En manglende overskrift - Zane

Tid - klokken nærmer sig 20:34
Sted - skoven
Omgivelser - træer og meget andet, der hører til en skov
Vejret - Mørkt og ganske enkelt ved at være køligt, selv om det tidligere var ganske varmt


Det var ved at blive sent, Belle kunne selvfølgelig bruge ufattelig mange timer ude i skoven. Hun endte altid med at glemme hvad klokken var, og når det så var at hun, kom i tanke om det. Så var der mørket. Vejret havde faktisk været ganske perfekt, så hun var jo endt i kjole en blå kjole. Normalt ville hun have sko på, men dem havde hun nærmest ikke tænkt over. Hun kunne godt lide at mærke, de blade der måtte være på jorden. Selv om det betød at hun fik beskidte fødder, men det generede hende absolut ikke. Selv om hun var en fin velopdragen pige, betød det ikke altid at hun lignede en der var det. Blikket gled rundt i den mørke skov, mens hun forsøgte at orientere sig over hvor fanden hun egentligt var henne. Selv om hun sikkert havde sat lænet op ad det samme træ op til flere timer. Men alligevel kunne hun sådan, fornemme hvor hun cirka var henne hun havde trods alt gået i denne skov op til flere gange før. Men nogle gange, kunne det bare ligne at skoven var ret så uendelig stor.

Endnu en kedelig dag, hvor der var sket absolut minus, var ved at gå på hæld... og Zane havde i aftentimerne fundet sig selv i skoven udenfor Terre.
Her havde han ikke været i lange tider efterhånden, og det kom bag på ham hvor meget han havde savnet stedet.

Det var trods alt noget helt andet end Abbadon's mørke sale - og langt mere fredfyldt.

Så han nød aftenluften som solen langsomt gik ned, mens han vandrede rundt...
Til forskel fra de fleste andre, kendte han denne enorme skov ud og ind; hver eneste lysning og skjult krog var som hans eget.

Efter en tid hvor han havde vandret rundt i egne tanker, fik han pludselig øje på en person længere fremme - en ung kvinde, så det ud til.
Da han kom tættere på, viste det sig endda at være en ganske smuk, ung kvinde...!
Heldigt, heldigt...

Uden videre, trådte Zane frem så hun kunne se ham, og smilede.
"Godaften frøken... hvad laver en pige som dig dog herude, helt alene?" spurgte han, og rettede let på den stilede, kortærmede grå skjorte.
Ud over skjorten var han klædt i sorte bukser og læderstøvler, og hans lange, hvide hår hang som altid løst, og faldt ganske naturligt pænt.

Det var nu ikke fordi, at Belle havde spekuleret vildt meget over at møde andre ude i skoven. Men Belle havde virkelig nydt det at være for sig selv, og lytte til skovens mange lyde eller betragte de dyr hun havde set. Skoven var bare det sted, der var det bedste sted at være efter Belle mening. Stedet fik altid et smil, på hendes læber. Selv om hun virkelig hadede det, når andre mennesker gjorde skade på skoven. Men alligevel kom det ikke bag på hende, da en stemme nåede hende. Selv om det alligevel, godt kunne overraske hende at møde andre ude i skoven på dette tidspunkt. Personen kom tættere på, og jo tættere han på jo mærkeliger så han ud efter Belle mening. "Godaften" kom det fra hende, mens hun betragtede ham. Hun fandt specielt, hans hvide hår sært det så hun jo oftes ved gamle mennesker. Og det var jo, ikke lige frem fordi Belle vidste at hun var et andet væsen. Næh hun troede jo, blot at hun var et menneske.

Men han virkede da spændende, nok. "Jeg plejer altid at tage ud i skoven, den er så dejlig. Men når jeg først er her ude, lægger jeg slet ikke mærke til tiden også går der bare flere timer" kom det som svar fra hende, mens hun stadig kiggede på ham. "Men hvad med dig? Hvad laver du selv her ude?" Kom det fra hende, når nu han ville vide hvad hun lavede der ude ville hun da også vide det med ham.

