Don´t mind the monster [Christobál]

Hendes sidste dage havde været utrolig hårde og hun ville ikke længere have ondt af sig selv.. hun ville ud i verden og have lidt luft til hjernen. Hun stod i en situation som hun hadede helt ekstremt og det ville hun ikke længere tænke over. Men hvor skulle hun gå hen? Hun kiggede sig i spejlet og så ned af hendes tøj, hun havde et par tætsiddende shorts på, en løs top og et lettere uglet look i håret. Det måtte kunne gøre det. Hun trådte ud af døren og låste efter sig, hendes søster kunne hun ikke lige finde, så hun tænkte at hun nok måtte have startet tidligt nede i værkstedet i dag. Hun lod blikket let glide rundt og holde kort hånden over hendes lille sølvkors som Jacs havde givet hende. Dette kors havde jhun normalt kun på om natten, men i dag havde hun egentlig glemt at tage det af og det hang let og dinglede omkring hendes hals.

Hun lod de brune øjne glide rundt på de mange mennesker som var ude og gå i gaderne – der var mange forskellige mennesker og hun allerede nu vidste at nogen af dem måtte være væsner som ikke var hvad de udgav sig for – men hun ville aldrig kunne se på dem hvem der var hvad. Hun trak lidt på skuldrende og traskede let ned over gaden. Hun kom inden længe til en legeplads ikke langt fra gaden og hun kiggede en smule undrende rundt – hvorfor havde hun aldrig set dette sted før?

Hun trådte let hen til gyngen der hang ikke langt fra indgangen og lod derefter blikket falde ned over den. Hun satte sig lige så stille og begyndte let at gynge – det havde hun ikke gjort i mange år og hvor var det egentlig fantastisk og sjovt og fedt. En blid latter forlod hende og egentlig for en kort tid glemte hun sin dagligdags problemer.

En fugl lettede fra en trækrone. Den hvislende lyd af blade der efterfulgte kraften fra fuglens vingeslag, banede sig vej til de følsomme ører. En vag lyd af biler, virkede nærmest som en konstant summen. Stemmer..
Cristóbal lyttede til verdenen omkring ham. Øjnene lukkede, idet han lagde armene bag hans nakke og lænede sig tilbage mod bordkanten af det bænkesæt han havde fundet ved legepladsen. De lyse timer synes at være længere og varmere dag for dag. Heldigvis var dette en af de dage, hvor luften var varm, men et let skydække dæmpede solens intensitet. Cristóbal havde ikke kunnet holde ud at sidde i høj solskin.. hans øjne var for følsomme.

Et øje åbnedes lidt, så han kun kunne se ud af en sprække. Lyden af fodskridt havde vækket hans opmærksomhed og han betragtede hun blot diskret, idet en kvinder begav sig hen til gyngerne og begyndte at gynge. Hun havde haft et bedrøvet udtryk inden hun overgav sig til sin barnlige side, som i sidste ende havde fået hende til at le. Hun forstyrrede den ro, der ellers havde været her. På denne tid af døgnet, plejer børnene at være i skole eller på andre institutioner, så legepladsen stod så indbydende tomt. Han drog et suk. Det virkede ikke umiddelbart til at hun ville stoppe, så det var kun spild af energi at forsøge at slappe af. Cristóbal tog armene ned igen og placerede den ene albue på bordet og lagde sit hoved i hånden, idet han drejede kroppen. Han forholdt kroppen rolig, idet han åbnede begge øjne og betragtede hende med et køligt og dog irritabelt blik. Det var et blik der nok mest af alt sagde; stop det der pjat.

Hendes tanker var blevet afledt fra hverdagens situation og hun mærkede den kølige brise let tage fat i hendes hår og blæse det let bagover. Hendes fingre førtes let ned over kæden til gyngen, den kølige følelse ramte let hendes fingrespidser og hendes tanker faldt på mange ting, men faktisk alle sammen ting som hun ønskede at glemme. Hun bed sig en smule i læben og førte øjnene over legepladsen. Dette var et sted hvor man kunne lege, børn kunne få brugt en masse energi, leget og grinet. Der faldt en smil over hendes bløde læber og hun lænede let hovedet imod kæden.

