Man kan aldrig vide...

Sted: i parken
Tid: aften
omgivelser: Træer, buske, springvand, bænke, mennesker....
Dato: 13/6
Vejr: Lunt, solen er på vej ned

På bænken, helt henne i et hjørne af parken hvor der ikke kom så mange, sad en pige.
Hun havde en let hvid sommerkjole på, men det var også det eneste.
Hendes lange sorte hår hang slapt ned omkring hendes skuldre og lidt ned foran hendes ansigt, da hun sad med bøjet hoved.
De få der gik forbi så hende ikke, og de ville nok også blive overraskede vis de gjorde.
Luften var lun efter en solrig dag, lige i nærheden kunne man høre lyden af et lille springvand, bierne summede omkring blomsterne som stod rundt om i parken og der var også nogle sommerfugle.
Men pigen så ikke op på sine omgivelser, men sad bare udtryksløst og sad.

"Jeg har jo sagt det! Jeg er ikke kommet for at stjæle dine nødder!" hviskede Julian så højt han turde til det lille egern der sad på den rygglænet af bænken han sad på. Julian havde sat sig i parken med sin nye western guitar og lod sine fingre glide ind i en rolig ballade. Klangen var flere gange bedre end den sidste guitar, men selvfølgelig beholdte han sin gamle. Han ville nok alligevel ikke kunne skille sig af med den hvis nogen bad ham om det. Pludselig midt i omkvædet faldt en nød ned i hovedet på ham fra egetræets grene over ham og han bandede lavmældt imens han tog sig til hoved. Da egernet der havde tabt nødden kravlede ned på bænken og så at han havde nødden i hånden, var den pibende gået i gang med at beskylde ham tyveri af ikke kun denne nød, men hele dens ration. Pokkers dyr!

Hun hørte lyden af en guitar, ikke fordi hun gik særlig meget op i musik, faktisk slet ikke.
Men da hun bagefter hørte lyden af et egern og en anden så hun alligevel op.
Drengen sad alene på en bænk, ikke så langt væk, han sad med en guitar, men ligenu var han igang med at tale til et egern som så ret surt ud.
Det tog hende kun et øjeblik at regne ud at egernet mente han havde stjålet dens nødder, for drengen sad med en nød.
Hun blev ved med at se på dem i en overbevisning om at de jo alligevel ikke kunne se hende, måske kunne egernet føle hende, men nok ikke mere end det.
Det var spændende på en måde, at se en sidde og tro han kunne snakke med dyr.

Egernet, der nu var godt gnavent, sprang ned fra rygglænet og ned i skødet på Julian. Der fortsatte han sin hæftige diskution med halen der svirpede igennem luften som tegn på dens irritation.
"Det kan godt være at du kan forstå mig Hvisker, men det giver dig ikke nogen speciel magt til at tage hvad der ikke tilhører dig!" hvæste den ad ham og så beskyldende på ham. Julians ene øjenbryn skød i vejret og han så køligt på egernet. "Så det er det i går og kalder mig." mumlede han inden han skubbede egernet ned fra skødet, der pev i protest. Han stildte sig ovenpå bænken og plukkede en håndfuld nødder ned fra de tyndere grene som egernet ikke selv vovede sig ud på. "Her!", sagde han og kiggede spidst ned på egernet. "Er du å glad?"

Hun lagde hoved lidt på skrå.
Hun kunne ikke helt høre hvad han sagde, da han mumlede, det eneste hun havde fået fat i var noget med at nogen kaldte nogen et eller andet.
Men det ga jo ingen mening.
Hun rettede sit hoved op igen da drengen ga egernet flere nødder.
Så ville egernet vel blive glad og hoppe væk? Og så var den vel slut.
Hun rejste sig op og så sig lidt omkring, inden hun så gik hen mod dem, ikke fordi hun havde nogen grund, måske fordi hun ville skræmme egernet lidt, eller også ville hun bare gå forbi dem.

Egernet stirrede med store øjne på bunken af nødder foran den. Det ville have taget den megen tid og endnu flere krafter at få samlet så mange ind, som Julian havde givet ham. Egernet bendte sig om og bukkede dybt for Julian. 'Jeg undskylder, Hvisker. Rygterne om din gavmildhed ser ud til at være sande." Egernet mumlede det sidste og modviljen af at skulle indrømme strålede ud fra den. Julian lo og lod en finger ae dens hoved. 'Undskyldning modtaget' sagde han kort og samlede nødderne op igen. 'lad mig hjælpe dig med at få dem hen til dit gemmested. Hvor er det?'
Da Julian rettede sig op for at følge egernet der var smuttet ind imellem træerne igen, fangede noget hans opmærksomhed. Hvis han var i ulveform ville hans pels rejse sig i børster, et væsen havde indtrængt hans mentale territorium. Han stod ganske stille og koncentrede sig om sin lugte og høresans for at opfange hvem eller hvad der havde forstyrret ham.

Hun stoppede op nogle meter bag ham, da hun bemærkede en der koncentrerede sig om noget.
Hun så lidt efter egernet og så på drengen igen.
Hun tænkte på om hun skulle gå nærmere eller om det var bedst at lade være.
Hun besluttede sig for at gå nærmere, der kunne jo ikke ske hende noget.
Da hun nu kun var 1-2 meter fra ham stoppede hun op igen, hun vidste ikke om han kunne mærke hende eller et eller andet, andet.
Hun så sig lidt omkring, et kærestepar gik længere nede af stien og i den anden ende gik en herreløs hund.
Ellers var der stille, hun kunne svagt høre egernet pusle et eller andet sted.
Hun så på drengens ryg og ventede.

Julian rullede med øjnene men forholdt sig tavs. Hvis han ikke havde bemærket det før, havde han det i hvert fald nu. At dømme efter fornemmelse, var ånden jun få meter fra han, men han ignorerede dens tilstedeværelse.
*Lad den stirre* tænkte han og fortsatte ind imellem træerne efter det rødgyldne egern.
'Hvor langt er der endnu?' spurgte han egernet og måtte dukke sig for en større gren han var ved at gå ind i.
'Vi er der næsten!' peb den et sted forude.
Julian sukkede. *Det var da oplysende* tænkte han sarkastisk.

Hun syntes det var lidt sjovt, som han var vild med det egern.
Nu var han efter det igen.
Hun stod lidt og så efter ham, men gik så roligt efter, lidt nysgerrighed havde hun trods alt.
Og nå man ser en dreng skynde sig efter et egern, kan man jo ligeså godt følge efter.
I et kort øjeblik kunne hun ikke helt huske hvilket vej de var forsvundet i, men huskede det så og gik så godt hun kunne, efter dem.
Det var nærmest som om de forstod hinanden.