You're worse than nicotine. (XXX)

Hendes råb trak ham op til overfladen, og et desorienteret spjæt sørgede for at han for alvor var vågen. I et øjeblik kunne han ikke finde ud af hvor han var, hans opmærksomhed blev hurtigt trukket et andet sted hen, da flere ord forlod den sovende Cathys mund. Not again… tænkte han opgivende, imens han indtog hendes spinkle krop der vred sig rundt i sengen. Endnu et mareridt. ”Cathy…” lød hans raspende stemme. Han fik hævet sig op på albuerne. ”Wake up…” sukkede han. Der var ikke nok styrke i hans stemme til at vække hende. Han rømmede sig, inden han tog en dyb vejrtrækning ”Cathy!” halvråbte han, denne gang med mere held. Hun gispede, og fik kastet sig op i en siddende stilling. Erfaring fra de sidste nætter havde lært ham, at hun skulle bruge et øjeblik på at orientere sig, inden han forsikrede hende om at det bare var en drøm. Det var heller ikke en god idé at røre ved hende endnu, det skræmte hende bare endnu mere.
Han var så udmattet, han ville hellere end gerne bare ligge sig ned og sove videre. Hans konstante hovedpine dunkede allerede igennem hans kranie. Det var bivirkningerne af Cathys evner, som hun konstant brugte på ham – selvom hun virkelig burde lade være – uden egentlig at have kontrol over det. Flere gange var han blevet suget ind i hendes underbevidsthed, hvor det kolde mørke hver gang konkluderede at hun ikke havde fået det bedre. Han havde været et fjols at tro, at hans vågne mareridt var ovre. Det glimt han havde set af hans Cathy, var desværre kun et glimt, der skyldtes den enorme mængde morfin hun havde cirkulerende i kroppen. Hvordan og hvorfor det fungerede sådan vidste han ikke, men det var en information han næsten skammede sig over at have udnyttet et par gange.
Hun rørte på sig. Han satte sig op ved siden af hende, og skulle til at ligge en beroligende hånd på hendes skulder. Men der var noget galt. Det smertelige støn var ikke en overraskelse, den smertestillende medicin måtte for længst have tabt sin effekt, og de smerter der konstant hjemsøgte halvenglen var uden tvivl tilbage. At hun græd, var dækket af sved og trak vejret i hastige stød var en del af hendes ”mareridt rutine”. Men hendes vejrtrækning faldt ikke til ro, men synes at blive mere hurtig og hvæsende for hvert åndedræt. Måden hun betragtede sin hånd og arm med paniske, store øjne var mærkværdig. ”What’s wrong?” spurgte han, og rakte ud efter hende. Hans hånd nåede hende aldrig. Hun fløj ud af sengen, og hamrede direkte ind i væggen. ”Cathy? What’s going on?” han var bekymret nu. Det her var langt fra hvad der plejede at ske, når hun havde haft mareridt. Hun lod til slet ikke at høre ham. Han kravlede over i den modsatte side af sengen, men nåede ikke hen til hende, før hun begyndte at bakke igennem rummet med kurs imod vinduet. ”Cathy?” han stirrede efter hende. Der var ingen tvivl om, at hun var bange. Men for hvad? Mareridtet var ovre, og normalt ville hun være vendt tilbage til virkeligheden allerede. Hun åbnede vinduet. Okay, så måske hun havde det dårligt? Mere end sædvanligt, og havde brug for noget frisk luft, til at klare hovedet, og måske bekæmpe noget kvalme?
”I’m gonna get you some water” erklærede han, og fik bakset sig ud af sengen. Hans ben føltes usikre under ham. Det var efterhånden en permanent følelse. Han havde ingen energi, og hans krop havde mere eller mindre opgivet ham. Efter at have fyldt et glas med vand i køkkenet, bevægede han sig ud på badeværelset. Han havde ikke lyst til at tænde lyset. Han brød sig ikke om hvad han ville se i spejlet. De mørke halvmåner var blevet en permanent accessory under de gråblå øjne. Det ellers solbrune ansigt, havde taget en bleg undertone. Hans øjenlåg syntes altid at hænge halvt ned over hans øjne, som ikke længere havde nogen glans, men bare virkede døde og tomme. Han greb pille glasset der stod ved håndvasken og gik tilbage imod soveværelset. Morfin pillerne var det eneste våben han havde i situationen, og det var ikke optimalt. For han kunne ikke bare fodre hende piller hele tiden. Charles havde endnu ikke fundet frem til en løsning på problemet.
Han stoppede op i det øjeblik han trådte ind i soveværelset. ”What are you doing?!” de gråblå øjne spilede sig op, og han halvløb igennem rummet for at sætte glasset og pillerne på det lille natbord. I en hurtig bevægelse var han henne ved vinduet. Hun havde vendt hovedet imod ham. Panikken han så i hendes ansigt, satte gang i en nervøs uro i hans mave. Hans hænder ramte hendes brandvarme skuldre, og trak hende ned fra vindueskarmen. Hun faldt næsten sammen foran ham. Han tog et bedre tag i hende, ved at trykke hende ind til sig. ”Don’t scare me like that” hviskede han imod hendes isblonde hår. Hans hjerte hamrede hårdt i brystet på ham. Havde hun tænkt sig at hoppe ud af vinduet? Hvad foregik der? Hans arme var rundt om livet på hende, og holdte hende oppe, da hendes ben lod til ikke at ville bære hende. Hendes top var ikke bare fugtig, men fuldstændig gennemblødt af sved, og hendes unaturligt varme hud tydede på at hun havde feber. Igen. ”Cathy, what’s wrong?” spurgte han, imens han kørte en beroligende hånd henover hendes hår. Hun skælvede i hans arme. Han vidste ikke om det var grundet frygt, eller om hun frøs til trods for hendes høje temperatur. Under alle omstændigheder var hun bange, og han anede på nuværende tidspunkt ikke hvordan han skulle få beroliget hende.

I et ryk blev hun trukket ned fra vindueskarmen. Men Cathys ben ville ikke bære hende, ej heller kunne hun føle dem. Hun agerede blot som en slaskedukke, med løse legemer. Hjertet dunkede derudaf med 200 km/t og små sorte prikker dansede polka for hendes åsyn. Lungerne brændte så forfærdeligt, med hvert hvæsende åndedræt hun indtog. Sveden havde sat sig permanent på hendes hud, som smukke glinsede perler. Al farve hun end havde haft, var forsvundet fra hendes ansigt. Kridhvid, våd og med opspilede grædende øjne. Halv englen var fanget. Fanget inde i sig selv og sin egen indbildske verden. Ikke før en stemme i hendes sind mindede hende om hvor hun egentlig var; Roar, du er i Roars arme. Roar…. Og dér for første gang siden hun vågnede, hængende i hans stærke arme, anerkendte hun hans tilstedeværelse. De is blå øjne var lagt mod hans nøgne bryst, hvori hendes negle havde lagt en fin lille souvenir i form af kradsmærker, som nok var fra da han trak hende ned på de nøgne samt ikkefungerende fødder. Don’t scare me like that. Hans stemme tikkede ind et par minutter efter at han havde udtalt ordene. Cathy, what’s wrong? Først dér vågnede hun mere op. De røde øjne poppede op på hendes nethinde og hun var nær besvimet ved gensynet. Hun pressede derfor sin svedige krop mod hans og klamrede sig til ham, som hun endnu engang blev forskrækket samt mindet om hvad hun havde set nede på gaden. ”He’s gonna kill me! He’s here… Vampyren! Roar, Vampyren er her!” Svarede hun ham panisk, efter at hun havde hævet sit blik samt havde fået hans øjenkontakt. Flyvske tårer fløj ned af hendes kinder og blandede sig med svedperlerne. Hun hævede sine små tynde arme og svang dem om hans hals. ”We have to go, it’s not safe… not safe… not safe….” hun gik nærmest i trance og faldt nu længere ind i sig selv mens hun gentog ordene højt. ”Her er ikke sikkert! Hvorfor hører du ikke på hvad jeg siger?!” råbte hun af ham, med bedende øjne. Men Cathy var ikke klar over at Roar ikke forstod hvad det var hun sagde. Hun var nemlig ikke klar over de franske ord, der forlod hendes mund.

Men Roar benægtede det hun havde set. Han anerkendte det ikke. En voldsom og uvirkelig vrede steg hastigt op i englen, der omgående pressede sig væk fra ham og dernæst hamrede sine små knyttede næver mod hans bare brystkasse. ”IT’S TRUE! WHY DON’T YOU BELIEVE ME?! I’M NOT LYING!!” Skreg hun vredt af ham, som hun bakkede væk fra Roar på sine svajende samt usikre fødder. ”I hate you” hylede hun. Men en stemme skar ind over, afbrød hende. No you don’t. Hun frøs på stedet. Pupillerne i de isblå øjne udvidede sig, så den så smukke farve blev udfyldt i sort. Cathy vendte blikket mod skikkelsen, der stod foran sengen. Blot et par meter væk fra hende. Hun vidste godt hvem det var. ”Fuck off! You have no saying in this” Hun knyttede næverne nede af sin side. Hvorfor skulle han også altid blande sig? You’re wrong. I actually do. Why can’t you just admit it? Hans arme var lagt over kors. Han sendte hende et sigende blik, med de turkise øjne. ”Admit what?” spurgte Cathy ham, som hun pressede øjenbrynene mod hinanden. Hun var forvirret nu. Hvad var der at indrømme? You like him. A lot actually. But you’re just too afraid to admit so.. Which is really stupid of you, I must say. Cat, you’re being really stupid. Hun åbnede munden op i forbavselse og vrede øjne borede igennem hans imaginære krop. Det var løgn det han sagde. Han vidste ikke en skid. ”What on earth are you talking about huh? I’m not stupid! If anyone here is stupid or let alone annoying then it’s you! Bloody hell fuck off! It’s none of your fucking business!” Hun tog et beslutsomt skridt hen mod ham. Det samme gjorde han. Come on Cat! Just look at him for crist sake! Han viftede armen hen mod den klar forvirrede Roar. He likes you too! What else would he be doing here, taking care of you and all? I’m not joking, woman. I’m simply stating facts here. Det irriterede hende, at han altid lød så velovervejet når han snakkede. Det irriterede hende også at han slet ikke bed fast i hendes absurde måde at snakke til ham på. Han var egentlig bare ligeglad. Det viste hans ansigt også. Roar likes you.Whether you like it or not. So why not let him? You’re always pushing the poor guy away. Jeez, if I were him I’d have left a long time ago. Joshua rystede på hovedet af hende og sendte hende blot et uimponeret blik. Hans ord lod dog til ikke at gå igennem hos halv englen, der blot stirrede irriteret op på ham. ”As if. You can fuck off now, thanks. You’re so annoying!” hun himlede med øjnene og roterede rundt på hælen. Fine. If I were you i’d give the guy a chance though. Cathy skulle lige til at protestere, men da hun vendte sig rundt var det ikke længere Joshua der stod der. Nej, i hjørnet af rummet stod vampyren. Med røde blodtørstige øjne samt et skævt klamt smil, der bredte sig mere og mere.

