And so we begin (Yurie)

Tid: 24:00
Sted: Yurie’s Hus
Vejr: Stille, overskyet, kunne eventuelt komme til at regne senere
Omgivelser: Eventuelt nogle dyr i nærheden af huset, ellers ingen levende

Endnu engang var han sendt ud på heltegerninger, eller… det kunne diskuteres om det var heltegerninger, trods alt var han bare sendt ud for at skaffe denne Yuire, trods alt havde han ikke fået særlig meget information. Han lukkede sine øjne og brugte sine sanser for at fornemme om der eventuelt kunne havde været nogen eller noget som skulle være i nærheden, alt fra uønskede gæster til den person han ledte efter, men ingenting. Mistænksomt, han åbnede sine øjne igen, og fortsatte over til det meget, japansk stilede hus, selvfølgelig kunne han ikke lade være med at få tanker straks da han havde set huset, enten var personen japansk og havde boet der i mange år, måske var personen der slet ikke og huset havde været en del af noget andet, eller også kunne det være en eller anden.. hvad kaldte man det nu om dage? Weeaboo eller sådan noget? Som havde fået endnu en mærkelig idé og bare efterladt huset, eller var blevet dræbt på grund af væsner som havde lyst, trods alt.. så var der ikke ligefrem naboer herude, og et hus for sig selv så øde, virkede næsten som en indbydelse til en buffet for den rette vampyr. Dog var det ikke det som han var ude efter, ak nej, han var ude efter Yurie, hun skulle trods alt til et møde, så straks at han havde fundet hende og fortalt hende hvordan landet hang sammen.

Dog var det ikke det som det omhandlede nu, nu skulle han først finde hende, hvilket jo kun kunne gøres på en måde, med en fast beslutning og et sekund senere stod han allerede oppe ved døren til det japanske hus.
Hans hånd gled langsomt over døren for ligesom at få en fornemmelse af om der virkelig var nogen derinde, her brugte han sin hørelse til at ane om der var nogen hjertebanken, men igen, ingenting, selvfølgelig var der væsner som kunne skjule sig selv, eller det kunne være en person som var død og derfor ikke havde noget bankende hjerte, uanset hvad, så foldede han sin hånd sammen til en knytnævne og bankede adskillige gange på døren. Selvom det ikke altid var hans stil at være høflig, så var det her noget andet, og netop derfor var det også grunden til at han ikke havde taget den største og tungeste sten og smidt den gennem døren, hvilket han nok ville havde gjort normalt.

Yurie sad ude i hendes baghave. Hun sad på jorden under det store kirsebær træ, som efterhånden ikke havde det så godt længere. Hun sukkede svagt og kiggede ned af sig selv. Der var gået 14 dage nu, siden hun var død og hun havde søgt ud til hendes gamle hus her, hvilket var blevet efterladt.

Den unge og utrolig smukke japanske kvinde rejste sig op og kiggede ud over den lille sø som lå i hendes baghave.

Hun var iklædt den lange hvide og åbne kimono, det hvide lingeri undertøj, det tøj som hun var blevet dræbt i. Hun havde 4 kniv sår, 3 i maven og 1 I brystkasse ven jerte, samt en masse blå mærker på hendes mave efter de mange slag som Zuresh havde givet hende, da han havde slået hende ihjel.

Yurie trak noget af hende lange hår om bag øret, det hang lidt fedtet og gik hende ned til lænden. Hun havde været meget syg da hun døde, så hun var meget blegere end normale spøgelser og hele hendes krop var lidt gennemsigtig.

Hun hørte pludselig banken på døren og så sig om. Hun vendte sig, om forskrækket. Hvem var det?

Yurie bevægede sig hurtigt op til huset igen, gik op igennem køkkenet gennem den åbne væg, som var lavet af rispapir.

"Hvem der?" Spurgte hun imens hun kiggede på døren i den anden ende af gangen. Hendes stemme var meget tydelig men en form for ekko var i den.

