I kender mig ikke...

S: Cathédrale Domkirke
T: Kl. 22:30
O: Kun Nathrezim...
V: Regn og bulrende Torden
D: d. 2/4

Nathrezim går udtrykløst op af kirkens lange gulv og ridser med sine brændene fingre et sort spor a sod i kirkens væk. det ser kun ud til det er ham der er her. Den skingre lyd fra Nathrezim negle der ridser mod den store flise væk, runger i kirkens tomhed.
han når op til det store kors bagerst i kirken, han stiller sig og beundre det hvor efter han starter med at ridse lidt i bunden af korset, jo mere han ridser jo flere gnister kommer der fra de gløde punkter i træet.

*må man være med?*

*Aye ^^*

Mikala sad oppe ved alter hun sad og bad e stille lille bøn om at se hendes far igen hun viste at han levet hun holdt hånderen for øren " hold dog op med det larm " sagde Mikala en smule vredt og en smule trist

Asma fløj stille afsted. Hun var som altid væk i sine tanker. Hun tænkte ikke rigtig på hvor meget farer der lurede bag domkirken, men lige nu tænkte hun ikke sig om. Hun fløj stille afsted som sagt, hun lignede nærmest en svane.
Med et fik hun øje på nogle gnister. Eller det troede hun, over mod et træ som ikke lå så langt derfra hun selv fløj.
Asma vidste at det ikke var nogen god ide at flyve derover, så hun stod stille oppe i luften, og betragtede gnisterne med al forsigtighed.

Nathrezim Vendte sig hurtigt og kiggede med flammende øjne på hende lidt mistroisk, hvor efter han siger højt de sig selv: " Hah! og jeg troede lige der var en trussel!" og fortsætter med afbrænding af jesus på korset med et lille smil på læben

// nogen som gider svaget i mit emne fanget i en grotte i skoven ( ÅBNET EMNE ) //

Mikala så forskræget ud men hun sad med sit dæmonkors hendes far hade givet til hende da hun var en lille pige på 2 år

nicor holdte sig mest til skyggerne, vidste et sted ikke hvorfor han egentlig var endt her i den gudsforladte kirke, hvor ingen dæmon eller halv dæmon skulle være. han gjorde kort en rystede på sit hoved, så hans mørke lokker, et sekund dansede.. hans næsten sorte øjne så kort på den store alter, hvor ensom pige sad, og så hørte han en larm, der for ham var som sød musik. så på den stor dæmon, der ikke var svært regne sig til, der måtte være ild dæmon, det fik ham næsten til at spinde som lille mis. nicor hoppede elegant ned fra den vindueskram, han havde siddet i og begyndte langsom at gå over imod dæmonen, som havde fangede ham..

"Javel" sagde Asma og så lidt skræmt på drengen.
"Hvad laver De, om jeg så må spørger?" spurgte Asma, stadig med afstand til drengen.

Nathrezim Tog en hurtigt en indånding og næsten så hurtigt som lynet slog han sine vinger ud og tog sit sværd frem og føj med en Høj fart mod Asma med et vredt ansigts udtryk oghans øjne stod nu i flammer "DØ! ENGEL!" brølede han!

Asma så forskræmt på ham, men bevægerede sig ikke rigtig.
Hun stirrede på ham, med foragtet blik.

Nathrezim slog i vildskab efter Asma og efter 5-6 slag begyndte han at trække sig lidt tilbage og kigged arrigt på hende. " hvem er du?" spurte han mistroisk mens han stadig snappede efter vejret

" nej ikke her " sagde Mikala og slog sine egen vinger ud og stille sig ind foran Asma " du skal ikke udgyde blod her det tillader jeg ikke " sagde Mikala og i hendes hånd kom en flamme frem hun holdt den frem og skød den efter ham

Han havde ikke ramt hende. Hun var i en lille chok, men ellers ikke mere.
"Jeg er i været fald ikke din fjende" sagde Asma og hendes øjne så nærmest vrede ud nu. Hendes fredfyldte øjne var væk, og Asma var typen der ikke blev vred hurtigt.

"Jeg skal bruge en engle sjæl til mine våben... vil du give mig den frivilligt eller skal jeg rive den ud af din svage lille krop?" Nathrezim kiggede ondt på asma og ignorerede Fuldstændig mikalas ordre

nicor stoppede på afstand, mens hans øjne stadig fulgte den røde dæmons mindste bevægelse, han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig slev, for dæmon foran ham helt for sig selv, selv der han angreb engel.. nicor trådte med et ud på scenen, og sagde med en lille charmerede kold stemme "må vi også være med i legen?"

Ailda der havde siddet på bænken i kirken rejste sig op. Hun gik surt hen mod Det lille slagsmål. Kiggede kort på det og hvæsede til angriberen
"gør det igen og jeg sværger du vil være hovedløs" sagde hun iskoldt
Hun kiggede opgivende ned på Isma.
*hvorfor er jeg ikke overrasket?* spurgte hun sig selv i tankerne.
Hun skulede til ham der havde angrebet isma.
Hvorfor var det hende der skulle have fuldtidsvagt?

Mikala stod stadig foran Asma hun ville ikke rykke sig " du skal ikke rør hende dit bæst " sagde Mikala hun så en smule underlige ud på den måde hun stod på men Mikala hade det ikke godt i sit ene ben

Nathrezim drejede sig hurtigt og kiggede ondt på alida, og med en glidende bevægelse fløg hans sværd op og var uhyggeligt tæt på alida's hals " du har ikke noget at skulle ha sagt her!" udstøder han og vender sit sværd og smadre det med den flade side ind i siden af hoved på Alida!

Asma stirrede bare på drengen.
Hun så lidt på Mikala og Ailda som var kommet.
"Bare kom, jeg har ikke noget imod dig" sagde Asma.

Asma lag mærke til at han fløj over til Ailda.
"Ailda!" råbte hun og fløj imod drengen. Hun fløj faktisk forbi Mikala, som stod foran hende.
"Væk nu! Han er ikke rigtig klog!"

Ailda stak ham en lussing
"et. Man truer ikke piger"
Hun slog ham igen. Denne gang hårdere
"to. Det kan du tro jeg har"
Hun slog ikke denne gang men skubbede ham irrteret væk fra isma
"tre. Man tager ikke et sværd foran min hals, med mindre man har sit liv kært"
Hun kiggede surt på Nathrezim

" STOP DET DIT BÆST LAD DEM VÆRE I FRED OG SLOG I MOD MIG VIS DU ALSER TØR !" råber Mikala vredt til ham

Asma stoppede op.
Selvfølgelig, man skulle aldrig komme tæt på Ailda slet ikke da hun er i sådan et humør.
"Hør, du skal ikke røre mine venner. Lad os være!" råbte Asma, selvom hun var sikker på at ingen hørte efter.