Cathy skreg ved synet. Skriget var hæst og døde derfor hurtigt ud. Hun løb per refleks mod Roar, som hun igen anderkendte var tilstede, og hun kastede sig hans arme. Grædende og rystende. "He's in the corner... He's in the corner... The vampire.... He's gonna kill me... please... I don't wanna die" hylede hun skrækslagent, mod hans bryst, mens hendes arme omkring hans hals, strammedes.

I lang tid var der ingen reaktion fra hende. Hans arme lod til at være det eneste der holdt hende på benene. Bekymring og panik ulmede i hans indre som små gløder, der truede med at eksplodere og sende ham ud i et frustreret anfald af råb og store armbevægelser. Hvad skulle han gøre hvis han ikke kunne få kontakt til hende? Han kunne ikke vide sig sikker på, hvad der var galt med hende. Den logiske forklaring var stadig, at hun var påvirket af sit mareridt. Men med den tilstand hendes sind var i, var mulighederne uendelige.
Han havde netop trukket hende en anelse væk fra sig, for at forsøge at få øjenkontakt med hende, da hun syntes at vågne op. Hendes svedige, overophedede lille krop klaskede imod hans torso, og hun klamrede sig desperat til ham. He's gonna kill me! He's here... Ordene satte for et øjeblik gang i hans alarmklokker, og sendte hans blik rundt i rummet, for at spotte faren hun snakkede om. Hendes ord var nu franske, men le vampire var ikke svært at forstå. Alarmklokkerne stilnede øjeblikkeligt af. Han ville vide det, hvis en vampyr var i nærheden. Han kunne lugte dem på flere hundrede meters afstand, og der var heldigvis ikke noget at bekymre sig om, på vampyr fronten i hvert fald. Hans hånd gled igen henover hendes hår i en beroligende bevægelse, da hun tranceagtigt gentog de samme ord om, at der ikke var sikkert, de blev nødt til at gå. "Easy Cathy" åndede han, "There's no one here. You're safe, I promise" men ordene havde ikke en beroligende effekt på hende. I stedet råbte hun vrede, franske ord, han ikke kunne finde nogen mening i. Han kiggede halv frustreret ind i hendes bedende øjne, og ville ønske at han vidste hvordan han kunne hjælpe hende. Hvordan han kunne overbevise hende om, at det hun frygtede ikke var virkelighed. "Cathy, it was a nightmare. There is no vampire" forsøgte han i et blidt toneleje, der igen ikke havde den ønskede effekt. De gråblå øjne så blot til, imens hun hamrede sine knyttede næver imod hans brystkasse, og skreg sin frustration ud. Hun var meget mere vred end bange, imens hun vaklede væk fra ham, hvilket var en ret mærkværdig reaktion. Måske hun inderst inde godt vidste, at hendes underbevidst spillede hende et puds.
I hate you... Det var ikke første gang han hørte hende sige det. Han vidste godt, at hun inderst inde ikke mente det, at det hele var grundet den situation de stod i lige nu. Men han kunne ikke forhindre den sårede grimasse i at flyve henover sit ansigt. Hans blik faldt til jorden, han kunne ikke bære at se hende sådan. Efter at have taget sig af hende i så lang tid, burde han være vandt til det. Men det blev aldrig nemmere at se hende græde, det stak ham stadig lige så smertefuldt i brystet hver gang.
Fuck off! Hvad? Hans øjne fandt hendes spinkle skikkelse, og udvidede sig i overraskelse, da det gik op for ham, at det ikke var ham hun snakkede til. Hun svajede på de usikre ben, med hendes front vendt væk fra ham. Da flere ord forlod hendes mund, var det helt afgjort, at hun ikke snakkede til Roar. Men der var ingen andre til stede. "Who are you talking to?" spurgte han med rynkede bryn, og tog et skridt hen imod hende. Hans øjne granskede stedet hun rettede sine vrede ord imod, og han måtte igen konkludere, at der ikke var noget. I et splitsekund havde han været i tvivl.
Cathy lod ikke til at høre ham. Det virkede som om hun slet ikke anerkendte hans tilstedeværelse. Han kunne hverken finde hoved eller hale i hendes ord, da han ikke kunne høre illusionen hun havde en samtale med. Men hun var vred. Fortvivlet og forvirret så han til, og kunne ikke bestemme sig for, om han skulle "afbryde" eller ej. På den ene side var hun ikke bange i øjeblikket. Måske han kunne få et øjeblik til at sætte en plan sammen i sit hoved. På den anden side, var han ikke sikker på, at hendes mentale tilstand havde godt af at konversere med en fantasi ven. Hun tog valget for ham. Hendes hæse skreg tiltrak sig hans opmærksomhed øjeblikkeligt, kun få sekunder efter var hendes arme slynget om hans hals. Automatisk omfavnede hans arme hendes skælvende krop, og pressede hende blidt ind til sig. Han kunne ikke stoppe sine øjne fra, at undersøge hvert hjørne i rummet. Han blev nødt til at være sikker, selv om han var overbevist om at Cathy så syner. Endnu en gang gled hans hånd henover hendes fugtige hår. ”You’re not gonna die” forsikrede han hende, ”not on my watch” ordene kom sikre, men stadig blide ud af hans mund. ”I’ll protect you, don’t worry” hviskede han imod toppen af hendes hoved, inden han placerede et flygtigt kys samme sted.
Strategisk placerede han hånden bagerst på hendes hoved, og guidede hendes ansigt imod hans hals – hendes typiske gemmested. Herfra ville hun ikke kunne se ud i rummet. I adskillige minutter holdt han bare om hende, imens en sagte strøm af beroligende ord forlod ham. Til sidst omsluttede hans hænder sig hendes ansigt, og han trak hende en anelse væk fra sig, så han kunne se hende i øjnene. ”Look at me” beordrede han blidt, imens hans tommelfinger gled henover hendes kindben, og fjernede en undsluppen tåre. Han håbede at hun nu var faldet nok til ro, til faktisk at lytte til hvad han sagde. ”There’s no one here. No one is gonna hurt you” han udtalte ordene tydeligt, imens han kiggede insisterende ind i de isblå øjne. ”I’m not letting anything happen to you, you hear me?” han holdte en kort pause, og søgte efter bekræftelse i hendes øjne. ”Cathy, it was a nightmare. You have a fever, and you’re seeing things. It’s not real” hans ord begyndte at lyde insisterende og en anelse desperate. Han forberedte sig på endnu et vredesudbrud, men håbede inderligt at hun ville lytte til ham, og at det dermed forhåbentlig var slut med illusionerne der hjemsøgte hende.

Adrenalinen pumpede hastigt rundt i halv englens årer. Det kønne ansigt havde desuden taget en nu mere kridhvid farve, der fik hende til at se mere død ud end levende. De små svedperler faldt fortsat ned af hendes ansigt og det lignede nærmest smeltet stearin hvilket blot fik det til at ligne at hun var en køn dukke, der langsomt smeltede bort grundet hendes kontakt med ilden. Hvilket metaforisk også skete. Indeni var hun ét stort kaos. Tankerne flød rundt i en samlet stor masse og hun var så urolig, at hun knap nok var til stede men i stedet blev fanget bag låst og slå, inde i hendes eget sind. Roars beroligende ord strømmede dog ind i hendes ører og hans hånd guidede hendes hoved ind mod hans hals, hvor Cathy per refleks søgte tryghed. Det føltes så naturligt for hende, trods hun ikke havde nogle tidligere erindringer om varulven. You’re gonna be okay, I promise. Hun trak vejret hurtigt ind og ud, så hurtigt at ilten ikke havde tid til at nå op til hendes tørstige sind, hvilket derfor forårsagede at små sorte prikker dansede truende foran hendes åsyn. Breathe Cathy. Hun gik blot endnu mere i panik da han sagde det. Billeder af vampyren vendte straks op mod overfladen af hendes sind. I’m here, no one is gonna hurt you. I promise. Hun hulkede sagte og pressede sin krop hårdt ind mod hans, som en bøn om at han ikke måtte give slip på hende. Panikken havde desværre ingen ende for halv englen. Alarmklokkerne brølede højlydt og konstant mod hendes trommehinder. Listen to my voice. You’re okay. I’ll protect you. No one can harm you, not on my watch..
Roars beroligende stemme satte yderligere gang i virkeligheden, der trådte mere og mere i karakter. Billederne flød længere væk, gemte sig lidt for en stund. Det fik hende til at vågne mere op, men det skete dog for alvor da store varme hænder omkransede hendes hjerteformede ansigt. Hun bøjede nakken op og blev derfor tvunget til at se ind i Roars kønne blågrå øjne.  Look at me. Hendes hulken stoppede overraskende brat og halv mennesket stirrede opmærksomt op på ham. En løssluppen tåre blev fejet væk af hans finger, der ikke blot kærtegnede hendes kind, men også uvidende hendes sjæl. It’s just a nightmare, you have a fever. Hun nikkede men nu mere fraværende i ansigt samt kropssprog. Feber, han snakkede om feber. Havde hun virkelig feber? Der gik et par sekunder før informationen sank rigtig ind. Hun kiggede væk og nikkede blot ukontrolleret til informationen mens Roar fortsatte med sin strøm af ord. It’s not real. Han lød og så nu helt desperat ud. Hun blinkede. En stilhed brød derefter ud i rummet. Den eneste lydkilde var Cathys hastige åndedræt, der ikke så ud til at sænke farten lige foreløbigt. De blå øjne stirrede dukkeagtigt og tomt op på Roar. Det er ikke ægte, sagde han. Vent…. Hvad?
Hendes ben gav pludseligt og meget uventet efter og alt blev pludseligt sort.