Hun kiggede rundt før hun lod blikket ramme en fyr som tydeligt sad og kiggede i hendes retning og hans blik sagde at han faktisk var lidt træt af det hele. Hun sendte ham et kort smil før hun lod foden hvirvle rundt i sandet under hende, i fine og runde 8- taller. Hun trak vejret roligt og kiggede atter op på fyren ved bænken. Hun vidste ikke hvem han var, men hun havde ikke set ham rundt omkring i byen – men hun havde jo heller ikke set så mange, når hun ikke sås med Jacs, Puma eller Caine – mødte hun kun kunderne i butikken. Hun kunne dog ikke lade være med at føle sig en smule mærket af at han kiggede irriteret på hende. Hun bed sig kort i læben før hun rejste sig fra gyngen. Hun lod fødderne let føre hende over imod manden og et blidt og et uskyldigt smil faldt på hendes læber.

”Godaften hr. Er de okay?”

Hun lod de brune øjne falde ned over denne fyr som egentlig ikke virkede særlig glad for at være her og hun ville være sikker på at han ikke var kommet noget til.

Det stirrende blik fulgte hende med bevægelserne. Fra hun stoppede, til hun rejste sig og til hun stod foran ham. Udtrykket havde ikke ændret sig det mindste. Det eneste man kan sige at han gjorde, var at hæve hovedet fra sit leje i hans håndflade. Hovedet vippet lidt tilbage og armen fladt liggende på bordet. Så lød hendes stemme. Ren og klar, med lyse toner fra en feminin stemme. Cristóbal foretrak ikke en mine i adskillige øjeblikke, indtil han tilsidst trak på et vagt skævt smil og lod blikket vandre ud til siden inden det hvilede på hende igen. Et næsten uhørligt fnys lød.

"Lad være med at projektere dig selv over på mig."

Sagde han i et roligt og lettere køligt tonefald. Der gik nogle minutter med tavshed, inden han så gjorde en gestus med hånden til at hun kunne sætte sig.

"For er det ikke nærmere mig der burde stille dig det spørgsmål?"

Cristóbal rettede blikket mod himmelen og indtog et eftertænksomt ansigtsudtryk.

"Jeg mindes endnu ikke at have oplevet en voksen kvinde søge tilbage til barndommens lykkelige og trygge minder, medmindre hun har nogle dybereliggende problemer.. medmindre selvfølgelig.."

Cristóbal gjorde et ligegyldigt træk på skuldrene og rettede blikket mod hende.

"... at hun ikke er andet et barn selv?"

Hun kunne tydeligt se på personen foran sig at han tydeligt ikke lignede en som ikke ønskede hendes selskab. Hans blik vandrede kort før det atter landte på hende, han virkede ikke som om han helt vidste hvorfor hun var her og da hans stemme så pludselig lød løftede hun øjenbrynet en smule – hun måtte han altså stoppe, han kendte hende overhovedet ikke om nu mente han at hun projekterede sig selv over på ham?

”Det gør jeg bestemt ikke hr.”

Hendes stemme var stadig blid og lys, der var dog en nervøsitet at spore i den hvis man virkelig ledte efter den. Hun bed sig kort i læben og lod det brune blik flakke ned mod jorden – hun var altså ikke god til sådan nogen typer, hun var ikke god til folk som nærmest angreb hende blot for at ville være sød og hjælpe. Han gestikulerede så at hun skulle sætte sig og i et sekund tøvede hun, men hun vidste også at hun måske bare havde været tæt på, på det forkerte tidspunkt og hun måtte give ham en chance mere. Hun satte sig så let, sørgede for at der alligevel var lidt afstand imellem dem. Burde han stille hende det spørgsmål? Det burde han vel – hun var ikke okay. De næste ord lød så og hendes brune blik flakkede let væk fra ham og hun kiggede ned i jorden og knugede en smule hårdt ærmere på hendes trøje i hånden.

