What comes up must go down // Jeb's

For tre måneder siden:
Natten havde langt om længe lagt sig over Di Morga. Det meste af eftermiddagen var gået med, at Angelie havde trippet utålmodigt frem og tilbage i Abbaddons tronsal, imens hun havde knuget et stykke papir i hånden. Et brev, der havde haft en lille besked og en adresse og tidspunkt skrevet. Der havde stået at det var fra Mi’serable. En kvinde, som Angelie havde lært at sætte stor pris på igennem årene, da hun altid havde været der til at hjælpe hende, når der havde været behov for det.

Nu, næsten otte timer senere, stod Angelie endelig på havnen, hvor hun vandrede langt varehusene nær kysten. Hendes blå øjne betragtede nysgerrigt numrene, indtil hun stoppede foran den rette bygning. Nummer 811.
Hendes dybe åndedrag var næsten utydeligt, som hun hævede hånden og skulle netop til at skubbe døren op, da en forvildet engel, glad hoppede i den retning, som hun også var. Angelies øjenbryn hævede sig en anelse overrasket, imens et lettere sadistisk smil krøb sig hen over læberne på hende. Hun kunne vel godt komme fem minutter for sent, og i stedet lege lidt med englebarnet, der ikke engang havde dækket sine vinger til.

Pigebarnet, der lød under navnet Lavi, hoppede ivrigt i retningen af stedet. Hendes besked havde været, at Jebediah ville ønske hendes tilstedeværelse. En engel, som hun havde haft et tæt knyttet bånd til siden hendes fødsel i himlen. Det var hans trosretning, som havde skabt problemerne for hende, og Lavi var blevet udvist fra himlen, imens hun havde fået frataget sin stemme. Jebediah var nu den eneste, som faktisk kunne kommunikere med hende på vanlig vis.
Hendes lysende øjne var muntre, som de så en elver stå foran den selv samme dør, som hun skulle indad. Hun satte farten yderligere op, inden hun nåede elverdamen, og kiggede betaget op på denne. Lavis hånd fremviste stolt den seddel, som hun havde modtaget under sin fordør tidligere. Hun stak den så langt op imod Angelies næse, at Angelie måtte trække ansigtet en anelse tilbage, for faktisk at kunne læse hvad der stod på den.
Satans til væsner, tænkte Angelie for sig selv, inden hun måtte sukke opgivende, og derved nikke til pigebarnet. De skulle begge møde op og hun vidste, at hvis hun gjorde skade på denne uskyldighed, ville hverken Mi’serable eller Jebediah se blidt på hende. Og disse to væsners vrede ønskede hun ikke over sig.

”Kom med, lille du” sagde hun i stedet, inden Angelie åbnede metaldøren med en hård knirken, for derefter at træde ind i et tomt rum, der var sort, med undtagelse af en enkelt pære, der hang fra loftet i enden af rummet.
Lavi nikkede ivrigt, inden hun muntert hoppede ind ad døren efter Angelie, som lukkede denne bag dem begge to. I stedet for at blive stående, som Angelie havde gjort, så var Lavi hoppet videre ind i rummet, for at kigge nysgerrigt efter hendes mentor, der havde sagt, at han ville være her. De var næsten kommet tilbage fra deres quest, som de havde vundet, og det skulle de vel fejre nu.
Hendes mundvige sank dog skuffet nedad, da hun ikke kunne få øje på ham, og den blonde pige, vendte sig i stedet hastigt om imod den rødhårede kvinde bag hende. Hun fægtede med armene, inden de endte i en spørgende gestus, med et træk på skuldrene.
Angelies øjenbryn hævede sig denne gang uforstående, da hun ikke var sikker på hvad barnet spurgte hende om. Denne havde ikke sagt et eneste ord. ”Kan du ikke snakke eller hvad?” spurgte hun næsten irriteret, hvorefter pigen rystede ivrigt på hovedet.
Angelies dybe suk rungede igennem det tomme lokale, som hun slog hånden imod panden. Selvfølgelig var hun endt her med den stumme person, der var så forbandet lalleglad, og så kunne hun ikke engang slå hende.
”Jeg ved ikke hvad vi laver.. vi venter.. Der er et par minutter endnu” svarede hun kort, inden hun læneede sig tålmodigt op imod en væg, med armene over kors.

”Du kan ikke gemme dig meget længere….” Lød en stille, hviskende stemme, der gled sig op af rygraden, som en slange.
”Du lavede en aftale! Du har fået din tid! Nu, er det tid til at give din tid til OS!!” Brølede en anden stemme, så højt så trommehinder sprang.
”Ahaha! Du lider jo! Ah.. Ahaha! Aarh, vi vil gøre det hele godt igen! Nngh! Lad os.. Os nu bare komme ind! Iiihihi, så hjælper vi! Aaaiiih!” Skreg en tredje stemme, i manisk desperation.
”Giv nu op, giv nu op, giv nu op, GIV NU OP!” Sang stemmerne i kor, med hver deres karteristiske stemmer, indtil en hånd blev hamret hårdt imod et træbord, og stemmerne forsvandt fra Englens hoved.

Det gippede en anelse i den kvindelige skikkelse, der nettop havde bevæget sig ind af en aflukket stål dør i det store varehus. Den smukke, blege kvinde, sukkede stille, og betragtede den ensomme Engel, der sad ved det enlige bord, i den ene ende af varehuset. Kvinden sukkede lavt, med et kort ryst på hovedet.
“Stemmerne igen?” Spurgte hun stille, og hoppede op på en af de store kasser, der stod ude i siden af varehuset. Varehuset var komplet mørklagt, så den spinkle kvinde kunne ikke se den hun talte med, men vidste præcis hvor han var. Hun havde sandelig heller ikke lyst til at se ham. Hvad han var blevet til. Kvinden bar ikke mange følelser i kroppen, mindst af alt medlidenhed, men for denne Engel.. Det skar i hjertet, at se ham disse dage.
“De er blevet være.” Kom en lav, åndelig stemme, da den tunge røgsky der lå omkring Englen lagde sig, og samlede sig i stedet i en form, der snart skabte en kropslig form. Ud fra denne faste skikkelse, gik en mandelig form i et hvidt jakkesæt, og hvid fedora, som rystede kort på hovedet.
“Jeg kan ikke holde hånden over ham, meget længere. Min fader vil snart kunne se ham.” Forklarede skikkelsen, som den drejede og bakkede et par skridt over ved siden af kvinden. Hun sukkede stille, og lod de farverige øjne ligge sig over den mørke ende, hvor Englen sad.
“Troede at det var meningen, at han skulle have lang tid, efter han blindede sig selv.” Sagde kvinde stille, med misbehag i stemmen. Manden rystede langsomt på hovedet, og bed sig i gummen.
“Han fik lang tid. Havde vi ikke gjort det, var han for længst blevet trukket ned. Så havde han ikke nået at overgive firmaet. Så havde han ikke nået.. Dette. Og det er også kun lige, med nød og næppe…” Forklarede manden, inden han kiggede op fra under hans hat, imod kvinden. “Fik du sendt beskederne ud? Kommer de?” Spurgte han, hastigt. Kvinden nikkede langsomt et par gange, og lagde sit højre ben, over det venstre, imens hun lænede sig tilbage imod kassen bag sig.
“De kommer i aften. Holder han så længe?” Spurgte hun, uden at tage øjnene fra den mørke ende af vaehuset.
”Ja.. Ja, det gør jeg..” Vrissede en høj, og stærk stemme, fra det mørke hjørne, og Englen drejde sine øjne over skulderen. ”Det skylder jeg dem.. En forklaring, før jeg.. Jeg forsvinder..” Sagde han, bestemt, dog med en mere svækket stemme end før. Englen sukkede stille, inden han måtte tage en dyb, anstrengt indånding, og gled blikket ned imod bordet igen. ”Det.. Skylder jeg dem..”


Da de to kvinder kom ind på varehuset, rystede den enlige lampe en anelse, og fik den til at vippe fra side til side, og gøre lyset en anelse mere levende, og i bevægelse. Efter Lavi næsten havde givet op, og Angelie havde sagt at der stadig var lidt tid endnu, kom der en lav fnisen ude fra siden af varehuset, i enden af lysets hoppen.
“Altid godt, at være før tid..” Gled en velkendt stemme igennem varehuset, inden den blege kvinde kom hoppende ned fra den kasse hun sad på. De høje hæle klikkede, da de bevægede sig ind under lyset, og fremviste det lige så velkendte ansigt, som nu smilede svagt ud til de to andre kvinder i lokalet. Hun bar en simpel, sort læderjakke, over en rød trøje og sorte læderbukser. Meget ukarakteristisk af Mi’serable, var hele hendes krop dækket, og var langt mindre udfordrende end det plejede.
“Godt at se jer igen.” Sagde Mi’serable stille, og kom Lavi i møde, og hvis ikke hun stoppede Vampyren, ville hun trække pigen ind i et varmt kram. Hendes hænder strøg blidt over Englens ryk hvis hun tog imod krammet, og hun sukkede stille, inden hun trak dem fra hinanden igen. Hun kiggede smilende ned til Englen et øjeblik, inden de farverige øjne gled imod Angelie. Øjnene fik et lysere rødt skær, inden hun gik Elveren i møde, for at holde hånden ud til hende, som for at bede hende om at tage den.
“Vi er glade for, at I begge kunne komme. Kom.” Bad hun, varmt. Og hvis Angelie tog hendes hånd, ville hun blidt trække hende imod lyset. Hun ville ligeså tage Lavi’s hånd på vejen, og trække hende med. Mi’serable tilbød ikke Angelie det samme kram, da det ikke var mere end en dag siden at de havde set hinanden. Men, stadig, hvis Angelie tog hendes hånd, ville hun trække Elveren tæt ind til sin side, og lægge armen omkring livet på hende, for at trække de to tæt, og lægge hovedet på hendes skulder. Det var tydeligt, at noget tyngede Mi’serable. At der var noget galt.

Stemmen bar den velkendte klang af en sofistikeret kvinde, da den ekkoede igennem lokalet. Angelie behøvede ikke engang at vende blikket i retningen for st vide hvem den tilhørte. Et næsten glædeligt smil kom over hendes ansigt, som hun skubbede sig væk fra væggen, og gik et par skridt fremad. De havde været sammen aftenen før, så længslen og hele følelsen af genskabelse var ikke imellem de to.

Til gengæld så man Lavi hoppe ivrigt på stedet, som denne klappede hænderne sammen muntert ved synet. Da vsmpyrkvinden åbnede armene, hoppede pigebarnet hastigt ind i omfavnelsen, imens hun ovrigt klemte let omkring miserable. Hun mærkede hånden stryge ned langs hendes ryg, imens det lystige tandsmil oplyste det uskyldige ansigt, som hun kiggede glad op på kvindens eget.
Hun slap dog langsomt sit greb i denne, da miserable gik imod Angelie i stedet for.

Som hånden blev rakt frem imod Angelie, kiggede hun overvejende ned på den, inden hendes blik mødte miserables med et spørgende udtryk. Hun vidste, at hun ikke ville være blevet kaldt herned, hvis ikke det var vigtigt. En kort skælven kom over hendes krop, som hun trådte frem og pressede sine fingre ind imellem Miserables. Hendes hånd rystede kortvarigt, inden hun bed sig i underlæben, dog uden at sige noget. Hun ville høre grunden tids nok.

Lavi ventede ikke på tilbuddet, men gjorde det samme som Angelie med Miserables anden hånd, bortset fra at hun bare holdt hånden, uden et flette fingrene imellem. Hun nikkede hurtigt som svar på, at hun var klar, inden de alle tre nærmede sig lyset.
Lavi svang let deres arme frem og tilbage i takt til deres gang, imens Angelie mærkede hvordan fingrene gled fra hinanden, og Miserable lagde armen om hende. Hun mærkede det kølige ansigt på sin skulder, og hendes eget drejede imod hendes, tæt nok til at Miserable ville kunne mærke hendes lette åndedrag imod sit.
“Hvad er det?” Spurgte hun langsomt, næsten hviskende. Hun mærkede det fra hele vampyrens opførsel, at noget var rivende galt. Hendes egen krop spændte musklerne nervøst, som hendes ene arm gled omkring skuldrene på miserables, og klemte hende let ind til sig.

Det var altid en glæde at møde Lavi, og være i hendes nærvær. Det skabte en hvis glæde, at se noget der minede om et voksent menneske, være så glad. Et lavt kluk kom fra Mi’serable, da Lavi også tog hendes anden hånd, og fulgte med hen imod lyset. Et eller andet sted, fortrød hun det hun skulle til at se. Det var noget, hun ikke ønskede for mange, og slet ikke en uskyldig sjæl som Lavi. Men Jebediah havde nægtet at lade Lavi leve uvidende. Han havde allerede holdt denne hemmelighed for længe, og ville ikke forsvinde uden at Lavi vidste det. Ikke helt. Ikke igen.
Da Angelie trak hende ind til sig, smilede Mi’serable kort op til hende, og trak Lavi en anelse tættere også, for at ligge armen over skulderen på denne, og kigge ned til hende ligeså.
“Som jeg fortalte jer begge.. Så ville Jebediah gerne se jer. Han har.. Han har noget at fortælle.” Forklarede hun ganske kort, og simpelt, inden hun stoppede dem i midten af lyset, og lod sine arme falde ned langs siderne. Der var et mentalt ubehag i Mi’serable, som var ganske tydeligt for enhver der kendte Vampyren. “Beklager, at I skal se det her. Bare tænd lyset, Signet.” Udbrød hun, kort, og drejede sit hoved en anelse til siden, med et lavt suk, imens hun lagde sine arme over kors.

“Husk, at de vil finde dig hurtigere i lyset. Er du.” Sagde en stemme i mørket, ikke langt fra de tre kvinder. Selv med et godt nate øje, havde kvinderne ikke kunne se den skikkelse der sad i mørket, grundet et tæppe af røg der havde været over denne. Sløret den endnu mere.
”Tænd det.” Afbrød en dyb, lettere hæs stemme, inden en lav knirken af hjulene på en kontorstol brød ud. Kvinderne ville kunne se en skikkelse i mørket nu, da røgen lagde sig, og kort efter, da lyset over det bord der var foran skikkelsen tændte, kunne de se den store Engel. Han sad på en simpel, gammel kontor stol, med ryggen til de tre kvinder. Dette gjorde at det første de så, var de store velkendte vinger på Englens ryg. Vingerne var dog ikke som de måske kunne huskes. Den højre vinge, var begyndt at tabe fjer, og mange af dem der ikke var tabt endnu, var begyndt at blive sorte, frem for den ellers skinnende hvide. Den venstre vinge var værde tilsat, og hang en anelse imod jorden. De fleste af vingens fjerd var faldet, og kødet derunder havde fået store sorte plamager.
Englen rejste sig langsomt, anstrengende fra stolen, inden en figur trådte ham i møde, og hjalp ham på hans fødder. Figuren bar et hvidt jakkesæt, samt en hvid fedora på hovedet. Manden gik under Englens ene arm, og hjalp ham med at vende sig, så han kunne ‘se’ imod kvinderne. Det var dog ikke megen reaktion i Englens øjne, der begge bar en hvid hinde, og havde tabt den dybe, blå farve, de ellers havde båret. Englen bar en hvid skjorte, der var sat til med sorte pletter, der mindede mest om blod der var indtørret og blevet sort. Langs hans ben, var et par sorte jakkesæts bukser, som var pænere og minde rørte end skjorten.

Englen var Jebediah, og var kendt af begge de to nyankommen kvinder. Dog, var han ikke kendt sådan. En gammel, slidt mand, på sine sidste skridt. Han kunne knapt nok stå oprejst, uden manden ved hans sides hjælp. Han kunne ikke se på dem, med den samme varme han plejede. Han var slidt. Ødelagt. Men selv i denne tilstand, fik han rejst sig op, skubbede blidt den anden mand til siden, og sendte kvinderne et svagt, men varmt smil. Skulle de kigge ham i ansigtet det, ville de se sorte strege glide op fra hans hals, der minede mest om blodåre, hvor blodet der bag, var blevet sort.
”Tak.. Tak, fordi I kom.. Lavi.. Angelie.. Og.. Jeg beklager, at I skal se mig sådan.. Havde.. Havde ønsket.. At jeg kunne nå de ting jeg skulle, og.. Og se jer.. Inden det blev så slemt.” Beklagede han, inden han langsomt tog et par skridt imod dem, for at træde længere ud i lyset.

En lille røgsky skød ind under den lukkede dør ud af varehuset, og fløj direkte imod manden, der nu stod bag Jebediah. Skyen svævede over til manden, de nok kunne gætte var Signet’s skulder, hvor den samlede sig og blev til en kulsort kat. Katten gav en lav miawen fra sig, imens den strøg sin hale imod Signet’s hoved. Signet drejede hovede skarpt imod katten, inden han kiggede tilbage på Jebediah, med et lavt suk.
“De er på vej.. De finder dig snart.” Forklarede han hurtigt, og Jebediah skar en kort grimasse, med et lille ryst på hovedet.
”Jeg.. Ved det..” Brummede han, lettere irriteret, inden hans øjne gled ned over de to kvinder foran ham, stadig med det varme smil. Han lod dem tage det ind. Lod dem reagere, før han selv talte. Han skulle vide hvad han skulle. Beklage. Eller forklare. Om de var vrede. Om de bare var forvirret. Alt imens dette, drejede Mi’serable sig rundt. Nægtede at se på Jebediah, som han var nu. Hun kendte grunden, og havde ikke brug for at se mere af det.

Lavis udstråling var fejlfri, som hun forblev smilende på vej imod lyset. Det var en helt naturlig del af hendes personlighed, altid at udstråle varme og glæde. Vingerne flappede stolt bag hende, som hun svang deres arme, indtil Miserable stoppede, og derved faldt takten også, da kvinden lagde armen om hende i stedet for. Hendes lysende øjne kiggede forventet op imod vampyrkvinden, inden hun igen vendte det fremad.
Angelie derimod var det direkte modsatte. Hendes ansigt havde lagt sig i mere bekymrede folder, velvidende at hele stemningen i rummet bar på tragiske nyheder. Hun vidste ikke hvad, men det ville ikke være godt. Hendes hoved rankede sig op, da Miserable stoppede i lyset.
Hendes blik flakkede ubehageligt ved lyden af et navn fra fortiden. Et kort øjeblik overvejede hun at bakke hastigt ud af varehuset, men formåede dog at få sig selv under kontrol. Hun kendte udmærket Signet, som havde truet hendes eksistens for en del år tilbage. En indirekte trussel ganske vist, men ikke desto mindre, var hun ikke i tvivl om, at han havde ment det dengang.

Hendes tankestrøm stoppede på slaget, da lyset blev tændt. Hun vidste hvem der sad på stolen, og besad de engang så fantastiske vinger, der nu var ved at rådne væk på hans krop. Hendes læber klemtes hårdt sammen, som hun bed sig selv i indersiden af kinden. Hun så stille til, som han drejede rundt, og forsøgte at komme på benene.
Instinktivt trådte hun et par skridt frem, ved synet af ubalancen, men så at djævlen havde styr på det. Hun stoppede i stedet sin bevægelse, inden hendes blik faldt til jorden ved synet.
Hun ville tale, men da hendes mund åbnede sig, kom der ikke en lyd ud, udover et forfærdet gisp, så ynkeligt, som hvis det havde kommet fra en hvalp, der blev sparket.

