Distraught.

Himlen brølede sin sejrssang, mens mørket langsomt sneg sig indover Di Morga, der var indhyllet i en mørkegrå og yderst trist farve. Klokken måtte være mange. Regnen silede ned, og det havde gjort de sidste timer – det var det rene vandfald uden ende. Men det påvirkede tydeligvis ikke den lille halv engel, der ufortrødent fortsatte sin stædige færd. Vandet ramte hendes ansigt hårdt og koldt, vaskede bort de rester af makeup der end måtte være tilbage. Endnu et brøl skar igennem himlen, der svarede tilbage med et glimt af lys. Cathy var ligeglad, så fucking ligeglad. Hun marcherede hårdt frem, placerede de gennemblødte samt nedkølede ben frem for sig, mens hendes sammenknebne øjne så mod sin destination. Skoven.
Hun kunne ikke forklare hvad det var, der havde gjort at hun var gået de mange timer siden. Det var en følelse indeni, der var vred og opfarende. Ukendt. Fremmed. Der var noget galt og hun kunne ikke finde ud af hvad det var. Men en følelse indeni i hende bildte hende ind, at hun ville finde svaret i skoven. Det var både en dum og irrationel tanke. Det var farligt for hende at begive sig ud om aftenen. Men som sagt - hun var så fandens ligeglad. Vreden styrede den unge halv engel.

Hun trak vejret tungt men besværet, som hun slæbte sig afsted. De våde rosinfingre kørte langsomt igennem det plaskvåde hår, der stædigt klistrede sig til hendes blege, ja næsten helt kridhvide ansigt. De fyldige rosa røde læber var blevet helt blå med et strejf af lilla. Halv mennesket frøs og var tydeligvis stærkt nedkølet. Den alt for store skovmandskjorte klistrede sig til hendes lille spinkle skikkelse. De sorte jeans ligeså, og hendes ødelagte Converse var fuldstændig mudret til. Al den ekstra vægt gjorde hende træt. Hun var tæt på at give op.

Mekanisk fortsatte hun dog med at gå. I dagens sidste lys, anede hun et par forlygter på en bil der nærmede sig hende. Men hun kunne knap høre motoren for himlens brøl. Halv englen vendte ikke hovedet, så ligegyldigt samt tomt frem for sig i stedet. Hun var stadig ligeglad. Et halvt minut gik der vel før, at bilen stoppede op ved siden af hende. De is blå øjne vendte det hvide ud af sig. Cathy skulle lige til at vende sig om for, at råbe at personen bare skulle lade hende være, men før hun havde chancen, lød en bekendt mandestemme. Cathy!
Hun drejede hovedet for, at se mod bilen. Vinduet var rullet ned ved passagersædet. Halv mennesket bøjede sig en anelse ned i knæene, for at kunne se ind i bilens halvmørke. What on earth are you doing out here? Get in! Zacharys toneklare stemme skar igennem endnu et brøl. Et lysglimt fra himlen afslørede hans solbrune, kønne ansigt og de bekymrede grønne øjne. Cathy blev dog stående, uforstående og tom i et par sekunder, før hun endelig fik gang i mekanikken. Hun greb ud efter håndtaget, åbnede bildøren og satte sig ind på passagersædet ved siden af fuldblodsenglen. Døren smækkede i. Vinduet blev rullet op.

Skovens træer overdækkede vejen, og gjorde skyggerne meget mørkere end ude på landevejen. Regnen gjorde desuden kun udsynet værre, men sådan var det en gang imellem. Zachary sukkede irriteret mens han betragtede vinduesviskerne feje regnen væk. Han stirrede på den tomme vej foran ham, og havde uden tvivl undervurderet hvor langt væk hans ven boede. Han havde tilbragt det meste af eftermiddagen med en anden fuldblodsengel som boede i en hytte i udkanten af skoven, og det var sådan set den eneste grund til han tog til Forêt. Derfor havde han heller ikke tænkt over, at han burde have tanket benzin inde i byen, da det formentligt ikke ville række til hjemturen. Han havde forsøgt at søge efter en tankstation på sin GPS, men ifølge den var der ingen i nærheden, så der var ikke andet for end at køre mod Terre og håbe på det bedste.

