In distress //Zak

T: Omkring kl 02:00.
O: Ingen andre lige nu.
S: Et af de mange forladte rum
V: Køligt og rengfuldt.

Danayela havde ikke nået at være hos Zak specielt længe, før det gik galt. Som hun et eller andet sted havde forventet, var der nogen der havde set hende og Zak sammen, og dermed fundet ud af at de var sammen. En sen nat, meget ligesom denne, havde de fanget hende. De havde været alt for mange til at hun kunne stoppe dem, og de havde fanget hende et øjeblik hvor hun ikke var forberedt.
Havde ikke længere tal på hvor mange dage eller uger, måneder eller år hun havde været væk. Det havde hun haft i starten, men tortur og udsultning havde efterhånden taget alle hendes kræfter. Selvom hun var engel, og selvom de var kendt for at være svage, var hun ikke en af dem. Hun nægtede at overgive sig, uanset hvad de gjorde ved hende.
Det sidste stykke tid havde hun været lænket til væggen med armene, hun kunne kun gå lidt rundt, men det var ikke meget. Hendes kjole var laset og hendes krop var bleg. Utallige sår, brændmærker og blå mærker var på hende. Hun havde nogle helt friske sår på armene og over brystet som var ret grimme. omsider sukkede hun, og blev siddende på det kolde våde gulv. Det hele var nok ligegyldigt.

Zakaroff var i intens vrede over at hun var blevet snuppet fra ham så en meget intens jagt var indledt på hvem end der havde taget hende. Han havde også opsnappet hendes duft og igennem længere tids søgen fundet frem til et sted hvor hun skulle være. Og ganske rigtigt havde han både ved omtale fra vagter og ved hendes duftspor fundet ud af hvor hun var.
Og jagten blev indledt med de første vagter der mistede livet med en nål i halsen.

----

Snart ville hun kunne høre voldsom tumult og skud samt vagter der råbte om at de skulle ramme psykopaten. Der var ikke nogen anden lyd end skrigene fra vagterne eller de mange skud der for rundt efter en lige nu ukendt fjende.
Hurtigt blev vagterne ved hendes dør også kaldt hen for at hjælpe under kampråbet: "SÅ RAM DOG PSYKOPATEN!!!! HAN HAR IKKE EN GANG GUNS!!! RAM DOG FF....."
Kampråbet stoppede efter en hvislende lyd. Snart begyndte lyset rundt omkring at forsvinde imens de mange skrig også hurtigt stoppede.
Efter et minuts total stilhed, blev døren til hende revet voldsomt op og hun ville kunne se hans silhouet med frakke og bedemandshatten.
"Jeg sagde jo jeg ville finde dig...."

Danayela havde ikke hørt hvad der foregik til at starte med. Grundet hendes tilstand gled hun ind og ud af bevidstløshed, hvilket på nogen områder var fint nok, for så glemte hun et øjeblik hvor hun egentlig var henne. Jo mere hun var væk fra virkeligheden, desto nemmere var det at overleve faktisk. Selvom mange nok ville mene det var dumt af hende at have det sådan, ændrede det ikke på noget overhovedet.
Tumulten udenfor fik hende til at se undrende hen imod døren. hun støttede sig imod væggen og rejste sig langsomt. Benene vaklede faretruende under hende, og hun ptøvede at ignorere den skarpe smerte hele hebdes krop gav, for hver enkelt bevægelse. Lydene og skrigene kunne kun skyldes en ting.. ham.. hvilket fik hende til at smile ganske kort for sig selv.
Hun måtte til sidst sætte sig ganske stille ned på jorden igen, og prøvede at få lænkerne af, hvillet hurtigt viste sig at være umuligt for hende. Da døren så pludselig blev revet op, så hun op imod ham. "jeg tvivlede aldrig på dig.." Sagde hun blidt.

