Hun lyttede til hvad han havde at sige, hvad der i sig selv var en stor bedrift da hun ikke var en særlig tålmodig, eller lyttende individ til at starte med. Hun var et stort temperament, med følelserne uden på tøjet og når han var i billede, kunne hun slet ikke styre sig. Men lige nu, var der noget i hende der afholde hende fra at begynde at afbryde. Der var så mange tanker der gled igennem hendes hoved i dette øjeblik, hvordan han kunne have fundet frem til at var en god idé at tage af sted alene, efter at de havde gennemlevet så meget på så kort tid, kun fire måneder efter at han havde forvandlet hende, var de blevet kastet ud i et stort rod med hans skaber, hendes søster hun intet kendte til, som for resten, hov! Var Seans helt egen personlige elskerinde, hun var lige ved at kaste op i munden da hun fik et flashback til at hun havde kysset ham.
Derefter havde de sygt tilflugt hos nogle mennesker som de vidste var imod Organisationen Kirai. Dette havde dog været den største fejl fra deres side af og dem samt en håndfuld fra modstandsgruppen var sluppet med livet i behold. Hun fugtede langsomt læberene, tog en dyb indånding igennem hendes næsebor, inden hun med en syngene kraft sendte en lussing afsted imod hans ansigt.  Hun mærkede hvordan at kraften fra slaget sendte en stikkende smerte igennem hånden, desuden gav det et lavt ekko af et smæld i de tomme gyders gader. ’’Din egoistiske, selviske, selvoptaget, with your head so far up your arse.. At jeg er overrasket over du stadig kan se noget! Hvad fanden havde du regnet med!? Selvfølgelig er der ikke nogen kur og hvem bad dig om at finde en!’’ hun råbte ikke særlig højt, men hendes stemme var præget af hvor vred hun var. Hvor oprigtig ophidset han havde gjort hende, hvad havde han regnet med, havde han helt seriøst troet at der var en kur. At man på mirakuløs hvis kunne blive menneske igen, efter at virussen havde taget plads i menneskes hjerte. Hvis der havde været en, ville dem der havde været vampyrer i flere årtusinder ikke fundet den nu? Måske var Naomi ikke den mest religiøse person og langt fra den dygtigste til at lade være med, at skyde skylden på hvad der skete i hendes liv på andre personer. Frem for at være voksen omkring at der bare skete ting som man ikke var herre over, ting som der vil ændre ens liv så drastisk at der intet er at gøre end at se fremad og prøve at komme så godt ud af det, som overhoved muligt.
’’Fint, så nu er du tilbage, du fandt intet af det du søgte efter. To år var du væk! Ikke et eneste ord også tror du, at du bare kan komme valsende ind i mit liv igen og tro at du har noget at gøre i det?’’ hendes stemme var som en hvæsende slange, der advarede personen at de var for tæt på og hvis de ikke fjernede sig, ville den bide fra sig. Hele hendes krop var anspændt mens hun stirrede arrigt imod manden foran sig. Hun burde virkelig ikke have noget til overs for ham, hun burde bare give op, komme videre og leve hendes liv så godt som hun nu kunne. Måske var det dét hun skulle lærer af ham? At livet bød på nye veje, nogle gange tog man den forkerte, men i stedet for at prøve at vænne tilbage for at tage den bedre stig, blot skulle affinde sig i situationen og få det bedste ud af det.
’’Tak fordi du prøvede at finde en kur til mig..’’ det var så tydeligt at hendes stemme dryppede af sarkasme, da hun på intet tidspunkt følte sig videre taknemmelig over at han havde fundet på at gøre sådan noget. ’’Men jeg har ikke behov for en kur, jeg har affundet mig i at jeg er en vampyr, der er ikke noget jeg kan gøre ved det, så jeg må bare affinde mig i det..’’ regnet havde taget til, og hun kunne mærke hvordan at læderjakken begyndte at klynge sig til hendes bare arme og tang toppen som også så småt var ved at suge vande til sig. ’’Jeg kan ikke tro det, et eller andet sted så søgte du vel mere kuren til dig selv, fordi du er så fucking kujonagtig at du ikke en gang kan stå ved det selv. Du har altid været så ligeglad med dig selv, dit liv og hvad der blev af dig, fuck alle dem omkring dig, for hvis vi virkelig betød noget’’ hun trådte et skridt tættere på ham, så deres ansigter var lige der, lige foran hinanden ’’Så ville du ikke bare stikke af, og det er jo hvad du gør bedst, stikker af og tror du skal gøre alting selv.’’ hun fik sådan en lyst til at slå ham et par gange mere, bare for god ordens skyld. Men valgte i stede at træde væk fra ham ’’men ved du hvad, fuck dig, I’m out! Jeg gider ikke mere, hvis du vil gøre alting selv, fint, hvis du ikke har brug for mig, FINT. Men så gider jeg aldrig sig dig mere, så vil jeg have du forholder dig væk fra mit liv, det er allerede fucking shit uden at du er i det, så hvorfor ikke? JEG gider i hvert fald ikke mere.’’ med denne sætning havde hun trådt helt væk fra ham og vente sig om for at gå videre imod hendes lejlighed.[/b]

