I won for you...so that you would be proud

Tid Selve løbet startede 14:30, løbet er fordi da klokken er omkring 15:00
Sted Emnet starter ud ved løbebanen på Lycée, emnet føres dog et andet sted hen, som det fortsætter
Omgivelser Emnet starter på løbebanen. Banen ligner alle andre løbebaner, den er rund og i midten er der græs. Foran den er der sæderækker, hvor folk kan sidde. Der er familie og venner af løberne
Vejr Vejret er nu ganske godt, det er varmt og behageligt
Påklædning I første omgang et par shorts og en løs tanktop med nummeret 3 bagpå, senere noget andet

Emnet er tilegnet Adrian

Nu var dagen kommet, dagen hvor han skulle løbe og selvom han havde gjort det så mange gange før, så var han langt mere nervøs denne gang. Måske var det fordi Adrian ville være der, han ville se på. Der var noget ved Adrian som fik ham til at føle ting, som han endnu ikke forstod. Hver gang hans mopbil havde bippet, og en besked fra denne smukke mand var kommet, havde hans hjerte været begyndt at banke hurtigere. De gange de havde mødtes til kaffe, havde han været tæt på at panikken op til og det var ikke engang i den dårlige form. Der var bare et eller andet ved denne mand, som gjorde ham blød i knæende, fik hans hjerte til at banke hurtigere og hans tanker til at forsvinde, specielt hvis de ikke omhandlede om ham.
Han ville vinde, specielt fordi han vidste Adrian ville kigge og han ville gerne et sted gøre ham stolt. Så som de varmede op, satte han sig allerede målet op, han ville vinde og tab var på ingen måde acceptabelt. På trods af han normalt ikke gik op i meget, så var hans løb vigtigt, det var og havde altid været en måde, hvorpå han kunne slappe af og være sig selv. Spændingen steg derfor i ham, som de blev bedt om at stille sig ud på banen. Han vendte blikket imod sæderækkerne, hvor han fik øje på Adrian, med et smil vinkede han til ham, før han gik i position.
De blå øjne var rettet imod prisen, de var rettet imod det han ville opnå Dommeren stilte sig parat og derpå blev starten skudt af. Nathan var måske ikke den stærkeste person, men han var hurtig og smidig. Han kom derfor hurtigt op og var foran de andre. Selve løbet bestod af to omgange rundt om banen, og der var hård konkurrence. Heldigvis for ham selv, så havde han altid løbet, måske var det fordi han ubevidst forsøgte at løbe fra noget. Den første runde var simpel, men ved den sidste begyndte hans ben svagt at syre over. Han havde dog hele tiden sine tanker imod Adrian, og det var som om det at løbe over mållinjen, var at løbe imod ham og dette fik det hele til at blive nemmere. I sidste ende vandt han rent faktisk.

Løbene var ikke store, men det var en måde hvorpå man kunne etablere en linje af hvem der var bedst og værst. Efter de havde løbet, var første, anden og tredje pladsen vist og der var givet medaljer. Som han stod på podiet, var hans øjne rettet direkte imod Adrian, som han smilende viste medaljen frem. Nu hvor selve løbet var overstået, glædede han sig blot til at komme til at snakke med Adrian, i stedet for de stod så langt fra hinanden.
I takt med de andre blev mødt af deres venner og familie, bevægede Nathan sig imod Adrian, stadigvæk med smilet på hans læber "Hej" sagde han med et genert smil på sine læber. Han overraskede sig selv, ved at give den smukke mand foran sig et kram, det var dog som han huskede hvor svedig han egentlig var, at han trådte rødmende tilbage "Sorry, forgot how sweaty I was" han kløede sig i nakken, og betragtede Adrian med et beundrende blik. Af en eller anden grund, så kunne han ikke stoppe med at beundre denne mands åbenlyse skønhed, og den tiltrækning som han havde over sig, noget der trak ham ind om og om igen.

