Its been a while

~

Det var altid en fornøjelse at befinde sig på det store hotel. Folk var for det meste venlige, hilste og smilede tilbage. Der var altid liv selv om natten, hvilket var derfor hun godt kunne lide at være der, men de fleste gange har det været fordi hun var blevet inviteret ind på cocktail baren og skulle spille eller synge for dem, hvilket hun så tjente en skilling på. Hun brokkede sig bestemt ikke, men nogle gange fik hun nok af de mænd der dukkede op, gav hende uanelige buketter af roser og dyre dufte, som hun alligevel bare smed i vasken eller fluks i skraldespanden når hun kom hjem. Hun hadede den slags mænd, faktisk generelt mænd der ikke fattede den ellers klare "nej tak" der for det meste kom fra hende når der blev rakt disse ting til hende. Hun sukkede nærmest opgivende som hun gik mellem menneske mængden på baren og rettede så blikket mod den yderst sparsommelige scene, hvor det store klaver stod, ventede på hende og hendes fingre der skulle glide over det i en vidunderlig melodi. Det formede et smil på hendes læber og hun sippede til sin Bloody Mary, som hun holdt i den ene hånd. Et strejf over hendes ryg fik hende nærmest til at stivne som hun kastede blikket over venstre skulder og kneb øjnene sammen mod en mand der blot blinkede forførende til hende. Alle de små hår på hendes krop rejste sig og hun krummede tæer i de sorte stiletter hun bar på sine fødder. Hun fik blikket fra den yderst upassende mand og igen mod klaveret inden hun sukkede. Endnu en aften, endnu en nat foran klaveret foran en masse mennesker, der sikkert ikke ville fatte en skid af hvad der foregik, men hun fik sine penge alligevel... Og det var det der talte.

Hendes krop sitrede som hun langsomt nærmede sig scenen og betragtede det store klaver tættere på. Hun gik op på scenen og lod en hånd glide over det, smilede for sig selv og satte sin Bloody Mary fra sig og trak stolen ud. Det var efterhånden ved at være tid, men hvad hun skulle spille først vidste hun ikke. Hun var en af dem der ikke behøvede noder, eftersom hun kunne de sange hun spillede til punkt og prikke. Hun knækkede kort fingrene, satte dem mod tangenterne og begyndte at spille stykket "Nocturne in a Minor". Hendes øjne lukkedes og hun levede sig med det samme ind i musikken og åbnede nærmest ikke øjnene en eneste gang.

Khá var efterhånden blevet en vred og bitter mand og mange der kendte ham fra før ville også mene at hans temperament mindede om da han var Djævel. Han søgte hele tiden at finde sin plads i verden men hver eneste gang virkede det som om han kun fik en plads i verden for en kort stund. Så uden helt at vide hvornår det skete, var han holdt op med at prøve. Selvom tankerne var hårde så var han stadig kommet tilbage med et formål. Det måtte han jo så stadig passe selvom det betød han måtte tage sin plads i verden når den nu ikke ville acceptere ham.

De tanker sad han med en aften da der kom en meget uventet besked fra et tidligere bekendtskab. Det var et meget simpelt brev med et spørgsmål:
"Kan vi mødes? Sonya"
På brevet var der også navnet på hotellet i byen. Gad vide hvad hun ville ham? Og havde hun overhovedet fundet ud af han ikke en gang var Djævel mere? Han iførte sig et hvidt jakkesæt med sort skjorte og hvidt slips. Selvfølgelig med pæne sorte sko. Det tykke gyldne hår blev redt let tilbage. Som en ekstra detalje tog han et par simple solbriller på der skjulte den gyldne farve hans øjne efterhånden havde.
Bare så der var en detalje hun kunne finde ham på, tog han sin gamle signetring på fra før hans genfødsel, dog i en halskæde da hans fingre var for store efter hans krop blev levende igen.

Han ankom til tiden og parkerede i den sorte Bentley inden han gik indenfor i restauranten og fik et bord ca 10 meter fra scenen. Da tjeneren kom, kiggede Khá alvorligt på ham og sagde: "Hvidvinsdampet tunsteak med stærk krydret sauce og blancherede grøntsager i sæson. En flaske af husets vin til..."
Tjeneren nikkede og gik efter hans bestilling inden Khá kiggede tavst rundt

Hun havde en underlig klump i halsen, tanken om han overhovedet ville dukke op eller han blot blev væk, som dengang hun nærmest forrådte ham. Hun bed sig usikkert i underlæben mens hun sad der ved klaveret og spillede. Som stykket stoppede så hun sig omkring og smilede skævt for sig selv. endnu havde hun ikke spottet ham, hvilket fik hende til at synke den klump der havde formet sig. Hun frygtede lidt hendes korte besked ikke var nok til at lokke ham af sted, men tiden måtte bevise om hun stadig havde det i sig. Hun nikkede kort som tegn på taknemmelighed over folk der klappede som musikken var stoppet. Svagt trak hun mikrofonen til sig og smilede "Det næste nummer er kaldet, Nuvole Bianche" sagde hun som hendes blik spejdede lidt ud i rummet og til hendes store fryd spottede hun ham. De røde læber fortrak sig i et smil. Han var faktisk dukket op, hvilket hun på ingen måder havde regnet med.

Hendes fingre gled over tangenterne og hendes øjne var lukkede. Hun kunne denne uden ad, havde spillet den et par af hundrede gange efterhånden. Dette stykke musik gjorde hende på en måde ked af detmen også glad. Som stykket stoppede og hun igen hørte folk klappe og huje af hende, grinede hun kort. Hun var slet ikke vandt til så meget ros fra folk hun spillede for, eftersom det tit bare var hende selv der var publikum. Al den positive energi fik svagt hendes kinder til at blusse op og hun smilede "Tak... Mange tak" sagde hun og holdt en kort pause "Det næste nummer er det sidste inden jeg skal have mit måltid.. Jeg vil have lov til at dedikere til en af mine venner som sidder mellem jer... Dette stykke hedder, River Flows In You" sagde hun og begyndte at spille igen. Atter levede hun sig ind i musikken og lukkede øjnene, lod sig flyde med musikken ind i et andet univers og bare nød det.

Khá tog imod maden som den kom ind og smagte stille på den i takt med at hans vin blev hældt op. Så nikkede han anerkendende til tjeneren og gav ham en stor seddel i drikkepenge inden han spiste lidt mere. Imens hun spillede, sad han ligeledes og tænkte på hvordan hun ville tage det. Han var jo trods alt en af de mest modbydelige væsner sidst hun så ham. Og nu lignede han et blond muskelbundt. Og denne gang havde han rent faktisk øjne i stedet for glødende orber i øjenhulerne.
Da hun så blev færdig med at spille den første sang, rejste han sig og klappede sammen med de andre, dog med et ansigt som var det lavet af sten.
Så satte han sig ned og begyndte at spise resten af sin mad imens hun gjorde klar til næste nummer. Da hun så sagde hvad det var for en, lagde han bestikket og vendte stolen mod scenen imens han sad med sin vin.

Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde lyttet så intenst til en sang som han gjorde lige nu. Hvor mærkeligt det end lød så startede det tanker i ham at der måske stadig var skønhed i en verden der ellers var indhyllet i mørke. Han havde stadig sin pligt men på mange måder så var hans tanker jo som før hans genfødsel. Verden så ikke venligt til ham så hvorfor skulle han det samme for den?
Meget stille sad han og nippede til vinen og nød egentlig bare musikken selvom hans ansigt ikke ligefrem sagde det