”Lykkelige barndoms minder beskriver mig vel ikke så godt”

Hendes stemme var nærmest undskyldende som hendes ord lød – hun var nærmest lige nu en undskyldning i sig selv. Var hun et barn selv? Måske var hun, hun havde aldrig rigtig haft en barndom, hun havde aldrig rigtig lært at have det sjovt – måske havde hun et indre ulykkeligt barn gemt som ønskede at lege?

”Det kan jeg ikke svare dem på hr. jeg ved ikke hvad jeg er”

Han havde set det så mange gange. Ulykkelig mennesker og væsener. Folk der drømte, folk der fejlede.. kun få sejrede. Det værste var at kampen altid lå indeni dem selv, og aldrig i de omgivelser som de pegede på. De indre [i]dæmoner[i]. Cristóbal smilte lidt af sig selv. Der var hvad der fodrede væsener såsom han. Mal fanden på væggen, dans i skæret af ild.. og kiggede man godt efter, ville man kunne se Cristóbal danse i din skygge. Cristóbal var så erfaren på sit område, og hvorfor skulle han ikke også være det? Han havde gjort det i mange, mange år. Opsøgt sine evner, mestret dem og brugt dem. Hans observante blik virkede slet ikke så observant på omgivelserne, hvilket nok skyldtes den manglende ansigtsmimik. Bedst som man troede at han ikke så noget, så observerede han alt. Hendes blik søgte jorden, nervøsiteten i stemmen, hænder der knugede ærmerne. Hun gjorde sig selv lille. Krøb nærmest sammen. Han betragtede hende med et arrogant blik, idet han lyttede til hendes ord. Så tippede han hovedet en smule bagover og lod blikket søge himmelen, imens et tvetydigt smil lagde sig på hans læber og prydede det elegante og kønne ansigt. Man vidste vel aldrig rigtigt hvad han tænkte.

"Det overrasker mig ikke.."

Svarede han lidt åndsfraværende til det hun sagde med lykkelige barndomsminder. Han viste ikke megen interesse for hendes ulykkelige fortid lige nu. Hendes allersidste kommentar synes derimod at vække lidt mere opmærksomhed hos denne djævel.

"Vil du finde ud af det?"

Han skævede til hende, med et underlig og dog diskret hint af hemmelighedskræmmeri og.. mørke? Det var op til den enkelte at tolke på det, for det kunne, i sandhed, betyde hvad som helst.

Hun lod blikket glide på denne fremmede som mest af alt ikke virkede til at han gad at være i hendes selskab og alligevel var det rimelig tydeligt at hans hoved kørte på højtryk. Han virkede på en og samme måde både imødekommende, men bestemt også afvisende og hun vidste ikke lige hvad hun skule gøre i situationen. Hun trådt kort et skridt tilbage før hun kiggede ned på ham, han lignede en som måske godt kunne lide at lege med folk hoveder, han slog hende som snu og nærmest egentlig mindede hende om en slange. De ord som forlod hans mund gjorde heller ikke meget for at modbevise hende. Hun var normalt ikke en type som dømte folk overhovedet, men lige i det her tilfælde var hun ikke ret meget i tvivl. Hun bakkede kort og en smule usikkert før hun kiggede på ham med de blide og brune øjne.

”Det gør det vel ikke”

Hun lod kort foden føres rundt i sandet under hende i små cirkler. Hun kunne tydeligt se at han egentlig var ligeglad med hvad hun egentlig snakkede om indtil hendes sidste ord havde forladt hende, det lod til at vække noget i ham, som hun slet ikke vidste hvordan hun skulle forholde sig til.

”finde ud af hvad?”

Hun kunne slet ikek tyde ham og det skræmte hende faktisk en lille msule. Hun kiggede meget kort rundt for at se om hun kunne se andre i nærheden af dem, men for nu var de alene og hvad hun skulle syntes om dette vidste hun faktisk ikke. Hun bed sig kort i læben og lod de brune øjne usikkert søge hans.