På trods af Adrians feminine træk, og hans valg af tøj, så fandt Nathan ham unik og smuk. Han havde aldrig været dømmende imod Adrian, så uanset hvad andre ville mene om denne smukke mand, kunne han faktisk selv ikke se det. I takt med de gik hinanden i møde, betragtede han i ham med et smil. Af ukendte grunde, begyndte hans hjerte at banke hurtigere og hurtigere, specielt i takt med de kom tættere på hinanden. Det bedste var også, at Adrian rent faktisk havde været den eneste, som var dukket op. Hans forældre havde ikke haft tid, eller rettere de gad virkelig ikke.
Men som da han krammede Adrian, syntes alle disse tanker at forsvinde. Hans tanker om sine forældre blev erstattet med den følelse, som dukkede op ved deres krop tæt på hinanden. Det hele blev dog bedre, fordi Adrian rent faktisk intet havde imod han var svedig. Smilet blev dog større, i det Adrian trak ham ind i endnu et kram. Han lukkede sine arme omkring den anden, som han trykkede sig imod ham. Omkring dem var folk begyndt at kigge, og en lille pige spurgte sin mor, hvorfor de to mænd krammede som mor og far ofte gjorde. Om ikke andet ignorerede han hver eneste person, som ikke var Adrian.
"I missed you...is that wierd?" spurgte han, som han svagt trak sig væk. Egentlig havde han ikke lyst til at stoppe krammet, mest af alt fordi det var en dejlig følelse som havde spredt sig i ham, som de krammet. Om ikke andet blev han nød til det, han vidste trods alt ikke hvorvidt Adrian havde det på samme måde "So what do you wanna do? unless you have plans off course" han kløede sig i nakken og smilede svagt.

Han vendte som efterhånden altid, sit blik ned imod Adrians læber, i det han bed fast i den bløde hud. Hvorfor han netop konstant blev draget imod dem, vidste han virkelig ikke også igen han forstod ikke helt hvad han følte omkring denne smukke mand. Om ikke andet, fik Adrians ord ham til at smile glad "I'm happy to hear" han havde halvt frygtet, at Adrian ville kalde ham underligt, men i det mindste var han ikke alene om dette. At Adrian rent faktisk havde savnet ham, fik kun hans hjerte til at banke hurtigere, havde det ikke været for den behagelige følelse der kom ved at være tæt ved Adrian, havde han nok frygtet det var angst relaterede.
I det Adrian udtalte han ingen planer havde, bredte der sig et stort smil på hans læber "Well we can go to the park, I know this really beautiful place" han hævede spørgende øjenbrynet "Or we can...go to the cafe? or if you want to we can relax here? I have Pizza" stedet i parken, var et sted han kom for at slappe af og det var et sted ganske få kendte til. Dog siden han rent faktisk godt kunne lide Adrian, ville han gerne vise ham stedet. Dog kunne det også være underligt, så han forslog caféen, blot for at være helt sikker.
Han klukkede blidt "It's okay, could have been worse. On my frst day I thought the toilet were the classroom" han trak på skulderne, og vendte blikket ud imod pladsen, hvor de fleste var væk, hvilket også var grunden til at han havde forslået græs pladsen. Han lagde sine hænder i lommerne af de grå shorts. På trods af han ikke just var den stærkeste, så var han heller ikke skinny og havde derfor en relativ muskuløs krop, hvilket kunne ses gennem de store huller i tanktopen.

"ohh an by the way, tommorow wanna come by for a movie marathon?" spurgte han med et smil. Han elskede film, og at kalde ham en mega nørd ville være en underdrivelse, og dette var vel blot en undskyldning, for at tilbringe mere tid sammen med Adrian. Selvom han normalt ikke var god til det sociale, og ofte var kaldt lidt af en enspænder, så nød han virkelig at tilbringe tid med Adrian, hvilket derfor også var grunden til, at han hele tiden forslog måde de kunne være sammen på. Da Adrian forslog de blot kunne slappe af på græsset, nikkede han smlende "Sure, I just have to get my things. So why don't go over there, and I will get my things?" forslog han, samtidig med han bevægede sig imod omklædningsrummet.
Han tog sin taske og frokost fra skabet, og skyndte sig ud til Adrian. Fordi han havde forventet dette, havde han et tæppe de kunne sidde på det og frokosten var pizza, noget han hellere end gerne ville dele med Adrian. Som han nåede ud på græsset, foldede han tæppet ud over græsset. Han lade pizzaen i midten, hvor han åbnede for boksen "now we can eat" sagde han med et stort smil.
Han satte sig ned på tæppet. Fordi han gerne ville være hurtig, havde han endnu ikke skiftet ud af løbetøjet "ohh I forgot to say, you look really...really beautiful today" han rakte frem og kørte blidt Adrians smukke og ganske bløde hår om bag hans øre. Smilet på hans læber var blidt og han betragtede beundrende den smukke mand foran sig.

