I skovens mørke - Septiel=privat

Lyan, sad op at et træ. Hendes smukke tyrkisblå øjne var som diamanter. Hun havde foldet hænderne i skødet. Den storte kjole havde hun revet op, så de varmede både hendes lår og resten af hendes ben. Det lyse hår kunne ses i mørket, samt hendes øjne. Hun så sig omkring. En let brise strøg hen over skovbunden og trak nogel visne blade med sig.
Lyan var en ganske almendelig, umådelige skuk aspara. Hendes lyse hud var blød og hendes lyse krøllede hår, legde vinden med. Hvis der havde været andre end Lyan, i skoven, ville hun have haft det meget bedre. Hun havde det ikke så godt, når der ikke var noget selvskab. Det eneste selvskab hun havde var, den lette vind og fuglene.
Lyan fandt en smuk hvid fløjte frem, og spillede en smuk melodi på den. En flok blå og gule fugle kom flyvende oppe fra trætoppene. Lyan smilte og spillede lidt mere på fløjten. Fuglene pippede løs, for at følge melodien. Det blev nærmest til et helt orkester, men er ørn skrappede over deres hoveder og fuglene blev bange. Lyan selv, som var meget bange for ørne rejste sig og tog nogle skridt tilbage. Hun kunne se ørnen flyve længere og længere ned, for efter at flyve tættere og tættere på Lyan. Hun kunne mærke at hun pludselig stødte ind i noget. Hun kunne mærke at det ikke blot var et træ, nej det var det alt for blødt til. Hun havde lyst til at løbe væk, men ørnen kom nærmere og nærmere. Hun havde ikke tid til at vende sig om og se efter hvad det var hun var gået ind i, men. Hvad var det?

Det var ikke et træ. nej langt fra, det var en person, personen bare navnet Septiel Lacer. Han snurrede rundt da noget eller nogen stødte ind i ham, forarget kiggede på hele scenariet. En eller anden pige, der lige så godt kunne havde været med i en tegne fejl blev jagtet af en ørn, mens hun spillede på fløjte. "Ej ved du nu hvad" sukkede han træt. Han var iklædt sorte fløjelse bukser, en hvid skjorte, udover denne en rød vest, og udover denne igen en sort blazer. Irriteret rakte han ind under den røde vest og hev en pistol frem. Pegede den direkte imod ørnen, og trykkede af.

Et knald lød igennem skoven.

"Og kan vi så få noget ro...." stemmen var rolig og kold som et isbjerg, ligeledes var ansigtet udtryksløst.... Det var træt, det var blegt, og håret var sort som ibenholdt... Men dette gjorde det ikke mindre smukt, nej tvært imod, så klædte det den unge knægt...

Lyan sank en klump. Hu blev så forskrækket for både ørnen og drengen. "U.. Undskyld," stammede hun med den blide stemme. "Ja, det kan man vel godt," Lyan rev det nederste af den fine kjole af og trak let på skuldrene Hun havde alligevel mange af dem derhjemme.
Hun kiggede på drengen. Hun kunne se på ham at han var træt.
Med langsomme skridt, bevægede hun sig hen mod det træ hun havde siddet op af før.
"Det må de altså undskylde," sagde hun og stod helt op af træet. Lyan kiggede over mod den døde ørn, og en lille tåre gled ned.
Den ramte hendes hånd, og den blevt til en lille diamant. Hun så på drengen igen. Hun så meget smuk ud. Hun syns næsten at han var for smuk.
Hun lod let hendes tynde og elastiske krop ned og sidde igen.
Lyan tog en dyb indåanding og fik spurgt: "Hvem er du?"

"Mit navn er Septiel Lacer" Præsenterede han sig selv, stadig med det cement støbte ansigts udtryk. Han stak forsigtigt pistolen i inderlommen, kiggende skævt på hende, han lagde hovedet på skrå og betragtede hende med de isblå øjne, omkredset af sorte rende, manglende søvn tydeligvist. Han lagde hovedet på skrå, overvejede kort om hun kunne være en vampyr, men eftersom der ikke lod til at være nogen tænder, så lod sig være tilfreds med at hun blot var menneskelig, hvad hun helt præcist var, var ikke til at sige. Han rullede med nakken, og kunne ikke lade være med at smile forsigtigt.

Han så forsigtigt på hende, og lænede sig op af et træ mens han betraktede hende. [b]"Hvem er du?"[b] spurgte han så, hvorefter han trak vejrety dybt ind, hvorfor i al verden stammede hun så meget?

"Jeg er Lyan Fireann," sagde hun med et smil og kiggede rundt. Hun kom til at spænde den ene hånd, så en sværm af flammer, kom op fra jorden omkring hende. Hun fik dem dog hurtigt væk igen og blev lidt rød i kinderne, fordi, det vel var lidt pinligt, pludselig at lade en masse farlige flammer af ild komme frem.
Hun kunne mærke at hendes kinder var varme. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun med et lille skævt smil. Hun kiggede på ham og lagde hoedet på skrå. Hun var stadig ikke helt kommet over det med flammerne så hendes kinder var stadig røde.
Lyan smilte blidt til ham.