I selskab

Allerede inden man drejede ned ad gade imod Northman, kunne musikken hæres, dunkende imellem bygningerne. Det kunne den i hvert fald for alle andre end den rødhårede kvinde, der slentrede igennem nattens mørke. Ved indgangen kunne man se mennesker stå uden for døren, leende og halvt væltende grundet påvirkningen af alkohol. De så ud til at more sig..

De kølige blå øjne lyste svagt op, som hun skuttede sig let, da et køligt vindpust ramte hende i ryggen, inden Angelie bevægede sig ind igennem døren uden at tage større notits af de tilstedeværende.
Diskoteker og barer havde altid tiltrukket hende førhen, men nu.. Det virkede så trivielt og ligegyldigt at de eksisterede, alligevel havde hun bevæget sig herned uden helt at vide hvorfor.
Den spinkle krop, der stadig bevægede sig yndefuldt ind og ud imellem gæsterne, bar en tætsiddende sort kjole, og et par støvletter i dagens anledning. Der var trods alt ingen grund til at få glasskår op i fødderne.

Ensomheden i Terre var langsomt begyndt st sive ind i hende, måske dette var grunden til at hun havde opsøgt så proppet et sted. Det hjalp heller ikke, at de seneste dage havde været ufattelig.. Dramatiske for hende. For mange oplevelser og pligter på alt for kort tid, men det skulle jo gøres og måske.. Ja måske kunne hun formå at have en hyggelig nat.

Som hun nåede baren, klappede hun ganske let på bordpladen, inden ordet rom roligt kom over hendes læber. Hub tog sig ikke sf, st andre utålmodigt stod og viftede ned sedler, for at få deres drikkelse først.
Som et glas med den brune væske blev stillet foran hende, nikkede hun et tak, inden de slanke fingre lod sig glide om glasset. Øjnene løftede sig for st glide over mængden af væsner og mennesker.. Alle uvidende, kedelige. Luften stank langt væk af sved, alkohol, og opkast. Nogle måtte have haft en lidt for interessant aften.
Glasset blev ført op til de sart røde læber, inden hun nippede til væsken. Ørerne stod synlige for st klargøre at hun tilhørte en yndefuld race, og bestemt ikke var bange for at vise det.

Med lukkede øjne stod hun i køen, selv om hun med lethed bare kunne smutte uden om køen og ind på Northman. Langsomt åbnede hun sine øjne og så at hun nærmede sig indgangen, der var jo heldigvis en del der gerne ville ind på Northman. Men langt om længe kom hun ind, den sædvanlige skuldertaske hang ned langs siden fra skulderen af.

Det havde været skønt at være uden for, for Sylv vidste jo netop godt at sådan et sted ville tiltrække en del også ville der virkelig blive varmt. Hun bevægede sig med lethed, op mod baren hvor hun stillede sig nær en rødhåret kvinde som hun kort kastede et blik på. Inden hendes opmærksomhed blev vendt mod en bartender som hun fik fanget hans opmærksomhed selv om der stod mange. "En øl tak" kom det fra hende, hvor efter hun fandt sine penge frem og fik dem lagt på baren og kort tid efter fik hun sin øl. "Tak" kom det fra hende, dog var bartenderen allerede videre til næste person.

Sylv tog roligt fat om øllen med højre hånd og fik taget en tår, mens hun overvejede om hun skulle lyne læderjakken ned som sad som den skulle. Det meste sad som regel altid, som de skulle hendes jeans og hendes yndlings tennissko selv om det ikke lige frem lignede at det passede til resten. Håret hang for det meste altid, ned langs hendes ryg men denne her gang var det for en gang skyld flettet hvilket var en sjældenhed.

Sylv blik vandrede roligt rundt, på stedet der var en del også var der de der lugte som fik hende til at skære en enkelte grimasse en gang i mellem men hun tog det som det kom. Sylv hale, hang stille og bevægede sig nogle enkelte gange frem og tilbage mens hun betragtede omgivelserne selv om hendes blik ofte altid endte tilbage på visse personer som så interessante ud.