Så hun var endnu en 'skovnyder'? Det lød sådan... og mindede en smule om hvad han selv oplevede herude.
"Ah, det forstår jeg skam godt. Skoven er et skønt sted... men selvom den er smuk og fredfyldt normalt, kan den også være farlig. Det er ikke længe siden her boede en mand, som yndede at gå efter unge kvinder..." sagde han.
Det ironiske var, at selvom han ikke havde hentydet til sig selv, så kunne det lige så godt have været...

"Og mig...? Jeg nyder skoven, præcis som du gør. Og så synes jeg det er ganske heldigt at rende ind i en køn pige herude! Hvad er chancen?" lød det fra ham, mens han roligt gik over imod hende.

Han stoppede op godt en meter fra hende, og gav hende et friskt elevatorblik - hvorfor skulle han dog ikke?
Og hvem vidste...? Måske dette ville ende med at blive en særdeles spændende aften...

Belle bevægede sig kort, men kun til at det ville bevæge hendes kjole i til den så blev ganske stille igen. Blikket var stadig rettet mod ham den fremmed, med det hvide hår. Hvis navn hun, slet ikke kendte. Belle lagde dog hovedet let på skrå, da han nævnte det med en mand som yndede at gå efter unge kvinder. "Skoven er mit yndlingssted... "Når du siger længe siden, betyder det så at manden ikke er her mere?" Kom det kort fra hende. Mens hun stadig så på ham.

"Så det synes du?" Kom det fra hende, hun kunne dog ikke lagde værd med at smile da han tydeligvis syntes at hun var en køn pige. Komplimenter kunne, hun så sandelig godt lide.

Det var nu ikke fordi hun kunne bakke meget længere tilbage, der var jo et træ bag ved hende.. Belle kunne selvfølgelig gå uden om træet, men hvad nyttede det han lignede en hurtig person. Hun lagde selvfølgelig, godt mærke til han gav hende elevatorblikket, et blik hun havde fået for mange af en eller anden grund. Og det havde egentligt aldrig generet hende, men lige denne her aften føltes det bare sært.

"Skoven er et glimrende yndlingssted... og ja, han er væk nu. Nu befinder han sig i byen, hvor han går og mukker over sin forsvundne kæreste... det er egentlig ret så sørgeligt." sagde han.
Hendes smil over hans kompliment fik ham selv til at komme med et lille, skævt smil.

Han havde en idé om hvad han ville bruge denne aften på nu... og han var ikke så sikker på at hun ville være ret villig til det.
Så step one... hvad var hun mon?

Zane fokuserede i et splitsekund, og vidste så allerede at hun hverken var menneske, dæmon eller vampyr.
Næh nej... hun var noget så 'ufarligt' som en aspara!
Ganske godt...

"Først og fremmest..." sagde han og trådte tættere på, så han kunne lægge en hånd på træstammen bag hende.
"Hvad hedder du?" spurgte han, og rakte den anden hånd frem, for drillende at give hende et lille prik i maven.
Det virkede måske ret uskyldigt... men den skjulte agenda bag det var, at finde ud af om hun havde muskler, eller var blød som smør, og dermed uimodståelig...

Spændende personer viste sig altid, at være dem man skulle holde sig væk fra. Selvfølgelig lyttede Belle til det han sagde. "Surt for ham" kom det fra hende, og nu var det jo heller ikke fordi hun var typen der gik ind for at blande sig i folks parforhold. Uanset om kæresten var forsvundet eller ej.

Selvfølgelig forsøgte hun, at træde et skridt tilbage men ramte ind i træet hvor hun endte med at skære en eller anden sær grimasse i ansigtet. De bare fødder, især hælen havde ramt ind i træet. "Hvis jeg fortæller mit, fortæller du også dit. Det er mest fair" Kom det fra hende, mens hun så på ham. Dog fulgte blikket da han lagde, sin ene hånd på træstammen. Det var nærmest, som om hun var fanget.. "Belle" kom det stille fra hende. Det var absolut ikke fordi hun brød sig om at blive prikket i maven, og hendes mave som ellers var ret så blød. Det gjorde det nærmest, ubehageligt i at blive prikket i maven når nogen så gjorde det.

