You shouldn't be here? Neither should i but still... (Rayna)

Der var næsten ikke en lyd i penthouse lejligheden. Som om der ikke havde været nogen der længe. Det var heller ikke helt forkert. Lejligheden havde stået tom i et par måneder. Ejerne havde bare været så dumme at skrive en tweet om de ville være væk i 4 måneder mere. I troen af at deres lejlighed var uigennemtrængelig. Det var langt fra sandheden. Faktisk var det ikke lettere. Efter meget kort research fandt denne unge mand ud af at hele lejligheden var uden sensorer og kameraer. Ja udvendigt var der en del alarmer. Men hvad nu hvis de ikke kunne se dig? Denne unge mand bevægede sig over til elevatoren hvor han løftede sin hånd. Ud af den blå luft dannede der sig et nøglekort. Han placerede det i skanneren mens det stadig ikke helt var færdig. Hvorefter han lukkede øjnene. Og formede nøglekortet ud for de specifikationer som passede til skanneren. Før elevatoren åbnede. Han så op imod kameraet som var rettet direkte imod ham. Det lyste som om det kiggede på ham. Men der var ingen reaktion. Som om det slet ikke kunne se ham. Før han bevægede sig ind i elevatoren. Endnu et kamera som kiggede på ham som om den ikke var der. Han trykkede på knappen og lod elevatoren glide op. Før han steg ud af den og var mødt af en stor armeret dør.

Han løftede kort hånden og lagde den på boksen. Han stod stille og fokuserede. Der måtte være gået 10 minutter før han så meget som bevægede sig. Og næste øjeblik gik døren op som om sikkerhedspælene var væk. Hvilket de faktisk var. Da døren gik op var sikkerhedslåsene væk. Og døren lukkede i bag ham. Han gik roligt igennem lejligheden kort. Så rundt på den flotte dekoration. Ja her skulle han bo. I hvert fald lige nu. Han satte sig roligt ned på en lænestol og så ud af det nærmeste vindue roligt. Helt stille.

Med blide skridt, gik hun op af trapperne i bygningen ved siden af en smuk 20 etagers høj lejlighed. Da hun endelig kom op til taget, lukkede hun blidt døren efter sig og gik hen af dets tag, dog ikke med rank ryg, men nærmest kravlende hen over taget, blot for en sikkerheds skyld. Hun tog fat i den sorte rygsæk hun bar på ryggen, før hun fiskede en lille drone frem, inden hun tog en mobil frem og satte til fjernbetjeningen. Hun så på mobilens skærm, i det den lille håndflade størrelses drone, satte igang op mod himlen. Den fløj hen over lejligheden og tjekkede den ud oppe fra. Der var en dør oppe oven fra, som man kunne bruge til indgang, samt den så ikke begynderlig stærk ud. Hun tjekkede ud om der var nogle ved vinduerne, men så vidt hun kunne se, så var der ingen at se omkring. Hun kunne heller ikke se noget overvågning, indtil hun pludselig fik øje på et kamera. Hun aktiverede dronens bluetooth, før hun fløj lidt tættere på oven fra, i det hun fik signalet, så hun kunne hacke kameraet. Det ville køre i et loop, i hvertfald i en halv time nu, så hun havde masser af tid. Hun fløj dronen tilbage, før hun blidt tog om den og pakkede den tilbage.

Hun tog noget der lignede en krog frem, samt en lang tråd. Hun gik hen til kanten og kiggede derefter mod bygningen overfor sig. Der så ikke ud til at være nogen hjemme, som hun havde håbet og holdt øje med. Hun havde overvåget denne bygning i et godt stykke tid, samt fundet ud af dens forskellige former for 'forsvar' kunne man vel kalde det. Hun svang krogen, i det hun kastede den afsted, med rebet viklet om sit håndled. Krogen ramte siden af gelænderet på lejligheden, dog uden at give lyd fra sig, eftersom den var omgivet af sort silikone, så den ikke gav en lyd fra sig, andet end et meget lille bump, der næsten ikke var til at høre, især ikke i denne blæst regn.

Hun trak kort til sig, for at sikre sig, at den havde fået ordentligt fat, før hun tog tilløb og kastede sig frem mod lejligheden. I det hun gjorde det, sørgede hun for at trække sig selv hurtigt frem af med rebet, sådan så hun ikke ville lande for langt nede af og mod glasrudden neden under. Hun ramte metallet udenfor, der var ved siden af glasset, før hun begyndte at hive sig så hurtigt op som hun kunne. Da hun endelig kom op over, slap hun rebet og pakkede det hele sammen i sin sorte rygsæk. Hun var iført sorte sneakers, samt sorte leggings og en sort trøje. Hendes jakke var i hendes taske. Hun så kort rundt og satte sit hår op i en hestehale, i det hun trådte hen til vinduet og kiggede ind af det. Der var stadig ingen at se, så det havde været sandt nok over twitter. Hun så hurtigt rundt, for at sikre sig, at ingen havde set hende, fordi vis de havde, så ville hun blot stikke af, fra ingange oven på, men indtil videre gik det. Hun fandt en dør ud til balkonen, som hun så fik dirket op med 2 special dør tange, før hun åbnede den blidt og trådte indenfor. Hun lukkede døren efter sig. Hun bar sorte handsker, så hun ikke efterlod aftryk. Hun kiggede forsigtigt rundt og begyndte at søge efter skjulte kamera´er, samt overvågning, men der var intet at se.

Et smil gled over de fyldige rosa læber, før de gyldne dådyr øjne, blidt faldt på noget der lignede en låst skuffe. Hun fik den dirket op og tog nogle diamant smykker frem, som hun så stoppede i en pose, som hun havde i sin rygsæk. Hun lukkede posen og puttede den tilbage i sin taske, før hun gik rundt og studerede lejligheden yderligere. Hun gik hen til soveværelset og gik der ind og begyndte at søge rundt i skufferne, før hun gik ud der fra og skulle til at fortsætte hen til kontoret, i det hun syntes at høre noget sige klik, som kom der en indenfor. Hun skyndte sig at gemme sig inde i soveværelset, før hun ventede. Hendes øre gled langsomt frem, pjuskede og spidse, samt med sort hår, som en panther. Hun tog sig en smule til ørene. Det gjorde ondt at fremtvinge dem, uden en fuld forvandling, men det var en af hendes evner, at kunne fremtvinge dele af hendes panther form, for at bruge dem. Hun havde dog også øvet sig siden barn, samt blevet tvunget til det og straffet, når det ikke virkede. Hun åbnede forsigtigt døren og trak en kniv, i det hun listede sig frem af. Da hun så der sad en i en lænestol, stoppede hun brat op og holde kniven frem for sig, der gav en smule skær fra sig, når lyset ude fra, ramte bladets klinge. Hun havde ikke tænkt sig at gør noget med den, men det kunne han jo ikke vide. Hun kunne se det var silhuetten af en mand, men ikke mere. " Glem at jeg var her, så sker der dig intet ". Hendes stemme var blød men dog faretruende og den bar den velkendte egyptiske accent.