Lige som hun atter engang skulle til at flytte glasset for at tømme det, kom der et kraftigt skub fra højre side, da en gruppe forsøgte at mase sig vej frem til stedet, hvor alkoholen ville blive serveret.
Hun havde ikke været forberedt på dette, og overbalancen fik Angelie til at vælte ind imod en anden rødhåret kvinde, hvis udseende bar præg af at hun knap nok var gammel nok til at komme sådanne steder.

Det høfligste ville vel have været st mumle et undskyld, men nu lå den form for opførsel ikke direkte til Angelie. I stedet greb hun ud efter Sylvs øl, inden denne blev smadret i hovedet på den nærmeste Af de skubbende person, med en sådan kraft, at glasskår sprang fra hendes håndflade, som flasken blev knust, og vedkommende faldt til jorden med et tungt dunk.

Dog var Angelie ikke følt helt uden manerer, så hun vendte sig imod pigebarnet, hvis øl hun havde 'lånt', inden hånden hævede sig imod bartenderen, med en kroget finger for st få denne til at komme tilbage.
Relativt hurtigt stod han der. "En øl og en rom" kom det neutralt fra hende, inden denne genopfylder hendes eget glas, og stillede en ny øl foran pigen.

Fingrene løftede glasset i en lydløs skål, inden hun bemærkede at.. Var det en hale!? Med et grynt vendte det iagttagne elevatorblik tilbage på pigens ansigt, velvidende at dette ikke var et menneske. Som hun endnu engang snuste til luften, fornemmede hun duften af kattedyr, der hang omkring denne.
Som pigen stod der, mindede Sylv ufattelig meget om hende selv.. For et årti siden havde Angelie trods alt selv tilhørt navajo arten, inden der blev lavet om på dette.

Endnu en tår blev drukket af øllen, mens hun da stadig havde den for det varede ikke længe før øllen forsvandt ud af hendes finger efter at en kvinde var væltet ind i mod hende og der efter bare have snuppet Sylv øl. De blå øjne blev kort varigt en anelse store da hun så at hendes øl blev brugt til at blive smadret ind i en anden persons hoved. Det var nu ikke, lige frem det hun havde forventet at der ville ske sådan en aften. Med et undrende blik, kiggede hun på den rødhårede kvinde der havde gjort det.

Det varede ikke længe, før den fremmede kvinde rent faktisk havde købt en ny øl til hende. Som hun tog fat i, dog var blikket stadig rettet mod kvinden. "Nu tager du vel, ikke denne her og smadre den ind i en andens hoved vel?" Kom det spørgende fra Sylv, "Tak" fik hun tilføjet så det ikke så utaknemmelig ud. Godt nok havde hun ikke lige, frem fået en opdragelse som de fleste med livet på gaden men lidt høflig var hun nu altså.

Var det virkelig et elevatorblik kvinden gav hende? Hun fik taget en tår af øllen selv om hendes øjne stadig hvilede ved kvinden, som efter hendes mening havde nogle specielle træk især ved ørerne. "Transylvania, men jeg foretrækker at blive kaldt for Sylv" valgte hun at præsentere sig mens hun rakte hånden hen mod kvinden. Selv om hun ikke rigtig vidste, om kvinden var typen der gav hånd. Men igen det var Sylv, jo heller ikke typen der rigtig gjorde kun lidt..

Hvid ikke det var fordi Angelie var helt hundrede procent dikker på, st hun havde været enebarn, ville hun let kunne have troet dette pigebarn var en nær slægtning, eftersom hun havde forladt hendes beskyttende hjem i en alder af atten år.

Tanken blev dog rystet ud ad hovedet, som dennes læber bevægede sig. Ikke st det ville hjælpe hende, eftersom Angelie ikke havde den fjerneste mulighed for at høre hende med de sprængte trommehinder.
I stedet intensificerede hendes dybblå blik, dom hun lænede sig en anelse frem, for at stirre direkte ind i Sylvs egne blå øjne, som forsøgte hun st stirre ind bag dem og se hvad denne pige gemte Af interessante hemmeligheder.