Stemmen gav en fornemmelse af uvished, så der havde i sandelig været nogen i huset, og nogen han ikke havde mærket eller fornemmet, ikke et levende væsen, det var sikkert, ellers havde han hørt personen bevæge sig, selvfølgelig kunne det godt havde været en som kunne gå næsten lydløst, men i det her tilfælde kunne man heller ikke høre et hjerteslag, så en vampyr havde været mulig men den umildbare lugt af død som en vampyr ville have haft ville havde afsløret personen, så ud fra sin konklusion, måtte det være et spøgelse som han havde med at gøre, hvad Zuresh dog ville med et spøgelse var dog mærkeligt, først havde han fået ham til at skaffe Caleb en forholdsvis ung vampyr, og nu et spøgelse? Hvilken leg var han med i? Uanset hvad, skulle han ikke bare stå og tænke, personen ville trods alt tro at han var gået eller var ude på andre ting ”Jeg kommer med lidt forskelligt information, men for at være helt ærlig, så vil jeg hellere tale med dig ansigt til ansigt, end at jeg taler til en dør” han prøvede at lyde så venlig som muligt, for ikke at skræmme hende, stemmen havde afsløret at det var en kvinde som havde gemt sig indenfor husets vægge, og selvom det næppe havde været et problem for ham at bryde ind, så gjorde han det stadig ikke, han besluttede sig dog for at tage sine sko af, og stillede dem ved siden af døren igen prøvede han at lyde så venlig som muligt ”Jeg har taget skoene af, så vidt jeg ved, er det en skik at tage dem af, godt nok er det normalt i genkaen men jeg bærer intet ondt med mig” han ventede på hendes reaktion, forhåbentligt ville hun forstå at han intet ondt ville, og for at være ærlig, var han i gang med at planlægge hvis hun ikke gik med frivilligt hvordan han så skulle tvinge et spøgelse til at komme med ham, dog var det ikke umuligt, men tiden måtte fortælle ham om det var det, der blev muligt, eller om han kunne overtale hende til at komme med frivilligt, den sidste metode tiltalte ham altid mindst, men uanset hvad, var det metoden som han havde valgt at bruge igen. Plus hvis hun og Caleb havde noget sammen, ville det næppe være en fordel hvis Yurie var halvdød, altså.. mere end hun allerede var, og blev vist sådan overfor Caleb, hvis begge var i god stand, ville de også kunne se Zuresh’ hengivenhed overfor at holde dem på god fod.

Hun kiggede op da han snakkede igen og hun hørte hans ord, dog var hun stadig på vagt. Hvad ville han? Hun vidste det virkelig ikke og brød dig ikke om at nogen fremmed ville komme herud efter hende. Dette måtte helt klart have noget med nogen hun kendte at gøre, dog vidste hun ikke hvorfor?

"Kom bare ind.." mumlede hun imens hun gled forbi gangen og gik ind i hendes stuen. Hendes bevægelser var helt lydløse og hendes kimono bølgede efter hende sammen med hendes hår.

Yurie var køn, meget køn af en asiatisk kvinde. Hun havde flere former end dem og hun blev meget bevidst omkring at hun lige nu var halvnøgen. Dog kunne hun intet gøre ved det. Hvis hun lukkede hendes kimono, så ville den bare glide op igen, hvilket var et stort problem..

Hun kiggede over hendes skulde,r vidste ikke om fyren ville gå med ind. Men hendes sorte og døde øjne kiggede efter ham imens hun stod over i hjørnet af hendes stue og ventede. Hun gnbbede lidt de mørke skygger under hendes øjne og hun følte sig meget rastløs lige nu..

Stemmen lød igen, og denne gang, mere venlig, han blev nemlig budt indenfor, dog ikke fysisk som man ellers normalt ville havde gjort, så havde personen trods alt åbnet døren for en, og sagt ’velkommen’ eller ’kom bare ind’ men ikke denne gang, så var det noget han selv skulle stå for, ikke fordi det generede ham det største, men der var dog noget over denne farce, noget som gjorde ham mere opmærksom på at kvinden var nervøs, opmærksom eller endda bange for ham, hvilket man normalt ikke ville have uden en grund, dog fandt han også hurtigt ud af det da han åbnede døren og trådte indenfor, det japansk stilede hus udenfor var ligeså japansk indvendigt han lod sine øjne glide over de mindste detaljer som huset besad, alt fra gulvet til loftet, hvordan en edderkop havde lavet redde i et hjørne til Yurie, hans øjne opfangede hurtigt at hun stod og gemte sig i et helt andet hjørne, og dernæst så han også at hans formodninger var korrekte, hun var et spøgelse, og grunden til hendes død var også klar nok, de fire stiksår hun havde modtaget, afslørede det. Selvom hun var et spøgelse måtte han da give hende, at hun i sin tid som levende nok havde været skøn at se på, og hvis han nu ikke selv havde været en vampyr som havde set lidt af alt, ville havde fået et shock over hendes sår (og det faktum at hun var gennemsigtig)