Af en eller anden grund overraskede det ham altid, hver evig eneste gang Adrian sagde ja til at se ham igen. Det dik hans hjerte til at banke hurtigere, og smilet til at blive større på hans læber. Han vidste ikke hvorfor, sikkert fordi han var så uerfaren, men den viden om at Adrian gerne ville se ham igen, fik vise tanker til at forme sig i hans tanker. Dette var mere præcis nogen der handlede om hans bløde læber og hvordan det ville føles at røre dem. Dog forstod han virkelig ikke hvorfor han fik disse tanker, og det gjorde han ubevidst om tingene og om han var den eneste med disse tanker. Dog samtidig med han havde disse tanker gennem hovedet, betragtede han ubevidst Adrians læber, og han bed sig selv i læben.
Som han opdagede det, kløede han sig i nakken og rynkede brynet. Hvad pokker var er dog galt med ham? Han forstod slet ikke alle disse underlige følelser. Hvorfor kunne tingene ikke være simple? Og det værste var også, at han ikke vidste, om han rent faktisk var den eneste der var forvirret. Han var så uerfaren, at han ikke forstod hvad det betød når folk reagerede på vise måder. Selvom Adrian rødmede, så tog han det blot som et tegn på hans generte adfærd, og faktisk ikke noget andet.
Han rynkede kort øjenbrynet "Should I change? Is it a problem..?" spurgte han og kiggede ned på sit tøj, han greb fat i sin top, alt i mens han overvejede bare at hive den af, også finde en anden at tage på. Han hev lidt op i den, hvor man her kunne se lidt af hans mave, som på trods af hans ikke nødvendigvis muskuløse krop, stadigvæk bar nogle træk fra en lettere muskuløs mave.

Han skulle netop til at trække toppen helt af, som Adrian udtrykte det ikke var et problem. Med et lille smil lod han den blot falde ned på plads igen "Okay, I just wanted to be sure" Adrian så altid så godt ud, så han ville helst ikke gøre ham trist til mode, eller rettere ubehagelig til mode. Måske stank han, eller også lignede han sikkert lort.
Han bemærkede hurtigt, at Adrian ikke rigtig ville se på ham, som havde han gjort noget forkert "Am I making you uncomfrotable?" et bekymret udtrykke kom frem i hans blå øjne. Han hadet ideen om, at gøre Adrian ubehagelig tilpas, netop fordi Adrian betød så meget for ham. Han tog et stykke pizza i hånden, hvor han tog en bid af den "am I doing something wrong?" han lagde stykket ned i pakken, alt i mens han betragtede ham.
Han hadet ideen om, at havde gjort noget forkert. Normalt gjorde han mange ting forkert, han sagde de forkerte ting, gjorde de forkerte ting og normalt var han relativ ligeglad. Dog når det kom til Adrian, så betød det meget og han ville sikkert tage det værre hvis han havde gjort noget forkert. Han bed sig hårdt i læben, kløede sig i nakken og satte sig op. Måske gjorde han i virkeligheden alt forkert, og dette var hans måde at sige det.

Han lagde hovedet på skrå, dog fik Adrians ord et lille smil frem. I det mindste så gjorde han ikke noget forkert, og dog følte han at Adrian holde noget tilbage. Dog sagde han intet, da han helst ikke ville presse Adrian, som allerede i forvejen virkede som om han var en smule presset. Han sukkede og nikkede "okay, I would hate to make you feel that way" han smilede blidt til ham "you mean a lot to me, so I don't know what I would do, if I had done something wrong" han tog pizza stykket op igen, hvor han igen tog en stor bid.
Han så ned imod ham, som han lagde sig ned. Det var altid rart, at vide han ikke havde gjort noget forkert "I'm happy to hear, please do tell me if I do something wrong. I would rather hear it, than fear it" forklarede han, inden han selv lagde sig ned på ryggen. Han kiggede op imod himlen, dog efter kort tid vendte han sit ansigt imod Adrians "You welcome, I'm happy that you came, it meant a lot to me" et smil formede sig på hans læber.
Han hævede øjenbrynet, og betragtede ham stille "So did you have a good day?" spurgte han nysgerrigt, mest af alt fordi han var virkelig nysgerrig omkring hvordan hans dag havde været "Have you done something exciting?" han lagde sig om imod siden, hvor han løftede sin overkrop en smule op, for at støtte sin kind imod sin arm.