Kvindens bevægelse, fik Angelies blik til st falde, for st kigge på hånden, der blev raskt frem imod hende. I første omgang gjorde hun ingen mine til st tage imod denne, men kiggede blot på den. Hvem gav hånd i sådanne omgivelser? I der hele taget håndtryk en besynderlig form formildende efter hendes mening.
Dog rakte hun frem, for at tage imod denne med hendes egen. De slanke fingre indpakkede Sylvs, som hun gav denne et let klem.

Mon pigen havde fortalt hendes navn? Siden denne hilste. "Angelie" svarede hun kort, neutralt og intetsigende. Dette hjalp dog ikke hende til at vide hvad hendes navn var. Alligevel var hun ikke sikker på, at det var en god ide at fortælle denne fremmede om den forsvundne hørelse. Hun havde jo blot erstattet den flaske, som hun havde brugt til at slå idioten i gulvet med.

Alligevel var der noget over denne.. Et uforklarligt element, der fik Angelie til at huske hvorfor hun i første omgang overhovedet havde bevæget sig herned.
"Spar dit stemmebånd.. Jeg er døv" forklarede hun dog efter et minuts tid, stadig holdende Sylvs hånd, medmindre denne havde trukket hånden til sig i mellemtiden.

Der var specielt, en ting ved kvinden som Sylv godt kunne lide det var hendes røde hår godt nok var det en anelse rødere end Sylv men det var nu alligevel en fed hårfarve syntes hun. Dog lignede det ikke lige frem, at kvinden ville sige noget til en start, men mon ikke hun sagde et eller andet før eller siden.

Sylv lade dog mærke til, hvordan kvinden lænede sig frem ad og nærmest stirrede hende ind i hendes øjne af en eller anden mærkelig grund. Dog valgte Sylv at tage en tår, af sin øl for ikke at lade sig irritere af det folk måtte jo stirrer som de ville.

Det varede endda længe, før hendes hånd fik et klem selv om der gik noget tid inden Sylv lod hånden blevet taget til sig igen. Kvinden havde, efter Sylvs mening haft nogle fine slanke fingrer hvilket hun jo trods alt stadig havde.

"Angelie? Kønt navn" kom det fra hende, men det varede ikke længe før Angelie fortalte, hende at hun lige så godt kunne spare stemmen da Angelie var døv. Angelie var vist den første, person hun havde mødt som var døv men det gjorde nu ikke Sylv det store at Angelie var døv det gjorde dog Angelie til en spændende person efter hendes mening.

Dog havde Sylv ikke trukket sin hånd lige med det samme, kun efter hun havde fortalt at hun var døv. "Åh men så, bliver det vel ikke let at fører en samtale så" kom det fra hende mens hun tog en tår af sin øl. Og lade hovedet på skrå, mens hun betragtede Angelie med sine blå øjne.

Hvor hun savnede at kunne høre. Aflæsning af kropssprog viste sig st være besværligt i dette tilfælde, da pigebarnet virkede til, at være lige så rolig i sine bevægelser, som Angelie selv var.
Hendes krop skiftede let stilling, så denne stod med fronten imod Sylv, med hoften lænet imod barens metal. Albuen lagde sig på bordet, så hun kunne flette fingrene om håndleddet på sig selv, over det lange ærme. En bemærkelsesværdig påklædning i sådan en hede, især et sted hvor letpåklædt virkede til at være måden folk mødte op, men hendes arme var altid tildækket.

Efter pigen talte endnu engang efter Angelie endda havde fortalt denne, at hun intet kunne høre, måtte hun let hæve et øjenbryn en anelse i vejret i et lydløst spørgsmål om Sylv ikke havde forstået hvad hun havde sagt. Det virkede til at være en normal opførsel efterhånden. Den eneste hun havde formået st føre en nogenlunde normal samtale med, var da hun havde brugt tiden ved Charlie. Hvor ville det være praktisk hvis denne var med lige nu, men sådan var livet ikke.