Dog kunne han ikke lade være med at fornemme at noget var galt her i huset, en sygdom bredte sig, eller måske var det ikke huset som var sygt, det kunne være noget rundt om, men lugten var stærkere herfra end den havde været udenfor, selvom han havde svært ved at fokusere på andet end lugten var det endnu ikke gået op for ham, hvad Yurie havde på, selv stod han i sit klassiske sorte jakkesæt med hvid skjorte (dog uden sko denne gang) han smilte venligt til Yurie for at få hende til at løsne lidt op og ikke være så bange for ham, han havde trods alt intet gjort (eller, intet endnu)
”Hvilket smukt hjem de har” sagde han og begyndte at bevæge sig længere ind i huset, for at opdage flere af dets hemmeligheder, dog var det netop også her at det gik op for ham hvilket tøj at Yurie havde på, hans reaktion var selvfølgelig overreageret, han havde levet alt for længe til at sådan tøj stil ville påvirke ham så voldsomt ”For guds skyld! Det må de undskylde!” kom det fra ham, hvorpå han dækkede sine øjne til.

Der var selvfølgelig ingen grund til at han gjorde det, Yurie kunne jo ikke ligefrem gøre meget ved det, eller sådan var det da efter hans viden omkring spøgelser, dog var det for at give hende en fornemmelse af at han ikke var der for at gøre hende ondt, men var en god person.

Hun studerede ham meget imens han gik rundt der i hendes stue, hun lagde hendes arme lidt omkring sig og det var tydeligt på de mange stiksår at de lignede nogle som lige var lavet, da blodet stadig så vådt ud og det lignede næsten at det løb ned over hendes hud.

Yurie kiggede lidt mere på ham, hørte hans ord og så hans udbrud, dog rørte det hende slet ikke, da et spørgsmål hamrede rundt i hendes hoved.

”Hvad vil du her?” spurgte hun lavt og gik tættere på ham. Hendes øjne var kolde og døde. Det var tydeligt på dem at hun havde været død i lidt tid efterhånden, dog ikke mange måneder.

Hun stoppede under 2 meter væk fra ham og lagde hendes hoved lidt på skrå.

Hvorfor var denne flotte fyr dukket op her? Hvad ville han? Hun kendte ikke mange folk og specielt ikke mange fra hendes menneske liv. Ingen vidste at hun stadig var i ’live’, mange troede hun var død og det var kun Caleb og Zuresh som vidste at hun var blevet et spøgelse, siden hendes dræb var endt i nyhederne.

Caleb havde endda købt hendes hus, så ingen ville overtage den, da hun blev så knust over at se de mange sælgere som var dukket op på hendes grund.

Det var ikke fordi at han kendte denne unge kvinde, faktisk anede han ikke hvem hun var, kun at hun var sammen med Caleb, en vampyr han havde mødt tidligere, og så den smule information han havde fået fra Zuresh. Dog var der noget over hende, hendes død var ham også en gåde, eftersom han ingenting havde fået at vide om den. Dog så handlede det om at i den sidste ende, at han ikke skulle stille spørgsmål, men blot gøre det som han skulle, hvilket i dette tilfælde ville være at bringe Yurie til Zuresh.
Hans arme blev lagt over kors, og hvad der skulle forestille et venligt smil blev dannet på hans læber, inden han fortsatte ”Jeg er kommet for at gøre dig glad” hans arme var stadig lagt over kors, mens han smilte til hende, og vendte sig rundt ”Som du nok har gættet, så er jeg overnaturlig, dette burde ikke komme bag på dig, og siden du virker, næsten gennemsigtig vil jeg sige du er et spøgelse” han vendte sig atter om imod hende, og lagde hovedet lettere på skrå ”Jeg er kommet for at tilbyde dig en aftale med en som ønsker at mødes” Lød det fra ham, hvorpå han tog et par skridt tilbage fra hende ”Dog er der nogle ting jeg ikke kan fortælle dig, men jeg kan love dig for at din sikkerhed, vil være i mine hænder, samt jeg er sikker på at der er en som du rigtig gerne vil se også, denne unge galleri ejende vampyr har nemlig selv gået med til det efter jeg besøgte ham, og jeg kan love dig for, at han er komplet uskadt” Han tog et par skridt længere væk fra hende, for at skabe en større distance mellem dem, trods alt, hvis det skulle komme til kamp, så ville han gerne have en større chance for at slå sig rigitg løs, i forhold til denne korte afstand.