Han sagde intet, men gik der udover hurtigt hen og lirkede nemt lænkerne op og fik dem af hende. Så smilede han til hende og sagde:
"Lad os komme hjem....."
Så lagde han sin frakke omkring hende og tog hende blidt op i sine arme inden han begyndte at gå ud . Dog gjorde han et stop ganske kort så hendes øjne kunne vænne sig til lyset fra gadelygterne da de kom ud. Hele huset havde været fyldt af de lig der havde forsøgt at stoppe ham.
Først satte han hende meget blidt ind på forsædet af sin bil og gav hende sele på inden han kyssede hendes pande og satte sig ind bag rattet.
Efter han selv havde taget sele på, tog han en chokoladebar frem og lagde i hendes hænder efter at have åbnet den lidt.
"Her.... Det vil hjælpe dig...."

Så begyndte han at køre i et godt tempo men stadig roligt så der ikke kom nogen indtryk der ville overvælde hende for meget.
Lige nu handlede det bare om at få hende hjem i sikkerhed

Dana så ganske blidt på ham og virkede meget svag. Alligevel var det tydeligt at hun ikke havde givet op endnu. Hun ville aldrig have fortalt dem noget.. ikke om de så truede med at slå hende ihjel. Hun var lært bedre op end det.. End at give efter for den første der slog hende, det havde Zak jo lært hende om.
Hendes blå øjne hvilede intenst i hans, som han kom hen og hjalp hende fri. Lod ham tage hende op i armene, og gav sig en smule af smerte, men sagde intet. Ikke fordi hun ikke sagtens kunne skrige af smerte, men det ville slet ikke ændre på noget jo. "jah.. lad oz det" hviskede hun smilende og lod forsigtigt armene hvile om hans nakke. Lige nu var hun bare glad for at han havde fundet hende, inden de havde besluttet at slå hende ihjel.
Alle de lig som de gik forbi, generede hende ikke. Tværtimod, de havde alle været med til at holde hende fanget her, og hun var faktisk glad for de havde fået som fortjent.. Også selvom hun førhen aldrig ville have haft det sådan. Som de nåede ud til bilen lod hun, ham sætte hende ind og give hende sele på. Så på ham som han satte sig ind og startede bilen.
Gadelygterne skar i hendes øjne, hun havde været vant til mørke for længe nu. Ganske let hvilede hun den ene hånd over sine øjne. Fjernede den igen da han gav hende lidt chokolade. Hun tog en bid og smilte for sig selv. "Tak.. Jeg er glad for du fandt mig" hviskede hun smilende og så hen imod ham med et tænkende blik. Havde ikke kunnet komme til at sende en besked til ham, hun havde ellers ihærdigt prøvet på det.

Han smilede varmt til hende imens han drejede af en mærkelig vej. Det havde han altid gjort for en sikkerheds skyld.
"Selvfølgelig fandt jeg dig.... Siden du blev væk har jeg ikke helmet min jagt på noget tidspunkt....
Det vigtigste var at finde dig igen... Jeg er bare glad for jeg nåede det....."
Ikke lang tid efter holdt han ind i en gyde hvor han parkerede og hjalp hende ud. Inden de kom for langt væk, trykkede han på en knap og bilen brød langsomt i brand.
Så løftede han hende så nænsomt som han overhovedet kunne og tog en bagdør ind til det stadig smukke nærmest antikke victorianske hus.

Lige så snart de var kommet ind, lagde han hende på sofaen og skyndte sig at tænde op i pejsen så hun kunne få varmen. Med det samme efter fandt han sin lægetaske og satte sig hen til hende hvor han strøg hende ganske blidt.
"Er du klar til jeg ordner dine skader eller vil du gerne hvile dig lidt først?......"
Der var jo sket rigtig meget så det kunne jo godt være hun lige ville have roen til at falde over det hele først inden de gik i gang

Danayela så blidt på ham og smilte for sig selv. Han var for sød ved hende.. Hun fortjente det slet ikke, det var jo hendes egen skyld at hun var blevet fanget. Alligevel tilgav han hende.. passede hende, det gjorde hende varm indeni. Hun spiste stille af chokoladen med begge hænder. Hun var meget tynd, og havde ikke særlig mange kræfter i kroppen. Brokkede sig dog ikke overhovedet.
"Det er sødt af dig.. at du har ledt efter mig.. Men det var jo min egen skyld at jeg blev fanget.. hvorfor glemte du mig ikke bare?" spurgte hun stille og spiste færdig. Lyset fra gadelygterne skar hende i øjnene, og hun skyggede derfor en smule med hånden. Det var helt underligt at være fri.. At kunne se himlen og mærke nattevinden mod sin hud, det havde hun savnet.. Men hun havde savnet ham mest.