Lavis øjne udvidede sig skrækslagent ved synet. Dette var første gang, at man nogensinde ville have set en ’fejl’ i pigens glæde. Hendes fødder løb hastigt imod Jebediah, som hun slog ind imod hans krop, for at lægge armene omkring livet på ham. Hendes ringe højde, gjorde at hun egentlig kun ville nå ham til lige under armhulerne. Hendes øjne pressede sig sammen, som hun klemte med alle hendes kræfter, hvilket ikke var meget.
Hun vidste godt hvad der var ved at ske. Det var en sjældenhed, men det mindede rigtig meget om dengang han var blevet forvist tidligere, ligesom hun var. Dog var det anderledes denne gang. Han var ikke bare forvist, men..
Hendes blik hævede sig spørgende op imod ham med et ’hvorfor’. Hvorfor havde han gjort det? De havde jo overvundet genoplivelsen af Shaka, men nu stod han der, døende, foran hende. Den lysende glød i hendes øjne, knækkede over i grålige farver, som underlæben begyndte at dirre svagt. Hun kunne ikke miste ham. Hvordan skulle hun begå sig på jorden uden hans hjælp?

”Hvad har du gjort?” lød den skælvende stemme fra elveren. Der var en vrede at fornemme i den, ikke rettet imod ham som person, men fordi han havde gjort noget fandens dumt uden tvivl. Han havde leget med ilden og var blevet brændt, hårdt. Hun kendte intet til hvad de andre havde været i gang med, men hun vidste, at han snart havde tænkt sig at forlade hende, ligesom alle andre virkede til at gøre.
”Jebediah.. Hvad helvede sker der?” spurgte hun denne gang højere, som hun måtte se til, da en af de engang så hvide fjer, faldt til jorden som en sort.
Hvad der irriterede hende yderligere, var hans talent til stadig at smile over dette. Han stod.. og smilede endnu. Hun rystede hastigt på hovedet, inden hun mærkede følelsen af ensomheden krænge sig ind over hendes sind. Hun havde vel mest af alt lyst til at omfavne ham, og dræbe alt der ville tage ham væk, hvilket det lød til at de snart ville.
Hun følte samtidig et stik af forræderi, da hun ikke var blevet indvilget i noget som helst. Det var måneder siden hun havde set ham, men der havde han haft det fint. Noget var sket imellemtiden, men hvad var det?

Lavis krop skælvede let imod hans, inden hun forstående kiggede op imod ham. Hun vidste godt hvorfor han havde gjort det. Af samme grund  som altid. For at beskytte alle andre. Selvom hendes øjne var glasagtige og mørke af sorgen, så smilede hun stadig med det forstående ansigtsudtryk. Hun vidste at der nok var en grund til, at han ikke havde fortalt hende om netop dette, for han havde altid haft gode grunde til sine handlinger. Alt skete med en højere mening, hvilket dette også gjort, ifølge hendes tanker.
Hun klemte ham en enkelt gang mere, som en form for ’vi ses’. Hun vidste de ville mødes igen en dag. Det var hun nødt til at tro på, for at komme videre. Derefter trådte hun langsomt væk fra ham, for at give plads til en person, der virkede til at have mere brug for nærheden, og for at forstå hvad der var sket med ham.
Angelie flyttede sig dog ikke. Hun havde glemt hvordan man bevægede kroppen, som hun stod fastlåst i hendes position. Såret over synet af ham. Det var ikke sådan det skulle være gået. Han skulle have været der til at skabe balance i landet igen, men nu.. var det for sent.

Jebediah\s smil forsvandt ikke, selv da de to kvinder udbrød i den forventede reaktion. Han sank i stedet stille, og lukkede kort sine øjne med et lavt suk. De åbnede dog hurtigt igen, da han hørte de lette føder rende imod ham, og han klukkede lavt en enkelt gang. Han lagde armene omkring Lavi, og måtte tage et kvart skridt tilbage af deres ‘sammenstød’. Normalt ville den høje, muskuløse mand ikke have rokket sig af den lille piges krop, men hans gamle styrke var alt andet, end ved dets fulde fem. Hans krop sank sig en anelse imod Lavi, inden et lavt klynk kom fra ham, og hans hånd lagde sig oven på hendes hoved, og aede blidt det blonde hår. De hvide øjne kiggede fraværende ned imod Lavi imens han gjorde, og han smilede svagt. Han havde ikke behov for at se Lavi, for at vide hvad hun ‘sagde’. Han kunne høre hendes følelser skrige ud af hende, i den forbindelse de to Engle havde, og han rystede kort på hovedet.
”Jeg fik gjort det jeg skulde her nede.. Min tid, er løbet ud. Vi vidste jo alle det ville ske.. Ærkeengle.. De holder aldrig længe på denne plæne.” Hviskede Jebediah’s stemme i Lavi’s hoved. De kunne stadig kommunikere på denne måde, selv efter at de havde fundet hinanden. Og nu hvor han ikke længere kunne se hende, var dette den eneste måde de to kunne kommunikere.
Hans stadig ‘friske’ vinge, lagde sig en anelse omkring Lavi, inden hans hoved bevægede si imod Angelie, da hun snakkede. Øjnene kiggede lidt rundt, som om han forsøgte at se hende, på trods af at han vidste, dette ikke ville ske. Han sukkede stille, og kiggede ned imod Lavi, som hun gav ham plads til at gå fremad, og aede hendes hoved en enkelt gang mere. Hun forstod. Hun vidste, at Angelie havde mere brug for ham, end hun havde. Hun vidste, at der var en mening bag alt hvad Jebediah gjorde. Han smilede kort imod hende, inden han langsomt begyndte at bevæge sig imod Angelie. I hans øjne, kunne man se noget andet, end det hans læber viste. Han var fortabt. Såret. Han ville ønske, at han kunne se Angelie, en sidste gang. Men det kunne han ikke. Han kunne kun høre, tale og røre ved hende. Han sank en klump i halsen, imens han blindt bevægede sig imod stemmen.

”U.. Undskyld.. Angelie.” Udbrød han stille, da han var ganske få skridt, fra hvor Angelie’s stemme var lydt. Han holdt sine arme lidt frem, som for at bede hende møde dem. Tage imod dem. Tage imod ham, og hans ynklige undskyldning. Hans fingre skælvede en anelse. Der var frygt at se, I Jebediah. Det havde ingen af de tilstedeværende set før. Aldrig, havde hans ansigt udtrykt frygt. Ikke på denne måde. Hele hans krop skælvede en anelse, for han vidste hvad der var på vej. Han vidste hvor han skulle hen. Han vidste, hvor han nu hørte til. Og det frygtede han. Mere, end han havde frygtet noget andet, i sit liv.

Hvis hun tog imod hans hænder, ville han blidt trække hende ind imod sig, for at ligge armene omkring hende. Hvis hun tillod ham dette, ville en sort tåre langsomt skære ned over de hvide kinder, og hans øjne ville glide i.
Selv hvis hun ikke tog imod dem, ville denne tåre falde, og hans hænder ville i stedet bare give op, og falde ned langs hans sider.
”Jeg.. Jeg hørte aldrig til her. Jeg.. Blev udvist, for at.. At tro på mennesket. Jeg.. Stod imod ham, i et forsøg på at ud ryde væsnerne I Di Morga, og.. For det, blev jeg dømt til Helvedet.. Det.. Er hvor jeg er på vej hen. Jeg er blændet, for så ser de ikke hvor jeg er. Jeg forrådner, for så mærker de ikke min varme.. Jeg holdt mig i mørket.. For så så de ikke mit lys.” Forklarede han først, og måtte tumle et skridt til siden, for at holde sin balance, hvis ikke Angelie var gået imod ham. Han sank stille en klump, og klemte sine øjne sammen i smerte.
”Jeg.. Lavede en aftale. Med Djævlen. Han ville lade mig gøre en sidste ting, for dem jeg elsker. Væsnerne, på jorden. Jeg.. Jeg valgte at stoppe en katastrofe.. En katastrofe, der ville have.. Skadet alle. En genoplivning, jeg ikke kunne tillade.” Forklarede han, imens han langsomt drejede blikket imod Lavi, med et sørgmodigt smil. ”Jeg.. Fortalte ikke dig om aftalen.. Fordi.. Så blev du ikke implementert.. Du hjalp mig.. Ud af egen vilje. Derfor, ikke en ledsager. Derfor.. Tager de kun mig. “ Forklarede han sig selv for hende, og lod så langsomt hans øjne falde imod jorden. Han ønskede at han kunne have gjort mere. At han kunne have hjulpet Angelie, med at skabe den ro i Di Morga, han havde lovet. Den balance, der var så nødvendig her. Men. Han havde valgt verdenen, over Di Morga. Han havde valgt verdenen, over Angelie. Et valg han aldrig ville fortryde, men et valg der aldrig ville holde op med at gøre ondt. Angelie betød meget for ham, og han havde brudt et løfte. Det ville han skulle leve med, i en verden hvor smerte var hverdagen. Helvedet.

Kærtegnene af hendes hår, fik hende til at fnise stille ind imod hans figur. Hun sagde ikke mere, eftersom alt allerede var blevet sagt. De havde forbindelsen imellem dem, og som han selv sagde, kun til hende, så holdt ærkeengle ikke længe på jorden. De havde vist at det ville ske en dag, om end under nogle bedre omstændigheder end dette.
Hun trak dog ansigtet lidt væk fra hans bryst, for så at kigge op på ham med endnu et af sine spørgende blikke. ’Vil vi.. stadig kunne.. snakke sammen?’ lød hendes spørgsmål til ham. Hun ville stadig gerne kunne have kontakt med ham, selvom han ville være i et andet realm end hende. Ellers havde hun ingen tilbage, som forstod hende fuldt ud. Kun Jebediah havde denne egenskab med hende.
Hun trak sig derpå let tilbage, og bevægede sig med et smil hen til Mi’serable, for derefter at tage vampyrens hånd i hendes egen, med komforten af et ’det skal nok blive okay’. Hun virkede til at have brug for det, som hun stod med ryggen til de andre, hvilket Lavi derfor også ville gøre.

Angelie så hvordan hans blik kort søgte efter hende, og hun måtte synke endnu en klump i halsen, som han begyndte at bevæge sig i hendes retning. Uden yderligere tænken, trådte hun selv fremad, så da han rakte hænderne frem imod hende, ville hun tage dem i sine. Hun havde set hvordan hans øjne havde brændt op af fortabelsen.
Hendes hænder klemte blidt om hans, som han undskyldte over for hende, hvorefter hun endelig lod tårerne få frit løb. Der var ingen til stede, som ville se forkert på hende over at fremvise den svaghed. Hendes krop hævede sig en anelse, som hun stillede sig på tæer, inden hendes hænder lagde sig på hver af hans kinder. De rystede stadig imod hans hud, som hun dirigerede hans pande ned, så den ville kunne hvile imod hendes egen.
”Nej.. Du hører til.. Her” peb hun, velvidende at han måtte være rædselsslagen for at skulle tilbringe resten af sine dage i helvedet. Hun havde været der, og vidste hvor forfærdeligt det ville være. Hun rystede let på hovedet for at styrke hendes ord, som hun nægtede at tro på, at han ville ende dernede.
Alligevel lyttede hun dog til hans ord, om hvordan han havde reddet dem alle var en større katastrofe. Stadig havde hun den selviske tanke om, at hun ønskede at han ville have valgt hende frem for det. Det var ikke sådan her det skulle ende. De havde stadig ting, som skulle ordnes. Han havde givet hende hendes sanitet tilbage, og hun var magtesløs til at kunne hjælpe ham nu.
Hendes ene hånd fjernede sig kortvarigt fra hans ansigt, som hun knyttede den og slog den fortabt imod hans bryst. Han havde været en tåbe, at indgå en sådan aftale. Hendes stemme ville ikke frembringe ordene, andet end en masse uforståelige lyde, som hun igen lagde hånden på hans kind, for at stirre intenst ind i de blindede øjne på ham.
Hvis han tillod det, ville hun åbne op for hendes evne, og derved smelte deres sind sammen, for sidste gang. Hun ønskede at se ham som den engel han havde været, og ikke den skal han var nu. Dette gjorde også at hvis han tillod det, ville han kunne se hende også.
”Lad mig komme ind” hviskede hun lavt, hvis han stadig ikke havde tilladt det endnu, og håbede derpå, at hun ville få tilgangen til hans sind, som hendes.

Scenariet var næsten magen til det, som de befandt sig i, i virkeligheden, med bortset fra at de andre ikke var til stede. Det var blot Angelie, der havde taget form, i det vanlige neutrale tøj, en tro kopi af hendes virkelige selv. Hun ønskede at han så hende, som hun var netop nu, og ikke i går.
Han selv, ville være den Jebediah, som han havde været, inden forrådnelsesprocessen var gået i gang. Inden han havde mistet synet. Tro, stærk og magtfuld. Som hun huskede, at han havde været.
I denne skæve verden, ville hun snøfte let, som hun lod panden dunke imod hans bryst, stadig fortabt, uden at vide hvordan hun skulle komme videre fra dette punkt.
”Tag ikke derned..” bad hun hviskende, som hendes egne minder fra helvedet begyndte, at sende kuldegys igennem hendes krop. Han kunne narre djævelen, ligesom hun havde gjort det. Han kunne undslippe og komme tilbage som den rigtige engel, som han altid havde været. Hun skyldte ham sit liv mere end en gang allerede, og nu havde tiden sluppet op.
Hun vidste dog, at det ikke var nogen nytte til. Han ville tage af sted, fordi det var det rigtige at gøre.
De rystende fingre, knugede fat i hans skjorte, som hun snøftede imod ham. Velvidende at dette ville være sidste gang, hævede hun sit blik, for at kigge ind i hans øjne. Tabet ville genskinne i hendes blå iris, som var spejlblanke af tårerne, der stadig faldt i strømme. Smerten var at finde i dem, som hun tillod sig at synke ind i det korte øjeblik.

Det lave fnis fra Lavi, fik Jebediah til at ryste kort på hovedet. Ordet ‘søster’ havde ikke den store betydning for normale Engle. De kaldte alle Engle deres søskende, og gud deres far, men der var normalt ingen følelser indblandet. Men Jebediah havde lært så meget af menneskene, og en af disse ting, var hvordan familie skulle føles. Det var det, han havde ønsket mest af alt. En mulighed, for at leve et liv, med den familie han havde skabt sig her. Lavi. Angelie. Signet. Havde han bare haft nogen år, til at leve sammen med disse folk, ville han have ofret alt andet.
Men sådan skulle det ikke være. Han havde været for aggressiv, i hans arbejde for at gøre væsner og menneskers tilværelse på jorden, mere sikker. Bedre. Hans firma, der reddede fattige og udsatte overalt i verdenen. Hans mission for at stoppe Shaka, i at skabe en ny syndflod. Specielt den sidste. Det var Guds mening, med Shaka. Det var grunden til, han ikke ville sende sine hære, for at stoppe Klan Hakan. Kulten af Nosferatuer, der havde forsøgt at genoplive deres fader. Alle Nosferatuernes fader. Den første. Hans genoplivelse ville have sendt en sandstorm af død og ødelæggelse, over verdenen. En katastrofe, der ville udryde størstedelen af jordens væsner. Skabe en ny saga i verdens historien. Et rent papir. Det havde Jebediah nægtet Gud. Det, var hans sidste gave til verdenen. Og kun få, ville vide hvad han gjorde. Hvad han ofrede. Som det altid var. De der ofrede mest, blev aldrig skrevet ned i historien.

Ved Lavi’s spørgsmål, smilede Jebediah blidt, imens de blinde øjne kiggede ned imod hende hvor hun stod, stadig i hans arme.
”Det ved jeg ikke. Min kære søster. Jeg ved intet, om det sted jeg er på vej hen. Det er et nyt sted. Jeg vil.. Forsøge. At finde en vej. Men. Jeg kan intet love. Men her, er der andre du kan tale med. Du skal nok finde din vej, elskede. Pas dog på, med Di Morga. Hvis du vælger at blive, så hold dig til Mi’serable. Til Signet. De kan hjælpe dig på vej, og holde dig fra at ende i en knibe, du ikke kan komme ud af. Fordi.. Du er en naiv lille pige, din lille tosse. Og jeg er ikke færdig med at holde hånden over dig. Det holder jeg for meget af dig, til at stoppe.” Han klukkede blidt, imens hans hånd blidt ulede blondinens hår. Han vidste hvor farlig verdenen kunne være, for en pige som Lavi. ”Kan du love mig det? At du vil tage ved lære, af Mi’serable? Af Signet? Ved godt at du ikke kendre Signet så godt endnu, men jeg stoler på ham, som jeg stoler på min højre hånd. Måske endda mere end Mi’serable. Vilket er mere på grund af Mi’serables natur, men.. Det skal du nok opdage..” Han smilede varmt, og lænede sig ned, for at give Lavi’s pande et blidt kys, inden han lod hende gå over imod Mi’serable.

Da Lavi kom op på Mi’serables side, kiggede Vampyren op med hendes levende øjne, der nu bar en blanding af sorgfuld, mørk blå og en svag lysserød i sig. Hun smilede blidt til Englen, og tog imod hånden med et par svage nik.
“Jah.. Det skal nok gå alt sammen. Men. Der var noget med den mand. Og det er ikke mest af alt mig, jeg sørge for.” Hviskede hun stille til Englen, inden hendes blik gled over hendes skulder, og kort faldt på Angelie, med et lydløst suk. Hun trak så Engle pigen ind til sig, og lagde sit hoved på hendes skulder. “Jeg er elendig til det her…”


Da Angelie’s hænder tog imod hans, kom der et smertefuldt suk fra ham, og hans læber smilede blidt, imens hans øjne lukkedes. Hans egne hænder klempte svagt tilbage, og han lod sig blive dirigeret over til hende, for at have sin pande imod hendes. Han drejede langsomt hovedet, da hun peb sin bøn, og et lavt suk blev halvkvalt i et klynk af hans egne. Hans ansigt skar ud af det lille smil, og blev til et sorgfuldt udtryk, der mest af alt lignede at han selv skulle til at græde. Hyle. Men det gjorde han ikke. Det var han ikke i stand til. Det var ikke det han skulle nu. Det var hende, der fortjente at græde. Ikke ham. Det var hans job, at gøre det så lidt smertefuldt for hende, som han kunne. Hans gråd, ville ikke hjælpe.
Det fortalte han sig selv, og bed hårdt fat i hans underlæbe. Han skulle til at sige noget, men blev stoppet af hendes slag imod hans brystkasse, og han sukkede dybt, imens hans ene arm gled omkring livet på Angelie, og den anden tog et blidt greb i den der havde slået. Han sank en klump, og lod sig så langsomt mærke hendes evne. Han virkede først forviret, inden han hørte hendes hvisken. Han gav sig fuldstændigt, i det øjeblik hun bad ham om det. Lod sig synke ind, i den verden hun skabte.