"Åh ja... Ganske surt. Men han ligger vel som han selv har redt." sagde han og skænkede sin modstander en sidste tanke, som forsvandt som dug for solen da han mærkede hendes mave...

"Jovist er det fair...og Belle...? Et skønt navn, som endda betyder skønhed." Han smilede til hende, og nød at hun nærmest var fanget her... og at hun ikke havde forsøgt at flygte endnu.

"Jeg har et sært spørgsmål til dig, Belle... hvis du er nysgerrig..." sagde han så.

Opmærksomheden var stadig rettet mod den hvidhårede, hvis man da kunne kalde ham det. Hvilket nok bare vil finde, Belle utroligt sjovt at kalde ham det. "Sådan er det vel" kom det fra hende. Skulle hun mon prøve, og tænke på en eller anden måde og slippe væk på? Nej det ville ikke virke, som sagt lignede han jo en der var hurtig.

At det betød skønhed anede hun ikke, hun drejede kort sit hoved til venstre men den vej kunne hun jo ikke smutte. Endelig rettede hun sit hoved så, øjnene kiggede på ham igen.

Han fik jo ikke sagt sit navn, det fandt Belle slet ikke fair.. "Og hvad er så det for et spørgsmål?" Kom det fra hende, hun kunne godt ligne en der overvejede at dukke sig så hun kunne forsøge at komme væk fra træet. "Og du sagde ikke hvad du hed!" Kom det fra hende, måske sagt på en lidt irriterende måde.

Det så ud til at hun var begyndt at lede efter mulige flugtveje... en skam, men hvad kunne man forvente?
Hun ville næsten helt sikkert forsøge at flygte når han havde stillet sit spørgsmål...

Hans navn! Hvordan kunne det være smuttet for ham så hurtigt?? Han blinkede en enkelt gang med øjnene, og sagde så: "Det må du oprigtigt undskylde. Mit navn er Zane. "

Nok var han en sadistisk, magtliderlig fuck... men at glemme den slags små ting var ikke i orden.

"Nå... spørgsmålet..." sagde han og smilede udfordrende.
"Har du nogensinde fået et slag i maven før...? For det kan være utroligt sexet... oh, the adrenaline..."
Ingen grund til at pakke tingene ind. Det fik han alligevel intet ud af...

Selv om hun stadig kiggede på ham, kiggede hendes øjne stadig rundt omkring hun ville heller være opmærksom frem for uopmærksom. Hun bed sig kort i læben, mens hun så på ham.

Hun fnyste.. Da han langt om længe sagde sit navn, hun brød sig ikke om personer som glemte at sige deres navne. Selv om de så højtideligt havde sagt, at de gerne ville sige det. Og desuden var det jo kedeligt at være sammen med en, hvis navn man ikke kendte overhovedet.

Han havde virket som en spændende person før, men nu virkede han som en ubehagelig person. En man bare skulle væk fra. "Det er da ikke sexet at få et slag i maven." Kom det fra hende, "Slå dig selv i maven hvis du absolut skal slå nogle" kom det en anelse rapkæftet fra hende. Det kunne godt være hun så utryk ud, men at svare rapkæftet eller bare flabet generelt kunne hun altid. "Og til dit spørgsmål, nej jeg er ikke blevet slået i maven før" kom det langsomt fra hende mens hun bevægede sig kort til højre side.

Som forventet, mente hun bestemt ikke at der ar noget tiltrækkende ved den slags små lege. Men igen, sådan var det jo med langt de fleste! Ni ud af ti!