Blodet boblede i ham. Det var helt uafsindigt. Hendes ord som hun slyngede omkring sig som var det utroligt. Faktisk havde det i sidste ende ikke så meget med hende at gøre egentlig. Det havde noget at gøre med hendes store søster. Sean følte ikke videre skyldfølelse for Naomi, men for hendes store søster, Evlyn. En kvinde der havde betydet meget for ham. Måske fordi han havde mindet hendes så meget omkring den kone som Heath havde haft før hen i tiden. Hendes ene ord efter det andet slyngede hun omkring sig som om det ikke betød noget for hende omkring hvad han havde været igennem. Han bad ikke om forståelse eller kærlighed til gengæld. Hvad han bad om var Accept. Han kunne ikke være der for Naomi hele tiden, og havde sagt det til hende lige fra start af, at han ikke ville være der for hende hele vejen igennem. Lussingen smældede som den ville, men meget berørte den ham ikke, de hårde mørke øjne fulgte efter hende som hun gik afsted. Men sådan skulle det ikke gå. Han greb fat i hendes arm og trak hende atter ind imod muren igen, hvor efter en krum hånd greb fat i hendes kæbeparti. Han holdte hende fast, imens han betragtede hende indgående. ”Tror du helt seriøst med dine fuldefem, at du gennemgår noget der er så meget mere tragisk end andre vampyrer? Havde det stået til andre havde du sq fået lov til at passe dig selv without a care in the world. Jeg siger ikke at jeg har været den bedste, langt fra. Men den egoistiske og selviske person lige nu er dig. Du tror at du ene og alene er nok til at jeg skal rende rundt og hjælpe dig igennem dit liv?” Brynene hævede sig imens han førte sit ansigt helt tæt på hendes. ”Jeg har hjulpet dig indtil det her punkt, grundet Evlyn. Men jeg er done.” Han fandt nogle penge frem fra baglommen, og proppede dem ned i hendes jakke. ”Penge for huslejen til de næste par år. Farvel.” Han sidste kommentar var spydig og kunne sende kuldegysninger ned af et hvert andet menneske. I det samme forsvandt han. Borte med skyggerne. Hans evner havde forandret sig igennem tiden. Hans skaber som havde haft luft evner, var blevet lavet om til en skyggemanipulation. Han havde brugt mange timer på det, og om end ikke andet fundet frem til det han kunne nu.

I udkanten af byen dukkede manden atter op igen. Blikket faldt på det stadig faldefærdige teater. Det havde ikke ændret sig meget i hans fravær. Græsset var begyndt at komme op igennem diverse sprækker og havde lavet hul i asfalten flere steder. En af søjlerne i teateret var faldet ned og smadret til småstykker så dets indgang var afspærret. Så den eneste måde at komme ind på for et normalt menneske var at have de samme evner som Sean. Med mindre bagindgangen stadig var i takt. Lige som han havde tænkt det, trak han det lange ben foran for at begive sig hen imod brandindgangen. Men denne var også smadret. Med et suk trak han langsomt på skuldrende. Han måtte snakke med nogle bygningsingeniører omkring at få ordnet Teateret igen. Måske bare overtage bygningen. Det måtte han tænke på igen senere. Nu var han træt, og ville egentlig gerne ned til sin gamle rede igen. Med ét, transporterede han sig hen til indgangen, hvor murerne havde faldet sammen ned over hinanden, han kom indenfor, for at se et lige så stort rod derinde. Folk havde været her for at efterlade graffiti, hvilket hanikke kunne bebrejde dem. Stedet var jo teknisk set forladt. Med nogle undersøgende øjne betragtede han omgivelserne. Ikke meget var tilbage. Han ville være nødt til at finde et andet sted at bo indtil at stedet var repareret. Hvis han var heldig kunne han tjene penge på det. Et let suk banede sig vej igennem læberne. Blikket faldt ned på en livløs krop der lå længere henne af sæderækkerne. Noget af loftet var væltet ned over personen, og havde mast vedkommende til døde. Med hovedet let på skrå undersøgte han liget på afstand, for at vurderer hvem eller hvad det kunne være. Men det var simpelthen umuligt. Hovedet var for ødelagt til det, og han for træt. Han sukkede irriteret i det han greb fat i loftstaget og flyttede stenene væk fra liget. Alt ved knust. Huden var flænset og mast i stykker så noget af dets indvolde lå på gulvet. Han måtte få det ryddet op inden han bad om en oprydning af stedet. ”oh well.. shit happens…” brummede manden, og bed hul på sin pegefinger så blodet kunne strømme ud af den, og havnede på jorden hvor den begyndte at samle resterne af liget sammen. Der var ikke nogen mulighed for at få det ud, så han måtte fører det med neden under til ovnen for at få gjort noget ved det. Hvis den da stadig var intakt. Hans laksko gav genlyd i den faldefærdige bygning. Den ville kunne brase sammen for good, hvornår end det skulle være. De brune øjne betragtede indædt omgivelserne. De observerede skaderne, dyrene der havde besluttet sig for at opholde sig her. Munden formede sig til en streng mime. Måske havde det været forkert. Men så havde han ikke kunnet holde det løfte han havde aflagt med Evlyn. Men det var lige meget nu. Hun var borte, og det samme var legenden omkring en kur. Evlyn havde været i fangeskab hos hans skaber, som var opblæst omkring kuren, og havde ikke snakket omkring andet da Sean endelig var kommet kvinden til undsætning. Hvis han fandt kuren for ham, ville han lade hende gå. Og sådan begyndte det egentlig. Imens han havde været derude i junglen, begyndte han at tænke på hvordan kuren måske ville hjælpe hans lille bror samt Naomi. Han var dog klar over at hvis de blev til mennesker igen, ville deres kropsalder følge med deres biologiske ur. Heath ville dø hvis han blev menneske igen, men det var måske egentlig det han ville, Naomi ville have muligheden for at leve et normalt liv. I sit kaotiske sind i junglen var det sådan set det eneste han kunne tænke på. Han havde godt vidst inde i sig selv at det havde været en løgn. At det var hans skaber der holdte fast i et febrilsk håb omkring det guddommelige. Men det var ikke muligt at kunne opnå. Og da han vendte tomhændet tilbage i håb om at få fat i Evlyn, havde han dræbt hende i sin desperation på menneskelivet.