Øjenlågene sitrede sagte da halv englen endelig havde kæmpet sig vej op fra det sorte dyb, der var hendes bevidsthed. Da de så endelig gled op, var der i første omgang mørkt. Hun rømmede sig og madrassen knirkede sagte. Hun lå blødt, så hun måtte ligge i sin seng. Hvordan var hun havnet der? Svaret kom da hun registrerede en anden person ved siden af sig. Roar.Hun begyndte i det samme at hulke igen. Hun var overhovedet ikke okay. En dominerende hovedpine rasede på bagsiden af hendes kranie, den spinkle krop var øm og føltes så umådelig tung og halv englen var mere end bare udmattet og hun var for nedbrudt til overhovedet, at udtale nogle former for ord. Så hulken var hendes form for skrig for hjælp. Og hun bedte inderligt til at varulven forstod hende. At han mærkede hendes frustration. For at være på den sikre side, valgte hun dog at forsøge at kommunikere "I... can't... d..d-dd-do this...." hun hakkede groft i hendes vejtrækning, "an-ymore..." græd hun som hun kom tættere ind til ham. Her fandt hun atter læ mod hans hals. Og her lå hun og fandt sin trøst.

Hun var stoppet med at græde. Frustrationen var nu væk. De oversvømmede is blå øjne åbnede sig langsomt op, og hun trak sit kønne hoved væk fra sit yndlingsgemmested. Halv mennesket rømmede sig atter i sengen. Hun pressede sig lidt længere op, så hendes hoved kom forud for hans. Hun snøftede som en forvildet tåre passerede hendes kind. You like him and he likes you. Joshuas ord fra tidligere fandt vej til overfladen. Kunne det virkelig passe?
"I'm scared" hviskede hun til ham..

Hun nikkede. Han havde ikke en chance for at vide, om hun faktisk forstod hvad han sagde, eller om hun troede på at han ville og kunne beskytte hende. Det virkede til, at han havde fået beroliget hende, bare lidt. Men samtidig syntes hendes øjne fraværende, hendes kropssprog udstrålede det samme. De gråblå øjne hang fast ved hendes kridhvide ansigt, forsøgte at fange hendes blik der ikke længere var rettet imod ham. Forsøgte at skabe en lydløs forbindelse, fange en reaktion, et bevis på at hun var nogenlunde velfungerende, og ikke fanget af illusionerne feberen skabte endnu en gang. Han havde endnu ikke sluppet hende, og hænderne der omsluttede hendes ansigt, rettede nu lidt på det, så hendes blik igen gled i hans retning.
Hendes forhastede vejrtrækning fyldte rummet. Han stirrede ind i hendes kønne øjne. Blanke og tomme. Han havde ingen forbindelse til hende. "Cathy?" næsten hviskede han, og var af en eller anden grund bange for, at han ville forskrække hende. Hun faldt sammen. Det skete så pludseligt. Det var et held, at han allerede havde fat i hende og stod så tæt på, ellers ville han ikke kunne have grebet hende.

Hun var besvimet. Igen. Hun lå nu ved siden af ham i sengen. Hans øjne var rettet stift imod loftet. Hans arme lå langs hans sider, og til trods for at han lå i en seng, så varulven langt fra afslappet ud. Han burde måske være lettet. Der var sat pause på kaosset for nu. Der var en stille stund, og han burde udnytte den, til at indhente noget af alt den søvn han havde misset. Men han kunne ikke. Den sædvanlige bekymring og frygt gnavede i ham, skabte uro i hans indre, der fik hans muskler til at spænde sig, og knuder til at vride sig i hans mave. ”Wake up, Cathy” hviskede han, inden han kneb øjnene i. Han ville ikke kigge på hende, han ville ikke skuffes, og han ville ikke høre spørgsmålet i sit sind, der poppede op, hver gang han kiggede på hendes bevidstløse skikkelse. What if she never wakes up? Det nyttede ikke noget. Spørgsmålet krøb sig ind i hans tankegang med få sekunders mellemrum, lige meget hvor meget han prøvede at modstå sin frygt og bekymringer. Han havde lyst til at skrige. Slå på et eller andet. Gå sin vej, og drikke sig godt og grundigt fuld. Overlade ansvaret til en anden, og kun bekymre sig om de dundrende tømmermænd han ville vågne op med næste morgen. Det kunne ikke lade sig gøre. Hvem skulle han kunne stole på, til at tage sig af hende? Han ville alligevel ende tilbage ved hendes side, om han så ville det eller ej. Han kunne ikke holde sig væk. Han kunne ikke separere sig fra hende. Han kunne ikke lade være med at bekymre sig, lade være med at holde af hende. Han havde ikke noget valg, til trods for at han lige nu ønskede at han havde.
Madrassen knirkede, og hans øjne fløj øjeblikkeligt op. Et par sekunders stilhed fulgte, inden han hørte hende hulke. Han rullede om på siden, hans arme var allerede åbne foran ham, og inviterede hende til at komme tættere på. ”It’s okay Cathy, I’m here” forsikrede han hende, og blev et øjeblik i tvivl om, om hun overhovedet fandt det beroligende at han var til stede. I... can't... d..d-dd-do this… an-ymore hakkede hun, inden hun tog imod hans invitation, og lagde sig ind til ham. Hans arme lagde sig om hende, og lettelsen over at hun var vågen, udviskede alle hans tidligere planer om at give op. ”I know” mumlede han imod hendes hår, imens hans ene hånd gled op og ned ad hendes ryg i beroligende strøg. ”You’ll get better soon” han blev nødt til også selv at tro på hans ord. Han kunne ikke give op. Han kunne ikke byde hende at give op. Han ville aldrig nogensinde kunne se sig selv i øjnene, hvis han forlod hende nu når hun havde allermest brug for ham.
En lang stilhed fulgte. Hans hånd var endt i hendes hår, hvor han blidt kærtegnede hende. Hun var stoppet med at græde. Til trods for, at hans bekymringer ikke var væk, så føltes øjeblikket rart. De var kommet ud på den anden side, af denne krise, og han havde gjort sit job. Han havde beroliget hende, han havde fået hende tilbage til virkeligheden.
Cathy rørte på sig, han havde faktisk troet at hun var faldet i søvn. De to ord hun hviskede, fik hans øjenbryn til at skyde sammen et øjeblik i bekymring. ”Don’t worry” sagde han, og lod hånden fra hendes hår, glide rundt og omslutte sig hendes kind. ”I’ve got you” sagde han blidt og simpelt, og følte ikke at øjeblikket var til at trække samtalen ud i en lang ”I will protect you from anything evil” – smøre. Han kiggede ind i de smukke øjne et langt øjeblik, og lod stilheden strække sig. ”You should try to get some sleep” sagde han endelig, og lod sin tommelfinger glide hen over hendes kindben et par gange.

En salig ro strømmede indover halv englens krop, da han trak hende ind til sig. Varmen fra hans silkebløde hud, kærtegnede hendes indre, som hans hånd strøg hendes rygrad op og ned, i et beroligende tempo. Hun lukkede blot øjnene i og lod roen overskygge, hendes indre kaos og det var virkelig rart for en stund. Det var præcis hvad hun havde haft brug for. You’ll get better soon. Egentlig burde det havde sat gang i foruroligende tanker hos hende, men hun var så træt at hun skubbede det væk. Ikke nu. Måske havde hun inderst inde også et håb om, at hendes smerte snart ville slutte. At alt ville blive som før. Men ville det egentlig det? Ville hun nogensinde blive som før? Svaret var klart. Nej, Cathy ville ikke blive som før. Og det var hans skyld. Om hun var taknemligt for det, var hun dog ikke helt hundrede procent sikker på. Det måtte tiden vel vise.

Fastlåst. Det var det halv mennesket altid var, når hun kiggede ind i hans grå blå øjne. Han havde ikke blot hende, men også hendes hjerte i sin hule hånd. Var varulven overhovedet klar over det? Var han klar over hvor skrøbeligt hendes hjerte var? Og var han i det hele taget klar over det ansvar, der lå i hans hænder? Det var ikke længere at tage sig af hende rent fysisk, men også psykisk. Et forkert skridt og hendes hjerte, det arme organ, ville falde fra hinanden og ud i millioner af stykker. Lim, tape og lappegear ville ikke virke. Hjertet ville nok aldrig finde sin plads igen. Revnerne ville for evigt være synligt. Eller måske ville Cathy bare lade de triste stykker blive på gulvet? Lade dem blive, lukke sig mere inde og aldrig nogensinde samle stykkerne op igen? For hvad ville det overhovedet nytte?
Situationen så katastrofal ud for hende. For varulven var ikke den person man skulle stole på. Overhovedet ikke. Specielt ikke med noget så vigtigt som hendes person. Og det var ikke engang hendes skyld! Han havde frarøvet hende, sit hjerte. Roar havde ageret tyv. Gennem et vindue på klem, havde det lykkedes ham at bryde ind og stjæle hende. Det var helt forrykt. Men mere forrykt var det, at hun ikke gjorde noget ved det. Og bedre blev det ikke, da hun umotiveret rykkede sig frem og satte sine læber mod hans. En eksplosion af adrenalin, fór rundt i blodet på halv englen og hun stoppede ikke sine læbers leg mod hans. Hun blev ved, trods den dundrende smerte i hoved og krop. Men det var det værd. Sommerfuglene i hendes mave gjorde det spændende samt rart og deja vu flød rundt i hendes tanker. For det var sket før. Og hun huskede det. Brudstykker af følelser fra fortiden, florerede op fra den mørke undergrund og øjeblikket blev nu mere følelsesladet end før.
Cathy følte den største form for lettelse, da hun endelig afbrød det bløde kys. Hun trak sig væk og i det øjeblik, sukkede hun så inderligt dybt. Det var som om at verdenen var blevet løftet af hendes skuldre. De blå øjne skød atter op, blot for at se på ham og i det samme, faldt en lille tåre ned af hendes kind. Hun tog et dybt hakkende åndedræt ind og pustede hurtigt ud. Øjnene faldt i og flere tårer forlod dets fængsel, bag hendes øjenlåg. Hun græd lydløst og det generede hende ikke en gang hvor sårbar hun viste sig selv frem. Hun huskede desuden ikke at have været så sårbar over for nogen anden før. Det var skræmmende men befriende på en og samme tid. Hun behøvede ikke længere at holde paraderne oppe. For Roar var her. Og alt var okay. Han skulle nok gribe hende.

