I Lejligheden... (Alexius Creeker)

Tid: Sådan hen af aftnen...
Sted: I Gyderne... Inde i et af husene...
Omgivelser : Ikke engang et spøgelse... Nårh ja udover Israel...
Vejr : Kedeligt og Gråt... Men trækker op til storm.

Huset lignede et normalt lejlighedskompleks. Med den enkelte undtagelse at der ikke var vinduer andre steder end oppe på Kvisten. (TopLejligheden) Vindueren stod helt åbne og gardinerne blæste dovent ud i den svage vind. En hurtigt smålysene bevægelse kunne svagt skimtes i et sekund og så var den væk igen... Folk ville først undre sig over hvad det var... For ingen havde faktisk set ejeren af enkelt lejligheds komplekset... Det var normalt, men de havde set folk flytte ting ind... for godt nogle måneder siden.
Men ellers havde man intet set... Så det at der var en bevægelse, fangede folkenes opmærksomhed...
Israel gjorde sig med vilje mere oplyst for at fange folks opmærksomhed... Han kedede sig så utroligt meget... Og nu havde han alligevel endelig fået at vide hvor henne hans nye krop kom til at bo... Så han kunne ligeså godt tjekke det ud... Hvilket han var i gang med... Indtil nu var han ikke synderligt tilfreds med hjemmet... Der var hverken for meget eller for lidt... Okay, jo måske en lille sjat for lidt... Men det gav bare følelsen af at man kunne bevæge sig langt mere inde i rummet.
Han kiggede endnu engang ud af vinduet... Håbede på at nogen muligvis ville være dumme eller modige nok til at tjekke det ud... Han kunne vel håbe...

,,Tii domi kii saka idu! Domi ni na ii!" Lød det med en høj og skinger sangstemme, som kom oppe fra.
En lille, gul kanariefugl kom flyvende hen over husenes tage, mens den sang sin lille, mærkelige sang som ikke betød noget som helst!
Dens sorte perleblik var rettet lige fremad... Dum ville være folks første tanke!
Fuglen drejede hurtigt om et gadehjørne og lod sig lande i et åbent vindue, for at få et hvil. Det var hårdt at flyve, når man ikke havde så meget tid til at øve sig!
Hvorfor skulle han også dele krop med Alex, som lige nu (dum som han var!) lå og sov i sig selv.
Hideki så nærmest ud til at sukke, idet den så ind i lejligheden med et nyskerrigt blik.

Israel kiggede på Fuglen. Utroligt... Det var den samme fugl fra teateret... Den selv samme, snot dumme kanariefugl. Hvad pokker lavede den her?
Han stak en hånd ud af vinduet for at fange fuglens opmærksomhed... Den selvlysende hånd fangede menneskernes opmærksomhed nede på jorden, men de troede bare at de havde set forkert. Muligvis havde drukket for meget...
"Kom her lille fugl" sagde han og kiggede på fuglen med et svagt smil.

Hideki så ud i luften, uden at gøre noget som helst.
Den ignorerede ham, ligesom ovre ved teatret, bemærkede ham ikke og var også ligeglad.
Hans ord nåede ikke dens lille hjerne, som den sad der og så dum ud!
,,Tii domi kii saka idu! Domi ni na ii!" Lød det højt fra den, mens den kort baskede med de små, gule, dunede vinger.
Hideki vidste at hans sangstemme irriterede denne person, som så gerne ville have kontakt med ham!

Israel rynkede kraftigt på næsen... Han kunne fatisk ikkefordrage den skingre stemme... Men han ville vide mere om den der karnariefugl... Der måtte være noget om den som altid fik den til at dukke op i nærheden af andre magiske væsner...
En Animagus?... Naaah... De animaguser han havde mødt og kæmpet imod havde været stærke og store væsner i deres dyreform...
Men hvad pokker var den karnariefugl så...?
Kunne den virkelig være en Animagus eller var det noget han forestillede sig... Ligesom med så meget andet...
Nej... Det kunne den simpelthen ikke være... Det var Israel overbevist om...

,,Hideki! Hideki!" Lød det højt fra den, med dens skingre stemme.
Den sagde det faktisk kun for at irritere... hvilket den var ret god til. Selvom den fuldkommen ignorerede spøgelset lod det faktisk til at more den!
Den baskede opspændt med vingerne mens en høj pippen kom fra den, som en normal fugl.
Åh, hvor ville det dog være sjovt hvis Alex kom frem nu!