Jebediah’s øjne blinkede et par gange, inden de gled en anelse forvirret rundt i rummet. Han havde ikke været uden sit syn, i mere end en lille uges tid, men det havde været nok til, at det pludselig at kunne se, føltes som en velsignelse.
Hans øjne faldt dog hurtigt ned på Angelie. Det, han havde mest lyst til at bruge denne velsignelse til. At se på hende. De havde haft en del tid sammen nu. Havde set en masse. Følt en masse. Mest af alt, havde han fundet noget i hende, som han var faldet for. Den varme der ligger dybest gemt, vil altid være den mest værdsatte varme. En sådan varme, havde han fundet i hendes nærvær. Hun var så meget mere, end den kolde, nogen gange ondskabsfulde person, Di Morga gjorde hende til. Hun, var hvad han ville se, som det sidste, inden han forlod jorden. Inden han faldt, det sidste stykke man kunne falde.
Efter hendes bønd, smilede de varme læber blidt op, og han sukkede dybt, med armene lagt tæt omkring hende. Hans kæmpe vinger, lagde sig varmt omkring Angelie, og lod den varme han havde delt med hende før, sprede sig over dem igen. Selv i denne verden, hvor Angelie kunne bestemme, om der skulle være varmt, eller koldt, ville hun kunne mærke hans kropsvarme, omfavnet af de kridt hvide vinger.
”Det.. Skal jeg. Min kære, Camille. Det ved du..” Hviskede hans stemme, stille, og smertefuldt. Han brugte det navn, han ved et tilfælde havde mødt, i den tid de havde været sammen. Angelie var et smukt navn, men det kendte alle. Angelie, Walentina, kendte mange. Men Camille. Det betød mere, end alle hendes andre navne.
Han lod hende læne hovedet tilbage, så deres øjne kunne mødes. Den dybe sorg han så i dem, smittede af, men hans smil faldt kun lidt. Smerte, blev bredt i det, men der var også noget andet. Et savn, så dybt, at Jebediah ikke helt selv forstod det. Hans blik blev mere seriøst, og hungrene, end sørgmodigt. Hans øjne flakkede fra hver af hendes øjne, imens hans ene hånd rejste sig, for at ligge sig imod hendes ene kind. En finger aede blidt nogen strimer af tåre væk, imens hans øjne begyndte at flakke ned imod hendes læber. Et lavt suk, i form af exhalering af luft, slap fra hans læber.
”Undskyld.. Camille.” Klynkede han stille. Man kunne næsten mærke, at han kæmpede imod sig selv. Prøvede at stoppe sig selv. Hun fortkente ikke dette. Hun fortjente mere. Men det kunne han ikke. Hun blev nødt til at vide, hvad han følte.
Før hun kunne sige noget, faldt hans øjne over hendes igen, men ikke med et blik af sorg, som før. Men et blik i kærlighed. Og skulle hun til at sige noget, ville han afbryde hende, da han i en kort bevægelse, lod sit ansigt falde en anelse, for blidt at lade deres læber mødes. Hånden på hendes kind, gled tilbage i hendes hård, og aede blidt hendes hoved, for at løft hende en anelse op. Blidt tvinge hende til, at gå på tær, for at kysset kunne fortsætte. Hans anden hånd, gled væk fra hendes ryg, for i stedet at glide med hendes arm, og til den hånd hun holdt fast i hans skjorte med. Hans fingre ville forsøge at løsne hendes greb, for i stedet at lade sine store fingre omfavne hendes hånd, og flette sig ind med hendes, betydeligt mindre fingre.
Den varme hans vinger havde skabt, var intet til forskæl for den varme der lå i hans kys. En tilbageholdt kærlighed, blev åbenlyst i dette øjeblik. En følelse, der havde været holdt tilbage, i så lang tid, at det var begyndt at gøre ondt. Kysset var ikke forlangene. Det var ikke stjælende. Men, det var ærligt. I denne verden, skabt af Angelie, som var deres, kunne han være fuldstændigt ærlig, i hans kys, uden det ville skabe problemer i den virkelige verden. I hvert fald ikke med Angelie, i hendes position. Han vidste dog, hvor meget svære dette øjeblik ville blive, med denne handling. Men han kunne ikke lyve længere. Og hun skulle vide, hvad han følte. Hun skulle vide, at hun kunne finde kærlighed, i varmere hjørne, end dem hun ellers begik sig i. At hun kunne finde kærlighed, i et væsen, der ikke bar en kende af ondskab i sig. Skulle hun ønske det, kunne hun bryde ud af det mørke, hun levede i. Hun var mere, end en bødel.

Hendes lysende blik kiggede opmærksomt op på Jebediah, som hun stillede sit spørgsmål til ham igennem deres mentale samtale. Hendes underlæbe skubbede sig dog en anelse fremad, som han måtte indrømme, at han ikke vidste om de ville kunne have kontakt efterfølgende. Det var ikke det svar hun havde ønsket, men hun glemte det dog hastigt, da hun hørte hans klukken, inden lokkerne på hendes hoved, blev rusket op under hans store hånd.
Hun mærkede dog ændringen i hans stemme, som et skær af alvor skar igennem hos hende. Hendes ansigt lukkede helt ned, som ørerne spidsede sig opmærksomt, for at vise dyb interesse for hans næste sætninger.
Hendes blik gled imod Signet, som Jebediah talte om ham til hende, inden hun vendte det tilbage imod ham. Hun smilede en anelse større til ham, som hun langsomt begyndte at nikke. Hun vidste ikke helt hvad han mente med hans kommentar, da hun ikke anså hendes naivitet som værende en dårlig ting. Hun havde ikke befundet sig i noget hun ikke kunne komme ud af endnu, men måske var det fordi hun altid havde haft en til at holde en beskyttende hånd over hende.
Ikke desto mindre lovede hun det. Et kort fnis ville kunne høres i deres mentale samtale, som hun gippede let, da han kyssede hendes pande, inden hun hastigt gav ham endnu et kort kram, for så at bevæge sig over til Mi’serable.

Som hendes hånd bevægede sig ind i vampyrkvindens, låste deres blikke sig fast. Lavis havde stadig den svagt mørkere farve, fordi dette var et sorgens øjeblik, selvom alt skete af en højere mening, som hun ikke havde kendskab til. Smilet sad dog overbærende på hendes ansigt, som hun lyttede til Mi’serable.
Hendes blik udvidede sig dog en anelse overrasket, da hun fortalte, at det ikke var hende selv hun sørgede for. Hendes eget blik fulgte Mi’serables, for at lægge det på elveren, som hun aldrig havde mødt før denne aften. Hun rynkede let på næsen, inden hun uforstående kiggede tilbage på Mi’serable, der nu lagde hovedet imod hendes skulder.
Hun lagde begge arme om livet på Mi’serable, inden hun omfavnede hende omsorgsfuldt, med endnu et ’det skal nok gå’.

Hans smerte virkede til at dele hendes, som de stod der over for hinanden. Ingen af dem sagde noget på dette tidspunkt, men det virkede stadig som om, at der foregik en samtale imellem dem. Hun mærkede det lette gys, da armen snog sig omkring hendes liv. En følelse af noget så bekendt, men stadig så anderledes. Det var ikke den samme arm, som det havde været førhen.
Hun mærkede hans forvirring i starten, men ved hendes stille bøn, lod han sig trække med ind i hendes domæne, i hendes verden, hvor de kunne være uforstyrret, kun de to.
Udefra ville de stå frossent i positionen, og Lavi ville kigge forvirret fra de to væsner og op imod Mi’serable med et spørgende blik. Hun havde ikke set denne evne før, og forstod ikke hvad der skete i dette øjeblik. Hun blev dog stående på sin plads, velvidende, at der ikke var noget farligt undervejs. Hvis ikke Mi’serable reagerede, ville hun trække let i kvindens ene arm, for derefter at pege over på Angelie og Jebediah, med et ønske om et svar.

Hun ventede tålmodigt, som han vænnede sig til følelsen af at kunne se igen, inden hun blinkede et par gange. Et par klare dråber trillede ned ved bevægelsen, som hun tog en dyb indånding. Dette var deres øjeblik, og hun brugte et kort minut på at huske alt hvad de havde været igennem. Han havde været der for at samle hende op hver gang hun var faldet. Havde reddet hende og båret hende igennem de mørkeste tider. Indimellem havde han formået at give hende troen på, at hun måske var skabt til noget.. bedre. Hun var ikke bare i live for at være en andens lakaj. Nej, der var en større mening bag det. Hun havde aldrig haft modet til at gribe chancen da den var der, og nu.. Nu var det for sent.
Fortrydelsen spejlede sig over hendes ansigt, som hun krampagtigt holdt fast i hans skjorte, med hendes bøn om ikke at gå. Hun ønskede ikke at blive forladt af ham. Følelsen af de fjerbedækkede vinger, der sammen med hans arme, svøbte hende ind til ham, gav den velkendte følelse af tryghed i netop dette øjeblik. Hendes åndedrag sagtnede en anelse derefter.
Ved lyden af hendes mellemnavn, gik det svage skælv igennem hendes krop. Han var den eneste, som nogensinde havde brugt det, og den eneste, som kendte til det. Hun havde aldrig fortalt det til andre. Det var deres særlige ting. Hårene rejste sig let på hendes arme, som et hulk ekkoede fra hendes strube, velvidende at han havde ret. Hun vidste det godt, men derfor havde hun stadig et selvisk håb om at det ikke ville ske. Hun ville snart vågne fra dette mareridt, og alt ville være som det plejede.

Som hun kiggede op på ham, mærkede hun hvordan blikket ændrede sig en anelse. Det var ikke længere kun smertefuldt, og smilet forblev næsten på sin plads.
Da hans hånd lagde sig imod siden af hendes ansigt, aede hun kinden imod håndfladen kortvarigt, inden han fjerne den våde strime fra bunden af øjet. Hendes eget blik betragtede hans ansigts mimik, og opfangede hvordan blikket flakkede imod hendes læber, der let skilte sig fra hinanden, da han ekshalerede imod hende. Den svage varme af udåndet luft, frembragte en nærhed, som hun havde manglet længe.
Hun ville have spurgt hvorfor han pludseligt undskyldte, men hendes stemme ville ikke virke mere. Hun mærkede i stedet hvordan hjertets impuls steg i takt med at hans blik igen ændrede sig, som han kiggede ned på hende.
”Jebe..” startede hun sin sætning, men nåede ikke at sige mere, før hun mærkede de blide læber imod hendes egne. Hendes vejrtrækning stoppede helt et kort øjeblik, forbavset over hvad der skete, inden hendes egne blødte op, for så at gengælde kysset. Først forsigtigt og prøvende.
Som hånden lagde sig bag hendes hoved, rejste hun sig automatisk helt op på tåspidserne, for at komme tættere på. Tårerne trillede stadig ned af kinderne, som hun fordybede kysset med en mere desperat og hungrende bevægelse. Den ene af hendes hænder ville række op, for at lægge sig omkring hans nakke, imens den anden stadig holdt fat i skjorten.
Grebet løsnede sig først, da hans fingre, forsigtigt lirkede hendes egne op, inden hun tillod dem at flette sig ind i hans, stadig med de sammenbundne hænder hvilende imod hans bryst. Den anden hånd pressede imod hans nakke, imens hun selv kom tættere på ham, så tæt at der ikke længere var luft imellem de to kroppe.
Hun behøvede ikke høre ordene. Hun mærkede dem. Han havde puttet alt han følte i dette øjeblik, og hun gjorde det samme. Selvom det aldrig var blevet til noget før, så ønskede hun det nu, mere end noget andet, og tiden var der ikke mere. Hun vidste ikke hvornår denne kærlighed var opstået fra hans side af, men hun havde måske kunnet få mere af den, hvis hun havde turdet sige noget før. Hvis ikke hun havde tvunget sig selv til at benægte de følelser, som han nu så let havde fået ud på huden af hende.
Alt dette ville bare gøre det hele svære nu. Det vidste de begge to. Nok var han afklaret med at skulle videre ned i helvedet, men hun var efterladt med tusinde tanker og spørgsmål. Hun ville ikke have ham ved hendes side om ganske kort tid, og formegentlig aldrig igen.
Han havde altid troet på, at hun var bedre end hun havde givet udtryk for, hvilket hun også selv troede indimellem. Dette var hvad det skulle have været, det var hun sikker på.

Med risiko for at fortryde, bed hun ganske blidt i hans underlæbe, for at følge det op med to ganske blide kys, inden hun trak ansigtet lige langt nok væk, til at deres læber ville skilles, men stadig være så tæt, at de næsten strejfede hinanden.
Hendes øjne ville åbne sig, efter at have været lukket igennem kysset, for så at kigge op imod ham, med en blanding af sorg og glæde. Et ganske svagt tik skjulte sig ved hendes mundvige, som hun fjernede hånden fra hans nakke, og derefter lade en pegefinger glide ned over hans kraveben, ganske langsomt.
”Hvornår? Hvorfor?” hviskede hun imod hans læber, inden hendes blik flakkede imellem hans to øjne, glædeligt overrasket, selvom det var i en sørgelig stund.

Jebediah havde forladt Lavi’s side, med et varmt og tilfreds smil. Hun havde accepteret hans forslag, og taget hans råd til sig. Hun ville være sikker nok, i Mi’serable og Signets hænder. Han havde ikke behov for at frygte for hendes sikkerhed længere. Dog stoppede han kort op, da han var på vej imod Angelie, for at kigge over sin skulder på Lavi, endnu engang.
”Lavi? Kan du huske ham.. Alistar? Den.. Djævel, der var ved din side, fra dagen du faldt? Der var noget godt i den mand.. Og jeg tror.. Jeg tror at det gjorde ondt, at slippe din side, da vi fandt sammen igen. Hvis du har lyst, kan du få Mi’serables hjælp, til at opsøge ham, igen? Jeg tror den mand, vil.. Jeg tror at han ville være god, for dig. Han kender verdnen bedre end du.” Foreslog Jebediah, som en sidste ting, med et varmt smil imod den lille, naive Engel, før han vendte sin fulde opmærksomhed.

Mi’serable smilede op til den lille Engels ansigt, og rystede kort på hovedet et par gange, med et lavt fnis.
“Du er så fandens bedårende, Lavi.” Roste hun, med endnu et lille kluk, inden hendes hoved lagde sig på pigens skulder.
“Ja, af dem i lokalet, er det den kvinde der mister mest.. Du har forståelse for, hvordan Engle virker. Jeg kommer hurtigt over sorg. Signet, har et arbejde. Men.. Angelie. Tror at hun for sværest ved at forstå alt dette.” Hviskede hun igen stille til Englen, inden hun fulgte hendes blik over på de to, og hun smilede svagt. Hun havde ikke set Angelie bruge hendes evne tit, men der skulle heller ikke mange gange til, for at vide hvordan det så ud.
“De.. Siger farvel til hinanden. Ordentligt.” Forklarede hun for Englen, imens hendes hånd blidt klappede imod Lavi’s ryg, betryggende. Selvom det nok et, eller andet sted, mest var Angelie og Mi’serable der havde brug for at blive betrygget.


Hendes modtagelse af kysset, fik Jebediah til at give et svagt suk, imod den andens læber. Hans krop skælvede ganske kort, som et bid af fortrydelse rendte igennem ham. Alt ville blot blive svære af dette. Hun ville skulle leve, med tanken om at hun mistede noget, før hun overhovedet fik det. Han skule leve en evighed i helvedet, med en viden om hvad ægte kærlighed var. Det var den ene følelse, han ikke havde nået at forstå. Kærligheden til en anden, som gik over venskab og familie. En hungrende kærlighed, mere brændende end den stærkeste, hellige ild.
Som deres kroppe nærmest smeltede sammen, blev han stående og tog imod. Lod deres kroppe mødes, i en sammensmeltning af varme og kærlighed. Han vinger flakkede en enkelt gang, og krummede endnu tættere omkring dem, så på trods af at hans hænde rikke kunne omfavne hende, så fik de begge stadig den følelse. Hans fingre knugede sig til hendes, og hans tommeltot aede blidt overfladen af hendes hånd. Hans krop skælvede glædeligt igen, da han havde følt hendes hånd imod hans nakke, og hans fingre i hendes hår, aede sig blidt imod hendes hoved, inden fingrene greb fat i hendes hård. Det var ikke den form for greb, der skulle tvinge hendes hoved. Det var et desperat greb. Et der viste, at han ikke ønskede at stoppe. Ikke ønskede at lade dette øjeblik ende.

Da hende tænder blidt lagde sig imod hans læber, gled der et stort smil over hans læber, og han gav et haltende kluk fra sig, som om hans krop også pludselig reagerede på, at han ikke havde trukket vejret helt nok, under kysset. Hans læber forblev i det smil, da hun blidt kyssede hans læber et par gange mere, inden de begge åbnede øjnene, og lod dem møde hinanden igen. Sammenstødet af deres læber, gjorde at de klæbede ganske blidt imod hinanden da hun endelig trak sig, før de så slap hinanden. Der var noget smukt, i det korte glimt af hendes læber, der trak sig tilbage. Som om de viterligt havde været smeltet sammen. En forbindelse så varm, og fyldt i kærlighed, at selv deres læber ikke ønskede at bryde dem fra hinanden. Hans hånd rejste sig, og hendes som han holdt fast i, for blidt at stryge en finger op af hendes hals, og op til hendes hage. Der stoppede den, og hans tommeltot aede blidt over den et par gange. Hendes spørgsmål fik et lavt, sukkende kluk fra ham, og han måtte lukke sine øjne i et smil, og et kort ryst på hovedet. Han måtte tænke et øjeblik, over hvordan han dog skulle svare på det spørgsmål. Endelig lod han sine blå, nu også våde øjne falde over hendes igen.
”I den tid jeg har været på jorden.. Har jeg udsøgt følelser. At forstå, hvordan de virkede. Hvordan de føltes. -Det- var det jeg var mest fascineret over, ved folk her på jorden. Hvordan I kunne holde så.. Mange. Følelser, og så også forstå dem?” Startede han, og klukkede kort, inden han lagde hans pande imod hendes igen, og lod deres næser mødes, og blidt glide over hinanden.
”Det jeg fandt.. Var.. At I ikke forstår dem. Ikke, kan kontrolere dem. I.. Lever bare med dem. De udvikler sig. Blomstre, som kornene over bondens mark. Kærlighed… Har altid været den sværeste at forstå. Blomstrene i skoven blomstre, med nok lys og varme fra solen. Polen fra bierne. Kærlighed, blomstre med en forbindelse. Fra det øjeblik to folk møder hinanden, begynder den at flakke. En flamme, der ikke helt kan forstås. Kemien imellem disse to. Orden delt. Stunderne brugt. Alle disse faktore, stemmer ind. Så.. Hvornår? Det ved jeg ikke, Camille. Jeg ved kun, at.. Du fik denne naive, Engels hjerte, til at banke efter dit.” Hans forklaring var.. Haltende. Det var klart, at han ikke helt selv forstod, hvornår følelsen blomstrede sig. Han vidste ikke engang helt, hvorfor. Men der var en ting, han var helt sikker på. Det var, at hans hjerte var begyndt at banke for hende. Hun var begyndt at invadere hans tanker, længe før han havde taget sit valg. Det valg..
Hans blik skar ud i en smertefuld grimasse, og hans øjne lukkede i. Han stod stille et øjeblik, inden han lod sin stemme glide igen.
”Du.. Kender mig godt nok til at vide, at jeg.. Aldrig tager et valg, som jeg fortryder..” Startede han, ærligt. Han havde aldrig taget et valg, uden at tænke over det længe. Og aldrig, ville han fortryde et valg. Men som han fortsatte, virkede det næsten som om man kunne se fortrydelse i hans ansigt.
”Men.. Jeg har taget valg, der har gjort ondt. Så.. Forbandet ondt. Det valg jeg tog.. Verdenen.. Over tid med dig? Jeg har aldrig følt en smerte som denne før. Jeg frygter helvedet mindre, end en evighed med tanken om… At.. Jeg kunne have valgt, mere tid med -dig-.” Hans stemme sukkede i smerte med det sidste ord, i et med at han lukkede øjnene igen, og lod deres læber mødes i endnu et varmt, kærligt kys. To tåre gled deres vej, ned af hvert deres blå øje på Jebediah’s ansigt.

