Grr...... Run..... NOW! (Jacintha Phillips)

Tid: 23:40
Sted: Så dybt i skoven som man nærmest kunne komme.
Omgivelser: Ildevarslende stille, nærmest som om skoven vidste hvad der skulle ske.

Så var natten kommet..... Natten han havde været så spændt og alligevel nervøs omkring. Hun havde selvfølgelig virket selvsikker og fattet omkring det hele, men hun havde heller ikke begreb om hvad hun havde sagt ja til. Hun skulle stå overfor et bæst der både var ét med skoven men samtidig var opslugt af boblende primal vrede. Sidste gang han havde været i den tilstand, kom han til sig selv med et kompagni soldater samt hans egen stamme nedslagtet. Så det var absolut ikke noget at spøge med. Hendes duftevne ville også have begrænset virkning da vreden ville modstå.

Outfit

Han havde ikke rigtig så meget på da det hele alligevel ville blive ødelagt så snart han begyndte at forvandle sig. Han havde bedt hende om at møde ham i den dybeste del af skoven i en lysning, mere var ikke nødvendigt, hun skulle nok finde ham. Han kiggede kort op på himlen og kunne allerede mærke huden sitre, hvilket var et meget direkte tegn på at fuldmånen snart ville dukke op. Han gik lidt frem og tilbage imens han nærmest messede for sig selv: "She got this.... She can do it.... She is the one....." Hun var vant til at få tingene på sin måde men sådan virkede hans Indre Bæst bare ikke... Kunne hun virkelig formå at berolige Nightrage? Det ville jo ikke virke at tæmme ham, det ville en af dem dø af. Og berolige primal vrede?
Det ville i sig selv være en kæmpe bedrift.
Nu måtte hun godt snart komme.... Han kunne mærke sit indre boble, både fordi det var tæt på men også på grund af tanken om hvad der skulle ske. Det var som om vreden i ham, var spændt

Endelig oprandt den store dag, og Jacintha havde brugt den sidste månedstid på at forberede sig på denne dag. Jo hun var sikker, men det gjorde hende ikke mindre opmærksom på faren eller mindre spændt! Bange var hun ikke, frygt var en ting der var glemt i hendes bog, men man kunne aldrig vide om Charlie ville formå at vække det igen.
Over den sidste måned havde de to snakkede en del sammen, og hun havde fået spurgt til denne mørke side af ham, for at få et bedre indtryk af hvad hun havde med at gøre. En overordnet plan var lagt, og nu måtte de se hvad der ville ske.

Netop nu bevægede vampyren sig gennem skoven, hun vidste præcis hvilke retning hun skulle gå, for hun kunne både mærke sin mage.. og dufte ham. Vreden der byggede sig op i ham kunne lugtes på afstand, og hun lod sig guide af sine vakte sanser.
Lydløst, elegant og med vuggende hofter, dukkede hun omsider op og standsede nogle meter fra ham. I dagens anledning var hun på bar tæer, og klædt i en tynd sort kjole der mere var natkjole end noget andet. Håret var løst, og hun var egentlig ligeså et betagende syn som hun altid var. Blikket faldt på varulven, og det trak op i hendes mundvig. "Hello there, monster.." hilste hun med sin sexet stemme og frække blik. Tiltalen var et kompliment når det kom fra hende, og hun gik da helt tæt på ham, nydende synet af hans krop næsten helt blottede for sig. Åh ja, månen var nær.. hun kunne dufte det på hans hud som hun stoppede der foran ham.

Outfit

Hun havde heldigvis brugt den sidste måned på at forberede sig så godt som man nu kunne omkring en ukendt trudsel, men hun ville vide så meget som muligt. Han havde selvfølgelig kommet med alle de detaljer han kunne og forklaret hvordan at tanker ikke var relevant når det skete. I samme forbindelse havde han også forklaret hvor mange der var blevet nedslagtet sidste gang, hvilket også var grunden til det skulle ske i skoven.
Han havde som udgangspunkt intet til overs for mennesker men når man nedslagtede så mange så gav det alligevel en opmærksomhed man ikke ville have. En ting han dog ikke havde snakket om var hans egen frygt for hvad der ville ske. Teoretisk set ville han kunne flå hende fra hinanden, men han vidste også det her blev nødvendigt. Ikke kun fordi hun ville vise sig som hans sande mage hvis hun kunne berolige Nightrage, men også fordi det ville give Charlie en kontrol over sit indre bæst.