Det overraskede ham han ikke havde bemærket det tidligere. Men det var ikke ens betydende med han ikke havde bemærket det overhovedet. Han så roligt til højre for sig. En skuffe stod åben. Og en ring lå på gulvet. Han smilede let. Før han løftede sin hånd. Og skarpe kasteknive dannede sig foran ham. Dette var hans våben. Kasteknive var nemme at lave og kunne laves i større mængder uden at bruge meget energi da de ikke var særlig detaljeret. De svævede kort foran hans ansigt. Og drejede rundt om sig selv som var de fjer der var fanget i en vindstrøm. Før han roligt lod dem lande på hans skød. De formede sig helt færdigt og så var det han hørte stemmen bag sig. Han tog roligt en af dem op. Et svagt kling kunne høres fra klingerne der slap hinandens sider. Før han drejede rundt på stolen så han vendte sig imod hende. En klinge i hånden og flere i skødet på ham. ”Jamen godaften til dig også frøken.” Han så kort mod havedøren. Før den pludselig begyndte at forsvinde. Der var pludselig ikke flere udgange. Som om de ikke havde eksisteret til at starte med. Før han vendte blikket imod hende igen. ”Jeg beklager meget. Men det er vist ikke muligt for mig at glemme du var her. Og jeg ved det ikke ville være muligt for dig at glemme jeg var her.” Han tog de resterende klinger i sin frie hånd så han var klar til at kaste dem mens han så afventende på hende.

Da han drejede rundt, fik hun med det samme øje på klingen i hans hånd, samt der lå flere i hans skød, så vidt hun kunne ane. Hun studerede ham en smule og så afventende på ham, med kniven pegende mod ham. Hun fulgte hans blik kort, dog fjernede hun det ikke, da hun så at havedøren forsvandt så småt. Var han en der kunne lave illusioner?. Hun kunne dog ikke rigtig komme ud af illusionen alligevel, vis det endelig var, eftersom hun så havedøren forsvinde og det ville være alt for meget besvær at prøve at finde til håndtaget, samt hun ville sikkert også ende skadet eller måske død eller indfanget til politiet, til den tid.
Da han sagde at han beklagede, at det ikke var mulighede, kunne hun allerede se, at han ikke ville lade hende gå. Hvad skulle hun gør?, bestikke ham... tigge og bede ham om at blive sluppet fri, tag sin chance i kamp. Han virkede dog alt for magtfuld i forhold til hendes evner. Hun så tøvende på ham og svarede " Vis jeg lægger dine ting tilbage, kan jeg så gå.. jeg ønsker ikke en blodkamp ". Det gik dog op for hende, i det hun sagde ordene, at dette måske ikke var hans hjem, eftersom han havde sagt, at det ikke var muligt for hende, at glemme at han var der. Var det ikke ham der ejede lejligheden??.. hvad lavede han her så?, var han også en tyv.

Hun så sin mulighed og sagde " Vis vi splitter byttet, så kan vi vel begge lægge dette bag os.. ellers er den eneste udvej vel en kamp ". Hun stod stadig med sin kniv, klar til vis han prøvede på noget, skønt hun rystede svagt, eftersom hun ikke rigtig havde kæmpet med nogen. De gylden honning brune øjne, så afventende på hans svar. Tankerne væltede rundt indeni hende, om hvad der kunne gøres i netop denne situation. Hun følte sig presset og vidste at det ikke var alt der kunne gå godt. Han havde på en eller anden måde fjernet hendes udgange, samt han havde ikke tænkt sig at se igennem fingre med dette. Hun bed sig en smule i underlæben og sagde " Hvad skal jeg gør, for at du lader mig gå? ". Det var et bedre spørgsmål, eftersom hun ville forhåbentligt få et ærligt svar, eller også ville hun få et svar, der ville indiker, at kamp var vejen frem og så måtte hun jo gå den vej, men indtil videre, ville hun vente og prøve at tale sig ud af det.

Han grinte let. Hans ting? Han var ikke ejer af dette sted. Men han var heller ikke en tyv. Men han var heller ikke en type der villigt ville lade et vidne gå. Han rejste sig roligt op. Så fast på hende. ”Dette er ikke mit hjem. Lige så vel som det tydeligt ikke er dit.” Sagde han svagt og delte kasteknivene op så han havde lige mange i hver hånd. Samtidig med han talte dem. Han havde 4 knive i hver hånd. Det var 8 chancer for at ramme. Han vendte blikket imod hendes kniv kort. En kniv. Han så undersøgende op og ned af hende. Det var ikke som om hun havde nogle andre. Godt… Hun havde tabt hvis hun prøvede på noget. Men eftersom han lige var brudt ind. Var hans balance på den onde del. Hvilket betød han skulle prøve at afbalancere det.

Hun begyndte at snakke om at splitte byttet? Hun troede virkelig ikke på at det var så nemt at slippe af med ham? Tydeligvis… Han var egentlig skuffet over det. Han grinte let. ”Jeg er ikke her for at rydde jointen som i tyve kalder det. Jeg er her for at bo her. Og hvis jeg lader dig gå vil det betyde jeg skal flytte igen.” Hvordan ville denne situation udvikle sig? Han så på hendes kniv igen. Hvilke muligheder havde hun? Hun kunne kaste den. Men det ville sætte hende forsvarsløs… Dumt valg. Hun kunne angribe ham. Han kiggede et kort sekund ned imellem dem. Der måtte være omkring halvanden til to meter imellem dem. Ikke tid nok til at han kan kaste en kniv. Men tid nok til hun kunne ramme ham. Det gik ikke. Så ville hun sætte spørgsmålstegn på den manglende død… Interessant…

Han vendte blikket imod hende igen. Før han hørte hendes næste spørgsmål. Godt spørgsmål… De var i en spænding. Han smilede kort. Der var den… Spænding… Den skulle bare løsnes. Han kastede knivene op over hovedet af ham. Hvor de begyndte at svæve og vende sig imod hende. De drejede langsomt rundt om sig selv som om de forberedte sig på noget. Men faktisk spændte de klar til at angribe. ”Drik et glas vin med mig.” Sagde han roligt med et svagt smil. Det var hans svar. Hvad hun kunne gøre for at han ville lade hende gå. ”Det har jeg oplevet skulle være en god start.” Sagde han roligt og vendte sin hånd imod køkkenet lidt fra dem hvor det eneste lys der kom derfra var et vin køleskab fyldt med dyr vin.