//Out//

Det var jo ikke sådan hun havde ment det, hvorfor skulle hun også forhaste sig i de ting hun sagde. Eller jo hun havde ment hvad hun havde sagt, men ikke på den måde som han havde taget det, forhelvede! Stædige køter, det var forfærdeligt at hun var så temperamentsfuld og han så iskold over for andre personer, at det kun var muligt for dem at skændes. De ville aldrig nogen sinde blive enige med hinanden! Det var så tydeligt for en hver person der ville gå forbi, at se den tiltrækning deres kroppe så tit viste, men de sjæle som der var i kroppene ville prøve at benægte det så snart at nogen ville påpege det.
Eller Sean ville nok, hun havde for længst måtte erkende, at hvorfor hun var så irriteret, hvorfor at hun blev så ophidset når han bare gjorde ting uden at tænke sig om. Hvorfor at hun faktisk ikke bare var ligeglad, var fordi at den mand der stod foran hende, manden som igen havde grebet hende med en voldsom kræft og tvunget hende op af væggen, med en hånd grebet omkring hendes kæbe, som kiggede på hende med så hadefulde og kolde øjne, at man skulle tro at det næste hun ville erkende var hendes egen dom på, at hun ikke var ved hendes fulde fem. Hvor meget hun egentlig var faldet for personen, to år var der gået og der var ikke gået en dag hvor han ikke kort havde strejfet hendes tanker. Måske ikke så ofte som de havde i starten, men hverdag havde han alligevel sneget sig derind.
Måske var det derfor at de næste ord gjorde så ondt, som om at alt pusten var slået ud af hende. Som om nogen havde taget en knyttet næve og begyndte at presse sig rundt omkring hendes organer. Grundet Evlyn, sætningen kørte på repeat. Som en vinyl plade der havde fået en ridse og nu kunne spille den ene sætning igen og igen. Hun mærkede hans fingre fandt sig vej ned i hendes jakkelomme, mens han fortalte hende at han havde givet hende penge. Hun følte sig pludselig fuldstændig fortabt, som om at ingen ting gav mening mere. Som om intet havde mere liv, hun var ingen ting, for nogen længere. Palle alene i verden og pludselig slog det hårde for hende, end noget som helst andet.
Da han pludselig var væk, havde hun ikke længere styrke til at stå på sine ben, hun faldt sammen på gaden, tasken faldt ned i en vandpyt ved hendes side og vandet for oven om hyldede hendes spinkle krop. Et skrig så hjerte skærende at hun ikke en gang kunne genkende det som hendes eget, flød i gaderne, mens tårende strømmede ned af hendes kinder. Nogen havde taget hendes kraft og revet det ud af hende.

Alt var lige meget, pengene han havde givet hende lå krøllede i hendes hænder, hun havde mest af alt lyst til at smide dem væk, men knyttede dem mere til en lille kugle i hendes hænder, af dem som der kunne passe. Hvordan hun kom hjem, fik taget tøjet af sig selv og smidt sig i sengen vidste hun ikke. Hun var ligeglad, alt var lige meget, hendes krop reagerede per automatik, mens hun lige så stille trak dynen over hendes nøgne kolde krop og hendes øjne ikke faldt i, men blot stirrede ind i væggen.

//OUT