Menneskefri skov - Nao Oyami

Jamie gik rundt i skoven. Hendes lange ben flyttede sig elegant skridt efter skrift. Hendes sorte øjneskygge var lidt skræmmende i den mørke nat. en gren knækkede i skovbunden. Der var ingen mennesker rundt omkring. Der var stille. Der var så stille at man næsten kunne høre træerne gro. Det eneste der gav lyd, var de knækkende grene og hendes sagte skridt. Hun så sig omkring.
Vinden legede md hendes smukke mørke hår. Hun kunne mærke det, men var ligeglad.
Hendes hænder lå i lommerne og hendes øjne var rette stift frem i luften.
Jamie var en meget smuk pige. Hun kunne godt være skræmmende. Rettere sagt hun var skræmmende.
Hun hvade en halskæde på. Den betød ondhed, kærlighed og skønhed. Det var det hun hvade i sig. HUn havde kærlighed, men også ondskab i sig. Skønheden var udenpå, men også indeni. Hun havde en smuk og blød hud.
En gren knækkede igen. Hun så sig omkring for at sikre sig at der ikke var nogen. Men hvis der endelig var. Skulle det være et magisk væsen. Hun så igen stift frem i luften og gik videre. Nu ventede hun bare på at der skulle komme nogen.

Nao sad på en gren i et af de lave træer, han var god til at klatre og holde balancen. Han sad og så på skovens bund, på de små grene man ville kunne høre gennem hele skoven hvis de knak, eller i hvert fald i den her stilhed.
Nao lænede sig forover så han lå på grenen. Han så en pige gå hen over jordbunden *Gad vide hvad hun laver her* tænkte han og kiggede så rundt. Han havde en rød og sort stribet top på og nogle sorte jeans med huller over det hele. Samtidig bar han sine lyserøde vanter og tophue. Og selvfølgelig havde han sit ynglings halstørklæde på, det bar han altid, også om sommeren. Han fik det da han var lille at sin mor, lige før hun døde og nu mindes han hende igennem det.

Jamie holdt på halskæden i lidt tid før der kom noget hvidt lys omkring hendes smukke hovede og det bredte sig ned omkring hendes krop. Hun faldt til jorden og var en sød lille ræv med orange pels, en flot hale, brun-gule øjne og nogle søde strittende øre. Hendes hår var væk, hendes tøj var væk. Hun var blvet til ræv fordi hun skulle op i et af træerne for at kigge udover hele skoven.
Hun løb op at stammen på et træ, og efter lidt kom hun ned igen og istedet for at det var hvidt lys, så var det lilla lys. Hun blev igen den smukke pige. Jamie viftede lidt med håret for at få det til at rette sig rigtigt ud.

Nao spærrede øjnene op, det var første gang han havde set en animagus forvandling...
Han faldt ned af træet fordi han mistede koncentrationen. "Av..." sagde han da han lå på ryggen oven på en væltet træstamme.

Jamie kiggede rundt. Hendes øjne var blevet helt sorte. Hun kiggede en på drengen der var faldet ned. Hun gik derhen og satte den ene hånd på den ene hoften og kiggede bare på ham. "Nå, der var vist en der fik lidt ondt i ryggen," sagde hun med et lidt ondt tonefald, men også blidt og mildt. Hendes øjne var rettet stift mod ham.
Jamie kiggede rundt og lukkede øjnene. "Det var da et flot fald!" sagde hun ironisk og smilte ondt og lidt venligt.

Nao kiggede på hende med et lidt ligeglad blik, han var vant til at folk ikke var venlige mod ham, så dette var ikke noget nyt. Han rejste sig op, lagde sine hænder mit på ryggen og bøjede sig bagover. Han knækkede ryggen så det ikke gjorde ondt mere. Nao kiggede på pigen, der bare stod der som en træ. "ja jeg ved godt jeg er god til at falde...tak" svarede han så ironisk

Jamie kiggede på ham og nikkede. Hun så igen rundt. Hendes smukke halskæde lyste i skæret fra månen. Hun smilte til ham, men hendes øjne var stadig sorte og kolde. Hun var ikke så kold indeni, men hun kunne godt li' ondskaben.

Nao smilte lidt tilbage *oka hvad mon der er galt med hende* tænkte han og bukkede venligt uden at vide hvorfor. Han grinte af sig selv for at være så fjollet.