Hun trådte lidt bagud, da det var at han rejste sig op og så ud til at være endnu mere truende end i starten. Han havde måske allerede valgt at ville kæmpe, fordi sådan så det i hvertfald ud fra hendes side af, da han stod der med 4 klinger i hver hånd. Hun bed sig en lille smule i den bløde fyldige underlæbe, der blidt gav sig en smule og smøgede sig lidt til siden, mens de gyldne dådyr brune øjne, så desperat efter en mulighed for at slippe væk i stedet for. Der var dog ingen mulighed for escape. Vis hun endelig skulle gå ned, så ville hun dog gå ned, kæmpende.. aldrig nogensinde ville hun blot overgive sig med det samme, ikke vis det var hun alligevel skulle kæmpe for at overleve. Hun så undrende på ham, da han sagde at han ikke var her for at ville rydde det hele, men mere bo her. " What?... vil du bo her. Et sted du hverken kan tænde lyset ved, samt gå udenfor, eftersom der muligvis er folk på nabo watch ". Hun kunne ikke lade vær med at grine en lille smule, i det hun svarede" hvor er du virkelig naiv ". Hun kendte ikke til manden eller hans baggrund, men han lød virkelig ikke særlig professionel. Dog kunne han jo altid udgive sig for at være en der passede på huset, men så igen.. man skulle passe på hvad man foretog sig, især i så digital en verden som nu.

Da han gjorde tegn til at ville angribe, begyndte hun at spænde i sine muskler, indtil hun hørte hans ord. * Vent?.. ville han ikke angribe.. *. Hun vidste ikke hvad der forgik mere, men hans ord kom virkelig bag på hende, dog som han havde sagt. Han ville ikke lade hende gå og hun havde IKKE tænkt sig, at blive siddende i denne lejlighed og ende med at blive snuppet af politi, blot fordi han var dum nok, til at lege ferie hus i en lejlighed der ikke var hans. " Sorry, men jeg drikker ikke på jobbet ". Med de ord, så satte hun i spring mod ham. Hun holde en arm op over sig, med spredte fingre, for bedst mulig måde, at måske ende med at få klingerne, direkte ind i armen eller ryggen, i stedet for hendes hals eller nakke, samt ansigt, der var sårbar. Vis hun fik muligheden, ville hun stikke kniven direkte hen mod hans hjerte, eftersom hun mente at dette var en død eller levende situation. Kniven var ikke forfærdelig lang, så vis hun fik den stukket ind, så ville den måske kun liiiiige... ramme hans hjerte, men dog stadig ramme det og hvis ikke, ville hun prøve at slashe efter hans hals, eller ansigt. Hun havde forhandlet.. havde hørt hans valg, samt hvad han havde i tankerne. Hun kunne ikke tag det stille og roligt. Hun kendte hverken denne mand eller hvad han var i stand til. Hun håbede dog ikke at hun ville ramme ham, men blot skræmme ham, nok til at hans illusion eller hvad end han havde gjort, ville forsvinde, så hun måske kunne stikke af.

Han så lettere overrasket på hende. Naiv? Måske. Men Nabo watch? Wow hun virkede ret uprofessionel. Hvis hun havde gjort lidt research burde hun have fundet ud af at der kun var en vej op og ned. Og nabobygningen var en arbejdsbygning. Ingen efter klokken 17. Efterfølgende ingen naboer og ingen kunne komme op uden nøglekortet. Som han havde kopieret med sin evne. Han var alene. Og ingen ville nogensinde vide han var der før han var for længst væk igen.

Men nu fik han travlt. Han hørte hendes ord. Hendes bevægelse. Han hævede hænderne før han svang dem imod hende. Klingerne fløj imod hende og fløj forbi hende. Snittede hende flere steder fordi hans hensigt ikke var at dræbe hende. Men at afmagte hende så hun ikke prøvede noget stupidt som lige nu. Dog før han nåede at sende nogle permanente skader imod hende. Mærkede han kniven bore sig ind i hans brystkasse.

De resterende knive der stadig fløj faldt til jorden. Og havedøren dukkede op igen. Han lagde en hånd på hendes skulder. Og så hende direkte i øjnene. Med et smil. Hvorfor ikke? Han vidste trods alt noget hun ikke selv gjorde. Han var ikke dødelig. Han kunne ikke dø. Efter hvad han selv vidste. Han mærkede smerten bryde fra hans brystkasse imens han holdt fortsat fast i hende. Så hun faldt med ham til jorden. Hans ansigt skar af smerte da smerten nåede hans hoved. Hans øjne mørknede roligt. Og det blide livlige glimt i hans øje begyndte at falme. Det var som om han faldt i søvn. Han hostede kort. Blod fløj op med hans hoste. Og pludselig så det ikke ud til at han var ved at falde i søvn. Men ved at dø.

Han brugte sine sidste kræfter til at udregne hvor lang tid han ville være væk. Hans hjertekammer var splejset op. For i takt med kniven penetrerede bevægede han sig også og det betød hjertekammerets revne blev åbnet yderligere. 10 minutter ville han tro. Og pludselig forsvandt han helt. Han virkede fuldstændig som om han var død.

Hun mærkede hvordan hun næsten gled igennem luften, mens hendes hjerte pumpede så hurtigt, at adrenalinen skød rundt i hendes krop, som så også fik den til at ryste svagt. Hun mærkede nogle klinger, der strøg blidt som smør, hen over hendes arme, samt rev hendes trøje i stykker, hist og her, før hun nåede hen til ham. Hun havde ikke regnet med det der skete. Hun mærkede hvordan hendes kniv, nærmest som smør.. gled ind igennem hans stof, før det pressede sig videre igennem, forbi hans ribben, før det ramte det bankende hjerte. Hun spærrede sine øjne op i ren chok, mens hun så chokeret på det syn foran hende. Hun havde stukket ham.. faktisk ramt ham. Hun havde aldrig rigtig haft i sinde, at ramme ham, at gør ham skade, måske skræmme ham nok til at sænke hans illusioner, men dette, dette kunne ikke passe. Hun hørte knivene sætte sig fast i gulvet bag hende, mens hun stod der, med store øjne, stirrende på kniven, stadig holdende om den, stukket direkte ind i brystet af ham, hvor hans hjerte burde sidde, vis han var menneskelig eller havde en menneskelig anatomi.

Da han tog hårdt fat i hendes skulder, stod hun blot stadig og holde om kniven med sin højre hånd og den anden hånd ved hendes side. Hun kunne ikke tro det. Hun havde ramt ham... Da hans greb strammede sig, skar hun kort en grimasse, før hun mærkede hvordan han sank til jorden. Hun kunne ikke få hans creepy smil ud af hovedet. Hvordan kunne han smile sådan!?, han var blevet spiddet af en kniv!?. Hun var faldet hen over ham, i det han havde hevet hende med ned, før hun placerede den ene hånd mod gulvet og slap endelig kniven, for at søtte sig med den anden hånd, mod gulvet. Hun lå nu der, over ham med en arm på hver side af ham, mens hun så på ham med adskilte læber, som vidste hun ikke om hun skulle skrige eller græde. Fortvivelse viste sig hen over hendes ansigt, i det hun så hans ansigt skære sig i smerte. " Fuck fuck fuck!?... please ikke dø! ". Hun så panisk rundt, i det hun rejste sig hurtigt og gik hen og fandt noget stof, før hun trådte hen til ham igen og gik på knæ. Hun skulle til at løfte hans hoved, i det han hostede blod op og hun trak sig forskrækket væk fra ham, før hun hurtigt lagde stoffet under hans hoved. " please ikke dø! ". Hun ruskede en smule i ham og klappede ham blidt på kinderne, i det han syntes at forsvinde hen, som om hans øjnes glød.. forsvandt, inden hun så ham dø for øjnene af nej. " Nej nej nej!... please! ". Hun vidste ikke om hun skulle fjerne kniven, eftersom hun havde hørt, at det kunne gør det værre.

