En tilfældig tur i den gamle park

Sted: forlystelsesparken
Tid: Aften
Vejr: Lunt, solen er gået ned
Omgivelser: Gamle forlystelser, faldefærdige isboder osv.
Dato: 13/6

Kayako kom gående ind gennem den gamle låge.
Lågen var helt rusten og stod åben, så det var ikke fordi det var svært.
Hun havde sin hvide, lette sommerkjole på og hendes lange, sorte hår hang slapt ned omkring hendes skuldre.
Hun gik ind mellem nogle af de første forlystelser, en gammel karussel og noget der vist engang havde været en isbod.
Hun så sig lidt omkring og bemærkede at det eneste liv der var her var fugle og kryb.
Hun begyndte at tænke på vor længe parken havde været forladt.
Hun forestillede sig også familier gå rundt og prøve forlystelserne, dengang parken var åben.

Tyste skridt blandt forladte forlystelser, og glimt af sløvgrå pels, var alt hvad der afslørede killingens tilstedeværelse. Artemis luntede stille rundt, og fulgte mere eller mindre efter den nyligt ankomne person. Hun var så helt forfærdeligt nysgerrig. Evig og altid skulle hun undersøge nye ting. Det var ikke sådan at hun ikke havde været i parken fr, for det havde hun, men det var som om der altid var noget nyt at undersøge hver gang. Og så var der altid usandsynligt mange personer i forhold til at det var en forladt forlystelsespark...

Hun vendte hoved og kiggede til sin ene side da hun ud af øjnkrogen havde fornemmet en bevægelse.
Noget gråt, men alligevel lyst....Måske en rotte? Nej, den var for stor til det, kat? hund? Nå, men sikkert ufarligt.
Men ingen kunne jo gøre hende noget, hun var jo allerede død.
Hun gik vidre og tænkte igen på familierne der engang havde besøgt parken.
Hun stoppede op ved en rutsjebane.
Hun blev igen fyldt af vrede, vrede over at de fleste havde en god familie, at de kunne have det hyggeligt et sted som her... Og igen er trang til hævn, at andre skulle lide som hende selv.

Artemis var kommet op foran den fremmede, og stod nu på stien, og betragtede hende åbenlyst. - Stadig i form af en killing. Hun hørte tydeligt hvordan den fremmedes tanker gik fra de glade familier, og til den inderlige vrede. Så dog ikke ud til at lade sig mærke med det. Hendes grønne øjne funklede nærmest i mørket, mens de roligt hvilede på ånden.

Hun så ned på killingen da den kom til syne.
sølvgrå pels, så var det altså den hun havde set.
Hun så lidt på den med sine tomme og skræmmende øjne.
Hun begyndte på lyden der kom fra hendes strube, en slags knirkene lyd.
Det gjorde hun altid nå hun så noget levende, men stoppede dog igen, for hun gad ikke spilde sine kræfter på en killing.

Artemis forvandlede sig undrende til menneskeskikkelse, da pigen kom med den mærkelige lyd. Mest fordi at det var meget nemmere at kommunikere når man kunne snakke.
"Hvem er du?" spurgte hun lettere nysgerrigt, og betragtede stadig den fremmede. Lod sig endnu ikke mærke med den inderlige vrede i hendes tanker. Også selvom den sikker var rettet mod alt levende...

Hun så lidt på hende, men viste ingen tegn på hverken at høre hende eller at føle noget, hun så bare tom ud, som et lig.
Hendes sorte hår hang pludselig ind over hendes ansigt og hun stod pludselig med bøjet hoved og så hen på hende.
Hun sagde igen den underlige knirkende lyd, som plejede at skræmme andre.
Hun virkede pludselig lidt mere utydelig.

Artemis så undrende på ånden, og trådte usikkert et let skridt væk. Var dog ikke bange. - Der skulle eget til at gøre hende bange, selvom ikke var mere end et barn.
Stædigt blev Artemis stående, og så pigen blive mere utydeligt. Hvad ville der nu ske? Mon hun skulle være blevet i katteform? Nå, det var forsent at spekulere på nu. Nu måtte hun vel bare se hvor dette første hen...

Tilsidst blev hun tydelig igen.
Hun havde idet mindste opnået en lille reagsion, det var altid noget.
Hun nærmeste gled baglæns, hun bevægede sig ikke, men, ja, nærmest gled baglæns.
Hun stoppede nogle meter fra hende og lavede nogle små bevægelser med sin pegefinger.
Lidt efter kom det noget til syne i jorden, bogstaver.
`Kayako`