Complications

”Blyad”, ordet fløj frit fra hans mund, en irriter lyd, kom efterfølgende. Han troede ren faktisk, at han kunne slippe væk fra familie navnet ved rejse til den anden ende af Europa. Men bedst som livet gik frem ad, var der alligevel en årsag til daffe af til den anden side ad planeten. Aleksanteri, havde ikke tænkt sig, at vende tilbage til Rusland. Han var træt af de evige regler om, hvordan at han ikke kunne dræbe, eller more sig med de dødelig, fordi at det vækkede opsyn.

Da hans mobil modtog baskende fra Rusland, havde han ikke taget sig tid til at læse den. Nu fortrød han næsten, at han havde vente to uger med glor ned i telefonen. Selvfølgelige, var der andre medlemmer af familien, som vidste hvor han var, ikke nok med det. Men der havde tænkte sig at finde ham.

”Christ, why all this trouble?” han kunne stille sig selv, det spørgsmål flere gange uden at der kom et svar til ham. Aleksanteri skubbet dele af det blonde hår, væk fra hans blå øjne. Selvom han havde modtaget en dårlig nyhed, var han allerede i gang med glemme den igen. Der var jo ingen grund til at han brokkede sig, over det som han ikke selv var herre over. Så i sted for lade beskeden forstyrre ham mere, gik han tilbage til målet. Blod, der op til flere potentielle offer på det lille nat cafe som han var droppet ind på. Industri kvarteret, var det eneste sted, hvor at man kunne finde sted hvor der var åben natten ud. Han havde snuppet en kop kaffe, før at han satte sig ned, alene. Fra hjørnet, hvor han sad, kunne han kigge nærmere på de andre mennesker.

Han havde været trøstig i et par timer nu, men han var fornuftig nok til ikke falde for det første offer som han mødte, i sted tog han altid et blik på flere muligheder, før at lokkede en uheldig sjæl med tilbage til hotel værelse eller andre snuskede steder hvor person ikke blev fundet med samme. Men som han kiggede på de forskellige mennesker, blev han ikke interesseret nok til lokke nogen som helst med ham. I sted gik han tilbage til kaffen, som efterhånden var blev en smule kold.

Outfit

Med et lille vrik med hoften og et løft af skulderen formåede Kate at fastholde sin tunge skuldertaske på sin plads på hendes højre skulder. Den klirrede lidt, hvilket fik en kvinde, som hun gik forbi på vejen hen til skranken, til at stirre uhøfligt, hårdt og længe på hende. Kate stirrede tilbage med et ansigtsudtryk, der var ment til at være lige så ubehageligt som kvindens, men som hun ikke rigtigt formåede at få frem på sit generelt knap så truende ansigt. Et mindre truende menneske kunne nok ikke findes i miles omkreds, hvilket også var en af grundene til, at Kate forsøgte at opbygge et ondskabsfuldt blik. Hun fejlede grusomt til trods for, at hun var god til det med at tyde andres ansigtsudtryk.
Kate nåede skranken og kvinden trak endelig øjnene til sig selv. "Noir, si vous plai," bestilte hun og smilede kort til den attraktive mand, der stod foran hende. Genert slog hun dog relativt hurtigt øjnene ned i disken igen, og hun kunne mærke en varme skyde op i hendes kinder. Da han rakte hende kaffen, kiggede Kate atter op på ham og så et sødt smil på hans ansigt.
Opløftet over interaktionen, selvom den egentlig var nået ingen vegne, vendte Kate sig rundt med et sagligt smil på læberne og kiggede sig kort rundt, før hun fandt en plads i et hjørne. Her satte hun kaffen på bordet, og rumsterede i tasken indtil hun fandt sin bog. Jane Eyre. I samme øjeblik dukkede en besked op på hendes mobil fra hendes bedstemor. Inden Kate nåede at svare, døde hendes mobil og hun sukkede dybt. Noget af hendes viltre, blonde hår kildede hende i ansigtet, og hun svang det om på ryggen, da hun igen tog bogen op og begyndte at læse.