Så med den tanke og de ord, han havde udtalt tidligere, krøb hun ned til sit gemmested. Pressede hendes åndende læber mod hans hals og lukkede sine smukke blå øjne i. Og hun fandt ro. For første gang i mange år.

De gråblå øjne udvidede sig i overraskelse, og han stivnede et øjeblik, inden han lukkede øjnene og gengældte hendes kys. Det var næsten uvirkeligt. Han havde ikke forestillet sig at hun af sin egen frie vilje, ville presse sine læber imod hans. Ikke nu. Heller ikke i den nærmeste fremtid. Han strammede grebet om hende en smule, og pressede hende tættere ind til sig. Hjertet bankede højlydt og stødt i brystet på ham, en bølge af energi brusede ind over ham, og udviskede alt udmattelsen der havde hobet sig op i hvert eneste af hans lemmer. Han var vågen. Han var i live, for første gang i lang tid. Hans sanser syntes at vågne op til dåd. Følelsen af hendes hud imod hans, hendes bløde læber der bevægede sig imod hans egne. Lyden af hendes åndedræt. Det hele var forstærket. Desværre sluttede kysset alt for tidligt. Han slog øjnene op, og afslørede det følelsesmæssige begær der hvilede i den gråblå farve. More... hviskede hans indre stemme utålmodigt. Men han kunne ikke kræve det af hende. Han kunne risikere at ødelægge det hele.
Hun græd. Hans øjenbryn skød sammen i forvirring. Han kunne ikke tyde om sorg, glæde eller lettelse var grunden til hendes stumme tårer. Men det virkede ikke alarmerende. Det føltes mere som en tillidserklæring. Hun lod ham se sin sårbarhed, og stolede på at han kunne håndtere det. At han ikke ville udnytte hendes skrøbelighed. Han blinkede og begæret forsvandt fra hans øjne, et tandløst, forsikrende smil viste sig på hans læber, for at fortælle hende at han forstod. De behøvede ikke ord for at kommunikere, han var sikker på hun forstod hvad han signalerede. Et behageligt suk undslap ham, da hendes læber ramte hans hals og hun lagde sig til rette. Han omfavnede hende allerede, og for første gang i lang tid kunne han rigtigt mærke hende i sine arme.

De havde ikke rigtig flyttet på sig, da han vågnede. Uret på natbordet viste 11:23. Han var mere udmattet end normalt, hvilket nok skyldtes at han havde sovet bedre end han huskede at have gjort i en evighed. Nattens begivenheder kom hurtigt tilbage til ham, og han kunne ikke lade være med at smile ved mindet om det bløde kys de havde delt, inden de havde lagt sig til at sove. Der var håb for dem endnu. Det havde han prøvet at overbevise sig selv om, men nu havde han konkrete beviser for det.
Forsigtigt gled han væk fra hende, og ud af sengen. Efter et toilet besøg, begyndte han at lave morgenmad i køkkenet. Han følte sig let på tå, som var der blevet løftet en enorm vægt fra hans skuldre. Han kunne dog ikke lade være med at være lidt skeptisk omkring hele situationen. Han anede trods alt ikke hvordan Cathy ville være når hun vågnede. Men han håbede. Håbede at hun ligesom ham, var glad for det der var sket i nattens løb. At hun ikke ligepludselig vendte på tallerkenen og hadede ham. Igen.
Ristet toastbrød, scrambled eggs og bacon var blevet den traditionelle morgenmad. Det var ikke fordi Cathy spiste alverden i hendes tilstand, men så længe hun spiste, kunne han vel ikke forlange mere. Han havde hendes tallerken i den ene hånd, da han åbnede døren ind til soveværelset. Han blev øjeblikkeligt ramt af en indelukket uhumsk lugt, der fik ham til at rynke på næsen. Det var vel hvad man kunne forvente. Cathy skiftevis frøs og svedte konstant, der var ikke noget at sige til, at hendes soveværelse ville begynde at lugte på et eller andet tidspunkt. Det hjalp heller ikke noget, at hun befandt sig i sengen hvert eneste minut af døgnet. "Cathy?" kaldte han blidt, inden han bevægede sig over til vinduet og lukkede det op. Han satte sig på sengekanten med hendes morgenmad balancerende foran sig. "I made breakfast" erklærede han muntert, som var han en eller anden husmor der nød sit arbejde alt for meget. Nu når han kiggede nærmere på hende, lagde han mærke til det fedtede hår. Hvornår havde hun sidst været i bad? Planen for idag var allerede lagt. Cathy skulle have sig et bad, og han ville vaske lagenet og sengetøjet der heller ikke lugtede for godt. Det kunne umuligt være andet end usundt at sove og befinde sig i konstant.

Halv englen sov tungt og urokkeligt. Hun flød med de vuggende mørke bølger i afgrunden af hendes belastede sind. Intet mareridt lurede i vandoverfladen, og det var rart til en forandring. Hun kunne sove uden bekymring. Intet ville vække hende. Bortset fra…
Cathy? Hans stemme fik hendes sind til at kaste hende op fra bølgerne og ud i hendes lukkede øjenlåg. Cathy mærkede sengens bløde lagner under sig samt den varme dyne, der omkransede hendes spinkle krop og holdte hende varm. Et knas fra sengens fjedre og en ændring i fordelingen af vægten, fortalte hende at en anden havde begivet sig op i sengens snehvide landskab. Et dybt irriteret støn forlod halvfortæret hendes næsebor, som hun pressede hovedet ned i puden. Og dertil kom smerten hurtigt til hende. Kroppen føltes så tung som bly og en sitrende hovedpine havde sat sig fast på hendes tindinger. Hvorfor skulle han også vække hende nu? Hun havde sovet så godt og endda smertefrit. Varulven havde spoleret det og hun kunne ikke komme udenom hvor irriteret hun var på ham. Specielt da han muntert erklærede, at han havde lavet morgenmad. Og hvad så? Vil du have en præmie eller hvad? Vrissede hun morgensurt ud i rummet. Til hendes held var tanken på fransk, så Roars følelser blev skånet. For nu i hvert fald.
Åh gud. Befri mig vel. Tænkte hun stadig med ansigtet solidt plantet ned i puden, mens hendes næsebor lå fladmast med stor lyd på. Cathy sukkede og så ingen anden vej, end at stå op. Hun rullede langsomt rundt på siden og lyset fra det åbne vindue, skar hende ind i de is blå øjne som hun meget hastigt lukkede i igen, med en tilhørende dum grimasse. Der gik dog ikke længe før hun atter prøvede lykken igen. Og denne gang gik det bedre. Øjnene blev slået op og hun mødte hurtigt Roars smilende ansigt, som han sad der i sengen med den balancerende tallerken med morgenmad. Hvorfor var han pludseligt så glad? Og der gik det op for hende, som en kæmpemæssig lussing mod hendes blege kind. Panik viste sig kortvarigt i hendes øjne. Fuck. Hun havde glemt kysset. Hvorfor havde hun gjort det?! HVORFOR?! Because you like him. You care about him, whether you like it or not. Vrissede hendes samvittighed mellem sammenbidte tænder. Åh gud, hvad havde hun nu rodet sig ud i? Et følelsesmæssigt kaos hobede sig op inde i halv englen, hvis ansigt blev erstattet med følelsesløshed. Hun måtte deale med det senere, besluttede hun sig for.
Med et smertefuldt grynt, fik hun kæmpet sig op og sidde i sengen. Først op på albuerne, og så i et hastigt ryk op på numsen at sidde. Hele tiden med sammenbidte tænder og sammenknebne øjne, der fuldendte hendes smertefulde grimasse. Et lettelsens suk forlod hende, da hun vendte øjnene mod ham igen. Hun rakte ud efter tallerkenen med en rystende hånd, ”Thank you” sagde hun hæst, som hun placerede tallerkenen i hendes skød. Æg, bacon og toastbrød. Det smagte altid lækkert, men hendes indvolde rykkede sig rundt i en demonstration mod alt der var indtageligt. Men Cathy skulle vel forsøge.
Hun tog et par små bidder af æggene, dernæst en lidt større bid af baconen men da hun kom til toastbrødet, sagde hendes mave stop. Hun greb sig selv til munden, som maven vendte sig og sendte en bølge af opkast op i hendes svælg. Halv englen nåede dog at sluge det før, at det for alvor brusede ud af munden på hende. Hendes ansigt talte dog for hendes indre kamp. Man kunne let se at hun var utilpas. Ikke blot på hendes kropsprog, men på den askegrå farve i hendes ansigt, hendes blodskudte blå øjne og hendes hurtige vejrtrækning, som brystkassen knap kunne følge med på. Hendes bevægelser var desuden lettere rystende og små kolde svedperler, sad på hendes pande som fast pynt efterhånden. Det var endnu en dag hvor hun ikke havde fået det bedre.
”Can’t” mumlede hun og skubbede tallerkenen over mod ham. ”Sorry” fortsatte hun og lod de beklagende øjne tale for sig, som hun vendte blikket mod hans glade grå blå øjne. Cathy havde ærligtalt lyst til at græde. Det var ulideligt knap at kunne spise noget – men det var mest ulideligt for hende, at se ham fyldt med så inderligt et håb. Det skinnede ud af ham og hans person. Han var omringet af en gylden aura. Og nu var englen pludselig bange. Efter nattens hændelser, havde hun bundet sig yderligere til ham. Og det var slemt i sig selv.
Op fra overfladen vældede minderne fra gårsdagen op. ”It wasn’t real” de tre ord kunne hurtigt have hentydet til dem to, men det var ikke tilfældet. Hun talte om de forfærdelige syner. ”It wasn’t real” gentog hun hæst og raspende, og begravede derefter sit ansigt i de små hænder af hendes. Fingrene borede sig op i det blonde hår, der nærmest klæbede sig til hendes hud. Det kunne ikke blive mere fedtet end det var. Et dybt suk forlod de tørre læber og efter et par dybe vejrtrækninger, faldt hendes hænder bort og ned i hendes skød. Det var ikke virkeligt. Intet af det var. Bortset fra kysset, dét vidste hun trods alt var virkeligt.
”Can I go outside?” spurgte hun ham efter et par minutters stilhed. Hun lød helt genert. Hun savnede sådan at være udenfor og mærke vinden mod hendes ansigt. Efter nærmere eftertanke så var spørgsmålet egentlig ret dumt, da hun godt vidste hvad svaret alligevel ville være; et nej. ”Can I atleast have a bath.. Please?” endelig vendte hun blikket mod ham. ”I feel terrible and… gross” fortsatte hun og de is blå øjne så noget så bedende op på hans solbrune kønne ansigt. ”You’re gonna have to come with me though. Well… If you don’t mind” hun trak en smule på skuldrene, som hun afventede hans svar samt reaktion. Halv mennesket havde dog på fornemmelsen, at han ikke ville hjælpe hende i bad. Men hun kunne ikke gøre det alene, ikke i denne tilstand. ”I’m not well enough to do it myself, you know” endnu engang lod hun blikket glide mod sine rystende hænder. ”Please?”