Hvis hun tillod det, ville han kysse hende i et stykke tid, inden han virkede til at tabe vejret, og måtte slippe kysset, for at inhalere. Han kunne mærke, selv i denne verden, at tiden trak ud. Han trak vejret tungt et par gange, som om han havde løbet mange mil, og var forpustet. Han sank en klump, og kiggede ned på Angelie, nu med et lille smil over læberne.
”Der.. Der er noget, jeg bliver nød til at nå og sige til dig. Vise, dig.” Sagde han, og rejste sig ordentligt op igen. Han kiggede op imod varehusets loft, som var glas der mødtes i midten. Han kiggede så sigende ned til hende, med et kort nik imod loftet. Det var hendes verden, og han gik ud fra at hun kunne få loftet til at forsvinde. Men selv hvis hun ikke kunne, så drejede han den af hendes hænder han havde fat i, så han ville tvinge hendes krop til at dreje rundt, så hun stod med ryggen til ham. Han smilede stort, som han krummede sig en anelse ned over hende, og lagde en arm ind over hendes krop, så hånden holdt fast i hendes hofte. Hans anden arm lagde sig over kors på den anden, for at holde fast lige under hendes bryst. Han krammede hende tæt ind til sig, inden hans læber gav siden af hendes nakke et blidt kys, inden han satte hårdt af på jorden, imens hans vinger slog hårdt imod jorden.

De skød imod loftet som en kugle fra en pistol. Hvis ikke hun kunne fjerne loftet hurtigt nok, havde Jebediah gjort sig klar på det, og samlet sine vinger over hovedet, samt krummet sig mere sammen over Angelie, for at beskytte hende imod det glas i loftet som han nu skød igennem.
Efter de havde undsluppet varehuset, svingede Jebediah dem rundt i luften et par gange, nu med vingerne strukket ud til siderne, og en lav latter fra hans strube. Det føltes godt at kunne bruge vingerne igen. Sprede dem, og lade vinden glide under dem. Han strak også sin krop ud, og lod Angelie få den fulde oplevelse af, at flyve gennem luften. Han kiggede ned imod hendes ansigt, for at se hvordan hun havde det med det. Om hun nød følelsen af at være fri fra den tvingende tyngdekraft, der normalt holdt mennesket fra at flyve. Hvordan det føltes for hende, at kunne sprede armene, hvis hun stolede nok på ham, og flyve gennem luften. Fri. Hvis hun så ud til at nyde det, ville han begynde at flyve dem lidt rundt. Svinge dem begge igennem luften, i mere, og mere udfordrende hastigheder. Han holdt sig dog en anelse under det højeste og hurtigste, han kunne flyve, det dette ville gøre voldsomt ondt imod Angelie’s øjne. Det var de bestemt ikke bygget til.
Hvis hun ikke brød sig så meget om det, ville han sætte direkte imod et af de højeste bygninger i Di Morga. Hans firma’s kontore.

Da de ankom ved bygningens tag, fløj Jebediah forsigtigt imod det, og fik dem drejet omkring, så han kunne lande på kanten af denne, og satte sig på denne med benene ud over. Her, satt han også Angelie, oven på hans skød, med beskyttende arme stadig omkring hende, imens han kiggede ud over hendes skulder. Han lod dem begge side i stilhed et øjeblik, inden han strøg sin næse imod siden af hendes hals, og talte igen.
”Det.. Ser alt sammen så småt ud.. Her oppefra. Gør det ikke?” Spurgte han, med et varmt smil, inden han hvilede hans hage på hendes skulder.

Hendes gang stoppede, da Jebediah talte til hende endnu engang. Hendes blik vendte sig over skulderen, for at kigge spørgende på ham, inden hun hørte hans mening til afbrydelsen. Hun huskede godt Alistar. Han havde været et rigtig venligt væsen, som havde hjulpet hende i sin første tid på jorden. Smilet voksede enormt i ansigtet på hende, som hun nikkede ivrigt til Jebediah. Hun ville finde Alistar igen, for egentlig synes hun der manglede noget i hendes eksistens, måske han vidste hvad det var.

Lavi lyttede derved til Mi’serables ros og senere forklaring på hvad der skete andetsteds. Hun havde ikke set nogle, der kunne stå stille så længe af gangen, men det var jo klart, når de begge befandt sig på et andet plan end Lavi og Mi’serable.
I stedet krammede hun blot omkring Mi’serable, imens hun nysgerrigt så til, som om hendes stirren måske ville kunne få de stillestående skikkelser til at bevæge sig. De gik en hård til i møde, disse levende væsner. Ifølge Mi’serable ville elverens tid i hvert fald blive svær fremadrettet. Hun vidste ikke hvorfor, men blandede sig vel heller ikke i det. Det vedkom ikke hende, og svarene skulle nok komme tids nok, var hun sikker på. Det gjorde de altid, hvis det var meningen man skulle kende dem. Tiden ville gå sin gang ligegyldigt hvad.

Hun mærkede hvordan hans krop skælvede i takt med hendes egen, som de stod der nu. Omfavnet af de overvældende følelser, af de varme vinger, af den harmoniske sammensmeltning imellem de to kroppe, som var de støbt til at passe sammen netop nu. Der sad uden tvivl nogle højere rangeret væsner og morede sig over dette øjeblik, men det var ligemeget. Lige nu, var de dem og kun dem.
Hendes åndedræt kom i små korte stød, som hun forsøgte at få nok ilt ned i lungerne til ikke at miste pusten ved denne overvældenhed. Hånden ved hendes baghoved, som svøbte sig ind i hendes hår, sendte endnu en svag sitren igennem hende, så hendes krop automatisk hævede sig det absolut sidste stykke op på tæerne, som muligt. Hun ønskede heller ikke at stoppe dette øjeblik, men at fastfryse det.
Selv efter hun havde afbrudt deres kys, måtte hun hive efter vejret et par gange, som de rødmossede øjne, betragtede hans. Hun så hvordan hans nu også bar genspejlingen af en klar hinde, ligesom hendes egne gjorde.
Hun sagde intet som hun afventede hans svar. Ikke at det var vigtigt for hende at kende det. Alligevel havde der været et behov i hende, der havde brug for at høre det. Hun måtte høre hans stemme sige det til hende, også selvom det kun var i en ’drøm’.
Hendes hånd klemte let omkring hans, inden han dirigerede dem op for at stryge fingeren op langs hendes hals. De små knopper fremmanede sig efter hans fingers vej, som hendes øjne kort lukkede sig i, imens et nydelsessuk undslap hendes læber.

Hendes øjne åbnede sig da hans stemme ekkoede igennem det tomme rum. En stemme, der havde båret på alverdens krafter. Den kunne stadig få hendes krop til at gyse blot ved lyden af den.
Hun lyttede som hans pande lagde sig imod hendes. Tæerne krampede let, og tillod hende at synke tilbage ned at støtte på hele foden, imens hun brugte den dyrebare tid på at indtage hans duft, stemme, krop. Hun slugte det hele, vel vidende at det ville være sidste gang hun havde muligheden. Hun ville huske duften hver gang hun kom omkring noget der mindede om den på sin vej. Der var meget, der ville kunne genskabe minderne senere hen. Hun fniste let ved den kildende fornemmelse imod hendes næsetip, som han gled over hendes, inden hun rynkede hastigt på den, dog uden at trække sig fra ham.
Han havde ret i sin observation af mennesket måde at håndtere følelser. Det var noget uforudsigeligt, og noget vi bare levede med. Forsøgte man et betvinge dem, ville karma sørge for, at man ville fortryde det bittert. Dette var vel karma i den sammenhæng også.
Hendes læber bredte sig næsten genert ud i et smil, som han indrømmede følelserne verbalt. Hans forklaring var så beskrivende, selvom han stadig havde haltet igennem den. Desuden var det kun den sidste sætning, der betød alt for hende. Hvordan havde hun formået, at kunne tæmme denne engel var en gåde for hende. Hun var ikke just et likeable individ, men alligevel havde der været noget særligt. Noget der havde været værd at holde fast i.

Den skarpe indånding kom ind igennem hendes næse, som han fortsatte sin forklaring efterfølgende. Imens han lukkede øjnene, ville hendes hånd om hans nakke, bevæge sig kærtegnene langs siden af halsen, nedover kravebenet, for til sidst at lægge sig imod det sted på brystet, hvor et hjerteslag ville kunne findes. Hun forsøgte at mærke det slå under overfladen, som neglene ganske let skrabede imod stoffet under dem.
Hun nikkede langsomt, som svar til at hun kendte ham. Hun vidste godt, at han højst sandsynligt havde tænkt alle stierne igennem, inden han havde valgt denne ene, som de nu stod på. Det overraskede heller ikke, at han havde valgt den mest uselviske af dem alle.
Det føltes som om, at hans kropssprog alligevel modsagde hans ord i et ganske kort øjeblik. Hendes tænder sank dybdeborende ned i hendes læbe ved de næste ord, imens en ny strøm af forfrisket vand flød ned over ansigtet. De små hulk begyndte igen, men denne gang var det fordi hun fortrød at have forspildt tiden, når der havde stået en mand lige ved siden af i al den tid, klar til at tage imod hende. Hun havde været overbevist om, at der kun fandtes den ene mulighed for hende i livet, men en anden havde været der så længe og hun havde været for blind til at se den.
Hendes tanker stoppede dog instinktivt, da hendes læber endnu engang blev fanget imellem hans. Hendes egne bevægede sig med. Alt imens havde hendes hånd presset hårdt omkring hans, som om hun ville kunne tvinge ham til at blive ved hende, hvis hun bare holdt nok fast i den.
Dette var længere end det første, og selvom hun ikke fik nok luft ned i kroppen, ønskede hun ikke at afbryde det endnu engang. Hun lod sig i stedet fordybe i omfavnelsen af vingerne, ind imod ham, som knæene tikkede kortvarigt under hende, truende med at miste balancen. Dog blev hun stående.

Som han gled fra hende for at trække vejret, gjorde hun selv det samme, inden hun blinkede et par gange. Øjenbrynet kom spørgende i vejret ved hans sætning, inden hendes blik fulgte hans imod loftet. Åh. Det sigende i hans øjne var ikke til at tage fejl af og Angelie vidste præcis hvad hun skulle gøre. Hun nikkede svagt, men gjorde intet endnu.
I stedet mærkede hun grebet i hende, der tvang hendes krop til at dreje sig halvvejs rundt, stadig med hendes hånd i hans. Hendes hoved lænede sig tilbage, indtil det ramte den betryggende væg af hans krop bag hende, imens hans greb omkring hendes krop ændrede sig. Hun vidste hvad der var på vej. Det var ikke første gang hun blev taget på en flyvetur af ham. Sidst havde dog ikke været alt for behageligt, men der havde det også gået stærkt.
Hendes ene hånd søgte op ad hans arm, indtil hun kunne gribe fat i overarmen, imens den anden lagde sig over hans, der befandt sig under brystpartiet. Ved krammet drejede hendes hoved sig en anelse til siden, så han havde den nødvendige plads, til at kysse nakkesiden. De små hår sprang i vejret, som et smil løb over ansigtet. Et ærligt smil, en sjældenhed.
Han satte af. Suset kildede i hendes mave, sin hendes fingre klamrede sig til hans krop, inden øjnene vendte sig imod loftet. De nærmede sig faretruende hurtigt.
Dog da det så ud til, at de ville kollidere, ville glaspartiet splintre i millioner af små stykker, der næsten hang stille i luften som de passerede uskadte. Da de var forbi ville stykkerne falde til jorden med klirrende lyde.

Under himlen, mærkede hun vinden slå imod hendes ansigt, men denne gang uden den ubehagelige fornemmelse med ikke at kunne trække vejret ordentligt. Øjnene tog jorden under dem i betragtning, som bygningerne blev mindre og mindre. De ville vibrere let i udkanten, da en hel illusion i den størrelse ikke var let at opretholde, dog fæstnede den sig langsomt igen, som hun selv kom sig over chokket ved at flyve.
Hun lod en finger kører op og ned langs hans arm, inden hendes ansigt vendte sig, for at kigge op imod ham. At bevæge sig igennem luften var ikke særligt, men med ham, var det et ganske særligt øjeblik. Tænderne viste sig kort, som en lydløs latter kom fra hende, inden blikket vendte sig ned imod Terre under dem endnu engang.
Det var først da han landede på taget af en af de høje bygninger, at hun huskede at dette ikke var virkeligt, helt. Nydelsen og forglemmelsen havde taget over, men den krøb rundt i det bagerste af sindet hele tiden.
Hun skubbede det dog lidt væk, som han placerede hende i sit skød. Hendes hoved faldt automatisk ind tilbage imod hans skulder, som hun kiggede udover byen. Benene dinglede på hver side af hans, som hun stadig lod fingeren kærtegne hans ene arm i de lange strøg, imens den anden hånd hvilede imod hendes lår.
Næsen, der gled over hendes hals, fik hende til at presse sig tættere ind, imens en skulder beskyttende hævede sig op, for at stoppe den kildende bevægelse. Hun nikkede derefter som svar på hans spørgsmål, inden hun mærkede hagen hvile på hendes skulder. Hun hvilede hovedet imod hans i stunden.
”Hvad ville du sige?” spurgte hun efter nogle minutter, uden at hendes blik fjernede sig fra udsigten.

Hendes svar på hans retoriske spørgsmål, fik ham til langsomt at nikke, og også give et næsten uhørligt kluk. Det havde også været en af de ting, han var faldet for. Hendes manglende evne til at forstå et retorisk spørgsmål. Som om -alt- skulle tages seriøst, og var vigtigt for samtalen. Nogen ville anse det som en anelse irriterende, men Jebediah havde mere tålmodighed, end de fleste. Og hun var heller ikke respektløs, hvis hun kom til at svare på et retorisk spørgsmål, og bare sætte igang med at snakke, men tyssede, og lyttede, når man så fortsatte.
Han kunne næsten mærke at hun stivnede, efter hans analyse. Selvom han havde været tøvende, og forsigtig med ordene, var han ikke i tvivl om at han havde ret. Han havde set en kvinde, der overlevede og trives, i de omstændigheder hun var i. Men han havde ikke set en kvinde, der viterligt -elskede- det. Der var måske tider, hvor hun nød det, men selv et offer af kidnapning, kan knække sammen under Stockholm-syndromet. Det, var hvad han nogen gange så, I Angelie. En kvinde, der led under Stockholm-syndromet. Fanget i en verden, hun ikke troede hun kunne komme ud af, og havde derfor fundet en måde at nyde den på. -Det- var det vigtigste, ved at være kommet herop. Få åbnet hendes øjne op, så hun kunne se flere veje. Og det virkede som om, at han havde ramt plet.

Som hun begyndte at ville vende sig, hjalp Jebediah til, ved at give hende plads, og også løfte hende en anelse, for at det var nemmere at få benet igennem dem. Derefter, sad han med begge hænder på hver side af livet på hende, og holdt hende fast så hun ikke faldt. Hun kunne altid stole på skæbnen, når Jebediah var der til at bøje den til sin vilje.
Han kunne se frustrationen i hendes ansigt, og det vejede dybt på hans hjerte, for han kunne godt gætte hvad der tyngede. Og som hun sagde det, kom der et næsten forvirret klynk fra ham. Et klynk, der ikke vidste om det skulle være glad, eller sorgfuldt. Hans hoved sank en anelse, og hans øjne lukkede i, imens hans fingerspidser blidt aede imod hendes bryst, imens den anden hånd gled en anelse længere imod hendes ryg, for fortsat at kunne holde hende oppe. Det tog ham et øjeblik, inden han kunne kæmpe sig frem til, at fortsætte. At få sagt sin sidste bøn.

Da han så afventede hendes svar, åbnede hans øjne igen, og han lænede sit hoved en anelse til siden, som for at få hende til at kigge op på ham igen. Hans læber bar nu, igen, et lille varmt, og betryggende smil. Hans tommelfinger aede blidt hendes bryst, som hun pressede hans hånd hårde imod det, imens han tålmodigt ventede. Han havde næsten ingen tid, før Djævle ville komme, og rive ham i helvedet. Men han ønskede ikke at være andre steder, end nettop lige her. Med Angelie, i sit skød.
Med hendes svar, kom der et lettet kluk fra Jebediah, og en kuldegysning gled ned af ryggen på ham, så stærk, at den fik hans krop til at ryste en anelse. Han havde gjort det. En sidste -god- gerning, på jorden. Han havde ofret sit liv for verdenen, og alle dens kreaturer, men denne gerning, betød utallige gange mere.
Da han så indså, at hun ikke var færdig, gled hans hoved en anelse på skrå. Som hun rejste sit hoved, og sendte ham det seriøse blik, gled hans hånd op fra hendes bryst, for at ae fingrene op af siden på hendes hals, for så at brede sig ud på hendes kind. Med hendes ord, kunne an ikke andet en at smile varmt, inden et par hulkende kluk kom fra ham, og han rystede langsomt på hovedet.
”Aldrig.. Camille.” Svarede han først, og kiggede ud til hans side, med endnu et par ryst på hovedet, og et lavt suk. ”Selv.. Selv ikke, hvis jeg -aktivt- forsøgte at glemme dig, ville jeg kunne. Og det har jeg ingen intentioner om.” Forklarede han, og lod de blå øjne glide tilbage på hendes, i et kærligt blik, og med et varmt smil. Han sad i stilhed i et godt stykke tid, og hans øjne flakkede så imellem hendes øjne og læber, inden han trak hende op i endnu et dybt kys. Hånden på hendes ryg trak hendes krop tæt op af hans, og holdt hende fast med en elsker, der aldrig ville give slip’s styrke.
Han klukkede en anelse imod hans læber, inden han lod sig selv falde bag over, og trak Angelie med, så han endte med at ligge på sine vinger, der fladede ud over hus taget, med hende oven på sig. De to, set oppe fra, fik det næsten til at ligne, at det var Angelie, der bar de urealistisk store vinger, og ikke Jebediah. Hans hænder gled op imod Angelie’s arme, og lagde sig blidt imod dem, inden han stoppede kysset.
”Alt den tid jeg har brugt på jorden.. Ville jeg have byttet, for flere stunder som disse.. Med dig, Camille. Undskyld.. At jeg ikke realiserede det noget før.. På nogen ting. Har jeg været langsomt lærende. Følelser som disse, var en af dem.” Han smilede, et undskyldene smil, inden hans øjne flakkede, og der kom et lavt, smertefuldt grynt fra ham, som blev han stykket i brystet af en kniv. Frygt, skar sig fri i hans ansigt, og hans øjne flimrede et par gange. Han holdt langsomt armende ud til siderne, for at kunne kiggede op på dem. Der var ikke noget, hvis Angelie ikke aktivt holdt virkeligheden fra dem. Hvis hun ikke kunne reagere så hurtigt, ville de begge kunne se -blod- strømme ned af hans arme, fra et stort hul i hver underarm, lidt over hans håndled.



