Det store frikvarter //Maddie//.

Sted: High School Di Morga - et sted ude i skolegården.
Omgivelser: Der er enormt mange udenfor ... de sidder i grupper på 3 - 5 stykker.
Vejr: Det er varmt, meget varmt. Temperaturen er næsten oppe på 30 grader.
Tid: Eh ... spisefrikvarteret er lige begyndt såå ... deromkring klokken halv tolv?

Latter og højlydt snakken fra de mange grupper af elever kunne konstant høres og fyldte hele skolegården. Ikke ét hjørne af gården åndede ro og fred. Over alt løb enten små eller store elever rundt og jagtede hinanden, hvilket resulterede i en masse skrig og skrål, når personen der flygtede fra den anden blev fanget. Aidin selv havde sat sig i den sydligste del af skolegården, hvor han mente, at der var mest roligt. Han sad under gårdens eneste træ med en tegneblok i skødet og en blyant i sin højre hånd. Der var nogenlunde køligt her i skyggen under træet. Hvis han syntes, at det blev for varmt, kunne han naturligvis også bare smide noget af det tøj, han havde på. I morges før han havde taget afsted, havde han bare trukket en mørkegrå t-shirt over hovedet, hvorpå der var trykt to sorte streger, der skulle forestille seler. Hans ben var beklædt med nogen efterhånden meget slidte, grå cowboybukser, og på hans fødder bar han sine uundværlige, sorte allstars sko. Som altid havde han sine sorte, store 'nørde'-briller på og et ternet tørklæde om halsen. Aidin bed sig forsigtigt i underlæben og lod sit blik vandre rundt i skolegården. Forbi alle de glade, leende elever og henover selve skolen. Hans blik endte på tegneblokken i hans skød, hvor en halvfærdig drage fyldte det meste af papiret.

Maddie kom nærmest hoppende ned af trapperne der førte ud til skolegården. Hun havde en fin lille lilla kjole med en slags tern på.
Hendes hår var brunt og sat hang ned langs hendes skuldre.
Hun kiggede ud på alle de mange elever. Hun havde en hvid agtig taske med. Den var ikek helt hvid, men også lidt hud i det. Hun smilte til mange af dem der løb forbi hende. Hendes smukke solbrænte ben flyttede sig hele tiden eftersom hun tog skridt for skridt for at komme hen til noget skygge. Hun tog sin mobil frem og kiggede lidt på den før hun tændte lidt musik. Hun sang lige så stille med og så på en dreng der sad under det eneste træ der var i hele skolegården. Hun strøg lidt pandehår væk fra øjnene for bedre at kunne se ham. *Flot tørklæde,* tænkte hun for sig selv og mente det fuldt ud. Det var flot.. Hun havde set det i et par butikker. Der havde hun ike haft råd til at købe sådan et i pigeformat og kiggede derfor bare.
Maddie gik hen mod drengen. "Hejsa, varmt dag hva'?" sagde hun med et smil og satte sig elegant ned ved siden af ham. "Flot drage!" Hun pegede på tegneblokken og smilte.

Kjolen: http://www.celebrityinspirations.com/wp-content/uploads/taylor-swift-dress.jpg

Aidin løftede sit blik fra tegneblokken og rettede det fremad, hvor han lidt efter fik øje på en ubekendt pige, der så ud til at gå i retning hen mod ham selv. Hvad ville hun herhenne? Han slog hurtigt sit blik ned mod blokken, da han ikke ville stirre. Derpå tog han et fastere tag om sin blyant og tegnede stregerne på sin tegning op, så de blev tydeligere. Der gik dog ikke længe, før han kunne fornemme nogens nærvær. Han turde ikke kigge op i frygt for, at det var pigen, han havde set længere henne. Aidin fandt dog ud af det kun få sekunder senere, da personene satte sig ved hans side og sagde noget til ham. Langsomt drejede han hovedet og fæstnede sit blik mod hendes mund, da han ikke ville se hende i øjnene. "Ja ... det er varmt," svarede han med dæmpet stemme, hvorefter han kunne mærke varmen stige i hans kinder og kiggede stift ned i sin tegneblok. "Tak," mumlede han forlegent, idet hun komplimenterede hans tegning og startede så et større projekt med at ligge skygger på dragen/tegningen ved først at skravere et område med blyanten og derefter blænde det sammen med stregerne ved at køre en finger henover det.

Maddie smilte. "Det var så lidt," sagde hun med et blidt og mildt smil som hun plejede. "Er der noget galt?" spurgte hun så lidt efter uden helt selv at vide om der var noget galt. Hun syns bare lige ahan så lidt trist ud, men hun vidste ikke helt hvorfor hun syns det.
Hun kiggede rundt og så på en lille pige der blev fanget af en stor dreng. De grinte. DRengen løftede pigen op og kildede hende. Pigen grinte og drengen lige så. De var vist søskende. Hun så igen tilbage på Aidin med stadig det samme, blide og milde blik som før.


