Søs I Knibe

Tid: 13:06
Sted: Hospitalet?
Vejr: Solskin
Omgivelser: En masse ambulancer, men de er ikke i stilling til at køre.
Dato: Det er onsdag, hvis det er vigtigt?


Chris var på vej ind på hospitalet. Han stod udenfor, og kiggede på den store dør, som var udenfor hospitalet. Her havde han været før. Han kiggede længe på den, og lige pludselig rystede han. Han havde været her før. En ambulance havde holdt det, da han sidst havde været her. De trak en død mand ud, og siden havde han troet, at de slog folk ihjel derinde. Han var ret nervøs, derfor rystede han. Han trak vejret dybt, og skubbede den lette dør op. Han trådte ind, og den søde duft af vampyr bredte sig i lokalet. Han gik hen til skranken. "Aurora?" sagde han stille, med hæs stemme. Sekretæren tastede på sin computer, og åbnede munden. "Tredje sal, anden dør, højre hånd." Chris nikkede som tak, og gik hen mod trapperne. Der var en elevator, men han kendte ikke til den. Han bed sig let i læben, og lagde sin hånd på gelænderet. Han var ret nervøs, og hans hurtige skridt blev til små løb. Hans små løb blev til løb, hvor han susede forbi personalet, så hurtigt, de ikke lagde mærke til ham. Inde i hans hovede løb der stemmer rundt; hvislende, grimme stemmer: Lad mig være. Stop, jeg vil ikke dø! Nej! Hvad laver han nu. Nej, gør det ikke, stop, nej, jeg vil ikke!
De stemmer førte ham ind i et hvidt rum, hvor han trak vejret dybt. Han gik langsomt hen mod der, hvor sekretæren havde vist ham, han skulle hen. Stemmerne fortsatte: Jeg er okay. Jeg er rask. Jeg vil ikke! Lad mig nu være, jeg lover, jeg ikke dør fra jer. Det kan du ikke love. Et skrig løb gennem hans hovede, og borede sig. Han faldte ned på jorden, og trak vejret hurtigt. Han lod sin brystkasse hoppe hurtigt. Han trak vejret lidt roligere, mens stemmerne blev mindre og mindre, og døde langsomt hen. Han gik hen, og fik øje på Aurora. "Hej," sagde han skuffet, og gik hen til hende.
Chris kiggede på respiratoren, som Aurora lå i. Han kørte en hånd over hendes kind. Han bed sig hårdt i læben, og en tårer faldt. Hans egen lillesøster. De ville garanteret dræbe hende, ligesom de havde gjort med en masse andre! Det kunne han ikke tillade dem. Men han kunne heller ikek tillade sig, at slukke. Hun ville dø. Hvis bare han kunne få fat i den person, som! ... Hans øjne begyndte at gløde, og han knyttede hårdt om respiratorens håndtag. Han fik dog kontrollen over sig selv igen, og endnu en tårer faldt, dog denne gang i frustration.

Chloe sad i ventesalen og skulle tjekkes for sceneskedehindebetændelse (en betændelse i musklerne) i armen. Hun havde vist spillet for meget guitar på det sidste. Hun kørte hånden igennem hår og lændede sig tilbage i stolen. Hun var den eneste i rummet, og det undrede hende meget.
Her lugtede meget kraftigt at blod og smerte. Dét skræmte hende voldsomt.

Chris sukkede, og strøg igen hånden over Auroras kind. "Vi ses," sagde han. Han lænte sig forover, og kyssede Aurora i panden, hvor efter han gik ud i ventesalen. Hun skulle snart opereres, og han ville ikke gå glip af det. Og da han slet ikke havde noget job, så kunne han vel lige så godt sidde her og rådne op, som et eller andet sted, hvor han ikke engang boede.

Hun tog sin guitar frem og begyndte at spille 'My Obsession'. Hun havde smerter i underarmen, men det rørte hende ikke. Hun kunne lugte frisk kød og blod. hun følte sig som en ussel lille hund, som nogen havde efterladt.

Han lukkede øjnene, og drejede langsomt hovedet. Han fik øje på en pige, som spillede guitar. Men hvorfor var hun her? Han sukkede roligt. "Du burde nok ikke spille?," sagde han stille. Han kunne se, at hun godt kunne mærke den skade, som var kommet af et eller andet, som han ikke ekndte grunden til.

hun stoppede og kiggede på ham. Hun trede bestemt, at hun var alene i venteværelset. "nej, undskyld." sagde hun undskyldende og betragtede ham lidt.

Han smilte stille. "Det er okay. Du skal bare ikke overbelaste din arm. Det er ikke rart," sagde han stille. Han satte sig længere op på stolen. Mere ret, mens hans søster blev ført bort. Ind på en anden sal. Han bed sig let i læben. Hvad ville de gøre med hende?

Hun betragtede ham og kunne med det samme føle hans smerte. "Jeg er Chloe. Choe Fox" sagde hun stille og smilede sødt til ham. Han betog hende en hel del, og hun kunne ikke lade være med at kiggede på ham. Hun satte zebraguitaren fra sig og satte sig over til ham.

"Chris," sagde han stille. Han vidste ikke selv, hvad han havde af efternavne. Hans evne var, at kontrollere ilden. Det gik ikke så godt. Hn brændte sin dåbsattest, så han har intet. Hans familie var død, hele banden, og de fik ikke gravstene, da de var dæmoner, og røg direkte i helved. Hans søster var hans eneste tilbage. Han kiggede ned i jorden, og bed sig svagt i læben. Han kiggede op igen, direkte ind i hendes smukke blik.