For et kort øjeblik siden.
Signet havde stået i baggrunden, med ryggen lænet mod nogen kasser bag ham. Han stod med sin hnd foran sig, med fingrene omkring en cigar han hyppigt sugede røg ud af.
De grålige, blodskudte øjne skød hurtigt imod Jebediah og Angelie, og han skubbede sig selv væk fra kasserne, med et par hastige skridt imod de to.
“De kommer nu..” Sagde han, hastigt og desperat. Mi’serable kiggede overasket op, fra Lavi’s skulder, og kiggede ligeså imod Jebediah og Angelie. En lav rummlen begyndte at lyde fra centrummet af lyset, hvor Angelie og Jebediah stod sammen, og betonet under deres fødder begyndte at give et rødligt skær.
Signet kiggede hastigt over imod Angelie, inden de skød over til Mi’serable, og han pegede på hende.
“Mi! Få hende væk!” Råbte han, desperat, og pegede så over imod Angelie. Mi’serable tog et skridt væk fra Lavi, men stoppede sig selv, et stykke fra Angelie og kiggede over på Signet.
“Men.. De er i hendes verden nu.. Jeg ved ikke hvad der sker, hvis jeg bare trækker dem ud!” Råbte hun tilbage, nervøsitet i hendes stemme. Et sjældent træk i Mi’serable, et der kun kom frem når det galt nogen der stod hende meget nær. Signet brummede irriteret, og rev hatten af sigselv, for at kaste den imod Mi’serable.
“Få hende så væk! Jeg kan ikke gøre det! Hvis jeg gør det, stikker hun nok en kniv i halsen på mig, med det samme! Hun tror stadig at jeg har truet hende med at… Lige meget, få hende væk, ellers tager de hende med, som en fucking bonus! NU!” Skreg Signet frustreret, med en desperat stemme, inden han hastigt løb over til Lavi, for at stille sig imellem hende, og Jebediah. Skulle hun forsøge at løbe over imod den anden Engel, ville han gøre alt i sin magt, for at stoppe hende.
I det sekund Mi’serable kiggede tilbage på Angelie, lød der et skrigende hyl, som kæder der skrabede imod beton, som to fire spidset kroge, for enden af tunge kæder, skød op igennem beton gulvet, som om gulvet var en illusion. Omkring de områder hvor kæderne havde skudt op, blussede der nu små flammer op fra, og beton gulvet lignede at det begyndte at boble, og smelte.
Krogene der havde skudt op, fløj en anelse over Jebediah’s under arme, der stadig blidt holdt fast i livet på Angelie, og sank så direkte igennem huden på Jebediah, og trak voldsomt hans arme ned imod jorden, og frigjorde hans kontakt med Angelie. Det eneste der var tilbage, var nu Angelie’s hænder imod hans kinder. To høje hyl voksede igen igennem varehuset, som truede med at de næste lænker var på vej.
Mi’serable stillede sig hurtigt om bag Angelie, med armene omkring livet på Elveren, og tog et fast greb, før hun hviskede. “Undskyld, skat.” Inden hun hastigt kastede dem begge to ud til siden, nettop som to lænker mere skød op af jorden, der hvor Angelie havde stået. De to kroge blev langsomt trukket ned i det smeltende beton igen, uden fangst, imens Jebediah’s fødder var begyndt at synke ned også, med en lav, spruttende lyd, som fedt der smeltede på en pande.

Med hans hjælp kom hun hele vejen rundt uden at falde ned fra bygningen. Ikke at der ville være sket noget med hende, hvis hun havde, eftersom det var hendes verden og Angelie kunne forme den efter sit ønske. Ikke desto mindre havde det vel været en form for tillid, at hun havde forventet hans hjælp og han havde ikke skuffet hende.
Som hun sad med fronten imod ham nu, mærkede hun den ene af de store hænder imod hendes ryg, som samtalen fortsatte. Løftet blev givet til ham, og hun smilede ganske kort, imens hun stadig kiggede ned, da hans hånd lagde imod hendes ansigt.
Som gyset fik hans krop til at ryste, fulgte hendes egen kort med, inden hun kiggede op med hendes krav. Det var det mindste hun kunne gøre efter alt det han havde gjort for hende.. For dem alle på jorden. Hun havde en idé om, at de kun var her på grund af ham.
Endelig. Hun havde ventet utålmodigt på hans svar, og da hun hørte det, spredte smilet sig en anelse mere, inden hun gnubbede sin kind ind imod hans håndflade. En svaglig rød farve viste sig på den modsatte side af ansigtet, eftersom den ene kind var dækket godt af. Det varmede en anelse at vide, at han ikke ville glemme hende nede i mørket.

Hun opfattede det flakkende blik, og vidste allerede hvad der var på vej. Hun ventede dog, og lod ham tage tiden til at lade sine læber lande på hendes endnu engang. De ville aldrig gøre op for den tabte tid, men de havde muligheden her, for at forbedre den korte stund, som de havde tilbage. Det var det værd, i hendes øjne.
Hun sukkede dybtfølt imod ham, som hun lod sig opsluge af sanserne, der indtog alle indtrykkene en sidste gang. Dybden var der, som hun lod sig presse ind imod hans krop, for efterfølgende at lade sig falde forover og følge ham ned i den liggende stilling. I bevægelsen ville hendes ben have drejet sig en anelse, så de lå bøjet på hver side.
Hendes ene hånd søgte imod håret omkring hans øre, inden hun lod den kildende fornemmelse føles i håndfladen, som hun kørte fingrene igennem det. Den anden støttede noget af hendes vægt, ved at hvile imod hustaget, imens hendes eget hår faldt ned omkring deres sammenbundne ansigter.
Som han trak sig væk, lod hun tungespidsen kører over hendes egne læber, inden hun endnu engang lyttede til en af hans indrømmelser. Hun nikkede let for at tilkendegive sin enighed. Hun vidste godt, at det kunne være svært at forstå mennesket og dets følelser.

Det var hans hjerteskærende skrig, der bragte hende ud af fatningen, som hun forfærdet så til da han hævede armene en anelse op. Det skar hele vejen ind i sjælen på hende, som hun desperat forsøgte at gribe fat om de åbne huller i armene, for at lukke for blødningerne.
Hendes krop rystede voldsomt, som periferien af hendes verden langsomt begyndte at opløse sig. Ikke i et sløret billede, men som glasskår, der flækkede af et spejl og faldt smuldrende til jorden.
”Nej! Jebediah..” peb hun ulykkeligt, inden hun glasskårene blev større og faldt langt voldsommere end før. Hun mærkede hvordan hendes krop blev flået væk fra hans i drømmen, som var der et par usynlige arme, der havde grebet fat i hende, og kastet hende til siden.
Voldsomme lysglimt skar igennem, sammen med hendes skrig, imens hendes arme rakte imod ham, uvillig til at give slip på ham allerede.

Hendes krop kolliderede med gulvet, som hun landede hårdt imod betonnet med et par langt smallere og kolde arme omkring sit liv. Hun genkendte dem godt, men hendes tanker og opmærksomhed var et ganske andet sted.
Øjnene smertede af frygt og desperation, da hun så de enorme kæder, som havde hevet hans arme væk fra hende i begge verdener. Det så så smertefuldt ud. Øjnene blev igen fyldt op med tåre, inden hendes fingre forsøgte at flå Mi’serables greb omkring hende fri, for så at kunne kravle derhen endnu engang. Vampyren var dog langt stærkere end hende.
”Slip.. Mig.. så!” skreg hun ud i luften, som hun måtte se til, da drømmene om et bedre liv, langsomt begyndte at synke ned i det smeltede beton, med den mand, der netop havde erkendt sine følelser for hende.

I den anden ende, ville man se Lavi træde et par skridt frem, for blot at blive blokeret af Signet. Hendes uskyldige øjne skinnede svagt, og man ville ænse det svage strejf af frygt. Ikke grundet hvad der skete netop nu, men fordi det skete til den person, som hun havde haft så nært et forhold til i over et århundrede. Desuden ville synet af en engel, der blev opslugt af jorden og ned til helvedet, kunne skabe frygt i alle, også Lavi.
Hendes arme ville lægge sig omkring den ene af Signets, imens hun blot så til, uden at træde yderligere frem. Et par klare tårer faldt over fra hendes ansigt, men hun smilede stadig overbærende. Hun ville sende hendes ven afsted med et smil, selvom der var en ukendt trykken i brystet på hende imens. En følelse hun aldrig havde oplevet før, og vidste ikke hvad det var.
Den ene hånd slap Signets arm, inden den vinkede ganske roligt, næsten i slow motion imod Jebediah. Hendes farvel til ham, som en tåre undslap hendes hud ved hagen. Den faldt igennem luften og da den kolliderede med jorden, var den størknet til et glaslignede materiale, for så at splintre.

Angelie derimod var på ingen måde køn med så grådfyldte øjne. De var hævet og røde, som hun stadig rakte ud, ude af stand til at flytte på sig, takket være Mi’serable. De ekkoende hulk, sendte hendes krop ud og rystelser hver gang.
Da kun hans hoved ville være tilbage over gulvet, ville hendes stakåndede stemme endelig lyde imod ham. ”Jeg vil aldrig glemme dig”. Det føltes rigtigt at sige det, selvom han havde bedt hende komme videre med sit liv. Egentlig havde hun lyst til at skrige alt det hun ikke havde nået at få sagt. At hun havde været et fjols for ikke at se det, at hun elskede ham og havde gjort det længe.. At hun ville holde ham en sidste gang. Hendes ene sætning dækkede dog over alt dette stadigvæk.
Angelie ville stoppe sin kamp for at komme fri, og i stedet lægge hendes skælvende arme omkring Mi’serable, og lade sit hoved hvile imod kvindens bryst, imens hun kiggede imod Jebediah, indtil han ville være helt væk, for så der at skjule ansigtet imod vampyrens krop.

Overraskelsen i smerten, havde været det eneste han følte. Efter det havde lagt sig, mærtkede han intet, og han så forfærdet til, imens Angelie desperat forsøgte at stoppe blødningerne, fra de åbne huller der nu var tydelige. Jebediah forsøgte hastigt at få fat i hendes håndled, og stoppe hende i at slås imod det, for at få hende til at kigge ned på sig.
”Stop.. Stop, Camille!” Bad han, som verdenen begyndte at krakelere. Skulle han formår at få hendes desperate sind i en kort ro, og til at kigge ned på ham, ville han sende hende et varmt, dog sørgmodigt smil, og nikke et par gange. Det var hvad de havde ‘ventet’ på. Det skulle ske, og der var ingen måde at stoppe det på. Og som verdenen fortsatte med at krakelere og sprænge, bibeholde den store Engel hans elskende smil, imens hans fingre blidt aede Angelie’s håndled.


Da verdenen krakelerede helt, og Jebediah blev blæst ind i den virkelige, kom der et lavt gisp fra ham. En blanding af smerte og frygt skød igennem ham, som hans knæ svækkedes en anelse, og han måtte tage en ny stilling, for ikke at falde. Med de sidste krafter han havde, som stadig var ganske overvældene, tvang han sinde arme op, og trak imod kæderne der forsøgte at trække ham ned, så hans blinde øjne kunne kiggede ned imod skaderne. Et sekund efter, kom der et hårdt ryk på kæderne, og Jebediah blev kastet en anelse forover, og blev tvunget halvt ned i knæ, som han måtte tage et skridt frem, og hans arme nu blev tvunget ned langs hans sider. Han udbrød i smerte, og skar tænder, som hans øjne klemmede i.
Mi’serable nægtede at slippe Angelie, men holdt et fast greb rundt om Elveren, som hun ikke havde megen mulighed for at slippe ud af. Et lavt hulk kom fra Mi’serable, som hun rystede på hovedet, med hendes kaotiske øjne peget imod Jebediah.
“Undskyld.. Undskyld, Angelie.. Men du må ikke gå derhen. Så tager de dig med. Det ville han ikke ønske.” Hviskede hun stille, igennem blandingen af gråd og smertefulde grynt.
Signet forblev var han var, men kiggede over skulderen da Lavi kom tæt på ham. Da hun lagde en arm omkring hans, tilgengæld, kiggede de grålige øjne overrasket ned på armen, med et løftet øjenbryn. Hans øjne flakkede langsomt tilbage imod Jebediah, men nåede lige at se hendes blide vink. Han droppede den faste måde at holde hende fast på, og stillede sig i stedet normalt, og kiggede ned på Jebediah, med en form for tristhed i hans blik. Der var ikke den samme sorg, som der var på de andre i lokalet, men mere et blik af en, der mistede en nær kollega.

Jebediah hørte Angelie’s skrig, og han faldt helt ned på det ene knæ, som nærmest boblede imod det smeltede sement, som hans krop fortsatte med at synke. De blinde øjne kiggede over imod Angelie, og et lille smil, bredt sig langsomt over hans læber, imens hans hoved langsomt rystede. Et tegn på, alt alting nk skulle gå. Det ville ikke være nemt, ej smertefrit, men tiden ville heale alt.
Endnu en krog skød op fra betonet, med det samme skrigende hyl, og Mi’serable lukkede øjnene i samme sekund lyden kom. Den nye krog fløj op, og borede sig igennem Jebediah’s lår, for at trække det ben under også, og han begyndte at synke en anelse hurtigere, med endnu et smertefuldt grynt. Han drejede hovedet en anelse imod Lavi, og smilede varmt i hendes retning også, efterfulgt af et lille nik.
”Farvel, Lavi. Og Undskyld, at jeg ikke kan være her for dig, længere. Det er.. Min skyld, at du endte her. Min tro, og mine valg. Jeg foretrak følelser, frem for orden og loyalitet til vores fader, og du lyttede til min blasfemi. For mig.. Var det, det hele værd. Søg efter det samme. Du kan ikke komme tilbage, men du har den tid, som jeg ikke fik. Brug den. Find, og forstå de mange følelser der er at føle, her på jorden, med dens væsner. Hold dig ikke lukket til Di Morga, hvis du ikke føler for det. Vær fri, og lad dine følelser diktere.. Det.. Er jordens største gave.” Sagde han til hende, personligt, igennem deres forbindelse, inden han kort nikkede et farvel, og hans øjne gled omkring flokken af folk. Han skulle til at tale, nettop som endnu en skrigende hylen kom fra betonet, og han hastigt lukkede øjnene, afventende. Den fjerde kæde skød op bag ham, og satte sig i hans friske vinge, for at trække denne imod jorden også, hvilket fik ham til at bukke en anelse forover, som han blev trukkede ned til omkring livet. Der var stadig en konstant smeltende lyd, or røg steg op omkring ham, som om hans krop var ved at brænde op. Det føltes også sådan, men Jebediah bed sig igennem smerterne. De ville ikke få ham til at knække under for disse, allerede den første time. Hans blik gled rundt igen, og han begyndte at trække vejret mere hastigt.
”Lyt til Signet. Han har heller ikke megen tid, efter jeg er sunket. Han ikke den, nogen af jer tror han er, og han har min fulde tillid. Jeg har efterladt HEART, mit firma, i hans navn. Han vil videreføre mit livsværk, så mit arbejde ligger i hans hænder. Jeg beder jer. Find kræfterne til, at stå ham bi, bare i denne stund.” Bad han folkene omkring sig, med et blik rundt omkring de andre. Mi’serables øjne havde åbnet sig, da han begyndte at tale, og hun havde omfavnet Angelie, som hun søgte imod hendes bryst. Hun nikkede langsomt med Jebdiah’s bøn, imens hendes, nu varme hånd, aede imod Angelie’s hår.

Da kun Jebediah’s hoved stak op af betonet, og han var begyndt at holde sit hoved en anelse udstrakt, for at kunne se imod Angelie, bar et øjeblik længere. Ald hans kamp pausede dog, da Angelie talte, og han sendte hende et kærligt smil, og et ryst på hovedet.
”Det skal du heller ikke. Men brug mig, som et minde, om hvad du er hver. Ikke kun, for hvad du har mistet.” Bad han, nu med et varmt smil, imens hans læber mimede: ‘Lev, vel’. Dette skar et lille smil over Mi’serables læber, og hun hulkede stille en enkelt gang, imens en rød tåre begyndte at skære sig ned af siden på hendes hoved.
“Dumme, dramatiske Engel…” Hviskede hun stille, med et drillende smil. Dette havde hun kaldt ham utallige gange før, og var blevet lidt af en catchfrase imellem hende og Jebediah. En, Angelie havde hørt flere gange, forstod meningen i, og vidste at der ikke var ment noget ondt ved. Det fik også Jebediah til at le, en ganske blid latter, imens han lænede sit hoved tilbage, og begyndte at synke ned til hagen. I det øjeblik, lignede det dog at der kom en realisering i hans ansigt, og hans blik gled ud anstrengelser. Det virkede til at han prøvede at trække noget op. Dette gjorde også, at hans hoved blev trukket hurtigere ned, og til sidst var fuldstændig dækket af det smeltende sement. Der gik et øjeblik, hvor cementen bare bobbled ganske stille, og rummet blev fuldt af stilhed, ud over hulkene fra kvinderne i rummet.
Stilheden blev pludslig afbrudt, da Jebediah’s hånd skød op fra det stadigt flydene cement, med hans håndflade opad. Hans fingre var krummet, som en høgs klør, og de spjættede og struttede i, hvad man kun kunne gætte på, var smerter. I midten af hans hånd, lå der et kaotisk stykke krystal med en hvid overflade, og et blåligt skær inden under det hvide. Som Jebediah’s hånd sank yderligere, og fingrene så ud til at dø ud og stoppede deres spjætten, stoppede krystallen imod cementen, der nu virkede som om det var fast beton igen. Sekundet krystallen mødte betonen, splintrede den ud i fire stykker, der faldt sammen omkring det sted den lanede, uden at bevæge sig synderligt. Det var tydeligvis ikke slaget der havde splintret den, men noget andet, da stykkerne ikke fløj nogen vegne, men i stedet bare lagde sig ned. Som var det forudbestemt, at den skulle knække ud i disse stykker.