Hun rystede hen over sine hænder og tog blidt fat om kniven, i det hun fjernede den og så blodet der begyndte at boble op. Hun prøvede at stoppe det med sine hænder, mens hun så panisk rundt. Der var intet hun lige kunne tænke på at bruge. Hun lænede sig hoved ned mod hans, så hans blod endte mod hendes øre samt kind og hendes lange ravne sorte hår, blev badet i blodet fra gulvet af. Hun kunne ikke høre hans vejrtrækning overhovedet. Hun prøvede blidt at masseger hans hjerte, i det hun så tøvende på ham og lænede sig frem og holde ham på næsen og samlede sine læber mod hans, i det hun pustede blidt, men efter at ha gjort dette i nogle sekunder, gik det op for hende, at hun ikke kunne redde ham. " Hvad har jeg gjort! ". Hun vidste ikke om hun skulle stikke af, eller blive. Hun havde lyst til at ringe efter en ambulance, men hun kunne ingen puls finde ved hans hals. Hun så panisk rundt og mærkede sine øjne blive våde. " Det min skyld alt sammen ". Hun ville blot skræmme ham.. hun havde ikke regnet med, at det faktisk ville virke.. nærmere.. hun ville ikke ha, at det skulle ha virket. Hun satte sig ved siden af ham, fyldt med blod, efter at ha prøvet at pumpe hans hjerte, der blot havde resulterede i mere blod på hendes hænder, samt kyssede hans blodige mund, for at få luft ned, samt hendes hår var blodig.. det eneste der ikke var så blodigt, var hendes fødder. Hun strøg sig med sin blodige hånd hen over hendes pande, der havde fået små dråber af sved, i det hun snøftede og strøg en tåre væk. Hvad skulle hun gøre..

Tiden gik. Sekunder blev til minutter. Men selvom verdenen fortsatte rundt om ham var det som om der gik et sekund for ham selv. Det var som om hele hans krop havde glemt hvordan man trak vejret. Hans fingre begyndte svagt at bevæge sig. I små spjæt. Næsten usynlige. Hans glimt i øjnene begyndte langsomt at samle sig igen. Hans sår healede sig igen. Og det yderste blod på hans tøj begyndte at glide ind i såret igen. Han mærkede hvordan hans hjerte begyndte at pumpe igen. Og så kom det. Befrielsen. Smerternes forsvinden. En dyb vejrtrækning kom fra ham. Og hans hånd gled direkte til såret som ikke længere var der. Han begyndte at trække vejret dybt og fylde sine lunger. Efter et hi var hans energi på sit yderste. Hvilket betød hans evner var hurtigere og stærkere. Hvilket gjorde han vendte blikket imod hende. Og foran hendes læber dannede sig der en illusion af tape der holdte hendes læber sammen. Hvilket for hende ville virke og føle ægte så hun ikke kunne skrige. ”Please lad vær med at skrige.” sagde han let og satte sig langsomt op. Ham rømmede sig kort og spyttede et par gange for at fjerne de sidste rester af blod.

Han vendte blikket imod hende. Blodet lå ned af hans læber som var han vampyr og lige havde drukket af en anden. Han hævede sin hånd og for hende så det ud som om bånd gled ud af hans hænder som bandt hendes arme sammen på ryggen af hende. Hans evner var hurtige og præcise lige nu. Hvilket betød sandsynligheden for hun undgik var lav. Han så på hende svagt. En vrede strålede fra hans øjne. ”Du slog mig ihjel…” Han greb fat i hendes arm og rejste sig op i takt med han løftede hende op i armene så hun var tvunget helt op og stå med sine arme hævet over hendes hoved. "Skrig og jeg sørger for vi står lige." Han svang hånden og fjernede tapen for hendes mund så hun kunne tale. Men første tegn på hun ville skrige og de ville falde over hendes læber igen.

Hun sad for sig selv med et blankt blik, der stirrede direkte ud i rummet, mens hun vippede en smule frem og tilbage, med bene tæt ind til sit bryst. Hun vidste ikke hvad hun skulle gør og hun var vel også gået lidt ind i sig selv, som en form for traume, over at ha dræbt en. Dette skulle aldrig være sket i første omgang dog. Hun ville blot skræmme ham en lille smule, ikke... dræbe ham. Da hun hørte en lyd komme fra liget af, kunne hun ikke rigtig bevæge sig til at starte med, før hun hørte den dybe vejrtrækning, der fik hende til at give et helt spjæt fra sig, af bare chokket, over at han pludselig sagde noget. Hun spærrede sine øjne op, da hun så ham sidde op, før hun skulle til at skrige, inden hun mærkede noget over sine læber og evnen til ikke at skrige. Hun tog sig til sine læber og mærkede det blanke glatte tape hen over, dog var hun slet ikke sikker på hvad der var virkeligt mere og hvad der ikke var.

Da båndene gled fra hans hænder og satte hendes arme fast, i en låst position, så hun skrækslagent på ham, afventende på hvad han ville gør mod hende nu. Ville han torturer hende eller slå hende ihjel eller melde hende... hvad ville der ske med hende nu. Hun havde slet ikke tænkt på at stikke af, eftersom hun stadig var så meget i chok. Var dette en drøm, var hun faldet i søvn? besvimet.. død?. Hun nikkede forsigtigt, til det med at hun ikke skulle skrige. Det turde hun ikke rigtig nu, dog havde hun skam haft lyst til det. Hvordan var han stadig i live?. Hun var næsten overbevist om, at hun var besvimet eller havde mødt døden, på den ene eller den anden måde, men så igen.. hun huskede ikke at være faldet hen, eller nogen former for smerte, der kunne måles med noget hun måske var blevet såret af, nok til at dø af. Da hun så vreden, gøs hele hendes krop, før hun mærkede ham tage fat i hendes arm lettere hårdt, ville hun selv mene, før hendes arme blev løftet op over hendes hoved. Hun så skrækslagen på ham og turde ikke at gør modstand, eftersom hun følte sig hjælpeløs og forvirret på selv samme tid. Da han sagde, at vis hun skreg, ville han sørger for de stod lige, så kunne hun ikke andet end at tie, da han fjernede tapet fra hendes mund.

