I'm scared again- Marcus=privat

Omgivelser: Ingen andet en Lilly
sted: De juex Legeplads.
Tid: sen aften..
Vejr: Kulden er der samtidig, med vinden blæser.
Dato: ?
Årstid: Efteråret er kommet.

Man kunne høre vinden blæse, gennem trærene, og bladede faldt ned fra de smukke grene.
Et suk strejfede en piges læber, men det var næsten lydløst, og elegant... Det var Lilly, som gik alene hen af den mørke vej. Hendes hår hang livløt ned af hendes skuldre. Man kunne se frygten i hendes øjne, hvis man altså kendte til frygt. Hun rystede kort over hele kroppen, før hun elegant bevægede sig vidre frem ad. Hun kiggede kort rundt, der å ikke ud til at være nogle. Hendes ynde, kunne ses, selvom hun var bange, og træt. Hun havde ikke sovet i flere dage, og heller ikke spist. Man kunne godt se at hun var tynd, men det var ikke helt slemt. Eller det så i hvert fald, ikke sådan ud. Men det var hun nu altså. Hun kiggede kort rundt, med de baby blå øjne. Hun var kommet til legepladsen, i Di Morga. Hun åbnede let porten, og kiggede rundt. den forladte legeplads. Gyngerne var næsten smadret, og alt var støvet. Hun satte sig kort på hug, da hun så en dukke ligge nede i sandet. Den var syet ud af stof, og var endelig ret sød. Beskidt, var den dog også. men den havde et eller andet over sig, som fik en tåre til at glide ned over hendes kind.

Marcus, kom i sin hvide ravne skikkelse, flyvende ind over legepladsen. Der var tomt og øde, og vinde fik gyngerne til at gynge let frem og tilbage selvom ingen sad på dem. Karuselen drejede langsomt rundt. Vippen vippede frem og tilbage. Der var et lidt uhyggeligt skær over det hele. Han landede oppe i et træ, og så ned. Så fik han øje på hende! hun sad på hug i sandet og græd ned over en dukke. Han fløj ned til hende, stadig i ravne skikkelse, og landede lydløst i sandet. Med sine Nøddebrune øjne så han på hende. Han lyste svagt, og lignede en slags, sendebud fra gud eller noget.

Lilly sprang op og dukken faldte ud af hendes hånd, men det var kun der en ravn kom. Automatisk, kom hun ned i hendes dyreskikkelse. En smuk elegant sneleopard, som havde det lidt kongelige over sig, men stadig var den meget yndefuld.
Hun kiggede kort ravnen ind i dens smukke, bruneøjne. De var fortyllede, og enormt smukke. Hendes babyblå øjne var det samme, især når hun var i hendes dyreskikkelse. Hun glemte helt at forvandle sig tilbage, fordi hun så ind i hans øjne.
Derimod var hendes øjne uskyldige, som et bans, eller en engel.

Han blev forskrækket, og hoppede lidt tilbage, og lod et 'skrap' flyve ud gennem næbet. Han så ind i hendes øjne og minderne, kom tilbage. De mindede så meget om hans élskede, men elskede Mille! Hun havde præcis de samme øjne. Han valgte hurtigt, at gå lidt tættere på, og tog sig i at stirre. Han lod blikket falde ned på dukken. Endnu et minde! Den lignede han lillesøster´s dukke. Tanken om hende, fik en hans brune øjne til at blive våde. Han blinkede hurtigt, og en tåre flød ned over hans næb, og ned på dukken.

Lilly fik tvunget sig selv ii menneskeskikkelse igen. Der havde hun dog også, de uskyldige blå øjne. Hun bukkede sig let ned, og lod let hendes hoved nikke, for at vise hun havde respekt for ham. Hun lod let hendes finger glide hen over hans fjer. Hun gjorde det stille, og holdte dog øjenkontaketen med ham. Derefter kørte hun den op til hans tåre, og tog den let væk. Hendes hud, var kold, og bleg idag, men smuk, som hendes anden skikkelse. Hun havde hendes hvidetylskørt på idag. Det sad smukt, og hang blidt. Der inden under havvde hun sorte gamcher med slidemærker ned af.