Han nikkede. At det tog meget at gøre ham ubehagelig til mode, var både godt og dårligt. Det gode var, at i det mindste var det ikke nemt, men det sværere var dog betød det også, at han måtte havde prøvet meget ubehageligt. Om ikke andet sagde han intet til det, det var først da Adrians sagde hans navn også intet andet. Det var som om han gerne ville sige noget, og dog ikke kunne "Yeah? What did you want to say?" spurgte han nysgerrigt. Det var ikke fordi han ville presse et svar ud af ham, men fordi han var nysgerrig og rent faktisk gerne ville høre hvad han havde at sige.
Han klukkede "That sounds like fun. I wish I had been there, so that I would have seen it. It must have been quite a sight" pointerede han drillende, det måtte havde set både hyggeligt og sjovt ud, og dog samtidig noget han gerne ville havde set. Selv kunne han overhovedet ikke danse, ikke at han ikke prøvede "I really can't dance, one time I heard one of my favourite songs and I just came home. Like the idiot I was, I started dancing and my Roommate found me dancing, and he has been picking on me with it since" sagde han med et skuldertræk. Det havde ikke været på en hård måde, og dog ikke ligeså slemt, som dengang han blev fanget synge i badet.

Han nikkede og sagde intet andet til det. Han kunne svagt fornemme, at der muligvis lå mere bag det hele, og dog kunne han ikke finde ud af hvad, så i stedet for at presse på lod han det blot ligge. Samtidig ville han helst ikke gøre Adrian sur, eller for den sags skyld panisk, og hvis dette betød han ikke kunne vide hvad der skulle havde været sagt, så måtte det jo være det. Det kom vel også til det punkt, af at han holde af denne mand, og helst ikke ville gøre ham sur, sålkedes han blot rejste sig op og gik sin vej.
Ordende fik ham til at grine "Yeah that would be really nice. Sometimes life gets so lonely, and you forget to have fun, because of either the loneliness or pain everthing can cause" sagde han med et skuldertræk. Selv kendte han meget til ensomhed, havde det ikke været for Adrian, så havde han nok været endnu mere ensom end hvad han var i aftentimerne. SÅ i bund og grund, var han egentlig Adrian ufattelig taknemmelig, netop fordi han gad tilbringe tid med ham. Han nikkede med et lille smil på sine læber "That's true, but then those boring people can find something together and all the other's can have fun, now that those who don't understand joy are gone" pointerede han med et drillende smil.

Han nikkede "Yeah, but in time they will learn, or so I hope" sagde han med et skuldertræk. Selv havde han været fanget i sin egen ensomhed, så til tider glemte han at have det sjovt. Dog var det faktisk ikke sådan mere, han kunne have det sjovt og på trods af den mobning han fik i skolen, kunne han rent faktisk fjerne sig fra den. Selvfølgelig var det kun hvis han var enten med Adrian, eller lukkede sin dør og kunne være alene. For på trods af hans Roomie ikke var den værste, så var han heller ikke særlig sød. Dog havde han ikke pengene til at bo alene, eller jo men han gad ikke have en afhængighed af sine forældre.
"That we can" han smilede stort til ham, samtidig med han betragtede ham stille. Han lod sine øjne glide hen over Adrians smukke ansigt. Han forstod ikke hvad det var, men uagtet hvordan Adrian var klædt eller så ud, så så han hele tiden smuk ud. Der var bare et eller andet ved ham, som hele tiden så perfekt ud. Et skævt smil formede sig på hans læber, som han satte sig op "Well we can be lonely and wierd together" pointerede han drillende, før han bevægede sig imod ham og her begyndte han at kilde ham.
Han satte sig på hans mave, hvor hans fingre kildede ham hen over siden. Han grinede og greb til sidst fat i hans hans hænder, som han låste fast over hans hovedet. Dette medførte dog også, at deres ansigter var placeret få cm fra hinanden "I got you" klukkede han, og dog med disse ord sagt lod han ubevidst sine øjne glide over han Adrians smukke træk og han stoppede ved hans bløde læber. Han bed sig i læben, og kiggede derpå Adrian ind i øjnene.