Hendes underlæbe dirrede en smule, mens adrenalinen kørte rundt i hende, så hun havde endt med at få det skidt, fordi den ikke kunne få lov til at slippe det løs på en sund måde. Hun følte sig let i hovedet, samt hendes øre var så småt begyndt at komme frem, mens hendes tænder ligeså var blevet skarpere. Hun følte sig truet, men ligeså var hun også så skrækslagen, at hendes instinkt havde fortalt hende, at hun skulle flygte. " J-Jeg ". Hun hviskede næsten, i det hun prøvede at stamme ordene frem. " J-jeg ville ikke.. dræbe dig ". Hun mærkede hvordan tårerne så småt begyndte at forme sig, mens hun stod og prøvede at holde balancen, mens han holde hende fast.

Et svagt smil gled over hans læber. ”Hvis du ikke ville dræbe mig. Hvorfor stak du mig så? Jeg havde ikke nogle hensigter til at skade dig. Jeg gjorde klar til at forsvare mig selv. Jeg havde ingen aggressive hensigter.” Sagde han svagt og kastede hende hen imod den lænestol han havde rejst sig fra. Han gik roligt hen til en stol ikke langt derfra som han tog fat i og hev hen af gulvet så den knirkede og knagede imod det hårde træ gulv. Før han løftede den og bankede den ned i gulvet foran hende. Han satte sig roligt ned. Dette var en ond gerning til. Han var nød til at finde en balance snart. Der kunne ikke gå længe mere. Han sukkede kort. Og så på hende svagt. ”Alt hvad jeg ville var at tilbyde dig noget vin. Drikke det lidt og lære hinanden at kende. Du ville få mit navn. Og jeg ville få dit navn. Så ingen af os havde muligheden for at stikke den anden. Da jeg sagde jeg ikke kunne lade dig gå. Var fordi jeg ikke kunne stole på du ville lade være med at melde mig.” Han så kort ned på gulvet. En kniv sad i træet. Og han lod den svæve op imellem dem. Før han lod sine fingre glide hen over den. ”Jeg ville skabe en tillid. Give ind for min gode side. Og nu har du dræbt mig. Så nu er jeg nød til at tage min hævn.” Han vendte blikket imod hende svagt. Kæder sprang op fra lænestolens armlæn og greb fat i hendes arme. Båndene om hendes hænder forsvandt og kæderne spændte hende fast mod stolen i stedet. Selv fra gulvet gled der kæder op og greb fat i hendes ben så hun ikke kunne flytte sig. Medmindre hun tvang kæderne til at sprænge som den illusion de var.

Hun så undrende på ham og sagde " Du lignede ellers en der ville angribe mig, desuden så lukkede du alle mine udgange.. jeg havde intet valg, andet end at prøve at skræmme dig. Jeg troede du ville ha reflekser nok, til faktisk at forsvar dig ". Eller gør et eller andet med hans magier, men hun tænkte at det ikke var nødvendigt at sige, eftersom det var ret åbentlyst. Hun mærkede hvordan han hårdt skubbede hende til siden, som kastede han hende, før hun ramte lænsestolen, som han havde sat i før i tiden. Hun så kort chokeret ud, men hendes ansigt gled dog hurtig hen i noget der kunne mindes om arrighed. Hun så lettere vredt på manden foran sig, mens han tog en stol og bankede den ned i gulvet foran hende. Hun prøvede at slippe fri fra det han havde bundet hende med, men hun anede for det første ikke om det var ægte eller falsk. Hun kunne ikke mere se forskel på illusioner, samt virkelighed.. efter det der var sket. Hun kunne ligeså godt være død eller bevidstløs.. og så blot drømme alt dette her, så hun valgte at stoppe med at kæmpe imod for nu og blot se det hele an, fra en anden vinkel af en før. Hun grinte kort, da det var, at han sagde at hun ville få hans navn og så ville han få hendes. " Du ville aldrig få mit navn. Tror du virkelig at jeg er så dum?. Du kan kalde mig Night ". Hun ville aldrig give sit navn ud, især ikke til en fremmed, der havde fanget hende i netop dette.

Da han sagde, at han ville sikre sig, at han kunne stole på hende, rystede hun blot på hovedet og svarede " Ingen er til at stole på. Især ikke en fremmed ". De gyldne øjne, fik et lettere advarende glimt i sig, da det var at han berørte klingen, der var mellem dem. Hun så skrækslagen rundt, i det hans ord gav genlyd i hendes tanker. Hævn.. han havde vel ikke tænkt sig at dræbe hende!?. Hun så panisk på ham og begyndte at kæmpe imod kæderne, mens de smøgede sig om hendes arme. Hun prøvede at rive sine hænder til sig, samt ben, men hun kunne ikke. Hun var låst fast til stolen. " Grrrrrhhh! ". Hun knurrede af ham og hendes øre gled langsomt frem, efterfulgt af hendes sorte lange hale, samt hendes negle blev spidser og mere buede i det, hvorefter hendes tænder, som hun havde blottet, blev mere skarpe i det, samt hjørnetænderne længere også. " SLIP MIG FRI! ". Hun knurrede endnu engang, i det hun prøvede at rive sig fri alt hvad hun kunne, men hun kunne ikke komme fri, uanset hvor hårdt hun rev, eftersom hun ikke var så stærk i styrke, men mere hurtig og adræt, samt smidig.

Han trak let på skulderen. ”Du har nok ret. Ingen fremmede er til at stole på.” Han vendte blikket imod hende svagt. ”Evan Knight er mit navn. Fordi enden hjælper du mig med at skabe en tillid. Eller også vil dette blive din gravplads. Og tro mig du rejser dig ikke op igen.” Sagde han let og lod siden af klingen røre hendes ene lår hvor hans klinger der fløj forbi hende tidligere havde lavet et hul så hun kunne mærke det kolde metal imod hendes hud. ”Kom nu. Hvad kan det skade? Enden slipper du ud i live eller du slipper aldrig ud. Hvad kan det skade?” Spurgte han let og løftede klingen op så han havde fat i den hængene ovenover hendes lår. Før han slap. Klingen faldt imod hendes lår. Hvis hun svarede ham inden den ramte ville den stoppe i luften lige ovenover hendes lår. Hvis ikke ville den spidde hendes lår cirka halvanden centimeter ind. Den faldt ikke fra særlig høj højde. Så selvom kniven var ekstrem skarp ville den ikke pierce mere. Men heldigvis for ham… Havde han 7 mere. Der løftede sig fra gulvet og fløj ned i hans skød.

Hun kunne mærke hvordan hendes indre panther skreg for at komme ud, for at angribe og flænse. Hun prøvede at holde den nede, mens hun mærkede bølger af smerte glide igennem hendes spinkle krop, mens hun kæmpede både mod den fremmeds lænker og hendes egne usynlige indeni. Hun hørte hans faretruende ord og for en gangs skyld, så turde hun ikke rigtig tag chancen. Hun mærkede det kolde metal imod hendes hud, hvordan det nærmest slikkede hendes varme lår, så hun gav rystninger fra sig, af blot det kolde gys. Hun prøvede at holde sin forvandling tilbage, prøvede at holde skak med sig selv. " Please ".
Hun nåede dog ikke at få mere ud, før hun mærkede klingen sætte sig fast i hendes lår. Hun bed tænderne hårdt sammen af smerten og gav en kort lyd fra sig " Grrh! ". Hun så væk fra ham og klemte sine øjne sammen, mens hun prøvede at holde sig under kontrol, før hun besluttede sig for, at dette måtte stoppe. Hun kunne ikke vinde i denne kamp, ikke med den styrke hun bar nu. Hun så arrigt hen mod ham og sagde gennem sine sammenbidt tænder. " FINT ". Hun prøvede at trække vejret på en lidt mere beroligende måde, mens hendes øjne stirrede stift på klingen i hendes lår. " Jeg skal nok være medgørlig ". Hun rystede i hele kroppen af hendes adrenalin og hun havde det skidt, som skulle hun kaste op.