Han vendte sig om mod hende med et intenst smil og svarede: "Hello there....." I det hun stod helt tæt på ham, skulle han lige til at røre hende da de sidste skyer gled til side og han tog en dyb indånding. "Ok.... Hopefully i'll see y...."
Den første krampetrækning satte ind og han knækkede sammen. Han vendte blikket op mod hende med øjne fyldt af frygt. "Oh...Sh..... Run Jacintha......" Hans øjne blev fuldstændig blodrøde og begyndte at lyse. Valgte hun at se ham i øjnene, ville hun stirre direkte ind i rendyrket primal vrede. En vrede så ren at selv de mest koldblodede dæmoner ville tage flugten. "RRUUUNNN!!!! GRRRRAAARRGHHH!!!!"
Det var tydeligt han kæmpede sit livs kamp for ikke bare at slippe forvandlingen. Den næste krampetrækning satte ind ved hans sidste ord og han buede i ryggen for at brøle mod fuldmånen. Knoglerne knagede højt som de brækkede og gav plads til forvandlingen, muskelbanerne der begyndte at bløde på grund af den voldsomme vækst. Det majestætiske og primale blik blev en sidste gang vendt mod hende og man kunne se blod i hans mund fra kraniet der ændrede sig og tænderne der voksede og blev sylespidse og knivskarpe. "Run....."

Hun nåede frem lige nøjagtig tidsnok til at skyerne gled til side og frovandlingen gik igang. Hun havde set varulve ved fuldmåne, men det her.. det sagde klart og tydeligt hun ikke havde med en hvilken som helst vareulv at gøre. Hendes blik veg ikke fra hans, og hans eget havde ændrede sig mens den grusomme forvandling stod på. Hun bakkede et skridt, men det var så også det. Havde hun haft et hamrende hjerte, ville pulsen være steget, men heldigvis for det, havde hun ikke noget lignende. Han brøllede hun skulle løbe, men hvad godt kom der ud af det? Situationen var farlig, men hvis hun løb - for meget - var der jo intet at bevise. Hun var opsat på at vise sit værd her.. men hun nægtede at overgive sig til frygten. "It will be fine.. I will see you when this is over.." det brutale monster der overtog hendes mages plads fik hende da til at bakke igen, og hun stod på passende afstand. Jo jo, Charlie var da klart kønnere end det her, men rovdyret foran hende var ingen hvalp.. og hun kunne lide hvad hun så. "Well.. hello there.. I have been waiting a month to meet you.." vreden i hans blik skræmte hende ikke, men hun var yderst varsom her, og klar til at beskytte sig selv, eller flygte.

Han trådte et par skridt tilbage som huden revnede for at give plads til pels og voksende muskler. Som hans ben var forandrede og kløerne var kommet frem, sprang den næsten færdige varulv efter hende, men sendte sig selv ind i et træ der væltede af den voldsomme kraft bagved.
Den store ulv kom på benene og flåede i sig selv med de skarpe kløer for at bryde det sidste hud så pelsen kom ordentligt frem. Det sidste stykke af forvandlingen var mest størrelsen generelt, han var ca 4 meter høj i sin nu forvandlede skikkelse. Et perfekt eksempel på hvad en varulv kunne blive såfremt man havde valgt at kunne leve med sit indre Bæst.
Så rejste han sig i sin fulde majestætiske højde og knurrede af hende med blottede tænder og øjne der ville kunne sende is i de flestes årer.
Uden nogen form for advarsel slyngede han sin gigantiske klo direkte imod hende

Okay... den størrelse havde hun ikke set komme! Hun var jo en mus i sammenligning! Det løb hende koldt ned ad ryggen og hun gøs uvilkårligt. Blikket veg ikke fra ham, men hun bakkede lidt længere, og betragtede ham opmærksomt. Det var noget af en brutal forvandling, og da den var over.. var hans dræbende blik fikseret mod hende. "Oh.. fuck.." pludselig fik hun travlt med at flytte sig, og sprang tid side sekundet før den gigantiske klo hamrede ned i det sted hun havde stået. "That was not so sweet of you.." lød det ironisk. Så.. Charlie havde sagt at snak ikke hjalp, så de måtte have en anden taktik.. handling! Skulle hun kæmpe.. eller blotte sig og visse monsteret respekt og håbe på at blive skånet? Det sidste faldt hende svært at gøre.