//sorry at jeg ikke lige skrev lige så meget som før denne gang :)//

Aidin rystede blot på hovedet til hendes spørgsmål og lænede sig efterfølgende ind over sin tegneblok med ansigtet helt nede i papiret, så hun ikke skulle bemærke hans rødmen, der langsomt havde bredt sig fra hans ene kind og henover næsen til den anden kind. Hvor pinligt. Ved hvert nyt møde blev han altid så genert, - og når han var genert, så rødmede han. Det var fjollet egentlig. Hun var bare en ganske almindelig pige, der ligesom ham selv gik her på skolen. Eller det troede han da ihvertfald, hun gjorde. Faktisk kunne han ikke rigtig mindes at have set hende før; men ... det var jo også en stor skole. Han hævede sig en smule fra blokken, eftersom hans briller var ved at falde ned over hans næsetip, og han måtte derfor lige skubbe dem på plads med sin ene pegefinger, før han atter begyndte at rode med skyggerne på sin tegning igen.

//Det gør ikke noget :D//

Hun smilte. "Det var da godt!" sagde hun lidt efter.
Maddie kiggede igen på tegningen. "Tegner du meget?" spurgte hun sødt med hovedet på skrå. Hvis han ikke gjorde det så var han godtnok go' men det var han alligevel. Han var go' til at tegne om han så tegnede hver dag eller om han næsten aldrig tegnede. Hun smilte igen og kiggede rundt før hun lod hovedet falde tilbage og lukkede øjnene. Hun nød den kølige skygge så meget.
Efter skole vill folk til at gå ned i friluftsbadet. Det sad de og aftalte lige nu.

//Det var godt :D//

Aidin vovede at kaste et blik på hende og fortrak så sine mundvige et et skævt og forsigtigt smil, da hun spurgte ham om noget. Før han svarede hende rettede han sine øjne ned mod sin tegning og nikkede stille til svar. "Ja ... ja, det gør jeg. Jeg kan godt lide at tegne," svarede han stilfærdigt og glattede det ene hjørne på papiret ud, som han tilsyneladende havde kommet til at krølle. Derefter påbegyndte han at tegne dragens anden vinge, men da han ikke blev tilfreds med det i første forsøg greb han sit hviskelæder, der lå placeret øverst på tegneblokken og gned det mod papiret, indtil de nytegnede blyantstreger forsvandt, og han igen forsøgte at illustrere en dragevinge så godt, som han nu kunne.

Maddie smilte sødt og kiggede på ham.
Hun nikkede. Hendes hånd gled op til sin kind og kløede den sagte før hun lod hovedet falde frem igen for at kigge ordenligt på ham. Hun strøg lidt pandehår væk fra ansigtet og smilte mens hun så på hans brille.
"Får du gode karaktere?" spurgte hun. Det fik hun jo ikke. Så hvis han kunne hjælpe hende med nogle lektier ville det være djeligt. Hun smilte stadig sødt og mildt til ham.

Aidin så op fra sin blok, da hun stillede ham endnu et spørgsmål. "Øh ... ja, det gør jeg vel," svarede han blot med et svagt skuldertræk og så tøvende på hende, før han vendte sin opmærksomhed mod sin tegning som meget snart var færdig. Det var bare halvdelen af vinge og dens hale, der manglede. Men jo, han fik gode karaktere. Hans gennemsnit lå helt oppe på tolv - og så kunne det jo ikke blive bedre. I alle fag fik han tolv. Stortset ihvertfald. Det krævede også meget af hans fritid, eftersom han næten hver dag efter skole sad og terpede lektier, der først skulle afleveres to uger efter. Men ... han havde heller ikke det store at tage sig til. Så hvorfor ikke bare lave lektier? Det var også på det grundlag, at han var blevet ret upopulær - fordi han var en stræber. Det kaldte de ham ihvertfald i den klasse, han gik i. Men ... når han nu allerede var upopulær, hvorfor så ikke bare være upopulær og få gode karaktere i stedet for at være upopulær og få dårlige karaktere. Så om 20 år til deres klasses jubilæum kunne han komme tilbage advokat eller sådan noget og sige, 'fuck jer, se hvad jeg kan!' Tåbelig fremtidsdrøm, men det var det, der holdt ham i gang. Han skulle bare i gennem det mareridt, man havde valgt at kalde 'skole' og så videre. Væk herfra. Aidin sukkede svagt og lagde blyanten fra sig. Tegningen var færdig.

Hun nikkede. "Det gør jeg ikke," sagde hun lidt efter og så ned jorden. "Jeg kan ikke koncentere mig mere. Min mor er lige død og jeg har mistet mine venner," Maddie kiggede på ham som om hun skulle til at græde, men hun holdt gråden tilbage. Det havde hun efterhånden lært. Hun havde også fundet en der kunne muntre hende op. Dagen før havde hun haft den bedste dag i hele hendes liv. En der kunne mutre hende op og hjælpe hende.
Maddie kiggede på tegningen.