Hun så kort væk fra ham og prøvede at trække sine øre og hale ind, samt få hendes forvandling til at stoppe. Ligeså langsomt, begyndte ørene at forsvinde og halen ligeså, efterfulgt af tænderne blev normale og neglene også. Hun tog et langt suk og lod sig slappe af i hele kroppen, mens hun sad tilbage, i det hun så tøvende mod ham. Hun var nød til at give noget til ham, for at forsikre ham om, at hun ville holde en form for våbenhvile med ham. " Rayna... mit navn er Rayna Nuru Nem-Ankh... ". Hun tøvede en smule og sagde " En glæde at møde dem. Mr Knight ".

Han smilede roligt. ”Fantastisk.” Sagde han kort og tog roligt fat i klingerne på hans skød. Før han løftede dem op foran hendes ansigt. Hvor de langsomt begyndte at gå i opløsning som en vitamin pastil i et glas vand. Boblende. Og så var de helt væk. Han så på kniven i hendes lår som også begyndte at forsvinde. Men i stedet for de andre knive som gik i opløsning smeltede kniven og formede sig over hendes sår og rundt om hendes lår som en bandage. Boblerne fra knivene i hans hånd gled ud over hendes krop og formede sig om alle de andre sår som plastre eller bandage alt efter hvor dybe sårene var. Han så roligt på hendes egen kniv. Et lille sving med sin finger og den rejste sig fra jorden og fløj langsomt hen til dem. Han tog roligt fat til den. ”Den beholder jeg.” Sagde han roligt og lagde den på bordet. Hvorefter han svang sin hånd over den og pludselig forsvandt den. Han rejste sig op og tog fat i stolen som han havde siddet på og trak den hen på plads. Et sving med sin hånd imod hende og kæderne slap hende. Lod hende gå. ”Lad vær med at stikke af eller du tvinger mig til at indfange dig og holde dig lænket igen.” Sagde han roligt mens han bevægede sig hen til køkkenet.

Han åbnede roligt vin køleskabet og tog en flaske frem derfra. Han så undersøgende på den. ”Den er sikkert fin. Jeg har ingen forstand på vin men lad os prøve.” Sagde han roligt og så imod hende smilende. Før han stillede vinen på den lille ø i køkkenet. Før han vendte sig for at finde vinglas.

Hun fulgte ham varsomt med sit blik, hver eneste bevægelse han lavede, blev nøje studeret. Hun havde dog også lært lidt, fra alt det han havde vist hende indtil videre, så hun nogenlunde vidste hvordan han tænkte nu. Hun følte sig dog hverken tryg eller tilpas, men dette måtte gå. Så længe hun kunne overbevise ham, at hun ikke meldte ham, så kunne hun vel få lov til at gå på et tidspunkt?. Da han svang sin hånd mod hende, så kæderne slap hende, åndede hun lettet op og rejste sig med det samme, i det hun begyndte at tag sig en smule til sit lår. Det gjorde ikke forfærdelig ondt, men det kunne alligevel mærkes, da han havde ramt hende. Hun nikkede forsigtigt og fulgte derefter med ham, da han trådte ud i køkkenet.

Hun satte sig oppe på en af de mange stole der var ved køkken øren, på den ene side, væk fra håndvasken, samt køleskabet. Hun betragtede ham nøje med sit blik og så derefter ned på sine hænder, der var dækket med hans blod. " Hvordan kan det være, at du ikke døde?... ". Hun så tøvende på ham. Hun forventede ikke et svar, andet end et flabet måske, der ville lyde i stil med magi eller at det var hans hemmelighed. Hun kunne dog godt forstå ham, vis han valgte ikke at dele ud af netop dette, dog fandt hun det stadig mærkeligt. Hun berørte blidt sine læber og mærkede det størknede blod, før hun hoppede ned fra barstolen, inden hun smuttede rundt om køkken øen og gik hen til håndvasken og vaskede sine hænder rene, for derefter at føre hånd op til sin mund, samt ansigt og vaskede det, så hun kunne prøve at få blodet af. Hun brugte koldt vand, eftersom det var lettest at få blod væk med det, før hun forsigtigt så mod Evan. " Så Evan.. hvorfor ikke skaffe dit eget hjem?.. er du hjemløs ". Hun kunne ikke helt tro det, men vis han var, så var de jo egentlig lidt i samme situation. Hun havde dog et telt, men stadig.. hun var stadig hjemløs i den forstand, at hun ikke havde en lejlighed eller fast adresse.

Han grinte let da hun spurgte hvorfor han ikke var død. Han hældte roligt noget vin op i begge glas han havde foran sig. Og skubbede det ene hen til ham. ”Jeg kan ikke dø. Så simpelt er det.” Sagde han roligt og så på hende svagt. Og trak let på skulderen. ”For at være ærlig er jeg blevet dræbt flere gange end du kan tælle til. Men af en eller anden grund virker det ikke rigtig. Jeg må være ærlig jeg ikke engang selv husker det.” Han hævede det ene glas og tog en tår. Før han fulgte hende gå rundt om øen for at vaske hende. Hendes ord fik ham let til at grine. Hjemløs? Wow. Så han da sådan ud? Han så ned af sin blod overtrukkede armani skjorte. Og imod sit Rolex President edition ur. Før han trak let på skulderen og tog en tår. ”Ja det kan man vel godt kalde mig. Jeg er en efterlyst flygtning fra loven.” Han vendte blikket imod hende. ”Frankrigs bedste smuggler så at sige. Så jeg kan ikke bo et sted.” Sagde han svagt og stillede glasset på øen igen. ”Hvad med din hemmelighed? Hvorfor stjæle? Du har en skønhed. Du kunne blive bartender eller tjener eller stewardesse. Jeg høre de har gode rettigheder nu til dags.” Han grinte let og tog en blid tår af glasset igen.