I den tid de havde snakket om det, havde Charlie ikke kunnet give hende ret meget hjælp med hvordan man skulle klare det. Ingen havde jo overlevet det.
Det eneste han var sikker på var at man skulle ikke forsøge at kæmpe med det voldsomme bæst. Så ville man blive set som en trudsel hvilket betød at kampen ville ende når en af dem lå helt døde.
Da hun fandt fodfæste igen, sænkede det majestætiske bæst kroppen med øjne fastlåst på hende som om han gjorde klar til at springe på hende. Den ildevarslende knurren der kom fra ham viste at han snart sprang. Det perfekte rovdyr, den perfekte dræbermaskine, og den perfekte jæger.
Med et kort brøl sprang han efter hende

Alle hendes instinkter sagde hende at hun skulle kæmpe, det var jo det hun havde gjort hele sit tusinder af år gamle liv! Charlie havde dog advarede hende, og hun måtte virkelig bekæmpe sine egne instinkter for ikke at kaste sig hovedkulds i en kamp hun med sikkerhed vil tabe. "For fucks sake!" bæstet gjorde klar til et spring, og ville så gerne fortsætte legen, men samtidigt vidste hun at hvis hun først udfordrede den, så ville det gå galt. Derfor trak hun vejret dybt ind, og traf en rask beslutning. Hun sank på knæ, og blottede halsen for ham, blikket sænkede og et tydeligt tegn på overgivelse, anerkendelse og respekt. Samtidigt var hun klar på at løbe for livet, skulle det her være den komplet forkerte løsning.

Midt i hans spring, valgte hun en løsning han ikke var blevet præsenteret for før. Hun.... Overgav sig?... Respekterede hun hans indre Bæst?... Hendes handling gjorde også at Nightrage ændrede hvad han havde tænkt sig at gøre. I stedet for at slynge kloen mod hende, tog han ved hendes hals og væltede hendes ned på ryggen imens han hævede den ene klo for at flå hende. Men han kiggede ned på den letpåklædte og i forhold til ham skrøbelige skikkelse under ham. Kloen var stadig hævet til at ramme hende men han holdt den stille og knurrede ildevarslende. Faren var på ingen måde ovre men hendes valg havde i hvertfald stoppet hans næste angreb. Den form for underkastelse og respekt havde han ikke set før

Han ændrede da angreb, men hun lå snart på ryggen med hans gigantiske hånd mod sin strube. Han kunne kvase hende så let som ingenting. Hun kæmpede for at forblive stille og roligt, og og løftede blikket mod ham ganske langsomt og roligt. Hendes blik afslørede ro, og .. tillid og respekt. "I trust you..and I am yours" lød det dæmpede. Hvorvidt det var den rigtige taktik eller ej, anede hun ikke, men hun havde overrasket ham, så det kunne godt være det virkede.

Endnu en gang virkede det som om at øjne sagde mere end tusind ord. Hvad hun sagde, registrerede han nærmest ikke men det at de ord nærmest stod skrevet i hendes øjne, virkede til det.
Han lettede grebet om hendes hals en anelse og sænkede kloen igen men holdt hende stadig nede mod jorden. Øjnene kogte stadig af det primale raseri hun var blevet advaret imod men nu var det mere som om han undersøgte hende.... Testede hende... Han snappede ud efter hende lige foran hendes ansigt og snuste til hende ved hendes hals. Slikkede hendes hals inden det blodrøde blik fandt hendes igen imens han knurrede ildevarslende. Som om han stadig søgte efter noget

Det gik da meget godt! Eller noget... han stoppede da sit næste angreb, og hun lod ham snuse og slikke til sig, som om han smagte på hende. Igen, havde hun haft et hjerte, havde det slået meget hastigt lige nu! Som han atter så mod hende, var hans blik ikke mindre truende, men hun tog det ganske roligt. Armene rykkede hun fra kroppen så han kunne se dem, og hun kunne sgu ikke vise det tydeligere, at han var den af dem der havde magten, og at hun var komplet under hans magt. Som det var registreret, løftede hun forsigtigt den ene hånd, og strøg ham langs den ene arm, i et blidt og lokkende kærtegn, som prøvede hun at fortælle ham, at sammen med hende, behøvede han ikke være dette rovdyr, at i hendes favn kunne han finde ro fred, og omsorg. At hun ikke frygtede, men respekteret ham.