Selvfølgelig fandtes der andre metoder at kommunikere på for hende, men Angelie mente, at hun havde brugt magi lidt for meget den seneste tid, så dette måtte blive på den gammeldags facon.

Endnu engang gled Angelies blik ned mod halen denne fremviste ligeså stolt, som hun selv tillod andre at se ørerne på hende selv.
"So .. Kitty.." Startede hun langsomt hendes sætning, eftersom hun jo ikke havde kunnet høre pigens rigtige navn. Glasset hævede sig tålmodigt til hendes læber, for st nippe til det endnu engang. Hun behøvede trods alt ikke bekymre sig om at blive beruset, da forbrændingen i hendes krop ganske enkelt var for høj, til at dette kunne lade sig gøre.
"Er du her alene?" Endte hun derefter hendes sætning, imens det intense blik fortsat betragtede hende ufortrødent.
Det var bevidst, st hun stillede ja/nej spørgsmål, da det trods alt ville kunne give hende simple svar i form af nik eller hovedrysten.

Endnu en tår af øllen blev drukket, måske var det ikke lige frem det bedste at drikke når man var tørstig der var kun en halv øl tilbage. Sylv vidste, ikke helt om hun skulle blive ved kvinden og finde nogle andre som kunne tale? Men nej hun valgte at blive for Angelie var da speciel efter hendes mening. Det måtte da være træls, ikke at kunne høre hvad den anden sagde. Sylv vidste da, at man godt kunne lærer at aflæse hvad folk sagde men hun vidste dog ikke om det var noget Angelie havde valgt at kunne. Nogle valgte det jo, fra men det var jo op til den enkelte person.

Endelig begyndte Angelie at snakke igen, og blev Sylv lige kaldt for Kitty? Sikkert på grund af hendes hale, hun var da mere eller mindre glad for at hun ikke havde andre kattetræk som var tydelige at vise frem. Så halen, var jo fin nok at have efter hendes mening.

Angelie snakkede igen, denne her gang valgte Sylv at nikke som et ja i at hun var her, alene hun kom tit nogle steder ganske alene til tider fandt hun endda nogle at snakke med men ellers skete der jo aldrig rigtig noget. Hun tog roligt, endnu en tår af øllen mens hun betragtede Angelie.

Øjenbrynet hævede sig om muligt endnu mere inverteren, uvidende om hvorfor denne kattepige ikke forsøgte at stille spørgsmål på en mere kreativ måde. Eftersom hændelsen var mulig sket for Angrlie havde hun endnu ikke tillært sig evnen at mundaflæse, desuden ville hun ikke forblive døv længe nok til at det var en nødvendighed. Hun skulle trods alt blot opsøge den mystiske person, hun var blevet fortalt om.

Som hendes stilling rankede ryggen en anelse, da kvinden nikkede, måtte hun undre sig. At gå i byen var vel noget personer gjorde i selskab med andre? Eller måske havde tiderne ændret sig siden dengang hun selv havde været ung og uskyldig.
Et lavmælt hvæs kom fra hendes læber, inden hun let lod blikket glide imod forsamlingen bag hende, da der blev skubbet endnu engang. Måske det smarteste ville være at finde et mindre proppet sted at stå. Hun tvivlede på, der ville være flasker nok til st kunne banke i hovedet på samtlige personer omkring dem.

"Har du beboet dette land længe?" Variationen af spørgsmål var minimal, medmindre killingen tillod hende at kunne aflæse ansigtsudtryk og kropssprog en anelse lettere, men livet skulle vel ikke være let, end ikke for hende. Hvilken skam. Hun nød da tingene var lette..