Pludselig afslørede forlygterne en skikkelse forude, og Zachary spærrede overrasket øjnene op. Han satte langsomt foden på bremsen, og undrede sig over hvad der kunne lokke en person ud at gå i dette vejr. På et tidspunkt ramte lyset kvindens ansigt, og det gik op for ham at han kendte hende. Cathy? Han kneb øjnene en smule sammen, for at se på den gennemblødte skikkelse, blot for at være sikker på han ikke tog fejl, men den var god nok. Hans sorte Chevrolet Cruze stoppede brat op ved siden af hende, hvorefter Zachary rullede passagervinduet ned. ”Cathy!” han så ud mod kvindemennesket, i håb om at fange hendes opmærksomhed. Til hans held vendte hun sit blik mod ham. ”What on earth are you doing out here? Get in!” hvad fanden havde hun også gang i? Han turde ikke tænke på hvad der ville have sket med hende, hvis en anden person havde fundet hende. Efter alt det der var sket tidligere.. Flygtede hun fra noget? Han tjekkede hurtig hendes krop for skrammer, men da der ikke var nogen udelukkede han halvt den konklusion. Regnen stormede ind af vinduet, og derfor tøvede han ikke med at rulle det op så snart hun havde sat sig ind. ”What were you thinking?” råbte han, som om hun stadig stod udenfor i tordenvejret. De bekymrede grønne øjne så ind i hendes blå, og der var ingen tvivl om at han forlangte en god forklaring.

Det var frustrerende at hun af alle personer skulle vandre rundt alene, som et eller andet byttedyr, men han vidste også det ikke hjalp at blive vred. Han skruede en anelse op for varmen for hendes skyld, og strejfede tilfældigvis hendes arm med sin. God you’re ice cold! - meget koldere end han troede. ”How long have you been walking?” spurgte han i et meget roligere toneleje og så atter ind i hendes øjne. Vandet dryppede konstant ned af hende, og af den grund kiggede han bagover, for at se om han havde noget hun kunne låne på bagsædet. Det sidste han ville have var at hun blev syg - derfor lå det naturligt for ham at sørge for hun havde det varmt og tørt. Til sit held havde han en sportstaske på bagsædet med nyvasket tøj, et håndklæde og sin politiuniform. ”I have some clothes in the back, if you want to change into something dry” han valgte at lade bilen blive stående lidt endnu, og afventede at hun fik møvet sig om på bagsædet.

Slam! Det var den hårde lyd af bildøren der havde vækket hende – bragt hende tilbage til virkeligheden igen. Det våde sølle halvmenneske vendte blikket ned mod sine hænder, hvor hendes små spinkle fingre vrikkede frem og tilbage. De var helt forfrosne og var derfor svære at bevæge. What were you thinking? Hans vrede brøl af en stemme spillede igen for hendes ører. Hvorfor var han altid så vred? Et suk forlod hende. Hun orkede ikke hans humør og hun orkede desuden heller ikke at stikke ham en forklaring, som hun vidste at han ville forlange. Men der var jo ikke meget at forklare – hun var gået. Bum. Hvorfor kunne hun ikke forklare ham. Det ville nok også irritere ham grænseløst, hvis hun da stadig kendte ham godt nok.

Var det vand der pressede mod hendes øjne? Græd hun nu? Svaret var ja. En enkelt tåre eller tre strøg langsomt ned fra hendes øjenkrog og blandede sig med dråberne fra regnen. Det kønne ansigt stirrede en anelse forvirret mod hænderne. Hun var et vrag i dag. Det var hendes eneste konklusion. God you’re ice cold! Hans tanke var fyldt med overraskelse. Cathy havde slet ikke ænset hans berøring. Det var først hans spørgsmål der fulgte derefter, der fik hende til at bemærke hans tilstedeværelse. De grønne bekymrede øjne greb hendes tomme blå. Hun bed mærke i hans kontrollerede tone – der udelukkende var rolig i og med, at han var vred på hende. Men hun havde jo ikke gjort noget?
He asked you a question! Wake up! Hun blinkede noget så voldsomt med øjnene. Hvor længe hun havde gået? ”Øh” udbrød hun og bed tænkende ned i sin blå underlæbe. ”Det øh… I don’t know” hun trak på skuldrene. Men af dømme af Zachary, så var det ved jeg ikke  nok. ”I think I left at four” mumlede hun stadig med sine tænder bidt ned i læben. Hun så nervøst på ham. Det føltes helt som en lettelse for den lille halv engel, da hans slap hendes blik. Hun magtede virkelig ikke hans bebrejdende samt hårde øjne. Clothes? Et kig ned af hendes gennemblødte tøj fik hende til at vågne yderligere op. Ja, hun kunne jo ikke blive siddende sådan her.
De is blå øjne vendte sig mod hans væsen, ”Øh… Tak” mumlede hun og tvang hendes mundviger til at hæve sig en smule, inden hun gik i gang med at møve sig om bag på bagsædet.