Da hun så tog det roligt, undersøgte han hende mere grundigt ved at snuse til hende imens han knurrede ildevarslende.
I det hun rykkede armen og strøg ham langs den ene arm, snappede han hen mod hendes hånd men gjorde ikke yderligere for at stoppe hende. Nu var der en svag flimren at spore bag de glødende røde øjne som om han registrerede hvad hun gjorde men ikke helt vidste hvordan han skulle forholde sig til det. Omsorg og respekt var to ting Nightrage aldrig havde oplevet før. Det havde altid været fjendtlighed og rendyrket frygt.
Det store bæst besluttede sig for at se om hun rent faktisk var så oprigtig. Han rejste sig fra hende og stillede sig et par meter væk fra hende inden han brølede voldsomt højt, nærmest som om han ville se hendes forståelse

Det var som at stå overfor en anden person, og som varulven kort snappede efter hendes hånd, lod hun den finde ro et kort øjeblik. Det var heller ikke længe han blev ved edm at snuse til hende, for snart trak han sig fra hende, og et øjeblik troede hun det var overstået, men nej. Hun satte sig op og betragtede ham, og snart brølede han så højt, at hun var sikker på man kunne høre det på tværs af skoven og helt indtil byen. Hun betragtede ham opmærksomt, og rejste sig op, kun for at gå tættere på. Blikket udtrykte ro og forståelse, og omsorg samt tryghed, noget den ellers så sjældent gjorde. Det var en hård proces, hvor de begge blottede sig for hinanden, men hver på sin måde. Henne ved ham, lagde hun hovedet bagud, og så op mod ham med armene spredt ud..

Hvis man forstod budskabet i hvad de begge to gjorde, vidste man også hvilken styrke og oprigtighed der lå i den. Nightrage skulle se at der var en der ville være der for ham, en der ikke var styret af frygt. Det at de blotlagde sig sådan for hinanden var en hengivenhed man ganske enkelt ikke så andre steder. Der var kun en ting tilbage inden de kunne fuldende det. Hun skulle med kniven skrive sit symbol lige over hans hjerte, men det krævede også at hun var oprigtig nok overfor både sig selv men specielt ham for at han ville acceptere forsøget.
I det hun stillede sig hen til ham med armene ud til siden, knælede det majestætiske rovdyr foran hende så de var tættere på at være i øjenhøjde. Han knurrede stadig men det var ikke en ildevarslende knurren, mere en der fortalte han var på vagt. De glødende røde øjne virkede til at være fastlåst på hende men det var tydeligt at hver eneste lille del af situationen blev scannet med den højeste opmærksomhed

Han knælede for hende, og selvom de ikke var på øjenhøjde, var det bedre end før. Han var jo gigantisk med sine fire meter! At han stadig var på vakt, var tydeligt. Hun rakte langsomt ud, og gled hænderne over ham, blikket stadig roligt og selvsikkert. Det her kunne de godt, de kunne gøre det sammen.

Den gigantiske varulv virkede ikke nødvendigvis til at slappe af men var heller ikke på vagt på samme måde. Det at hun gav sig hen til ham og viste ham omsorg og respekt i stedet for frygt, virkede. Hun fik lov til at røre ved ham, hans røde øjne var stadig på hende men han snappede heller ikke efter hende. Han kom med en meget lav knurren og pegede så over sit hjerte for at fortælle hende hvad hun skulle. En kontrol han ikke burde have lige nu

Han var vidst faldet ned, og det var et rigtig godt tegn. Som han signaleret over sit hjerte, vidste hun det var tid. Det trak op i hendes mundvig, og hun var ikke sen til at finde den skarpe dolk frem, som skulle bruges til formålet. "Are you ready for this?" det skulle nok gøre fandens ondt, men hun var spændt på hvad der ville ske herfra.
Ved hans accept, eller signal, begyndte hun at indgraver sit symbol over hans hjerte. Så elegant som muligt, og så hurtigt som muligt, fik hun skrevet et JP med elegant skrift lyden og lugten af hud der brændte var tydelig.