Rummet var nu kun fyldt af den blide boblen fra cementet, inden det blev fuldstændigt fast igen, og der i stedet bare var en altædende stilhed, hvor kun kvindernes hulken kunne høres. Signet stod i stilhed et øjeblik, inden han sukkede lavmælt, og bevægede sig hen imod krystal stykkerne. Mi’serable sendte ham et skarpt blik, som han svarede tilbage på, med et køligt, afslappet blik. Han stoppede tæt ved krystallerne, og kiggede rundt på flokken, inden han strak på skuldrene.
“Jeg kan ikke regne med, at I har tænkt jer at stole på mig. Tænkt jer, at tro på mig. Nogen af jer, har set mig i et andet lys, i form af min kopi, dernede.” Forklarede han, og pegede imod det flydende beton. Mi’serable gav ham et lavmeldt fnys, og hun lænede sig langsomt op på en arm.
“Havde jeg valget, ville jeg det heller ikke, Signet. Men jeg lagde engang mit liv i Jebediah’s hænder, og han skuffede mig ikke. Hans sidste ønske, var at jeg lyttede til dig. -En- sidste gang. På trods af hvor arrogant, og ignorant du kan være…” Vrissede hun stille af Signet, som kun kunne reagere med et lavt kluk.
“Touché.” Svarede han, og kiggede ned på krystallerne igen, inden han bukkede sig ned for at samle det ene op, og så tage nogle skridt tilbage, og væk fra resten. Gjorde plads til, at andre kunne tage deres stykke, skulle de ønske det. Han forstod beskeden i dette, og lagde sit stykke i hans ene lomme.
“Jeg, er en todelt skabning. Du har gjort dig den ubehagelige oplevelse, at møde min kopi. Min… Bror.” Begyndte han sin forklaring, med en pegen ned imod Angelie, imens Mi’serable kiggede ned imod hende, med et blidt kys på Elverens kind, inden hun begyndte at prøve og rejse dem begge op, på deres fødder. Hun vidste ikke om Angelie ville kunne det samme som hende, men hun havde tænkt sig at være stærk, i Jebediah’s sidste bøn til hende. Det havde ikke været hans sidste bøn til Angelie, så hun forventede intet af hende. Hun ville ikke se ned på Elveren, hvis hun nægtede at hjælpe Signet.
“Mig, og min kopi, kan aldrig være det samme sted. Der kan aldrig være -to- Signet. Som naturligt af vores… Skabelse. Kan vi ikke være i himlen. Så. En er altid på jorden, en er altid i helvedet.” Fortsatte han sin forklaring, og strakte en anelse på nakken. “Det der bestemmer -hvem- der er hvor, er nogen udfordringer, som vi giver til hinanden. Som basis, er der overlevelse. Hvis den på jorden dør, så bytter vi plads. Ud over det, er der udfordringer som min nuværende. ‘Hold Jebediah, I live.’.” Forklarede han fortsat, men blev afbrudt af en lav knurren fra Mi’serable.
“Så, Jebediah var bare et spil, for dig?” Vrissede hun, og Signet sukkede ganske stille.
“Vi kan sige -nej- til udfordringer… Ville jeg have sagt ja til at holde en Helveds dømt Ærkeengel i live, vel videne at det var en allerede tabt udfordring? Nej… Måske er jeg arrogant, min lille Nosferatu, men jeg er fandeme ikke dum..” Vrissede han direkte tilbage, og Mi’serable gav et lavmælt, frustret fnys fra sig.
“Kom nu bare til pointen, Signet!” Vrissede hun hidsigt, og Signet holdt hænderne op.
“Okay, okay.. Som en del af min udfordring, skulle jeg kæmpe imod min kopi. Min bror.. Styrede de kæder, der netop trak Jebediah ned. Min bror, er ham som tog Jebediah, som en pris til vores herskere i helvedet…” Forklarede han, og så hurtigt Mi’serables ene hånd strække sine fingre til klør, og hendes skarpe negle lyse let i skæret fra den skærmløse pære i loftet. Signet sendte et ondskabsfuldt smil, og holdt armene en anelse ud.
“Og min bror, kommer til at stå liiige her, om et lille øjeblik. Så snart vi bytter, tager han min plads.” Tilføjede han, og der kom et glint I Mi’serables øjne. “I kunne ikke stoppe hvad der skete.. Og mange siger, at hævn ikke hjælper noget, men… For visse.. Føles det godt. Det giver jeg jer, chancen for her. Som en.. ‘Gesture, of good Faith’. Og du kender endda vores svaghed, Mi’serable. Ingen røgsky at flyve væk på, for Hr. Signet.” Tilføjede han, med et lumskt smil. Mi’serable sendte et tilbage, og der gik et synligt gys igennem hendes krop. Hun strak sin underkæbe en anelse, og rejste sin højre hånd, imens den venstre slap Angelie, og rakte ned i hendes bælte, for at tage en lille, næsten ubetydelig kniv frem fra hendes bælte. Kniven ville ikke kunne gøre den store skade på nogen, da dens blad knapt nok ville kunne stikke dybt nok ind i en menneskelig barnekrop, til at ramme noget andet en hud og blodåre.
“Jeg ved ikke med jer.. Tøser.. Kan godt være, at du skulle flyve din vej, Lavi.. For jeg.. Vil sige -jo tak- til det tilbud… Og jeg er ikke sikker på, at du har lyst til at se det, min lille skattepige.” Forsvarede hun Lavi, inden hun borede den lille kniv ind i sit eget højre håndled, så blod begyndte langsomt, men bestemt, at fosse ud. Der var intet tegn på smerte fra Mi’serable, som hun lod sin arm hlnge ned langs sin side, og blodet falde ned på betonet, og danne en lille pøl ved hendes side. Angelie ville nok kunne huske, hvor hurtigt Mi’serables sår healede, men hun kendte ikke meget til hvilken magi hun betvingte, så kunne nok ikke vide præcis hvad hun havde gang i.
Signet kiggede så rundt på de andre kvinder i lokalet, og holdt hænderne spørgende ud.
“Byttet skal til at ske om ganske få sekunder. Gør jeres valg, nu..”

Hun var ikke vant til at hun ikke kontrollerede alle aspekter i hendes univers, og derfor var blødningerne et chok for hende. Hun vidste godt hvorfor de var der. Fordi noget var sket i virkeligheden, men synet fremkaldte hendes desperation i at stoppe dem, at få bare et minut mere, selvom hun vidste at det var dette øjeblik de havde ventet på.
Hans stemme tvang hende ud af sin desperation, for så at kigge på ham. Hun mærkede hans greb om hendes håndled, som hun blinkede et par gange, inden hun nikkede en enkelt gang. Det var uundgåeligt, og ingen af dem kunne stoppe det.

I armene på Mi’serable, lå hun på gulvet og måtte se til hvordan den ene kæde efter den anden skød op, for at sætte de ubarmhjertige kroge i hans krop. Det var intet kønt og overnaturligt ved dette øjeblik. Det var et rædselsfuldt øjeblik, men hun ville ikke kigge væk.
Hun hørte godt Mi’serables bøn og hun vidste det godt dybt inde. Hendes krop stoppede kampen imod det stærke greb, som hun klynkede en enkelt gang. Hendes blik var sløret af vandlaget i øjnene, der skvulpede over kanterne, for at falde ned på beton gulvet. Halvt liggende drejede hun sig en kvart omgang, så hun selv kunne ligge sine arme om Mi’serable også. Hun havde uden tvivl lige så meget brug for det, som Angelie havde.

Som han talte til Lavi igennem deres forbindelse, nikkede hun forstående, også selvom han ikke ville kunne se det. Hun var blevet vant til at bruge sin mimik og krop til at tale, at det lå i hende per automatik. Hendes ører lyttede opmærksomt, som engletåren ramte gulvet.
”Jeg tror stadig på, at der er godt at udrette her i landet.. Jeg vil ære dit minde og fortsætte arbejdet.. Lære deres drivkraft at kende og måske forstå den en dag” ville hendes svar lyde, som hun fortsat holdt fat omkring djævlens arm. Et underligt syn udefra, når man så to fra modstridende verdener, stå side om side.
Hendes øjne klemte sig hårdt sammen, da den sidste kæde skød op og ubarmhjertigt flåede vingen nedad. Der havde været mildere måder at komme derned på, men djævle havde en tendens til at skulle være dramatiske i deres nedbringelser.
Lavi ønskede ikke at se hvad der ville ske nu. Derfor forblev de lysende øjne skjult, velvidende at dette snart ville være overstået. Hun mindede sig selv om, at der var en større mening med det, og dette var ofret for at have reddet en verden. Og den ville aldrig kende sandheden. Som med alle de andre bedrifter englene havde reddet mennesket fra.

Hun sagde ikke noget, da han talte til hende igen. Hun lovede ikke at stå ved djævlens side. Det havde hun ingen planer om. Han var skyld i at dette skete. Det var hans skabers værk, og egentlig havde hun mest af alt lyst til at flå lemmerne af ham en efter en.
Hans ord fik endnu et klynk til at lyde fra hende, som hun nikkede ganske svagt. Hun ville bruge det, men måske ikke på den måde, som han havde tænkt det. Et had ville blusse op efter dette var slut, og dette ville være hendes drivkraft. Hun havde lovet at forlade landet, og det ville hun holde, men hun ville stadig søge hendes hævn andetsteds.
Hun måtte nu bare se til, som han kæmpende fik tvunget et stykke krystal over jorden, imens han selv næsten var helt væk, med undtagelse af hånden, der holdt glasset op. Det knækkede ud i fire stykker, og Angelie rynkede panden en anelse mistroisk. Hun havde ikke set et sådan stykke før.
Stilheden rev i hendes ører, som cementen langsomt blev hård endnu engang, hvorefter der til sidst ikke var et tegn på, at den havde været kogt op og åbnet en port til helvedet selv.

Lavi slap hendes greb i djævlen, da denne bevægede sig fremad, hvorefter hun så til som han samlede et af de stykker op. Hun havde tænkt, at de fire var tilegnet dem. Et til hver, men ligeså var hun uvidende om hvad det præcis var.
I stedet trådte hun også fremad, indtil hendes fødder stoppede foran et stykke. Hun knælede ned, inden hun samlede det op, for at dreje det nysgerrigt imellem hendes fingre. Det ville glimte let i lyset fra pæren, inden hun i den knælende position, spredte vingerne en anelse ud, for at kigge imellem de resterende væsner. Samtalen imellem dem virkede ikke venlig.
Hun blandede sig ikke, selvom hun havde lyst til at minde dem om, hvad Jebediahs ønske havde været. I stedet rejste hun sig ganske langsomt, som hun holdt krystallet ind til hendes krop.

Angelies fingre rystede let, som de holdt omkring Mi’serable, imens denne begyndte sit mundhuggeri med djævlen. Til at starte med lyttede hun ikke, fordi hun vidste, at hun ville kaste sig over ham på stedet. Ikke blot fordi det var hans skyld hvad der var sket i dag, men han havde tidligere truet hendes liv også. Truet med at sende hende derned igen.
Hendes fingre frøs dog, som han nævnte, at han havde en såkaldt bror. De knyttede sig, indtil hendes negle borede sig ned i håndfladerne, og her drejede hendes ansigt, så hun kunne kigge imod djævlen. Hendes øjnes farver rasede i et virvar af vinde, som hendes bryn fremmanede et virkelig vredt ansigt på elverens hoved.
Mi’serables læber lagde sig imod hende, men hun reagerede ikke på det. Hun sad blot og stirrede ondt imod djævlen. Det var først da hun mærkede grebet, der forsøgte at få hende med op på benene, at Angelie hjalp en anelse til. De dirrede kort under vægten, men hun genfandt styrken, stadig uden at slippe blikket imod Signet. Hendes ene arm hvilede over Mi’serables skulder, som hun strakte ryggen rank.
Så det havde været hans bror, der havde truet hende.
Hun sagde intet, hvilket i sig selv ville være et ganske faretruende tegn ved den ellers så rapkæftede kvinde. Stilhed før stormen var ganske bogstavelig når det omhandlede hende. Hun lyttede i stedet, imens hun brugte tiden på at genvinde sin selvkontrol.
Tårerne var stoppet med at løbe, som raseriet brændte ind i hende i stedet. Så det var også denne bror, der havde trukket Jebediah ned på den ubarmhjertige måde. Hendes næse rynkede en enkelt gang i afsky, som hun langsomt fjernede hendes arm omkring Mi’serable.

Lavi forstod ikke helt hvad der foregik, men hun mærkede hvordan stemningen i lokalet hastigt havde forandret sig. Hendes øjne åbnede sig vidt, inden hun åbnede og lukkede munden et par gange. Mi’serables stemme fortalte hende tydeligt, at dette ikke var et sted for hende om et kort øjeblik.
Hun nikkede ganske forstående, eftersom hun på ingen måde ville være til gavn, og hun ønskede ikke at se hvad der ville ske. Hvis hun ikke vidste det, kunne hun ikke blive belemret med det senere. Vingerne på hende spredte sig helt ud, og strakte sig, inden hendes hånd hævede sig for at vinke sit farvel til de andre væsner.
Derpå ville hun dreje let rundt på fodballen, med krystallen i den ene hånd, for at gå ud af den tunge dør og flyve bort.

Angelies nakke knækkede sig et par gange, som hun strakte den. Hendes fødder bevægede hende hen, for at samle et stykke af krystallet op fra jorden, inden hun puttede det i sin egen lomme. Da det var gemt sikkert af vejen, ville hendes fingre løbe kærligt henover pisken, for at løsne sikkerhedshagen om den. Med håndtaget i håndfladen, rejste hun øjenbrynet en enkelt gang, inden hun nonchalant svirpede den over hendes skulder. Det sang svagt igennem luften, men den ramte hende ikke bagtil. Den lå bare der, ventende på det øjeblik.
”Jeg har et par ting der skal gøres op” bemærkede hun køligt, monotomt og uden en følelse i stemmen. Den vægtede næsten af tålmodighed. Dette var hendes element, og fanden tage hende, om hun havde tænkt sig at forspilde denne chance for at få lidt personlig hævn.
Blikket flakkede kort imod blodpølen på gulvet, inden det intetsigende smirk kom over hendes læber. Hun vidste at Mi’serable kunne heale hurtigt, men hun havde aldrig oplevet muligheden for at se hendes magi. Det ville være et syn, uden tvivl.
Hun havde allerede brugt sin magi op. Hun ville ikke være i stand til at opretholde endnu en illussion allerede, men så var det heldigt, at hun havde den fysiske kamp at se frem til i stedet. Og hvis Signet talte sandt, ville djævlebroren ikke kunne stikke halen mellem benene denne gang.

Jebediah havde smilet varmt, og med en enkelt tåre uddrevet fra hans øje, af Lavi’s svar. Han gav hende, et næsten formelt nik, inden han talte til hende igen. Denne gang, ikke i hendes sind, men så andre også kunne høre det, på trods af, hvor lav hans stemme var.
”Jeg.. Er ubegribeligt stolt af dig, Lavi. Det har været en.. Ære. At stå ved din side. Verden er et bedre sted, med en som dig i den. Himlen.. Fortjente dig ikke.” Roste han, med en stemme, og en stolthed, der kun kunne udvises af en fader. Og selv igennem hans smerter, var denne stolthed brændene på ham.

Signet betragtede de to kvinder, forsigtigt, og tog også et par skridt ekstra væk fra Krystallerne, da Angelie trådte nærmere. Hans hænder forblev også rejst, defensivt, og gjorde alt for at holde sig selv neutral, foran de to kvinder. Hans forklaring var også nervæs, og haltene, men Mi’serable troede et hvert ord fra ham. Hun havde kæmpet ved hans side, og på trods af at hun ikke ligefrem brød sig om personen, var han til at stole på. Til en hvis grad. Og Jebediah stolede nok på ham, til at ligge hans livsværk i hans hænder. Det betød meget.

Da Lavi vinkede til flokken, sendte Mi’serable hende et varmt smil, og vinkede kort tilbage. Hun skulle til at sige farvel, og kigge tilbage på Signet, men huhn tog kort en pause. Hun satte så i et par hastige skridt over til Englen, og lage sin usårede arm omkring hende, i et varmt kram. Hendes arm der stadig blødede, holdt hun ud bag sig, nærmest symbolskt. Hun var bestemt ikke et godt ‘menneske’, og Lavi var billedet af godhed. Den mørke form for magi hun var igang med at arbejde med, skulle ikke i nærheden af Lavi. Lavi vidste godt hvad det var hun stod og legede med. Blod Magi. Nok noget af det mest moralskt bristende magi at lege med, efter manges mening.
“Vi ses, Lavi. Du.. Forsvinder ikke, vel? Fordi.. Hvis du gør, så finder jeg dig alligevel… Heh. Det ved du, at jeg er god til.. Okay?” Sagde hun, langt fra truende, men drillende, og et lavt kluk fulgte efter. Hun gav så Lavi et blidt kys på halsen, og bakkede væk fra hende, med endnu et vink. Hun drejede så om på de høje hæle, imens hendes pegefinger drejede i et par cirkler, pegende imod jorden, hvilket fik det blod der havde fulgt hende, og lavet en streg hen imod Lavi, begyndte at samle sig sammen, og forme sig som en slange, hele vejen op til hendes håndled, der stadig havde hendes kniv boret ind i hovedpulsåren. Hun svingede med armen, så den lange arm fulgte hende, og så endelig lagde sig sammen med blodpølen hun havde været igang med at samle.

Da Angelie skulle til at samle et stykke op af krystallet på jorden, stak Mi’serables skarpe blik sig et godt billede af krystallen, af hensyn til senere. Blikket lagde sig dog hurtigt på Signet igen, som han færdiggjorde hans forklaring. Hun flakkede et kort syn imod Angelie, da hun tog sin pisk frem, og et blidt gys gik igennem hende, efterfulgt af et lumskt smil, og et slik over læberne. Præcis hvad hendes tanker var i de få sekunder, var helt hendes egne.

Signet sank hovedet, respektfuldt, med Angelie’s ønske, og tog et par skridt ud i det åbne lys. Han gav et lavt kluk fra sig, stadig med hovedet sænket, underkastende, samt hænderne oppe, defensivt.
“Huh.. Der er så grunden til, at jeg opføre mig pænt, med min tid på jorden… Det er mere end rigeligt, at modtage sådanne blikke i helvedet.. Husk nu.. Stadig mig.. Ikke bror endnu.” Sagde han, forsigtigt. Hans krop gav dog et ryk i sig, der fik hans hat til at falde fra hovedet. Den sorte kat hoppede over ved hans side, og gav et lavt, empatisk meow fra sig, og strøg siden op af hans ben. Han kiggede ned på den, med et svagt smil, og rakte hånden ned, som den stillede sig op af hans ben. Den aede sin næse, og så siden af dens hoved imod hans fingre, og han aede dem om bag hovedet på den, for at klø den kærligt bag ørene.
“Hah.. Du skal ikke døjes med ham længe, denne gang, Sazamel.” Klukkede han stille, og Sazamel kiggede glad op til ham, som dens poter begyndte at massere hans lår. Katten var kæmpe, og gik ham næsten til knæene, når den bare stod på jorden, og nu hvor den stod op ad ham, nåede den helt op til livet. Katten gav et par glade fnys, som han satte hånden foran dens næse, og den gnubbede sig imod ham. Hans pottede battede så legende til hånden, inden den slikkede ham, og han gav et lamelt kluk, og sendte et kærligt smil imod katten.
“Ja, vi ses om lidt.. Smut du lidt væk.. Er.. Ret så sikker på, at du ikke ønsker at se, hvad de to kvinder her, har tænkt sig at gøre ved ham den anden idiot.” Sagde han, og vinkede med hånden. Sazamel adlød med det samme, og gav et lavt meow fra sig, som den luntede sin vej, halen højt.
Signet kiggede igen over på kvinderne, og holdt hænderne op, med pegefingrene imod hans ryg.
“Mine vinger, og horn, kommer frem om et øjeblik, og så sker transaktionen. I vil vide at det ikke længere er mig, det sekund mit venstre horn, for et knæk. Okay? Vær sød at vente til der, og ikke for længe. Min kopi er heller ikke dum, og vil med det samme vide at…” Han blev afbrudt af Mi’serable.
“Ja, ja.. Kom nu bare med ham…” Vrissede hun en anelse, imens hun løftede hendes hånd, og bevægede den i en cirkel omkring hendes hoved, inden hun holdt den ud til sin side, nu med fingrene peget imod loftet. Blodpølen under hende, lavede igen en slange, der fulgte op efter hånden, og også lavede den samme cirkel omkring hendes hoved, for så til sidst at samle sig i en stor kugle af blod, svævende over hendes hånd. Som om der var et kraftfelt omkring centrum af kuglen, begyndte blodet fra hendes håndled, af svæve op, og samle sig sammen med resten, og pulserede ud derfra, som om der var et bankende hjerte inden under.

Signet sank en klump, og rystede kort på hovedet, med et lille smil.
“Det er sådan det føles, at have medlidenhed med en man hader… Hah.. Jeg bestemmer ikke hvornår dette sker, der er…” Han stoppede op, da hans vinger pludseligt slog ud bag ham, og han strak nakken. Hans vinger var en dyb lilla, og bar de samme hinder som en flagermus’. De var store, dog en anelse mindre end Jebediahs havde været. Han fjernede hatten fra sit hoved, og rystede kort på håret, inden hornene voksede ud. Hornende gik i en bue op, og ud fra hans hoved, inden de drejede imod loftet. Begge var stadig intakte. Han smaskede et par gange, og vinkede med den højre hånd.
“Ses på den anden side.” Sagde han farvel, og baskede med vingerne en enkelt gang, som om han satte af. Det gjorde han dog ikke, men fra hans krop undslap der en røg sky, der havde formen af hans figur. Denne kopi af røg, fløj et par hoveder op, inden den stormede ned i betonen under deres føder. Den krop der nu stod tilbage, var stadig identisk med den før, med kun en enkelt forskel. Venstre horn, havde et knæk.

