Verden på hovedet (Raquel)

Tusmørket havde lagt sig, og der var tomt på legepladsen, selvom den var oplyst af gadelygter. Der kørte biler forbi ude på vejen og folk luftede stadig hunde i parken, men selve legepladsen var tom. Det var nok både for mørkt og for koldt til, at forældre ville have deres børn ude på dette tidspunkt.

Max havde ikke noget at lave, men kunne ikke holde ud at sidde stille hjemme i sin lejlighed, så han var taget ud i den store verden. Butikkerne i gågaden var lukkede og der var ikke så meget andet at lave på en onsdag, så han var vandret lidt rundt. Til sidst var han endt herude, hvor han var blevet lidt træt af at gå. Og han elskede legepladser. Der var gynger, klatrestativer og mange andre spøjse ting, man kunne have sjov med. Lige nu hang han med hovedet nedad, med benene bukket over en stang i en dims, man skulle gå armgang i. Under ham lå dagens hat, en bowlerhat, der passede til hans blazer. På fødderne havde han et par converse og ellers havde han et par skinny jeans og en t-shirt på. T-shirten var kravlet op, eller ned, alt efter hvilken vinkel man så det fra, så hans bare mave med arret var blottet. Ryggen på blazeren hang ned bag hans hoved. Det var egentligt for koldt, men han var lidt ligeglad, selvom han frøs lidt.

Han nynnede lidt for sig selv, mens han kiggede på en sten, han havde samlet op tidligere. Den glitrede lidt i lyset, og han vendte og drejede den mellem sine fingre.
Egentligt kedede han sig gevaldigt, så han var ved at overveje, hvad han skulle nu. Kravle mere rundt i alle legesagerne eller fortsætte på sin færd igennem byen? Se om han kunne finde nogen spændende? Måske der var en natklub eller bar eller noget, der havde åbent, så han kunne sætte sig til at kigge på alle de sære væsner, der var i den her by. Eller se om der var gang i et dansegulv.

Åh, hvor han kedede sig. Han sukkede dybt og vippede lidt med fødderne for at holde blodcirkulationen i gang i sine ben. Måske han skulle hoppe ned igen. Men lige nu kunne han godt lide at se verden fra en anden vinkel. Ikke at det gjorde den mere spændende. Han blev hængende lidt længere, mens han fortsatte med at nynne den sang, der kørte rundt i hans hoved.

Raquel bevægede sig igennem området med rolige skridt, livet havde ikke ligefrem givet hende gode stunder på det sidste, men hun gjorde et forsøg på at holde hovedet højt. Hun var i en underlig melankolsk stemning for tiden, men det var vel også en smule ironisk at flygte fra noget så forfærdeligt, så at løbe i mod en by mand ikke kendte.
Hun havde længe ønsket at finde sine forældre uden held, de var begge døde og hendes eneste ønske var nu at vide hvordan. Dog var der ingen udsigter til noget, og hun prøvede derfor i stedet at finde sig selv.

Når man havde boet som hende i så mange år, så mistede man al fornemmelse for tid og sted, hun kendte ikke sig selv og havde ingen fornemmelse af sin egen personlighed. Da hun skulle ansøge om jobbet på baren, blev hun bedt om at beskrive sig selv, og hun havde blot stirret på dem, tom for ord.
Hvordan kunne man beskrive for andre hvem man var, når man ikke selv havde nogen idé om det? Hun anede ikke hvad hun kunne lide og hvordan hun ville reagerer i forskellige situationer, hun kendte til få ting, og det var oftest de ting der fik hende til at slappe af.

Hun pustede roligt den grå røg ud i natten som hun fortsatte sin vandring, et stykke fremme fik hun øje på en legeplads, men hendes fornemmelse for området var ikke så god at hun havde styr på hvor hendes fødder havde ført hende hen. Når man var hvileløs, kunne man lige så godt lade sig føre rundt i verden uden et mål, det var alligevel overvurderet alt det pjat folk talte om, hun prøvede bare at overleve i en verden som ikk evar hendes.
Raquel fik øje på en dreng... Mand.. Hvad man nu skulle kalde ham, et stykke fremme. Der var stille og hun kunne høre det meste, hendes hørelse havde altid været god, selvom hun ikke havde nogen særlige evner. I et langt øjeblik tog hun sig selv i at stirre på ham, og den sten han havde leget med, hvorfor nynnede han? Ikke fordi Raquel kunne da godt lide musik, det troede hun da, hvad genre var hun dog ikke sikker på. Alligevel strålede selvtilliden som oftest ud af hende, for hun var da også sikker på sig selv, selvom hun ikke følte hun vidste hvem hun var.

Endeligt blev Max træt af at hænge på hovedet, så han trak sig op og greb fat i en stang med hænderne, inden han lod sine ben falde mod jorden. Da han endeligt vendte rigtigt igen, fik han øje på en ung kvinde, der stod og stirrede på ham. Han stirrede lidt tilbage, inden han bukkede sig ned og samlede sin hat op, som han satte på hovedet og daskede let til den, så den sad fast. Hun stod der stadig, så han besluttede sig for at sige hej.

Han slentrede hen mod hende og hoppede så op på en gynge, mens han smilede stort til hende.
"Davs." Han var en liiille smule svimmel efter at have haft så meget blod til hovedet, og hans ben føltes en smule usikre, men det havde nu gået fint nok med at gå derover. Gyngen vippede lidt frem og tilbage under ham, og han lænede sig mod den ene kæde. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende nysgerrigt.

"Du ved godt, at de kloge siger, at man kan dø af dem der." Han nikkede mod hendes cigaret. Han var ikke specielt seriøs, han konkluderede bare, hvad han havde hørt. At han var totalt ligeglad, det var jo så bare det. Han var ikke selv fast ryger, men røg, hvis han blev tilbudt eller hvis det lige passede ind i hans svingende humør. Det var en god måde at have noget at lave, uden at lave noget.