The one that got away

Tid: 01:22
Sted: London d. 10 januar 1947.

Dette emne er forbeholdt Ruby.

Han betrådte de brostensbelagte gader. Latter og tumult. Natten var ung og beruset. Mænd og kvinder dansede parringsdans på dansebarerne som omkransede ham. Lakskoene klikkede mod fortovet. De blå øjne betragtede sine omgivelser. En af hænderne der var solidt plantet i lommen på den sorte uldfrakke, trak en pakke cigaretter op. De dyreste selvfølgelig. Han tændte cigaretten galant og uden at hverken se, eller blinke. Øjnene var nu rettet mod en blondine, og af dømme af hendes påklædning så var hun en luder. Men det vidste han også godt. Collin bed ned i kæben, som de lange røde stiletter klikkede nervøst mod jorden. Hun kiggede nervøst rundt på gaden i håb om at finde en kunde, der søgte varme i den bidende kulde. Han kunne se, at hun forsøgte at virke selvsikker, men facaden faldt så snart, at hun mødte hans blik. Han standsede foran hende og pustede i samme øjeblik ud. Røgen hvirvlede omkring hendes ansigt, så han et kort øjeblik ikke kunne ænse andet end hendes hår, hvis farve der mindede ham om porcelænet i et pissoir. Hun var ikke særlig attraktiv, specielt ikke med de der skrigrøde læber. Hun forsøgte sikkert at efterabe Marilyn Monroe, men i sidste ende lignede hun bare en billig udgave. Hun gav et godt blowjob til gengæld.
Regnen begyndte langsomt at falde, da hun endelig fik geled på sine tunge og ordene smøg sig tøvende op på hendes overtegnede læber. ”The usual?” spurgte hun lettere betuttet. Åh, hvor han dog egentlig hadede at høre hende snakke. Det var langt nemmere at få hende til at holde sin kæft, med sin pik stukket dybt ned i halsen på hende. Hans tunge klikkede mod ganen, som han stirrede tænksomt ud i luften. ”Not tonight” sagde han monotont og gik forbi hende, som var hun luft for ham. Regnen støvede nedover nattens mulm og mørke. Gadelysene, de der altså stadig virkede, lyste gulligt og orange – kastede lyset ned på den våde asfalt. Collin tog endnu et sug af cigaretten og hev nikotinen så dybt ned i lungerne så det sved. Nej, der var andre ting planlagt for ham i aften, end en tur hos en luder. Der ventede sig et møde med en kvinde, hvis bekendtskab var spændene. Langt mere spændene end et knald fra en serieluder. Tanken om denne kvinde, fik hans røde læber til at spændtes i et skævt smil. Han fortsatte ned ad den larmende festgade, men da han havde gået et par hundrede meter, drejede han ned ad en snørklet gade. Larmen var her nærmest forstummet og lå blot som et ekko i den smalle allé. Han stoppede op på midten af gyden og lænede kroppen nonchalant op af murstenene. Man kunne stadig ane resterne af smadrede mursten fra krigen, der lå kastet ud til siderne. Collin kunne ikke lade være med at blive en anelse imponeret over, at det havde taget dem så hurtigt at bygge de ramte huse op igen. Krigen var trods alt blot overstået for 2 år siden. Han tændte en ny smøg, da den anden tidligere var blevet smidt ligegyldigt blandt de andre skodder, der lå smidt på festgaden. Endnu en gang sugede han røgen ind, pustede ud med næsen og hævede hånden fra frakken, smøgede ærmet til side for at kigge på klokken. Hun måtte snart være her. Kaya var ikke kendt for nogensinde at være for sent på den. Til gengæld havde hun en vane for at komme præcis når det passede hende. Hvilket egentlig ikke generede ham, det tændte ham blot endnu mere. Kaya, kvinden han så som the one that got away. Det gav ham stadig en bitter smag i munden, at den tumpe af en dæmon, kunne nuppe hende fra ham. Ligesom han havde hende i sin hule hånd. Det endte heller ikke kønt for nogen af dem og han havde faktisk ikke set hendes kønne ansigt siden, at han smadrede hendes mand. Hun var blevet ret pissed på ham, men alligevel synes han at kunne skimte en flamme i hendes øjne, da hun hev de sørgelige rester af hendes mand med sig.
Han spyttede forud for sig og lænede hovedet mod muren, tog en dyb indånding der nærmest skar hans lunger itu. Det var januar og bidende koldt. Stjernerne hang gemt bag de sorte skyer og regnet, faldt som støv ned over gaderne - opløste røgen fra hans læber. Not long now…