"Åh, jeg må erklære mig uenig..." sagde han og smilede lidt ad hendes tydelige ubehag.
Hun ville gerne væk fra ham nu... og han forstod hende skam godt.
"Det kan være helt utroligt sexet... og jeg synes du skal prøve det, nu hvor du har chancen. Jeg vil endda gå med til at du styrer lidt i starten." sagde han.
Egentlig drillede han mest, for det var aldrig lykkedes ham at få nogen med på den idé - selv når han tilbød at de kunne få lov at bestemme.

"Du får kun denne ene chance... så hvad siger du?" spurgte han roligt.
Hvis hun valgte at stikke af nu, ville han naturligvis fange hende og gøre præcis hvad han havde lyst til med hende - og hun ville ikke nyde det.

Belle burde altså have gået sin vej, førte gang hun fik øje på ham. For lige nu brød hun sig bestemt ikke om ham, og da slet ikke hvis han fandt det sexet at slå på andres maver.. Og det der smil, kunne hun slet ikke lide..

"Tror du virkelig jeg, har lyst til at prøve det? Bare fordi man har chancen for det, nej tak. Find en anden og leg med" kom det fra hende.

Hun havde set sit snit til rent faktisk at kunne stikke af, og måske kunne hun nå langt hvilket hun da håbede på. "Nå men farvel" kom det fra hende, høflig var man da. Det varede ikke længe, før hun kom rundt omkring træet og satte i løb. Selv om det kunne mærkes ubehageligt når hun jo løb, barfodet forhåbentligt løb hun ikke på nogle grene der kunne gøre nas senere hen.

"Oh well... du fik chancen, men valgte at være kedelig... hvor typisk." sagde han med et let suk, da hun valgte at stikke af.
Selvfølgelig valgte hun da at stikke af! Hvem ville ikke gøre det?

Men... ingen var nogensinde undsluppet. Og Belle skulle ikke blive den første.

Zane trådte roligt uden om træet og så efter hende, som hun løb hen over skovbunden.
Hvordan skulle han gøre dette... der var så mange muligheder...
Han besluttede sig hurtigt for at gøre det så nemt som muligt, og fokuserede kort sin magi, mens han rakte en hånd ud i den retning hun løb.

Skyggerne omkring Belle begyndte at bevæge sig, og med ét skød de frem for at forsøge at gribe fat i hende.
Hvis de fik fat, ville de reagere alt efter hvordan det umiddelbare område så ud:

Var Belle lige i nærheden af et træ, ville skyggerne tvinge hende over til træet med ryggen imod barken, og hænderne fastholdt over hendes hoved.

Hvis ikke, ville de tvinge hende ned at ligge på ryggen, også med hænderne fastholdt over hovedet.

Ligegyldigt hvad, ville hun være i problemer hvis skyggerne fangede hende - og Zane ville ganske roligt begynde at gå over imod hende...

Valgte at være kedelig? Så heller være kedelig frem for at blive, slået i maven. Hun fortsætte dog med at løbe. Løbe forbi en masse træer, også alligevel var hun et par gange væk fra træerne.

Skyggerne føltes sære, sådan meget sære som om de næsten var levende. Og det kunne absolut ikke, være noget godt tegn. Og hvis hun ikke tog meget fejl, forsøgte de forbandede skygger at gribe fat i hende. Hun havde aldrig, oplevet noget lignende.

Det kom nærmest som et chok fra hende, da skyggerne greb fat i hendes hænder og tvang hende ned på ryggen. Og dernæst trak hendes arm op over hovedet så de var fast holdt. "Hvad fuck er du" kom det fra hende, for han var tydeligvis ikke noget normalt menneske. Faktisk var hun begyndt at tvivle på, at han var et menneske, han havde også set mærkelig ud.

Zane smilede da skyggerne fangede hende, og tvang hende ned i den sårbare position... de ville være svære at undslippe, med mindre man havde det rette sæt magiske evner, eller stor fysisk styrke - og at dømme efter hendes udseende, var det i hvert fald ikke sidstnævnte der ville blive hendes redning.