Sekundet der var et knæk på hornet, slog Mi’serables hånd ud imod skikkelsen, med et højt hvæs dybt nede fra Mi’serables lunger, der bar alt den vrede hun havde båret på, i meget lang tid. Kuglen af blod skød nu en nærmest levende stråle ud fra sig, der lignede at den rakte ud efter det den skød imod. En ganske kort latter nåede at komme fra Signets form, da han ikke havde opdaget hvad de rvar foran ham med det samme, men han blev hurtig stoppet, af strålen af blod der ramte imod hans ansigt. Der kom et kvalt råb fra Signet, og han tumlede et par skridt baglæns, som hans hænder kom beskyttende op.
Blodet reagerede dog ikke som det ville, hvis man havde taget en spand, og kastet det på ham. I stedet, splaskede det ud bag hans hoved, før at det vendte sig i luften, og virkede til at begynde at omfavne ham. Forme af hænder skød ud fra blodet, som det omfavnede mere, og mere af ham, i tagt med at Mi’serable bevægede sine hænder foran sig, og styrede blodet i dets gang. Blodet gik ind under tøjet på ham, og splaskede det hvide jakkesæt til i røde nyancer, med hver blodig hånd der splaskede ind imod det. En hånd splaskede sig imod siden af Signets hoved, og hans ansigt skar sig ud i et smertefuldt udtryk, i tagt med at der kom en gurglen fra ham, da blodet gik ind i øret, og øjnene på ham. Han krassede imod sit ansigt for at få blodet væk, inden han langsomt faldt i knæ.
Mi’serable styrede blodet, så Signets gurglen stoppede, da blodet fjernede sig fra hans hals, og gav ham en chance for at råb.
“Aargh! Hv.. Hvorfor!? H.. Han snyder! D.. Det er.. Ikke fair!! Hvad.. Hvad har han sagt!? Det passer ikke! Hvad end det er, det passer ikke!! Aargh!” Skreg han, inden blodet virkede til bare at ligge sig under huden på ham, og han vred sig ikke længere i smerte. Hans krop, begyndte til gengæld at skælve, som om den forsøgte at omforme sig. Forsøgteatforvandle sig til røg. Han kunne ikke. Hans ansigt skar sig ud i former af røg, men blev ved med at samle sig igen. Blodet, holdt ham sammen. Fast. Sårbar.
“Nej.. Nej! Det måtte vi aldrig fortælle! Ingen måtte vide det! Hvad har han gjordt!?!” Skreg Signet desperat, og Mi’serable smilede ondskabsfuldt.
“Tro mig, det var ikke med vilje, at jeg fandt ud af det.. Jeg har… Et talent.” Forklarede hun kort, og nikkede så imod Angelie. “Det.. Har hun også.. I blandt mange.” Signet kiggede frustreret, og hidsigt op på Angelie, i takt med at han rakte ned i hans lomme, som for at få fat i noget deri.

Som altid lyttede Lavi opmærksomt når Jebediah talte til hende. Hans ord frembragte et stort lysende smil, der virkede til at lyse hendes ansigt og rummet omkring dem op. Det glimtede let i omkredsen omkring hendes figur, inden hun lagde hånden imod hendes tinding, for at sende ham et muntert ’salut’. En fagt hun havde lært af et menneske på denne jord, og hun havde forståelsen for at det fungerede som en hilsen.
”Vi vil mødes igen.. Fader” lød hendes stemme derefter til ham, sikker på sig selv, som hun lod ordene flyde. Han havde været en faderfigur for hende i hele denne rejse, den bedste nogle kunne ønske sig. Alt hun vidste var takket være ham, næsten da. Der havde været andre individer inde over og lært hende en ting eller to om det dødelige liv.

Hun mærkede den metalliske lugt i næsen fra Mi’serables blod, da denne satte sig i hastige skridt over til hende. Hun grinede lydløst, inden hun gengældte krammet ved at lægge begge arme om live på Mi’serable, for så at klemme hende ind til sig.
Hun vidste godt hvad det var for mørke evner denne var i besiddelse af. Det krævede ikke den store hjerne at regne det ud heller. Tanken var sød, da hun holdt armen væk fra hendes uskyldige form.
Hun rystede hastigt på hovedet til Mi’serables spørgsmål, inden hun teatralskt slog armene ud til siden. Der var stadig meget omkring hende, der havde behov for frelse. Den kunne hun give dem, og det havde hun så sandelig tænkt sig at fortsætte med.
Hun kunne ikke lade være med at fnise, da Mi’serable kyssede hendes hals, og hun trak skuldrene en anelse op ved den kildende fornemmelse, inden hun lod kvinden trække sig væk fra hende. Hun tog fat i siderne af hendes kjole, inden hun nejede barnligt til Mi’serable, for så at forsvinde ud af rummet. Hendes tid her var slut, og det var for det bedste.

Hun knugede ikke krystallen i håndfladen, som hun samlede den op, men puttede den egentlig bare i hendes lomme, uden at tænke yderligere over hvad den kunne, udover at være et minde for hende fremadrettet.
I øjenkrogen så hun hvordan Mi’serable udfoldede sine blodige evner, og langsomt begyndte det at gå op for Angelie præcis hvad denne kvinde var i stand til. Det var derfor hun havde blod i kroppen, og ikke bare den naturlige vampyrkulde.
Afventende på hvad der skulle ske ganske snart, hævede hendes øjenbryn sig en anelse for tålmodigt i vejret ved Signets forklaring. Det var nok meget godt, at de kunne se forskel på dem, men efter i nat ville der kun være en af de to brødre i live, hvis det stod til hende. Og natten kunne virke så.. uendelig.. lang.
Hun ænsede ikke katten, der snoede sig omkring djævlen. Hendes fulde opmærksomhed lå på ham alene. Hun ville være sikker på, at hun var klar til at slå til når øjeblikket ville komme. Ikke at hun tvivlede på hendes evner. Dette var trods alt hvad hun gjorde bedste, ligegyldigt hvad Jebediah havde sagt. Og denne gang skulle hun få den fulde fornøjelse ud af det.

Hendes krop gippede ganske kort, da vingerne sprang ud af ham. Det var noget hun aldrig ville vænne sig helt til. Transformationer lige for næsen af hende på den måde. Som vingerne slog ud, sendtes der et kort pust af luft imod hende, og Angelie fornemmede lugten af svovl i den, som hun måtte undertrykke et nys.
Ikke et eneste ord mere havde forladt hendes mund. Det var da hun så røgskyen forlade kroppen, og springe ned i jorden, at hun vidste at de nu havde byttet plads. Hun behøvede ikke engang se på hornene. Hendes pisk sang igennem luften, som den blev svunget imod djævlen, der formegentlig stadig var i gang med at komme sig over skiftet. Det var her de havde overhånden, overraskelsesmomentet.
Dog havde den ikke noget mål endnu, så slaget ekkoede blot igennem luften, som metallet slog imod cementen med et klart kling. Hun ventede.
Blodklatten virkede til at være i gang med at fortærre djævlen, som den snog sig omkring hans krop og ansigt. Han var alt for distraheret allerede virkede det til. Imens han kæmpede, ville Angelie bevæge sig fremad, indtil hun stod lige inden for rækkevidde af ham, og dermed også ham inden for hendes.
Da han endelig fik hans taletid, kom den afskyet rynke frem over hendes næse. ”stille” svarede hun ham, med den samme stemme, der kun bar det kølige skær af sig. En beordrende og højt hævet tone, der fortalte, at hun efter de mange år havde lært hendes værd og kendte sin plads i verden. En højtstående plads.
Da han forsøgte at forvandle sig til røg uden held, kom et lettere makabert tandsmil frem, som hun trådte et skridt tættere på ham.
Da Mi’serable talte, vippede hun sigende med øjenbrynene til ham, som hendes blik låste sig med hans. Hans var hidsigt, hvorimod hendes var ganske køligt og fortalte at hun havde alverdens tid til hvad der skulle ske. Bevægelsen imod hans lomme, fik hende til at ryste let på hovedet af ham, inden hun slog fingrene som en ørneklo med den frie hånd, inden hendes fod hævede sig fra jorden, og forsøge at plante et solidt spark i brystet på ham, der forhåbentlig ville vælte ham bagover.
Falde han til jorden, ville hun placere sin fod lige under halssamlingen, imellem de to kraveben, og knæle halvt ned for at lægge hele sin vægt imod foden, inden hun hvæsede vredt imod ham, som en slange der gjorde klar til sit angreb på byttet. Han var trods alt en djævel, og kunne vel holde til det.. Måske.
”Du har taget det sidste fra mig.. I dit liv” hviskede hun imod ham, inden hun pressede yderligere ned med foden på ham.

Der var noget yderst charmerende, ved den stumme Engel’s stilhed. At der ingen lyd kom når hun tydeligvis ville have fnist, fik i stedet Mi’serable til at klukke, og ryste kort på hovedet af Englen. Det var fandens at hun følte at hun skyldte Jebediah en del, ellers havde hun for længst begyndt at lege mere med Englen, og taget deres forhold i en helt anden retning. I stedet, holdt hun sig i skinnet, i hvert fald indtil videre. Hun vidste til gengæld godt, at hun før eller siden ikke ville kunne stoppe sig selv.
Lavi’s lettere barnlige nejen, fik Mi’serable til at le igen, og viftede hende væk med sin frie hånd.
“Smut med dig, din bedorene lille Engel.. Shoo.” Klukkede hun, inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage imod Signet igen. Der var nu et smil over kvindens læber, og nydelsen ved alt dette, var på vej til at blive forstærket.

Piskesmældet fra Angelie, havde også fået det til at gippe i Signet, og han havde været igang med at gå forskrækket baglæns, da blodet ramte ham. Han stod og desperat forsøgte at fjerne blodet, men hans frustrerede tale blev afbrudt, da Angelie snakkede til ham, og han kiggede overrasket op imod hende. En lille slange af blod, gled ud fra indersiden af hans øje, og ind af den anden side af øjenhulen, som han kiggede op på Elver kvinden, som han havde truet for længe siden. Frygt stod skrevet over hans ansigt, og han snerrede en anelse tilbage af hende.
“Angelie? Hvad fanden.. Foregår der!? Hvorfor angriber I mig!? Hvad har han sagt?!” Skreg han i stedet, og ignorerede hendes følelse af at være højt stående. Hans frygt lå i, at han ikke havde en mulighed for at slippe væk, ikke i at han ikke havde en chance. Signet kiggede frustreret fra kvinde, til kvinde, og knurrede igen af Angelie da hun tog et skridt frem, netop som han gik i gang med at række ned i sin lomme. Distraheret af hendes hånd, nåede Djævlen ikke at reagere på sparket der lanede imod hans bryst, og han blev sendt tumlene baglæns med et grynt. Hans arm havde også slået ud, og ud af hans hånd faldt en lille, rygende sten, der nu lå et par skridt væk fra Signet’s hænder. Han rakte desperat ud efter den, inden Angelie’s fod lagde sig imod hans hals, og stoppede ham. Han vred sig i smerte, og knurrede direkte tilbage af hendes hvæsen. Det var ikke længere frygt, men desperation, og vrede, der stod skrevet i hans ansigt, som han kiggede op. De grålige øjne var begyndt at blusse en blid rødlig flamme, og hans næse krummede sig.
“Rraargh! Naive.. Kælling! Jeg har ikke taget noget fra dig, jeg viste bare vej!” Bed han ud efter Angelie, inden han brølede hidsigt, og hans hud blev en dybere, lilla farve, og hans hænder voksede en anelse, i takt med at han greb fat om Angelie’s fod, og skubbede opad. Hans styrke var så sandelig en Djævle værdi i det øjeblik, og hans krop begyndte at vokse. Hans vinger slog også et kraftigt slag, og sendte en hård vind imod Angelie, der i sig selv nok også ville have kunne skubbet hende væk, selv uden hans hjlp med skubbet. Vinge slaget sendte ham også et stykke hen af jorden, lige nok til at kunne række ud, og samle hans sten op. Sekundet han gjorde, kom der et lille puff fra stenen, og da han trak sin hånd tilbage, gjorde han det i udstrakt arm, pegene imod Angelie. I hans hånd var der ikke en sten, men en Desert Eagle, med røg blussende ud af røret.
I sekundet at våbnet bevægede sig imod Angelie, hvæsede Mi’serable hidsigt, og slog ud med armen, hvilket fik Signet til at brøle i smerte, og pistolen gav et skrigende brøl fra sig da den affyrede. Forbi. Skudet fløj forbi Angelie, og ramte en kasse bag hende, som den rev halvt i stykker, og sendte en lyd af smadret træ igennem lokalet.
“Garh! Fucking.. Blod Magi! Stop det!” Skreg han hidsigt, og drejede pistolen imod Mi’serable, fra den sidene stilling han nu havde taget. Signet var ikke længere den spinkle, udspekulerede mand, men udviste hans sande farver. Som en Leviathan Djævle, var han originalt af enorm støbelse, og bygget til det fysiske element, der egentlig forgik. Det mærkelige, var hans evne, og svaghed, der stemmede helt uoverens med den almene Leviathan demon.
Signet’s sigte blev svækket af Mi’serables magi, og som hun slog ud med armene igen, og igen, faldt hans sigte fra side til side, men han tog sin tid, og affyrede ikke før han havde det perfekte sigte.

”Han.. behøvede ikke at sige noget.. Du glemmer vi har mødtes før” lød hendes svar på hans skrigen, som hun endnu engang tskede af ham, for derefter at ryste en anelse på hovedet, som om han var et barn, der ikke forstod det store billede af dette. Det var nok meget godt, at den anden havde sagt noget, ellers havde det muligvis været den anden bror der lå her i stedet for.
Da hendes fod kolliderede med hans krop, så hun til hvordan armen slog ud og noget rygende faldt ud af hånden. Hendes blik flakkede kortvarigt hen imod den, inden det vendte sig tilbage imod Signet. Hun ville ikke kunne holde ham nede og få fat i stenen. Hun tog beslutningen om at blive på sin plads, og lade sten være sten.
Det næste udbrud frembragte et næsten overrasket udtryk i hendes ansigt. Sikke et sprog for en, der lå under hendes fod. Igen rystede hun let på hovedet, for at vise, at hun ikke var enig i hans ord. Han havde ikke bare vist vej. Han havde nydt hvert eneste sekund af det, for ikke at tale om den lille udfordring de to havde haft.
Fingrene krøb omkring hendes fod. Hans overlegne styrke ville sende hende opad og bagud i en og samme bevægelse. Imens hun ville stryge igennem luften, ville smældet lyde imod ham. Dens mål blev dog blæst ud af kurs, da vingerne satte i bask også, for at gøre flyveturen en anelse mere intens i sig selv.
Som hendes fødder landede imod jorden, bøjede hun knæene og satte kløerne i betonet. Man kunne høre den skrabede lyd af negle der flækkede, som hun fortsat gled en lille meter længere baglæns, inden hun stod stille og kunne begynde at rette sig op.

Det var der skuddet lød. Hun havde ikke set hvordan våbnet var dukket op i hånden på ham, men ikke desto mindre hørte hun skuddet og derefter Mi’serable. Hendes øjne vendte sig imod hende, som hun slog med armene. Selv stod hun stille, og mærkede hvordan kuglen gled forbi hende, en anelse for tæt til hendes smag, for til sidst at sprænge en kasse i stykker bag hende.
Hun skar en let grimasse. Det kunne have været hende, der var blevet revet over. Hun måtte huske at takke Mi’serable senere, for blikket hastede tilbage imod Signet, der brød ud i sine frustrationer endnu engang.
Som han virkede til at være distraheret med at sige imod Mi’serable, svang hendes pisk imod hans fremstrukkede håndled. Forhåbentlig ville den vikle sig omkring dette, inden hun ville rykke hårdt i den anden ende, hvor de skarpe blade ville bore sig ind i hans hud, og tvinge armen ud af kurs endnu engang. For tusinde gang mindede hun sig selv om, at hun virkelig måtte opgradere sit våbenarsenal. At bringe knive til at pistol kamp var direkte dumt.
Stadig med et fast greb omkring pisken, satte hun sig i bevægelse. Hun lød langs væggen, indtil hun ville stoppe op, så hun stod næsten bag Signet, hvor hans arm også ville være blevet tvunget om, muligvis brækket ud af leddet, alt efter hans fleksibilitet, hvis hans egen krop ikke havde fulgt med hende rundt, men stadig forsøgte at få Mi’serable på kornet.

Hvis han vendte med ryggen til hende, ville hun rykke hårdt i armen, for at knække den med piskens hjælp, inden hun ville svinge den, for at løsne grebet om djævlens håndled. Den ville kun nå kort tilbage til hende, før den ville svinge igen, denne gang for at ramme vingerne, og flå dem i stykker, som en kniv der skar et sejl over flere steder.

Hvis han vendte med fronten imod hende, ville hun i stedet nikke til Mi’serable, i et håb om at hun kunne få han til at skrige igen, med hvad end hun havde gjort før. Hvis det skete, ville hun sætte i løb, let fremoverbøjet, inden hun ville glide ned, for at tackle ham i den halvt opsiddende stilling, med knæet først, som ville have retning imod hans ædlere dele.

Hendes bid tilbage med hendes ord, fik ham til at vrisse igen, og næsen til at krumme sig, imens de nu rødlige demon øjne kiggede ind i hendes.
“Ooh, det husker jeg.. Kan du ikke tage, en smule venlig modstand!?” Et hysterisk, manisk smil gled sig over hans læber, som han brokkede sig, inden hun fik ham presset ned imod jorden.

Som Signet forandrede sig, blev Mi’serables øjne en anelse større, og hun tog en stærkere stilling. Hun kunne nu mærke en anelse utryghed ved situationen vokse, da det ikke var første gang hun havde set en Leviathan. Hun vidste også, hvor udholdelige de var. Hun huskede stadig, hvor mange gange den sidste hendes tidligere mand havde kæmpet imod, skulle slås i hovedet, før det knækkede sammen. Og -det- var af Vladimir’s næver. Det sagde en del.
Da man næsten kunne se intentionen om at skyde i Signets øjne, kneb Mi’serables en anelse sammen, da hun gjorde sig klar til at blive ramt af denne, da det ikke virkede til at hendes distrahering virkede. Dog, hørte hun piskens smæld, før skudet blev affyret, og hun mærkede ingen smerte.
Signet havde brølet i smerte, da pisken lagde sig omkring hans håndled, og trak hans sigte til siden, og aftrækkeren blev trukket. Skuddet var ikke engang tæt ved Mi’serable, men rammede istedet betonen et par skridt ved Mi’serable side, og bag hende. Der hvor skudet ramte, kom der en lille explosion, der rungede gennem det store, lukkede rum.
Signets greb om våbnet blev knyttet en anelse, og han holdt ved sin pistol, som hans blik gled imod Angelie, og han endelig kom på fødderne, med et lille bask med vingerne. Signets øjne skulle til at følge Angelie, og han styrkede sin arm, for at kunne pege pistolen imod Elveren endnu engang, nettop som Mi’serable slog ud med armene igen, og hans skud blev drevet endnu mere ud af kurs, end hendes pisk’s blade allerede gjorde, og skudet ramte vægen bag Angelie, og forårsagede den samme lille eksplosion igen.
Endnu et ryk kom i hans arm, og pistolen blev endelig flået ud af hans greb, og han blev tvunget omkring, for ikke at skulle gøre skade på armens muskler, så han nu vendte imod Angelie. Han brølede hidsigt igen, og trak nu imod pisken, for at gøre Angelies løb mere usikkert, men netop som han gjorde, havde Mi’serable nikket imod hende, og hans øjne blev dækket af blod, og han faldt tilbage ned i hans sidene stilling. Han skreg i smerter, med hænderne op foran sine øjne, som for at kradse blodet væk fra dem.