Da han holdt ind i gyden, smilte hun ganske svagt. Lod ham bære hende ud, og hvilede armene om hans nakke. Gav sig en smule, for det gjorde egentlig ondt, men stadig sagde hun ingenting. Endelig kom de ind i huset hun kendte så godt, og hun følte sig mere afslappet hurtigt. her sammen med ham havde hun altid følt sig helt og aldeles sikker. Tænkende lod hun hovedet glide på skrå.
Mærkede sofaen under sig, og så kort væk som han tændte op i pejsen. Efter lidt tid havde hun dog vænnet sig til lyset og så forsigtigt på ham. "Neij det okay.. Du må gerne kigge på dem.." For en stund var hun tavs, indtil hun omsider spurgte "hvor længe har jeg været væk?"

Han strøg meget forsigtigt lidt hår væk fra hendes ansigt hvorefter han lagde nogle puder til rette. Så hjalp han hende meget forsigtigt ned at ligge og fandt så de første ting frem han skulle bruge for at se på hendes sår.
"Jeg hverken kunne eller ville glemme dig.... Intet skulle stå imellem mig og finde dig igen..... Dem der prøvede, døde....."
Mange af sårene var meget slemt tilredt så derfor gik han først i gang med at rense hendes sår. Selvom det ikke kunne tage det hele så brugte han lidt af sin gift til at bedøve det lidt omkring hvor han skulle rense dem.

"Du har været væk i et halvt år..... Ud fra sårene at dømme har de først flyttet dig rundt i rigtig lang tid inden de begyndte deres tortur.... Mit gæt ville være at du har været i det kammer i 4 måneder..... Men det lover jeg dig aldrig kommer til at ske igen"
Han var utrolig nænsom med hendes sår efterhånden som han fik dem renset og fik lagt salve på. Inden han forbandt de største, lagde han et blad ind under forbindingen og lukkede forbindingen forsigtigt. Derefter gjorde han klar til dem der måtte syes

Danayela lod ham finde de ting han skulle bruge for at rense hendes sår. Hun stolede på ham, og var derfor ikke synderligt bekymret for om han fik gjort hendd ondt. Han havde lige brugt en masse tid på at finde hende, når han bare kunne have ladet være. Forsigtigt bed hun sig i læben og rødmede en smule ved hans ord. "Men stadig.. det havde været nemmere for dig.." hviskede Hun blidt og så ham i øjnene. Mærkede godt hans gift og det hjalp lidt på smerten, Selvom det sagtens kunne mærkes stadig. Gav sig en smule, men hun sagde intet til det.
"Det her er den jeg er Zak.. Det er det du har gjort mig til.. Jeg er stærkere end andre tror, men det eneste der rigtigt holdt mig igang, var tanken om at du kom" Sagde hun ganske stille.

Hendes blik hvilede hele tiden på ham, mens han var igang med at rense hendes sår. Hun nikkede en smule ved hans ord og så frem for sig. "jeg tror det passer meget godt.. de ville ikke blive et sted for længe, fordi de vidste du ledte efter dem.. Flere gange prøvede de at tvinge mig til at sige hvor du var.. Men jeg sagde intet" sagde hun blidt og bed sig en smule i læben.
Hun lod ham forbinde alle sårene og holdt lidt nysgerrigt øje med hvad ham lavede. "Undskyld.. jeg ikke kunne stoppe dem" sagde hun forsigtigt og så en smule væk. Hun Skammede sig en smule, for han havde lært hende bedre.. det vidste hun, og hun hadede sig selv for ikke at have været hurtig nok.

Inden han gik i gang med at sy hendes sår, sikrede han sig at hun var klar til det. Han vidste udemærket godt hun ikke gav udtryk for smerten hvis hun kunne undgå det, hun havde altid været så stærk.
"Selvfølgelig kom jeg..... Jeg kunne ikke bare efterlade dig.... Ligemeget hvad du eller andre siger.... Og ingen ville nogensinde kunne holde dig skjult for mig så længe.... Jeg var bare glad for at jeg nåede det i tide......"