Det var ikke lige frem, nemt at finde ud af hvordan hun skulle svare en der var døv. Om det så var med hovedrysten eller tale, dog foretrak Sylv klart at bruge talen hvilket hun valgte at bruge denne gang. Sylv blik, betragtede stadig Angelie som rankede sin ryg. Men endnu en gang, var der nogle der åbenbart syntes at skubbe ind i Angelie måske skulle hun bare få drukket sin øl så den enten ikke ville blive smadret eller ende med at blive spildt ud over hende selv. Egenligt anede hun ikke, hvorfor hun havde valgt at bevæge sig hen på sådan et tæt proppet sted. Men nogle gange kunne hun nu godt lide at se hvad andre lavede, om hun så bare selv sad oppe i baren med en øl og kiggede ud over forsamlingen. Nogle gange, kunne der jo nemt være noget at grine af..

Opmærksomheden som stadig var rettet mod, Angelie var der endnu selv om det tog hende lidt tid at komme ud af hendes tanker men hun nåede lige at høre hvad Angelie sagde. “Ja” kom det fra hende, mens hun samtidig havde valgt at nikke. Hun anede dog, ikke om dette ville gøre det nemmere at kommunikere med at bruge ord og nikken. Som sagt var, hun ikke vant til at snakke med folk der var døve. Men en gang skulle trods alt være, den første gang. Sylv kastede et kort blik rundt omkring de folk som de var omringet af. Dansende, leende og drikkende væsner så vel som mennesker. Sylv var ikke, lige frem den bedste med at skille duften fra det forskellige racer ad endnu. Ind til videre duftede, de bare ens efter hendes mening. “Hvad med dig?” Man kunne vel, sige Sylv forsøgte at gøre sit bedste selv om hun ikke lige frem fandt det nemt.

Lydene omkring hende sprang i de sarte ører, hvor musik dunkede og mennesker teede sig åndssvagt. På den anden side, hvor måtte det være en befrielse at være i stand til at blive så beruset, at al frygt og bekymring forsvandt fra en. Uheldigvis ville hun skulle tømme alt for meget alkohol på alt for kort tid, for at opnå denne fornemmelse, medmindre det selvfølgelig skulle vise sig at være magiske beruselsesgenstande.

Som navajaen nikke og udtalte ordet ja, kom et ganske let og skævt smil over Angelies sarte læber, inden hun rakte in over bardisken, for at frembringe den flaske med ROM hun indtil nu havde drukket af, utålmodigt og hun nægtede at vente længere på en genopfyldning.

"Et glas?" Spurgte hun ganske roligt, næsten venligt pigen, inden hun hævede flasken for st tilbyde hende noget SF indholdet i den.
"Og nej.. Jeg har været i Di Morga ufattelig.. Længe" lød det næsten tænksomme svar, inden hun fyldte hendes eget glas, ligeglad med det utilfredse blik bartenderen sendte hende. Hun skulle da nok betale for den hvis det var så stort et problem.

Musikken var tæt på at være efter Sylv smag, selv om det kun var sådan nogle steder hun rent faktisk lyttede til musik der hjemme hørte hun aldrig musik for hun havde intet at hører musik på. Endnu en tår blev taget af øllen, som nærmede sig i at være tom. “Ja tak” kom det fra hende, om hvad det så end var hun ville finde frem kunne Sylv da altid prøve det. Hun havde intet i mod, at prøve alkohol.

“Det lyder som lang tid” kom det fra hende, selv om hun ikke vidste hvor lang tid ufattelig længe var. I forhold til Sylv havde hun kun levet i omkring de tyve år hvilket var efter hendes mening ikke særlig lang tid. Hun betragtede roligt Angelie, mens hun lyttede til musikken selv om der et par gange hvor der rent faktisk var nogle som endte med at skubbe ind i hende. “Helt ærligt” kom det en anelse irriteret fra hende mens hun rettede sin opmærksomhed mod personen som tydeligvis allerede var forsvundet.

“De burde næsten, lave sådan nogle steder lidt støre, især med alle de folk der kan være” kom det fra hende mens hun tog den sidste tår af øllen hvilket resulterede i at hun tømte den helt og bag efter satte den på disken.