"Hvad er jeg..?" gentog han drillende, inden han nåede over til hende, hvor han knælede ned ved hendes side.

"Jeg er magiker, Belle... og jeg er en sadistisk fanden, som intet har at skjule."

Med et provokerende smil, rakte han sin ene hånd ud, og lagde den fladt på hendes mave, hvor han begyndte at køre den rundt på kærtegnende vis.
"Hmmm... skal vi starte med kjolen på, eller med bar mave...? Svært valg..."

Egentlig ikke... lige nu nød han bare at provokere hende.

Selv om det var nyttesløst forsøgte hun at se om, hun rent faktisk kunne undslippe skyggerne men umuligt.

Belles øjne gled hen mod ham da han langsomt knælede ned ved hendes side, hun kunne ikke lide han var så tæt på.

"Magiker? De findes jo ikke, det her er nok bare en drøm.." kom det fra hende, selv om hun jo godt vidste at det ikke var. Det var virkeligt, og han kunne da magi selv om hun ikke syntes om det.

Svært valg? Hvis det stod til hende ville hun helst beholde sin kjole på, uanset hvad. Og da han lagde sin hånd fladt på hendes mave skar hun en grimasse, hun kunne så sandelig ikke lide det. "Slip mig fri" kom det fra hende.

Magikere fandtes ikke...? Var hun ny her i Di Morga? Det var den eneste logiske forklaring, for der var beviser på magi overalt - hvis man så efter.
Og hvis hun virkelig troede at dette var en ond drøm... så ville hun blive slemt overrasket.

"Åh, jeg er bange for at det her er så virkeligt som det kan blive..." sagde han, og måtte slå en latter op da hun bad ham lade hende gå.
Virkelig... hvornår ville det nogensinde virke?

"Nej..." sagde han og borede fingrene let ned i hendes mave. Det ville ikke gøre ondt, men det ville tydeligt vise at han kunne lide at hun var blød og sårbar...

"Det her bliver ganske godt... " hvislede han ildevarslende.

Det ville næsten være bedre hvis det bare var en ond drøm. Men det kunne åbenbart ikke lagde sig gøre, hun måtte bare forsøge at slippe fri hvis det overhoved skete eller kunne lagde sig gøre.

Belle endte med at bide sig i læben, da han sagde nej til at slippe hende fri. Fandens, hun gad virkelig ikke være her hele natten. Hun ville egentligt gerne hjem, men med ham i nærheden lignede det slet ikke at det ville ske lige nu.

Da han borede fingrene let ned i hendes mave, ville man tydeligt kunne mærke hvor blød maven var. Og den havde altid været blød..

"Måske godt for dig, men sikkert ikke for mig" kom det fra hende, ganske enkelt irriteret.

Denne pige havde tilsyneladende ikke skyggen af mavemuskler... og det var noget der tiltalte ham. Det gjorde hende sårbar, og det gjorde hende tiltrækkende for en med hans mærkværdige sind - åh, han ville nyde hende!

"Godt for mig, ja... det tror jeg du har helt ret i. Men ikke for dig? Sandsynligvis ikke... nogen piger kan faktisk lide det - men jeg har en ganske klar idé om, at du ikke er en af dem." sagde han med et smil, før han knyttede næven og hævede den let.

Det var tid til at se hvordan hun ville reagere...

Det første slag ramte hende midt i maven, lige over navlen.
Han slog ikke for hårdt - men hårdt nok til at det ville kunne mærkes ganske godt.

Belle blik var rettet mod ham mens han snakkede, og hun kunne ikke rigtig forstå at nogle piger rent faktisk fandt det dejligt at nogle ville slå i deres mave. Det var noget af det, særeste efter Belles mening.

Hun lå stadig i en urolig stilling, og selvfølgelig da han begyndte at knytte sin næve og hævede den. Forsøgte hun da først endnu, mere at komme fri at skyggerne der holdte hende fast. Det ville ikke blive sjovt, det ville sikkert ende med at gøre ondt ad helvedes til.