Dette varede dog kun, indtil Angelie’s knæ kom i kollision med hans skridt. Som Angelie gjorde, kom der et nervøst udbryd fra Mi’serable, inden hun udbrød.
“Nej, Angelie! Ikke tæt på h..” Hun nåede ikke at sige meget mere, inden brølet af smerte fra Signet, som nu havde desperation og smerter skrevet i hans ansigt. Disse smerter, var dog langt fra nok, til at gøre hvad Angelie måske havde håbet. I stedet, fik de vreden, og desperationen til at vokse.
Skrigene, rakte Signet begge arme ned imod Angelie, i et forsøg på at gribe fat i hende. Skulle han fange hende, ville han tumle dem begge omkring, med en vred knurren.
“Gargh! Lad.. Mig nu bare.. Leve!” Skreg Signet desperat, imens hans stærke krop forsøgte at holde Angelie nede, inde han blindt begyndte at hamre hans næver ned imod Elverens ansigt. Hvert slag, som ikke var godt sigtet, ville hamre imod betonet, hårdt nok til at skabe små knæk og buler, i det faste materiale.

Alt imens Signet havde tumlet rundt, og skulle til at begynde at hamre alt sin vrede ud imod Angelie, havde Mi’serable lagt sin frie hånd imod hendes kniv igen. Hun kneb sine øjne en anelse sammen, inden hun drejede bladet i hendes hud, så det pegede ned af hendes arm, og trak det så ned af den bløde, elegante marmor hud. Et ynkeligt, smertefuoldt klynk kom fra hende, inden hun slog armen opad, hvilket sendte en bølge ud fra hendes arm, der fløj en anelse op i luften, og så direkte hen imod Signet.
Netop som Signet skulle til at prøve igen, efter ikke at have ramt en gang, ramte bølgen ham. Bølgen, fik ham til at gispe i frustrationen, inden den tvang ham op i luften, og væk fra Angelie, hvis at hun var blevet væltet omkuld. Hvis ikke hun var, ville bølgen stadig have løftet den store Leviathan op fra jorden, og i luften, for så at vende hans front imod jorden. Blodet omfavnede den aggressive Djævel, som den forsøgte at slå og sparke sig ud af blodet. Dette, lykkedes dog ikke, og han blev holdt i luften.
“Vi.. Vi kan ikke lege med den her, Angie! S.. Struben! Den har intet. Hjerte…” Kaldte Mi’serable, desperat. Det var tydeligt på hendes tone, at hun ville have råbt dette, hvis hun havde evnen til det. Problemet ved blod magi, var at hun blev nød til at bruge sit eget. Hun kunne ikke, som kun meget få Blod Magiker kunne, bruge andres blod. Så, hun måtte bruge sin egen livskilde på det. Dette tærede på hende, og det kunne ses, da hendes stilling svækkedes, og hun så en anelse svimmel ud, med en slange af blod, der stadig stod ud af hendes arm, og over på den svævende Djævel.

Angst, stod nu skrevet i Signets ansigt. Han kunne kæmpe i dage, var det bare imod Angelie. Blod Magi, kunne han ikke gøre meget ved, og nu hang han, som en ragdol, over jorden, med fri adgang til hans strube.
“Neeerhj! NERHJ! Det er ikke fair! Han… Snød!!” Skreg Signet, imens han desperat forsøgte at kæmpe imod hans egen svaghed.

Hun følte ikke nogen grund til at besvare hans såkaldte spørgsmål. I stedet kiggede hun blot ganske roligt ind i hans røde øjne, som i en stillestående tanke, tydeliggjorde, at han allerede burde kende svaret til det spørgsmål. Selvfølgelig kunne hun ikke tåle det, og selvfølgelig havde det naget hende længe.

Forandringen fik det til kort at gyse ned langs ryggen på hende. Hun havde set djævle i hobetal, men aldrig havde hun været i stand til at skelne hvem fra hvem eller hvad fra hvad. Alle var de forskellige efter deres fader.
Om ikke andet kunne hun fryde sig over, at pisken havde ramt sit mål. Hun satte sig i bevægelsen, men uheldigvis virkede han ikke til at være distraheret nok, til ikke at følge med rundt. Hun knurrede utilfreds, inden hun måtte slå sig selv i hovedet over sin dumhed ind imellem. Dette var en modstander langt over hendes styrker og evner. Men de havde fordelen om at være to, forhåbentlig ville det være nok med Mi’serables unikke evner.
Skuddet, der strøg imod væggen bag hende, fik Angelie kort til at kigge sig over skulderen, som hun så det halvstore hul i muren. Det kunne have været hende.. igen. Hun måtte huske at takke Mi’serable for hendes liv. Hun satte farten en anelse op, nok mest af frygt for at risikere at blive ramt, men der lød ikke flere skud. Til gengæld hørte hun ekkoet af metal skrabe imod jorden. Et kast med øjnene ud af øjenkrogen fortalte hende, at det havde været pistolen, der endelig var røget ud af hans greb.

Hun tog en dyb indånding, inden hendes krop gled langs gulvet imod ham. For sent opdagede hun sin fatale fejl, som Mi’serables stemme skreg af hende. Åh åh..
Øjnene voksede hastigt, som hun kolliderede ind i ham. Hvorfor havde hun dog tænkt at det ville være en god idé at komme inden for rækkevidde af denne skabning? Hun havde ikke tænkt. Det var ganske typisk hende.
Som de store hænder greb fat om hende, for at kaste hende tumlende rundt, forsøgte Angelie i rullet at få benene trukket ind imellem deres kroppe. Som han skreg af hende, og slog hænderne hårdt imod hende i blinde, var hendes fulde opmærksomhed på at slange sig forbi slagene, der hver gang ramte lige en anelse for tæt på hendes hoved, og sendte små kaskader af oppudset cement over hendes ansigt.
Hun nyste kortvarigt over støvet, inden hun vred sig en anelse opad. Som hun skulle til at sætte begge fødder imod hans maveregion, mærkede hun dog den tunge vægt flytte sig fra hendes krop. Hun kunne trække været helt ned i lungerne, som hun hostede endnu et par gange, for at se djævlen svæve fanget i luften under Mi’serables magiske greb.
Hun nikkede forstående ved hendes sætning, som hun rakte ned ved det ene skinneben. Fra et hylster spændt fast om denne, fremdrog hun en af kasteknivene, som altid var med hende. Struben havde Mi’serable sagt.
Hun rejste sig op på benene, inden hun småløb hen imod djævlen. Ved den korrekte afstand, satte hendes krop i et hop, som den drejede en anelse forlæns og rundt, så hun ville vende vandret i luften med maven opad. Hånden ville hæve sig, og kniven ville skære bladet igennem struben på djævlen, som hun passerede forbi. Dette var ment, for at det ville være svære for ham at slå armene omkring hende igen, skulle han komme fri at magien.
Efter passeringen, drejede kroppen sig endnu mere forlæns, indtil Angelie ville lande på halvt bøjede og spredte ben igen. Hvis hun havde ramt målet, ville blodet dryppe ned imod jorden fra knivens blad, inden hun kiggede op imod ham.
”Du har tabt” ville hun svare, uden igen at kommentere på hans såkaldte sætning, der dryppede af hans desperation.

Signet skreg i frustrationer, imens han sprællede, og spruttede i blodets greb, i desperate forsøg på at befrie sig selv. Hans desperate røde øjne gled over imod Angelie, netop som hun rejste sig, og sprintede imod ham, og han råbte hidsigt i frustration, og rystede hastigt på hovedet.
“Nej! NEJ! Jeg kan gøre det v…” Han nåede ikke at sige mere, inden Elverens blad gled over hans strube. Bladet gik så dybt, at spidsen ramte imod hans nakke, dog uden at knække denne knogle, men nok til at hans hals blev flået i stykker. Blod sprøjte fra Djævelens strube, og mund, da den hostede sig vej igennem den kvælende fornemmelse af blod, der nu fyldte hans hals.
Et lavt ynk kom fra Mi’serable, da hun lod sin uskadet arm falde ned langs hendes side, og alt blodet der var kommet ud af hende faldt til jorden, og var, hvad det var. En stor pøl af blod, der nu lavede en direkte vej fra hende, og til Djævlen der også var røget til jorden, og som nu lå på hænder og fødder, og hostede blod ud. Signet stirrede op imod Angelie, og begyndte langsomt at kravle imod hende, imens det dybt mørke rød stadig sprøjtede ud fra ham. Den lysere rød af Mi’serables blod, var også begyndte at fosse ud af både hans hals, men også hans øjne, da det rensede sig selv ud af dets offers krop. Blodet, vendte dog ikke tilbage til Mi’serable, men faldt til jorden, og blandede sig med det mørke. Det hvide jakkesæt, var stort set fuldstændig sat til i blod, da Djævlens arm strakte sig en sidste gang, inden han faldt til jorden. Depserat forsøgte han at løfte sig selv op med armene igen, imens hans hoved rystede på sig, som om han ikke kunne tro på, hvad der var sket. Som om han ikke ville acceptere det. Men, endelig, faldt den store Djævle til jorden, og der var nu ikke andet tilbage, end nervernes sprællen.

Sekunded at Signet faldt til jorden, sukkede Mi’serable dybt, og faldt til jorden, hvor hun nu sad i en lille pøl, af hendes eget blod. Hun holdt stadig sin skadet arm en anelse op, og kiggede på den, med et smertefuldt blik. Hun rakte sin venstre op til bladet af hendes kniv, for at rive den ud, og så læne sig over på den venstre hånd, med et lavt klynk. Hun klemte sine øjne stramt sammen, med et ubehaget udtryk, imens såret på hendes arm trak sig sammen, inden hun til sidst var helt sig selv igen. Stort set. Hendes øjnes kaos, var nu blevet en mere mat, livløs farve.
Endnu et lavt suk kom fra hende, og hendes hoved lænede sig tilbage med en lav, kort latter.
“Ahh.. Skulle.. Være en Leviathan…” Hun klukkede et par gange igen, og kiggede over på Angelie, med et lille nik. Der var taknemlighed i hendes blik, da hun langt fra ville tage æren for, at have gjort det hele. Hun kunne kontrollere ham, og manipulere ham, men hvis Angelie ikke havde været der, havde hun været en nem skydeskive for Signet.

I det øjeblik, kom der et tungt, men lavt, skrig fra Signets døde krop, og en ny røgsky skød ud af liget. Denne figur var ikke lige så hurtig til bare at flyve i jorden, men virkede nærmere til at blive hevet imod det. Og da røgen endelig ramte betonet, begyndte liget langsomt at forvandle sig tilbage, til den mere menneskelige Signet. Mi’serable stirred på liget i stilhed, og vrissede med et par ryst på hovedet.
Der gik ikke længe, før Signet’s øjne åbnede sig igen, og blinkede et par gange. Han rullede på øjnene en anelse, imens han strak sin kæbe.
“Lad være med at brokke dig, bror. Jeg snød ikke, jeg spillede smart. Er ikke min fejl, at du aldrig kan finde folk til at hjælpe dig. Måske hvis du var et mindre røvhul, og holdt op med at true folk, samt lege med dem. Så kunne det være, at der var nogen ved din side.” Han talte ud i ingenting, men det var ganske tydeligt hvem han snakkede med. Han rejste sig op på armene, og kiggede ned af sig selv med et lavt suk, før han fik rejst sig helt op på fødderne. Han kiggede fortsat ned af sig selv, og det blodige jakkesæt, før han rakte fingrende op, greb fat i kraven, og baskede med sættet en enkelt gang. Blodet på hans tøj, virkede til at forsvinde på et sekund, samt hvad der ellers sad rundt omkring på hans krop. Han strak nakken en enkelt gang, og kiggede så over på Angelie, med et kort nik.
“Ved godt du ikke gjorde det for mig, men jeg er stadig taknemmelig. Tak.” Takkede han, og rystede en anelse på hans ærmer, og strak dem ordentlig ud imens han kiggede over mod Mi’serable, som bare sad og skulede af ham. Han sukkede en anelse, med et undskyldene udtryk, og løftede sin højre hånd, i et med at hans fedora kom frem i hånden, fra et lille puff røg.
“Beklager. Beklager til jer begge. Jeg burde have advaret jer, men det er.. Flere hundrede år, siden vi har haft brug for den form. Jeg.. Tænkte ikke på det.” Beklagede han, imens hatten røg på hans hoved. Mi’serable gav et stille fnys fra sig, og spyttede en klat blod ud tilsiden.
“Det.. Er næsten mere end 1000 år siden, jeg smagte Navaja blod. Mere end 500, siden jeg smagte en Elver. Stadig. Ville jeg kunne fortælle, præcis hvordan det smager for mig…” Vrissede hun, med et lettere fjernt udtryk, der langsomt gled imod jorden foran sig, som hendes arm, der stadig bar et sår, faldt til jorden. Signet skar en lille grimasse, der bar ærlig skam med sig, og hans eget blik gled også imod jorden.
“Mja, men.. Forestiller mig også, at det var behagelige minder. Er ikke synderlig tilfreds med min egen eksistens.” Svarede han stille, som et lavt meow kom fra døren ind til varehuset, og den store kat kom ind. Signet kiggede over imod den, med et lille smil, og holdt hånden ud imod den. Den genkendte ham med det samme, og tog hastige skridt over ved hans side. Han aede blidt kattens hoved, imens hans blik gled tilbage imod Mi’serable. Han sank en klump i stilhed.
“Jeg.. Ville tilbyde at hjælpe, men jeres tilfredshed med at se mig død, gør mig ret så sikker på, at I ikke ønsker denne. Desuden, ville jeg ikke kunne tilbyde mit blod, da det er…” Han stoppede sin egen beskrivelse af hans blod, da han udmærket godt kunne se på Mi’serables ansigt, at hun ikke var interesseret i en videnskabs time. Det vidste hun udmærket godt, og han havde sit svar. Hans blik gled så imod Angelie, imens han langsomt begyndte at bevæge sig baglæns, imod døren, hvis ikke hun havde noget andet at sige til det.

Som kniven gled igennem halsen på Signer, mærkede hun bladet penetrere huden dybt. En mindre kaskade af blodsprøjt ramte hende, som hun passerede. Hendes øjne lukkede sig beskyttende sammen, indtil hun mærkede fødderne solidt plantet på jorden endnu engang.
Fra kniven i hendes hånd, faldt de små dråber imod jorden, inden hun tørrede den over med et urørt stykke af hendes ene ærme, for at stikke den tilbage på sin retmæssige plads. Man kunne ikke se det på hende, men Angelie vidste hvor tæt det havde været på at gå galt. Der var kun en anden person, der skyldtes hendes liv netop nu.
Blikket gled i Mi’serables retning, som kroppen faldt tungt imod jorden, da magien stoppede sin virkning. Hun så kvinden virke en smule bleg, selv for en vampyr, inden hun skulle til at gå over imod hende. Hun stoppede kun sig selv, fordi Signets krop var begyndt at kravle imod hende. Blikket vendte sig imod hans, som hun hævede et øjenbryn, næsten ligegyldigt, af ham, inden hun ventede til den sidste krampetrækning fra den udstrakte arm. Endelig.. Hun himlede let med blikket, inden hun nåede over til Mi’serable i fire hurtige hop, for så at lægge armene beskyttende om hende.

Knælende ned i den blodpøl, som Mi’srable var faldet på knæ i, knugede hun kvinden en anelse voldsomt ind til sig, inden hun gav hende plads til at kunne fjerne kniven fra sin arm igen. Hun så stille til, som såret trak sig sammen.
Da hun endelig talte, kom der et dybt og opgivende suk fra Angelie. ”Havde jeg været opmærksom ville jeg vide hvad forskellen var.. stort bæst eller større bevinget bæst” tilføjede hun med den opgivende tone, denne gang vendt mod hende selv. Hun svang en arm omkring Mi’serables skulder, inden hun aede skulderen en anelse.
”Tak.. Du reddede mig.. igen” hviskede hun derefter dybtfølt, og hun mente det, hvert et ord. Hun skyldte kvinden så meget allerede. Hun fniste derefter ganske kort, inden hun fornemmede det tunge skrig fra kroppen. Hendes blik for imod denne, imens hendes frie hånd lagde sig ned imod den spændte kniv igen, dog uden at trække den. Her så hun den røglignende sjæl forsvinde, og nærmest blive revet ned igennem gulvet.

Hun lyttede til stemmen fra kroppen, og rystede næsten forarget på hovedet. Havde de ikke lige dræbt den krop, og her lå den nu og talte ud i luften. Det var mørke magier uden tvivl, nogle hun ikke havde set før den dag.
Som kroppen rejste sig, for derefter at slå blodet af sig med et enkelt svirp, blev Angelie udmærket klar over at hendes eget mørke tøj var sølet godt til i den samme røde farve, dels fra Signet, men også fra Mi’serables.
Hun rejste sig intetsigende op, inden hun gik hen forbi Signet, for her at samle pisken op som hun havde sluppet inden nådestødet. Tålmodigt rullede hun den sammen, fjerne et par løse hudstykker på krogene, men lod den svage røde farve sidde. Hun ville vaske det af senere.
Sammenrullet hæftede hun den tilbage på sin plads ved hendes hofte, inden hun gik tilbage til Mi’serables side. Hun blandede sig ikke i deres samtale, men hun kunne ikke lade være med at have en anelse ondt af drjævlen. At være på vampyrens dårlige side var et rigtig dumt træk, og Angelie vidste end ikke hvorfor der var dette dybe had imellem dem. Hun havde sine egne grunde, men kendte ikke Mi’serables.
Hun nikkede ganske kort til ham som han takkede hende. Han havde ret i at det ikke var for ham. Det var for hende, for dem. Derefter lod hun snak være snak, inden hun ventede på et øjebliks stilhed.

Da det endelig skete, og Signet så ud til at gøre klar til at forlade stedet, ventede hun en anelse mere indtil han var helt ude af døren. Hun havde på fornemmelsen at dette ikke ville være sidste gang hun mødte ham.
I stedet vendte hun sig imod Mi’serable, inden hun ville hjælpe hende på benene, hvis denne ikke allerede var det og tillod det. Derefter ville et dybt alvorligt blik komme fra Angelie, inden hun sukkende omfavnede hende hårdt.
”Jeg.. rejser væk.. om lidt” hviskede hun blidt imod Mi’serables ene øre, som hun knugede hende en enkelt gang mere, for at placere et blidt farvelkys imod vampyrens kind. Hun kunne ikke fortælle hvor hen, da hun ikke havde bestemt sig. Hun havde lovet at rejse ud, for at finde sit rette lod i livet, og det agtede hun at holde.
Selvom hun ikke ville finde en ny sten at støtte sig opad, måtte hun holde det løfte. Hun ville have ham tilbage og skabe en fremtid den vej igennem. Men intet skulle gå godt i hendes liv. Hver gang der kom et lys, stod der en klar til at kvæle det igen, gang på gang.
Hun smilede stramt til Mi’serable, som hun holdt følelserne indenbords.