Åh hvor veltalende denne pige var, hun kunne sige tak og det hele. Som belønning fandt Angelie et rent glad frem og fyldte dette også, inden hun let skubbede det i retning af Sylv, for derefter at overveje hvor meget eller hvor lidt hun skulle forklare denne formskifter.
"Eksistens er anderledes for.. Sådan en som jeg" forklarede hun simpelt, men stadig bredt, så hun formegentlig ville tro at Angelie omtalte elverracen, hvilket ikke var tilfældet. I lang lang tid havde hun begået jorden som spøgelse, og spøgelser havde ingen form for eksistens eller tidsfornemmelse, eller det havde hun ikke haft. Derved kunne hun heller ikke med sikkerhed forklare hvor længe hun præcist havde levet.

"Jeg vil tro at jeg har befundet mig i landet i omkring fyrre år nu" svaret var nemt og forståeligt, tydeliggjorde st hun trods alt havde haft et liv inden Di Morga, og ikke var sikker på hvor længe efterhånden.

Hendes kommentar fik Angelie til at kigge over skulderen på pigen, som denne blev skubbet, inden hun overvejede st kaste den tomme flaske efter vedkommende, men hun formåede dog at holde sig i skindet, for nu.
"Hvad har dog bragt så uskyldigt et væsen til et land som dette?" Mumlede hun både for sig selv, men også henvendt til hende, ikke at hun regnede med at få et svar på det.
"Ja.. Af en uforklarlig årsag er barer aldrig store nok" brummede hun, inden glassets fulde indhold blev tømt i et enkelt drag.

Hendes øjne fulgte Angelie bevægelser, mens hun fyldte begge glas op og skubbede et af dem hen mod Sylv. Hun greb glasset, hvor efter hun kort nippede til det til en start i hvert fald. Hun lyttede dog til det Angelie, fortalte om eksistens, selvfølgelig var det jo anderledes for nogle væsner nogle levede i flere år ind til nogle slog dem ihjel også var der nogle som mennesker og sikkert også hendes egen race som ikke levede lige så lang tid som de andre racer.

“Så er du i hvert fald, ældre end mig kan man da roligt sige” kom det fra hende, i hvert fald i forhold til Sylv alder var Angelie langt ældre end hende. Men nogle gange, var det jo også interessant at møde andre der var ældre end en selv.

“Den bliver nok ikke let, at forklare mine forældre efterlod mig på et børnehjem i Di Morga da jeg var lille” kom det fra hende, selv om det ikke lige frem var noget hun snakkede synderligt meget om. Skubben og massen kunne de jo desværre, ikke undgå.

“De burde gøre det større, inden nogen bliver trampet ihjel” kom det fra hende hvor efter hun selv også tog en tår.

Angelies interesse blev først fildstændig fanget SF samtalen, da pigebarnet fortalte, at hun var vokset op i Di Morga. Blikket blev øjeblikkeligt intenst, som hun stirrede på skabningen ved hendes side, med et nyt og nysgerrigt blik.
"Så du er vokset op her?" Lød den let spørgende stemme, selvom hun allerede havde fået netop dette spørgsmål besvaret.

"Og hvordan fandt du fin opvækst her i landet?" Det måtte have været et rent ud sagt mareridt. At drøfte ud fra pigens alder, havde hun ikke været meget andet end et stort barn, da krigene var gået på deres højeste i landet, hvilket gav hende interessen i at finde ud af hvordan et barn havde haft det under disse.

"Det kan let.. Arrangeres" mumlede hun dog kort, inden hun sendte den tomme flaske et næsten sigende blik. Jo flere der trods alt blev slået omkuld, des mere plads ville der blive omkring dem. Desuden var det jo ren underholdning, at kunne udøve en form for vold på fremmede individer.