Israel slog vredt ud efter Kanariefuglen. Hvis han ramte den, ville det var ligesom at blive proppet i et bassin med isvand som krøb helt ind til sjælen. Hvis... Ja så var det vel bare det...
"Kan du så holde kæft?" hvæsede han irriterende... Han havde nærmest kunne forstå hvordan fuglen kun sagde det for at irritere ham.
Lejligheden var i det hele taget et stort rum, med to døre. En til opgangen og en til badeværelset. Det store rum, var Stue, Køkken, arbejdsværelse og Soveværelse... I al sin enkelthed. En seng stod fastklemt i mod vest væggen, hvilket var til højre for vinduerne. Under det ene af vinduerne var der et skrivebord og en enkel træstol. Til venstre var den en køkkendisk, et Køleskab der ikke ligefrem var stort, et komfur der så ud til at ruste lidt og en gammel håndvask... Og til sidst var der en topersoners sofa og foran, et gammelt Tv... Ellers var der bogstabler rundt omkring på gulvet... Altså... Ganske enkelt indrettet.

Hideki baskede hurtigt med vingerne for at flyve op, og hen på ryglænet af den topersoners sofa. Den var ret nyskerrig anlagt, den kunne mærke Alex som var ved at vågne op, for at overtage.
Nej! Hideki var fuldt opsat på at få at vide hvad dette spøgelse ville!
Havde han tænkt sig at slå ham? Kvæle ham, tage hans lille dumme liv!
,,Hideki! Hideki!" Lød det fra den, lavere end før men stadig højere end en helt normal fugl. Det var et tegn på at Alex snart ville komme!

"Noget galt lille ven?" spurgte han med påtagen elskværdighed. Han kunne nærmest kunne mærke hvordan den forandrede sig... Bare ved hjælp af dens stemme.
Han kiggede på den lille dumme fugl. Måske var den alligevel Animagus... Eller hvad?
ISrael svævede helt hen til den og kiggede på den. "Er du en animagus?" spurgte han den hviskende... Han vidste den ikke ville kunne vare med ord... Men måske ville den nikke eller lignende.

Fuglen lagde hovedet hurtigt på skrå mens den så mod spøgelset.
Ja, han var en animagus...af en slags. Alex kunne ikke styre hvornår Hideki måtte komme frem, og hvornår han skulle forsvinde. Det var mod hans vilje!
Fuglen lod sit sorte perleblik køre rundt i lejligheden for at se om der var et sted han kunne skjule Alex.
Den stakkels dreng var jo splitter ravende nøgen når han blev sig selv igen!
Det her ville være så meget lettere hvis spøgelset kunne læse tanker!

Et gammelt minde begyndte at røre sig på ham... Noget han og Raphael havde fundet ud af for flere århundrede siden.... Noget med Animaguser og... Og... Tøj?
Selvom Israel ikke kunne Læse tanker, var han rimelig god til at forstå Sindsstemninger... En Ting Raphael havde lært ham. "Du mangler tøj..." Mumlede Israel og svævede over til Kommoden og skabet i Soveværelses Afdelingen. "Måske har han noget tøj her..." Sagde han så til Fuglen... Og svævede over i køkken afdellingen...

Hideki lod sit blik følge ham, idet han svævede rundt i lejligheden for at finde tøj...til ham!?
Hvorfor hjalp han overhovede? Den lod sig falde ned fra sofaens ryglæn og ned på selve sofaen. Det var begyndt at gøre ondt, men den lod sig ikke mærke af det.
Den eneste som bukkede under for smerten var Alex!
Hideki sagde ikke noget nu, den kunne ikke!

"Du skal ikke undre dig" sagde han da han mærkede forvirringens bitre smag brede sig i rummet.
"Jeg vil bare ikke ha mit fremtidige jeg skal træde ind og se en nøgen knægt" sagde han og kiggede på Fuglen. Han nød stilheden... Uden den irriterende skingre lyd var det faktisk rart for en gangs skyld at være Spøgelse...

Hideki vaklede kort til siden, da spøgelset talte til ham. Nu kom det snart... Alex...
Han ville ikke vide hvem spøgelset var, hvorfor han var her og at spøgelse næsten var venlig imod ham! Den dumme knægt!
"Fremtidige jeg" Havde han sagt. Skulle han overtage en krop eller sådan noget?
Allerede nu var han jo sådan en person som Alex ville være pinligt forelsket i!

Israel kiggede kort på fuglen før han med et svagt grin vendte sig rundt om og kiggede lidt ind i en væg før han svævede ganske stille ind i væggen og forsvandt som en hvid tåge der svandt ind igennem alle de små huller der var i den mørkerøde malling.
Han kunne ligeså godt tjekke stedet ud når han alligevel skulle bo her i... Lang tid... Hvem ved... Måske kunne han få ungdommens gave med i købet når han fik den nye krop.

Hideki så kort efter spøgelset, før den lod blikket køre rundt i lejligheden.
Det burdte da være et tæppe, et eller andet sted, selvom det kunne være sjovt at se Alex's udtryk i ansigtet, når han pludselig sad i en fremmeds lejlighed...nøgen!
Hvis Hideki kunne smile, ville den havde gjort det! Et ondt, og flabet smil der ligeså godt kunne havde tilhørt en dæmon!

//SKal logge... Vi skrives senere^^//

//Skal vi fortsætte? xD