Hun rodede rundt nede i sportstasken, hvilket nok i den grad fuckede op i hans pæne system af foldet tøj. Hun havde aldrig været god til at holde orden – hvilket han godt vidste. Aha! Hun fiskede et håndklæde op fra bunden. Det næste hun skulle gøre, var at klæde sig af. Klæde sig af… Normalt var hun ikke genert hvad det angik, men det var Zachary. Hendes ekskæreste. Det føltes alt for underligt. Don’t be such a wuss! Hun rystede på hovedet over sit generte jeg og begyndte derfor at fjerne alt det våde tøj fra hendes stærkt nedkølede krop. Det gik nemt nok med skjorten, skoene og t-shirten. Men de stramme jeans var værre, da de nu klæbede sig endnu mere til hendes ben end før. Cathy tog derfor en dyb indånding og smed sig ned på ryggen. Hun fik dem manøvret ned over numsen men så kom det sværeste. Benene sendte hun fluks op i vejret, mens hun trak til med anstrengte lyde der forlod hendes blå-lilla læber. "Jesus christ” udbrød hun en anelse forpustet, da kampen endelig var ovre og hun lå fladt nede på bagsædet. ”Men should be happy that they don’t wear skinny jeans” sagde hun nok mest til sig selv. Hun rullede om på maven for dernæst at begrave ansigtet ned i hans sportstaske. Det første hun fiskede op var en skjorte. Et mere grundigt ekspedition af den, afslørede at det var hans politi skjorte. Mon det var i orden? Hun kunne ikke selv se hvorfor, nu hvor han havde sagt at hun skulle tage noget tørt tøj på. Halv mennesket tog et hurtigt kig ned af sin halv nøgne krop. Egentlig havde hun håbet at hun kunne beholde den på, men hun indså hurtigt at selv hendes bh var gennemblødt. Tøvende tog hun den af og afskærmede hurtigt med håndklædet, som dernæst kørte fra hendes mave, ned til hendes ben, op til hendes arme og hals.

Efter at have kørt håret igennem håndklædet og iklædt sig den alt for store skjorte, vendte hun blikket op mod forsædet. En duft i kraven på skjorten tog dog hendes opmærksomhed. I samme sekund var det som om at et tog havde kørt hende over. Hun så helt såret ud i det kønne blege ansigt. ”You still wear the same perfume” udbrød hun overrasket mens hun stirrede en anelse fjernt frem for sig. I flere år havde hun fordømt duften. Det havde altid været en smertefuld påmindelse om ham. Hvordan kunne hun også glemme? Han havde altid brugt lige præcis dén parfume og gjorde det åbenbart stadig. Some habits are hard to change, tænkte hun. Den spinkle krop rømmede sig på bagsædet og endnu en ting tog hendes opmærksomhed. Det var et gyldent glimt nede i sportstasken. Med nysgerrighed gik hun på opdagelse og fiskede op et skilt. Hans politskilt. ”That’s so cool!” udbrød hun med store øjne, som hun betragtede mønsteret. Hun lød nærmest som et lille barn, så fascineret hun var. Hun var dog ikke selv klar over det. Hun havde travlt med at stirre med halvåben mund.

Da den mindste detalje var betragtet, lagde hun pænt skiltet ned i tasken igen. ”Sorry” mumlede hun nu helt genert og viste det da også ved at klø sig i nakken og bide ned i underlæben. Hun møvede sig yderst besværligt op på passagersædet igen.