Hendes franske ord fyldte hans hoved. Han fattede ikke et ord, men det var tydeligt at høre, at hun var utilfreds. Det var ikke noget nyt. Halvenglen havde aldrig nogensinde været et morgenmenneske. Det dumme smil hang stadig fast på hans ansigt som han betragtede hende, det blev siddende helt indtil hun havde sat sig op, og takkende taget imod tallerkenen. "You're welcome" lød hans svar, og var stadig lige så muntert. Hendes smertefulde grimasser og bevægelser, havde for en gangs skyld ikke sendt en enorm bølge af bekymring igennem varulven. Han havde håb. Ikke kun for de to, men lige så meget for at hun kunne få det bedre, og snart. Intet kunne pille ham ned idag. Heller ikke det faktum, at hun ikke indtog mere end et par bidder af morgenmaden. Selv om det var bekymrende. "It's alright" sagde han, dog uden det tykke lag af optimisme denne gang.  Han hev tallerkenen væk fra hende, og tænkte at bare duften  måtte sende bølger af kvalme igennem hendes maveregion. Hans fingre greb om toastbrødet, inden han satte tallerkenen på det lille natbord. Han var for længst holdt op med at lave to måltider mad. Cathy spiste knap nok noget af det han lavede til hende, så hvorfor smide det ud, når han lige så godt kunne spise op for hende?
Han sad netop og gumlede på det hvide brød, da hun sagde noget igen. Han stoppede i bevægelsen, da han ligesom hende oplevede flashbacks fra nattens begivenheder - dem der var knap så opmuntrende. "No, it wasn't real" forsikrede han hende lettere utydeligt, da han stadig havde munden fuld. Han tyggede af munden, inden han gled længere ind imod sengens midte, for at placere sig mere foran hende. "Hey, it's alright now. You're safe" den muntre tone var væk og var nu blid, men alvorlig. Han havde lyst til at række ud og røre ved hende, men han anede stadig ikke hvilken Cathy han havde med at gøre. Hende der hadede ham indædt, eller hende der i nattens løb havde presset sine læber imod hans. Hvis han nu bare kunne få øjenkontakt med hende, ville han nok have en chance for at regne det ud, men hun så ikke på ham. Heller ikke da hun lod de små hænder falde fra sit ansigt, ikke en gang da hun spurgte om hun kunne få lov til at gå udenfor. "Uhm... I don't think that's a good idea" mumlede han. Han brød sig egentlig ikke om, at sige nej. Hun havde nok godt af noget frisk luft, men hun var stadig for svag. Hun ville ikke kunne komme ned ad trappen, medmindre han bar hende. Ikke nok med det, ville de være nødt til at pakke hende ind i utallige lag, så kulden udenfor ikke skruede op for hendes kommende og gående feber. Og hvad så når de var kommet udenfor? Hun ville insistere på at gå selv, hvilken hun nok ikke ville kunne holde til særlig længe. Det ville være idéelt at få fat i en kørestol til hende, men Cathys stolthed ville nok forhindre hende i, overhovedet at nærme sig sådan en. Hun kom heldigvis hurtigt på andre tanker.
"Yes, of course" svarede han, med et sigende smil. Det var trods alt det der havde været hans plan for idag. "I'll wash the bedding as well" sagde han og pegede ned på dynen, for til dels at pointere at sengetøjet også var ret ulækkert. Hans smil svindede dog en anelse ind, da hun bedte ham om at komme med hende. "Oh..." han kløede sig i nakken, og mærkede at hans hår heller ikke var for rent, for ikke at snakke om resten af ham. Hvornår havde han selv sidst været i bad? Spørgsmålet var ikke om han trængte til et bad, spørgsmålet var om han ville gå i bad med Cathy. Hun havde selv fint pointeret, at hun ikke havde det godt nok til at kunne gøre det selv. Så i virkeligheden havde han vel ikke noget valg. Han var der for at hjælpe hende, og han kunne ikke benægte hende det, når hun endelig selv spurgte om det. "Right... I don't mind" skyndte han sig at sige, efter et par stumme sekunders betænkningstid. Hans øjne flakkede væk fra hende, som han bed ned i toastbrødet og gumlede ihærdigt. Han rejste sig fra sengen, og bed endnu en gang ned i toastbrødet, allerede før han havde slugt den forrige bid. Easy Roar... Breathe.. påmindede han sig selv, imens han tyggede af munden. It's a shower, nothing more. A practical thing... Where you so happen to be naked... Det var lige før han fik toastbrødet galt i halsen. Han rømmede sig akavet, "so... You need help getting to the bathroom?" spurgte han i en besynderlig skinger tone, stadig uden at kigge på hende. Hans tanker var allerede kørt af sporet, og omhandlede langt fra et praktisk bad. Badet i hans tanker var langt fra bussiness, men all pleasure.

I don’t think that’s a good idea. Selvfølgelig. Havde hun forventet at han havde sagt andet? Halv englen sukkede lydløst og et nogenlunde mut ansigtsudtryk brød frem på hendes kønne ansigt. En knude satte sig i hendes bryst. Det spændtes. Hun følte sig som en fange i sit eget hjem. Hvornår havde hun overhovedet sidst været uden for en dør? Det synes at være længe siden efterhånden. Hvirvlen af tanker slog til i styrke. Ville hun nogensinde få det bedre? Eller ville hun leve så miserabelt resten af sit liv? Uden en fungerende hukommelse – fanget i sit hjem og sind. Deprimerende tanker i form af en sort sky sneg sig over hende og det satte sig på hendes blege ansigt. Cathy fortsatte med ikke at kigge på ham. Blikket var fortsat lagt mod hendes hænder i skødet.
Vinden fra vinduet flød ind imellem persiennerne, der raslede mod ruden. Den kolde vinter vind sneg sig ind i værelset og ind under halv englens dyne. Hun gøs og små prikker af gåsehud brød frem på hendes synlige hud. Det var nok det tætteste hun havde været på naturen længe. Trods kulden var det egentlig meget rart. De is blå øjne gled i og hun blokerede Roar ude, blot for en lille stund. Billeder af nøgne træer og en rask hæsblæsende vind, der ramte hendes ansigt – farvede hendes kinder og næse røde. Vinter. En årstid hun egentlig var stor fan af. Men så igen, var der overhovedet en årstid hun ikke kunne lide? Svaret var nej.
Hov. Et spørgsmål var blevet stillet. Hun havde misset flere minutter af virkeligheden. De is blå samt rødsprængte øjne, åbnede sig og for første gang siden hun vågnede vendte hun et spørgende blik mod ham. ”Huh?” mumlede hun spørgende og fugtede læberne med tungen. Han kiggede så akavet ned på hende. De blonde bryn skød sammen. Hvad var der nu? Det tog lidt tid før hun huskede hvad hun havde haft spurgt ham om. Åh ja – badet. Stanken af sved mindede hende bittert om det. Cathy kravlede derfor hen til kanten af sengen. Hun kunne godt gå selv! Benene hendes, blev svunget udover kanten og hun rejste sig hurtigt – måske lidt for hurtigt endda. Hun var nær faldet, men genoptog balancen lige i tide. Hænderne blev holdt afværgende ud foran sig i en jeg-er-okay gestus. På svajende ben nåede hun du til badeværelset.
Hun var yderst omhyggelig med ikke at se sig selv i spejlet. For hun vidste godt at hun ikke ville bryde sig om synet der ville møde hende. Et ligblegt ansigt, med rødsprængte øjne, sorte rander, fedtet blond hår og lidt mere markeret kindben samt kæbe. Hun måtte virkelig til at tage sig sammen med at spise. Om hun så skulle kaste det hele op igen. Hun var i det mindste nød til at forsøge. De små tynde fingre greb om hendes tanktop. Stoffet føltes helt klamt og fugtigt. Hvor længe havde hun ikke også haft den på? Den blev smidt et eller andet tilfældigt sted på gulvet og det samme gjaldt for hendes trusser. Halv mennesket vendte sig mod varulven, der stod ved karbadet. Hun tog et enkelt skridt, så hun nu stod ved hans side. Hun kunne føle dampen fra vandet, ramme hende i ansigtet. Hun frøs i øjeblikket og det kunne ses på hendes kropsholdning - armene var lagt over kors og de små negle pressede sig ind mod huden der var belagt af gåsehud. ”I need help getting in” mumlede hun til ham og kørte en lettere rystende hånd igennem det fedtede blonde hår. Et bad ville virkelig gøre godt. I mellemtiden afventede hun ham. Han måtte godt til at skynde sig dog, for hendes ben føltes som gelé - der var ikke lang tid til før hendes stædighed ville få hende til at falde. Igen.