Marcus forstod at hun intet ondt ville ham! Han hoppede derfor lidt tilbage, og langsomt, kom han i menneske skikkelse igen. I starten voksede han men havde satdig fjer og vinger, og til sidst havde han kun sine vinger, som han hurtigt slog ned. Han havde sin Hvide skjorte på, hvor ærmerne hvar hevet op til under albuerne, og nogle sorte cowboybukser på. Han kiggede på hendes blege hud, og nikkede svagt. Han smilede et skævt smil, og rakte hånden frem. "Davs, Jeg er Marcus! Pussig måde at møde hinanden" grinte han, og lignede et lille barn igen.

Lidt skræmt trykkede hun let hhans hånd... "Ja.. øh.. Jeg er Lilly" sagde hun stille og kiggede op på ham. Et lille smil bredte sig hen over hendes læber. Hun rystede kort, og fik rejst sig op. Man kunne se at hendes sko var slidte, men aligevel havde de deres egen charme. Men det havde converse altid. De var sorte, med en masse tus på. Hun kiggede op på ham før hun let strøg hendes hår væk fra øjnene. Nu kunne man se hendes lyse øjne som skinnede da månen ramte dem. Det var endelig ret smukt, sådan som de skinnede.

Han stod lidt og undrede sig over hvad han skulle sige.. Skulle man gå lige til sagden, eller lære hende at kende? Han Strøg sig over håret, og fjernede hurtigt blikkede fra hendes hals. Han var ved at gå for vidt. Tænk at stå og overglo en vildt fremmed? det var underligt så meget han havde forandret sig. Han mærkede den velkendte fornemmelse, og lynhurtigt, blev hans øjne røde, og han vendte sig om og kaste blod op. Da han vendte sig igen havde han igen sin normale øjenfarve. "Undskyld. Slem sygdom" smilte han, lidt alvorligt

"Blod!" sagde hun med en skræmt stemme. Hendes hænder begyndte kort at ryste, og hun mærkede hvordan angsten røg opp i hende. Hun stivnede og stirrede på blodet som lå. Man kunne se at hun var bange, og det kunne også se ud somom hun var ved at besvime.. Hun kunne ikk etåle lugten af blod mere. Man kunne se hendes øjne blive lysre, og hendes hud kort hvidere. Det gav hende gåsehud, men hun kunne ikke fjerne hendes blik fra det. Selvom hun inderligt ønsede det.

Marcus så hendes blik, og tog hende i hånden, og førte hende ud fra legepladsen. Han løftede hendes arme over hendes hoved, og sagde: "Træk vejret stille, og glem lugten og blodet." og kunne ikke lade være med at smile. han var blevet så vandt til blod fra sin barndom, når hans far slog ham, så han var ligeglad

Da hun kom ud derfra begyndte hun småt at trække vejret normalt igen. Et lille nuttet smil fandt vej hen over hendes bløde læber. "Tak" hviskede hun næsten, og fik så hendes arme ned af siden igen. Hun gabte let,og strøg sig let gennem håret.. "Øh.. er du okay, efter du ved nok" mumlede hun let og ville helst ikke sige ordet `blod´ lige nu. Underligtnok kunne hun lugte blodet, men det var jo endelig ikke normalt at lugte blod vel??

Han grinte og smilte varmt "Jeg har kastet blod op, siden 1874, så jeg klare mig nok :P" grinte han.

//Ikke særlig kreaativ :o//

"øh.. det lyder godt. Altå at du er okay" sagde hun smilede. "Øh.. Det lyder måske underligt siden du ikke kender mig godt, men øh.. Bor du nogle steder?22 spurgte hun i håb om at han gjorde. For så kunne hun jo spørge om hun måtte sove ved hamm, og endeelig ikke være alene, en af de mørke nætter, som var enormt skræmmede.''

//Er jeg heller ikk :)

Han smilede "Ja, jeg har en hotel suite inde i byen. du kunne godt sove der vis, du ikke havde andre sted at sove" sagde han stille

"Må jeg" smilede hun forbløffet. Det ville hun virkelig gerne siden hun altid var bange lige for tiden. Og hun havde jo heller ikke sovet, men det var ikke det værste.. "ltså kun hvis jeg ikke er til besvær, men eller vil jeg enormt gerne" smilede hun stille og kørte en hånd gennem det silke bløde hår.