Cathy nænnede ikke engang at se på ham, og allerede der vidste han at hun ikke ville åbne sig op overfor ham. Dette var der intet nyt i, men det irriterede ham grænseløst. De havde kendt hinanden i årevis og alligevel følte han, at hun ikke ville betro sig til ham. Han reddede hende på en måde fra kulden, så hvorfor fortjente han ikke engang en forklaring? Han kørte en hånd igennem sit hår, mens han betragtede venstre sidespejl for biler. Det var bedre at lade det ligge, da hun som sagt ikke ville fortælle ham noget. Da han spurgte hende om hvor langt hun var gået, svarede hun fire timer siden. Four fucking hours?! Han tjekkede sit ur, og kunne slet ikke forstå hvad hun havde gang i. ”So you’ve walked four hours in pouring rain?” Cathy for God’s sake, tænkte han håbløst men vidste det ikke nyttede noget at udvise bekymring for hendes handlinger. Hun ville alligevel ikke lytte efter. Zachary kendte hende godt nok til at vide, at hun gjorde som det passede hende. ”I’m happy I found you then” han prøvede at løsne stemningen med et lille smil, før hun kravlede om på bagsædet. Han ville allerhelst spørge hende om hun var ked af noget, men vidste hun sandsynligvis allerede ville have fortalt ham det, hvis det var tilfældet.

Zachary startede motoren, og fortsatte med at køre mod byen. Det var et meget usædvanligt scenarie, at ens ekskæreste klædte om på bagsædet mens man kørte.. men det gav heller ingen mening at hun blev siddende i gennemblødt tøj. Hun skulle helst hjem og få varmen så hurtigt som muligt. ”So nothing bad has happened? You just felt like walking?” spurgte han - blot for at være sikker på hun havde det godt. Vejen blev en smule bredere hvilket tydede på at de snart var på vej ud af skoven, hvorved der forhåbentligt ville være en tankstation. Han hørte Cathy lave nogle anstrengende lyde, og kiggede derfor på automatik i bakspejlet, for at sørge for hun havde fundet tøjet. Hans krop stivnede en anelse da han så Cathys letpåklædte overkrop, og kiggede hurtigt væk da han konkluderede at det var de våde bukser der gav hende problemer. Hans hjerte bankede hurtigere, og lige meget hvor meget han prøvede, så kunne han ikke lade vær med at tænke på at kravle om til hende og have sex på bagsædet. Han så direkte ud på landevejen, og vidste han burde have været en gentleman i stedet for at smugkigge. Oh my god, control yourself! varmen spredte sig i hans krop, og mindede ham stikkende om hvor længe siden han sidst havde fået noget var. Men should be happy that they don’t wear skinny jeans, lød det fra bagsædet men Zachary havde fuldstændig lukket sine tanker ude, for at fokusere på sin kørsel, så han ikke blev distraheret mere end højst nødvendigt. Han tog en dyb indånding, så snart han fik mere kontrol over sine hormoner, og da hun atter snakkede så han på hende i bakspejlet. Et lille grin forlod hans mund, da han blev mødt af synet af Cathy i sin politiskjorte. ”Yes, I do. I see you’ve found my uniform. It looks great on you” smilede han, og mindede sig selv tilbage på deres møde på stationen hvor hun havde komplimenteret ham i sin uniform. Zachary fik også et hurtigt glimt af hende med sit politiskilt, hvilket blot fik smilet til at blive siddende på hans mund. Det var utroligt hvor fascineret hun var, men det var måske også fordi hun ikke var vand til den slags fra sine venner på universitetet.

Få minutter efter hun satte sig op på forsædet begyndte bilen at sætte farten ned, og en panik spredte sig i Zacharys ansigt. Fuck. Han trykkede desperat på speederen men uden nytte, og måtte nød til at overgive sig til bilen som nu meget snart stod helt stille. ”I forgot to pump gas in town and I didn’t realize I needed to.. at least not before it was too late” han så undskyldende på Cathy, og var virkelig flov over at han var løbet tør for benzin den ene gang Cathy var med ham. Han ville være fuldstændig ligeglad hvis han var alene, for det var jo hans egen skyld. Han tændte optimistisk motoren igen, for at køre et par meter længere, men bilen stoppede forholdsvist hurtigt op. ”Goddamnit!” sagde han frustreret, og slog sin håndflade hårdt ind i rattet. ”I’m so sorry, Cathy” han vendte de grønne øjne ind i hendes, imens han ihærdigt tænkte over den bedste løsning. Han havde ikke lyst til at ringe ubelejligt til en ven, men han havde ikke mange andre valg. Han tog sin mobil op af lommen, for at ringe til hans bedste ven, men tænkte han nok først burde høre om Cathy kendte nogen der boede tættere på. ”Do you know anyone who’d want to help nearby?” spurgte han, mens hans tommelfinger swipede henover skærmen på sin smartphone.