Da hans næve ramte hende, fik hun selvfølgelig et chok. Slaget kunne efter hendes selv tydeligt mærkes. "Av!" Kom det fra hende, måske et ret ynkeligt av. "Lad værd" kom det som en ny sætning fra hende, det her ville ikke blive sjov. Og chokket fra slaget var der stadig, "Har du nogensinde overvejet at slå dig selv?" Kom det fra hende. At være flabet i sådan en tilstand, var bare typisk Belle. Men det hjalp da nærmest, til ikke at tænke på smerten selv om man godt kunne se på hendes ansigt at slaget faktisk havde gjort ondt på hende.

Hendes halvynkelige 'Av!' fik ham blot til at smile.
Følelsen af hendes sårbare mave der gav sig under hans næve, var som altid nærmest euforisk for ham.
Han glædede sig til også at se hvordan den så ud, nu hvor han havde mærket den...

Da hun valgte at være flabet, rystede han kort på hovedet og sendte hende et næsten varmt smil.
"Belle... du er ikke i en situation hvor du kan tillade dig at være flabet. Hvis jeg ville, kunne jeg dræbe dig lige nu. Men i stedet tror jeg nu, at jeg vil slå dig igen..."

Og det gjorde han. To gange.
Begge slag var langt hårdere end det første, og de var dybe...
Det første ramte i den nederste del af hendes mave, og det andet lige under ribbenene, lige i midten, hvor det ville gøre allermest ondt og slå luften ud af lungerne på hende.

Straf var straf...

Hvis det ikke var fordi hun var bundet, ville hun havde taget sig til sin ømme mave. Men det var umuligt hun. Hun var bundet, og nu havde hun da endelig fundet ud af at hun ikke kunne lide at være bundet.

Det varme smil kunne hun ikke lide, faktisk var der intet ved ham hun kunne lide. Ja hun havde sikkert fundet ham spændende, i starten men det var lang tid siden nu. "Nogle gange hjælper det på ens humør at være flabet" kom det fra hende, og det var ikke fordi det kom. Som nogen overraskelse at han ville slå hende igen.

Endnu en gang blev hun nærmest overrasket over slagende, selv om hun var forberedt på dem denne her gang. Men denne her gang, de to gange hvor han havde slået hende. Da han havde slået hende, kom der ynkeligt nok et par klynkelyde fra hende, men det var vel hvad man næsten kunne forvente fra hende. Og ondt det gjorde det, specielt fordi det føltes som om al luften var netop slået ud af lungerne på hende. Hvilket fik hende også til at hive efter vejret, som hun aldrig havde gjort før. Og forhåbentligt ville, hun nå at få vejret igen inden han gjorde klar til endnu en omgang.

"Måske... men det giver dig ret ondt. Jo mere du modarbejder, jo hårdere slår jeg." sagde han roligt - mens adrenalinen susede i hans krop.
Hvert slag havde været perfekt! Måske lige med undtagelse af at hun ikke havde bar mave - endnu.

"Jeg ser frem til at se den, i stedet for bare at slå på den..." sagde han og begyndte roligt at massere hendes ømme mave med sin ene hånd.
Dette ville hjælpe imod smerten - men det var samtidig meget tydeligt at han nød at røre hende der.

"Har du andet at sige...?"

"Vil du heller have jeg er råbende og skrigende? Eller det vil du sikkert bare elske" kom det fra hende, og selvfølgelig sagt på en flabet måde. Og hun ville heller modarbejde frem for bare at give ham lov.

"Se den?" Kom det en anelse uforstående fra hende, da hun endelig kunne trække vejret bare lidt normalt uden at hive efter vejret som før.

Hun skar selvfølgelig en grimasse, da han begyndte at massere hendes ømme mave på en rolig måde. Hvad var det nu lige for noget, han var virkelig sær.. "Andet at sige? Ud over at du gerne må slippe mig fri nu?" Kom det fra hende.