De mørke øjne granskede den hvide lap papir endnu engang, selvom hun udmærket vidste hvad der stod: At hun skulle møde ham, efterfulgt af en adresse, et tidspunkt og til sidst hans navn. Collin. Han var et brøl fra fortiden. Hun kneb øjnene en anelse sammen og skulede imod sedlen i hendes handske-beklædte hånd, som om hun kunne finde svarene på sine spørgsmål hvis hun stirrede længe nok. Hun endte dog med at krølle den sammen og stoppe den i sin frakkelomme med en irriteret bevægelse.
Hun kastede et sidste blik i det kropslange spejl. Den sorte frakke stod åben og smøg sig løst omkring hende, inden den stoppede midt på hendes skinneben. Den vinrøde kjole sad stramt til hendes krop, og strammere om hendes talje, hvilket gav en illusion om, at hun havde flere former end hvad der egentlig var sandheden. Udskæringen var lettere afslørende, men efterlod rigeligt til fantasien. Handskerne der strakte sig til midt på hendes underarme, samt stilletterne matchede kjolen i farve. Der var ikke et eneste hår der sad forkert. De mørke, fyldige krøller omkransede hendes blege ansigt, og snoede sig til lige under hendes skuldre. Make-uppen havde hun holdt til et minimum. Hun ville ikke gøre sig til for ham. Men som hun stod og betragtede sit spejlbillede var det lige netop hvad hun havde gjort og det irriterede hende, at hun ikke vidste hvorfor. It doesn't hurt to look nice... Sådan lød hendes undskyldning. Hun bestemte sig for ikke at grave mere i det.
Hun knappede frakken, greb den sorte, stropløse håndtaske på bordet, tog den sorte paraply ved døren og begav sig ud i natten.

Kulden gik direkte igennem de gennemsigtige strømpebukser, og hendes ånde var synlig som hun slog paraplyen ud. Mens hun gik imod sin destination kunne hun ikke lade være med at tænke tilbage. 1920'erne havde bestemt været et festligt årti, og hun måtte indrømme at de fleste af hendes minder var lettere tågede. Men hun huskede Collin. Tydeligt endda. Han havde vist stor interesse i hende, og hun havde givet ham lov til det. Han var vel charmerende på sin egen måde. Hun kunne ikke benægte at hun havde været tiltrukket af ham, og den ene nat de havde tilbragt sammen var da også meget sjov, men havde i realiteten ikke særlig meget med Collin at gøre. Hun fik så sandelig også sin bedre halvdels opmærksomhed som hun havde planlagt. Men der fulgte også konsekvenser. Hvis Charles vidste hvor hun var på vej hen nu... Lyden af stilletterne forstummede. Hendes næste åndedrag skælvede på sin vej ud. Tasken fløj ud af hendes hånd der instinktivt lagde sig på hendes brystkasse. Et øjeblik kunne hun ikke trække vejret. Tomrummet han havde efterladt hende med opslugte dæmonen på et splitsekund. Skulle der virkelig ikke mere til? Hun havde blot tænkt hans navn, og det havde lammet hende. Sorgen gnavede i hende et par sekunder mere, inden hun med meget anstrengelse skubbede den væk. Gemte den bag lås og slå hvor den hørte til. De mørke øjne stirrede ned på den tabte taske i et langt øjeblik, inden hun elegant bukkede sig ned efter den. Hendes skridt var hurtige og bestemte som hun drejede rundt om hjørnet og ned ad festgaden. Hendes ansigt afslørede ingen af de følelser der før havde fyldt hende, heller ikke hendes febrilske trang til at nå sin destination. Det handlede ikke længere kun om at få stillet sin nysgerrighed, og få svar på hvad Collin egentlig ville hende. Nu var han en velkommen distrahering.
Hun satte farten ned inden hun drejede igen, og med elegante, langsomme skridt bevægede sig hen ad den snørklede gade. Hun kunne ænse ham længere fremme, og hun følte et pust af lettelse som hun nærmede sig. Ikke fordi hun var synderligt glad for at se ham, i øjeblikket nærede hun ingen form for følelser for den faldne engel, men hans selskab var forhåbentlig nok til at holde hendes opmærksomhed, og holde andre ting i hendes sind i skak.
Hun stoppede et par meter fra ham. De mørkebrune øjne mødte hans. Hendes blik var ikke fjendtligt, men der var heller ingen varme at spotte. "Collin" lød hendes simple hilsen. Hendes ansigt var en neutral maske, mens hun afventede hans reaktion. Det var næsten 20 år siden hun havde set ham sidst, han lignede selvfølgelig sig selv, men mon han stadig var den samme?