Den lille fine halv engel med det gennemblødte hår ignorerede fuldblodsenglens spørgsmål om hvorvidt noget dårligt var sket, der havde fået hende til at gå i flere timer ude i regnvejret. Det var vel lige meget. Selv hvis hun vidste grunden til hendes opførelse, så ville hun alligevel ikke sige det til ham. Det var jo trods alt Zachary – han havde bedre af at vide for lidt end for meget. Uniform? Det smukke ansigt fortrak sig i en undrende mine, da han komplimenterede hende i sin uniform – som hun dumt havde glemt at hun havde taget på. De kønne øjne gled ned af den lyse blå skjorte inden hun vendte blikket mod hans lysende skikkelse igen. ”I hope you don’t mind that I’m wearing it” sagde hun i et høfligt toneleje, som hun fjernede en vildfaren våd tot der havde forvildet sig ind foran hendes blå øjne. Cathy satte den fint på plads ved at køre den om bag øret, til resten af håret. ”But umm.. Thanks” rømmede hun sig, som hun slap hans skikkelse og så ned på sine hænder der nærmest blev væk i de kilometer lange ærmer. Hun smøgede dem derfor en smule op på armen.

Nu tilbage på forsædet igen. De hvide tænder havde fat i den blå underlæbe. Halv mennesket kiggede ud af ruden, ud på det stormende vejr der glimtede så fint af lyn. Det var faktisk hyggeligt nok – man skulle blot være indenfor i tørvejr. Zacharys jamren vækkede hende fra sine egne dybdeborende tanker. De stod pludselig stille og det blege ansigt stirrede forvirret mod hans solbrune. Hun skulle lige til at åbne munden for at spørge hvad der var sket, da det gik op for hende at de var løbet tør for benzin. ”Oh” udbrød hun blankt som hun blinkede med de våde lange vipper. Hun bed længere ned i underlæben, som hun afventede hans reaktion – som var at sige undskyld og gribe sin mobil. ”Don’t worry. It could happen to the best of us” sagde hun med et lille smil i et håb om, at få ham til at få det lidt bedre med deres nuværende situation. Strandet in the middle of nowhere.

Javier, var den allerførste der poppede op på hendes nethinde da han spurgte om der var nogen der kunne hjælpe dem. Uden et ord lænede Cathy sig over mod ham og greb hans mobil og tog den ud af hånden på ham. Hun dumpede tilbage ned på numsen og vendte blikket mod den lysende skærm. Han var allerede inde på nummerindtastningen. Dut, dut, dut, dut. Lød det da hun ringede ham op. Han tog den endelig efter fire bip. ”Er du hjemme?” Var det første hun spurgte ham om. Hans dybe stemme borede ind i højtaleren. ”Har du mulighed for at hente en dunk benzin? Jeg sidder fast med en ven, in the middle of bloody nowhere” Fortsatte hun. Javier lød ikke begejstret og beklagede sig også en hel del. Han spurgte om Charles ikke kunne. ”Nej, Charles er i Shanghai på forretningsrejse. You’re all we’ve got. Så slip penslerne og kom herud!” Hun var kold og kontant og Javier gav sig også. ”Tak! Hvornår kan du være her?” Javiers svar fik hendes øjne til at udvide sig. ”Øh… Okay så. Jaja, det er bedre end ingenting. Vi ses mon'ami” og hun smækkede røret på.
Det næste minut brugte hun på at sende ham en besked med hvor de var placeret henne. Da hun var færdig, vendte hun opmærksomheden mod den kønne engel ved hendes side. ”He’s here in less than two hours” sagde hun med et lille smil. Hun rakte ham sin mobil igen. ”He couldn’t get here faster I’m afraid” hun løftede skuldrene opgivende, ”It’s better than nothing, right?” Det var ikke så meget et spørgsmål, det var mere et faktum. Alt var bedre end intet.

Halv englen greb fat om sine ben og hævede dem op under sig. Hun lod armene omfavne sine knæ og hvilede hagen derimod. ”So.. How do we kill time?” spurgte hun ham, mens hun stirrede fraværende mod vinduet. Der gik et par lange minutter, hvor stilheden bragede igennem i bilen. I mens cirkulerede hendes tanker omkring fortiden. Deja vu var følelsen der strømmede igennem hendes frosne spinkle krop. ”This reminds me of that time I got drunk and you had to take me home with you. Your’ car broke down on the way home so you had to carry me the rest of the way and it started raining too – jeez, I wasn’t very popular was I?” hun lo sin klokkeklare smukke latter, mens hun rystede på hovedet over sit teenage jeg. Det var dengang før, de overhovedet var begyndt at date. Dengang havde hun blot været Joshuas lillesøster. Men den aften havde åbenbart ændret alt for dem to. Det var i hvert fald efter at Zachary var begyndt at lægge mere mærke til hende.  ”Your thoughts were pretty loud that night too. I don’t think I’ve ever heard you cuss that much before” hendes smil flækkede op i et grin. Hans tanker havde brølet ind i hendes sind, som han havde forbandet hende hele vejen hjem. Han havde seriøst været træt af hende og sin situation på daværende tidspunkt.