Så syede han de værste sår med nogle meget små sting så arrene ville blive utrolig små. Samtidig med brugte han en speciel grønlig tråd til det.
Ganske kort stoppede han op og kiggede på hende med et varmt blik imens han gav hendes hånd et stille klem.
"Du har ikke noget som helst at undskylde for.... De folk der fangede dig.... De har været trænet til specielt at fange dig... Derfor lod jeg ingen af dem overleve.... Du kunne ikke have gjort noget bedre og jeg er stolt af dig....."
Så kyssede han hendes hånd inden han gav sig til at sy videre. Han var utrolig præcis til det

Danayela sagde ikke rigtigt noget, hun lod ham bare gøre som han nu engang ville. Det var nemmere for hende at slappe af nu hun var her, sammen med ham. Uanset hvor de havde været, havde hun nemt kunne slappe af i hans selskab. Han passede på hende og var virkelig god ved hende.. Hvilket var skønt. Forsigtigt bed hun sig i læben og så på de sår han gik igang med at sy.
"Jeg er oz glad for du nåede det i tiden.. Jeg ved ikke hvor meget længere jeg havde overlevet" sagde hun ganske stille og så nysgerrigt på ham. selvom han sad og syede hende, var hun stadig meget nysgerrig omkring de ting han gjorde. Når han sad sådan og var så forsigtig, var det en helt speciel ting at se.

Hans sting var virkelig små og meget præcise. det fascinerede hende en smule, uden hun helt vidste hvorfor. det var nok fordi hun ikke selv kunne det, også at se en der var så kold som ham, være så god til det.. Det var lidt vildt faktisk.
"Hvorfor er tråden grøn?" spurgte hun ganske let og lod hovedet glide på skrå. Smilte lidt ved hans ord. han var så sød.. Selvom hun virkelig følte sig dum, kunne han altid få hende til at få det bedre. Hun var ikke i tvivl om hvor hun hørte til.. Lige her sammen med ham. "Tak.. jeg er glad for du ikke er vred.. og du har nok ret.. Men jeg følte mig bare så svag da de havde fanget mig.." sukkede hun opgivende.

Han tog kort et stykke tråd og holdt op til hende imens han sagde: "Prøv at dufte til det....."
Det ville have en svag nærmest menthol agtig duft og føltes utrolig let.
"Det er tråd der opløser sig selv efterhånden som såret heler sig..... Det er smurt med urter så det bedøver ganske svagt så det gør heller ikke ondt hvis det bliver nødt til at fjerne det....."

Imens han syede de sidste små sår, sagde han roligt:
"Selvfølgelig er jeg ikke vred..... Du siger jo deres mål var at finde og fange mig..... Så er man også nødt til at forberede sig mere end man ellers ville.... Men de manglede rigtig mange detaljer.....
Og du har gjort det rigtig godt med de ting jeg har trænet dig i..... Jeg er virkelig stolt af dig Dana....."
Efter sårene var blevet syet, tørrede han kort sine hænder og fandt en salve der duftede lidt som varmecreme og smurte der hvor hun havde været bundet.

Det var en ganske normal Aloe Vera creme der ville hjælpe rigtig godt specielt fordi der blandt andet var brændemærker af reb

Som han holdt tråden op til hende, duftede hun tænkende til den. Nikkede lidt for sig selv og smilte til ham. "Den dufter godt.." sagde hun blidt. hendes blå øjne hvilede intenst på ham. alle hendes sanser var skærpede og det gjorde at lys irriterede hende, og lydene omkring hende lød meget høje.
Forsigtigt bed hun sig i læben og lod hovedet glide på skrå. "Det lyder meget specielt.. men som en rigtigt smart tråd" sagde hun forsigtigt. Pillede lidt ved tråden som han havde rakt hende, det var faktisk meget hyggeligt.. Måske fordi hun havde meget at lærer endnu, også var hun stadig meget nysgerrig.
Han var virkelig fantastisk.. Selvom hun var bange for at indrømme det. Ville ikke risikere at miste ham fordi hun havde for mange følelser i klemme.. måske havde han slet ikk den slags følelser for hende mere..