"Ja de fleste år, på det børnehjem resten ja ømh på gaden "kom det fra hende mens hun tog en tår af sin drink. Nogle gange, kunne hun ikke lide at snakke om sit liv men det var nu, sjældent der var nogle som fik noget af vide omkring hendes liv.

"Min opvækst?" Kom det langsomt fra hende, mens hun så tænkende på Angelie. "Det har.. Ikke lige frem været den fedeste, den kunne godt have været bedre.." kom det fra hende, kort fortalt hun snakkede ikke altid om sin opvækst. Hun bed sig kort, i læben inden hun tog endnu en slurk af drinken og samtidig rettede sin opmærksomhed mod Angelie.

Sylv blik, gled roligt rundt i lokalet der var stadig en masse folk der inde hvor de befandt sig. Og stadig flere og flere kom ind af døren, og folk endte stadig med at skubbe til folk. Hendes halv tomme glas, stilede hun fra sig på disken hvor efter hun strakte sig. Det var efter hånden begyndt at blive kedeligt, at bare stå det samme sted.

Selvom den løse forklaring let skuffede Angelie, så havde hun jo heller ikke spurgt direkte ind til netop det hun var interesseret i at vide. Pigebarnet virkede ikke synderlig interesseret i at snakke om hendes fortid, hvilket var en skam. Det var sjældent Angelie havde haft muligheden for at høre om netop dette perspektiv, men det var vel en mulighed at Sylv slet ikke kendte til krigene, der var foregået i landet, skønt det havde påvirket størstedelen af Di Morga.

Da Sylvs blik begyndte at flakke rundt i lokalet, rakte Angelie let hånden ud, for derefter at lade fingrene falde om Sylvs hage, og tvinge blikket tilbage imod hende, nænsomt, hvilket skete hvis hun tillod dette.
Hendes egne øjne ville kigge intenst og undersøgende ind i Sylvs blå øjne, som om hun søgte efter noget bag dem, det Sylv nægtede at fortælle hende om. Angelie var ikke god til den slags beskedne afvisninger, og hun nægtede at tillade dem fra dette væsen, ligegyldigt hvor meget denne så mindede om hende selv.

"Hvordan var det at vokse op i et land, der befandt sig i konstant krig om tronen?" Lød spørgsmålet nu denne gang helt direkte.

Mængden af mennesker var begyndt at irritere Angelie, hvilket sjældent ledte til noget godt, og det ville formegentlig gå ud over pigebarnet ved hendes side, da hun jo var et ganske nemt offer, som hun stod der næsten trofast.
"Lad os gå ud" lød hendes stemme endnu engang, inden Angelies hånd ville slippe grebet om Sylvs hage, gribe den halvfulde flaske ved halsen, for derefter let og elegant kante sig igennem menneskemængden og bevæge sig udenfor i den friske natteluft.
Herude ville hun vente på at Sylv fulgte efter, da hun vel mere eller mindre forventede det. Dette bekendtskab kunne vel gå hen og blive praktisk på en eller anden måde.

Hun havde ikke lige frem set det komme, at Angelie tog fat om hendes hage for at hendes ansigt var rettet mod hendes igen. Angelie, lignede en der ikke ville have et halvt svar men et helt. Så Sylv, var vel mere eller mindre tvunget til at fortælle lidt mere omkring selv om det ikke lige frem var noget hun syntes om at fortælle om. "Det var ikke rart, selvfølgelig kendte vi på gaden da godt til den krig selv om de fleste af os forsøgte bare at holde os fra den. Men.. Man, skulle og skal vel stadig være meget opmærksom. Den er der endnu ikke krigen?" Kom det fra hende, mens hun bed sig i læben.

Sylv opmærksomhed var stadig rettet mod Angelie, som sagde lad os gå. Faktisk var det nu en rar følelse at, grebet om Sylvs hage blev sluppet. Det sidste af glasset blev drukket, hvor efter hun kort tid efter fulgte med Angelie ud. Endelig kom hun ud af døren, hvor hun kort lukkede sine øjne og nød den kølige vind mod hendes ansigt. Hvor efter hun åbnede sine øjne, hvor efter hun gik over mod Angelie som, stod og ventede på hende. "Det er skønt, at være ude igen" kom det fra hende.