Hun tog imod glasset, da det gled hen til hende, hvorefter hun førte det op til sine læber og betragtede ham med dette varsomme blik. Hun blev dog ret så overrasket over, at han fortalte hende, at han var blevet drabt op til flere gange. Hun stilte glasset blidt fra sig og sagde " Virkelig? ". Hun tog det op da han tog sit op, for at hæve det med ham og tog en tår, inden hun stilte det fra sig igen og gik hen og gjorde sig så ren, som hun nu kunne ved vasken. Hun gik tilbage og satte sig, i det hun lyttede til det han fortalte. " Du kunne altid få dig en kæreste og opholde dig der?, ved mindre du allerede har det og alligevel smutter rundt de forskellige steder ". Hun smilede forsigtigt og tog endnu en tår, før hun så mod hans blik, samt hans øjne. Han bar dyrt tøj ja, men det gjorde hun skam også, et eller andet sted.. dog var hun ikke meget for at bære det, især ikke på job.. der skulle det blot være så mørkt som overhovedet muligt, for at skjule hende. Da han spurgte hvad hendes hemmelighed var, så hun kort skamfuldt ned. Hun bed sig en smule i sin underlæbe, før hun svarede " Jeg.. spare op til en lejlighed, så jeg er hjemløs. Jeg bor i telt hist og her ". Hun så tøvende på ham. Hvorfor fortalte hun ham egentlig alt dette?. Hun følte sig pludselig rigtig dum og tog endnu en tår af vinen.

Hun sukkede tungt og svarede " Jeg har ikke lyst til at være nogen af de dele. Jeg vil gerne være fashion designer... designe de smukkeste brude kjoler til kvinder, samt business suits til mænd ". Hun så kort lidt skuffet væk fra ham, i det hun svarede " Men uddannelsen koster, samt jeg vil helst spare op til mindst 3 års husleje.. så kan jeg gør min uddannelse færdig, så jeg stadig har et hjem indtil ". Hun så kort mod ham og smilede forsigtigt, i det hun svarede " Men tak fordi du syntes jeg skøn ". Hun grinte kort og tog endnu en tår af vinen, så der ikke var mere tilbage i hendes glas. Hun strakte sig en smule og sagde " jeg smutter lige ud og får vasket det meste af blodet væk.. vil du med? ". Hun hentydet til badeværelset og at det var en god ide at få blodet væk. Hun prøvede at slappe af så godt hun nu kunne om ham, samt virke normal, men sandheden var, at hun var hele tiden på vagt overfor ham. Hun tog vinen med sig, efterfulgt af det tomme glas, før hun gik hen af hvor badeværelset måtte være. Hun åbnede døren og trådte indenfor. Hun stilte vinen fra sig og derefter sit glas, før hun betragtede sit spejlbillede. Iført den sorte trøje og de sorte bukser, dog var der cuts her og der, der var dækket af bandage, samt hendes lange ravne sorte hår, var blodigt og sad lidt sammen, samt det sad i en hestehale ned af ryggen af hende. Hun tog noget papir og gjorde vådt, før hun begyndte at vaske sine arme, samt hals og ansigt ordentligt ren.

Han trak let på skulderen ved kommentaren om en kæreste. ”Sandheden må frem. Jeg har ingen kæreste. Kvinder forstår mig ikke altid helt.” Han så ned på sit glas som han let drejede rundt. ”Jeg har en balance. Det gode med det onde. Og hvis jeg er for meget i ubalance bliver jeg rastløs.” Han så let på hende og grinte svagt som om det var en joke. Selvom det var langt fra det.

Han lyttede til hendes forklaring om hvorfor hun bor i et telt. Han så let på hende med et svagt smil. ”Fair nok. Jeg skal ikke blande mig i andres måde at leve på.” Hendes drøm lød faktisk pæn. Et ærligt arbejde med at lave et ærligt stykke arbejde. Det måtte han sige. Han løftede glasset igen og tog en tår før han stillede det igen og vendte blikket imod hende. ”Ja det gør den vist. Jeg tog en pilotuddannelse for nogle år tilbage. 500.000 euro senere og 3 år og så var jeg certificeret pilot. Selvom det gjorde at jeg stadig måtte ud og flyve med andre mindst 200 timer før jeg måtte tage styringen. Ikke det værd. Men designerskole lyder som en god idé.” Han så let på hende før hun takkede ham for at sige hun var pæn. Han løftede sit glas og bukkede hovedet kort. ”Jeg lyver ikke. Det er ikke det værd.” Sagde han let og grinte svagt.

Han tog en tår før han nikkede til hende. Han lod glasset hvile i sin hånd før han roligt fulgte med hende ud på badeværelset. Han stillede glasset og begyndte roligt at knappe sin skjorte op. Han stod med ryggen til hende og med fronten imod et spejl på den modsatte side. ”Parret der bor her er vist ikke helt på god fod.” Kommenterede han på det faktum at spejlene havde ryg mod ryg. Og en tandbørste på hver. Hvilket tydede på at de nok prøvede at undgå og kigge på hinanden det meste af tiden.

Hun stod med ryggen til ham og betragtede sit spejlbillede, dog det pinlige ved hele situationen, var at hun kunne se ham i spejlbilledet. Hun betragtede blodet der gled ned i vasken og sukkede tungt, i det hun tænkte på, at det ville være så let for dem der ejet denne lejlighed, at komme hjem og spore sig frem til dem. Hun gjorde sig færdig og betragtede vinen, i det hun rakte ud efter den, kom hun dog ved et uheld til at skubbe til vin glasset, der faldt ned mod jorden og ramte det og gik i stykker. " Fuck.. ". Hun så lettere irriteret på glasskårene, før hun forsigtigt trådte hen over dem, med vinen i sin anden hånd, i det hun tog en tår af flasken og sagde " jeg straks tilbage ". Hun gik ud i køkkenet og stilte vinen fra sig, før hun fandt en lille feje bakke og lille kost, inden hun tog flasken og det med tilbage til badeværelset. Hun satte flasken fra sig og begyndte at feje glasset op, mens hun kiggede rundt på gulvet, for at sikre sig, at hun havde fået alt med. Hun så kort op mod Evan og sagde med en tøvende stemme, næsten et spørgsmål egentlig. " Du rydder vel op, samt sletter alle spor, når du går her fra?.. ikke sandt ". Hun kunne dog ikke helt forstå, hvordan han ville tro, at hun ville melde ham, eftersom det jo var, at vis hun vidste han var der, så havde det jo nok været fordi, hun ikke selv havde rent mel i posen til at begynde med. " Du godt klar over, at vis jeg havde meldt dig, så havde de også spurgt ind til, hvordan jeg i forvejen vidste, at der var en... ikke også ". Hun grinte kort og sagde " Men det bag os nu.. ". Hun håbede snart hun kunne få lov at gå, eftersom hun ikke havde tid til at blive og lege hustru, samt være indespærret i en lejlighed med en fremmed. " Så hvornår har du egentlig tænkt dig.. at lade mig gå? ".

Hun forstod virkelig ikke hans logik. Ville han blot have selskab, var han måske ensom?.. eller prøvede han at gør hende fuld nok, til at han troede han kunne være heldig med noget action, i den mere R rated version, fordi så skulle han måske prøve en anden approach, eftersom hun ikke var en, der blot gjorde sådan ting. Hun sukkede en smule og gik ud med glasskårene, før hun kom tilbage til badeværelset og tog endnu en tår af vin flasken.

