i Zevren,s hus i træernes top //åbent //

s.i skoven et god stygge væk fra terre ved et stort træ hvor man kan klatter op og ender på en altan med en utrolig udsigt over skoven.
t.19.20
o.i en mørk skov eller oppe i huset
v.sol der er fint varme og lidt over skyet

Zevren sad og nød den første øl i hans nye hus. Han sad og nød udsigt ogo en slurk af sin øl *ohh det livet jeg skal aldrig mere sove på et hotel for nu har jeg mit ejet sted igen*Zevren lå sig tilbage i stolen og trak en smøg frem han tænde den og sagde "jeg elsker dette sted "

Jamie kom gående nede under Zevren. Hun gik med et ondt smil. Hendes øjne var sorte som de plejede. Hun fik øje på en dreng/mand oppe i huset. Hun gik hen til døren med et ondt smil og bankede på. Ville han åbne? Jamie vidste ikke hvad hun ville, men hun gjorde det bare, lidt for at drille. Hendes onde smil bredte sig og hun ventede på at der ville blive åbnet, hvis der ville blive åbnet.
Hun havde en mørke-pink hættetrøje på, nogle sorte converse sko, og nogæe mørkeblå bukser med rifter i.
Jamie kiggede på døren og gennem det vindue der var ved siden af. Hendes lange, smukke, mørke hår, hang ned af ryggen på hende. Hendes tøj sad perfekt på hendes krop. Hun var tynd og spinkel.

Zevren åbnet den lille lem der var i hyttens altan. Zevren så hende stå der han tænkte *hvad vil hun her så langt ude i skoven ?* Zevren åbnet lemen helt og sagde " goddag hvad vil de "Zevren hvad sit sværd klar det sidder i hans bældte for Zevren lå nemlig mærke til hendes øjne *kan det være en dæmon ?*tænkte Zevren mistænkt somt

Jamie så op på ham med et grin. "Jeg ville såmænd se hvem der boede her," sagde hun med et koldt. "Jeg er ikke hvad du tror jeg er," Hun så på ham, stadig med et ondt smil.
*Jeg tror aldrig han gætter det!* tænkte hun for sig selv, kiggede stadigvæk på ham.
"Hvad tror du jeg er?" spurgte hun.
Jamie lod hætten glide op om hendes hoved.

Zevren så på hende et hurtigt vind pust kom og Zevren væk forsvundet i ingen ting. kort tid efter kunne hun mærke en trykken på hendes bavhovede det var Zevren der stod med sin pistol og holdte den mod hendes hovede "hvem er du og hvad for dig til at tro at du kan komme her og ødelægge min fred fra alle de dæmoner menesker og alt det der .så sig mig hvem er du " Zevren kigget meget seriøst på hende han havde og så sit sværd klar det trukket og holdt klar til at svinge

Jamie var ikke bange og tog derfor bare fat i den kniv hun havde i lommen. "Jeg er en animagus, jeg hedder Jamie Fullmoon Tyat," sagde hun og vendte sig mod ham og trak kniven op. Efter lidt trak hun en mere op. "Hvis det ikke var nok, så skal jeg nok fortælle hvad der er nok!" Hun svingede kniven så den ramte lidt af hans hår. Hun lod den andens knivspids hvile midt på hans hals.
En masse hvidt lys kom omkring hende og blev til en stor, smuk, hvid ulv. Knivene havde hun mellem tænderne. Nu ville han ikke kunne fange hende, for hun va hurtig som et lyn når hun var ulv. Hvis han ikke troede på at hun var animagus, så havde hun ivertfald lige vist det.

Zevren lå sin pistol tilbage i hylstert og sværde i skeden "aha det er længe siden jeg han set en animagus "Zevren kigget på jamie klattet op i huset igen han kigget ned på hende igenem lemmen "hva skal du med op "Zevren stod kigget på den smukke udsigt han fandt en til stol og satte sig i sin egen med sin riffel på skødet

Jamie løb i sin ulvefom. Hun hoppede op på altanen og blev igen til menneskeform. Hun slog hætten ned og smilte ondt. "Ja, dem ser man jo ik' så meget mere." sagde hun sødt.
"Har du en familie?" spurgte hun lidt efter. Hun var virkelig nysgerrig, så derfor røg der altdig en masse, dumme spørgsmeål, ud af hendes mund, når hun mødte nye folk.

Zevren kigget på hende "nej min familie er døde der er kun mig og min bror men han er forsvundet "det var tydligt at se Zevren var fra persien og ikke frankrig Zevren kigget ned på sin riffel "det her var min fars"han holde riffelen op " den er lavet til at dræbe dæmoner "Zevren så lidt bedrøvet ud han hade det ikke så godt om at snakke om sin familie. Han trak en smøg op og tænde den mens han kigget på udsigten "han kigget ikke på jamie men han sagde det bare "et syn som dette er det eneste der kan gi mig ro "

Jamie nikkede. "Okay, det er vel lidt trist?" sagde hun med et smil. "Jeg har også mistet min familie, men med den ondhed jeg har i mig, kan jeg sagtens overleve,"
Hendes øjne blev koldere og koldere, og mørkere og mørkere.
Jamie smilte til ham og lod den ene hånd hvile på hoften og kiggede ud over landskabet.

*ondhed * Zevren kigget op på jamie "hvad mener du med ondhed du har i dig "Zevren rejste sig og lå en hånd på jamie skuller. han kunne mærke en entens kold hed fra hende da han lå hånde han trak hånden til sig "hvad er det du har i dig " han begynde at tænkte *måske skulle jeg ha skudt hende for starten men det er forsent nu og jeg kan da ikke bare skyde en animagus der er jo ikke så mange af os tilbage men hvad skal jeg gøre ?*

"Ja, siden mine forældre blev slået ihjel, har jeg sådanset været besat af hævn, men ma tænker ikke på sorgerne, når man er 'ond'. Altså at man er kold indeni lige som jeg!" sagde hun koldt. Hun så på ham.
"Hvis du ikke vil have onde folk i det hus, så må du hellere smide mig ud!"
grinte hun.

"onde folk du har ikk gjord nogen enu og du er ikke en dæmon så jeg er pænt liglad "Zevren lukket sine øjne og lod sig falde ud over kanten af altanen : Zevren dale mod jorden lige inden han ramte jorden forsvant i et vind sus lidt længer inde i den store skov dukket han op igen jamie kunne godt se ham. han skiftet from til det en stor gylden brun los //ser sådan ud http://www.catchannel.com/images/wildcats/canadian_lynx.jpg og løb vider in i skoven ved at hoppr fra træ til træ i høj fart efter nogle sek var Zevren næsten væk

//er der ikke mere //