Ved hendes spørgsmål, nikkede den store ulv og bed sammen som han gjorde sig klar. Da hun så begyndte at skære symbolet, knurrede han noget højere da det selvfølgelig gjorde ondt. Men han rykkede sig ikke det mindste og lod hende tage sig den tid hun skulle bruge. Det var det sidste tegn hun skulle have på at Charlies indre bæst havde accepteret hende.
Som hun var færdig, trådte han et par skridt tilbage hvorefter en serie af knagende lyde og forvandlingen startede endnu en gang. På trods af det var et voldsomt syn og det på ingen tænkelig måde var behageligt, holdt han sig på benene. Som forvandlingen nåede sin ende, stod han helt nøgen som hun kendte ham men der var noget endnu mere majestætisk og autoritær over ham. Som om han havde nået en langt større accept af ham selv. Hans øjne glødede stadig klart rødt

Han stod stille, selvom hun nærmest kunne mærke den smerte han måtte føle. Hun var omhyggelig, men forsøgte at være hurtig. På den anden side skulle det jo ikke være sjusket, han ville have et ar på brystet af det her efterfølgende, og det skulle helst ikke være grimt!
Omsider var det overstået, og han trådte nogle skridt væk hvorpå forvandlingen startede igen, denne gang tilbage til hans menneskelige form. Hun betragtede ham tålmodigt, og det så ikke videre behageligt ud, men snart stod manden hun kendte foran hende igen, i sin fulde højde men virkede.. forandret. Hun måtte indrømme at føle sig forandret også, men et drilsk smil trak nu alligevel over hendes læber. "Told you I could do it" lød det fra hende hvor hun løftede dolken og slikkede hans blod af klingen, før hun fik den gemt væk igen.

Han trak på smilebåndet som hun pakkede kniven væk igen inden han så tog et par skridt tættere på hende. Det var en tydelig forandring i ham hvilket hun af åbenlyse årsager kunne mærke. Det var som om han bar sig selv meget mere stolt og nærmest majestætisk.
"Of course.... You respected me.... Cared for me.... Instead of fearing me.... You acknowledged me..... "
Så tog han kort og kiggede på den halskæde der af en eller anden grund havde overlevet forvandlingen og smed den langt væk. "As a little bonus.... A choice by me..... Should you ever need a little extra force.... You can call out to my true name.... And the Beast you just saw... As i truly am..... Will come to you.... T'Kashi.... "
Han stod nu helt op af hende

Charlie var snart på vej hen imod hende, og blikket fulgte ham intenst. "Oh i did, but don't get too just to that.." kunne hun ikke dy sig for at svare flabet.
Halskæden han altid havde om halsen blev smidt af pommeren til, og hun så kort i den retning, inden blikket var vendt mod ham. han stod helt tæt, og hendes hænder vandrede op ad hans bryst og rundt om hans nakke. "Good to know.. people shall fear us.. more than ever.." hun skrev sig navnet bag øret til en anden god gang, og slap ham snart for i stedet at sende ham et udfordrende blik. "Care for a little .. hunt?" de hyggede sig jo altid i hinandens selskab, og så kunne han da prøve at fange hende, det kom der nok kun noget sjovt ud af!

Halskæden havde han altid betragtet som livsvigtig da den hjalp ham med kontrol. Men efter hun havde anerkendt Bæstet og underkastet sig, havde det givet Charlie et langt større niveau af kontrol.
Som hendes hænder vandrede, knurrede han lavt og svarede hende: "They will.... They will see a union far more powerful than ever before......" Han var måske blevet smittet lidt af hendes trang til kontrol og magt, men så igen, verden havde aldrig givet ham grund til andet.
Da hun foreslog en lille jagt, kiggede han ned af hende i den lækre natkjole og så tilbage mod hendes blik inden han sagde: "Always... What's the prize?...."

Han knurrede, og det var da en lyd hun var kommet til at holde en del af, den dyriske side af ham som hun aldrig blev træt af.
Han gik med på en jagt, men ville kende prisen. "Me..." svarede hun frækt og gav ham ikke en chance for at svare, før hun stak i rend.

Han kiggede efter hende og knurrede lavt for sig selv: "Good...."
Så besluttede han sig for at vise helt præcist hvorfor folk var så bange for ham i skoven. Han sprang i løb men var nærmest helt lydløs og kom snart op på siden af hende inden han næsten forsvandt ind i skoven mørke igen, stadig efter hende