Hun så på ham med et undrende blik. "Er det mig, er det dig selv, hvad er det?" spurgte hun og så alvorligt på ham uden noget der lignede et smil. Hun var ikke let at få til at grine eller sådan noget. Hu var mest en der gik med smilet holdt tilbage.

Nao stoppede med at grine "jeg forstår bare ikke hvorfor jeg bukkede for en pige der ikke har nogen som helst humor... " svarede han så med et seriøst blik

"Og.." Sagde hun i så på ham. "Bukker du da aldrig for en pige?" spurgte hun og så på ham med alvorlige øjne.
Jamie så på ham med et koldt smil. "Du ved godt at jeg ikke mener noget ondt?" sagde hun med et smil.

Nao grinte "haha nej... bryder mig ikke specielt meget om piger, så hvorfor skulle jeg?" han hoppede op og greb fat i grenen og svingede sig så rundt og sad så oven på den igen. Han så ned på hende men et koldt blik "men jeg gætter på du regner med at alle kan lide dig fordi du tror du er smuk"

Hun blev vred. "Hvorfor skulle jeg tro jeg er smuk! Jeg hader drenge! Jeg hader piger! Jeg hader alle undtagen andre animagus, og det er nok det eneste der betyder noget for mig! Så du skulle nødig tale!" råbte hun efter ham.

Nao smilte glad "du ved godt du lige har sagt det modsatte når du sådan bliver vred på den måde, ikk`?" svarede han så stille. Han var ret ligeglad med om hun råbte eller var vred.

"Ved du hvad? Jeg har aldrig kunnet li' drenge! jeg har aldrig kunnet li' nogen, og nej jeg ved godt at det er sådan DU opfatter det, men nææh nej, det gør jeg ikke! Jeg snakke måske anderledes og mener noget andet end dig, men.. JEG KAN IKKE LI' NOGEN SOM HELST! HVERKEN DRENGE ELLER PIGER!" sagde hun roligt og så på ham. Hendes øjne blev koldere og koldere.

Nao så på hende "hmm right..." han hoppede ned fra træet og landede på alle 4. Han rejste sig så op og gik hen til hende "Undskyld" sagde han stille og smilte

"ja, det gør vel ingenting for det plejer folk jo også at sige. De tror at jeg tror at jeg er så sej og smuk, men det gør jeg slet ikke.." sagde hun og smilte roligt og stille.

Nao grinte, men ikke fornærmende eller fordi det var sjovt, men fordi han nød det liv han havde nu, ligemeget hvad der skete. Han gav hende et kram, "Jeg er ikke folk" sagde han stille mens han krammede hende, men det var kun i kort tid.

Et lille gisp kom fra hendes mund da han krammede hende. *Okaayy..* tænkte hun med store øjne og bevægede munden som om hun skulle til at sige 'okaayy'.
Hun smilte igen, mens hendes øjne blev mindre kolde og onde.

Nao grinte "Sunshine!" han var færdig med krammet og stod nu foran hende. Han var en besynderlig skabning af dødsengelene, For det meste glad og hyperaktiv, selvom man ikke ville kunne se det på ham med det samme

Hun lagde spørgende hovedet på skrå og så undrene på ham.
"Hvad mener du?" spurgte hun og så stadig på ham med det spørgende bilk.

Nao tog sig til hovedet "vær glad ligemeget hvad der sker.... hvis du hader alle, så du ikke glad" han grinte sødt "men du kan godt ignorerer alle"

"Det kan godt være, men jeg hader ALLE mennesker.. Ikke magiske væsner som mig selv, men mennesker.. Det var dem der slg min mor ihjel, min far ihjel, kidnappede mine søskende," sagde hun roldt. "De har gjort mig alt det ondt der er sket i hele mit liv, men er nok ved at komme vidre."

Nao "tror ikke på at alle mennesker gjorde det...de er søde nok de fleste" han tog sig til maven "jeg er sulten!!!"

"Nej, selfølgelig gjorde ALLE mennesker det ikke, men i det hele taget mennesker, gjorde det!" sagde hun roligt og så på ham.
"Hmm.. Bliv her jeg kommer om lidt!" sagde hun og blev til en smuk hvid ulv og løb mod byen. Hun løb hen mod en resturant hvor man kunne få noget mad. Hun blev til menneskeform igen og købte to bokse med salat og lidt kød i. Hun blev igen til ulv. Hun havde en pose med det i der hang om hendes hals. Hun høb tilbage og blev til menneskeform igen og gav ham den ene boks.

"Håber du kan li' det!" sagde hun med et smil og spiste lidt sit eget.