Brutality at it's Finest (Aleksanteri)

Tid: 01:30
Sted: En "forladt" bygning på havnen
Omgivelser: Jublende publikum der råber efter mere blod

Carver havde et stykke tid nu ernæret sig ved disse "undergrundskampe" hvilket egentlig også gav ganske godt. Det var ikke noget han blev stinkende rig af men det var heller ikke det det handlede om for ham. For ham handlede det om at kæmpe og få afløb for sin vrede. Og hvis han var heldig, kunne det da være at han rent faktisk fandt en værdig modstander. Hans kampsport havde taget ham langt og hans væsen gjorde også han for alvor var en af de frygtede modstandere man kunne støde på.
Denne aften var som de fleste andre her med en serie af kampe, dog var der en ting der stod ud fra de andre aftener. Aftenen skulle slutte af med det de så smukt havde døbt "Sudden Death" En type kamp hvor det først stoppede når den ene fighter døde. Eller sådan endte det i hvertfald oftest. Man havde mulighed for at overgive sig men det var meget sjældent at fighters ville overgive sig.
Publikum der fandt vej til disse kampe elskede brutaliteten og derfor var indsatsen også noget højere end de ellers havde været.

Kampen der var undervejs var ikke den sidste men derfor var den stadig brutal. Dog var det ikke nogen speciel udfordring for Carver. Det var en meget ung vampyr der troede at hans nye udødelighed gjorde ham usårlig. Kampen var i sig selv relativt hurtigt overstået da Carver gik på ham lige så snart klokken ringede. Carvers slag og spark var hurtige og med en nærmest kirurgisk præcision, så den meget unge vampyr fik ikke en jordisk chance for at kæmpe tilbage. Kampsportserfaringen hos Carver var meget tydelig.
Der gik ikke mere end tredive sekunder inden vampyren lå helt stille og var tæt på død da sejrsklokken lød. Som Carver nærmest brølede, begyndte kommentatoren:
"LADIES AND GENTLEMEN! A SHORT AND BRUTAL SLAUGHTER! yOU KNOW, FEAR AND LOVE HIM..... HELLFIRE!!!!!"

Publikum jublede ved lyden af hans kaldenavn. Hellfire var opstået på grund af hans brutalitet. Han gik ud af ringen og tilbage til omklædningsrummet for at gøre klar til den næste kamp der ville være den omtalte "Sudden Death" kamp

Carver

Adrenalinen, fik et godt pump når kampene for alvor gik i gang. Udgydelsen af blod som tilhørte andre, havde en effekt på ham. Mange ville nok kalde det eufori, for en vampyr. At kunne dufte blod, var bare en af de ting som satte godt gang i Aleksanteri.

Selv længe før at han fik en smag for udødeligheden, havde Aleksanteri interesseret sig for de ulovlige kampe, han kendte til dem igennem hans familie, som havde ulovlig support flere kampe i Rusland. Men han havde ingen forventning til finde den slags kampe, hundred år sener, eller måske havde han. Selv på det sorte marked, hvor han solgte sit blod, havde der været flere skumle typer som talte om disse kampe. Det havde dog taget tid, og lidt charme, før at han kom frem til person som der var villig, eller villig stillet til at kunne fortælle ham hvor kampene forgå.

Han kunne nok selv have gættet sig frem, havnen var trods alt, det mest optimale sted at mødes, når det kom til ulovlig aktivitet. Kampene havde hen over den sene aften, gået hen imod det mere brutale, den forladte bygning dansede i duft af frisk blod, sved og måske lidt syntetiske stoffer. Aleksanteri kunne skillende de mange dufte fra hinanden som vampyr, og måske lidt mere.

Aleksanteri havde plads ved en af de første rækker, så han kunne se en hver lille detalje. Han vidste på sin vis, at vampyren som der gik i kamp, ikke havde en chance fra start, det kunne godt være at den unge vampyr, havde styrke, men det lod ikke til at han havde tænkte meget over at hans modstander var mere erfaren. Aleksanteri satte aldrig sine penge på de unge, i sted havde han været mere betaget af dæmonen som der var kamp imod vampyren. Han havde set dæmonen før, men det havde været et par år før at han selv blev en blod suger, nu hvor at han så kamp igen var det med helt nyt syn.

Da kampen var overstået forlod Aleksanteri sin plads, der var et eller andet der sagde ham at han nok skulle finde den sidste kamp interessant at se. Han havde en sanse for at han ikke ville blive skuffet den aften. Aleksanteri havde et mål først, han spillede sine penge på dæmonen, og han havde i sit sind at tale med dæmon, hvis han vandt. En eller anden belønning ville der nok kunne komme på tale, det var trods alt kun fair. Efter at have satset sin penge, var der stadig en smule pause.

Aleksanteri, overvejede hvor vidt at han ville kunne charmere sig til et bag stage møde, han var ikke det eneste overnaturlige væsen i bygning, nej den var fuld af alle slags, og nok flere med alder.

Som Carver sad i omklædningsrummet og fik lidt at drikke, kom en promoter ned til ham og smilede over hele hans overvægtige ansigt. "I have to say Hellfire...... It has a nice ring to it.... So does the money right?!" Promoteren gav et puf på Carvers skulder der dog ikke rykkede sig det mindste af det. Han kiggede bare iskoldt op på promoteren inden han rejste sig i sin fulde højde. "Got a good one for me this time?......." Promoteren nikkede inden han så sagde: "Oh it will be a real treat for you this time..... Come it's time.... Be ruthless.... We have a very prominent audience this time....."
Så gik promoteren forrest op i ringen efterfulgt af Carver der havde et nærmest ildevarslende fokus i sine intense øjne. Promoteren tog en mikrofon og kiggede rundt på publikum imens han sagde: "LADIES AND GENTLEMEN!! THE FIGHT YOU HAVE BEEN WAITING FOR! THE FIGHT OF THE AGES! THE FIGHT BETWEEN HEAVEN AND HELL! I GIVE TO YOU..... HELLFIRE!!!!!" Publikum brød ud i voldsom jubel imens promoteren fortsatte som modstanderen kom ind i ringen. Det var en stolt engel med gyldent hår og to punching daggers. "THE LORDS VESSEL OF JUSTICE! COULD THIS BE HELLFIRE'S BANE?! I GIVE TO YOU..... GABRIELS HAND!!!!"
Publikum jublede endnu mere som promoteren sagde: "THE FRONT ROW MIGHT WANT TO MOVE BACK A LITTLE.... THERE WILL BE BLOOD!"

Promoteren skyndte sig ud af ringen hvorefter englen kiggede på Carver og sagde: "Prepare to be judged....." Carver sagde intet men knyttede næverne og var klar. Lige så snart klokken lød, for de to på hinanden med en frygtelig kampgejst. Det hele foregik med en hastighed uden lige og det var nærmest ikke til at sige hvad der skete. Carver fik nogle grimme snitsår men ikke noget der hæmmede ham specielt meget. Englen fik ligeledes en serie af slag og spark der ramte med en ildevarslende præcision og fik til sidst et spark i maven der hamrede englen op mod ringens side så blodet sprøjtede ud mod første række.
Imens englen gik i knæ og hostede, kiggede Carver ud hvor han vidste de fornemme gæster sad og holdt tommelfingeren til siden. En gestus der gjorde de kunne være med til at afgøre englens skæbne.