Da hendes blik usikkert søgte hans, svarede han hende ved at sende et intenst et tilbage. Han trak på et skævt smil, der matchede den der mystiske og dog intense aura der synes at fylde luften omkring ham. Han lod en arm hvile på bænkens bord, idet han lagde det ene ben over det andet, men siden af læggen hvilende på knæet. Automatisk lænede han ryggen mere mord bordkanten.

"Hvem du er, fjolle?"

Sagde han så med stemme der lød bare en tand mere venlig og imødekommende end ellers. Det var dog sagt uden at han hverken havde skiftet sindsstemning eller persona - man var jo ikke skizofren, vel. Af denne årsag lød ordene nok bare arrogante og en tand hånende.

"Du kan tage det roligt, jeg har hverken tænkt mig at torturere dig, voldtage dig eller dræbe dig, hvis det er det du står og overvejer?"

Sagde han nonchalent og ret henkastet, og nok mest som reaktion på at hun tog afstand fra ham. Han rakte ud efter et mindre etui af sølv med en engravering på midten, som han havde i en inderlomme i hans jakke. Af etuiet trak han et cigaret, som han tændte og tog et enkelt sug af inden han tiltede hovedet lidt på skrå.

"Forstår du.. så bliver mine hænder beskidte. Det kan vi ikke have."

Cristóbal bevægede fingrene lidt og skar en grimasse af væmmelse, ved denne forklaring. Selvom hans ord lød som hån, så var de faktisk sande. Han hadede skidt og griseri og sandt og sige så var voldtægter bare virkelige smagsløse. Han var mere raffineret end det. Han betragtede hende blot for en stund, bare for at se hvordan hun ville reagere på det som han netop havde sagt.

Den intensitet som var i hendes øjne var på mange måder skræmmende – hun var ikke den mest sikre person i hele verden og når folk så brugte stærke følelser omkring hende var det med til at skræmme hende. Hun var ikke typen som reagerede på mange gode måder omkring intensitet, kun når den kom fra folk hun kendte godt. Han lænede sig tilbage og så nærmest helt afslappet ud. Der var en utrolig mystisk og intens aura omkring ham hvilket på en og samme tid var fængslende og alligevel så afskrækkende.

”Ved du hvem jeg er da?”

Hun kiggede undrende på ham og blev egentlig meget nysgerrig, hun havde aldrig mødt ham før. Men det kunne da være at han kendte hendes søster eller kendte nogen andre som måske kunne fortælle noget om Ames. Hendes øjne bar stadig det tydelig præg af nysgerrighed som kun kom frem i nogen situationer – hvad kunne han gøre for hende som hun ikke selv havde prøvet for at lære sig selv at kende. Hun hørte godt den lidt mere imødekommende tone han lagde i sin stemme, men alligevel lå der en arrogance over det og alt omkring ham forstyrrede ham.

”det.. håber jeg da … bestemt heller ikke!”

Hun blev nærmest helt skræmt blot ved de tanker der kom frem hos hende da han sagde de ord og hendes hjerte begyndte nu lidt mere frygtsomt at hamre afsted – hvad var det han ville gøre ved hende så. Hun kiggede igen rundt og lagde kort hænderne på lommen, hun havde ikke telefon eller lignende med så skete der noget var hun rimelig meget på bar bund. Hun kiggede blot på ham og fulgte hans bevægelser – gad egentlig vide om han bare var et menneske lgie som hende eller om han måske var lige som Caine eller Nicholas – hun vidste det faktisk ikke. Da han så snakkede om at hans hænder ville blive beskidte kiggede hun kort ned på hendes hænder.

”Hvad vil du så gøre?”

blidt grin forlod hende ved hans ansigtsudtryk over at få beskridte fingre. Hun lagde dog hurtigt hånden op foran munden og kiggede let og nærmest undskyldende over på ham.