//Ikke ret langt...sorry, men har ikke virkelig meget krea lige nu, så jheg skrive rlidt kortere//

Aidin skævede kort til hende, da hun sagde noget. En lettere medlidende mine lagde sig henover hans ansigt, da han hørte det sidste, hun havde at sige. Var hendes mor død? Han bed sig hårdt i underlæben, inden han fik taget sig sammen til at åbne sin mund og svare hende. "Min far er død ... men ... jeg kan slet ikke huske ham," fik han mumlet og skubbede sine briller længere op på næsen. "Jeg tror kun, jeg var to, da han døde. Så det tæller vel ikke rigtig .. jeg mener ... jeg har aldrig kendt ham sådan rigtigt," fortsatte han med dæmpet stemme og slog derefter sit blik ned mod tegningen igen. Derpå greb han sin blyant og kradsede nogen tal ned på papiret. Han skrev altid dato på sine tegniner. Så kunne han huske, hvornår han havde lavet dem. Aidin sendte hende et svagt smil og rettede hurtigt på sit tørklæde, inden han atter lagde blyanten fra sig.

Maddie kiggede på ham. "Okay, men min mor hun døde her i forgårs." sagd ehun fast og kiggede rundt før hun igen rettede blikket mod ham. "Det er vildt at miste en man holder af, det er ikke vildt på den måde, men det er vildt sørgeligt og...og skræmmende..." Hun kiggede ned i jorden.
*Jeg vile ønske hun stadig var her* tænkte Maddie.

Selvom han ikke så direkte på hende, lyttede han stadigvæk opmærksomt til det, hun sagde. Da det lod til, at hun ikke havde mere at sige, løftede han sit blik og så hen på hende. "Jeg ved godt, hvad du mener," svarede han stille og sendte hende et af sine generte og skæve smil. Han holdt en kort pause, mens han spekulativt så ud i luften med et eftertænksomt blik, før han vendte sine øjne mod hende igen. "Men ... du skal ikke være ked af det. Det ville din mor sikkert heller ikke have ønsket, hvis hun stadigvæk havde været her. Hun ville ikke bryde sig om at se dig gå rundt og være ked af det. Selvom det er svært at miste en, der fylder så meget i ens hjerte, så skal man altid se på den lyse side, ligemeget hvor slem situationen er. Hun befinder sig et meget bedre sted nu. Og jeg vil vædde min gamle hat på, at hun tænker på dig hver dag - og passer på dig. Selvom hun ikke er her, tror jeg alligevel på, at hun sidder et eller andet sted og holder øje med dig. Ligesom en skytsengel. Jeg kan godt forestille mig, at det må være temmelig hårdt at miste sin mor, men ... du må love mig, at du ikke går helt ned med flaget. Som et ordsprog siger, smil til verden og verden smiler til dig," prædikede han og lagde hovedet på skrå, da han var færdig med at snakke. Et let smil fandt vej til hans mund og bredte sig langsomt henover hans svagt lyserøde læber.

Maddie nikkede. "Jeg har fundet en der kan opmuntre mig, og give mig godt selvskab. En som jeg kan holde af som jeg holdte af min mor," sagde hun med et smil. Hendes hænder foldedes i hendes skød. Hun så på ham med blide øjne. "Min mor var en sød og smuk kvinde," sagde hun med et smil. "Jeg savner hende hver dag, men jeg er heldigvis kommet videre!" Huns milte igen sødt, blidt og mildt.

Aidins øjne flakkede væk fra hende, da hun så på ham, hvorpå han vendte sit blik ned mod sin tegning. "Det var godt. Det er vigtigt, at man ikke bare sætter sig fast i fortiden. Dem der gør det når ikke i livet. Det bedste man kan gøre for sig selv, og andre for den sags skyld, er at prøve på at komme over det. Bare glemme det og lade det ligge og langsomt forsvinde i sin hukommelse. Men det vil aldrig falme helt. Alle ens minder og ønsker vil altid sidde fast i ens underbevidsthed," sagde han belevent og nikkede efterfølgende. Han filosoferede tit over livets gåder og alle de ting, som normale teenagere nok ikke gik rundt og grublede over. Aidin blev i et øjeblik grebet af panik, da hans taleevne svigtede ham. Han ville nemlig helst undgå pinlig tavshed. Det hele blev så akavet, hvis den først fik lov til at overtage. Så lagde den sig som et usynligt tæppe over en, og fik ham til at føle, at han ikke kunne trække vejret. At han bare ville væk derfra. Heldigvis lykkedes det ham at vride en idé ud af hans hjerne til at starte en samtale. Han havde jo slet ikke fået præsenteret sig selv endnu. "J-jeg er ... jeg mener ... mit navn er Aidin," fik han tvunget ud af sig og rakte af ren refleks en hånd frem mod hende. Det mente han hørte med til præsentation af sit navn. Og så startede alle nye bekendtskaber med et håndtryk. Han bed sig kortvarigt i sin underlæbe men slap den hurtigt igen og tvang sine mundvige opad i et smil.