Som hun stod udenfor og ventede på den rødhårede pige, lænede Angelie let ryggen imod den modsatte husmor af diskoteket. Hendes fod hvilede imod samme mur, så knæet stak en anelse ud, med hænderne sat let i siderne.som hun atter kunne indsnuse den friske luft, huskede hun med lethed hvorfor hun ikke længere kom i disse distrikter. Det var ganske enkelt for klamt og indelukket. Hun fik naturlig nydelse fra naturens omgivelser, ikke spiritualitet og cigaretrøg.

Som Sylv endelig fandt Dream til hende overvejede Angelie let hvad hun skulle svare på det spørgsmål denne havde stillet indenfor. Hun valgte dog kort at ryste på hovedet over dette. Der var ingen grund til at sprede rygterne. "Blot fordi landet er herskerløs er det ikke ensbetydende med at krigen stadig er i landet" påpege hun simpelt, inden hun rynkede let på næsen, som hun betragtede Sylv.

"Hvad var det du sagde, at du hed?" Lød spørgsmålet langsomt, eftersom hun ikke helt havde opfanget det i larmens tumult indendøre.
Svaret hun havde fået havde tydeligvis været tilfredsstillende, eftersom Angelie ikke spurgte videre ind til det om hendes opvækst. En hård opvækst denne pige havde haft, men på den anden side.. Havde alle i Di Morga ikke det? Landet virkede mest Af alt som et tilflugtssted for kriminelle og udskudte.

"Jeg er nødt til at gå.. Jeg har pligter" startede hun så langsomt, inden læberne let truttede, som hun overvejede hendes næste træk. Pigebarnet var så uskyldig og naiv, at det uden tvivl ville gå hen og ende galt for hende en dag. Hun mindede ufattelig meget om hende selv, da hun netop var kommet til landet, alene og svag, hvilket var blevet hendes død.
Beslutningen blev truffet, som Anfelie fandt en lap papir og en kuglepen frem, inden hun vendte sig og kradsede en adresse ned på papiret.
Med et let smil rakte hun den frem imod Sylv indtil denne valgte at tage den. Det var adressen på Abbadon, Angelies hjem, der stod på denne.

"En uge" tilføjede hun roligt, som svar til at denne skulle dukke op om en uge på den adresse, inden hun let hævede hånden i en vinkende hilsen, for derefter at sætte sig i bevægelse ned ad gaden.

At være uden for, var noget Sylv altid godt kunne lide inden for var det alligevel blevet for lummert. Så luften uden for var ganske forfriskende. “Sylv” kom det fra hende, dog anede hun ikke om Angelie ville have det fulde fornavn ellers måtte hun jo spørger om det. Men hun havde vel haft lidt ret før, om at Angelie virkede som typen der gerne ville have et helt svar og ikke et halvt. Hun lyttede til det Angelie sagde omkring hersker løs og at det ikke var ensbetydende med at krigen stadig var der.

Sylv så overrasket ud, da Angelie lige pludselig rakte hende et papir som hun tog i mod og kiggede på det. “Abbadon” læste hun, og kiggede på Angelie som allerede var på vej væk. “En uge” kom det mumlende fra hende, da Angelie var væk. Med rankede ryg, fik hun rettet på sin jakke inden hun overvejede om hun skulle smutte hjem ad eller se om der skete noget spændende i byen. Mens hun overvejede, om hun skulle tage til Abbadon, og endda præcis om en uge. Men hvad var det, Angelie kunne have travlt med ikke at det ragede Sylv. Men nysgerrigheden kom der, Angelie var og blev en interessant person. “Så går turen hjem af” kom det mumlende fra Sylv, mens hun satte kursen hjem til hendes lille lejlighed som blot ventede på at hun ville træde ind af døren blot for bare at smide sig i sofaen og bare falde i søvn.