Han så roligt på hende og nikkede let til hende da hun sagde hun ville komme tilbage. Han så kort på sig selv i spejlet han lignede en vampyr. Han sukkede kort og begyndte at vaske ansigtet for at fjerne blodet. Han tog sin skjorte helt af og smed den ned i en affaldsspand der var derude. Da hun kom tilbage og spurgte om han havde tænkt sig at rydde op grinte han let. ”Jeg har nogle venner der kan gøre det på en måde der fjerner alle spor for nogensinde at det har eksisteret.” Sagde han roligt før han så mod spejlet. Og mærkede der hvor hun havde placeret kniven i ham. Der var intet tilbage. Ikke engang rester af blod i en centimeter omkreds. Der var ikke engang et ar. Han smilede let. Det virkede stadig. Der måtte være en måde han kunne dø på. Så spørgsmålet var ikke hvad. Men hvornår? Hvornår ville han stoppe med at regenere? Hvad var grænsen? Han sukkede let og begyndte at vaske sin brystkasse.

Han trak let på skulderen. ”Det er jeg udmærket klar over. Men jeg tager ikke chancen. Hvis du vælger at melde mig får du en måned i fængslet. Jeg får en livstid. Og tro mig. En livstid er lang tid når de finder ud af jeg ikke ældes.” Han så roligt på uret på sin arm. En revne var hen over glasset fra da han var faldet. Han tog det roligt af og kastede det i spanden også. Han greb fat i håndvasken kort og så lettere fokuseret på sig selv. For at sikre sig alle resterne var væk. Hendes næste spørgsmål havde han faktisk ventet på. ”Nuru Nem-Ankh var det du sagde du hed? Hvorfor kan det være en Navajo har et navn fra det gamle egypten fra over 3000 år siden?” Spurgte han let for at afvise hendes spørgsmål. Han kendte engang en der hed samme navn. Han placerede sin hånd på brystet lige i midten af brystkassen. Et rødt langt mærke var der. Det var den dag han var vågnet. En kvinde havde hjulpet ham efter han havde tvunget en kniv ud af sit eget bryst. Hun havde plejet ham. Og passet ham til han havde kræfter til at kunne være ude uden hjælp. Til gengæld havde han infiltreret rådgivningen til Nerfetiti’s råd. Og advaret om en truende fare. Desværre for sent. For senere fandt han ud af at kvinden der havde hjulpet ham allerede var død. Men var der ikke en datter? Hans øjne så kort ud som om de forsvandt. Som om han var lettere fanget i sine egne tanker. Hvilket heller ikke var helt forkert.

Hun nikkede kort, i det han sagde, at han havde nogle venner som der hjalp ham med at slette alle spor. Hun følte sig en del mere lettet nu, dog var hun stadig på vagt. Hun kunne ikke forstille sig, hvor udsat man var, ved at bo i andre folks huse, dog var det ikke ukendt. Mange gjorde det, dog blot mest ved ferie huse og ikke så meget ved lejligheder, såvel som huse inde i byer, eftersom der altid var naboer omkring en, samt folk der havde et vågent øje til disse ejendomme. Hun kunne godt forstå hans bekymring, men så igen.. det ville være åndssvagt at melde en, hun end ikke kendte?. Hun havde sin business af tag sig af og han havde sin. Hun var ikke en der blandede sig særlig meget i hvad andre gjorde med deres liv eller lavede for den sags skyld. Da han spurgte ind til, om hun hed Nuru Nem-ankh, kunne hun ikke andet end at smile lidt og svarede " Ja, det mit fulde navn.. hva da? ". Da hun hørte ham sige, at det var fra det gamle egypten, nikkede hun en smule og svarede " Det var hvad min mor og far gav mig.. dengang i år 1344, før kristus ". Hun tøvede en smule, før hun sagde " Jeg vil ikke fortælle alt, men lad mig blot sige, at jeg ikke er født i denne tid ". Hun så tøvende hen mod ham og sagde " Er der noget galt? ". Hun kunne se hvordan han nærmest var blevet opslugt af sine tanker, fordi han virkede helt fjern, eller også var han blot spaced rigtig hårdt ud.

Hun tog endnu en tår af vinflasken, før hun prøvede at fjerne blodet fra sit hår, inden hun tog et håndklæde og tørte det med, inden hun smed det i samme affalds spand, som han havde puttet sit i. Hun betragtede lidt uret der var smidt der ned. Hans ur var et Rolex.. dog anede hun ikke lige helt præcis hvilken model, men det kunne sagtens sælges videre, til den rigtig køber, også selv vis det var stjålet eller bar sin laser stregkode, den kunne altid fjernes. Hun bukkede sig ned og samlede den op, i det hun tog den rundt om sit håndled og sagde" Jeg håber ikke du har noget imod jeg snupper det ". Hun grinte kort og smilede uskyldigt, i det hun svarede " Det heftige penge, også selvom det beskadiget.. desuden så har du taget meget af min tid idag, så vi kan kalde det kvit, med at dette er betalingen for den tid ". Hun vidste godt, at hun faktisk skylde ham mere end han skylde hende, men hun var ligeglad med det lige nu.

Han lyttede roligt til hendes ord om hendes fortid. Hvorfor virkede det bekendt? Han prøvede at huske. Men for at være hundred procent ærlig var tiden i Egypten meget tåget. Men han måtte kende hende. Han kunne genkende navnet. ”Bastet.” Hviskede han let så lavt han var i tvivl om hun hørte det. Dog lod han sig ikke påvirke af at han havde sagt noget højt. Minder begyndte at boble frem. Men ikke nogle han kunne holde fast på. Som om han vidste noget. Men så alligevel ikke… Han vendte blikket imod hende let og rystede på hovedet. ”Nej intet galt.” Sagde han let med et smil.

Han rystede let på hovedet. ”Ikke specielt. Det er et President edition. Jeg mener jeg købte det for 55 tusind amerikanske dollars. Jeg gider bare ikke reparere det.” Sagde han let og så roligt mod hende igen med et svagt grin. ”One of a kind edition bare så du ved hvad det betyder.” Han smilede let og så mod spejlet igen. Han så let ned på sine bukser. Og gik roligt hen til et skab derinde. Som han åbnede. Fyldt med det nyeste af det nyeste modetøj. Kvinder og mænd. Men ingen jakkesæt. Han sukkede let og fandt et par normale bukser frem som han placerede på kanten af badekaret før han begyndte at knappe sine bukser op. De var smurt ind i blod og skulle ærlig talt bare væk.

Han vendte blikket imod hende svagt. ”Er du sikker på at det er den metafor du vil bruge? Kald det en gave. Eller endnu bedre.” Han lod bukserne falde før han placerede sit ene ben i de nye par bukser. ”En hyringsbonus.” Han tog bukserne helt på før han vendte blikket imod hende. ”Du sneg dig næsten udenom mig. Hvis det ikke var for den skuffe du glemte havde jeg ikke opdaget dig. En listetyv som dig kan man godt bruge.” Han smilede let før han gik forbi hende for at bevæge sig ud til køkkenet.

// Out //