Han bemærkede slet ikke, at hun havde været fraværende i noget tid. Han overvejede slet ikke, at det var mærkværdigt at der ikke kom et svar på hans spørgsmål. Hans egne tanker var rejst et andet sted hen. Han stod og stirrede ud i luften ved siden af sengen, med resterne af toastbrødet halvt hævet op til munden. Han kunne ikke lade være. I hans hoved kørte det ene scenarie efter det andet, hvor han udnyttede dette bad til hans egen fordel. Hvor nemt ville det ikke være, at vende situationen til noget seksuelt i stedet for noget praktisk? De kom til at være nøgne, og han ville være nødt til at røre ved hende... Billederne forsvandt brat, da han fangede bevægelse ud af øjenkrogen. I stedet for at tage imod hjælp, så det ud til at Cathy stædigt havde bestemt sig for at hun godt kunne gå selv. Typisk. Hendes bevægelser tydede dog på noget andet. Han trådte et par skridt hen imod hende, lige som hun genvandt balancen. Den gestus hun lavede med hænderne, gjorde det klart at han hverken skulle sige eller gøre noget for at hjælpe hende. Han sukkede opgivende, inden han smed det halv spiste stykke brød tilbage på tallerkenen og fulgte efter hende ud på badeværelset. Hans appetit for mad pludselig fraværende.
Han prøvede ihærdigt at fokusere på sine bevægelser som han stak proppen ned i badekarets dræn og tændte for vandet. Han støttede med begge sine hænder på karets kant, og lukkede øjnene i et forsøg på at sende sit fokus imod lyden af vandet. En dårlig idé, da indersiden af hans øjenlåg kun viste distraherende billeder af ham og Cathy. I need help getting in... Hendes stemme sendte ham op i en oprejst stilling. Han vendte sig imod hende. "Right". Det første hans blik fangede var hendes isblå øjne. Ud af øjenkrogen så han hendes bare skuldre. Han kunne ikke stoppe de gråblå øjne i at rejse videre. Hendes bryster. Det føltes som om de stirrede på ham, ligesom han netop stod og stirrede... Som en eller anden idiot. Før hans blik kunne vandre videre tvang han det op til hendes kønne blå øjne igen. "Right..." mumlede han igen, tilsyneladende upåvirket af at have stirret sådan på hende. Han lagde en hånd lige over hendes hofte, og en rundt om hendes arm, så hun kunne støtte sig til ham. Han fik guidet hende over karets kant, og ned at sidde. Han rettede sig op, og lignede en der ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. "Uhm... I'll be right back" mumlede han, inden han vendte rundt på hælen og forsvandt ud af rummet. Han endte i køkkenet, væk fra badeværelsets døråbning så hun ikke kunne se ham. "Jeez, Roar. Stop thinking with your cock!" hvæsede han lavmælt af sig selv. Det var en lettere umulig opgave, det var næsten som at bede ham om at droppe den australske accent der hang ved hvert ord han sagde. She's sick for crying out loud! Han slog frustreret ud i luften og endte ved køkkendisken som han lænede sig op ad. Just calm down! Efter adskillige dybe vejrtrækninger skubbede han sig væk fra køkkendisken, og bevægede sig med langsomme skridt tilbage imod badeværelset. Karet måtte også snart være fyldt. Just focus! Endnu en dyb vejrtrækning.
Han undgik at kigge på hende da han trådte ind på badeværelset, og styrede direkte imod badekaret for at slukke for vandet. Uden at sige noget stillede han sig, så han ikke engang kunne fange hende ud af øjenkrogen. Mekanisk klædte han sig af, trak vejret dybt endnu en gang og vendte sig endelig om imod hende. Hans ansigt var en neutral maske, som han trådte hen imod badekaret og svang benet over kanten. Han sænkede sig ned i vandet bag hende, så hans ben nærmest omfavnede hende. Der var ikke meget plads i badekarret, og han var tvunget til at sidde næsten helt op af hende. Han modstod trangen til at ligge sine hænder på hende, og igangsætte de tanker han for nu havde kontrol over. "So..." begyndte han lidt tøvende. "How are we gonna do this?" det burde være åbenlyst, men i øjeblikket tænkte han ikke helt klart. Han havde til dels heller ikke noget imod at trække det hele ud. På den anden side ville han bare gerne have det overstået så hurtigt som muligt.

Hvorfor stirrede han sådan på hende? Der gik et par sekunder efter, at han havde fundet hendes is blå øjne igen, at det gik op for hende hvor på hendes krop han havde stirret. Halv englen kunne ikke undgå at slippe et øjenrul og hun var sikker på at han bemærkede det. Han greb så om hende. Roar føltes helt kold mod hendes febervarme hud. Det var underligt, for det plejede at være modsat. Hun var altid køligere end ham. Hun en isboks, ham et varmeapparat. Men rollerne var blevet modsat, og hun kunne ikke undgå at føle sig super lille og ynkelig. Hun kunne jo for helvede ikke noget selv. Egentlig synes hun også, at det var ret ydmygende at hun skulle have hjælp til at tage et bad, men hun ignorerede det stædigt – mest for ikke at drive sig selv helt ned i kulkælderen. En fod blev guidet ned i vandet og herefter fulgte resten af hendes krop. Roar var temmelig forsigtig med hende, synes hun. Helt ærligt, så nemt knækkede hun altså heller ikke? Med en hurtig kommentar, flygtede han fluks ud af badeværelset. Cathy sukkede dybt og højlydt – så hun var sikker på, at han kunne høre det. Virkelig? Hvad fanden var hans problem nu? Vandet flød lunt mod hendes ankler og hævede sig længere og længere op, som tiden gik. Hun sad med krummet ryg og stirrede tomt ned på vandet som, hendes hænder lagde sig legende mod overfladen af det hurtigt flydende vand. Halv menneskets opfatning af tid og rum, fungerede ikke optimalt, så hun vidste ikke hvor længe der gik før han atter kom tilbage. Hun hævede blikket, da han slukkede vandet. De blonde bryn skød sammen. Han virkede så mekanisk lige pludseligt. Hun fjernede dog blikket fra ham, da han begyndte at klæde sig af. Mest for ikke at gøre det mere akavet. Hvorfor agerede han også som en lille teenagedreng i starten af sin pubertet? Det var jo ikke fordi han ikke havde set hende nøgen før. Hun gøs helt ved tanken og hendes ansigt simulerede et ikke-så-tilfreds ansigt. Hun fortrød det. Men kun lidt – hvilket hun ikke var så tilfreds med. Hun burde jo foragte ham. Og hvorfor gav hun ham også det kys i går? Det var som om at hun havde gjort det mere akavet mellem dem. For helvede også.
Hun rykkede lidt frem i badekaret, så han kunne komme til. Badekaret var ikke ligefrem det største – og det var desuden nok heller ikke beregnet til to personer. Det var vel også en advarsel og en løftet pegefinger nok i sig selv. Cathy følte lidt at hun var ude på dybt vand. Hun forsøgte febrilsk at træde vande, så hun ikke ville synke til bunden i de der perfekte grå blå øjne. Det ville være katastrofalt af hende.
Da han havde sat sig til rette, lænede hun sig bagud så hendes nøgne ryg stødte mod hans bryst. Hovedet fulgte med og et dybt suk forlod hendes læber, der blev fugtet med tungen. Hans spørgsmål irriterede hende lidt. Alt ved ham irriterede hende i øjeblikket. ”First of all, stop being such a wuss about this” mumlede hun mellem sammenbidte tænder. ”Second of all, grab the sponge” hun pegede op mod en blå svamp der var lidt længere oppe, på en hylde der var monteret i væggen. Hendes arm faldt derefter lidt voldsomt tilbage ned i vandet, så det sprøjtede op i stakkels Roars øjne. Indeni frydede hun sig lidt. Det havde været lidt med vilje. ”And help me get cleaned?” hun vendte endelig sine blå øjne op mod ham og sendte ham et lettere tvunget smil. Cathy lænede sig frem, så hun fjernede kontakten med hans hud. ”I’ll get my hair wet, so it’ll be easier for you” mumlede hun videre og strakte en arm op, drejede sin overkrop mod ham igen og lænede sig ind for at tænde for brusehovedet. ”Close your eyes” advarede hun ham med et kort blik, inden hun tændte.
Vand strømmede ned af brusehovedet øverst oppe og gjorde både hende og Roar våd. Hun lukkede selv sine øjne og vendte sig på sine knæ, så hun sad mod ham i stedet. Hun lod en hånd køre igennem håret, mens den anden skærmede for hendes øjne, som hun åbnede op for at se på ham. Hun smilte lidt og lænede sig længere ind mod ham, for at nå hans krøllede lokker som hun kørte rundt i cirkler. ”You okay Kangaroo-Boy?” spurgte hun, nu lidt med mere kraft i stemmen. Vandet faldt stadig stødt ned over dem og hendes smil bredte sig mere og mere til hendes øjne, der lyste op i en varm glød. ”I’m singing in the rain.. I’m singing in the rain…” sang hun efterfulgt af et lille grin. Det havde været hendes go-to sang som barn, når hun var i bad. Hånden fra hans hår bevægede sig ned over hans kind og ned langs hans kæbe og stoppede ved hans hage. ”Cheer up, Roar” smilede hun tandløst. Hun havde det underligt bedre nu. Hvor længe mon det ville vare?