Forsigtigt bed hun sig i læben og rødmede en smule ved hans ord. Han var god til at få hende til at slappe af.. og det satte hun virkelig meget pris på. Forsigtigt pillede hun ved tråden og så sig en kende omkring.
"Jeg er sulten.. Må jeg godt få noget mad?" spurgte hun tøvende. Hun vidste ikke om det var okay.. Ikke fordi hn før havde nægtet hende mad.. Men nok mest fordi hun var bange. det var en eller anden form for skade i hende, der gjorde at hun var nødt til at spørge. Fordi hun var bange for at gøre ham vred, eller at han ikke ville have at hun fik noget uden at gøre noget.
"Jeg er glad for du er stolt af mig.." smilte hun ganske stille og så på ham.

Han smilede varmt til hende og rejste sig roligt inden han skruede ned for lyset så det ikke irriterede hende så meget. "Selvfølgelig må du få noget at spise.... Vil du gerne jeg laver noget til dig eller vil du se på hvad der er?....." Så rakte han hende armen så han kunne hjælpe hende ud i køkkenet.

Han støttede hende alt det hun havde brug for og hjalp hende ned at sidde hvor hun gerne ville. Så gik han hen og åbnede så hun kunne se hvad der var. Og hvis hun gerne ville have han lavede noget, fandt han ting frem til det.
"Jeg er virkelig glad for du er her....."

Lige nu kunne selv den mindste lyd bringe hende ud af fokus.. Alt var overvældende.. lige fra varmen i rummene til hans betænksomme berøringer.. På den ene side ville hun gemme sig hos ham, mens hun på den anden side ville løbe skrigende væk. Eftersom hun var så svagt, var det sidste dog ikke en mulighed. Ganske blidt bed hun sig i læben og støttede sig til ham ud i køkkenet.
Hendes blik flakkede. På alle omgivelserne og på ham.. Hun havde savnet ham.. virkelig meget. Det havde været hårdt at udholde de ting de havde gjort, men hun havde klaret det. Fik sat sig på en stol og så tænkende på køleskabet. "Jeg kan ikke beslutte mig.. kan du ikke finde på noget?" spurgte hun forsigtigt og så ham intenst i øjnene. Uden ham havde hun aldrig klaret den.

Hele hendes krop gjorde ondt.. alt gjorde ondt. Hendes fødder føltes som at gå på glasskår, Hendes hud brændte.. hun havde svært ved at koncentrere sig. Men det eneste hun rigtigt kunne fokusere på, var ham.
"Der er ikke noget sted jeg hellere vil være.. end lige her sammen med dig" Hviskede hun smilende og så kort ned mod sine spinkle hænder. Hun rystede stadig.. ikke så slemt dog. Ikke som det havde været.. men han havde jo også ordnet hendes sår og sørget for at hun fik varmen igen. Mon han var så god ved andre, eller var det kun hende? Uanset hvad satte hun stor pris på det. "Zak?.. Jeg er alsa.. ked af det.. Jeg burde have vidst bedre.." Skyldfølelse.. Det åd hende op indefra, At hun ikke havde været istand til at stoppe dem..
Hun havde prøvet at ligge så mange spor ud som muligt. Havde lavet blodspor hver gang de tog til et nyt sted, i en forhåbning om at han fandt hende til sidst.

Han vidste det ikke skulle være stærkt mad eller med alt for mange overvældende smagsudtryk i da hendes mave slet ikke ville kunne klare det.
"Jeg skal nok lave noget..... Jeg har en god opskrift der vil være gpdt for du kan komme dig..." Inden han gik i gang med maden var han dog meget hurtigt inde og hente et tæppe han lagde om hende. Som hun havde det lige nu var det vigtigt at hun ikke frøs.
Der efter snittede han lidt forskelligt grønt imens noget vand var begyndt at varme i en gryde. Efter grøntsagerne var kommet ned i vandet, begyndte han at skære kyllingen så det også kunne komme over. Kort vendte han blikket over til hende og saggde: "Det er jeg glad for at høre.... Jeg har savnet dig..."
Så blev det sidste af maden sat over og skulle lige simre lidt.

