Not you again?!

Hun var pakket godt ind her til formiddag. Et stort uldent halstørklæde i lyseblåt, var svunget rundt om hendes hals og dækkede nærmest helt til for hendes flotte mund og lille næse. På det blonde hoved og trukket ned over hendes små ører, var en lysegrå hue med en grå pelsdut på toppen. Hendes outfit var dog mere tvetydigt, da frakke og sko synes at være mere forårsagtige i forhold til Di Morgas nuværende situation. Jakken var en gråternet og ulden en af slagsen og på fødderne var hendes troværdige converse i sorte, og for ej at forglemme hendes sorte jeans. ”Av av av” peb den lille halvengel lettere pludseligt og en smule forskrækket, da hun tog en tår af sin kaffe der til hendes store irritation var skoldhed. Hun havde brændt tungen og stak den nu ud i den kølige forårsbrise. Hun åndede hastigt ind og ud og satte kaffen, der ydermere var to-go, til side på bænken ved siden af sig. Hun knugede blyanten i sin lille hånd og var nær ved at tabe sin tegneblok på jorden, da hun et kort øjeblik var blevet fascineret af et nærliggende træs begyndende spirer. Foråret måtte være på vej og det så da også sådan ud. Der var liv. Flere havde begivet sig ud i parken denne formiddag. Nogen var ude og lufte hunden, hvorimod andre flettede fingre med deres kærester og nogen helt tredje var ude og motionere. Himlen var blå og dækket lettere til at store skyer og luften var kølig med en legende vind. Cathy krydsede sine ben og stak tungen tilbage ind i munden. Hun lænede sig dernæst forover og gav sig til at iagttage de forbipasserende mens hun grublede over, hvad hun dog skulle tegne. Hun rynkede de blonde bryn og kastede blikket ned i tegneblokken, for derefter at bladre nogle sider tilbage. På hvidt så man sorte silhuetter i fantastiske positurer, portrætter af anonyme mennesker hun blot havde kastet et blik på, et billede af et kærestepar på en bænk som var fuldstændig filtret ind i hinanden med deres blikke så dybt rettet mod deres øjesten. Alle tegninger var smukke uden tvivl, dog skitserende med urene linjer, men det var sådan hun bedst kunne lide det. Det u perfekte gjorde det perfekt mente hun. Egentlig burde hun være derhjemme for at læse til hendes uddannelse, men hun havde givet sig fri i et par timer, til at kunne tegne lidt igen. Det var længe siden efterhånden og halvenglen savnede det lidt. Det var desuden også mere spændene end at sidde og læse til skolen. Så bedre overspringshandling fandtes der ikke. Hun løftede armen, fjernede lidt af halstørklædet fra munden, så der var fri passage og så greb hun ud efter kaffen med den tro, at den var kølet ned i mellemtiden. Men ak. ”For helvede!” bandede hun lavt og fortsatte sit hysteri, ”lort” hviskede hun og stillede kaffen hidsigt fra sig. Tungen stak hun ud i kulden, greb hårdere fat i blyanten og bladrede om til en blank side. Hun ville tegne træet med de grønne spirer. Blyanten gjorde sit første strøg og de krystalblå øjne fæstnede sig til papiret, mens hendes fokus dæmpede verden omkring hende.

“So you will call me?” spurgte hun mens hendes fingre kørte over hans nøgne ryg. Spørgsmålet var håbefuldt og forførende på samme tid, men lød stadig mærkeligt i varulvens ører grundet den tykke franske accent. Et skævt smil viste sig på hans læber inden han trak AC/DC t-shirten på, og afskar hendes fingre fra hans hud. Han vendte hovedet og betragtede hende. Hun gemte sin krop under dynen, men bevidstheden om at hun lå nøgen derunder fik det til at sitre i hans fingre efter at hive den af hende. Men det var en dårlig idé. “No” lød hans svar, inden han rejste sig fra sengekanten og fandt sine jeans krøllet sammen på gulvet. Han trak dem på, imens han så skuffelsen og en anelse vrede sprede sig i hendes ansigt. “I don’t have a phone” tilføjede han og sendte hende et drilsk smil. Hun var lettet, men realiteten var at han ikke havde tænkt sig at kontakte hende på nogle andre måder heller. Han genkendte godt det blik hun sendte ham. Han spændte sit bælte, inden han kiggede på hende igen. “Besides… You knew what this was” han var faktisk i tvivl om, om hun virkelig havde vidst det, men det var også ligemeget.
Nu var hun såret. Der ville nok ikke gå lang tid før den sorg forvandlede sig til vrede. Time to go...
Han greb sin sorte læderjakke fra stoleryggen og trak den på inden han smilede. “Take care” og så var han ude af døren.


Hans hænder var begravet i hans lommer af ren vane, og ikke fordi han frøs. Læderjakken stod åben, og krøllerne dansede let i forårsbrisen som han slentrede igennem parken. Hans tanker debatterede om han skulle et smut tilbage til hans telt og lille campingplads i skoven, eller om han skulle blive i byen en dag mere. Han smilede over det faktum, at han ikke ville have besvær med at finde et sted at overnatte.
Han fangede det platinblonde hår ud af øjenkrogen, og stoppede op midt på stien da han genkendte ejeren af håret. En jogger kolliderede næsten med den bredskuldrede varulv, og vrissede noget på fransk inden han løb videre. It’s her... Hun var ufattelig bedårende som hun sad der med tungen stikkende ud af munden. Han vidste han ville løbe ind i hende igen, og få endnu en chance for at charmere tøjet af hende. “Must be destiny” mumlede han for sig selv med et lusket smil, inden han betrådte græsset og bevægede sig hen imod hende. Tanken om at han opførte sig stalker agtigt slog ham først efter han havde kigget hende over skulderen i adskillige minutter. “It’s really good” sagde han endelig og bekendtgjorde sin tilstedeværelse. Han lød overrasket, hvilket han også var. Han havde ikke regnet med, eller overhovedet gjort sig tanker om at hun besad sådan et talent. Hans tanker om hende var ikke gået meget længere end at genkalde sig hende i alt hendes pragt og skønhed, og minde sig selv på at han nok skulle få revanche fra deres sidste møde.
Det sædvanlige selvsikre smil prydede hans solbrune ansigt, som han bevægede sig omkring bænken og satte sig ned ved siden af hende. Hendes sommerlignende duft invaderede hans næsebor. Synet af hendes smukke ansigt fik smilet på hans læber til at brede sig. Åh, hun var virkelig en præmie. Han burde få en medalje for at score hende, som han uden tvivl ville. Hun spillede bare kostbar.
“Did you get hotter since the last time we met?” spørgsmålet røg ufortrødent ud af hans mund, imens hans arm lagde sig på bænkens ryglæn bag hendes ryg, og han selv lænede sig tilbage. Hans øjne vandrede imod træet der var hendes motiv et øjeblik, “You know, it must be fate. Me, running into you like this…” Hans gråblå øjne fangede hendes, det varme smil på hans læber strålede af selvtillid. Han følte sig næsten helt hyperaktiv. Hvad ville hun sige nu? Ville hun mon fortsætte med at spille kostbar? Kunne jagten fortsætte? Han håbede næsten på det. Det var overraskende forfriskende med en udfordring.