reckless run

Brisen der ramte hendes flette hår, afgav ikke tegn på at hun frøs. Hun mærkede slet ikke at den kulde som morgen luften bar med sig, da hun ikke havde evnen til at kunne mærke den i luften. Hun sukkede, fortvivlsen var nem at finde på hendes ansigt. Hun havde jaget for længe denne gang, og hendes skaber var der ikke til redde hende. Han havde sagt at vis hun forsatte med leve på måde, så blev det hendes undergang. Måske havde han ret, måske var dette hendes undergang. Katarina var knap nok kommet ude af baby årene som vampyr, hun var levet et menneske liv som troede var det eneste liv på planeten. Hun tog fejl, efter en nat med druk havde hun miste livet som menneske. Katarina var blev vampyr, hun havde ikke selv beslutte dette, hun var blot blev udvalgte som hendes skaber sagde. Katarina havde taget det nye liv som en fest, en fest der tit var lidt for farlig. Hun var en overmodig, flabet lille sag, nu hvor der var ingen der kunne røre hende. De mænd der tideliger havde chikaneret hende, frygtede hende i sted, hun havde knust dem alle som de havde knust hende.

Katarina snusende, hendes fine lille næse trak kort, en grimase udspillede sig kort. Hun smilede, der var intet som den friske morgen luft, den efterlod et hint af den evige fare om at solen på et hvert givet tidspunkt kunne tag livet af hende. Hun elskede det, susset af at være i fare, selv om hendes skaber hade det. Hun var stadig i stand til befinde sig i solen, eller bare i fem minutter, trak hun den længere blev det farlig. Hun havde mærket den smerte som solen afgav når den først bed igennem den fine hvide hud, hun strøg de mindre ar på hendes hånd falde, en permanent lyserød farve var blev brand ind i på inden siden af hendes hånd. Katarina hoppede op en af de mange bænke, hun var nede på en de mange perroner hvor der ikke var liv at finde. Hun var stadig i et stadie af blødros, de mange små efterlade dråber klistret sig til hendes læber, hun slikkede ind i mellem på det, den søde smag blod som hun blot havde indtaget for et par timer siden da hun danset på diskoteket. Godt nok havde hendes skaber forbudt hende at kommet på steder med mange dødelige, han sagde at hun ville være ude stand håndtere så mange dufte og lyde, hvilket han tit havde ret i. Katarina havde drabet tre, ved uheld. De unge mænd der kom på diskoteket, havde været fortyllede af hende, og hun tryllespandt dem alle så snart at hendes hænder blinde for deres sanser for frygte, fare og flugt.

Hun danset kort rundt, hendes bevægelser var hurtige. Når hun var i den tilstand var hun ligeglad med hvis andre så hende, de viste jo ikke at hun var en vampyr. De tog hende blot for være lidt hurtigere end normalt, måske havde hun ADHD, eller andre forstyrelser. Sådan var de dødelige med hende, de forstod hende ikke. Katarina hoppede tilbage ned på den flise belagte perron, hun var stadig fart vild. Hun havde klaret turen ind til byen, med hjælp. Men på denne tid af morgen var der ingen hjælp at finde, hun skulle selv klar den tilbage til den villa som der var blev hendes nye hjem.

Tøjet, håret er sat som på billedet og han har et par sorte converse på.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det havde været hvad.. Seks måneder siden han rigtig havde bevæget sig uden for en dør, blot for at have noget at lave. Efter vampyrens forsvinden havde han taget tilbage til den dimension han oprindeligt kom fra, da han havde nogle ting han skulle have ordnet. Man kunne tydeligt se på ham at han havde fået tilstrækkeligt af tæsk, nu han ikke havde sin ”beskytter”. Med snilde fiskede han en pakke cigaretter op af sin jakkelomme, samt en lighter så cigaretten kunne tændes. Han satte den mellem de blege læber og sukkede inden han satte gang i smøgen og puttede pakken og sin lighter tilbage i jakken. Han havde ikke været vågen på denne tid før, med mindre han havde været på arbejde, hvilket også var lidt tid siden han havde været det, eftersom han næsten lige var kommet tilbage til Terre efter at have været rejst bort i protest på vampyrens forsvinden. Hvor skulle han gå hen? Med rolige skridt begyndte han at bevæge sig ud på eventyr og inden han vidste af det, ville han sikkert finde et sted og slå sig ned for at få andre tanker.
 
Banegården var nærmest tom for mennesker, hvis man så bort fra de hjemløse der lå inde i hallerne. Ak ja, sikke et liv at leve, men mange af dem havde ikke noget valg… Han stoppede op og smed skoddet fra smøgen på jorden inden han tog en dyb indånding. Der var intet bedre end en frisk morgenbrise, men der var noget andet der også fangede hans opmærksomhed, hvilket fik ham til at spile øjnene op. En svag, men velkendt duft af vampyr fik ham næsten til at løbe frem på perronen, men da han kom frem var der ingen. Kun en tøs der hoppede rundt som et lille damp barn. Han så på kvinden og hævede et øjenbryn. Var det hende der havde den duft. Langsomt nærmede han sig kvinden uden så meget som et ord, men duften blev kun stærkere.
 

” Hvor kender du ham fra…” hans stemme var usikker da han talte russisk, da han regnede med denne kvinde var fra Rusland, da han havde på fornemmelsen at det var der vampyren var taget hen. Han rystede over hele kroppen og havde en underlig lyst til blot at flyve direkte i struben på denne tøs, for hun havde tydeligvis været sammen med vampyren, den mand som mere eller mindre havde lært ham at være mere tolerant, men efter hans forsvinden var det kun gået ned af bakke for ham, da der ikke var nogen til at beskytte ham. Nu ville han bare finde ud af hvem denne kvinde var og hvad forbindelse hun havde til vampyren.