Da hun så sagde undskyld for at blive fanget, gik han roligt hen til hende og satte sig på hug foran stolen hun sad på.
"Du har ikke noget at være ked af.... Du gjorde alt hvad du kunne.... Jeg fandt endda et par døde mænd hvor du øjensynligt var blevet fanget.... De havde gjort klar på en måde du ikke ville kunne forhindre.... Og du lagde spor ud til mig.... Jeg er meget stolt af dig....."
Det var også tydeligt på den måde han så på hende at han på ingen måde var sur.
Så rejste han sig og løftede hende meget blidt og gik ind i stuen med hende hvor hun blev sat meget forsigtigt på sofaen.
"Jeg henter lige din mad....."

Danayela havde aldrig rigtigt oplevet denne form for flovhed før.. Det var meget nyt for hende og hun havde en ganske god ide om hvorfor det var som det var. Det vr fordi han havde lært hende op, selvom han vidste hvad hun var.. han havde vist hende så mange tibg og derfor var hun flov. For hun ville så gerne gøre ham stolt.
Imens han gik igang med maden og pakkede hende ind i tæppet så hun intenst på ham. Lod kort hovedet glide en kende på skrå. "Tak.. det er virkelig sødt af dig at villr lave mad til mig.. Når nu du ikke spiser normalt.. men du må gerne bide mig?" Spurgte hun forsigtigt og så ham i øjnene.
Ville gerne at han også fik mad, Det var med garanti længe siden at han havde spist noget hvis hun kendte ham ret. Han plejede at være fuldkommen væk i sine missioner når han først var gået igang.

Imens han sad foran hende smilte hun ganske stille. Gav sig da han løftede hende og lod ham bære hende ind i stuen uden at sige noget til det overhovedet.
"Jeg er glad for du ikke er vred.." hviskede hun smilende og lod blikket hvile på ham. Hendes blå øjne glimtede i den lette belysning og hun havde tydeligvis alle sine følelser for ham stadigvæk. Da han trak sig væk for at gå, tog hun fat i ham og trak ham ned til sig. Kyssede ham intenst og så ham i øjnene bagefter. Det hele skulle nu nok blive godt igen, det var hun sikker på. Så længe at de havde hinanden kunne det ikke gå helt galt.
"Jeg elsker dig.." Hviskede hun blidt og bed sig kort i læben.

"Det skal nok komme..... Jeg gemte den flaske med dit blod du gav mig for noget tid tilbage....
Det er vigtigt du kommer dig lidt først..... Du er meget svækket.... Men ligemeget hvad du tænker så vid at jeg er rigtig stolt af dig......"

Han blev en anelse overrasket da hun trak ham ned men det var dejligt så selvfølgelig gav han sig hen i det så intense kys inden han bagefter så hende i øjnene med en glød der brændte klart i hans indre. Så strøg han meget forsigtigt en tot hår om bag hendes øre imens han sagde:
"Jeg elsker også dig Danayela..... Mere end dagen elsker solen...."
Det lignede ham ikke at blive nærmest poetisk men hun gjorde noget ved ham. Og han vidste fuldt ud at hvis der var noget der truede hende eller gjorde hende ondt, ville han aldrig nogensinde stoppe jagten inden hun var tilbage i sikkerhed hos ham.

Efter at have siddet lidt og nusset om hende, rejste han sig meget forsigtigt og kom tilbage med hendes mad. Så satte han sig så han nemt kunne hjælpe hende med det, hvis hun nu stadig var for svækket. "Jeg håber du kan lide det...."

Danayela så ham intenst i øjnene som han slap kysset og smilte lidt forsigtigt til ham. Lod kort hovedet glide på skrå og bed sig en smule i læben. "Men du er jo sulten.. Jeg kan godt holde til at du tager lidt?" spurgte hun forsigtigt og pillede ved en tot af sit lange hår. Vidste godt at han aldrig ville gå med til det når hun havde det sådan her.
Hans svar fik hende til at rødme en smule, hun så kort ned. "Jeg ved godt du er stolt af mig.. jeg føler mig bare en smule dum.." hun sukkede og pillede ved sit hår igen inden hun smilte lidt.
"Siden hvornår er du så poetisk? du har aldrig svaret mog sådan før.." Hun nød at han virkelig viste hende at han havde savnet hende, men oz at han samtidig viste omsorg for hende på den måde, da hun godt vidste det kunne være svært.