Zachary kunne ikke undgå at glide blikket ned af politiskjorten, og på de bare ben, hvorefter han hurtigt fandt hendes øjne igen. ”No it’s completely fine. I have multiple police shirts” han syntes udelukkende det var frækt at se hende iført den.. men så igen elskede han at se hende i alt - lige fra sweatpants til en overdådig kjole. Han vendte blikket ud på vejen, og da bilen standsede for anden gang, kørte han den ud i det tilstedeværende nødspor. Det ville gøre det nemmere for andre at overhale dem.
Hans blik opfangede hurtigt det glimtende lyn forude, der blev efterfulgt af en voldsom torden. Det hele var noget lort. Havde han bare tænkt sig bedre om, ville de indenfor en time være i et varmt hjem.. men hvem vidste hvor lang tid der ville gå nu. De var strandet langt væk fra civilisationen i midten af absolut ingenting.
Hendes reaktion beroligede ham en smule, og det var sødt af hende, at sige det kunne ske for enhver. Han følte sig virkelig som en idiot, ved tanken om at ringe op til en ven og sige hvad der var sket. Overraskende tog Cathy telefonen ud af hans hånd, og en lettelse skyllede indover ham. Det betød at hun kendte nogen som ville være villig til at hjælpe.

De grønne øjne så afventende på Cathy, mens han lyttede til hendes samtale. Da navnet Charles blev nævnt, begyndte han at mistænke dem for at være mere end blot venner – præcis som han havde gjort førhen. Hvor stor del af hendes liv var han? Det virkede som om at han altid var der for hende, når hun havde problemer. He’s here in less than two hours – okay fint. Det var dejligt at hun havde en ven, som var villig til at hjælpe, og to timer var uden tvivl bedre end ingenting - specielt i det her uvejr. ”That’s great. I’ll owe him” sagde han taknemligt, og sendte et lille smil til Cathy. "So Charles is usually there for you when you're in trouble huh?" spurgte han ligegyldigt, mens han justerede på klimaanlægget, så de ville få sædevarme. I virkeligheden var han ikke så ligeglad med det, men han ville bestemt heller ikke få hende til at tro han var jaloux. Til hendes spørgsmål, lagde han hovedet en smule på skrå og betragede hvordan regnen konstant plaskede ned mod jorden. Der var ikke så meget at lave, men han ville ønske han vidste, hvad der ville få tiden til at gå hurtigere. Sex strejfede kortvarigt hans tanker, men vidste udmærket hun ikke ville hoppe med på den særlig nemt. Var der overhovedet andet de kunne lave, end at snakke? Det var ikke fordi hans bil havde meget mere at byde på. ”I don’t know.. I’m just really sorry about this” han ønskede virkelig at dette ikke var sket, men nu var der ikke rigtig noget at gøre ved det. Derfor var der heller ikke nogen grund til at gruble mere over hans fejltagelse. Hun fik ham til at smile, da hun mindede ham tilbage på en aften i England, selvom han dagen i dag var evigt taknemlig for at den aften skete. Han vidste det ikke da han kørte hende hjem, men den weekend havde fuldkommen ændret hans syn på hende. Han vendte sig halvt mod Cathy, og betragtede hendes øjne. ”Yeah.. You were a pain in the ass. But I think I was more mad at my car” et lille grin forlod hans læber, da han huskede præcis hvor meget han havde forbandet hele situationen, og ikke mindst sin skrotbil. Alt kunne skride til helvede den aften, men det vendte sig til det bedre i løbet af weekenden, og de efterfølgende måneder. Det næste hun sagde fik smilet til at falme hen, my thoughts were loud? Lige pludselig gik det op for ham, at hun havde lyttet til hans tanker dengang de var teenagere, og det kunne umuligt have været godt. ”Wait. Did you listen in on my thoughts?” spurgte han fortvivlet, og undrede sig over alle de ting hun ikke havde hørt igennem årenes løb. Han lænede sig en smule ind mod hende. ”Does that mean you occasionally still listen to my thoughts?” tonen var en anelse alvorlig, og han krydsede fingre for at hun ikke havde overhørt hans tanker i aften. De havde været koncentreret en del om sex, og det kunne egentlig også være lidt lige meget. Det gjorde ham bare nysgerrig, og han følte også han havde en ret til at vide om hun hørte dem en gang imellem.