Han stivnede da hun lænede sig tilbage imod ham. Trangen til at omfavne hende opstod øjeblikkeligt, men han lod stædigt armene blive liggende på badekarrets kanter. Han greb fat med begge hænder, så han var sikker på hans lemmer ikke reagerede af sig selv imod hans vilje. Det ville først gøre det hele mere akavet. Med en lydløs, dyb vejrtrækning tvang han sig selv til at slappe af. Det varede dog ikke særlig længe. Stop being such a wuss about this... Han kunne ikke benægte at hun havde ret, han burde ikke være så akavet omkring et bad. Men gud, hvor var det irriterende at hun sagde det højt. Han bed tænderne hårdt sammen, for ikke at spytte en spydig kommentar ud. Et skænderi ville bare trække det hele mere ud. Dette bad skulle bare overstås så hurtigt som muligt.
Hans blik fulgte hendes pegende hånd, og havde lige netop indtaget den blå svamp der blev omtalt, inden han var tvunget til at knibe øjnene hårdt i, for ikke at få vand i dem. Hun havde gjort det med vilje, han var sikker på det. Med en hidsig bevægelse fjernede han vandet fra sine øjne. Det blik han sendte ned imod hende, var langt fra venligt. Uden et ord rakte han op, og tog svampen ned fra hylden. Han slap den ligegyldigt, og lod den flyde på vandets overflade.
Egentlig gjorde det det hele nemmere, at Cathy var så irriterende. Hans tanker gik i øjeblikket ikke på at vende situationen til hans egen fordel. Lige nu ville han gerne bare have hende ren, og smidt i seng igen. Hvis hun sov, kunne hun ikke være irriterende.
I det mindste advarede hun ham denne gang, inden hun sendte vand i øjnene på ham. Han lukkede øjnene, og lod vandet rende ned over sig, imens en utilfreds mine prydede hans ansigt. Snart mærkede han hendes hånd i sit hår, og imod hans vilje lettede hendes berøring på hans irritation. "I'm fine" mumlede han, og lod være med at krydse armene foran sig, som et stædigt barn. Det ville sikkert more hende. Det trak i hans mundvige da hun begyndte at synge, og han måtte desværre nok indrømme, at han ikke kunne være irriteret på hende længe, nu når hun virkede til at være i bedre humør. Til trods for det varme vand, løb der en kuldegysning igennem ham, da hendes fingre bevægede sig ned over hans kæbe og stoppede ved hans hage. Han slog øjnene op. "I'm perfectly cheery" lød det tørt og sarkastisk fra ham, men de gråblå øjne var varme og venlige. Et lille smil viste sig også på hans læber, inden han drejede overkroppen for at række om og slukke for vandet. Hans blik fangede hendes, og denne gang lod han ikke sine øjne vandre. I stedet lænede han sig frem og lagde en hånd på hver af hendes skuldre. "Now turn around, and I'll wash your hair" sagde han, imens han guidede hende rundt, så hendes ryg var vendt imod ham igen. Hans hånd greb om shampoo’en oppe på hylden, og snart efter lå en klat af indholdet i hans håndflade. Han spredte det ud i begge håndflader, inden han med en kort tøven lagde begge hænder på toppen af hendes hoved. Med cirklende bevægelser spredte han shampoo’en udover hendes hovedbund, og kørte derefter fingrene igennem det lange, lettere filtrede blonde hår. Så blidt som det var muligt, prøvede han at udglatte nogen af de blonde knuder. ”Tell me if this hurts” mumlede han, i dyb koncentration. Hans tungespids stak ud imellem hans læber nær den ene mundvige, som sad han overfor en yderst kompliceret opgave, der opfyldte kriterierne for at ”holde tungen lige i munden”.  Han måtte dog give op, og indse at hans fingre ikke kunne fuldføre jobbet, hun havde brug for en hårbørste. Til gengæld ville det være rent, når hun stod overfor den besværlige opgave at skulle rede sit hår senere. Eller ville den opgave også falde på ham? Bare tanken fik ham til at ytre et opgivende suk. ”Alright, I’m gonna turn the water on again” advarede han, så hun kunne nå at lukke sine øjne. Vandet strømmede ned over dem begge endnu en gang, og hans hænder var i hendes hår igen. Hans fingre strøg henover hendes hovedbund i masserende bevægelser. Han tvivlede et øjeblik på, om han overhovedet gjorde det rigtigt. Han havde aldrig vasket en piges hår før. Når han havde været i bad med en af modsatte køn, gik det så sandelig ikke ud på at vaske hinanden på ryggen. Shit… De billeder havde han succesfuldt holdt i skak… Indtil nu. Hans fingre stivnede i hendes hår, og fjernede sig også snart helt fra hende. Han stirrede stift frem, og så shampoo’en forsvinde ud af hendes hår med vandet fra brusehovedet. Stop being such a wuss about this… Hendes stemme ekkoede igennem hans sind, og fik ham til at bide ned i underlæben. Med en dyb vejrtrækning rakte han om bag sig, og slukkede for vandet. Han ville overkomme det her. Hun skulle ikke have ret. Med sammenbidte tænder greb han om svampen, der stadig flød rundt lidt væk fra ham. Vandet der havde samlet sig deri flød ud imellem hans fingre og plaskede højlydt ned i karret.
Kort efter skummede den blå svamp over med sæbe. Han sad nu og stirrede på hendes nøgne ryg, uvidende om hvor han skulle starte. Han kunne vel lige så godt starte med det der var først for. Han samlede hendes hår, og svang det henover hendes skulder, inden han gned svampen henover hendes ene skulderblad. Svampen rejste rundt i cirklende bevægelser og havde snart berørt alt hendes hud på ryggen, fra lige under nakken, til lige over hendes lænd. So far so good… Tænkte han anstrengt, inden han i en akavet bevægelse tog fat om hendes arm og løftede den i vejret, så han havde adgang til hendes armhule. Stilheden der hang imellem dem, gjorde det ikke lige frem lettere. Men hvad skulle han overhovedet sige? Efter at have vasket hende under den anden arm, var han nødsaget til at rykke tættere på for at få resten af hendes arme indsmurt i sæbe også. En enkelt centimeter eller to afholdte dem fra at røre hinanden. Desværre havde han nu overstået den nemme del, som havde været anstrengende nok for hans tanker i sig selv. Det lurede i hans baghoved. Billederne. Og lysten til at gøre dem til virkelighed. Focus! You’re almost done… Han bed tænderne sammen, og tvang sig selv i bevægelse. Svampen kørte henover hendes kraveben. Bevægelsen blev gentaget en gang mere end det var nødvendigt, inden svampen rejste længere ned ad. Han var enormt fokuseret på, ikke at røre hende. Men uden han ville det, drejede hans tanker sig til, at der ikke var andet end en svamp, der forhindrede ham i at røre ved hendes bryst. So damn close… De få centimeter der adskilte dem var pludselig væk, og hans anden hånd havde sneget sig ned og lagt sig på hendes hofte. Svampen bevægede sig i langsomme, kælende strøg henover hendes overkrop og havde snart kurs længere sydpå. Han lænede sig frem, og undslap et tungt, skælvende åndedræt, med intentioner om at lade sine læber ramme hendes hals. Han var så tæt på, da fornuften brat brød igennem. WHAT ARE YOU DOING?! Han stivnede. I et voldsomt ryk rettede han sig op, slap svampen og tog sine hænder til sig, inden han rykkede bagud, væk fra hende. Så langt som badekarrets længde ville tillade det. Hvilket desværre ikke var særlig meget. Han rømmede sig akavet. ”Yeah… Uhm… I think we’re done” kvækkede han, og missede at han egentlig stadig manglede at vaske sæben af hende. Det kunne bruseren sørge for. Hans fokus var i den grad brudt og han var ret sikker på, at han ville have meget besvær med at genvinde koncentrationen så længe han sad nøgen i et badekar sammen med Cathy.

Åh, det morede hende hvor sur han så ud. En fryd bredte sig i kroppen på hende og halv englen smilede lettere slesk til varulven. Hun lagde end ikke skjul på sin glæde, da hans hårde grå øjne fandt hendes smilende blå. Det var herligt.
Som vandet rislede ned over dem og efter hendes lille spontane glædessang, kunne hun ikke lade være med at grine let og melodisk da han tørt samt yderst sarkastisk udbrød, at han da var perfectly cheery. ”As if” lo hun som modspil og hævede et blondt bryn. Deres blikke mødtes og han så ud til at være mindre vred nu – han så nemlig venligt på hende og hun gengældte det, med et tandløst samt yderst sødt smil. Cathy lod sig svinge rundt, så han kunne få hendes hår vasket. Cathy bøjede hovedet ned mod brystet. Det var så underlig en følelse, der sad i kroppen på hende. Hvorfor føltes det så naturligt at være nøgen med ham? Normalt var hun mere blufærdig, men ikke med ham. Det irriterede hende faktisk lidt. Hvad var det der var med dem to? Det var så yderst frustrerende at hun intet kunne huske. De minder de havde haft sammen var væk – ville de nogensinde komme tilbage? Og hvad skulle der ske når/hvis hun blev rask igen? Ville han så forsvinde ud af hendes liv? Ville hun aldrig få ham at se igen så? Det vejede tungt i maven på hende da det gik op for hende at hun egentlig ikke, ville have at han skulle forsvinde – du ved sådan helt. Lidt måtte han da gerne for, han gik hende virkelig på nerverne til tider.
Halv englen blev meget brat kastet tilbage til virkeligheden. ”Av!” udbrød halv englen voldsomt, da Roars fingre filtrede sig ind i en knude i hendes blonde hår. Hun hev stædigt til ved at læne sig forover i karet og et højlydt klynk forlod hendes læber. Han proklamerede dernæst at han havde givet op og åbnede dernæst for vandet. Hun var en smule tilbageholdene da hun lænede sig tilbage mod ham. Hvis hun havde haft øjne i nakken så havde hun uden tvivl skulet ondt til ham. Det gjorde altså ondt. Han gjorde dog op for det, som hans fingre sneg sig op i hendes hovedbund og masserede. Hun blødte dernæst mere op og lænede sig lidt mere tilbage mod ham. De kønne blå øjne forblev lukket i.