Overvejende lod hun sig hvile ind imod ham for en stund og slappede hurtigt af igen sammen med ham. Ikke fordi det havde været svært for hende, men fordi han virkelig gav hende en ro indeni, som ingen andre kunne.
Idet han rejste sig, så hun op på ham og nikkede en smule til hans ord. burde jo nok prøve at spise et eller andet. Om ikke andet så for hans skyld.
Satte sig lidt bedre op og sukkede kort. Hun havde det ikke ligefrem godt, men det skulle nu nok blive bedre før eller siden. Maden han kom ind med duftede virkelig godt, og uden at vide det, var hun sikker på den smagte ligeså godt.
Rakte hen med en spinkel hånd og tog gaflen på bordet. Hendes hænder rystede en del, og selvom hun prøvede at lade være kunne hun ikke. Da hun for 3 gang tabte det hun havde på gaflen virkede det som om hun gav lidt op.

Han grinede ganske let over hendes kommentar om han blev poetisk. For ganske rigtigt så var det ikke noget man hørte fra ham. Men hun var en undtagelse.
Så kiggede han meget kærligt på hende og trak lidt på skuldrene.
"Det må være en effekt du har på mig.... Jeg håber da du kan lide Det?"

Da hun så prøvede at tage noget at spise, kiggede han i første omgang bare. Han ville rigtig gerne hjælpe hende, men han vidste og så det var vigtigt for hende at prøve selv.

Da hun så sukkede dybt over hun ikke kunne, var han der hurtigt og tog stille gaflen. Meget roligt sagde han: "Nu skal jeg....."
Han sørgede for at give hende små bidder for at gøre det nemmere for hende. Han pustede endda let på maden hvis den var for varm for hende. Det var rigtig dejligt at kunne gøre en forskel for hende

Dana så ham i øjnene og smilte lidt ved hans ord. kunne ikke lade være med at grine selvom det gjorde ondt. Han gjorde noget ved hende hun ikke kunne forklare.
"Om jeg kan lide det? Jeg er rigtigt glad for det.. Det fortæller mig bare at du er virkelig glad for mig.." hviskede hun smilende og lænede sig forsigtigt hen og kyssede ham ømt. Hun var glad for at det var ham der havde fundet hende, og at han havde valgt ikke at udføre sin mission den gang, de mødte hinanden.
Forsigtigt pillede hun ved en tot af sit hår.

Da han satte sig ved hende og ville hjælpe, virkede hun kort flov. Undskyldende.. Hun var ked af at han skulle hjælpe hende så meget, men hun måtte nok også bare indse at hun ikke kunne selv. At hun havde brug for hans hjælp til at komme ovenpå igen.
Lod ham give hende maden og fik også spist det meste af maden han havde lavet. "hvordan kan man være så god til at lave mad.. når man ikke spiser" sagde hun smilende og strøg hænderne igennem sit lange hår.

Hun sukkede en smule, inden hun satte sig lidt tilbage med et tæppe om sig. Hun var virkelig træt, men ville ikke risikere at han gik mens hun sov.. hun ville meget gerne sove sammen med ham, men kunne ikke få sig selv til at sige det. Han ville sikkert ikke forstå det.. eller sys hun var dum.

Det at hun fint spiste maden og lod til at kunne lide Det, gjorde at han smilede endnu mere og på en måde hyggede han sig med at hjælpe hende. Hans karriere taget i betragtning, ville de fleste nok ikke forstå hvorfor han havde det sådan. Men resten af verden var også ligemeget, specielt lige nu. Det gjaldt om hun skulle få det bedre.
"Tja.... Alt efter missionen kræver så har jeg jo en masse fritid.... Så blev det madlavning efter jeg var færdig som læge......"

Det var meget tydeligt for ham at hun var virkelig træt, hun havde højst sandsynligt heller ikke fået lov til at sove hvor de havde beholdt hende. Men samtidig vidste han også godt hun ikke bare ville sove. Så rejste han sig når hun var færdig med at spise og sagde:

"Kom..... Skal vi ikke gå op og lægge os lidt?...... Du har brug for at sove...."