So.. Charles is usually there for you when you’re in trouble, huh? Af dømme af hans toneleje og hans fraværende roden rundt med sædevarme knappen, var den lysende hanengel helt og aldeles jaloux. Cathy hævede det ene blonde bryn over det andet, mens hun betragtede ham som han lod som om at alt var okay. Spørgsmålet var så henkastet faldet af hans mund og en følelse af deja vu bredte sig hastigt i hendes mave. Zachary havde ageret sådan før – med hvilken fyr det havde været havde hun ingen anelse om. Det var jo trods alt også så længe siden. Hun studsede dog nu over ham og hendes blik lå fastlagt på hans, eftertænksomt med en grublende mine. Hun lagde de korte tændstik formede arme over kors, som blot strammede skjortens tag om hendes barm og derfor udviste mere kavaler gang. ”For the most parts, yes” svarede hun ham en anelse dødt. De is blå øjne kneb en anelse sammen, ”Why are you asking?” spurgte hun med et hint af jeg-ved-godt-hvad-du-har-gang-i attitude smurt på stemmebåndet. Den kønne halvvåde engel smed dog lynhurtigt attituden samt det fastlagte blik. I stedet henførte hun de blå øjne til vinduet, hvorpå små klare dråber af vand gled ned mod jorden i hurtige rytmer. Per automatik trak hun sine ben op til sig og de blege arme omfavnede dem, og af gammel vane lod hun sin hage hvile mod knæene, der var beklædt i sandfarvet plaster. Og hun faldt hen i sine egne tanker….

Mindet spillede igen og igen. Hendes latter der skreg ned af den tomme gade, ekkoede igennem den hvileløse nat. Hendes krop var omfavnet af varme. Varme fra alkohollen der havde et fast tag i hendes blod, men også varme fra de stærke arme der holdt hendes oprejst. Hendes ord druknede i hendes hoved – blandede sig sammen til en klam masse. Hun var alt for fuld og han var alt for hurtig til, at hendes fødder kunne følge med. Men hans ansigt glemte hun aldrig. De så kønne grønne øjne, der stirrede ned på hende med en blanding af træthed, rastløshed men også ømhed. She’s so beautiful when she’s drunk, en positiv tanke mellem alle de negative. Hendes ansigt, der var forvrænget i køn tomhed, sendte ham et blændende og utrolig smukt smil. Benene gav efter og hun faldt, men før hun ramte jorden nåede han lige at gribe hende.
”Please don’t tell Joshua” hviskede hun, mens de blå øjne stirrede dybt ind i hans. Han holdte hende helt tæt ind til sig, og hun følte sig helt skrøbelig i hans arme. De grønne øjne talte for sig selv, ikke engang hans tanker, der strømmede ind i hendes bevidsthed med tusind kilometer i timen, behøvede at tale for ham. Betaget. Han var betaget af hende. Han var faldet ind i hendes edderkoppespind, lige dér, midt på vejen i villakvarteret, blot 2 kilometer fra hans hjem. ”I won’t” svarede han kvalt i sit eget luft. Cathy sendte ham et taknemmeligt smil og hendes kønne blå øjne glimtede så fint i skæret fra lygtepælen. ”Let’s… get you home, okay?” flere minutter var gået før hans svar kom, der endelig fik ham til at løserive sig. Cathy blev smidt på ryggen og båret resten af vejen hjem. De negative tanker var stoppet. What just happend?