Hun lagde sig hpånd på hans hånd. "Har du brug for nogen hos dig?" spurgte hun stille og lod sit blik vandre op af ham. Hun smilede sødt til ham og kiggede uskyldigt på ham.

Han sukkede stille. "Jeg har overlevet fem år, med en søster i koma, og ellers intet andet. JEg er lige flyttet til byen, fordi min søster ikke kunne reddes på det andet hospital. Jeg har kalret mig fint indtil videre. Hvad skal du kunne gøre?" Spurgte han stille Han tillod sig dog, at blive fristet, og flettede deres fingre ind i hinandens.

hun smilede sødt til ham "holde dig ved selvskab og få dig til at føle dig okay." sagde hun stille og kiggede på ham med et skævt smil. Hun lagde sit hovede lidt på skå, mens hun sødt betragtede ham.

Han smilte til hende. "Men. Du skal jo selv ind, og have tjekket det, skal du ikke?," spurgte han stille. Han smilte varmt til hende. Han lukkede øjnene kort, og bed sig let i læben. "Men tak fordi du ville være dér for mig," sagde han, og lod sine fingre glide ud af hendes.

hun tog fat i hans hånd og rystede sødt på hovedet. "nej, jeg venter på at lægen bestemmer sig for om det er betændelse, men selvfølgelig vil jeg være her for sig." sagde hun sødt og smilede opmuntrende til ham.

Han smilte, og satte sig over for hende. "Læger bestemmer aldrig." Han smilte stille. Samlede hendes hænder, og kiggede hende dybt i øjnene. Han sad fast dér, og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Ud over at smile.

Hun kiggede ham dybt i øjnene med et kærligt blik. "det har du ret i." sagde hun stille og forsvandt totalt ind i hans øjne.

Han trak vejret stille. Han smilte varmt til hende. "Jeg ... jeg har glemt alt om min søster. Du distrahere mig," sagde han med et smil. Det skulle menes på en god måde. Han smilte, og kiggede op, da hans søster var blevet kørt ind igen. Han kiggede på lægerne, som havde den kolde facade på, som de hele tiden havde. Man kunne ikke se, om de havde reddet hende, om det var det samme, eller om hun var død. Hun var ikke sat til opvågning?

Hun kiggede lidt på ham og smilede, men smilet forsvandt, da hun så hans søster. Hun så hendes mor for sig, det var præcis det samme som da hendes mor gik bort. en tårer løb nedover hendes varme, slikebløde kind. Hun stod jo bare der og kunne ikke gøre noget for hans søster. Det hele flød sammen for hende, og hun kiggede så stille på Chris.

Han lod sin hånd glide over hendes kind. "Rolig. Det er okay. Lægerne har intet sagt endnu," sagde han stille. Han smilte stille til hende. "Men hvis du er sådan der, så spilder du tårer på noget, der muligvis ikke er sket," sagde han stille. Han kyssede hende hurtigt i panden. "Bor du langt herfra?," spurgte han, for at skifte emne.

Hun kiggede på ham. "Min mor døde sådan der.......... " sagde hun stille og begyndte at græde. hun havde den ikke for godt nu. Hun kiggede stadig på ham. "Nej.. jeg bor lige udenfor byen" sagde hun stille og lod sig synke sammen i stolen. Hun så det hele for sig. Det var forfærdeligt. Hun bad for hans søster.

"Din mor fejlede?," spurgte han stille. Hvis de ikke fejlede det samme, så kunne det jo være. Han smilte til hende, og sank med ned. "Rolig. Slap af," sagde han stille. Han var ikke skræmt. Ikke endnu. "Træk vejret. Ellers må jeg bruge mine evner for, at kunne få dig ud," sagde han stille. "Hvis du først græder, kan du have svært ved at styre dine evner. Det er der nogen der har," sagde han stillle. "Prøv. Stille. Kom med," sagde han stille, og rejste sig. Han rakte en hånd ud efter hende.

Hun tog hans hånd og smilede blidt til ham. Hun snøftede stille, mens tårene trillede ned af hendes kinder. "Jeg var så lille at jeg ikke husker det" sagde hun stille og kiggede afventende på ham. Han var vildt sød og vildt smuk. hvad skulle hun sige eller gøre? hun havde hun jo ligesom allerede opført sig som en lille pige.

Han tog hende stille med ind til lægen. Han smilte stille, mens lægen forklarede. Der var intet galt. De stoppede den, fordi det var ikke det, de havde regnet med. De skal beholde hende længere. Indtil videre, så måtte hun lægge i respirator. Han smilte større. "Hørte du det?," spurgte han med et glad smi vendt imod Chloe.

Hun var totalt mundlam, men et kæmpe stort glad smil bredte sig på hende læben. Hun blev helt vildt glad og lagde armene om ham. Hun kiggede ham sødt og dybt direkte ind i øjnene. Hun smilede skævt, der var et eller andet over det den her gang, måske mere end et smil? en hentydning? et vink? eller måske bare glæde.

Chris kiggede i hendes øjne. Han havde armene om hende, ligesom hun havde gjort. Han smilte varmt til hende. "Hun er ikke død," sagde han med et smil. "Hun lever endnu. Dog i en anden verden, men hun lever," sagde han stille. Han kyssede hende blidt på kinden, og trak så hovedet til sig igen.