Hun grinede i det Adrian begyndte, det var sjovt at være i kontrol, og overraskende behageligt at have Adrian under sig. Han havde ikke forventet dette, men han ville faktisk gerne prøve mere af dette. På trods af han aldrig havde prøvet det, så var det spændende, også det at komme endnu tættere på denne smukke mand. Hans tiggen gjorde ikke det hele bedre, det var dog først da der blev helt stille og de for alvor var tæt på hinanden, at det blev værre. Det var her de tanker om hvad han skulle gøre igen dukkede op. Hans øjne skiftede hele tiden fra de smukke brune øjne og de bløde læber.
Han bøjede sig tættere på, fuldkommen styret af de tanker, som kørte gennem hans hovedet. Han bed sig i læben, og som hans næse stødte imod Adrians, begyndte hans hjerte at banke hurtigt. Af en eller anden grund, så ville han helt vildt gerne gøre det, han glemte alt om konsekvenser og det var blot om hvad han ville. Deres læber var mm fra hinanden, og han kunne mærke Adrians varme imod sin egen hud.
"What the hell are you doing, get the fuck of the grass" råbte en mand fra indgange til banen. Det havde været sekunder fra at ske, men denne mand havde fået ham til at kaste sig fra Adrian. Ikke fordi han skammede sig, men fordi han rent faktisk havde fået et stort chok. En rødmen steg op fra hans kinder "sorry" han holde hånden op, og vendte derpå blikket imod Adrian "We should probably gather our things" brummede han, hvorpå han kløede sig i nakken.

I det Adrian begyndte at pakke det hele sammen, hjalp han til. Tæppet blev rullet sammen og lagt i tasken og det samme med pizza'en "ohh yeah like super lonely, piece of shit scared the bejesus outta me" han holde sig over hjertet, som endnu ikke havde sænket sit tempo. Det slog allerede hurtigt i forvejen på grund af tætheden med Adrian, og at blive skræmt af en fremmede gjorde intet bedre. Han rejste sig op og lod sin taske kastet over den ene arm "Yeah let's do that" han gik ved siden Adrian. Normalt bandede han ikke ofte, men den idiot havde ødelagt noget,som kunne havde været interessant.
Han grinede over det Adrian sagde "ohh maybe it's just that time of the month" sagde han med et drillende smil, normalt var han ikke nem at irritere, men den idiot havde været en mega idiot, og havde ødelagt øjeblikket. Han viste Adrian hen imod udgangen, som var gennem en simpel låge "So yeah, should we go home, and I can get things ready for tomorrow?" spurgte han, samtidig med han smilede skævt til ham. Han ville gerne tilbringe mere tid med Adrian, men han vidste hverken hvad han skulle sige eller gøre. Han ville gerne undersøge hvad pokker der foregik, og indtil, da ville han nok være ekstremt forvirret.

Han grinede, det var en ganske sjov tanke og forklarede sikkert hvorfor han agerede som et mega røvhul. Heldigvis var manden ikke særlig ofte på selve skolen, og selv stødte han ikke på ham, derfor kunne man vel sige han var glad. Da de kom ud, og nu stod overfor hinanden, var spørgsmålet om, de skulle gå hvert til sit eller til noget helt andet. Han ville virkelig gerne være mere sammen med Adrian, men han var så forvirret og han ville egentlig gerne vide hvad der skete. Siden han heller ikke var den bedste til, at spørge om ting, ville han helst gerne spørge internettet til råds også have alt klar til i morgen.
Han klukkede, og lagde sin hånd imod sit hjerte "Yeah that's probably the best, I don't think my heart can take so much anymore" han skar en grimasse og sendte ham et smil. Selve chokket havde ikke været det bedste, men den hjertebanken han havde oplevet, i det han havde været tæt på Adrian, havde helt klart været behageligt. Dog var alle disse forvirrende følelser, nok til han nok skulle holde sig lidt væk, blot indtil han vidste hvad der foregik.

Han bed sig hårdt i læben, som Adrian med et lagde armene om hans hals, og ikke mindst gik helt tæt på ham. Det kløede i hans hænder, for at ligge sine arme omkring hans slanke krop, blot for at trykke ham imod sig. Det var virkelig behageligt, bare at kunne føle varmen fra hans krop imod sin egen, og til sidst vandt den kløende fornemmelse, og han lagde sine arme omkring Adrian. "mhh what about six?" forslog han med hovedet på skrå. Han trykkede blidt Adrian mod sig, og smilet blev større "I'm looking forward for tomorrow" han gav dog til sidst slip, mest af alt fordi han ikke stolede på sig selv, han vidste ikke om han ville gøre og han ville helst gemme det til, når han vidste hvad der foregik.