De mahognibrune øjne havde travlet med stirre op imod himlen, da den unge vampyr stoppede hendes gang. En mild mørk himmel med stjerne, var hvad der optog hendes tanker. Hun blev skubbet ud af disse tanker, da lyden trin begyndte at lyde på perronen. Hun fikset blikket væk fra himlen, blot for at hun kunne vende sig om imod personen der kom imod hende. Hun stirrede da der blev talt til hende, tydelige vise var det person der snakkede rusten Russiske.

"Ham?" Hun fnis kort, tydeligvis var hun ikke helt sikker på hvem den fremmede talte om. Hun var trods alt blev bedt om at være travs omkring sin skaber når hun var alene "Mener du ham der skabte mig, han er ikke nærheden lige nu." Den blide stemme var legesyg, farlig men eller uvelkommen. "Hvorfor bekymrer du dig om det, kender du ham?" Hun havde tydeligvis aldrig set ham før, men hun havde hørt sin skaber nævne en dæmon, en elsker måske. Kunne det tilfældet at hun havde mødt ham blot fordi hun stadig havde hendes skabers duft på sig? Hun smilede drillende "Han er her i byen, men hvorfor er det så virkeligt, han har ikke snakket om dig siden den nat hvor at jeg vågnet fra graven." Det morede Katarina at drille ham lidt, måske var han den fare som hun ivrigt havde ventet på siden at hun forlod diskoteket. Måske var han nåde andet, lige meget hvad ville hun nok fortælle ham det før at natten var omme. Hun ville bare se hvor meget hun trække ude af dæmonen, uden at det var til fare for hende selv.

Katarina rynket på næsen, hun tog et lydløst snus. Dæmonen havde helt sikkert en anden duft en mennesker havde, hvor de tit duftede at hvad de nu havde indtaget i løbet af natten virkede dæmonens duft mere krydret hos den unge vampyr. Hun tog et par hurtige skridt frem, før at hun igen snuset. "Du har lidt af den samme duft som ham, men du dufter af andet ved siden af." Hun havde næsten lyst til smage, men på samme tid var hun godt klar over at hvis hun bed det som der var hans, ja så blev der bare flere problemer på hendes ende. hun trådte tilbage, en bred afstand betød en større mulighed for komme væk i en fart, hvis nødvendig.

Han så på hende med et stift blik. Hun var en af hans, det var der ikke nogen tvivl om. Dog var hun stadig ung, så hun havde meget at lære, men hendes flabethed… Var uden tvivl fra ham. Kort så han ned i jorden og rettede derefter blikket mod hende ” Lang historie…” sagde han og sukkede. Hun ville sikkert ikke have sådan nogle billeder af sin skaber ind i hovedet.. At han nærmest havde haft et forhold til en dæmon og for at sætte prikken over i’et… En mandlig dæmon. Han stivnede da hendes ord om at han slet ikke havde tænkt på ham siden den nat hun kom til verden. Følelsen af tusinde knive der stak direkte i brystet på ham spredte sig til resten af kroppen og udsprang i tårer der satte sig fast i hans øjenkrog og slørede hans syn ganske kort. Var det sandt? Havde han virkelig ingen intentioner om at se ham igen, nu hvor han havde denne lille vampyr tøs? Bare tanken var nok til at have lyst til at løbe fra alt og tage tilbage til den dimension, hvor han sikkert ville føle samme smerte som netop nu. ” Jeg ved han leder efter mig… ” sagde han.. Han havde inderst inde ikke nogen som helst anelse om det, men et eller andet sted håbede han inderligt at dette var tilfældet.

Han skævede til hende da hun tog den dybe vejrtrækning og himlede med øjnene ” Vampyrer… ” mumlede han lavt for sig selv inden han bemærkede at hun tog et skridt bagud. Var hun bange for ham? Et eller andet sted frydede han sig over det, for hvis det var tilfældet, så havde han stor fordel, eftersom der var rigelig med skygger, plus solen var på vej op og han vidste at vampyrer ikke kunne tåle solen. Han betragtede hende fra afstand ” Det er tydeligt at du er ny vampyr… Du er ude og solen er ved at stå op… Og hvis du så gerne vil vide hvad jeg er… Så er jeg skyggedæmon” sagde han og fnøs ganske kort inden han så op mod solen der langsomt var begyndt at æde alle skyggerne der kunne holde den unge vampyr skjult.

Hun rynket kort på næsten, dæmons svar gave hende ikke meget at spille på. Men hun forhold sig stadig så næsevis som hun altid havde været, eller hun havde taget den natur til sig efter at hun var blev vampyr. "Måske, måske ikke. Jeg set ham sjælten, forlade huset her for tiden. Det eneste tidpunkt han kommer ud på, er når han tag med mig med ud for jage." sagde hun, et lille drillende smile kom frem på hendes læber.
Hun klukkede kort ved hans kommentar, ja hun var ung. "Ung er jeg, men jeg kender til faren ved solen. Dog har jeg ikke mange muligheder for kunne flygt herfra, måske skulle jeg bare vente nede på metro stationen?" sagde hun, det var den eneste mulighed hun havde på nu værende tidspunkt. "Høre her du virke som okay fyr, så kunne du måske hjælpe en dame i nød? Bare indtil at jeg har andre muligheder for vende hjem igen, jeg kan tydeligvis ikke nå tilbage til vores hus lige nu, eller ikke uden dø halv vejs." Hun var ikke sikker på om dæmonen overhoved ville hjælpe hende, ikke efter hvordan at hun havde opført sig på nuværende tidspunkt. Men hun kunne stadig prøve, Katarina var ikke den person der gave op bare ikke lige sådan.

//Beklager at det var kort <.< //