Svampens bløde materiale strøg nænsomt over hendes smalle ryg. Der var stille imellem dem. Men hvad skulle hun også sige? Han kunne jo ikke en gang fordrage hende. Hvorfor var det egentlig at han stadig var her? Mekanisk hævede halv englen sine arme langt op i vejret, så Roar kunne komme til med svampen. De blå øjne var fortsat lukket i. Det dunkede i hendes tindinger og hun blev mere og mere døsig for hvert sekund og svampestrøg der gik.
Havde hun sovet? Cathy havde fuldkommen misset at svampen kørte blidt rundt på hendes overkrop. Men hun var så træt og det var så behageligt. De hvide tænder af hendes fandt hendes underlæbe og hun bed let ned. Varulvens hånd havde i mellemtiden fundet plads på hendes hofte og langsomt, i en pirrende bevægelse, gled svampen længere ned mod syd. Hun kunne mærke hans åndedræt mod hendes blottede hals. Hendes mave slog spændt knuder og hun afventede ham fuldkommen opslugt af intense tanker om dem. Det hang tykt i luften de indåndede. Det var ikke til at misse, hvad der nu ville ske.
Men det stoppede brat. Så brat som det overhovedet var opstået. Roar røg tilbage i badekaret og Cathys øjne åbnede sig i forvirring over, hvad der lige var sket. Han havde uden tvivl stoppet det, da det var gået op for ham hvad de var på vej til at gøre. Hun havde fået en dårlig smag i munden, men alligevel kunne hun ikke undgå at føle sig skuffet. En del af hende ville gerne have haft at han skulle blive ved. At hans hænder skulle røre hende, at hans læber ville kysse hende. For helvede.

Et lille bitte skud af adrenalin kørte fortsat rundt i blodet på halv mennesket, der lænede sig tilbage mod ham efter, at han havde erklæret at de var færdige. Men det var de langt fra. Djævlen havde indtrådt i hendes øjne og hun ville lege med ham. Ligesom han havde gjort det mod hende tidligere.

Hun satte sine perlehvide tænder mod hans skarpe kæbelinje. ”We’re not done yet” udåndede hun dybt, som hendes rosa røde læber strøg ned af hans hals. Hendes hånd rakte ud efter hans, der havde placeret sig på kanten af karet. Hun greb fat, og langsomt i en lettere spændt bevægelse, lod hun hans hånd komme tættere hendes nøgne overkrop der lå blottet, til fri skue. Men før at han kunne nå at røre hende, stoppede hun hans hånd få centimeter fra hendes bryst. ”Touch me” hviskede halv englen forførende mod hans øre. Hendes tænder greb blidt fat i hans øreflip og gav et lille nap, ”Please…. Roar” hans navn kom ud som et længselsfuldt støn og hun sørgede for at vride sig en anelse i karet, blot for at gøre fristelsen større. Kunne han mon modstå hende? Gid han ville. Men hun løj for sig selv. Hun ville gerne, meget endda. Det var frustrerende. Hun kendte nærmest ikke sig selv i øjeblikket.

Varulvens tanker var et kæmpe kaos. Billederne fløj henover hans nethinde, imens benægtende sætninger blev skreget henover. Han kneb øjnene hårdt i, og hans greb strammedes omkring badekarrets kant. Breathe, påmindede han sig selv, og slugte en mundfuld luft der virkede utilstrækkelig. Efter et par dybe vejrtrækninger, løsnede han sit greb. Billeder kørte stadig, som en forvirrende film for hans indre øje. Stop! beordrede han og bed tænderne hårdt sammen, som han med en mental kraftanstrengelse forsøgte at få kontrol over sig selv. De lukkede øjne hjalp ikke, men hvis han åbnede dem ville han have udsyn til Cathys nøgne hud. Nøgne krop. Nøgne Cathy… Shit!
Hun gjorde det så sandelig heller ikke nemt for ham. Han stivnede da han mærkede hende læne sig imod ham. Et skarpt gisp kunne høres. Vejret holdte han stædigt inde. Hendes duft ville drive ham til vanvid, og han var så tæt på at glide udover kanten allerede. Havde hun nogen som helst idé om hvad hun gjorde ved ham? Hun ville ikke kunne undgå at ligge mærke til hvor opstemt han var. Selv samme opstemthed prikkede hende lige nu i ryggen som hun lå der og gjorde sig til. Følelsen af hendes tænder der strejfede hans kæbelinje sendte kuldegysninger igennem kroppen på ham. We’re not done yet… De forførende ord slangede sig igennem hans øregange og helt ind i hans sind. Skabte nye billeder for hans nethinde og smed endnu mere brænde på hans bål af tvivl, egoisme og ganske simpel lyst. De bløde læber af hendes rejste videre ned ad hans hals. Åh ja, hun vidste præcis hvad hun gjorde ved ham, og hun spillede ikke fair. Hendes små fingre lukkede sig om hans håndled, og først nu åbnede han de gråblå øjne. De fulgte hans hånd som hun guidede den væk fra karrets kant, og han lod hende gøre det. Touch me… De hviskende ord rungede igennem ham, som var de sagt igennem en megafon. Tænderne omkring hans øreflip sendte endnu en bølge af kuldegysninger igennem ham, og en skarp vejrtrækning blev atter trukket. Den grønne duft af sommer fyldte hans næsebor, og nedbrød mere af hans allerede krakelerende væg af viljestyrke. Der var ikke mere tilbage da hun stønnede hans navn.
Intenst begær hvilede i den gråblå farve da han sendte sine øjne imod hendes. No… Benægtelsen var svag, et fjernt ekko bagerst i hans hoved. Af alle tidspunkter valgte fornuften af gøre sin entré nu, da det nærmest allerede var for sent. Roar sendte blikket tilbage til sin hånd, hængende der over hendes bryst. Så tæt på, og alligevel tøvede han. She’s asking for it var hans svar til den fornuftige stemme, hvis ekko stadig lød. She WANTS me to do it! Mere logik skulle der ikke til. Han nærmest eksploderede i bevægelse efter at have været en stædig statue i noget der føltes som en evighed. Hendes bryst var i hans hånd. Armen der havde hvilet på badekarrets kant røg i vandet med et højlydt plask, omfavnede hendes torso og trak hende tættere ind til ham og mere op at sidde.
Han havde ikke lyst til at se triumfen i hendes kønne øjne. Hun havde forført ham. Han følte ingen skam, men det faktum at hun havde vundet, at hun havde overtalt ham så let resulterede i blandede følelser. For de burde virkelig ikke… Så da han vendte sit ansigt imod hendes, lå hans blik på hendes læber. Hans mund var på hendes før hun kunne nå at komme med nogen kommentarer, flere forførende ord, eller et triumferende smil. De sammenbidte tænder skiltes endelig, de spændte muskler gav slip. Begæret levede stadig i hans indre, og skyllede igennem ham som bølger af varme. Hans læber bevægede sig grådigt og utålmodigt imod hendes. Snart skilte han hendes læber ad og lod sin tunge glide insisterende ind i hendes mund. Hånden tog et fastere greb om hendes bryst. Touch me… Please Roar… Hendes forespørgsel lød om og om igen for hans indre øre. Han slap hendes læber, og havde kort efter placeret sine imod hendes hals. Armen der var omkring livet på hende løsnede sig, og hans hånd kørte langsomt ned over hendes mave og endte imellem hendes ben. Hans fingre berørte hendes skamlæber, kørte op og ned i et pirrende langsomt tempo, imens han plantede intense kys langs hendes hals. Hans fingre skilte hendes nedre læber ad og cirklede nu hendes åbning. Han gentog bevægelsen i et langt øjeblik, så længe at det næsten ikke var fair, og lod endelig en finger glide indenfor. Langsomt, uendelig langsomt bevægede hans finger sig inde i hende. Gradvist steg tempoet, og så stoppede han brat. Efter et øjeblik fjernede han sine fingre fra hende. Kyssene imod hendes hals stoppede ligeså, og et lumsk smil hvilede på varulvens læber. Han ville have hende til at hungre. Hungre efter ham.
For hvert tungt åndedræt han tog, fyldte hendes naturlige parfume hans næsebor. Han kunne ikke stoppe sig selv i at sætte sin næse imod huden på hendes hals. Han snusede højlydt og grådigt ind. ”You smell intoxicating, you know that?” åndede han, og forestillede sig lettere skadefro at hun på nuværende tidspunkt var fuldstændig ligeglad. Hans læber strejfede hendes øre ved hans næste ord. ”It drives me crazy” erklærede han med en dyb, intens stemme. Han lod sine tænder strejfe hendes hals, inden han blidt satte dem i hendes hud der hvor hendes hals mødte skulderen.
Og nu hvor hun forhåbentlig troede at det hele var ovre, fandt hans fingre en ny destination. Hendes følsomme punkt var under hans fingerspidser og han kærtegnede hende insisterende. Hans arm omsluttede sig hendes liv en gang til, og trak hende tættere på ham. Han pressede sit underliv hårdere imod hende, så hun virkelig kunne mærke hvor meget han havde lyst til hende. ”You drive me crazy” hviskede han i hendes øre, inden han endnu engang dækkede hendes hals med intense kys.