Hans finger lå på hendes venstre knæ, oven på plasteret. De is blå øjne vendte sig i et ryk mod hans ansigt, der så blegt ud. Hun vidste at han havde set mindet. Hans umenneskelige kønne ansigt vidnede om det. ”Sorry.. I.. I can’t really control it” udbrød hun beklageligt. Den øverste række af tænder bed ned i underlæben. Få minutter passerede hvor ingen sagde noget, men den trykkende fornemmelse af det gamle minde, hang så tungt i luften at det nærmest var kvælende. ”You fell in love with me there, didn’t you?” spørgsmålet sprang ud fra hendes rosa røde læber. Var det i sandhed ikke lidt et dumt spørgsmål af slagsen? Hun havde jo selv hørt ham. De tanker der havde raset rundt i hans lettere fordrukne hjerne. ”I never meant to listen in on your thoughts by the way.. I.. Well.. I didn’t do it on purpose most of the time” yeah great Cathy, most of the time… right. Hun rømmede sig i sædet og vendte blikket ned mod knæene. ”I’m sorry” mumlede hun blot. Hun følte sig virkelig dum.

Zachary fortrød øjeblikkeligt sin kommentar, da Cathy under ingen omstændigheder skulle mistænke ham for at være jaloux. Hendes toneleje afslørede dog hurtigt, at hun var nysgerrig efter årsagen til sit spørgsmål. Han havde udelukkende spurgt, fordi det også var Charles der havde kommet hende til undsætning efter overfaldet. I stedet for at spørge mere ind til Charles, ville han hellere stoppe samtalen. ”No reason. I’m just happy you have people that care about you” han så ind i hendes øjne med et kortvarigt smil, som aldrig nåede hans øjne. Han talte sandt, men tvivlede en smule på, at andre kunne passe tilstrækkeligt på Cathy, sammenlignet med ham selv. Han lagde sin højre hånd på hendes venstre knæ, for at fremhæve at han mente det. Han nåede dog ikke at sige mere, idet han lukkede sine øjne og blev trukket ind i endnu et minde.

Han blev kastet ind i omgivelserne, på den vej i villakvarteret, hvor hans bil var gået i stå. Alle følelserne fra den aften kom tilbage i ham. Den stigende hjerterytme, ved at mærke Cathy tæt på ham, og raseriet som falmede hen i takt med at han betragtede Cathy. Lige meget hvor meget han havde drukket tidligere på aftenen, gjorde hendes smil ham fuldkommen ædru. Mindet var så fjernt for ham, at det føltes utrolig stærkt at gense det. Cathy blev løftet om på ryggen og de fortsatte mod hendes hjem. Han huskede tydeligt, at hun havde bedt ham om at blive, hvortil Zachary havde svaret at han syntes hun skulle hvile sig.
De efterfølgende uger, prøvede han med skjulte intentioner at invitere Cathy med til alle de aktiviteter ham og Joshua lavede. For hver dag der gik faldt han kun dybere for hende, og var ovenud lykkelig dengang hun gengældte hans ’I love you’.  

Da mindet var ovre, stirrede han målløs på Cathy med sine grønne øjne. Hans krop forsøgte at kapere alle de tanker og følelser der kredsede rundt indeni ham. Hun forstod det nok ikke helt, men den aften og de efterfølgende måneder med hende, havde været den lykkeligste tid i hele hans liv. Hun stillede ham et spørgsmål, og det tog ham et par sekunder, før han nikkede, for derefter at se væk fra hende og ud på vejen. Selv han kunne umuligt skjule, at han forelskede sig i hende den aften.
”That’s alright” han vidste udmærket, at væsener ikke bestemte deres egne evner, og ikke altid kunne kontrollere dem. Det virkede bare underligt, først at blive informeret om det nu, når de havde kendt hinanden i flere år.  
”I miss the careless teenage years with you” sagde han med oplivet stemme, for at skubbe stemningen i en anden retning. De havde haft mange lykkelige minder og lige meget hvad der end skete efterfølgende, så holdt han stadig meget af både Joshua og Cathy den dag i dag.
Han kiggede fortsat ud af foruden på vejen, og forestillede sig dem løbe efter hinanden i regnen, smilende og forelskede. Zachary ville ende med at fange Cathy, løfte hende op til sig og kysse hende. Han havde sjældent haft det så godt med nogle andre. Selvom han havde været sammen med andre piger efter Cathy, var det aldrig det samme. Han så ned på sit ur som afslørede at en halv time var passeret, siden hun havde ringet til sin ven.

Han vendte atter sit blik på Cathy. ”I wish I could escape from this rainy weather soon” et lille smil spillede om hans læber, i en hentydning til det kølige og regnfulde klima som havde præget vejret de seneste uger. I de år han havde boet i Frankrig, havde han ikke været på ferie, så det var bestemt noget han savnede. De lange arbejdsdage havde efterhånden kørt ham træt, så en luftforandring var klart at foretrække.